Translate

torsdag den 5. december 2019

Dronningen [Bedste biograffilm 2019 nr. 8]



SOMMEREN FØR MØRKET
Tabu, overgreb, hemmeligheder

Af BO GREEN JENSEN

HUN har det hele – lidt til og meget mere, som det hedder i den gamle sang fra Mig & Charly. Anne (Trine Dyrholm) er en kompetent og dedikeret advokat, som fører de rigtige sager. Hun er gift og har fine tvillingepiger med svenskeren Peter (Magnus Krepper), som vist nok er læge i virologi.
   Første gang, vi hører parret tale sammen, handler det om, at Anne igen har ladet en af sine klienter overnatte. Peter kan ikke lide, at hun blander familie og arbejde sammen. Hun siger, at de blev enige. »Nej, vi havde en meningsudveksling, som sluttede med, at du sagde sådan-og-sådan. Tænk, hvis du for en gangs skyld sagde: Ja, du har ret, søde Peter«. Det siger Anne så ironisk og får demonstreret, hvem der skriver husreglerne.
   Familien bor enkelt, lyst og smagfuldt i et hus af glas og træ. Der er indmuret pejs i perfekt øjenhøjde. Leveområderne glider i ét, både inde og ude. Haven strækker sig ind i en skov. I bunden ligger en glitrende sø. Der er ikke en nabo, så langt øjet rækker. Det er ideelle rammer for en moderne mønsterfamilie. Anne regerer midt i det hele.
   I den allerførste indstilling ser vi efterårshimlen indrammet af træernes toppe. Først da kameraet begynder at dreje med den dryppende, minimalistiske musik, som Jon Ekstrand har komponeret til Dronningen, bliver tilskueren opmærksom på, at billedet vender på hovedet.
   Det giver et sug i maven, en fornemmelse af akut svimmelhed, da fotografen Jasper Spanning drejer kameraet nedad, i retning mod uret, indtil landskabet er i niveau. Vi er fra starten på usikker grund i en verden, hvor der bliver vendt op og ned på vedtagne størrelser.
   For at sætte publikum yderligere i stemning, læser Anne højt af Alice i Eventyrland for sine piger. Afsnittet om, hvordan Alice falder ned gennem kaninhullet i langsomt tempo, så hun kan overveje sine indtryk på vejen, er nyoversat til lejligheden. Der er i stramme rammer gjort alt for at vise, at ingenting ligger fast. Om lidt forsvinder Jorden under Annes fødder.




DET første flashback fortsætter. Anne går i skoven med en hund. Da hun kommer hjem til huset, er Peter i færd med at pakke. Politiet har ringet fra Stockholm og bedt ham komme derop. Himlen er lysegrå. Anne ser ud på de nøgne træer, og kameraet fokuserer på en grenformation. Det zoomer ind, så man føler sig hensat til naturmystikken i en film af russeren Andrei Zvjagintsev. Da der klippes, er vi tilbage i tiden, før sommeren hvor riget sank i grus.
   Anne er anklager i en voldtægtssag. Hun hjælper en ung kvinde med at gennemprøve forløbet i retten. I huset er der uro og forventning. Gustav, som er Peters søn fra ægteskabet med Rebekka, kommer til Danmark for at bo hos sin far. Tvillingepigerne har lavet små gaver. Anne får ordnet negle hos søsteren Lina (Stine Gyldenkerne), som er kosmetolog. »Hvad siger Peter?« spørger hun. »Han glæder sig vist,« svarer Anne.
   Anne glæder sig ikke. Skal der være uro i huset, vil hun selv være kilden. Og 17-årige Gustav er i begyndelsen bare en mut ung mand, der hader alt ved at være tvangsanbragt hos sin fremmede far med den irriterende postkortfamilie. Han opfører sig som en hotelgæst.
   Det begynder at vende i scenen, hvor der pludselig er en gnist af kontakt. Anne kommer hjem og samler rod op på Gustavs værelse. Hun kigger i hans ting. Han læser i En mand af Oriana Fallaci. I det samme kommer Gustav ind fra brusebadet. I et øjeblik ser de hinanden.
   Sagen i retten går Anne imod. Efter frifindelsen står gerningsmanden, et slipsedyr af guldflippertypen, og praler i parkeringskælderen. Anne har trøstet sin grædende klient. Hun skælder manden ud. »Står du der og har en fest?« Det er meget uprofessionelt. Som sagt går hun op i sit arbejde.
   Hjemme har der været indbrud. Anne opdager, at Gustav var tyven. Hun stiller ham et ultimatum. Enten tager han sig sammen og melder sig ind i familien. Eller hun siger det til Peter og politiet. Der er igen et øjeblik med kontakt. En ny forståelse bliver etableret.

   


JEG indsætter her, hvad man kalder en spoiler alert, en advarsel om, at der nu vil blive røbet detaljer, som man muligvis ikke har lyst til at kende, når man skal opleve Dronningen selv. Imidlertid er der forbehold, som jeg kun kan beskrive ved at gå i detaljer.
    De ved utvivlsomt allerede, at Anne og Gustav indleder et seksuelt forhold, som får vidtrækkende konsekvenser. Anne tager initiativet og styrer relationen hele vejen, indtil flere faktorer - og moralen i det meget velskrevne manuskript – gør, at sagen kommer for en dag og eksploderer i Dronningens ansigt.
   Da det sker, reagerer hun uventet hårdt. Hun afviser Gustavs forklaring som opspind. Hun udnytter hans sårbarhed. Hun støder ham fra sig, benægter og lyver. Hun spytter på alt, hvad de havde, og forråder hver af sine værdier. Hun synes næsten at tro på sin egen version.
   Man forstår vel den første skam og panik, men ikke den vedblivende grusomhed. Jeg er med på, at filmen giver et portræt af en kvinde, som føler en længsel, følger en drift og udlever et eller andet behov. Hun giver efter for fristelsen på en måde, som også overrasker hende selv. Jeg forstår, at »vi mennesker gør sådan noget«.
   Alligevel kan jeg simpelt hen ikke få Anne fra begyndelsen til at hænge sammen med Anne i slutningen. Manuskriptet antyder forhold i hendes opvækst, mulige overgreb, men Anne fra begyndelsen ville ikke kunne leve med at forråde sine klienter. Hvis hun svigtede dem, som hun svigter Gustav, ville hun gå i stykker. I stedet bliver der lagt låg på det hele. Den forpinte Peter hjælper endda med at skrue det ekstra godt fast.
   Instruktøren May el-Toukhy fortæller, at hun fik den første idé til Dronningen i en periode, hvor flere bekendte gik bort. Hver gang det skete, kom en hemmelighed frem. Hun begyndte at undre sig over, »hvornår og hvordan en familiehemmelighed opstår. Og ikke mindst hvordan den bevares.«
  På dét punkt leverer filmen for alvor. Den viser, hvordan en hemmelighed bliver til. I slutbilledet er den låst fast, simpelt hen.





FØR den mørke tredje akt, hvor vi som publikum mister alt for Anne, fordi hun ikke er Anne mere, ligger selve skildringen af forførelsen, som Gustav og Anne er næsten lige gode om. Det er hele tiden hende, som sætter tingene i gang. Der er to præcise, udførlige sexscener, én med Gustav og én med Peter, der definerer Anne som identitet.
   Imens forløber en pragtfuld sommer i Edens have. Gustav stryger Annes arm, da familien leger skjul i haven. En tid lang er hver berøring elektrisk. Da Anne bader alene i søen, glitrer vandet hvidgyldent. Det er lige før syndefaldet. For skønt May el-Toukhy henviser til sagnet om Fædra, er Dronningen især en syndefaldsmyte.
   Dyrholms Anne nedstammer fra Madame Bovary og er i familie med anti-heltinder som Anne Bancrofts Mrs. Robinson (fra Fagre voksne verden), Cloris Leachman (trænerens hustru i The Last Picture Show), Kate Winslet som Hanna i The Reader, Kim Basinger som Marion i The Door in the Floor. Måske er den nærmeste nordiske slægtning ikke Fru Junkersen (i Den kroniske uskyld), men lærerinden i Bo Widerbergs Lust och fägring stor.
   Alle disse kvinder havde deres grunde. Det er sandt, at de som regel blev set med mandens øjne, kønnets melankolske blik, bagefter. Anne er hudløs, rå og ekstremt sammensat. En karakter så kompleks, at den føles konstrueret. Eller også er jeg bare en uempatisk filmskribent, der ikke ved noget om rigtige kvinder.





GUSTAV Lindh er fremragende som den unge mand. Da han er faldet til, får han en vane med at interviewe alle om deres baggrund. Han udspørger Anne, når de har elsket. »Hvem var den første, du var sammen med?« Det vil hun ikke tale om. »Somme tider er dét, der sker, og dét, der ikke ske, det samme.« »Altså lidt som med os to?« siger Gustav. Det er en meget skrevet scene. El-Toukhy eksponerer adskilligt sådan.
   Dronningen lever og ånder i kraft af Trine Dyrholms indlevelse. Anne er en af de bedste karakterer i et imponerende stort galleri – fra den indsatte mor i Forbrydelser og drankerens datter i Lille Soldat til det kvæstede kærlighedsoffer i Kollektivet og titelrollen i Nico 1988. Dyrholm er altid totalt solidarisk med sine karakterer. Denne evne må i Dronningen have været strakt til sin yderste grænse.
   Det er en stofrig, eftertænksom og æstetisk meget gennemført film. Et pointillistisk portræt af en paradoksal kvinde og et indlæg i #MeToo-opgøret med normer og grænser for overgrebets væsen. En erkendelse af psykisk vold i fysisk form. »Du var jo ikke ligefrem uinteresseret,« håner Anne Gustav, da hun når sin mest monstrøse fase.
   Karakteren er et resultat af mange overvejelser og manuskriptmøder, tror jeg. Man reagerer forventeligt, da det slutter. Men inde i midten, i selve hjertet, er det en film, som man lever med i og mærker. Før mørket begynder, står verden vidt åben. Dronningen skal ses for sin rene skildring af det erotiske forhold. Ikke for al den moralske indpakning.





Dronningen modtog Nordisk Råds Filmpris 2019 og er Danmarks officielle bidrag i Best International Feature-kategorien ved Oscar-uddelingen i 2020. På årets Göteborg Festival modtog May el-Toukhy og Trine Dyrholm to hovedpriser, og Dronningen fik publikumsprisen.





Dronningen. Instr.: May el-Toukhy. Manus: Maren Louise Käehne og May el-Toukhy. Foto: Jasper Spanning. 127 min. Danmark-Sverige 2019. Dansk premiere: 28.03.19



Foto: Rolf Konow/ Nordisk Film
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.03.19

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar