Translate

mandag den 9. december 2019

Smerte og ære (Dolor y gloria) [Bedste biograffilm 2019 nr. 4]


MELLEM NOSTALGI OG ULVETIME
En filmskaber ser sig tilbage - og frem

Af BO GREEN JENSEN

DA Fanden blev gammel, gik han i kloster, siger man. Filmskaberen Pedro Almodóvar, som fyldte 70 år i 2019, synes i udgangspunktet at have bestemt en lignende skæbne for Salvador Mallo (Antonio Banderas), der fungerer som hans alter ego i fødselsdagsfilmen Smerte og ære.
   I hvert fald har begge mænd fjernet sig langt fra vildskaben og euforien i de første hedonistiske år i Madrid. Da Salvador sent i filmen får kontakt med manden, han delte sit liv med dengang, kan tanken om begyndelsen stadig tænde en varme i den trætte mands blik. 80ernes Madrid må have været Babylon, Rom og New York på én gang.*






SALVADOR ser tilbage på et langt liv med svær fysisk smerte og selvreflekterende værker, som han føler sig fjern og lidt følelsesløs overfor, skønt de nu er blevet klassikere. Han har isoleret sig i en udsøgt indrettet lejlighed, hvor han døjer med alt fra migræne til invaliderende rygsmerter. En fusionsoperation har fikseret rygrad og nakke. Huset er fyldt med kunst og design, som han investereret pengene fra sin succes i.
   Instruktøren har i 30 år ikke talt med skuespilleren Alberto (Asier Etxeandia), som medvirkede i hans gennembrudsfilm. Salvador syntes ikke, at Alberto fremstillede karakteren, som den var skrevet. Alberto har aldrig tilgivet filmskaberen for at fortælle om det vidt og bredt.**
   Nu har Salvador genset filmen, som skal vises i en restaureret kopi. Filminstituttet har bedt ham komme til premieren. Denne gang synes han bedre om filmen. Salvador opsøger Alberto og beder ham tage med til præsentationen. Skuespilleren lever en tilsvarende, halvt tilbagetrukket skyggetilværelse og håber at gøre comeback på teatret. Der lykkes ret hurtigt for begge mænd at glemme, hvad der har været af ufred. 





ALBERTO introducerer Salvador til den definitive smertelindring. Faktisk må Smerte og ære være den mest effektive annonce for rygeheroin, som er set noget sted. Instruktøren bliver tilvænnet på ingen tid. Han synker ind i erindringer om sin barndom, da familien boede i en hvidkalket grotte i en afsides landsby, hvor Albertos forældre ville begynde et nyt liv.***
   Her har filmen sit dybeste lag. Drengens mor, Jacinta (Pénelope Cruz), arbejdede hårdt, og Salvador så for første gang på en mand med begær.






DISSE erindringsglimt indgår i et prosafragment, »Afhængigheden«, som Salvador har fremme på skærmen, da Alberto besøger ham første gang. Skuespilleren er nu blevet Salvadors dealer, skønt ingen af dem sætter ord på arrangementet. Salvador ryger sig væk fra smerten, og imens læser Alberto hans tekst. Begge dele får vidtrækkende konsekvenser.
   Det er især de farvemættede barndomsscener, der har en forklaret ny kvalitet. Det gælder bogstaveligt styrken i lyset og de gavmilde brede beskæringer. I sidste scene ser vi, at det første tilbageblik – hvor Salvador og Jacinta overnatter på jernbanestationen i den nye by – er åbningsscenen i værket, som Salvador er begyndt at optage efter sin sæson i helvede.





DER er mange flere detaljer. Smerte og ære er, både i sin skrøbelige nutid og det lysende erindringsspor, en uhyre velkonstrueret fortælling. Antonio Banderas har ikke haft så rig en rolle i årevis, og Penélope Cruz er indbegrebet af moderlig styrke, godhed og varme.
   Begge var medlemmer af Almodóvars »familie« i begyndelsen af deres karrierer. Det giver metalaget ekstra dybde, at Banderas har rollen som Almodóvars stand-in. For Banderas er jo skuespilleren, Alberto-figuren, som instruktøren ragede uklar med for alle de år siden.
   Det blev Victoria Abril, som gestaltede driften i Almodóvars mest manierede periode – fra Bind mig! Elsk mig! (1989) til og med Kika (1993) – men Cruz kom til i Kødet skælver (1994) og har båret to af hans bedste kvindeportrætter: Raimunda i Volver (2006) og Lena i Brudte favntag (2009). Både Cruz og Banderas var med flyet i farcen om De elskende passagerer (2013), der kom som en solstråle mellem Huden jeg bor i (2011) og Julieta (2016).





FILMEN henviser til ekstravagante værker, til den kitschede punk-æstetik og de erotiske excesser i Salvadors karriere. Men Almodóvar afstår fra at citere og rekonstruere. Smerte og ære har samme autofiktive følelse som Ingmar Bergmans Ved vejs ende (1959), Federico Fellinis (1963) og Bob Fosses All That Jazz (1979). Et erindringslandskab bliver befolket, et livsværk overvejes mellem nostalgi og ulvetime.
   Det er en sjældent disciplineret opvisning i moden filmkunst. Det er samtidig en film, som ikke ville være der uden de andre. Metafiktionen fungerer, fordi Almodóvar kan tage for givet, at publikum kender de film, som opsamlingsværket henviser til. Smerte og ære er hans Bringing It All Back Home og Blood On the Tracks i omnibusudgave.








*) »I mine øjne var de første år af firserne uforfærdede på den måde, at tiden kastede meget af sig,« skrev Almodóvar i sit forord til Patty Diphusa y otros textos (1991). »Vi var ikke kun meget yngre og meget slankere, men vores uvidenhed gjorde, at vi med glæde gav os i kast med det hele. Vi kendte ikke tingenes pris, og vi tænkte heller ikke på markedet.« 
   Patty Diffusa var en figur, som Almodóvar udviklede i satiriske noveller og hurtige skitser, han skrev til magasinet La Luna i begyndelsen af 80erne, da man talte om La Movida - dvs. »Bevægelsen« – som fulgte efter Franco-epoken. Almodóvar var med overalt. Han skrev i La Luna, indgik i teatergruppen Los Galiardos, spillede i bandet Almodóvar y Mcnamara og producerede – for egne penge og i ånden fra Andy Warhol – en stribe kortfilm, der kulminerede i optagelsen af Pepi, Luci, Bom og andre piger fra kliken (1980), som fik kommerciel premiere og banede vejen for alt, hvad der fulgte. 
   Novellerne blev samlet i 1991. Herhjemme udkom Patty Diffusa, toiletternes venus og andre tekster i Helge Krarups oversættelse på forlaget Politisk Revy. Almodóvar lagde allerede afstand til La Movida: »Det er et ord, vi aldrig accepterede. Det er svært at tale om, for vi har aldrig genkendt os selv i definitionen af ordet. La Movida er mediernes opfindelse. Men det er sandt: man kan snakke om os, som arbejdede i Madrid og lavede meget moderne ting inden for nogle helt bestemte år, i 1977-82.«
   »Vi havde ingen hukommelse, og vi efterlignede alt det, vi kunne lide, og vi nød at gøre det. Der var ikke den mindste følelse af solidaritet, hverken politisk, socialt eller generationsmæssigt, og jo mere vi plagierede, jo mere autentiske var vi. Vi havde meget høje tanker om alting, men manglen på perspektiv gav det modsatte resultat. Stofferne åbenbarede sig kun fra deres legende side, og sex var hygiejnisk.«

**) Plakaten for filmen i filmen – som hedder Sabor (Smag) – viser en rød mund med tyk jordbærtunge. Stilen er popkunst og tarvelig chic. På Almodóvars værkliste svarer den cirka til Begærets lov fra 1987.

   
*'*) Almodóvar voksede op i Calzada de Calatrava i La Mancha





Smerte og ære (Dolor y gloria). Instr. og manus: Pedro Almodóvar. Foto: José Luis Alcaine. 113 min. Spanien 2019. Dansk premiere: 05.09.19



Foto: El Deseo/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment
Artiklen er skrevet 09.12.19. Ikke tidligere offentliggjort

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar