EN FILM OM AT GRIBE TIL VÅBEN
Mens klassekampen udarter i Frankrig
Af BO GREEN JENSEN
De ansatte bliver afskediget, og en kommunikationsmedarbejder, der som regel er forhenværende journalist, beklager på ledelsens og bestyrelsens vegne. Måske er der vrede protester lokalt, men det er jo markedets vilkår. Klassekamp var noget, man førte i det tyvende århundrede. Før globaliseringen. Det nytter ikke at stritte imod.
EN guerre begynder midt i krigen mellem ledelse og ansatte. En tyskejet virksomhed lukker sin fabrik i Agen i det sydvestlige Frankrig. 1.100 arbejdere står uden job, og lukningen er en katastrofe for regionen. Situationen er særligt anspændt, fordi personalet to år før har accepteret en kollektiv lønnedgang. Til gengæld blev de lovet, at fabrikken – som fremstiller reservedele til biler – ville være der fem år endnu.
Men tiderne er svære, forsvarer ledelsen sig med. Det er muligt, siger arbejderne under ilter og utrættelig ledelse af talsmanden Laurent Amédéo (Vincent Lindon), men firmaet kan ikke ustraffet svigte sit løfte. Så en bitter og langstrakt konflikt er kørt fast.
Ingen af parterne giver sig. Der er blokader, forhandlinger og krisemøder, indædt kamp ved fabrikken. Fagbevægelsen engagerer sig i konflikten, politikere går ind i sagen. Da medieomtalen bliver belastende, kommer koncernens øverste chef på besøg. Alle vil angiveligt forhandle, men ingenting forandrer sig. Mens det lokale problem bliver et nationalt anliggende, hægtes Amédéo af efterhånden.
STÉPHANE Brizés film er interesseret i processen. En guerre er som obduktionserklæringen efter et dødsfald. Der er aldrig for alvor håb om, at protesten vil nytte. Vi ser, hvordan de kæmpende arbejdere bliver holdt hen. Ja, der er atter røde flag og blanke øjne i flokken, som nyder at være samlet om en sag. Men kun fortidslevn som Amédéo tror, at modstanden vil føre til ændring. Beslutningen er truffet fra scene ét.
Strategien er som i enhver nedbemanding. Da processen bliver for besværlig, tilbyder ledelsen en mere lukrativ fratrædelsesaftale. Tag pengene nu og gå jeres vej. Megen lyrisk jargon er i spil. Det lykkes at få arbejderne til at ligne vandaler. Især en aktion i koncernens hovedkvarter udarter. De urbane mellemmænd vasker hænder. Amédéos hær skrumper ind. Stadig flere vil tage imod ledelsens tilbud og se, hvad de kan få ud af situationen.
FØRST da lederrollen bliver taget fra ham, og trykket i sagens natur letter, får vi et indtryk af mennesket Amédéo. Vi ser, at han lever alene og stille. Hans voksne datter venter sig. Det er ikke kun snak, når han siger, at han kæmper for fremtiden. For Amédéo handler slaget især om anstændig behandling og tabt værdighed.
Vincent Lindon har for fjerde gang hovedrollen i en film af Brizé. Mens kampen bølger frem og tilbage, er han det eneste velkendte ansigt i sværmen. Med alderen bliver Lindon stadig mere troværdig som den jævne franske mand af gammel skole. Han er næsten en Jean Gabin for sin tid.
I La loi du marché (2015, da. Markedets lov) blev Lindons karakter fritstillet og tog uvant arbejde som opsynsmand i et supermarked, hvor han holdt øje med både kunder og ansatte. Det handlede især om personalets rapserier. Han iagttog, valgte side, greb ind og sagde fra. Han kunne slutte en separat fred med systemet og forlade forretningen med sin ære i behold.
Laurent Amédéo har hverken denne luksus eller samme grad af selvindsigt. Han er en mand, der lader sig rive med. Han har levet og åndet for kampen. Han kan ikke bare gå hjem til sig selv.
ENDELIG gør Amédéo noget drastisk, som får båndet med rullende nyheder til at standse for et øjeblik. Slutningen er blevet kaldt urealistisk og sensationalistisk, et brud på den dokumentariske tone og et knæfald for melodramatiske kræfter. Den passer dog til Laurents karakter. Det er en stolt samurais sidste handling.
Der er en særlig stoisk defaitisme på spil i En guerre. Filmen havde premiere på Cannes Festivalen i 2018, 50-året for maj 1968. Samtidig begyndte protestbevægelsen les Gilets jaunes at tage form. De Gule Veste gik på gaden i november og har siden markeret sin modstand. Der kunne sagtens være veteraner fra fabrikken i Agen blandt demonstranterne på Champs-Élysées.
Muligvis er kravene diffuse. Der er sikkert også rådne æbler i kurven, men aktivisterne har lært af mange nederlag. De forstår, at kun handling udløser handling. Man strejker midt i myldretiden eller går ud og sætter ild til det hele. Det nytter ikke at vente på økonomernes kvartalsrapport. Der bliver aldrig råd til forbedring igen.
FEMTEN år efter Je ne suis pas là pour être aimé (2005, da. Ikke her for at blive elsket (2005) – og tyve år efter sin instruktørdebut, Le bleu des villes (1999) – er Stéphane Brizé (f. 1966) i stilfærdighed blevet en af de sikreste filmskabere i sin generation. På vejen fra Markedets lov til I krig bearbejdede han Guy de Maupassants Une vie (2016), som i en anden genre præsenterer et fuldkommen solidarisk portræt af en overset, uforløst kvindeskæbne.
La loi du marché og En guerre vidner om, at yngre kræfter står klar til at gribe stafetten, når Ken Loach, Mike Leigh og Dardenne-brødrene forlader scenen. Som politisk drama er filmen en betydelig bedrift. Ikke siden Claude Berris filmatisering af Émile Zolas Germinal (1993) er en strejke skildret så hårdt og empatisk.
Se også Brizé | Lindon: Mademoiselle Chambon (2009) og Brizé | Lindon: La loi du marché/Markedets lov (2015).
I krig (En guerre). Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Olivier Gorce & Stéphane Brizé; Ralph Blindauer, Olivier Lemaire, Xavier Mathieu. Foto: Eric Dumont. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 11.07.2019.
Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.07.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar