Slipstream | Johannes Nyholm: Koko-di Koko-da (2019)

TRE SMÅ KANINER

Levende drømme fra mareridtsskoven

Af BO GREEN JENSEN

FØRST og sidst er der manden i hvidt. Han kommer fløjtende med sin elegante stråhat og en stok af metal, der kan svirpe og skære. Han ledsages af en skovhuggertype og en kvinde i særk, som ligner det modsatte af en prinsesse. Skovhuggeren bærer på en hvid hund.

   Hver gang de kommer gående, ser man først en stor hvid kat, som forsvinder ind i skoven. Manden i hvidt er en intimiderende udråber. Han spilles af musikikonet Peter Belli og synger i snerrende form nogle linier fra visen »Vår tupp är död«, som er den svenske version af »Le coq est mort«.*

MED ét er de alle figurer på spilledåsen, som en 7-årig pige ser i vinduet hos en marskandiser i Gl. Skagen. Maja (Katarina Jakobson) er på ferie med sin mor, som hedder Elin (Ylva Gallon), og sin far, som hedder Tobias (Leif Edlund). De har alle tre kaninsminke på.

   Det er nok til ære for underholdningen på hotellet, et jovialt gøglerpar med enorme fortænder. Den lille familie ser ned i bordet. Så er Mor pludselig ved at blive kvalt. En helikopter flyver alle til hospitalet.

   Næste dag har Elin det bedre. Tobias har købt en kage i kantinen, og de hvisker kærligt sammen, mens de gør klar til at vække Maja med et »Ja, må hon leva uti hundrade år!« De pusler og stryger. De rusker og råber. Men fødselsdagsbarnet kan ikke vågne. Borte har taget den sovende pige.

KANINER og katte; børnesang og skyggespil; et mareridt, som repeteres ad absurdam. Med disse midler skaber Johannes Nyholm en myldrende underskov af blind rædsel, som stedvis er både makaber og morsom. Koko-di Koko-da ville være unik, hvis ikke så mange af de narrative tricks var inspireret af (især) David Lynch og (måske) fortællere som landsmanden Johan Ajvide Lindqvist (Lad den rette komme ind, Grænse) og amerikaneren Ari Aster.

   Tre år efter er Mor og Far atter på tur. Vi ser, hvad datterens død har gjort ved dem. Det er ikke, fordi de taler om, hvad der skete. Hvorfor skulle de det, når begge er fanget i sorgen? De siger ikke meget. De skændes om, hvilken slags is, der er bedst. Så vil Elin helst sove på et hotel, men Tobias insisterer på teltet. Han kan rejse det på fem minutter, hvis de finder en flad plet for enden af sporet, der fører ind i skoven.

TOBIAS får sin vilje. Om natten vågner Elin og skal tisse. Hun kravler ud i mørket, forretter sin nødtørft og bliver overrasket af manden i hvidt og hans ledsagere. Stokken slår. Hunden får lov at gnaske igennem. Peter Belli viser nye, chokerende sider af sit talent. Elin bliver taget. Tobias bliver taget. Det er ikke muligt at flygte. »Yummy yummy yummy, I got love in my tummy«, siger Belli og nynner det gamle bubblegum-hit med Ohio Express.

   Det værste er nok, at det gentager sig. Når skoven har ædt de svenske kaniner, begynder mareridtssløjfen igen. Hun vågner og kravler ud. Eller han vågner først, kan huske det drømte og trækker hende med sig.

   Uanset, hvad de gør, bliver de indhentet. Der er den samme rykvise udzoomning og et brat mørke, som visker tavlen ren. Det ligner en teknisk fejl første gang. Så vågner hun igen, og scenen bliver varieret, før den slutter på det samme sted. Det er som med sorgen og datterens død. Drømmen holder ikke op, fordi man vågner.

DET er et paradoks, at gentagelsen udhuler gyset. Vi er snarere på en jungiansk drømmerejse. Der går tre kvarter med at variere scenariet, og efterhånden bliver processen mekanisk. Ubønhørligheden aftager, og filmen opleves mere som en skriveøvelse i kausalitet: hvad sker der, hvis karaktererne gør A eller B eller C?

   Vist er der en overfladisk lighed med præmissen i Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer), og vist har Lynch & Co. inspireret inventaret, men det strukturelle kneb med at gentage og variere har mere til fælles med britisk 80er-teater. Alan Ayckbourn skrev adskillige stykker, hvor en seriel faktor var indarbejdet. I Intimate Exchanges (1983) brugte han to skuespillere og den samme grundscene til at skabe seksten nye, selvstændige historier.

   Hvad der skete i dem, afhang af, om den kvindelige karakter valgte at tænde en cigaret i første scene. Nouvelle vague-ikonet Alain Resnais (Sidste år i Marienbad) lavede filmudgaven. Historierne blev til to film, Smoking og No smoking, som varede fem timer. Jeg så dem i Park Bio den 19. september 1994 og husker endnu den berusende virkning, følelsen af at have foretaget en rejse.

DER vil også gå et godt stykke tid, før jeg glemmer Koko-di Koko-da. Der er et sidste indskud af skyggeteater. Her følger Elin – eller er det datteren som voksen? – efter den hvide kat ind i skoven. Hun ender ved en forladt ruin. I et hvidt rum er der sat tændte stearinlys foran et rødt scenetæppe. Der er kun plads til én i teatret.

   Tilbage i mareridtet er der en scene, hvor Elin og Tobias kører væk. En hvid hund krydser vejen, og de havner i grøften. Her er måske stedet, hvor figurerne fra spilledåsen bliver sendt hjem. I hvert fald er der kærlighed og håbet om forløsning. En mulig slutning på sorgarbejdet. Som filmen jo er i en gysers forklædning.

JOHANNES Nyholm skabte skyggespillet i Drömmar från skogen (2009), som er en nyklassisk kortfilm. Han instruerede Kæmpen (2017), som kom og gik ubemærket, men de fråsende spædbørn i trickfilmen Las Palmas (2011) har sat sig fast. Det var bolsjefarvet surrealisme for sjov.

   Det nye effektorgie er noget mere. Der er en overflod af ideer i Koko-di Koko-da. Muligvis også for mange, men hvor er det dog befriende at se en nordisk genrefilm, som man ikke kan læse på ti meters afstand.

*) For et dansk publikum føjer det meget til filmen, at den sataniske dandy bliver spillet af Peter Belli (f. 1943). Det er til gengæld svært at forestille sig, hvad man får ud af figuren i Asien og Amerika, hvor Koko-di Koko-da har sit kernepublikum blandt dedikerede horrorfilmfans. Belli inkarnerer 60 års dansk rock- og pophistorie med en status og autoritet, som matcher Kim Larsen (1945-2018). Da elektrisk rock endnu hed pigtråd, var han manden, der begyndte at synge på dansk, først med Les Rivals, siden som Peter & Ulvene. Fra »Ulven Peter« (1964) og »Helt igennem respektabel« (1965) [den danske coverversion af »Well Respected Man« med Ray Davies og The Kinks] til de sene, fine fortolkninger af pristine danske sange på Evig og altid (2013) og Som boblerne i bækken (2016) har han været et fyrtårn. Vist gik der (for) mange år med dansktophits (»Ingen regning«) og rugbrødsarbejde som syngende gøgler, men Belli kunne når som helst vende tilbage med vitale overraskelser som Yeah (1991), Ribbet & flået (1992) og Talisman (1997). June & Peter Belli er Danmarks Johnny & June Carter Cash. Det ved skandinaviske tilskuere, når de ser Koko-di Koko-da. For andre må mareridtsflanøren være en gammel mand i hvidt tøj, der grimasserer. Belli synger ikke for alvor i filmen. Den virkningsfulde musik, som kommer fuldt til sin ret i sekvensen fra skyggeteatret, er skrevet af Simon Ohlsson og Olof Cornéer.  

Peter Belli døde den 8. juni 2023. Han var 79. Hvil i fred & Lev i vor erindring.

 

Koko-di Koko-da. Instr. & manus: Johannes Nyholm. Foto: Tobias Höiem-Flyckt, Johan Lundborg. 89 min. Sverige-Danmark 2019. Dansk premiere: 26.09.2019.

Fotos: Beofilm (Tobias Höiem-Flyckt)/ Film i Väst/ Stray Dogs/ Dark Star Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Skrevet til – men aldrig bragt i – Weekendavisen Kultur 27.09.2019.