Translate

fredag den 25. september 2020

Kop eller værktøj: En film om digteren Pablo Neruda 1904-1973



DIGTEREN OG DETEKTIVEN
Pablo Neruda 1904-1973

Af BO GREEN JENSEN

PABLO
 Nerudas digtning var en naturkraft. Et endeløst strømmende stof, der flød fra en uudtømmelig kilde. I sit forord til Elementære oder taler Klaus Rifbjerg om den »virkelighedsbegejstring«, som drev Neruda. Og betragter ham som en bror til Walt Whitman.
   Før Den spanske Borgerkrig var Neruda Chiles konsul i Madrid. Under 2. verdenskrig kom han hjem, og i 1945 blev han kommunistisk senator. Da præsident Vilar forbød partiet, tog Neruda igen til Europa. Her blev han en prins blandt dissidenter.
   Neruda var tilbage i 1952. Han støttede Salvador Allendes socialister og brugte sin tid på at skrive. Da han døde i 1973, havde general Pinochet taget magten i Chile. Neruda mente selv, han fik en giftig indsprøjtning på hospitalet, der behandlede ham for prostatakræft.
   De politiske digte i Canto General (1950) kom igen til ære og værdighed, da 1968-generationen kanoniserede Neruda. I 1974 udgav forlaget Rhodos Den store sang med grafiske arbejder af Dea Trier Mørch. Vi granskede pragtværket i 2.g og lyttede henført til lovsangen.
   Nerudas bedste bog – af 40 mursten – er dog digtkredsen La rosa separada, som udkom i 1972. Her undersøger han i afmålte tekster sit eget og sit lands forhold til befolkningen og stenhovederne på Rapa Nui – altså Påskeøen.


DER er mange faser i Nerudas liv. Man kunne lave en traditionel biopic.* Han var samtidig ikke så lidt af en trickster: diplomat, jurist, æstetiker, bordelgæst, kok, gourmet, satyr, nobelpristager, salonkommunist. Han var gift tre gange og indblandet i en mangfoldighed af politiske episoder.
   De fleste vælger derfor at nærme sig legenden ad en omvej. Skønt handlingen var henlagt til Italien, blev Neruda fint fremstillet – af Philippe Noiret – i Michael Radfords Il Postino (1994). Han var her en alfaderlig Cyrano-figur, som hjalp et postbud med at kurtisere kroværtens datter.
   Postbudet blev en verdenssucces (for resten distribueret af Bob og Harvey »#MeToo« Weinstein). Forlægget var Brændende tålmodighed (1985), chileneren Antonio Skármetas lille roman om Neruda. Herhjemme blev bogen endvidere til et tv-spil med Jørgen Reenberg.
   Pablo Larrain caster Luis Gnecco i rollen. Han er trind og tyndhåret som Neruda og har tillagt sig livsnyderens manierismer. På et tidspunkt læser han for sin hustru, Delia del Carril, med saglig hverdagsstemme. Hun beder ham bruge »den anden stemme«, en deklamatorisk messen, som digtene ellers blev læst med.




FILMEN indhenter ham ved et vendepunkt. I 1948 fungerer Neruda som kommunistisk senator. Han har støttet Vidal, som imidlertid bekender kulør efter valget og slår hårdt ned på de strejkende arbejdere. Neruda holder sin berømte »Jeg anklager«-tale og skriver vrede, politiske digte, hvor hvert oplistet overgreb er fulgt af et »for dette kræver jeg hævn«.
   Han er samtidig en feteret mediestjerne. Han poserer for pressen i åben sportsvogn, med pittoresk kasket og den karismatiske del Carril ved sin side. Larrain forholder sig ironisk til Neruda, som er rigt gift og holder en dekadent fest, da partifællerne banker på. De siger, det er tid til at gå under jorden. Nerudas svar er et privilegeret: »Gælder det også mig?«
   I 1949 red Neruda ind i Argentina gennem bjergpasset ved Lipeta. Delia blev i huset i Isla Negra, hvor der i dag er museum.** Nerudas udsøgte tingfindersamling er også med i Larrains film. Han ser vist Neruda som en egoist. Men flugten og eksilet var virkelige nok.


   
FILMENS kup er at skabe en detektiv, kommissær Peluchonneau, der jager sit bytte med en Javerts nidkærhed, mens han både beundrer og misunder manden. Da detektiven træder ind, bliver han historiens fortæller. Digteren kvitterer for opmærksomheden ved at efterlade æselørede kioskkrimier med små beskeder til politimanden.
   Gabriel García Bernal spiller Peluchonneau med gangsterhabit, moustache og Borsalino. Det er den samme attitude og mundering, som Jean-Paul Belmondo brugte i franske politifilm fra 1970erne.
   Neruda og del Carril går under jorden. De skjuler sig hos venner i Santiago, og Neruda flygter til Argentina. Han rider alene over de snedækkede bjerge. I næste billede står han på en båd i Paris og bliver vist frem for pressen af Pablo Picasso. 
   Detektiven lægger sig ud med sine chefer. Fascisterne foragter hans uægte baggrund. Han er altid ét skridt bag Neruda og kører det sidste stykke på en motorcykel, som han bytter væk for heste. Han er ved at dø i sneen, da Neruda stiger af hesten, går tilbage og taler med sin nemesis.


DET dæmrer for tilskueren  og karakteren – at Peluchonneau er en tvilling, et gestalt, som digteren selv har skrevet til live. Fortællingen er en drøm i en drøm – eller en labyrintisk fiktion af argentineren Jorge Luis Borges, der i øvrigt ikke var fan af sin chilenske kollega.
   Mens digteren taler i Frankrig, bliver detektiven begravet i Chile. I voice over beder han Neruda sige hans navn, bare én gang, så han kan blive ved med at findes.
   Vi er her i højt terræn, både æstetisk og erkendelsesmæssigt. Nerudas bane skaber struktur, men detektiven giver fortællingen liv. Han kommer fra et grænseland, hvor mystik og fiktionsteori løber sammen.
   Filmens mind games er ikke unikke. En lignende porøs virkelighed skaber dybde og spænding hos f.eks. David Lynch og Paul Auster. Men som regel er der tale om tricks og teknikker. Her er en ægte metafysik, som løfter værket på alle niveauer.
   Det er ikke altid gjort lige skarpt. Der koketteres rigeligt med abstraktionen, og der er sikkert også meget, som går hen over hovedet på et ikke-latinamerikansk publikum. Isoleret set var NO, El Club og Jackie – alle instrueret af Larraín – både bedre og klarere film.
   Men når Neruda lykkes, er den mageløs. En grænseafsøgende film noir, en selvironisk identitetsfabel – hvor der til slut bryder skønhed og tragedie gennem legesygen. »Jeg vil at alt/ skal være/ håndgribeligt,/ at alt skal være/ kop eller værktøj,« skrev Neruda.
   I filmen er hans værk begge dele. Noget virkelig nyt bliver født og får krop. 

*) I Manuel Basoaltos chilenske Neruda (2014) bliver biografien afsøgt i springende punktform. Neruda (José Secall) står i Stockholm og takker for den litterære nobelpris, som han modtog i 1971. Han har flashbacks til bestemmende situationer. Det er også her flugten gennem sneen i bjergene i 1948, som står mest centralt. Ebbo Demants tysk-franske Neruda (2004) er en tv-dokumentar i spillefilmslængde. 



**) Jeg besøgte Isla Negra i 2009, da min ældste datter fyldte 18 år, og vi rejste rundt i Chile i tre uger for at fejre det mindeværdigt. Vi så især frem til fem dage på Rapa Nui – det var på Påskeøen, at jeg opdagede Nerudas La rosa separada – men det var Santiago, Arica, en ekspedition over grænsen til Peru og især tre dage i San Pedro i Atacama-ørkenen i det nordlige Chile, som gjorde det største indtryk. Casa de Isla Negra ligger ved havet i El Quisco mellem Valparaiso og Santiago. Ejendommen er udsøgt indrettet, og digterens kolossale samling af konkylier, fossiler, kunst og kurisosa kommer til sin fulde ret. Der er meget at se i Chile. Det er værd at fortælle om en anden god gang. 

Neruda. Instr. og manus: Pablo Larraín. Foto: Sergio Armstrong. 107 min. Chile-Argentina-Frankrig-Spanien-USA 2016. Dansk premiere: 25.12.2017 


Fotos: CineMaterial/  FilmAffinity/ Camera Film/ Copper Canyon Press/ BGJ
Filmen streames (lån, køb eller leje) på Blockbuster, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.12.2017

torsdag den 24. september 2020

Pablo Larrain: El Club (2015)


HUSET VED STRANDEN
De udstødte præster i Chile

Af BO GREEN JENSEN

FIRE mænd lever diskret og isoleret i et lille anonymt hus på den lange chilenske Stillehavskyst. De har praktiske pligter, men er ellers overladt til sig selv. Tre gange dagligt mødes de i køkkenet for at spise de spartanske måltider, som husholdersken serverer. Kvinden siger mere end mændene tilsammen.
   Hver morgen træner Fader Vidal med sin hund. Ugens væddeløb er et højdepunkt for alle i huset ved stranden. Kvinden afvikler deltagelsen og hæver gevinsten. Mændene blander sig ikke med de lokale, men står i nærheden af banen og følger med. Når deres mynde vinder, er der råd til dessert og delikatesser.
    Det fremgår, at mændene er faldne præster, som Kirken har fjernet fra embedet, hvor de gjorde skade. De har alle fået chancer, før det kom så vidt. De hedder stadig Fader Vidal, Ortega, Ramirez og Silva. Men der er ingen ophørsdato på karantænen.
   Kvinden hedder Monica. Nonnen er der selv af en grund, men hun har en betroet stilling i forhold til Kirken. Søster Monica holder mændene til ilden med fast hånd og dedikeret hengivenhed. Sin brors vogter er hun i sandhed.
   Rutinen i huset er strengt monoton. Den udgør et ritual i sig selv: »Vi vågner og beder dagens første bøn. Så spiser vi morgenmad. Dernæst afholder vi messe. Vi spiser frokost klokken et. Så synger vi. Bagefter holder vi en lille pause. Klokken otte beder vi aftenbøn. Vi spiser middag klokken halv ni – hver dag.«
   Sådan bliver husreglerne præsenteret for Fader Lazcano, den femte præst, som næppe når at sætte sin kuffert, før hans nemesis, en hjemløs mand ved navn Sardokan, begynder at råbe ved muren. Sardokan beskriver, hvad Lazcano gjorde ved ham, da de var præst og messedreng. Siden har kun drikkeriet fungeret. 

   

PRÆSTERNE savner ensformigheden. I hvert fald er det næsten en lettelse, da Fader Lazcano forsvinder. Både de og søster Monica går til hundevæddeløbet med ny energi. Men denne gang vil pletten ikke gå væk. Kirken sender en kriserådgiver, Fader Garcia (Marcelo Alonso), som skal rydde op. Hele systemet er under vurdering.
   Fader Garcia er både præst og psykolog. Han tager hver af beboerne i forhør, og på den måde bliver der sat fortid på de lukkede ansigter. De pædofile overgreb er kun et punkt i synderegistret. Der er også præsten, som systematisk angav dissidenter i Pinochet-perioden, og præsten, som solgte de uægte børn i sit sogn.
   Skam og anger er abstrakte og i konteksten ret irrelevante begreber. Reaktionerne spænder fra stædig trods til storhedsvanvid og begyndende demens. Den fascistiske præst fortryder ikke noget som helst. Den affældige Fader Ramirez husker ikke længere, hvorfor han endte i huset ved stranden.
   Publikum får et særligt forhold til Fader Vidal (den altid fremragende Alfredo Castro).  Det er ham, som træner hundene, prøver at få kontakt med de lokale og har en gnist af liv tilbage i et limbo, hvor det altid synes at være morgen- eller aftenmørkt. Det er særligt svært at høre hans forklaring.

 
  
DEN effektive Fader Garcia ankommer med megen selvretfærdighed. Den bliver hen ad vejen pillet af ham. Den reneste mand ender med at stå som en hykler, måske den værste i huset, da det kommer til stykket.
   Pablo Larrain (f. 1976) markerede sig med en trilogi om det chilenske samfund i Pinochet-tiden, som han selv er for ung til at huske. Tony Manero (2008) og Post Mortem (2010) fik ikke dansk premiere, men den Oscar-nominerede NO (2012) og Jackie (2015), Larrains første engelsksprogede produktion, var også hér tilløbsstykker.
   El Club modtog Juryens Grand Prix på Berlinalen 2015. Det var længe den mest nuancerede film om krisen i den katolske kirke. Siden fulgte Todd McCarthys Spotlight, som blev årets Oscar-vinder. Francois Ozons Grâce à dieu (2018, da. Gud være lovet) bearbejder de krænkede voksnes erfaring. Også i Spotlight er præsterne gemt af vejen. Her ligger faciliteten i Boston.
   Spotlight er stærkere i statistikken og har sat et hold af journalister til at bore i Kirkens kolossale forklaringsproblem. Men El Club er ren og realistisk. Den ser virkelig sine karakterer, og ved, at mørket ikke forsvinder, fordi man forbyder natten ved lov.


El Club. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Guillermo Calderón, Daniel Villalobos, Pablo Larrain. Foto: Sergio Armstrong. 98 min. Chile 2015. Dansk premiere: 29.10.2015


Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Angel Films/
Filmen streames (lån. køb eller leje) på Google Play, iTunes, SF Anytime, Blockbuster og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.10.2015

onsdag den 23. september 2020

Enkens fortælling: Jackie (2016) [Pablo Larrain]


ENKENS FORTÆLLING
Jacqueline Kennedy Onassis 1929-1994

Af BO GREEN JENSEN

JOHN F. Kennedy blev myrdet i Dallas den 22. november 1963. Den formodede gerningsmand, Lee Harvey Oswald, døde to dage senere, da natklubejeren Jack Ruby skød ham af aldrig fuldt klarlagte grunde.
   Samme søndag foregik statsbegravelsen i Washington. Efter ceremonien på Arlington Cemetery tog præsidentens enke til Hyannis Port, Kennedy-klanens sommerresidens, for at overveje sin situation, mens Det Hvide Hus blev gjort klar til Lyndon og Lady Bird Johnson.
   Jacqueline Kennedy kontaktede selv den politiske kommentator Theodore H. White, en gammel ven af familien, og tilbød ham et interview. Artiklen »For President Kennedy, An Epilogue« stod i Life Magazine den 6. december.



DET var en forkommen kvinde, som talte med White. Jackie blev gift med den ti år ældre – og notorisk promiskuøse - John i 1953, da hun var 24 og nybagt kandidat i fransk litteratur. Der var fire graviditeter, men pigen Arabella var dødfødt, og drengen Patrick levede kun i to dage. Ved præsidentens død stod Jackie alene med Caroline på seks år og sønnen John Jr. på tre.
   Efter fem år giftede hun sig med skibsrederen Aristotle Onassis, og da han døde i 1975, blev hun til fabeldyret Jackie O, som hang ud med Andy Warhol, Truman Capote og Bianca Jagger. Hun var et stilikon gennem hele sit liv. Det sluttede i maj 1994, da hun døde af lymfekræft, 64 år gammel.



JFK-attentatet er Den Store Hvide Hval blandt konspirationsteorier, og forløbet er skildret fra alle tænkelige vinkler. Alligevel finder Pablo Larrains film en ny. Jackie fokuserer på ugen fra attentatet til interviewet med White – som bliver spillet af Billy Crudup og her er en mere generisk figur. Der er flashbacks i langt og kort perspektiv, men ingen ved, hvad der videre sker.
   Det er et solidarisk portræt af den blodtilstænkede kvinde, som stadig bærer et lyserødt sæt fra Chanel, da hun overværer indsættelsen af Lyndon B. Johnson. I filmens hjertescene kan hun endelig lægge det blodige tøj. I størknet tid husker hun skuddet, der knuste hendes mands hjerneskal. Strømperne må næsten skrælles af, før hun kan tage sit lutrende bad.


   
JACKIE er i vejen og bliver konstant puffet væk. Kun svogeren Robert spørger til hendes reaktioner, og det er ham, der insisterer på at respektere hendes ønske om en statsbegravelse efter Abraham Lincoln-modellen.
   Under interviewet med White er hun formel og kontrolleret. Hans artikel er berømt, fordi den lancerer myten om Kennedys regering som et amerikansk Camelot. Jackie citerede selv Lerner og Loewes musical: »Don’t let it be forgot/ That once there was a spot/ For one brief, shining moment/ Known as Camelot.«
   Filmen gør det anderledes. Sangen fra Camelot kører videre i udløbsrillen, da alle har forladt lokalet for at forsvinde ind i historien og blive til skyer.


  
PABLO Larrain, som er chilener, har tidligere demonstreret sit talent for at genskabe ældre mediebegivenheder. NO (2012) fortalte historien om reklamebureauet, som førte nej-kampagnen, der tvang præsident Pinochet fra embedet i 1988. Det bedste ved filmen var de rekonstruerede tv-spots.
   Her gør Larrain det samme med Kennedy-epoken. Jackie blev kritiseret for at bruge unødvendigt mange penge på en modernisering af Det Hvide Hus. For at vende stemningen, inviterede hun tv med ind i de nye, luftige stuer.
   Larrain genskaber optagelserne og viser de færdige billeder. Teknikernes attitude siger lige så meget om fordomsfuldheden, Jackie bliver mødt med, som de utålmodigt overbærende reaktioner i dagene efter attentatet.

   

NATALIE Portman giver en koncentreret fremstilling af den chokerede kvinde, som beslutter at tage kampen op. Caspar Phillipson fungerer udmærket som JFK, og Peter Sarsgaard er på hjemmebane som Robert Kennedy.
   John Hurt spiller præsten, som Jackie fører terapeutiske samtaler med. Han lyder ofte som en John Ford-karakter – »When the legend becomes fact, print the legend«. Noah Oppenheims manuskript har den samme idé, at undersøge hvordan myter bliver til.
   Ellers er det, når akkuratessen er behørigt beundret, svært at se, hvad filmen vil. Jo, den giver Jackies vinkel på sagen, men det er som med andre rekonstruktioner. Man siger: Ih, hvor det ligner, og åh, var det sådan. Men for rigtigt at bruge historien, må man have en klar og fast præmis.
   Filmen gør enkens fortælling konkret, og som et vindue på tiden er den interessant, fordi atmosfæren virkelig smager af 1963. Jackie nægter at være et offer – men er alligevel skildret netop som dét.



Jackie. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Noah Oppenheim. Foto: Stéphane Fontaine. 100 min. Chile-Frankrig-USA 2016. Dansk premiere: 12.01.2017.


Foto: CineMaterial/ FilmAffinity/ Time Warner/ Life Magazine
Filmen streames (lån, køb eller leje) på SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, Blockbuster, Netflix og Filmstriben 
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.01.2017

tirsdag den 22. september 2020

Valget i Chile: NO (2012) [Pablo Larrain]



EN DEL AF HISTORIEN
Da Chile tilvalgte demokratiet

Af BO GREEN JENSEN

DER findes adskillige film om det CIA-orkestrerede statskup, som i 1973 erstattede Salvador Allende, Chiles folkevalgte præsident, med general Augusto Pinochet Ugarte, militærjuntaens leder. Allende var socialist. Pinochet var nærmest erklæret fascist.
   Kuppet og terrorregimet er skildret i fiktionsfilm som Sebastián Alarcóns Nat over Chile (1977), Costa-Gavras’ Missing (1982), Bille Augusts Åndernes hus (1993), Betty Kaplans Of Love and Shadows (1994) og Ulf Hultbergs The Black Pimpernel (2007). Bedst er dog sekvensen af dokumentarfilm, som Patricio Guzmán begyndte med Battle of Chile (1975-79), fortsatte med Chile, the obstinate memory (1997) og afsluttede med Lysets nostalgi (2010).
   Der er til gengæld få beskrivelser af, hvordan landet slap af med diktatoren. Pablo Larrain fortæller en del af historien i NO, som bygger på skuespillet El plebiscito af Antonio Skárméta.
 

DET skete ved en folkeafstemning i oktober 1988. Man sagde si eller no til otte år mere med Pinochet. Regeringen havde selv udskrevet afstemningen, der dog aldrig var tænkt som et egentligt valg, snarere som et publicity stunt. Man gjorde det efter massive protester og økonomiske sanktioner fra verdenssamfundet. Kun Ronald Reagan og Margaret Thatcher var fans af de chilenske generaler.
   Styret havde befolkningens støtte før valget. Oppositionen var splittet i mange fraktioner, og middelklassens tavse flertal havde stort sendt vendt ryggen til politik. Chile var blevet et vanediktatur på linje med general Francos Spanien. Man kunne muligvis forestille sig en afstemning, hvor resultatet gik styret imod, men ingen troede for alvor på, at juntaen ville acceptere et nej.
   Valget var behørigt sat i scene. Før afstemningen skulle begge sider have sendetid i det statslige tv. Programmerne var for en sikkerheds skyld lagt om natten. Regimet førte en heroisk kampagne, der forherligede Pinochet. Modstanderne havde problemer med at enes om en fælles kurs. Man fremstillede vrede og grundige dokumentarfilm, som opregnede regimets forbrydelser og mindede befolkningen om de dissidenter, som var døde og forsvundne under Pinochet.


   
I NO – som blander fiktive og faktiske skikkelser - hedder oppositionslederen José Urrutia (Luis Gnecco). Han kan mærke, at indignationsstrategien kun taler til de i forvejen overbeviste. Han kontakter derfor reklamemanden René Saavedra (Gael García Bernal). Saavedra er uddannet i USA og har stor succes med at markedsføre alt fra læskedrikke til mikrobølgeovne i en optimistisk, ungdomsfejrende husstil.
   Saavedra er skeptisk og egentlig ret ligeglad med den politiske side af sagen. Opgaven er dog en fristende udfordring. Saavedra arbejder for Lucho Guzman (Alfredo Castro), som støtter Pinochet. Mens nej-siden vinder terræn, prøver Guzman at bestikke sin juniorpartner. Da Guzman overtager ja-kampagnen, er det for sent at vende stemningen. 56% af befolkningen siger nej til en ny tid med Pinochet.
   Larrains film rekonstruerer kampagnen og følger den skråsikre, opportunistiske Saavedra i måneden op til afstemningen. En af de bedste scener viser politikernes reaktion på hans skitse til en kampagne. Saavedra interesserer sig ikke for sårene og ofrene i den fælles erindring. Han sælger budskabet med humor og genbruger forførende tricks fra sine colareklamer. Han tegner et regnbuelogo. Flere fra oppositionen siger fra og vil hellere tabe end vinde på Saavedras præmis.


   
NO er optaget på Sony U-Matic, den professionelle videostandard i 80ernes tv-industri. Larrain kan på den måde bruge autentiske klip og føje dem sammen med rekonstruktioner. Endvidere får billedsiden en grynet tekstur, som man enten vil tænde eller stå af på. Især de store demonstrationer, som politiet slår hårdt ned på mod slutningen, er overbevisende genskabt. Saavedra deltager med sin søn, men han bliver aldrig et politisk dyr, skønt systemet truer og intimiderer. Han drives snarere af stolthed og ambitioner. Han vil vinde, fordi han kan.
   NO var Chiles kandidat til en Oscar, og filmen blev kortlistet sammen med bl.a. Michael Hanekes Amour og Nikolaj Arcels En kongelig affære. Ingen anden chilensk spillefilm er nået så langt ud i verden. Alligevel har man delte meninger i hjemlandet. Flere ser (stadig) ingen grund til at fejre øjeblikket, da politik blev en vare. Genaro Arriagada - modellen for filmens Savedraa – har kritiseret Larrain for at skildre tv-kampagnen som den eneste udslagsgivende faktor. Der var mange gode kræfter om at vælte Pinochet.

 

PABLO Larrain er født i 1976 og voksede op i en Pinochet-venlig familie. Han har tidligere undersøgt perioden i Tony Manero (2008) og Post-Mortem (2010). Han ved utvivlsomt alt dette. Ingen i filmen har rene hænder, og René Savedraa bliver kun en sympatisk person, fordi Gael Garcia Bernal fremstiller ham så karismatisk.
   Saavedra er samtidig en umoden, påståelig, apolitisk type i tiden. Alle i lokalet anfægtes, da en film viser sørgende mødre og enker, som danser for at skabe opmærksomhed om deres døde sønner og ægtemænd. Saavedra finder det kedeligt. Efter valget arbejder han fortsat for Guzman og sværger til stilen fra colareklamer.
   NO er både en blændende film og et fascinerende stykke mentalitetshistorie. Sådan væltede Chile sin diktator, lagde fortiden bag sig og glemte de politiske ofre. Larrain fremstiller denne proces. Han siger ikke nødvendigvis, at den var smuk.


NO! Instr.: Pablo Larrain. Manus: Pedro Peirano. Foto: Sergio Armstrong. 118 min. Chile 2012. Dansk premiere: 13.06.2013.


Foto: CineMaterial/ FilmAffinity/ Cannes Film Festival/ Reel Pictures
Filmes streames (lån, køb eller leje) på SF Anytime og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 14.06.2013

søndag den 20. september 2020

Stoisk feminisme: Ruth Bader Ginsburg 1933-2020



EN SUPERHELTINDE FRA VIRKELIGHEDEN
Ruth Bader Ginsburg 1933-2020

Af BO GREEN JENSEN

I 1993 blev Ruth Bader Ginsburg højesteretsdommer i USA. Så meget ved selv skolebørn. Det står i alle opslagsværker, inklusive Godnathistorier for rebelske piger (2016), som henvender sig til det yngste segment.
   Det var Bill Clinton, som udnævnte Ginsburg. Hun var ikke den første kvinde i embedet. Ronald Reagan havde udpeget den konservative Sandra Day O’Connor i 1981, men »RBG« kom med en radikal baggrund. Hun kæmpede for en fuld ligestilling af etniske grupper, sociale klasser og køn. Professoren fra Rutgers Law School blev på den måde et feministisk ikon.
   Ginsburg arbejdede, stædigt og utrætteligt, i en mandsdomineret kultur, som var mindre stemt for forandring end 2000erne og 2010erne. Det er dog en misforståelse at se historien som en stadig progressiv bevægelse. Kulturen i 2020 reagerer på en konsumerisme og chauvinisme, som blev normative værdier i 1980erne og 1990erne. Men årtusindeskiftets guldflipperkultur - som var kronede dage for typer som den unge Donald Trump, Jeffrey Epstein, Claus Riskjær Pedersen og for den sags skyld seriekrænkeren Clinton - reagerede på 1960ernes radikalisme og 1970ernes pragmatiske feminisme. Fra yippie til hippie til yuppie. Vi er snarere tilbage på sporet efter tyve års regressiv mellemtid, hvor fælleskulturen var distraheret af de geopolitiske omvæltninger i forbindelse med Berlinmurens fald.


I 2018, da Ginsburg fyldte 85, blev hun fejret i flere formater. Den demokratiske højesteretsdommer fortæller selv i dokumentaren RGB, som Julie Cohen og Betsy West skabte med fuld opbakning fra familien og det politiske miljø. Og hun medvirker i slutningen af On the Basis of Sex, Mimi Leders fiktionsfilm om den unge jurist, som er en sober og effektiv introduktion.*
   On the Basis of Sex er en kommerciel studiefilm fra Focus Features, men den demonstrerer, hvad Ginsburg faktisk fik gjort, hvor svært det var, og hvor megen aktiv og passiv modstand, hun mødte. RGB førte den første sag, som underkendte en forskelsbehandling på baggrund af kønnet. Hun vandt den i Højesteret, og afgørelsen skabte præcedens.

I 1956 bliver Ruth Bader (Felicity Jones) optaget på Harvard Law School, hvor kun ni ud af 500 studerende er kvinder. Hendes mand, Martin Ginsburg (Armie Hammer), er allerede immatrikuleret. Sammen har de datteren Jane, som bliver Ruths store inspiration.
   Dekanen Erwin Griswold (Sam Waterston) er en formidabel modstander. Han beder kvinderne begrunde, hvorfor de har søgt en plads, »som kunne være gået til en mand«. Ruth passer både sine egne og Martins studier, da han bliver syg, men hun kan ikke få dispensation og tage med ham til New York, hvis hun vil have en eksamen fra Harvard.
   Ruth flytter til Columbia Law School og bliver underviser på Rutgers University, da samtlige advokatfirmaer har sagt nej til at ansætte hende. Hendes forbillede er Dorothy Kenyon (Kathy Bates), en desillusioneret ligestillingspioner. Både Ruth og Martin bistår ACLU, en sammenslutning af borgerrettighedsorganisationer, hvor Kenyon er bestyrelsesmedlem.
 

I 1970 mødes Griswold og Ginsburg i Højesteret. Martin har fundet en sag, der kan bruges, fordi forskelsbehandlingen gælder en mand. En ungkarl får underkendt et fradrag til sygeplejersken, som passer hans demente mor. Ifølge skatteloven kan kun enlige kvinder foretage dette fradrag. Der bliver diskrimineret på baggrund af kønnet – i denne som i tusindvis af amerikanske love, der fastholder et antikveret kønsmønster.
   ACLU vil have Martin til at føre sagen. Direktøren Mel Wulf (Justin Theroux) mener, at Ruth lyder skinger og selvretfærdig. Han synes også, at der er vigtigere sager. Racisme og klassekamp for eksempel. Filmen er god til at skildre, hvordan kvindesagen altid skubbes i baggrunden og bliver noget, der kan vente, til de store problemer er løst.
   Ruth lyder virkelig skinger og kommer ikke godt fra start. Så finder hun sin stemme og taler fra hjertet om køn og fornuft. Griswold repræsenterer systemet. RBG vinder dagen for sin klient, begge køn og forfatningen.


SÅ til slut bliver det trods alt en Hollywood-film. On the Basis of Sex begynder i sædeskildrende Mad Men-modus og ender som e
t retssalsdrama i den amerikanske tradition.
   Der er tilsat pletter af lindrende humor. Ruth bliver vred, da hendes datter får topkarakter for sin opgave om Man dræber ikke en sangfugl. I hendes øjne er Atticus Finch en skændsel for advokatstanden. Han lyver jo om bevismaterialet.
   Der var flere sager i virkeligheden, og Mimi Leders film forenkler forløbet. Men der er hele vejen noget ægte i tonen, som aldrig får lov at blive opportunistisk. Den tørre juridiske fremstilling gør, at man som tilskuer begriber, hvor mange små sejre, der skulle til for at føre princippet igennem.
   Jeg har samme alder som RBG’s datter. Jeg husker 70erne, hvor vi hørte om Gloria Steinem og magasinet Ms., som havde Wonder Woman på forsiden, fordi tegneseriefiguren var en stærk og frigjort rollemodel. Vi hørte om politisk aktivisme, Vietnam-krigen og ACLU. Vi hørte aldrig om Ruth Bader Ginsburg, som var en superheltinde fra virkeligheden.
   RBG fik konstateret kræft allerede i 1999 og gennemgik fem behandlingsforløb. Men hun var aktiv i embedet til sin død. I 2018 udtalte hun sin aktive støtte til #MeToo-bevægelsen. Hun sagde, det var på høje tid, at kvinderne, som havde tiet, blev hørt.
   Der er en dyrekøbt visdom i denne film, som løfter den højt over gennemsnittet. En stoisk feminisme. Jeg så den med min egen teenagedatter, Rose på 15. Og var virkelig glad for, at hun tog med. Jeg tror, hun lærte mere i biografen end i skolen den dag.

*) On the Basis of Sex blev et velfortjent comeback for Mimi Leder (f. 1952). I 90erne var Leder et stort og lovende navn. Hun og generationsfællen Kathryn Bigelow (f. 1951) blev kendt som Hollywoods hårde kvinder, fordi de arbejdede i actiongenren. Leder instruerede thrilleren The Peacemaker (1997) med Nicole Kidman og George Clooney og sci-fi katastrofefilmen Deep Impact (1998) med håndelag og professionalisme. Så fik hun chancen for at skabe noget mere personligt med Pay It Forward (2000, da. Giv det videre), et sentimentalt lærestykke om, hvordan man vender skæbnen og påvirker verden i positiv retning ved at sende gode gerninger videre, så de kan vokse eksponentielt. Kevin Spacey havde - længe før sit fald ned i glemsel og kronisk unåde - den bærende rolle som læreren, der inspirerer sine elever. Pay It Forward blev (også i DK) en kostbar fiasko. Der gik ni år, før Leder igen fik en instruktøropgave med Thick as Thieves, en anonym actionfilm med Morgan Freeman og Antonio Banderas. Så ni år mere før On the Basis of Sex. Imens arbejdede Leder som tv-instruktør på serier som The West Wing, ERNashville, Smash og især The Leftovers (2014-2017), som hun var medproducer på. Efter On the Basis of Sex har hun arbejdet på HBOs The Morning Show. Da coronakrisen begyndte, var Leder i færd med at forproducere The Light We Lost, en filmatisering af Jill Santopolos roman.

On the Basis of Sex. Instr.: Mimi Leder. Manus: Daniel Stiepleman. Foto: Michael Grady. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 07.03.2019.

RBG. Instr. og manus: Julie Cohen og Betsy West. Foto: Miriam Cutler. 98 min. USA 2018. Dansk premiere: 14.02.2019.


Fotos: NFD/ Cinematerial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Mimi Leder-portrættet af taget af Ryan Schude for Vanity Fair
RBG streames (køb eller leje) på Viaplay, Blockbuster, C More, SF Anytime og Filmstriben
On the Basis of Sex streames (køb eller leje) på iTunes, Google Play, Blockbuster, Viaplay og SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.03.2019

tirsdag den 15. september 2020

Forvandlingens tid: En film om Robert Kennedy 1925-1968


FORVANDLINGENS TID
En film om Robert Kennedy og USA i 1968

Af BO GREEN JENSEN

FOR så vidt står det hele i første afsnit af Charles Dickens’ To byer (1859): »Det var den bedste tid, det var den værste tid, det var visdommens æra, det var tåbelighedens æra, det var troens epoke, det var vantroens epoke, det var lysets år, det var mørkets år, det var håbets vår, det var fortvivlelsens vinter, vi havde alt foran os, vi havde intet foran os, vi var alle direkte på vej til Himlen, vi bevægede os alle direkte den modsatte vej.«
   I den kollektive erindring er 60ernes slutning gledet i ét, en blomstrende magisk forvandlingstid, hvor historien begyndte for alvor. 1967 var Sergeant Pepper, San Francisco og »kærlighedens sommer«. 1968 var Hair, hippietid og den ny feminisme. I 1969 landede Apollo 11 i Stilhedens Hav, og 400.000 mennesker samledes om musikken i Woodstock. Vist kunne man høre krigen i Vietnam, men var det egentlig ikke en strålende tid, som pegede frem mod vor egen?
   Faktisk var 1968 et af de voldsomste år i nyere amerikansk historie. I Vietnam tabte man Tet-offensiven. Martin Luther King blev dræbt i Memphis den 11. april. Robert Kennedy blev skudt i Los Angeles den 5. juni og døde dagen efter på Good Samaritan Hospital. Sorte demonstranter blev nedkæmpet i South Carolina. Amerikanske soldater gik amok i Vietnam og udslettede landsbyen My Lai. I april var der blodige demonstrationer, som kun er trængt i baggrunden, fordi franske studerende henne i maj revolterede så spektakulært i Paris.
   I radikale kredse overvejede man muligheden for en amerikansk revolution. De mest ekstreme kræfter gik under jorden og kaldte sig en modstandsbevægelse, men flertallet veg tilbage efter de borgerkrigsagtige konfrontationer ved det demokratiske partikonvent i Chicago. Det var i august, samme måned som sovjetiske tropper besatte Prag og standsede fløjlsrevolutionen, mens Frankrig blev verdens femte atommagt.
   Ganske som nu var der dage, hvor man nødigt tændte for nyhederne. I den sidste ende blev Hubert Humphrey demokraternes bud på en blød præsident, og hvis et historisk vindue havde åbnet sig i marts, da Robert Kennedy bekendtgjorde sit kandidatur, blev det lukket igen i november, da nationen valgte Richard Nixon som leder. Seks år senere, efter Ohio State og Watergate, da de sidste helikoptere lettede fra den amerikanske ambassade i Saigon, var man begyndt at se tilbage på 1968 som en uskyldig tid.


DE 22 karakterer, som Emilio Estevez skriver frem og følger i Bobby, kan naturligvis ikke vide, at de lever midt i et stort tidehverv. Det kan man sjældent i virkeligheden, hvor historien sker for os samtidig med, at hverdagen er der som altid. Somme tider er man åben for forandring, når ens eget liv kunne bruge en ændring. Andre gange, og faktisk for det meste, er man ikke vild med en voldsom forandring, men klynger sig til, hvad man ved, at man har.
   Sådan er det også med gæsterne og de ansatte på Ambassador Hotel i Los Angeles, dét med den legendariske natklub »The Cocoanut Grove«. Filmen følger dem over et døgn, nærmere bestemt den 4. juni, hvor man gør klar til ved midnat at holde receptionen, som fejrer Robert Kennedys sejr i det californiske primærvalg. Det er stort, men alligevel ikke så stort. Netop dette hotel har lagt rum til så meget og set dem alle komme og gå.
   Den pensionerede dørmand (Anthony Hopkins) kommer hver dag og sidder i foyeren sammen med sin gamle kollega (Harry Belafonte). De spiller skak og fortæller hinanden historier, som begge kender til hudløshed. I hotellets skønhedssalon bliver en alkoholiseret sangerinde (Demi Moore), der er begyndt at føle kulden i kroppen, gjort smuk før aftenens optræden. Imens går hendes mand (Estevez selv) tur med hunden og føler sig rig og tilovers.


KOSMETOLOGEN
 (Sharon Stone) har en vis distræt medlidenhed med stjernen, men er selv bekymret for sit ægteskab med hotellets direktør (William H. Macy), som netop denne dag fyrer sin småracistiske køkkenbestyrer (Christian Slater), der ikke vil give den sorte kok (Laurence Fishburne) og de mexicanske køkkendrenge (Freddy Rodríguez og Jacob Vargas) fri til at stemme. Køkkenchefen lader derfor kosmetologen vide, at hendes mand for tiden ligger i med den kønne lyse kvinde (Heather Graham) fra omstillingen.
   I salonen sidder endvidere pigen (Lindsay Lohan), som næste dag skal giftes med en skolekammerat (Elijah Wood), så denne ikke sendes til Vietnam. En tjekkisk jornalist (Svetlana Metkina) bestormer Kennedys kampagneleder for at få et interview med kandidaten. Hun fortæller ham om Dubcek, der samme forår har trodset Moskva. Banale ordvekslinger eksponerer historien. Andre kunne finde sted til enhver tid. For eksempel er en forretningsmand (instruktørens far, Martin Sheen) blevet kærlig efter en depression. Det skal hans hustru (Helen Hunt) vænne sig til at håndtere.


ALLE er de døgnvæsener, som simrer i dråben af harpiks, der med tiden vil størkne og blive til rav. På afstand ser man dem som noget særligt, men i øjeblikket er de der bare. Dagen går med stort og småt, mens receptionen rykker nærmere. Ved midnat ses både præsidentkandidaten (Dave Fraunces) og drabsmanden (David Kobsantzev) i strømmen af gæster, som fylder den store balsal. Også hovedparten af de nævnte mennesker fra hotellet er til stede, og i filmens sidste minutter bliver det klart, at de ikke er udvalgt tilfældigt.
   På en måde er filmen et udførligt set-up, der bygger op til scenen, hvor skuddene falder i hotellets køkken. Bobby interesserer sig ikke for de konspirationsteorier, som også dette attentat er omgærdet af. Filmen er knapt nok interesseret i Kennedy, som Estevez næsten altid klipper væk fra eller filmer fra siden, så man primært fornemmer et nærvær. Det vigtige er at isolere og fastholde øjeblikket, da drømmen om Amerika døde.



MAN kan diskutere, om det lykkes, men ambitionen gør Bobby til noget særligt. Estevez skrev manuskriptet i 2001, før angrebet på World Trade Center, men efter George W. Bushs knebne valgsejr over Al Gore. Den amerikanske venstrefløj havde støttet Gore og promoveret ham så aktivt, som man i sin tid sluttede op om Robert Kennedy. Man kan ikke påstå, at filmen underspiller den historiske parallel. Bobby kan i vid udstrækning ses som en amerikansk elegi over det svigtede demokratiske løfte.
   Robert Kennedy havde sikkert gjort en forskel. Han ville ud af Vietnam. Han ville give det sorte Amerika oprejsning for mordet på King. Han ville forhandle med Sovjetunionen og lægge lovgivningen i føderale hænder. Den 42-årige præsidentkandidat var det reaktionære Amerikas mareridt. Teorierne om en bestilt likvidering, som til overflod er fremført i forbindelse med mordet på hans mere pragmatiske storebror, giver mening i relation til RFK. Estevez kunne derfor have drejet en pendant til Oliver Stones JFK (1991), som har de samme sædeskildrende kvaliteter, men sætter dem over styr ved at være så monoman i sin bestræbelse på at »opklare« Kennedy-mordet.
   Det har Estevez heldigvis ikke gjort. Han har dog heller ikke udvundet essensen af USA i 1968, som det nok har været hensigten. Der er mere autentisk tidsånd i mainstreamfilm som Robert Zemeckis’ Forrest Gump (1994) og førnævnte Stones Born on the Fourth of July (1989). Estevez har lavet en stjerneparade med politisk korrekt undertekst, en film der føles mere som en langstrakt episode af den sympatiske serie American Dreams (2002-2005).*


SOM myldrebillede af et sted fungerer filmen upåklageligt. Estevez har utvivlsomt set Robert Altmans ensemblefilm med fornøjelse. Bobby har samme sædeskildrende ambition, og ligesom Altman jonglerer han med et hold spillere, der får helstøbte mennesker ud af en skitse. Altman havde dog ikke bøjet sit budskab i neon. Der er meget Nashville (1975) over Bobby, men Altman ville følge en tilfældig dag i 1968 og kalde filmen for Ambassador.
   Der er mere soap end zeitgeist i Bobby. Vist engagerer man sig i gruppebilledet, men det lykkes ikke at skabe en overbevisende forbindelse mellem de skildrede liv, 1968 i Amerika og mordet på Robert Kennedy.
   Via dørmanden John Casey peger Estevez selv på Grand Hotel (1932) som en inspirationskilde. Edmund Gouldings tidlige tonefilmsklassiker, der primært huskes for Greta Garbos skyld, har sit udspring i Vicki Baums roman Menschen im Hotel (1929), som Max Reinhardt i 1930 forvandlede til en teaterforestilling. Her balancerer social sædeskildring og højt melodrama, og filmen er et ursted i genren, hvor mennesker mødes og skilles i et tidsvindue på en berømt lokalitet. Airport, Earthquake, Poseidon, Titanic. Desværre minder Bobby mere om de film end om Nashville, Short Cuts og Gosford Park.


ESTEVEZ bruger ikke mindst musikken til at skabe en fornemmelse af tid og sted. Typisk er der dog tale om de sædvanlige hits fra den store jukebox med »golden oldies«, sange som bruges i flæng, når som helst nogen vil signalere 60erne, Vietnam-modstand og flower power: Donovans »Hurdy Gurdy Man«, »California Dreamin’« med The Mamas & the Papas osv.
   Den intelligente undtagelse findes i scenen, hvor to unge mænd (Brian Geraghty og Shia LeBoeuf) fra Kennedy-kampagnen køber græs hos en pusher (Ashton Kutcher). Denne introducerer dem til LSD, og Estevez skaber en fornem sekvens, hvor de tre mænd tripper i lejligheden. Et tv ofres til neonguden, og døren i stuen åbner direkte ud til krigen i Vietnam. Scenen fungerer netop, fordi den ikke anvender Jefferson Airplanes »White Rabbit« som akkompagnement.
   I stedet bruger Estevez sangen »Initials« fra Hair. Gerome Ragni og James Rados tidehvervsmusical havde premiere på Biltmore Theatre i New York den 29. april 1968 og var virkelig alle vegne i tidens mediestrøm. Før den blev kitsch, var den vildt progressiv og bar ved sin første opsætning undertitlen »The American Tribal Love-Rock Musical«. Det var sådan en sang, der kunne spille i hovedet på to pæne drenge, som flirtede med at tage syre i sommeren 1968.



DA Kennedy kort efter midnat begynder på sit livs sidste tale, skruer Estevez ned for reallyden og lader Paul Simons »The Sound of Silence« fylde soundtracket ud. To sæder fra mig griber en kollega fat i sin blok. Vedkommende noterer formentlig, at Bobby på tidstypisk vis er så bange for at kede, støde og være politisk, at vi kun må høre en bid af Kennedys tale:
   »Hvad jeg mener må være ganske klart er, at vi kan arbejde sammen, når det kommer til stykket. Og uanset det som er sket med Amerika i de seneste tre år – splittelsen, volden, skuffelsen med hensyn til vort samfund ... hvad enten det gælder kløften mellem sorte og hvide, mellem de fattige og de mere velstillede, mellem aldersgrupper eller om krigen i Vietnam – kan vi begynde at arbejde sammen igen. Vi er et stort land, et uselvisk land og et barmhjertigt land. Og jeg har til hensigt at gøre dét til fundamentet for mit kandidatur...«
   Imidlertid har man næppe tænkt tanken, før talen alligevel følger. Blot har Estevez for effektens skyld gemt den til billederne af de panikslagne, blodtilstænkede gæster i Ambassadors køkken og balsal. Det er et af flere eksempler på, hvordan filmen ofte gør sig for mange tanker og bærer præg af at være skrevet igennem så mange gange, at man formelig hører hvert komma. Det havde virket stærkere, hvis Sirhan Sirhan bare tog sigte og skød, men Estevez er opsat på at forkynde.




DET giver sjældent mening at skrive om filmen, som kunne have været. Alligevel må det siges, at en stor chance tabes på gulvet under titelsekvensen til slut. Estevez ledsager den med »Never Gonna Break My Faith«, en besværgende blanding af gospel og hiphop, fremført af Aretha Franklin og Mary J. Blige. Imens ser man autentiske fotos fra bisættelsen.
   Estevez var selv syv år i 1968. Netop dén forskudte vinkel på tiden, som hele filmen på godt og ondt bærer præg af, er fastholdt i Mary Chapin Carpenters coming-of-age-sang »Stones in the Road«. Efter Kennedys død blev hans kiste kørt med særtog tilbage til østkysten. For Carpenter er dét madeleinekagen: »When I was ten my father held me/ On his shoulders above the crowd/ To see a train draped in mourning/ Pass slowly through our town/ His widow kneeled with all their children/ At the sacred burial ground/ And the tv glowed that long hot summer/ With all the cities burning down.«
   Der er betydeligt mere af tidens farve og børnenes sjæl i den sang, end i den banale bannerhymne, som Bryan Adams har skrevet til Franklin og Blige. Omvendt skal der ikke herske tvivl om, at Bobby er en intelligent mainstreamfilm om politiske løfter og skuffet forventning. En sjælden film, der taler til tiden om tiden og kommer fra Hollywoods progressive kvarter.

*) Teksten er skrevet i 2006, og jeg havde glemt Americans Dreams, som i Danmark blev sendt på TV2. Jonathan Prince skabte serien, som følger medlemmerne af familien Pryor, en (hvid) katolsk middelklassefamilie i Philadelphia, Pennsylvania, fra 1963 til 1966. Der er tre sæsoner og 61 episoder à 60 minutter. Serien er fuld af tidens musik og gør meget ud af at citere og rekonstruere musikprogrammet American Bandstand (1952-1989), som Dick Clark producerede og var vært på i mere end 30 år.
   Dick Clark (1929-2012) producerede American Dreams i samarbejde med NBC Productions. Familiens teenagedatter, Meg Pryor (Brittany Snow), bliver fast danser på American Bandstand, der brugte ungdom i studiet på samme måde som britiske Top of the Pops og danske musikprogrammer.
   Jack Pryor (Tom Verica) driver en radioforretning, så tidens tv indgår naturligt i serien. Tonen er eftertænksom, de forskellige karakterer og spor i historien afspejler tidens sociale og kulturelle forandringer. Helen Pryor (Gail O'Grady) læser Mary McCarthys The Group og siger fra over for barn nummer fem. Pilotepisoden kulminerer i nyheden om drabet på JFK.
   American Bandstand præsenterede både hvid pop som The Beach Boys og afro-amerikanske R&B-kunstnere som Martha Reeves and the Vandellas ("Dancing in the Street").  Borgerrettighedsbevægelsen, spirende feminisme, modstanden mod krigen i Vietnam, alle de store temaer fra 60erne bliver behandlet med alvor.
   American Dreams er som sunket i jorden. Serien streames ikke nogen steder i Europa og udkom aldrig på dvd i region 2. Jeg syntes så godt om den, at jeg anskaffede et boxsæt med alle episoder (og Bandstand-klip i fuld længde) fra Universal. Jeg genså den, da jeg fandt denne tekst. Serien holder og kan ses som et hængsel mellem The Wonder Years (1988-1993) og Mad Men (2007-2015). Tone og temaer foregriber sidstnævnte. Måske er det derfor, at American Dreams blev fortrængt.
   Emerson Hart fra Tonic skrev temasangen "Generation", som modtog flere priser i 2003. Ved dét års TV Land Awards blev den kåret som vinder i kategorien 'Future Classic'. I 2020 ligger den end ikke på Spotify, skønt platformen tilbyder flere spilelister med numre fra American Dreams og et par af Harts soloalbum. Her er den i titelsekvensen fra tredje sæson:  



Bobby. Instr. og manus: Emilio Estevez. Foto: Michael Barrett. 120 min. USA 2006. Dansk premiere: 25.06.2006


Fotos: TWC/ FilmAffinity/ CineMaterial
Filmen streames (lån, køb eller leje) på SF Anytime og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.12.2006