FRA WIEN TIL HOLLYWOOD
Billy Wilder 1906-2002
Af BO GREEN JENSEN
Wilder blev født i Sucha i det daværende Østrig-Ungarn (nu Sucha Beskidzka i det sydligste Polen) og kom til Wien med en ambition om at blive journalist. I 1925 fik han som redaktionens yngste mand til opgave at sammenskrue en enquete over temaet: »Hvad mener De om den italienske fascisme?«
Siden kunne han derfor prale med at have interviewet komponisten Richard Strauss, forfatteren Arthur Schnitzler, psykoterapeuten Alfred Adler og Sigmund Freud på én og samme dag. Freud nøjedes dog med at vise ham døren, for Wilder kom på vegne af boulevardbladet Die Stunde.*
I 1926 rejste Wilder til Berlin for at gøre sin lykke. Han fortsatte som freelancejournalist, men begyndte at skrive filmmanuskripter. I 1929 skrev han den uafhængigt producerede Menschen am Sonntag, et stilfærdigt stykke hverdagspoesi, som blev instrueret af Robert Siodmak. Instruktørassistenterne på Mennesker om søndagen hed Fred Zinnemann og Edgar C. Ulmer. Alle kom senere til Hollywood og var med til præge efterkrigstidens amerikanske film.
UMIDDELBART førte Menschen am Sonntag dog blot et bedre job med sig. Wilder blev manuskriptforfatter i det tyske Hollywood, UFA-studierne i Neue Babelsberg. 1931-33 skrev han 11 manuskripter, alene og sammen med andre, før han i 1934 emigrerede til USA, da det blev for farligt at være jøde i Europa. På vej til Hollywood fik han sin instruktørdebut med den i dag så godt som glemte Mauvaise graine (1934), der blev optaget i Frankrig og havde en ung Danielle Darrieux (1917-2017) i den kvindelige hovedrolle.
I Hollywood blev Wilder, der altid forstod at afstemme ambitionerne efter realiterne, uden større problemer kontraktansat forfatter hos Paramount. 1934-37 arbejdede han på forskellige projekter – det var studiesystemets og samlebåndmetodens storhedstid – og blev krediteret som forfatter på tre film. Det var dog først, da Paramount satte ham til at skrive Gary Cooper-filmen Bluebeard's Eighth Wife (1938, da. Rolf Blåskægs ottende hustru) i samarbejde med Charles Brackett (1892-1969), en frafalden dramatiker, at Wilders karriere for alvor kom i skred.
Manuskriptet til Kvinden uden samvittighed, Wilders stilskabende film noir efter James M. Cains roman Double Indemnity, blev dog til i et svært samarbejde med forfatteren Raymond Chandler. Philip Marlowes skaber foragtede Cain, vidste intet om at skrive film og var dertil dybt alkoholiseret. Da Wilder gav sig til at skælde ud, klagede Chandler til direktionen, fordi den yngre mand brugte anstødeligt sprog og i øvrigt bar hat, når de arbejdede. Episoden udgør et af de mere livfulde afsnit i Kevin Lallys biografi Wilder Times (1996).
EFTER årene med Brackett havde Wilder forskellige partnere. Samuel Taylor, som havde skrevet skuespillet Fair Sabrina, var medforfatter på Wilders Sabrina (1954) med Audrey Hepburn, William Holden og Humphrey Bogart. Der var en aldersforskel på 29 år mellem Hepburn og Bogart, som i filmen er bestemt for hinanden. Allerede samtidens publikum fandt forbindelsen problematisk.**
George Axelrod var forfatter til Broadway-succesen The Seven Year Itch (da. Den søde kløe). Han blev Wilders skrivepartner på filmen, der i 1955 konsoliderede Marilyn Monroes image som demokratisk sexidol. Ikke alle Wilders film var kassesucceser. For hver Sabrina og Seven Year Itch var der film som Ace in the Hole (1951, da. Forsidesensation!) og den kostbare The Spirit of St. Louis (1957, da. Sejren over Atlanten) med en gnaven James Stewart som Charles Lindbergh. Begge film sank som sten.
FRA og med Love in the Afternoon (1957, da. Ariane) skrev Wilder sine film i samarbejde med I.A.L. Diamond (1920-1988), der passede lige så godt til Wilders temperament og talenter, som Charles Brackett havde gjort i begyndelsen. Endnu 12 film – bl.a. Some Like It Hot, The Apartment (1960, da. Nøglen under måtten), Irma la Douce (1963) og The Fortune Cookie (1966, da. Knald eller fald) – blev det til, før Wilder efter dyre fejltagelser som The Private Life of Sherlock Holmes (1970, da. Sherlock Holmes’ privatliv), Fedora (1979, da. Den gådefulde Fedora) og Buddy Buddy (1981, da. Morderen vil ikke forstyrres) måtte erkende, at tiderne havde ændret sig og at hans publikum havde svigtet.***
WILDER blev folkekær i kraft af sine komedier, for det første sexstykkerne med Marilyn Monroe; for det andet den syrlige herremodel med duoen Walter Matthau og Jack Lemmon. Allermest indtagende er i virkeligheden Avanti! (1972), hvori Lemmon som forretningsmanden Wendell Armbruster møder kærligheden og livsvarmen i Italien. Han bliver genfødt gennem sin affære med den buttede Pamela Piggott (Juliet Mills). Her lykkes det for en gangs skyld Wilder at slippe kynismen og den markante mistro til medmennesket, som fornemmes selv i hans sødeste crowd pleasers.
Der er næppe heller tvivl om, at Wilder investerede mere af sig selv i de mørke titler, han skabte i begyndelsen. Double Indemnity er et orgie i misantropi. Der er virkelig ingen vej ud for alkoholikeren Ray Milland i The Lost Weekend, Wilders reneste bud på en hverdagstragedie, og Kirk Douglas’ grimasserende ulvegrin er spilet ud til smertegrænsen i Ace in the Hole, hvor han som opportunistisk journalist forvandler en arbejdsulykke til at nationalt nyhedsdrama og iscenesætter de troløse medier.
MEST uanfægtelig er dog Sunset Boulevard, Wilders gotiske eventyr om en stumfilmsdiva – Gloria Swanson i rollen som Norma Desmond – der drømmer om at gøre comeback og ansætter manuskriptforfatteren Gillis (William Holden). Han tager pengene og lader sig købe erotisk af Norma, fordi han hader sig selv endnu mere end hun. Men mens han ligger død i swimmingpoolen og fortæller, og mens Wilder befolker villaen med stumfilmsikoner som Buster Keaton, Anna Q. Nilsson og H.B. Warner, fatter publikum stilfærdig sympati for Norma og Gillis som en slags grum, men bevægende parodi på det obligatoriske filmpar.
Wilder snyder med fortællersynsvinklen, men resultatet er en slutning af de store: Butleren og (viser det sig) eks-ægtefællen Max (Erich von Stroheim) lokker Norma ned fra førstesalen, ned til pressens blitzlys og betjentene, som vil føre hende væk, ved at instruere hende for sidste gang. Huset på Sunset bliver Paramount-studiet. Drømmen har endelig ædt Norma Desmond: »All right, Mr. DeMille. I'm ready for my close-up.«
SIN dybde finder filmen i Franz Waxmans skæbnesvangre musik og John Seitz' suveræne, sort-hvide billeder, der er belyst og filtersat, så man føler sig hensat til de stumme storfilms bløde, stofligt flydende billeder. Filmen havde ikke fungeret, hvis den var skudt i tidens hårde farver. I slutscenen bliver Norma Desmond et afsindigt øjeblik stjerne igen, og det er svært at gennemskue graden af sarkasme i talen, som Wilder og Brackett har skrevet: »Ser De, dette er mit liv. Det har det altid været. Der er ikke andet. Bare os. Og kameraerne. Og alle de vidunderlige mennesker derude i mørket.«
EFTER Buddy Buddy passede Wilder sin kunstsamling og førte en aktiv pensionisttilværelse sammen med hustruen Audrey. Han var selvsagt særdeles tilfreds, da Andrew Lloyd Webber og Christopher Hampton i 1993 forvandlede Sunset Boulevard til en succesrig supermusical. Ikke mindst, fordi alle var enige om, at syngespillet blot var en skygge af originalen.
Han blev mildere med årene og reagerede så godt som altid positivt på yngre kollegers lovprisning. Han vidste, at kanoniseringen var sikker, da spanieren Fernando Trueba i 1993 modtog en Oscar for Belle Epoque (i Best Foreign Language Film-kategorien). I sin tale sagde Trueba: »Jeg ville gerne takke Gud, men jeg tror ikke på Gud, så i stedet vil jeg gerne sige tak til Billy Wilder.«
Cameron Crowe refererer episoden i en svært fornøjelig portrætbog, Conversations with Wilder (1999). Crowe, musikjournalisten som blev filminstruktør, forsøger at forklare Wilder, hvad rockmusik er. Han får lov at tale ud, men Wilder konkluderer lakonisk: »I can live without it.«
Billy Wilder var en rund grinebider, en notorisk krakiler og en skuffet romantiker, som næsten alle kynikere er. Mindst ti af hans arbejder vil blive vist, så længe rigtige film har et publikum. Lige nu er det lettest at huske de mange robuste komedier, men på længere sigt vil Wilders mørke film fra 40erne blive genopdaget og værdsat som en større del af det samlede værk.****
NOTER
*) Anekdoten er aldrig verificeret, og artiklen findes ikke i nogle af de udvalg, som samler Wilders begavede boulevardjournalistik: Der Prinz von Wales geht auf Urlaub: Berliner Reportagen, Feuilletons und Kritiken der zwanziger Jahre (red. Klaus Siebenhaar; Berlin: Fannei & Walz, 1996) og Billy Wilder on Assignment: Dispatches from Weimar Berlin and Interwar Vienna (red. Noah Eisenberg; Princeton University Press, 2021).
**) Men ikke utroværdig. Der var 25 år mellem Bogart og Lauren Bacall, som blev gift, da hun var 19, og han var 43. Wilder havde forestillet sig Cary Grant i rollen som William Holdens ansvarlige bror. Bogart var en nødløsning, og der var dårlig stemning på settet. Bogart syntes, at Bacall skulle spille Sabrina. Holden var Wilders trofaste støtte, men han og Bogart kunne ikke fordrage hinanden. Filmen var og er populær. I Sydney Pollacks remake fra 1995 er rollerne fordelt på Julia Ormond, Greg Kinnear og Harrison Ford. Ford er »kun« 22 år ældre end Ormond.
Den færdige film varede 200 minutter, som Wilder selv skar ned til en helaftensfilm på 160 minutter. Studiet – dvs. United Artists, som distribuerede filmen og til dels er undskyldt, fordi det var svært at sælge en tre timer lang periodefilm til amerikanske mainstreambiografer i 1970 – insisterede på at fjerne yderligere 40 minutter, så spilletiden nåede ned på 125 minutter.
Tre fulde, afrundede episoder blev fjernet, men især blev en moderne prolog og en epilog taget ud. Det var virkelig en kompromitteret version, som fik premiere. Alligevel er det en god film, hvor kærligheden til Holmes-universet skinner igennen. Jeg så den i Kastrup Bio i 1970, og jeg syntes om den, selv om Robert Stephens heller ikke dengang var en Sherlock efter mit hjerte.
Jeg købte og læste med stor glæde periode- og pasticheveteranerne Michael (1924-1991) og Mollie Hardwickes (1916-2003) novelization. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skrev, som jeg gjorde i 2002. Måske fordi vedtagen visdom siger, at filmen var »en kostbar fejltagelse«. Den var dog kun en kommerciel skuffelse. Og blev ikke, hvad Wilder først havde tænkt sig.
Skønt lanceringen var energisk, blev det ikke en film, som folk strømmede til. Sherlock Holmes var en dyrekøbt erfaring, da Wilder og »Izzy« Diamond fik Fedora op at stå med stort besvær. Også dén så jeg back in the day og var da virkelig skuffet. Man må huske, at vi i 70erne betragtede Wilder som en sjov instruktør. Vi havde opfattelsen af, at han var avanceret fra sort-hvid spænding til humor og situationskomik.
Der var derfor fulde huse og buldrende latter til The Front Page (1974, da. Ryd forsiden), som ret beset er et temmelig anstrengende remake af His Girl Friday (1940, da. Sensationen), Howard Hawks’ originale og inspirerede screwballkomedie med Cary Grant og Rosalind Russell, nu skrevet om til Matthau og Lemmon. Dén film blev der købt billet til flere gange – det var før VHS og andre mekaniske reproduktionsformer, som ændrede alt på mirakuløs vis.
JEG genså først Fedora i 2013, da filmen blev restaureret og vist i Cannes Classics-programmet. Jeg kunne se den for, hvad den var og er, og tænkte både på Sunset Boulevard, kulørt gotik i Franju/Øjne uden ansigt-genren og litterære fiktioner om ikoner og divaer, der forsvandt i legenden – bøger som Gavin Lamberts The Slide Area (1959), Angela Carters The Passion of New Eve (1977, da. Den nye Evas lidelser) og Theodore Roszaks Flicker (1991).
Både The Private Life of Sherlock Holmes og Fedora er udgivet på blu-ray i Eurekas Masters of Cinema-serie. Her er de overlevende fraklip sat ind på de rigtige steder (omend kun med lyd og stills for nogles vedkommende.). Man fornemmer, hvad filmen kunne have været, men det gør ikke filmen, som blev, til et svagere værk.
Fedora har en patina, som klæder den. Filmen bliver bare bedre af den vemodige svanesangsatmosfære. Jeg havde stor fornøjelse af at læse Jonathan Coes roman Mr. Wilder & Me (2020), hvor en græsk født filmkomponist genoplever sin tid på Fedora-settet, hvor hun fungerede som tolk. Især er Wilder og Diamonds pertentlige arbejdsform – som ikke tillader nogen afvigelse fra manuskriptet, den være sig nok så banal – meget effektivt levendegjort. Som alle Coes filmrelaterede tekster er bogen båret af viden og hjerte – ganske som Wilders hyldest til Holmes, der var en af hans få virkelige helte.
****) Billy Wilder døde i Beverly Hills den 27. marts 2002. Teksten er nekrologen, som stod i Weekendavisen den følgende fredag.
Fotos: Google, IMDBpro, diverse filmstudier og en lang række bøger om Billy Wilder
De fleste af Wilders film bliver streamet, og alle er udgivet på blu-ray - nogle endda adskillige gange
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 05.03.2002 (noterne er naturligvis nye)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar