STJERNEKLART OG DYREBART
Cameron Crowe i den umådelige mainstream
Af BO GREEN JENSEN
EN enkemand med en mut teenagesøn og en kær lille datter bliver træt af sympati og skånejobs. Han køber en tilgroet landejendom, opdager at der hører eksotiske dyr til og beslutter trods alt at slå til.
Det skete i virkeligheden for Benjamin Mee, en britisk journalist, som købte Dartmoor Wildlife Park i Devon. Efter to års hårdt arbejde og mange strabadser blev den skrantende safaripark genåbnet som Dartmoor Zoological Park.
Imens blev familien atter et hold. Mee beskrev processen i klummer, der blev trykt i The Guardian. De er samlet i bogen We Bought a Zoo: The Amazing True Story of a Broken-Down Zoo, and the 200 Animals that Changed a Family Forever (2008).
FILMUDGAVEN har flyttet fortællingen til Californien, hvor Benjamin og børnene genrejser Rosemoor Animal Park. Projektet saboteres af talløse regler, en nidkær inspektør og en excentrisk stab under ledelse af dyrepasseren Kelly Foster. Bymus bliver til landmus, og den forpinte far må lære at give slip på fortiden, før han for alvor kan være i nuet. Benjamin Mee spilles energisk og troværdigt af Matt Damon, mens Scarlett Johansson er den sympatiske Kelly. Dyrene er ægte og har alle karakter.*
ROCKSKRIBENTEN Cameron Crowe skabte sit magnum opus med den selvbiografiske Almost Famous (2000). Skønt instruktørens største tilløbsstykker er Jerry Maguire (1996) og eksistensgyseren Vanilla Sky (2001), begge med Tom Cruise i hovedrollen, er Crowe egentlig bedst, når han i mindre målestok kan blande sin musikalske baggrund med skøre og skæve familiemotiver.
Crowes forbillede er Billy Wilder, som han har skrevet en udmærket bog om, men det er feel good-genren, som har hans hjerte, uden Wilders syrlige side. Crowe vil frem for alt bevæge, ramme sit publikum bredt og hylde de ting, som vi har til fælles. Her bliver mainstream næsten en filosofi. We Bought a Zoo var Crowes første spillefilm efter Elizabethtown (2005), hvor en fortabt søn fandt hjem ad mange omveje. Det samme sker for en far i We Bought a Zoo.
DET er anekdotisk stof i bedste fald, og der er lidt for mange nuttede nærbilleder af den 9-årige Maggie Elizabeth Jones. På lydsporet pynter bl.a. Tom Petty (»Don't Come Around Here No More«), Bob Dylan (»Buckets of Rain«) og Wilco (»Airline to Heaven«). Patrick Fugit, som var Crowes alter ego i Almost Famous, er blandt Kellys assistenter. Colin Ford spiller Benjamins teenagesøn. Som hans kæreste ses den unge Elle Fanning.
Islandske Jónsi [Jon Thor Birgisson] har skrevet et stemningsfuldt score, men for en gangs skyld tangerer musikken en gimmick – Benjamins første nærkontakt med Kelly bliver fejret med afspilningen af Neil Youngs »Cinnamon Girl« i fuld længde.
Det drejer sig dog om en fabel til hjertet, og Crowe kan fortælle disse historier, fordi han gør det uden gustent overlæg. Det er ikke Almost Famous, men fans vil sætte pris på filmen.
CROWE fortsatte mainstream-arbejdet i Aloha (2015), som var den første af hans fiktionsfilm, der ikke fik dansk biografpremiere. En militærmand vender tilbage til basen på Hawaii, genser sin gymnasiekæreste (som nu har mand og to børn) og falder for en neurotisk kollega.
Der er plads til både smil og tårer, og anretningen smages til med musik af Jónsi og Alex Somers. Heldigvis høres også »Factory Girl« med The Rolling Stones og »I Can See for Miles« med The Who. Rollerne er fordelt på Bradley Cooper, Emma Stone og Rachel McAdams. Facit er som i Elizabethtown.
Hvis Crowe har skuffet i fiktionsgenren, er der til gengæld både vægt og hjerte i to spillefilmslange dokumentarer: Pearl Jam Twenty og The Union, begge fra 2011. Crowe brugte 10erne på at skrive og producere tv-serien Roadies (2016), som han var showrunner på i en enkelt sæson. En sceneversion af Almost Famous er enten på vej eller har lige været.
Crowe kom fra musikken og synes tilfreds med at vende tilbage. Det er dér, at hans arbejde finder næring og fokus. Som instruktør er han næsten forsvundet. De otte film er en blandet landhandel, men Almost Famous går aldrig i glemmebogen, og Vanilla Sky bliver stående længe endnu.
*) Bogen udkom i UK på HarperCollins Entertainment; i USA er den udgivet af Weinstein Books. Flere detaljer endnu er justeret. I filmen køber Benjamin dyreparken for at komme videre efter sin hustrus død. Han er sig sorgarbejdet bevidst. I virkeligheden levede Katherine Mee, da familien flyttede hjem til England efter en tid som bosættere i Languedoc. Hun fik fjernet en hjernesvulst, mens de boede i Frankrig. De var langt i arbejdet med den zoologiske have, da canceren kom tilbage. Kathrine Mee blev kun 40 år. Arbejdet med at få parken på fode var beskrevet i fire BBC2-programmer (Ben's Zoo), da Cameron Crowe blev tilknyttet projektet. Mee og hans familie medvirker i små roller. DZP lever i bedste velgående. Dartmoor Zoological Society overtog driften i 2014, men Mee bor stadig i huset med sin mor, sin bror og den øvrige familie. Forfatteren kan følges på hjemmesiden benjaminmee.
We Bought a Zoo (En ny start). Instr.: Cameron Crowe. Manus: Aline Brosh McKenna, Cameron Crowe. Foto: Rodrigo Prieto. 124 min. USA 2011. Dansk premiere: 14.06.2012.
Fotos: Twentieth Century Fox/ Vinyl Films/ LBI Entertainment/ Dune Entertainment/ Acquire Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Benjaminmee.com
We Bought a Zoo streames på DISNEY+, Google Play, Rakuten TV og SF Anytime
Aloha streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay og YouTube Movies
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.06.2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar