Translate

søndag den 20. juni 2021

Det store spring: Ballerina (2016)


DET STORE SPRING
Gode balletfilm er ikke det værste

Af BO GREEN JENSEN

BALLETDANS kan være den smukkeste blanding af kunst, musik og fysisk teater. Du skal bare se ordentligt efter.
   Animationsfilmen Ballerina udspiller sig i Paris. Året må være 1888, for der bygges stadig på Eiffeltårnet, som stod klar til verdensudstillingen i 1889. Filmens ene helt, drengen Viktor, bliver netop ansat hos arkitekten Gustave Eiffel, da han kommer til byen sammen med pigen Félicie, som altid har været hans bedste veninde.
   Jeg vil ikke narre nogen. Ballerina er nok mest til piger, og Félicie er helt klart heltinden i centrum. Hun og Viktor er vokset op på et hjem for forældreløse børn. Han er god til mekaniske ting, hun har altid drømt om at danse. De får skældud, når de prøver at stikke af, men nonnerne er gode nok. Senere, da det virkelig gælder, er det faktisk opsynsmanden, som hjælper Félicie med at nå frem til den afgørende prøve.



MEN først må hun gruelig meget igennem. Hun drømmer om at danse Svanesøen i den store operabygning, som også var ny i 1888. Men ingen vil give en begynder en chance, især hvis hun ikke har rige forældre og kommer fra den rigtige baggrund. Dét har konkurrenten Camilla, hvis nedrige mor, Marie Kongsgård, gør alt for at skubbe sin datter helt frem.
   Filmens budskab er netop, at der ikke findes nogen »rigtig« baggrund. Det vigtige er, at man danser fra hjertet, når man har mestret den svære teknik. Félicie snyder sig ind på balletskolen. Hun bliver trænet af Odette, som gør rent, men engang var »den bedste danser i sin generation«.
   Det siger Menander, som underviser pigerne og bestemmer, hvem der skal danse. Balletmesteren er heldigvis en god mand, der forstår at ændre mening. Først vil han bare af med Félicie. Så ser han, hvor meget hun kan. Faktisk bliver det vigtigt for Menander at give Félicie chancen.



IMENS flakker Viktor planløst omkring. Han reparerer spilledåsen, som er det eneste, Felicie har efter sin mor. Og han håber, at hun holder af ham.
   Ballerina er ikke stor i historien, men den er fantastisk flot tegnet, og det lykkes at gøre dansen så smuk og dramatisk, at man næsten glemmer tid og sted.
   Tidligt i filmen er Félicie fortryllet, da hun ser den voksne ballerina, som skal danse hovedrollen. Danserinden udfører det store spring, som kaldes le grand jeté på balletsprog.



TIL slut er der så dansekrig, og Félicie tager selv det store spring ud over operatrappen, mens tiden i biografen står stille. Det er mageløst. Selv Camilla synes, Félicie skal vinde. Men hendes mor har andre planer.
   Ballerina er enkel, flot og klart fortalt. Animationsstilen minder meget om Pixar-filmen Ratatouille, men filmen bliver sin egen, når Felicie danser ballet. Viktors opfindelser er også ret sjove. Du kommer op at flyve højt over Paris.



JEG så filmen med min yngste datter, som selv har gået til ballet i tre år. Vi var begge to begejstrede for le grand jeté, og hun kunne godt lide, når der blev trænet i slow motion. Du kan roligt medbringe hele familien. Gode balletfilm er ikke det værste.

Dagens blogindlæg er dedikeret til Ava Iris Green Lett, som endelig (med et års forsinkelse p.g.a. COVID-19-pandemien) kunne danse sin 5-års solo til Balletkompagniets Diplomoverrækkelse i Portalen den 20. juni 2021. Til voksne gæster anbefales Darren Aronofsky: Black Swan (2010), som er ballet noir, et psykologisk drama og en stor dansefilm i sin helt egen ret. 


Ballerina. Instr.: Éric Summer, Éric Warin, Mimi Maynard, Paulette Victor-Lifton. Manus: Éric Summer, Laurent Zeitoun, Carol Noble. Foto: Jericca Cleland. 89 min. Canada-Frankrig 2016. Danske stemmer. Frarådes under 7 år. Dansk premiere: 09.11.2017



Fotos: Quad Productions/ Sweet Chili Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Faktisk 10.11.2017

lørdag den 19. juni 2021

Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]



PASSAGE GENNEM SMERTEN
Den svære treer fra NWR

Af BO GREEN JENSEN

APRIL 2003: DER står kvalitet på næsten hver brede indstilling i denne dansk-canadiske nyhed. Efter Pusher (1996) og Bleeder (1999), to markante og meget vellykkede undtagelser fra hovedstrømmen i dansk film p.t., melder også Nicolas Winding Refn sig i rækken af instruktører, der prøver kræfter med en engelsksproget produktion. Det sker i en tæt erkendelsesfabel, der bryder lige så kategorisk med grundskabelonen i tidens amerikanske thriller, som den lægger afstand til lurmærket dansk mainstream. Winding Refn har altid været lidt af en odd man out blandt de yngste filmskabere. Det indtryk forstærkes blot i Fear X.



STAMTAVLEN er frygtindgydende. Instruktøren har skrevet manuskriptet i samarbejde med amerikaneren Hubert Selby Jr. (1928-2004), forfatter til kultbøger som Last Exit to Brooklyn (1964) og Requiem for a Dream (1978). Musikken er komponeret/programmeret  af englænderen Brian Eno, der fremfører den sammen med sin tyske tvilling J. Peter Schwalm. Filmen er klippet af Anna Østerrud, som også Pusher og Bleeder var det, og for skams skyld har Larry Smith, tekniker og fotograf på Stanley Kubrick-klenodier som Barry Lyndon, The Shining og Eyes Wide Shut, stået bag kameraet. I hovedrollen ses John Turturro, og handlingen er henlagt til Wisconsin i det amerikanske Midtvesten. Eneste danske islæt er faktisk Liv Corfixen i en minirolle som servitrice på et hotel i Montana.
   Disse uegale kræfter har i skøn forening frembragt et helstøbt og stærkt underdrejet genrestykke, der hører hjemme i thrillergenrens metafysisk tonede periferi. Fear X er demonstrativt uudgrundelig, spændingsmæssigt uforløst og næsten asketisk konsekvent i kunstnerisk henseende. En frustrerende erkendelsesfabel, hvis hele og svære pointe er, at mysteriet ikke har nogen bund. Intet bliver sagt særlig højt i Fear X. Ej heller bliver det bøjet i neon. Filmen ville være endnu mere bemærkelsesværdig, hvis der ikke gik lovlig megen David Lynch i den effektfulde klimaks.



HARRY Caine (John Turturro) lever alene et sted i delstaten Wisconsin, hvor han arbejder som sikkerhedsvagt i forstadens store indkøbscenter. Det gjorde han også to år tidligere, da hans hustru og en ukendt mand blev skudt ned i parkeringsanlægget. Politiet fandt aldrig nogen tilfredssstillende løsning på gåden. Caine søger stadig hvert vågent øjeblik. I huset, som han har vænnet sig til at dele med hustruens genfærd, bruger han sin tid på at gennemse gamle overvågningsbånd. På væggen hænger en labyrintisk mosaik af ansigter, som går igen på båndene. Han er en mand med en mission og ikke så lidt af en prøvelse for sine omgivelser. Men »who knows what you may find if you keep looking?«.



HVEM ved, hvad man kan finde, hvis man leder længe nok? Det er hele sagen i Fear X. Harry vil med alle midler til bunds i mysteriet om hustruens død. Det er ikke så afgørende at få at vide, hvem der affyrede våbenet. Det har det måske været, men det er det ikke mere. Det vigtige er at vide hvorfor. På dét får publikum faktisk en halv forklaring cirka midtvejs, men for Harry gives der ingen lindring. Han får ganske vist lov at tage kvælertegn på sin kones morder, men om årsagen vil han altid være usikker. Sætstykket er en nærdødsoplevelse, der koger og bruser og knitrer i rødt gennem flere minutter. Hvad der venter på den anden side af passagen gennem smerten, må tilskueren selv ind at se.



FOR værd at se er filmen afgjort. Det er den dog snarere for detaljerigdommen i de tætte miljøer og den fotografisk præcise gengivelse af, hvordan der må være i sådan en mands verden på sådan et sted.
    Filmen er ikke indspillet i Wisconsin. Interiørerne er genskabt i Riisby-studierne i Jylland, mens en canadisk lilleby dublerer for forstaden i Wisconsin.
   Ikke desto mindre er Midtvestens livsfarve sjældent ramt bedre. Butikscentret og de stille veje med ens små huse, som ligger side om side i sneen, ligner på ét hår. Mere problematisk er monotonien og det anonyme præg, som dominerer på hotellet, hvor Harry indlogeres, da han følger et spor til Montana. Her tiltager både dæmonien og forklarelsen i et sindrigt system af kinesiske æsker. Det er med andre ord David Lynch op ad dage.
   Fear X er en fabel om sorgens og smertens væsen, et identitetsmysterium uden nogen nem og sikker løsning, en labyrint som man ikke nødvendigvis finder ind til midten eller ud af igen. Det hele kan sagtens virke preciøst og frustrerende på den bogstaveligt indtillede tilskuer. Dybest set er det dog ikke Harrys svar, som er vigtige. Det er måden, som han stiller sine svære spørgsmål på.



FILMEN lever stærkt i kraft af sin atmosfære og sine anelser. Som sneen på de overvågningsbånd, man vænner sig til at scanne igennem og granske sammen med Harry, fortættes mystikken af og til, så man kan ane en kontur og bliver opmærksom. Men måske var det hele blot statisk støj. Det spiller ingen rolle, da Harry sættes af ved statsgrænsen. Både han og vi kan tage hjem i fred, og Nicolas Winding Refn har signeret sin hidtil bedste og klareste film.



*) Forfatter, digter og kulturjournalist Henrik List (f. 1965) fulgte NWRs forarbejde og var med hele vejen på produktionen af Fear X. Han skrev en kærlig, grundig og indlevet bog om processen. List var fluen på væggen i Riisby og Winnipeg; han talte i dybden med alle på holdet, han besøgte Hubert Selby i West Hollywood. Kameraet i hovedet: Fear X og Nicolas Winding Refn (230 s. København: People's Press, 2003) blev desværre ikke en bestseller. De fleste danske litteraturfolk er analfabeter i forhold til filmkritik, og i akademisk kontekst vil man kun have teori. List er den eneste, som går i dybden med NWRs baggrund og kulturelle referencer. Han kender og deler filmskaberens glæde ved det kulørte og makabre. Kameraet i hovedet er guld værd, hvis man kan finde den nu. Alene for Fredrik Nilsens portrætfoto af Hubert Selby som døende, men ufortrøden desperado skal den være varmt anbefalet.       

Fear X. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Hubert Selby, Jr. og Nicolas Winding Refn. Foto: Larry Smith. 90 min. Canada-UK-Danmark 2003. Dansk premiere: 04.04.2003.


Fotos: Cinematerial/ MovieStillsDB/ Screengrabsaz

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 04.04.2003

fredag den 18. juni 2021

Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009)


DEN TAVSE KRIGER
En martret maskulinitets æstetik

Af BO GREEN JENSEN

»JEG betragter kunst som en voldshandling. Den eneste forskel på tingene er, at vold ødelægger i virkeligheden, hvorimod kunst inspirerer.« I 2010 er Nicolas Winding Refn kun 40 år, men han taler allerede som en dansk version af Sam Peckinpah. Den sårede hvide hanelefant går afsides for at æde sit bytte. Han har dog ikke tænkt sig at dø foreløbig. Så meget rogue male er Winding endnu ikke blevet.
   Det er let at få øje på volden og dyrkelsen af kvæstelser som maskulin forløsning i Refns uegale, men langt fra usammenhængende filmværk. Snarere er det dog brugen af farve, som gør ham speciel. Valhalla Rising er fuld af sekvenser, hvor lærredet fyldes af mættet rød farve, mens lydsiden rumler som pumpende blod. De fandtes magen til i den anderledes kølige Fear X (2003), som Refn skrev sammen med Hugh Selby Jr. og optog i USA. David Lynch laver sandt nok noget der ligner, men Refn er blevet sin egen mand nu. Han er om nogen ekspressionisten i dansk film. Hvis Pusher II (2006) var den store lakmusprøve, er Valhalla Rising rendyrket stil.



DET er en enkel og evig historie, som Refn har skrevet sammen med den norske forfatter Roy Jacobsen. Valhalla Rising kunne være hugget i granit. I overgangen mellem vikingetid og middelalder, da en frisk kristendom fortrænger troen på de gamle guder, bliver krigeren One-Eye (Mads Mikkelsen) holdt i bur og byttet rundt blandt dekadente høvdinger, som lever i noget, der ligner skotsk højland. One-Eye taber aldrig en tvekamp. Han bider og kvæler og knuser sin modstander. Første scene sætter tonen og demonstrerer, hvor farlig og følelsesløs manden er.



DA det lykkes One-Eye at dræbe sine vogtere, skåner han drengen (Maarten Stevenson), som siden bliver hans væbner. Han slår følge med fanatiske kristne, der vil til Det Hellige Land for at rejse et Nyt Jerusalem. Fordi One-Eye aldrig taler, kender tilskueren ikke hans motiver. Efter uger på et vindløst hav, bliver saltvand til ferskvand som ved et mirakel, og mændene befinder sig med ét i Eldorado.
   Den nye verden ligner Amerika, men er ikke et ædelt Valhalla. Drømmen om rigdom og ære tager livet af mændene efter tur. På et tidspunkt bygger One-Eye sin egen grav af stablede sten. Han går de indfødte i møde for at ofre sig, så drengen kan rejse hjem. For første gang synes en frisk vind at blæse, da drengen ser ud over havet. Manden er vendt tilbage til søen, han sikkert kom op af i tidernes morgen.


REFN siger selv, at Valhalla Rising koncentrerer hans kærlighed til tre genrer: samuraifilm, sci-fi og spaghetti-westerns. I samme ånd repræsenterer One-Eye indbegrebet af den ærketypiske ener. Han er »en helt af mytiske proportioner, den tavse kriger som står alene (…) Han er alt. Han kommer af intet og bliver til intet. One Eye er fusionen af alle de mytologiske filmskikkelser, som jeg voksede op med.«
   Så store disse ord nu er, giver hensigtserklæringen fuldkommen mening. Filmen står og falder med One-Eyes kompromisløshed, der er hinsides både moral og etik. Han er Manden uden Navn; Den Fremmede på Vejen; Ridderen i Ødemarken; Den sidste Samurai. I Mads Mikkelsens arrede skikkelse bærer han filmen, uden at sige et eneste ord og uden at fortrække en mine. Han ligner måske en Jesus-figur, men egentlig er drengen, menneskesønnen som han beskytter, den eneste mulige Kristus. Man kan faktisk ikke mindes en film, der er sluppet så godt fra at tale rent sagasprog.



DET siger vel sig selv, at det har omkostninger. Man skal ikke vente sig vikingeskibe eller historisk akkuratesse. Universet er helt mytologisk. I højlandsafsnittene trækkes der på en keltisk/angelsaksisk grundforestilling om levende guder med mennesketræk og besjælet, skønt udeltagende natur. Midt i en vindløs atlantisk passage, er man også på vej over Styx. Indianerne er som stammefolk langs floden i Mørkets hjerte. Overhovedet ligner Valhalla Rising momentvis en krydsning af John Boormans Deliverance, Coppolas Apocalypse Now og Werner Herzogs Aguirre, den gale erobrer.
   Det er en verden uden kvinder. Kun drengen bevidner, at forplantning finder sted. One-Eye er helt uden ophav. Han kommer af intet og bliver til intet – her noget, der minder om Excalibur-legenden og Artus-digtningens Lady of the Lake.
   Filmen er foruroligende smuk. Der er en indædt stædighed på spil, sammenbidt, blodindsmurt, foroverbøjet – som det boksende handyr, der tålte hvad som helst i den britiske Bronson (2008), Refns forrige film. Det er en martret maskulin æstetik, der tangerer den samme spartanske fascisme, som Frank Miller og Zack Snyder flirtede med i 300. Det er ikke en film for de sarte, og den er ikke politisk korrekt noget sted. Men Valhalla Rising skaber måske den flotteste fysiske action, man har set i nogen dansk film.


Valhalla Rising. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Roy Jacobsen og Nicolas Winding Refn. Foto: Morten Søborg. 100 min. UK-Frankrig-Danmark 2009. Dansk premiere: 31.03.2010


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC Films/ Anobium.lit (on set photo)
Filmen streames på SF Anytime og MUBI
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 31.03.2010

torsdag den 17. juni 2021

Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100]


SCENER FRA NEONVILDNISSET
En instruktiv fabel fra Englenes By

Af BO GREEN JENSEN

DEN indledningsvis uskyldige Jesse (Elle Fanning) er en himmelfalden nymfe, som dumper ned i neonvildnisset og gør lynkarriere som fotomodel.
   Stjernefrø er noget, man fodrer svin med i Los Angeles, men Jesse har drukket af ungdommens kilde. Hun besidder det særlige stof – et sjældent mix af medfødt skønhed og evnen til inkarnere andres fantasi – som man vil dræbe for i den samme by.
   Jesse dukker op til en casting og bliver straks udvalgt til at posere for cremen af blaserte agenter og fotografer. Det er ikke populært hos rivaler som Gigi (Bella Heathcote) og Sarah (Abbey Lee), der kæmper med kunstige midler for at opnå de ting, som kommer naturligt til Jesse.
   Jesse bliver mere eller mindre adopteret af den lesbiske Ruby (Jena Malone), som sminker og styler de unge modeller. Det gør hun med den samme dedikerede ekspertise, som hun lægger i sit bijob på lighuset. Her gør hun kadaverne i stand og har frusteret sex med de smukkeste af dem.




NÅR Jesse har fri, kører hun op til Hollywood-skiltet sammen med Dean (Karl Glusman). De ser ud over natbyen, som ikke er skildret så smukt siden Blade Runner. Dean tager de første fotos af Jesse, så hun kan vise et portfolio til ruffersken Roberta (Christina Hendricks) på modelbureauet. Hun er allerede hér klædt ud som et offer for modebevidste vampyrer.
   I glimt giver filmen en god Los Angeles-skildring. Jesse bor på et nedslidt motel, hvor ejeren Hank (Keanu Reeves) gør sit bedste for at overgå Norman Bates. I scenerne fra modeindustrien er symbolerne skåret i pap. På skyggesiden får de lov at stå som doodles. Jesse kommer sent hjem og hører lyde fra sit værelse. En bjergløve er kravlet ind. Hank er ikke overrasket. Han er bare sur og skriver skaderne på Jesses regning.




FILMENS sætstykker er de store modeoptagelser. Efterhånden bliver Jesse for meget for veninderne. Ruby skifter side, da Jesse støder hende fra sig. Endelig tager de tre piger hævn i et hus, som ligner mausolæet fra Sunset Boulevard.
   Jesse bliver simpelt hen dræbt og fortæret. The Neon Demon må være den første danske film, som viser nekrofili og kannibalisme i kærlige detaljer.
   Næste dag gør Refn sig ekstra umage med iscenesættelsen af et solgennembagt fashion shoot. Gigi og Sarah har fået de eftertragtede jobs. Men det rituelle måltid murrer i maven. Så Sarah kaster et helt øje op, før hun bruger skræddersaksen til at begå harakiri. Rivalerne ville eje Jesses skønhed. Nu må neondæmonen simpelt hen ud.



DER er naturligvis noget smukt i den konsekvens, hvormed Nicolas Winding Refn dyrker sine besættelser. Det er heller ikke svært at se en moralsk fortælling om prisen for skønhed i hans fortælling fra Englenes By. Refn sværger til genrer. I den anderledes varme Drive brugte han typer og troper fra 70ernes New Hollywood. Her er vi ude i skinger italiensk giallo af typen, som Refn elsker og voksede op med.
   Tiden ligner slut-80erne og begyndelsen af 90erne. Han ser på samme måde som Bret Easton Ellis i Glamorama. Han drømmer stadig om det samme som David Lynch. The Neon Demon er Refns Mulholland Drive, som Fear X i sin tid var hans Lost Highway. Men NWR er nu sin egen dreng.




DET er en kritisk uskik at give kunstnerne gode råd om filmen, de burde have lavet. Alligevel skal det siges, at jeg ser med blandede følelser på Refns æstetisk udsøgte stiløvelser, som hægter virkeligheden og psykologien af, for bedre at kunne skildre en arketypisk sandhed.
   Tilbage i den danske tid kunne Refn behandle et følelsesstof, så man sad med livet i hænderne. Det gjorde han i Bleeder, i Fear X og i Pusher II, som stadig er stedet, hvor alt balancerer. Men siden Drive har det ikke rigtigt interesseret ham.



DET gør derimod myte, stil og satire. Smukkest ved The Neon Demon er forsøget på at skabe en feministisk horrorfilm. Det er ikke en mands våde drøm om påklædningsdukker. Refns medforfattere er kvinder; de betagende billeder er belyst og beskåret af Natasha Braier. Hvis vikingemyten i Valhalla Rising var Refns Carl Mar Møller-øjeblik, er The Neon Demon hans forsøg på at vise The Woman Being Born.
   Det er en renfærdig film på sin måde. Et helstøbt værk fra en stor stilistiker. Men hjertets sager og den lille drengs ting er lagt væk. For nu vil Refn være voksen, og han tror, at voksen ser sådan hér ud. Verden begyndte i Eden og gik til grunde i Los Angeles. Nørden fra Danmark var med hele vejen.


The Neon Demon. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Mary Laws, Polly Stenham, Nicolas Winding Refn. Foto: Natasha Braier. 117 min. Dansk premiere: 09.06.2016.


Fotos: Space Rocket Nation/ Gaumont/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime, TV2 Play og Viaplay Rent & Buy
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.06.2016