Translate

onsdag den 18. december 2019

To liv, to sange [Time + A Life]




PÅ RELATIV VIS: TO LIV, TO SANGE
Tiden, Pink Floyd og Pearls Before Swine

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE sange tegner et liv i total. Ikke nødvendigvis et bestemt liv, men en skæbne hvis bane er repræsentativ, så tilhøreren kan genkende stoffet og føle sig genkendt. Der vil ofte være tale om en positiv bekræftelse af »livets store kredsløb«, som det hedder i den danske version af Disney-filmen (og musicalen) The Lion King (1994), hvortil Elton John og Tim Rice skrev en robust stjernehymne om »The Circle of Life«.
   En besværgende sang om livskraften i børn, som vokser op og bliver forældre selv, må i sagens natur gøre lytteren tænksom, for faktisk er det jo sådan, selv om udsagnet drejes sentimentalt, som i Dorthe Kollo-schlageren »Velkommen til verden« (1971), der altid blev ønsket i »Giro 413«, eller smages mere realistisk til, som i Harry Chapins fine novellesang »Cat’s in the Cradle« (fra 1974-albummet Verities & Balderdash), hvor fortælleren aldrig har tid til at lege, fordi han skal stræbe og arbejde.





   Da drengen bliver teenager, har Farmand endelig tid og vil bonde, men sønnen siger: »What I’d really like, Dad, is to borrow the car keys/ See you later – Can I have them, please?«. Fortælleren konstaterer da, at »he’d grown up just like me/ My boy was just like me,« og en verden af børnerim påkaldes: »And the cat’s in the cradle and the silver spoon/ Little boy blue and the man in the moon/ »When you comin’ home, son?« »I don’t know when/ But we’ll get together then/ You know, we’ll have a good time then.«
   Hvad sangene som regel siger er, at det rette øjeblik aldrig kommer, men at det så også er i orden. Som billeder på den evige cyklus benyttes barndommens rekvisitter, der for den voksne er bittersød nostalgi. I Joni Mitchells »The Circle Game« (1970) hedder det for eksempel: »And the seasons they go round and round/ And the painted ponies go up and down/ We’re captured on a carousel of time/ We can’t return, we can only look behind from where we came/ And go round and round and round in the circle game.«




   Mitchells sang er markant for sin melankolske kvalitet, men den viser et positivt vilkår. Der findes mørke modsvar – som hos Lou Reed, der lader voldens onde cirkel gå i arv fra far til søn i »Endless Cycle« fra albummet New York (1989)– og i den modne ende af spektret høres grånende tolkninger af temaet, som i de fine Rod McKuen-kompositioner, der bliver en hvidgylden cyklus på Frank Sinatras 1969-album A Man Alone. Især »Love’s Been Good to Me« er en vinder.




DISSE eksempler udtrykker alle en genre med mange underrubrikker. Der er dog også en kasse med sange, som bare vil sammenfatte et liv. Et sjældent rent eksempel stammer fra et psykedelisk konceptalbum, der ellers er kendt for sit svulstige væsen. Pink Floyds uopslidelige The Dark Side of the Moon, bandets opus otte, udkom i marts 1973 og har aldrig været af markedet siden. I december 2019 havde albummet ligget på Billboards Top 200 liste i 946 uger. Sidst nogen talte efter, i 2018, var der solgt ca. 45 mio. eksemplarer.
   Sangen hedder »Time« og ligger gemt som fjerde skæring på den oprindelige side 1, der opleves som en satsinddelt suite med glidende overgange, fra anslaget i »Speak To Me« til kulminationen »The Great Gig in the Sky«, hvor Clare Torrys arie stiger og slynger sig over musikken, uden tekst, men stærkt billedskabende. Den anderledes ydmyge »Time« er indlejret i skæringen »Breathe« og føles halvt som en lang bro i denne, eftersom sidste vers fører direkte over i »Breathe (Reprise)«.
   Roger Waters har komponeret, men versene synges af guitaristen David Gilmour, som i koret suppleres af tangentspilleren Richard Wright. The Dark Side of the Moon er et af de sidste eksempler på egentligt samarbejde i bandet. Efter Wish You Were Here (1975) tager Waters over, og allerede på side 2 af Dark Side, med de sange som gjorde mest indtryk i tiden, begynder bevægelsen mod de store selvopgør på Animals (1977), The Wall (1979) og The Final Cut (1983), der var mere Waters alene end Pink Floyd i flok. 





»Time« er altså skrevet på et tidspunkt, hvor Waters endnu ikke var så meget Waters, at kun erklærede fans sætter pris på bestræbelsen. Det er slet og ret et levet liv, som manes frem over pulsen i musikken. Det begynder med barndom og rodløs opvækst et sted i den endeløse provins: »Ticking away the moments that make up a dull day/ You fritter and waste the hours in an offhand way.«
   Der er masser af tid, faktisk mere end nok, for som ung kan man slet ikke vente: »Kicking around on a piece of ground in your home town/ Waiting for someone or something to show you the way.« Gilmour råber teksten, snarere end han synger den, meget som Waters senere kombinerer to spor med råb og hvisken i sin skingert unikke vokal: »Tired of lying in the sunshine, staying home to watch the rain/ You are young and life is long and there is time to kill today.«
    Du er ung, du er stærk, og løbet tager fart, men før man ved af det, er ti år gået. Deltagerne har anbragt sig i feltet, og man kom desværre dårligt fra start. Du er bagud fra begyndelsen: »And then one day you find ten years have got behind you/ No one told you when to run, you missed the starting gun.«
   Derfor bliver det, på midten af banen, ikke muligt at føle livsfylden. Snarere anstrenger man sig for at indhente solen, der synker bag horisonten. Man vil røre den, før den forsvinder. I stedet kommer den bagfra, og løbet bliver både en jagt og en flugt. »På relativ vis« er solen er den samme, men selv er man ældre og mere stakåndet, for hver dag ét skridt nærmere målet:
   »And you run and you run to catch up with the sun, but it’s sinking/ And racing around to come up behind you again/ The sun is the same in a relative way, but you’re older/ Shorter of breath and one day closer to death.«





»TIME« er ikke mindst bemærkelsesværdig for sin profetisk empatiske kvalitet. Sangen er skrevet af en mand på 27, men skildrer med indlevelse resignationen, som løberen bakser med tyve år længere fremme. Den unge Waters har overhovedet påfaldende mange sange om aflåst, indhegnet barndom og kompromitteret »soft middle age,« som det hedder i »Your Possible Pasts« fra The Final Cut.
   Der kommer en dag, hvor man må forholde sig, ikke til ting som vil komme, men til livet man fik og som blev. Man kommer aldrig til at gå på månen. Man scorer ikke sejrsmålet, vinder ikke Tour de France. Man spiller ikke guitar i Pink Floyd, og man får aldrig skrevet sit mesterværk færdigt: »Every year is getting shorter, never seem to find the time/ Plans that either come to naught or half a page of scribbled lines….«
   Dog fremturer man, for hvad skulle man ellers? »Hanging on in quiet desperation is the English way/ The time has gone, the song is over/ Thought I’d something more to say«. Først her bliver sangen geografisk specifik, men henvisningen er universel. Det er amerikaneren Henry David Thoreau, som i Walden (1854) skriver, at »the mass of men lead lives of quiet desperation and go to the grave with the song still in them«.
   »Time« bliver stor ved at være koncis, for ikke at sige prunkløs i sin udførsel. Den gør især sin virkning ved at være skrevet i nøgtern anden person. Det er ikke en ham eller hende, som der fortælles om. Ej heller taler et vejrende jeg. Det er dig, det er din sang, der spiller. Som årene går bliver det den, man sætter pris på, frem for den spektakulære sarkasme og weltschmertz i »Money«, »Brain Damage« og »Eclipse«, der er signatursangene på side 2.

Pearls Before Swine: A Life





EN anden sang fra tiden har samme objektive snit. Vedtagen visdom vil vide, at det amerikanske hippieband Pearls Before Swine toppede på de første albums, One Nation Underground (1967) og Balaklava (1968). Tom Rapp (1947-2018), som var gruppens stemme og primære sangskriver, udgav dog fire Pearls-plader mere, før han gik solo med Stardancer (1972) og Sunforest (1973). Så opgav han musikken til fordel for et liv som jurist. I 1999 udkom en ny cd, A Journal of the Plague Year, efter 30 års pause.*








   Pearls Before Swines bedste albums var muligvis These Things Too (1969), The Use of Ashes (1970) – med sangen »Rocket Man« efter Ray Bradburys novelle, der inspirerede Bernie Taupins tekst til Elton John-nummeret af samme navn – eller City of Gold (1971), der kulminerer i et tiggerbryllup à la Luis Buñuel, men på det klaverbaserede Beautiful Lies You Could Live In… (1971) er der sange som »Snow Queen«, »Island Lady« og »A Life«, der giver en lignende skildring af en simpel mands hårde liv.

FØRST er der styrke i barndommen: »In the spring when he was born/ The soil was soft and good and warm/ His father was a farmer/ The son of the sun/ Said: The earth don’t wait for a man but once.« Også for den unge mand ligger tiden og jorden helt åben: »When he was a boy the fields were full/ The girls were soft and good and warm/ The morning sun was shining/ Like a promise in his eyes.«
   Siden sætter sliddet sine spor. Jorden er den samme, »på relativ vis«, som solen hos Pink Floyd, men mandens ansigt viser, at tiden er gået: »When he was a man he worked with his hands/ The ground was hard but a place to stand/ But when the autumn came around/ The oxen plowed the land to ridges in the ground/ And the wrinkles in his face like a beaten road shows/ In a man’s body is where the time goes.«
   Endelig har han brugt sit liv ved jorden og kan vende tilbage: »He gave to earth and it gave back/ ’Till he had nothing to give at last/ The trembling of his marble hands/ Showed he knew what the earth demanded/ As it waited for him/ And the time goes by«.
   På Beautiful Lies er en tyngde af jord, der næppe er skildret så konkret andre steder, med Jethro Tull-albummet Heavy Horses (1978) som eneste undtagelse. Albummet slutter med, at Elizabeth Rapp synger A. E. Housmans »Gravskrift over en hær af lejesoldater« (1922), skrevet til minde om slaget ved Somme 1916, til Rapps rustikke klavertema:
   »These, in the day when heaven was falling,/ The hour when earth’s foundations fled,/ Followed their mercenary calling/ And took their wages and are dead.// Their shoulders held the sky suspended;/ They stood, and earth’s foundations stay;/ What God abandoned, these defended,/ And saved the sum of things for pay.«**

Pearls Before Swine: Epitaph   




JEG var selv en ung mand, da jeg hørte disse sange første gang, men jeg kunne kende erfaringen, som de udtrykker. Min anden far, som var arbejdsmand, døde i 1974. Især i hans ansigt kunne jeg se, at »in a man’s body is where the time goes.«
   Det var stort at møde den slags sange. Vinduer blev slået op, og man stirrede ind i rum af erfaring, man vidste man ville dele en dag. Som nu, hvor sidste vers af »Time« bliver ét med reprisen af »Breathe«. The Division Bell toner klart over marken, og hverken Donne eller Hardy har levet forgæves: »Far away across the field/ The tolling of the iron bell/ Calls the faithful to their knees/ To hear the softly spoken magic spells.«
   Der var i tiden en tendens til at se disse klassisk tonede sange i kontrast til det nye, det bedste af punken og den romantiske ro i årtiets slutning, sange som Cures »One Hundred Years« eller Joy Divisions »Heart and Soul«. De indgår dog i det samme flow, som definerer hvad rock for the ages bør være. Det var sange som disse der gjorde, at musikken en tid havde mere at sige end digte på tryk.

*) Tom Rapp Nekrolog 2018 New York Times
**) "Epitaph on an Army of Mercenairies" står i A.E. Housmans Last Poems (1922)






Pink Floyds »The Dark Side of the Moon« er genudsendt utallige gange. Den definitive udgave må være boxsættet i Immersion-serien fra 2011. I 2003 genudgav Water Records de fire Warner/Reprise-albums med Pearls Before Swine. Boxsætytet hedder Jewels Were the Stars. Også Tom Rapps soloplader og de første PBS-albums, der udkom på det obskure ESP-label, er genoptrykt. Pink Floyds samlede værker kan streames på Spotify. Det samme gælder for enkelte albums med Pearls Before Swine og Tom Rapp alene. For en sikkerheds skyld er her mit lokale link til »A Life«:

Pearls Before Swine: A Life

Artiklen stod i Weekendavisen Bøger 03.08.08/ Ajourført 18.12.19 ["When I'm 64"]

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar