Ken Loach: It's a Free World.../En fri verden (2007)

ÅBNE GRÆNSER
Ken Loach taler tiden og magten imod

Af BO GREEN JENSEN

VÆKSTRATER, outsourcing, fri kapital. Tidens liberalistiske buzz words har ikke nogen varm tilhænger i den britiske filmskaber Ken Loach (f. 1936). Loach hylder fortsat en solidarisk samfundsstruktur, hvor mennesker tager vare på hinanden, og hvor arbejdstagere organiserer sig i kampen mod arbejdsgivere. Modsat dagens politiske kræfter, vil han gerne give systemet skylden. Det undrer Loach, at ord som »velfærd« har fået en hengemt, vagt negativ klang.

   Han undrer sig ikke alene. I 1970erne talte man med bekymring om de multinationale selskabers profit. I 2000erne siger man »globalisering« og betragter fænomenet som en forudsætning for vækst. Som filmskaberen udtrykker det: »Det kaldes modernisering, og det opfattes næsten som en naturkraft, noget som vil og må finde sted. Hvorimod jeg tror, at der er tale om noget, som er i én enkelt klasses interesse. Vi bliver narret til at tænke, at vi er nødt til at leve på denne hér måde. Det er vi faktisk ikke.«

LOACH er humanist af væsen og erklæret socialist. Han laver målbevidst små, indædt realistiske film om mennesker, der er fanget i en specifik social konflikt. Det gjorde han før, under og efter Margaret Thatcher, som imidlertid blev en håndgribelig fjende, der var med til at skærpe værkernes tone.*

   Instruktøren vil opdrage og anskueliggøre, men han prioriterer altid indlevelsen, som forvandler hårde paroler til kunst. Fra Poor Cow (1967) og Kes (1969) til Sweet Sixteen (2003) og Ae Fond Kiss (2004, da. Et dristigt kys) har det været sådan.

   Siden flygtningedramaet Carla’s Song (1999) har Loach skrevet sine film i samarbejde med Paul Laverty (f. 1957), der er uddannet som jurist. Begge bestræber sig på at forankre en kompliceret problemstilling i troværdige karakterer og situationer. Det har resulteret i enestående hudløse film som Ladybird Ladybird (1994) – om tvangsfjernelser – og My Name is Joe (1998) – om en tørlagt alkoholiker i bedring.

    Kun i historiske lærestykker som Land and Freedom (1995) – om frivillige i Den spanske Borgerkrig – og guldpalmevinderen The Wind that Shakes the Barley (2006, da. Vinden der ryster kornet), en skildring af begyndelsen på den irske konflikt, kan de gode intentioner tippe over i demagogi. I samtidsformen er Loach uovertruffen. Englands sidste politiske filmskaber er også en af tidens store europæiske instruktører.

LOACH og Laverty har behandlet illegale arbejdsforhold i Bread and Roses (2000), som skildrer en gruppe mexicanske kvinder, der gør rent i kontorlandskabernes Los Angeles. Dokumentarfilmen The Flickering Flame (1997) beskrev værftsarbejdernes kamp for at bevare deres arbejdsplads på britiske hænder. The Navigators (2001) fulgte jernbanearbejdernes strejke i forbindelse med en privatisering, som ville gøre dem til løsarbejdere.

   I It’s a Free World... gælder det arbejdsstyrkens såkaldt frie bevægelighed i et grænseløst Europa, hvor markedskræfterne råder ved lov. Angie (Kierston Wareing) er ansat i et rekrutteringsfirma, der henter polske arbejdere til England med løfter om en lukrativ fremtid i forefaldende stillinger, som med tiden kan blive solide jobs. For at komme i betragtning må man lægge et klækkeligt gebyr. Angie interviewer de mulige immigranter. Hun ved, at man gradbøjer sandheden stærkt, men har ingen problemer med at lyve for penge.

   Angie er hverken idealist eller skurk. Hun ville sikkert betegne sig selv som pragmatiker. Efter arbejdstid vil hun hellere fraternisere med lokale unge løver som Karol (Leslaw Zurek) end lade sig befamle af snaldrede chefer, der åbenlyst nyder at dreje de polske optimister en knap. Derfor bliver hun selv fritstillet, da det rejsende cirkus atter er hjemme.

ANGIE er 33 år. Hun er sig pinligt bevidst, at der er gået ti år med at glide ind og ud af løse ansættelser, som aldrig førte til noget. Det er altid endt med, at hun blev snydt. Denne gang vil hun derfor gå mere aggressivt til værks. Hvis de laskede slipsemænd kan drive illegal arbejdsforretning, må hun kunne gøre det bedre, eftersom hun kender markedet nede i gulvhøjde.

   Det lykkes at overtale samboen Rose (Juliet Ellis), som er regnskabskyndig, til at hjælpe med implementeringen. Med et website, en mobiltelefon og en lejet motorcykel begynder kvinderne at drive arbejdsbørs fra gårdspladsen bag den lokale pub. Angies teenagesøn, der har store problemer i skolen, bliver parkeret hos hendes forældre, så intet griber forstyrrende ind. Nu skal det virkelig være, og hvor svært kan det egentlig være?

I BEGYNDELSEN er det relativt enkelt. Hver morgen møder de fremmede op, pilgrimme og flygtninge fra en skjult underverden af grå arbejdskraft. Angie overtaler Rose til at se stort på papirarbejdet og drive forretningen gennemført sort. Hun trækker på sine kontakter blandt entreprenører og fabrikanter, som gerne vil bruge løs arbejdskraft. En af dem advarer hende om faren ved at udfordre de store i branchen. Som underleverandør er Angie afhængig af andre leverandører. Angie overhører hans advarsel. At hun for hver dag bevæger sig længere væk fra begreber om som integritet og anstændighed, bemærker hun næppe i situationen.

   Boblen begynder at briste i etaper, da en konkursrytter ikke betaler den entreprenør, som er Angies største kunde. Hun kan ikke betale sine arbejdere deres tilgodehavende. 40.000 britiske pund er i spil, og det kommer til rasende konfrontationer, for det er ikke første gang, at de polske daglejere bliver snydt. Belejligt dukker Karol op og hjælper Angie med at forklare. Vreden vil dog ikke aftage. Snart modtager Angie trusler på livet, og hendes søn bliver brugt som afpresningsmidddel.

DA det kommer så vidt, giver Angie fuldkommen slip. Hidtil har hun fortalt sig selv, at de ågerbelagte sovesteder, den systematiske skatteunddragelse og de øvrige fiduser, som har givet firmaet fodfæste i brancen, var nødvendige, midlertidige tiltag. Hun har behandlet de fremmede slaver anstændigt, så vidt det nu var muligt, og hun har hjulpet aktivt i enkelttilfælde, hvis trøstesløsheden truede med at give hende dårlig samvitighed.

   Nu er hun endelig helt ligeglad. Hun ringer selv til Udlændingeservice og anmelder den ulovlige beboelse på campingpladsen, som hun skal bruge til sine arbejdere fra Ukraine. Rose står af, men Angie fremturer. »Does anyone give a shit out there?« På under ét år er hun blevet, hvad hun selv har foragtet engang.

FILMENS styrke ligger afgjort i Angies karakter. For det første tegner debutanten Kierston Wareing en karismatisk og mangefacetteret figur, der i udgangspunktet ligger besnærende tæt på de frigjorte typer, som i 70ernes film blev fremstillet af Julie Christie og Helen Mirren. Da Angie og Rose etablerer deres virksomhed, kommer Angie fra sted til sted på en stor motorcykel, iklædt en kropsnær, sort læderdragt, som kontrasterer dekorativt med hendes blafrende manke af affarvet hår. Det må næsten være bevidst, at Loach og fotografen Nigel Willoughby lægger ikonografien så tæt på 60er-kultfilmen The Girl on a Motorcycle.**

   For det andet er Angie en positiv karakter, som gennemgår en negativ udvikling. Filmen dømmer hende ikke, men forvandlingen er ubønhørlig. Angie tror på det frie initiativ og ser intet problem i at udnytte tingenes tilstand. Hendes firma undergraver det etablerede arbejdsmarked og de skrøbelige økonomiske balancer. Som Loach fremhæver, er der ingen tvivl om, at hun betragter sig selv som en foretagsom kvinde, der kropsliggør et feministisk ideal. Et meget langt stykke af vejen er det også sådan, publikum ser hende.

MENS feel good-faktoren aftager, træder filmen for alvor i karakter. Angie er offer for et selvbedrag, som gør det muligt for hende at fungere. Hun træffer grådige valg, bidrager aktivt til udnyttelsen af de illegale arbejdstagere og gør det muligt for lurvede entreprenører at skalte og valte med menneskers liv. Hun parkerer sin søn hos sine forældre, der er arbejdere af den gamle skole. Hun forklarer drengen, at hun må fravælge ham i en periode, og hun overhører irritabelt sin far, da han spørger, om hun i det mindste sørger for at betale sine arbejdere en anstændig mindsteløn.

   Som talerør for Loach og Laverty forklarer den gamle mand tålmodigt, at tingene ikke kan hænge sammen, og at det forrykker hele balancen i verden, hvis underbetalte polske lærere og sygeplejersker kommer illegalt til England og tager arbejde i fag, som de ikke er uddannet til. For hvad sker der med infrastrukturen i Polen? Angie ryster det af sig og betragter faderen som en anakronistisk lyseslukker, der er typisk for sin generation. Det er sælgers tid og sælgers marked. Hun og den mere anstændige Rose kan stadig ikke komme sig over fortjenesten, som de har på at købe forfaldne huse og udleje sovepladserne dyrt.

SAMTIDIG – og det er en lige så relevant pointe – er Angie hverken hjerteløs eller blottet for social samvittighed. Hun er rystet i sit inderste, da hun ser de umenneskelige forhold, som en irakisk børnefamilie er henvist til at leve under. Hun tager dem med sig hjem og sørger for, at de får et sted at bo. Det er virkelig ment som en håndsrækning, da hun skaffer manden et illegalt arbejde. Som så mange af os opererer Angie med en dobbelt standard. I princippet har hun idealer. I praksis gør hun uhyrlige ting. I nærbillede er hun et anstændigt menneske, men som alle drives hun til at gå med.

   En fri verden er et fornemt eksempel på Loachs grundlæggende ubestikkelighed. I hans prunkløse film bliver der aldrig manipuleret, aldrig leflet for billige følelser, aldrig snydt med problemernes tyngde. Sagen ses i øjnene og fremstilles ærligt og redeligt, med en forankring i det enkelte menneske, som gør statistik og research til levende størrelser. Der er ikke gnist af melodrama. »Vedkommende« er en misbrugt glose, men det er dét, som disse film er.

   

LOACH arbejder med enkle midler og har en forbavsende evne til hver gang at finde nye ansigter, der overbeviser. Fremfor alt er det en kvalitet, at han og Laverty ikke dækker sig ind med halvhjertet objektivitet. Det er faktisk svært at finde en filmskaber, der holder ud og holder fast med samme ildhu. Uanset vindens retning er Loachs stemme solidarisk, varm og velovervejet. Han synes derfor altid at kritisere systemet, uanset om realpolitikken forvaltes af socialister eller liberalister.

   En kær slægtning sagde forleden til mig, at det næppe hjælper at stampe mod udviklingen. Man kan lige så godt følge med strømmen og få det bedste ud af situationen. Angie ville give ham ret, men Loach er lodret uenig. Han har stampet mod udviklingen i 50 år, og det både beriger og åbner hans film.

Se også Ken Loach: Sorry We Missed You (2019); Ken Loach: I, Daniel Blake (2016); Ken Loach: Jimmy's Hall (2014); Ken Loach: The Spirit of '45 (2013); Ken Loach: The Angels' Share (2012); Ken Loach: Route Irish (2010); Ken Loach: Looking for Eric (2009).

*) Loach har fastholdt sit synspunkt under David Cameron, Theresa May og Boris Johnson, men Margaret Thatcher var hovedfjenden, som for Loach inkarnerede regulær ondskab. I interviewbogen Loach on Loach (2008) uddyber han. Graham Fuller, som har redigeret Loach on Loach, spørger i den sidste samtale: »Do you feel that the political analysis you made in the sixties still applies?«

   Loach gør da følgende status: »I think it applies even more strongly. I think It just grows ever more apparent that there are two classes in society, that their interests are irreconcilable, and that one survives at the expense of another. In the sixties, we didn’t have the mass unemployment we have now. We didn’t have such alienation. We didn’t insist that the workforce should be ever more flexible, ever more exploited. All that was endorsed by Thatcher. Her politics were inversed Marxism in a way: the working class must pay; the organized working class must be disorganised. And that’s exactly what she did.

   Now, with the global economy, the struggle is relentless. All the propaganda is aimed at keeping working people divided by their country. You know, ’You’ve got to work hard or all the jobs will be in Germany.’ People are kept divided, but nevertheless their interests are global, so it’s very difficult to think of subjects that are restricted by country.« [Graham Fuller (red.): Loach on Loach. 148 s. London: Faber and Faber: 2008, s. 113.]

**) Jack Cardiff (1914-2009) var fotograf først og fremmest (på bl.a. The African Queen, The Red Shoes, Black Narcissus og Sons and Lovers), men han instruerede selv 15 titler. Flere lever stadig, men ingen så stærkt som The Girl on a Motorcycle (1968), en stilfuld blanding af psykedelisk zeitgeist og sexploitation, der næsten kun er sin idé. Rebecca (Marianne Faithfull) kører fra Alsace til Heidelberg iklædt en heldragt af læder og forulykker spektakulært på en Harley Davidson Electra Glide, mens hun i flimrende stream-of-consciousness form ser tilbage på sin fortid med ægtemanden Raymond (Roger Mutton), en tørvetrillende skolelærer, og fremtiden med Daniel (Alain Delon), den spændende elsker, som hun er på vej til.

   Cardiff sætter alt ind på at sammensmelte køn, fart og maskine. Han mere end betoner, at Rebecca er nøgen under sit bikeroutfit. Kostumet er kreeret til filmen (af Suzy Berton), men har aner fra Irma Vep og Catwoman til Diana Riggs Emma Peel-karakter i The Avengers. Filmen var baseret på en lige så effektorienteret roman (La motocyclette af André Pieyre de Mandiargues), som Ronald Duncan bearbejdede, men Rebeccas indre monolog blev skrevet af Gillian Freeman (The Leather Boys, That Cold Day in the Park, Nazi Lady), som er et fascinerende eksempel på en kvindelig genreforfatter, der spekulerer i pirring og pornografisk innuendo.

   Pigen på motorcyklen havde dansk premiere den 20. januar 1969. I USA fik lanceringen et ekstra kulørt nøk med titlen Naked Under Leather. Filmen var kitsch og kult fra første dag. Den blev for Cardiff, hvad Performance var for Nicolas Roeg. Filmen er udkommet på blu-ray fra Kino Lorber og streames bl.a. på Grand Hjemmebio. Først i Irina Palm (2007) fik Faithfull en rolle med tilnærmelsesvis samme gennemslagskraft. Cardiff var 20 år ældre end Loach. The Girl on a Motorcycle fik premiere samme år, som Loach signerede pragtværket Kes. Få film har mindre til fælles. Begge er nyklassikere af deres tid.

I 2022 er Loach blevet 86 år og har travlt med at optage filmen The Old Oak. Louise Osmond instruerede Versus: The Life and Films of Ken Loach (2016), et biografisk portræt i spillefilmslængde, da Loach fyldte rundt. Samme år tog han til Cannes med I, Daniel Blake og modtog for anden gang hovedtrofæet.

It's a Free World.. (En fri verden). Instr.: Ken Loach. Manus: Paul Laverty. Foto: Nigel Willoughby. 96 min. Polen-Italien-Tyskland-Spanien-UK 2007. Dansk premiere: 09.05.2008.

Fotos: Sixteen Films/ Film4/ Filmcoopi Zürich/ Filmstiftung Nordrhein-Westfalen/ Pathé Distribution/ Polish Film Institute/ SPI/ Tornasol Films/ Channel Four Films/ NonStop Entertainment (Skandinavien)/ Miracle Film (DK) 

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.05.2008