Translate

mandag den 18. oktober 2021

François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]


KVINDER OG BLOMSTER
Et interview med filmskaberen François Ozon

Af BO GREEN JENSEN

VI er tilbage i 1950erne. Det er vinter et sted i provinsen i Frankrig, og den kunstige sne daler fredeligt ned over bedsteborgernes landejendomme. Alting er tyst og perfekt som på et postkort.
   Skulle der herske nogen tvivl om, hvor harmonisk sådan et sceneri tager sig ud, konkurrerer Jeanne Lapoiries visuelle idyller med Krishna Levys svulmende temamusik om at understrege, hvor rigt, trygt og fredeligt alting er. Den aktuelle skæring hedder »8 femmes 8 fleurs«. Kitsch er kun et fattigt ord for den syntetiske grundstemning i 8 kvinder.
   Et dådyr står ved vinduet og vejrer. Det ligner både Disneys Bambi (1942) og en effekt fra et af Douglas Sirks amerikanske melodramaer, måske All That Heaven Allows (1956, da. Med kærlighedens ret) eller Written On the Wind (1957, da. Dårskabens timer), i hvert fald en af de stilfulde tårepersere med Rock Hudson og Jane Wyman.
   Sirk var tysk og hed egentlig Hans Detlef Sierck, før han i 1937 kom til Hollywood. Her brugte han den sentimentale genre til at sige bittersøde sandheder om den menneskelige tilstand. I 2000erne dyrkes han lidenskabeligt af europæiske filmskabere som spanieren Pedro Almodóvar og franskmanden François Ozon. Også amerikaneren Todd Haynes har gjort indtryk med Far from Heaven (2002), en stærkt satirisk sjæler som er filmet i stilen fra Douglas Sirk.


DET følsomme præg fortager sig dog hurtigt. Snarere skal vi ind i teatret og spille Cluedo, når fotografen Jeanne Lapoirie har kørt lidt mere med kranen. Der er otte betagende kvinder i huset, som kameraet forelsker sig i. De findes i mange faconer og aldre, fra teenagedatteren Catherine (Ludivine Sagnier) til bedstemor Mamy (Danielle Darrieux) på 83 år.*
   Fælles for dem alle er en relation til manden Marcel. Han ligger død i biblioteket og er sikkert blevet myrdet. Mens vi venter på politiet, går amazonerne hinanden på nerverne. De synger hver en gammel sang. De skændes og bekriger hinanden, før en art løsning og udsoning kommer i stand. Det er sådan set hele plottet i 8 femmes (2002) af François Ozon.


HUSETS frue Gaby (Catherine Deneuve) har intet til overs for svigerinden Augustine (Isabelle Huppert), men hader hende ikke decideret. Anderledes forholder det sig med Pierrette (Fanny Ardant), Marcels maîtresse, som Gaby går korporligt til, da facaden er krakeleret.
   Der er også en giftefærdig datter, Suzon (Virginie Ledoyen), og mens det trofaste faktotum Madame Chanel (Firmine Richard) passer køkken, går husassistenten Louise (Emmanuelle Béart) og flytter glas rundt.
   Vi er i et drivhus, et harem, et maskeret bordel, og der er ikke noget at sige til, at 8 femmes er blevet en verdenssucces. Det er trods alt ikke hver dag, man har lejlighed til at overvære en catfight mellem Ardant og Deneuve.


DENNE film er som fyldt chokolade, måske en æske Mon Chéri. Tung mørk chokolade om et kandiseret kirsebær, knitrende lyserød emballage og en næringsværdi i nanoafsnittet.
   Med udsøgte kjoler og kunstfærdige frisurer hår skærer figurerne cirkler om hinanden på den følelsesmæssige skøjtebane. Der er otte hovedmistænkte og et lig i biblioteket. Men der er også et netværk af forhistorier og sporadiske tilløb til kærtegn og samtale. Hver af karaktererne synger en gammel sjæler fra 60erne. Da får vi noget at vide; da begriber vi hvad det hele skal til for. Ellers er alt ved filmen pastiche.


DEN franske filmskaber François Ozon (f. 1967) har været et af de varme festivalnavne i mange år efterhånden. Distinkte kortfilm som Une rose entre nous (1994), La petite mort (1995), Un robe d’été (1996), Regarde la mer (1997) og Scènes de lit (1998) havde gjort instruktøren huskendt, da spillefilmen Sitcom (1998) lancerede ham i fuldt format.
   Debutarbejdet tog afsæt i fjernsynets situationskomedier og afsøgte i skinger humoristisk stil diverse fortrængninger i en »almindelig« borgerlig familie. Ozon er vist nok non-binær. De seksuelle relationer er en bærende metafor i hans arbejde.
   Efter Sitcom fulgte tre meget forskellige film i hurtig rækkefølge. Les Amants criminels (1999) var en blanding af brødrene Grimm og Natural Born Killers. I et mere frugalt hjørne byggede Gouttes d’eau sur pierres brûlantes (1999, da. Dråber på hede sten) på Rainer Werner Fassbinders teaterstykke Tropfen auf heisse Steine. LGBTQ+-tematikken er næsten altid nærværende hos Ozon, men i Gouttes d’eau gør kvinderollerne, spillet af Ludivine Sagnier og Anna Thomson, den største og varmeste forskel.


DET første fuldbårne værk er dog Sous le sable (2001, da. Under sandet). Med udgangspunkt i en realistisk æstetik, som ikke sætter stilen over følelsen, skildrer Ozon, hvordan sorgen rammer Marie (Charlotte Rampling) så hårdt, at hun ikke kan forholde sig til savnet. Hvert år tilbringer hun og Jean (Bruno Cremer) nogle uger i deres fritidshus. Denne sommer forsvinder han sporløst, men bliver ved med at være der i hendes fantasi.
   I slutbilledet står han i vandkanten. Hun bliver ved med at løbe imod ham og er hele tiden lige ved at nå frem, men han bliver aldrig hverken større eller mindre. Charlotte Rampling har sin bedste rolle i årtier. Hun spiller også hovedrollen i Swimming Pool (2003), som instruktøren lavede efter 8 femmes.


– »UNDER sandet« var realistisk i sit anslag, »8 kvinder« er hvinende sød og kunstfærdig...
   »Jeg vil helst lave en ny slags film hver gang, noget der er fuldkommen forskelligt fra dét, som jeg lige er blevet færdig med. Sous le sable var mere realistisk end mine tidligere film, men jeg har altid haft en svaghed for det stiliserede. Jeg holder i det hele taget af det gennemført kunstige, for jeg tror at sandheden somme tider er klarere udtrykt i det kunstige. Sous le sable var bygget op omkring én stor kvinderolle. Bagefter ville jeg lave en film med mange kvinder, som spillede sammen. Og jeg havde en vild idé om at caste disse pragtfulde skuespillerinder.«
   – Egentlig er »8 femmes« et gammelt stykke af Robert Thomas. Hvor kendte du skuespillet fra?
   »Jeg kendte det faktisk ikke, det gjorde min agent. Jeg havde lyst til at filmatisere et skuespil med mange personer i. Det første jeg gjorde var at gense George Cukors The Women (1939, da. Kvinder), som bygger på et stykke af Clare Boothe. Det gik dog hurtigt op for mig, at The Women var for amerikansk til at fungere på fransk. Så jeg fortalte min agent om ideen, at fylde en hel film med store kvinderoller, og jeg spurgte, om han havde nogle forslag. Han sagde: »Vent lidt, jeg synes jeg kan huske et stykke, jeg så i 60erne. Det var fuldkommen fjollet, men uhyre populært.« Jeg læste det, og jeg studerede også tv-udgaven fra 1972. I første omgang var jeg skeptisk, men jeg kunne se, at der var grundlag for den film som jeg ville lave.
   Robert Thomas var populær i Frankrig i 60erne. Navnet er et pseudonym, egentlig hed han noget almindeligt fransk. Han skrev gammeldags kriminalromaner og teaterstykker i puslespilsgenren, og han bearbejdede også nogle af Agatha Christies bøger. Han er stort set glemt nu, og hans stykker er udsøgte period pieces, snarere end dramatiske mesterværker. Men jeg læste 8 femmes, og jeg syntes det var morsomt. I hvert fald kunne jeg mulighederne i det. 
   Jeg kan godt lide at tage meget populære ting og lave noget andet med dem. Og det er lettere at få en god film ud af et dårligt manuskript, end det er at filmatisere et mesterværk. Hvis man prøver på at filmatisere Marcel Proust, er forsøget næsten dømt til mislykkes. I dette tilfælde var det enkelt at ændre og tilpasse forlægget, fordi Robert Thomas døde i 1989. Jeg kunne gøre som jeg ville.
   Skuespillet var en stor succes i 60erne, men det bliver ikke opført mere, for det er meget stift og gammeldags, noget der tilhører verden før 1968. Et af Robert Thomas’ skuespil, Piège pur un homme seul, blev købt af Alfred Hitchcock, som ville filmatisere det med Cary Grant. Thomas blev berømt af den grund. Han skrev også tv-krimier i 60erne og 70erne, men selve skuespillet er dårligt. Det eneste gode er plottet. Det beholdt jeg, men jeg skrev en masse ind i karaktererne. For eksempel var der ingen sange i det oprindelige skuespil. Det var en af de moderne ideer, vi kom med.«**


– VAR den ironiske distance også til stede i de oprindelige opsætninger?
   »Jeg tror nok, at publikum morede sig i 1961, men det er klart, at jeg har tilføjet nogle lag og givet det hele en ekstra drejning. I begyndelsen vidste jeg ikke, hvilke spillere jeg skulle arbejde med, jeg var mest interesseret i tonen og rammen. Efterhånden gik det op for mig, at jeg måtte lave en film med divaer som Catherine Deneuve, Isabelle Huppert og Fanny Ardant, for de bærer selv noget med sig.
   For mig handler 8 femmes primært om skuespillerinder. Der er en særlig mytologi forbundet med at se Catherine Deneuve som karikeret burgøjserfrue. Hun er både Deneuve og sin rolle og noget imellem de to. Der var også en professionel jalousi, en uendelig subtil form for rivalisering mellem de otte kvinder. Jeg kunne enten opfatte den som et problem eller prøve at arbejde positivt med den.«
   – Hvilke instruktører betyder noget for dig?
   »Der er mange, jeg beundrer og holder af. Jeg er meget klassisk inspireret, Hitchcock, Bergman, Buñuel, men dem synes alle vel om, går jeg ud fra. De instruktører, der har gjort en afgørende personlig forskel, er dem der har eksperimenteret, dem som prøver at fortælle de gamle historier på andre måder. Især David Cronenberg og David Lynch. De blander forskellige genrer og prøver at skabe noget nyt med stumper af det gamle.«
   – Du nævner selv Douglas Sirk som et forbillede. Han fandt først sin form, da han kom til Hollywood. Kunne du tænke dig at lave film i Amerika?
   »Tiderne har ændret sig. Sirk tog til Hollywood på grund af krigen og nazismen, han havde ikke noget valg. Og dengang var studierne mere interesseret i at producere stilrene kunstneriske film, ikke nødvendigvis mere intellektuelle film, men gode film for voksne mennesker. Det var ikke nær så pengefikseret som nu, og mange af de europæiske instruktører fra den tid lavede deres bedste film i Hollywood.
   Det ville være utænkeligt nu. Hvis jeg ville lave et melodrama i Sirks ånd, havde jeg bedre muligheder for at realisere det i Europa. Men jeg har ikke set Todd Haynes’ film, Far from Heaven, som faktisk er en hyldest til Sirk og de film. Jeg vil gerne have min frihed, jeg vil gerne selv bestemme, og det er ikke nødvendigt for mig at tage til Hollywood for at arbejde.«


– LIGESOM »Sitcom« er »8 femmes« forelsket i en særlig karikeret udgave af dét, som Buñuel kaldte »le charme discret de la bourgeoisie«, borgerskabets diskrete charme. Hvorfor er middelklassen så interessant?
   »Det er sjovere at skildre borgerskabet end arbejderklassen. Borgerskabet forklæder og fortrænger så meget, alt er facade, alle bærer maske hele tiden, så overfladen kan være rolig og smuk. Bag masken er de naturligvis som alle andre, men jeg kan godt lide film, der udforsker afstanden mellem idealet og det faktiske.«
   – Seks film på fire år. Hvorfor arbejder du så meget?
   »Jeg er ikke sulten. En film om året er min naturlige rytme. Fassbinder lavede otte film om året, og han blev kun 37. Jeg kunne godt lave to, hvis jeg pressede på, men én om året er rigeligt.«
   – Du bliver ofte nævnt som en repræsentant for noget, man kalder Ny Fransk Film. Findes der sådan en strømning?
   »Hvert tiende år taler man om en Ny Fransk Film. Men der er noget nyt, som gør sig gældende i fransk film lige nu. I mange år var man fuldkommen paralyseret af 60ernes nouvelle vague. Det er endelig ved at ændre sig. For tiden ser man en ny fransk bølge, som kan tage det mere afslappet. De unge instruktører behøver ikke at begå fadermord, for la nouvelle vague er ikke længere faderen, men bedstefaderen. Og man dræber ikke sin bedstefar.
   Det var sværere for instruktører som Bertrand Tavernier, Claude Miller og Patrice Leconte, der lå under for den nye bølge. Vi har ikke noget problem med la nouvelle vague. Det var en strålende tid for fransk film, men vi er inspireret af mange slags film nu. Japanske og iranske film er lige så vigtige som 60ernes nye bølge. Vi kan holde af amerikanske film fra 50erne, og vi kan vedkende os alle disse referencer. Det er ikke noget problem. Tidligere var la nouvelle vague en trossag, virkelig som en religion.«


FILMENS clou er sangene. De tilfører helheden lige så meget som Pascaline Chavannes’ formidable kostumer og hele den gennemførte scenografi, som Laurence Bawedin har designet. Ludivine Sagnier synger »Papa t’es plus dans l’coup«; Isabelle Huppert reciterer »Message personnel« over sit eget distinkte klaverspil; Fanny Ardant vamper sig igennem »A quoi sert de vivre libre«. For hver gang handlingen sættes i stå, og der blændes op for en sang og en dans, som egentlig ligger uden for filmens virkelighed, bliver man klogere på karaktererne. Her bliver pastichen til noget mere. Her får overfladen dybde.
   Virginie Ledoyen giver »Mon amour mon ami« en kant af tristesse, mens Firmine Richard tager alle verdens tårer i ed med »Pour ne pas vivre seul«. Catherine Deneuve – som ofte er blevet dubbet: de store Michael Legrand-sange fra Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne) blev faktisk sunget af Danielle Licari – skærer en melankolsk vignet med »Toi jamais«. Filmens ældste medvirkende, Danielle Darrieux, runder af med »Il n’y a pas d’amour heureux«.
  Ozon nægter hårdnakket at have kendskab til Dennis Potters britiske tv-føljetoner, Pennies from Heaven (1978), The Singing Detective (1986) og Lipstick on Your Collar (1993), der første gang lod karaktererne træde ud af deres roller og fremføre populære sange fra tiden. Han erkender dog at have set de nye semi-musicals, Woody Allens Everyone Says I Love You (1996) og Alain Resnais’ On connaît la chanson (1997), der genbruger strategien. Resnais’ film er i øvrigt tilegnet Potter.



– VALGTE du selv sangene?
   »Det gjorde jeg, og det var et kærlighedsarbejde. De er alle sammen populære i Frankrig, gamle schlagere, og det er naturligvis en pointe, det er de nødt til at være i denne sammenhæng. Sangene er både nye og gamle. Der er flest fra 60erne, Sylvie Vartan, Dalida, Nicoletta, Françoise Hardy, men også nogle fra 80erne, og Danielle Darrieux’ sang, »Il n´y a pas d’amour heureux«, er fra 30erne, et digt af Louis Aragon, som George Brassens satte musik til.
   Jeg måtte lave en demokratisk film, som gav hver af kvinderne lejlighed til at være stjernen, i det mindste i de tre minutter, som det tog dem at leve deres sang. Det var også en hyldest til varieté og boulevardteater, men først og fremmest siger sangene noget særligt om karaktererne, selv om de er skrevet i andre sammenhænge.
   De er ikke bare sætstykker. De siger sandheden. Det gælder helt bogstaveligt. Spillerne er ikke professionelle sangere. De tager maskerne af, når de synger, og jeg ville også filme deres sårbarhed. Franske tilskuere kender disse sange. Ofte er der en forbindelse mellem sangene og sangerinden, en kronologisk sammensværgelse mellem publikum og filmskaberne. Det trick virker naturligvis ikke for dig, som ikke kender sangenes historie, men hvis filmen var dansk og brugte danske evergreens, ville du få den samme følelse.«


– KVINDERNE er franske, men typerne virker amerikanske...
   »På sin måde er 8 Femmes en hyldest til en bestemt slags film fra 50erne, meget konstruerede, men også kunstnerisk gennemarbejdede film, som gav almindelige mennesker megen fornøjelse. Douglas Sirks film er sikkert den vigtigste og tydeligste visuelle reference.
   Produktionsdesigneren arbejdede meget bevidst med bestemte feminine typer til hver af de otte kvindefigurer. For Fanny Ardants vedkommende gjaldt det en kombination af Cyd Charisse og Ava Gardner; for Catherine Deneuve en blanding af Lana Turner og Marilyn Monroe. For Virginie Ledoyen var det Audrey Hepburn, og Emmanuelle Béarts look er baseret på et specifikt efterbillede af Leslie Caron i An American in Paris.***
   I begyndelsen så vi på franske film fra 50erne, men det gik op for os, at den periode var meget trist i Europa. Det var lige efter krigen, og der var ikke megen glamour, så vi vendte os med vilje til de amerikanske stereotypier.
   Det handler jo ikke om, hvem der har myrdet Marcel. Det handler om karaktererne. For mig ligger meget af meningen med 8 femmes i sammenstillingen af stilelementer og genrer, som man normalt ikke tænker på i samme forbindelse, kriminalfilm og musical, farce og melodrama. 8 femmes er en klassisk whodunnit, men man kan læse personerne på flere niveauer. Det er også en film om Isabelle Huppert og Catherine Deneuve. Deneuve har fået meget foræret, Huppert har måttet kæmpe for mange ting hen ad vejen. De ting har de med hjemmefra.«


– BLEV kvinderne ens instrueret?
   »Jeg måtte være neutral. Det er klart, at man har sine favoritter, men det var ligesom i en familie, der måtte ikke gøres forskel. Jeg kunne ikke opnå en intimitet som den, jeg havde med Charlotte Rampling i Sous le sable, så på en måde var det lettere for mig. De er forskellige, og de skal tages forskelligt, men de forstod alle sammen, at der var tale om en ensemblefilm, at de skulle fungere på ét sted på én gang.
   Det var naturligvis også svært, for jeg måtte skære mig selv i otte stykker. Ludivine Sagnier er ung, hun er ikke berømt, og hun er min veninde. Deneuve er feteret og skræmmende majestætisk. Det er klart, at jeg ikke kunne instruere dem på samme måde. Deneuve vil gerne være tæt på processen og kende motivationen og instruktionen i detaljer. For Isabelle Huppert gælder det modsatte. Hun vil ikke vide for meget om sammenhængen, men går direkte efter sin egen figur. Den første uge var et mareridt. Siden fandt vi en modus operandi.«


– HVORFOR skal det hele handle om kvinder?
   »Kvindelige skuespillere er mere tilbøjelige til at tage chancer og risikere noget. Mændene skal ikke nyde noget, de vil ikke rokke ved formlen, men kvinderne vil gerne, måske fordi det er sværere for en skuespillerinde at få gode roller, når hun bliver ældre. Og personligt foretrækker jeg at filme kvinder. Det har noget med skønhed at gøre, med sensualitet og intensitet. Ofte er kvinderne simpelthen klogere end mændene. Kvinder kan leve alene uden mænd. Jeg er ikke sikker på, at mændene kan leve uden kvinder.«

*) Danielle Darrieux døde i 2017. Hun nåede at fylde 100 år. I en karriere, der strakte sig over otte årtier, var der mere end 100 filmroller. Darrieux havde allerede rutinen fra otte filmroller, da hun medvirkede i Mauvaise Graine (1934), den første film, som Billy Wilder både skrev og instruerede. Darrieux huskes især for førsteudgaven af Mayerling (Anatole Litvak,1936); for sit arbejde med Max Ophüls (i bl.a. La Ronde, 1950; Le Plaisir, 1952, og Madame de...,1953); for rollen som Madame de Rénal i Stendhal-filmatiseringen Le rouge et le noir (Claude Autant-Lara,1954), hvor hun spillede over for Gerard Philippe, og for Stefan Zweig-filmatiseringen 24 heures de la vie d'une femme (Dominique Delouche, 1968). Allerede i Jacques Demys nouvelle vague-musical Les desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort) er hun brugt for sin metafiktive aura, den legendariske kvalitet, som Ozon taler om i forbindelse med Deneuve og Huppert: »For mig handler 8 femmes primært om skuespillerinder. Der er en særlig mytologi forbundet med at se Catherine Deneuve som karikeret burgøjserfrue. Hun er både Deneuve og sin rolle og noget imellem de to...« 

**) Robert Thomas (1927-1989) hed faktisk Robert [Albert Louis] Thomas. I 50erne og 60erne var han aktiv, meget produktiv og særdeles succesfuld i krydsfeltet mellem teater, film, radio og tv. Han skrev, instruerede, producerede og medvirkede selv i film og forestillinger, der med stort held blandede humor, krimi og pikant romantik af satirisk tilsnit. Thomas skrev den oprindelige Huit femmes i 1958. Ved en genopsætning i 1961 var succesen overvældende, og Huit femmes vandt årets Hachette Prix du Quai des Orfevres. Sin største succes fik han med Piege pour un homme seul (Trap for a Lonely Man). Alfred Hitchcock købte filmrettighederne, men nåede ikke at arbejde med stoffet, før han døde. Det blev i 1969 til en tv-film med titlen Honeymoon with a Stranger. John Peyser instruerede Janet Leigh og Cesare Danova i de bærende roller. Også One of My Wives is Missing (Glenn Jordan, 1976) og Vanishing Act (David Greene, 1986) med Elliott Gould og Margot Kidder bygger på skuespillet. Robert Thomas var direktør for Théâtre Edward VII i Paris fra 1970 til sin død.

***) Kostumet og attituden er dog mere oplagt baseret på Célestine, Jeanne Moreaus karakter i Luis Buñuels og Jean-Claude Carrières 1964-filmatisering af Octave Mirbeaus Le journal d’une femme de chambre (1900, da. En kammerpiges dagbog). Jeanne Moreau (1928-2017) er så godt som den eneste diva, der mangler i koret af kvindelige koryfæer. Ozon korrigerede forholdet i Le temps qui reste (2005, da. Tid til afsked), hvor Moreau har en sen signaturrolle som den døende unge mands bedstemor.    

François Ozon blev interviewet på Café Beaubourg i Paris den 29. juli 2002

8 femmes (8 kvinder – og et mord). Instr.: François Ozon. Manus: Marina de Van, François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 111 min. Italien-Frankrig 2002. Dansk premiere: 25.12.02


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube/ Unifrance/ BGJ (Ozon 2002 portraits)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Artiklen stod – med rubrikken »Otte kvinder, otte blomster« – i Weekendavisen Kultur 13.12.2002
Indsendt af kl.
Etiketter: , , , , , , , , , , , , , , ,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)