To versioner: Løfte ved daggry | Promise at Dawn (1970/2017)

NÆSTEN SOM EN ELSKER

Alias Romain Gary 1914-1980

Af BO GREEN JENSEN

»OM nødvendigt skal du gå i døden for mig«. Der findes forældre, som ikke giver slip, og litaueren Nina Kacew (1879-1941) må have været en frygtindgydende mor. Hun gjorde alt for sin søn, og hun krævede, at han – som minimum – gav sit yderste for at indfri de drømme om storhed, hun drømte for ham.

   Der var ingen far i Roman Kacews liv. Nina og drengen forsøgte at skabe en stabil hverdag i en omskiftelig tid. For Roman begyndte verden i Vilnius i 1914. Nina – som faktisk hed Mina Owczyńska – talte ofte om sin teaterkarriere i Moskva. Hun pyntede sikkert på sandheden. Som voksen forfatter fik Roman hang til mytomani og flydende identiteter. Også disse træk havde han fra sin mor.

   I de første scener af Løfte ved daggry prøver Nina at overleve som hattemager. Hun møder sin søn efter skole i sneen. Da de kommer hjem, har en nabo tilkaldt politiet, som endevender lejligheden. Der er tilråb om »den jødiske luder«. Nina trækker drengen ud i gården og råber op til naboerne: »Her er min søn. En dag bliver han ambassadør, en stor kunstner, en nationalhelt, en mand, man ser op til!«

   Stemningen skifter fra ren skadefryd til munter hoveren. Drengen elsker og hader sin mor. Han skammer sig og er alligevel stolt. Han lover at blive den mand, hun vil have. Tyve år senere lykkes det for ham.

ROMAN Kacew tog navnet Romain Gary og blev en litterær stjerne i efterkrigstiden. Bøger som Les racines du ciel (1956, da. Himlens rødder) og La promesse de l'aube (1960, da. Morgenrødens løfte) blev læst verden over, også i Danmark. Han skrev 34 bøger i alt.

   For Afrika-romanen Himlens rødder, en filosofisk stemt traktat om elefantdrab og økologi, modtog Gary den ærefulde Goncourt-pris. Senere, da han blev kritiseret for at gentage sig selv, skrev han fire bøger under navnet Émile Ajar, nu med en ny stemme, der skaber sin egen gadejargon. Også Ajar-romanen La vie devant soi (1975, da. Du har jo livet for dig) vandt Goncourt-prisen, som en forfatter ellers kun modtager én gang. Først i den posthumt udgivne Vie et mort d'Émile Ajar (1981, da. Émile Ajars liv og død) røbede Gary, hvordan tingene hang sammen.

   Han fik et fantastisk liv. Løfte ved daggry slutter i 1945, da Gary som krigshelt rejser hjem med debutbogen Éducation européenne (da. Nattergalen synger stadig) i hånden. Piloten blev virkelig diplomat, som Nina havde forudset. I 1951 blev han Frankrigs FN-ambassadør, og han endte som generalkonsul i Los Angeles, hvor han skrev romanen om sin mor.

ERIC Barbiers filmatisering begynder i 1960, da Garys første hustru, englænderen Lesley Blanch (som lige nu bliver genopdaget for erindringsfantasien A Journey into the Mind’s Eye) finder ham syg og næsten psykotisk. Han vil køres til Mexico for at dø. Hun ser på siderne, han har skrevet. »Det er et testamente,« siger han. »Det er historien om min mor.«*

   Gary døde ikke. Han forlod Lesley Blanch og giftede sig i 1963 med Jean Seberg, den amerikanske skuespillerinde, som efter gennembrudsroller i Otto Premingers Saint Joan (1957, da. Jeanne d'Arc) og Bonjour Tristesse (1958, da. Farlig sommerleg) var blevet et fransk stilikon i kraft af sin medvirken i Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs). Gary udfordrede Clint Eastwood til en duel, da Eastwood og Seberg kom tæt på hinanden under indspilningen af Paint Your Wagon (1969, da. Når guldfeberen raser). I Løfte ved daggry ser vi Gary duellere i London. Så giver anekdoten mere mening.**

   Seberg begik selvmord i 1979. Roman sagde ved et pressemøde, at FBI havde forfulgt hende i årevis. Imens skrev han videre som Romain Gary, som Émile Ajar og som Shatan Bogat. Han instruerede to film med Jean Seberg og skrev selv med på manuskriptet til The Roots of Heaven (1958), John Hustons filmatisering af Himlens rødder. Han var 66 år gammel, da han tog sit liv i 1980.***

CHARLOTTE Gainsbourg gør skikkelsen til sin egen og skaber en utrolig, men fuldkommen overbevisende karakter. Kun i Lars von Triers film har hun lagt så store kræfter i. Pierre Niney hverken kan eller skal overskygge hende som sønnen, der er blevet voksen.

   Formen er flimrende impressionistisk – som i Garys bøger – og der er fine sætstykker fra perioden. Sneen i Vilnius, solen i Nice, hvor Nina driver et hotel og udvikler diabetes; scener fra en natklub i London under Blitzen, hvor de optrædende bærer gasmasker; fra en afrikansk mission, der bliver baggrunden for Himlens rødder.

   Tilbage i Nice erfarer Roman, at Nina har fremdateret brevene, som drev ham de sidste år under krigen. Hun er der ikke mere. Hun vil aldrig se, at han indfriede løftet. Han gjorde det hele for hende. »Det er bare aldrig nok,« siger han til Lesley Blanch.

   Alle vegne møder mor og søn en udtalt antisemitisme. Det tætteste på et godt sted er hotellet i Nice. Som niårig bliver Roman forelsket i en pige på otte. Han har en rival, og pigen spiller dem ud mod hinanden. Den anden har spist jord for hendes skyld. En konkurrence udarter, den første duel: Drengene spiser snegle og frøer. Nina er tilfreds, da hun hører, at der ligger kærlighed bag kappestriden.

   

PSYKOLOGIEN vil ikke være dyb. Den er snarere holdt i primærfarver. Men er man åben for den høje, vildt ujævne stil – der passer godt til begge fantaster – giver Løfte ved daggry meget igen. Efter tre kvarter går drengen Roman i vandet ved Nice. Da han kommer op, er han blevet til manden Romain.

   I den bedste scene går mor og søn i biografen. De ser Der weisse Teufel (1930, da. Den hvide djævel) med Ninas idol, Ivan Mosjoukine, som i zartiden var en russisk Valentino. Straks begynder drengen at se sig selv som Mosjoukine. Som voksen modtager han en medalje. Et kort øjeblik er det drengen, som bærer en hvid uniform, der siger tak.

   Også i virkeligheden hævdede Gary, at Ivan Mozzjukhin (1889-1939) var hans rigtige far. Han var næsten som en elsker i forhold til sin tigermor. Lykkelig blev han aldrig. På en måde gik han i døden for hende.****

LØFTE ved daggry er den anden filmatisering af Morgenrødens løfte. I Jules Dassins meget håndfaste version fra 1970 blev mor Nina spillet af Melina Mercouri. Den blacklistede amerikanske eksilinstruktør og den politisk engagerede skuespillerinde (som siden blev Grækenlands kulturminister 1981-94) fik en verdenssucces og fandt noget særligt, da han instruerede dem sammen i Never On Sunday (1960, da. Aldrig om søndagen).

   Dassin spiller selv amerikaneren Homer, som forelsker sig i den prostituerede Ilya. Parret blev gift i 1962, og hun medvirker siden i alle hans film. De film blev dog aldrig, hvad The Naked City (1948, da. Den nøgne by), Night and the City (1950, da. Nat over storbyen) og Du rififi chez les hommes (1955, da. Guld på gaden) havde været. Kun kupfilmenTopkapi (1964), en kulørt Rififi-efterklang, overlever. Dassin og Mercouri blev et populært power couple. I 1970 var de i deres mest selvfejrende form, og der var ingen til at sige fra i forløbet. 

   Promise at Dawn er en meget anstrengende film, som Mercouri fylder helt ud med sin fremstilling af kvinden, der på alle måder er alt for meget. Mercouri var sjældent subtil eller stille, og når hun med vilje eksponerer stort, er effekten som flødeskum på flødeskum gange ti. Dassin spiller selv Ivan Mosjoukine, som her er drengens far uden tvivl.

   Dassin og Mercouri tager i det hele taget Mina Kacews egen version for pålydende. Der er en meget lang og knirkende mellemakt om hendes forsøg på at overleve som fransk modeskaber i nøjsomhedens Polen. Helhedsvirkningen er som en blanding af Fred Zinnemanns Julia og Huset på Christianshavn.

   Noget andet er så, at flere scener faktisk er optaget i Leningrad og har fin atmosfære, især når de udspiller sig halvt i virkeligheden, halvt i mor og søns fantasi. Den voksne Romain Gary bliver spillet af Assaf Dayan (1945-2014), som var søn af den daværende israelske forsvarsminister, Moshe Dayan. Promise at Dawn fik høfligt positive anmeldelser, også ved sin danske premiere. Det er fantastisk, at filmen ikke er ældre. Den virker som noget fra 1940ernes slutning, da fælleskulturen skulle rekalibrere.

   Også Barbiers film er anakronistisk i sit anslag. Men den stoler på sin mor/søn-historie, og der bliver ikke brugt urene tricks. Man får faktisk lyst til at læse romanen. Og at se på den gamle verden igen, måske med mindre kronologisk arrogance og mere empati, som er uden for tiden. I hvert fald kan oplevelsen varmt anbefales.  

   

NOTER

*) Lesley Blanch (1904-2007) og Romain Gary var gift fra 1944 til 1961. Muligvis fandt de sammen i mytologien omkring det russiske imperium, som Blanch skrev begejstret om i en lang række bøger. I The Wilder Shores of Love (1954) tegner hun fire søsterportrætter af kvinder, som fulgte deres lidenskab og skrev om at rejse: Isabel Burton, Jane Digby, Aimée du Buc de Rivéry og Isabelle Eberhardt. Hendes egen favorit blandt sine bøger var The Sabres of Paradise: Conquest and Vengeance in the Caucasus (1960), men værket som virkelig rykker er Journey into the Mind's Eye: Fragments of an Autobiography (1968), en næsten psykedelisk blanding af rejseskildring og selvbiografi. Blanch var ti år ældre end Gary, men hun overlevede ham med 40 år. Hun døde 102 år gammel i 2007. Hun skrev en sen erindringsbog, Romain (1998). I 2015 udkom sampleren On the Wilder Shores of Love: A Bohemian Life (Virago Books). I 2018 genudgav New York Review of Books Journey into the Mind's Eye i sin klassikerserie.

**) Jean Seberg (1938-1979) kom på FBI-direktøren J. Edgar Hoovers sorte liste, da hun indledte et forhold til aktivisten og borgerrettighedsforkæmperen Hakin Jamal (1931-1971) fra Nation of Islam og engagerede sig i det radikale afrikansk-amerikanske miljø. Benedict Andrews skildrer hendes sidste svære år i filmen Seberg (2019), hvor Jean Seberg bliver spillet af Kristin Stewart. Yvan Attal – der i parentes bemærket er gift med Charlotte Gainsbourg – har rollen som Romain Gary. Filmen rammer tidens look på kornet (fotografen er Rachel Morrison, scenografien skyldes Jahmin Assa), og Kristen Stewart spiller Seberg med samme febrilske skrøbelighed, som hun to år senere investerer (og formentlig bliver bedt om at gentage) i Spencer, Pablo Larrains film om prinsesse Diana. Desværre er filmen samtidig meget firkantet og ved ikke helt, hvad den vil være. Seberg fik ikke dansk biografpremiere. Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy.

Garys to film som instruktør er vidt forskellige og interessante, skønt ingen af dem kan kaldes vellykkede. Les oiseaux vont mourir au Pérou (1968, da. På en strand i Peru) er et anstrengt erotiseret kvindeportræt i den prætentiøse arthousestil, som også Alain Robbe-Grillet (1922-2008) [nouveau roman-forfatteren, som skrev manuskriptet til L'année dernière à Marienbad (1961, da. Sidste år i Marienbad), et totemværk for nouvelle vague-generation, sammen med instruktøren Alain Resnais] benytter i sine sadomasochistiske genrestykker. Sammen med Jack Cardiffs The Girl on a Motorcycle (1968, da. Pigen på motorcyklen) var Birds in Peru blandt de første titler, som fik britisk premiere med en x-rating. Kill! Kill! Kill! Kill! (1971, da. Den beskidte vej) er trods sin sensationalistiske, Russ Meyer-agtige titel et mere stringent sammenkog af selvtægtsthriller og international spændingsfilm. Begge titler er sjældne og svære at finde, men Birds of Peru ligger faktisk på YouTube og kan når som helst blive genopdaget. Hvis nicheudgivere som Powerhouse Indicator eller Radiance Films ikke allerede er undervejs med en 4K-udgave af Kill! Kill! Kill! Kill!, kan det kun være et spørgsmål om tid og rettigheder, der skal cleares.   

***) The Roots of Heaven er en forbavsende glansløs filmatisering, som ellers har de bedste forudsætninger. John Huston (1916-2008) havde skabt et af sine hovedværker, da han instruerede Katharine Hepburn og Humphrey Bogart i The African Queen (1951, da. Afrikas dronning), som blev optaget (delvist) på stedet i (daværende) Belgisk Congo (nu DR Congo) og Uganda under legendarisk strabadserende forhold. Seks år senere er Himlens rødder derimod en friseret og næsten søvndyssende safarifilm, optaget i Tchad, som var en del af Fransk Ækvatorialafrika fra 1910 frem til 1960.

   Det burde være interessant at se den alkoholiserede Errol Flynn (1909-1959) i en af sine sidste filmroller, men han spiller rollen som Major Forsyth med tilforladelig distance. Trevor Howard (1913-1988) er castet som idealisten Morel, der holder taler med økologisk budskab hvert femte minut og modarbejder ugideligheden hos sine fæller. Det var Patrick Leigh-Fermor (1915-2011), den beundrede rejseforfatter, som bearbejdede Romain Garys bog. Det gør han, så ingen i salen kan være i tvivl om budskabet: Lad elefanterne være i fred! Juliette Gréco (1927-2020) nærer romantiske følelser for den tyve år ældre Morel. Orson Welles og Herbert Lom medvirker, og savannen lever i d.o.p. Oswald Morris' fremstilling.

   Helhedsindtrykket er af en film, som kalkerer ideen om, hvordan en Afrika-film skal se ud. Den ligner i slående grad Henry Kings filmatisering af Ernest Hemingways The Snows of Kilimanjaro (1952, da. Sneen på Kilimanjaro [skønt titlen rettelig burde være Afrikas grønne bjerge] med Gregory Peck, Susan Hayward og Ava Gardner i en lignende kombination. Det gælder ned til plakaternes ikonografi. Det er ikke sært. Begge film havde Darryl F. Zanuck (1902-1979) fra 20th Century Fox som personligt engageret producer.

   Huston, der siden beklagede filmen, havde sit hjerte andre steder. John Wayne-filmen The Barbarian and the Geisha (da. Barbaren og geishaen) fra samme år er næsten værre endnu. Han tog erfaringerne fra at instruere et vejrbidt sæt med sig til The Misfits (1961, da. De frigjorte), hvor Clark Gable er den aldrende stjerne mellem Marilyn Monroe og Montgomery Clift. Romain Gary var forståeligt skuffet over både The Roots of Heaven og Promise at Dawn. Ikke mindst derfor gik han selv i gang med Birds in Peru og Kill! Kill! Kill! Killl!.

****) Ivan Ilyich Mosjoukine eller Mosjukin eller Mozzhukhin var født i Kondol ved Saratov i det nuværende russiske Penza-oblast. Hans mor var præstedatter, hans far var forvalter hos den adelige Obolenskij-familie, som mistede sine besiddelser efter revolutionen i 1917. Han var tilmeldt jurastudiet i Moskva, da han sluttede sig til et teaterkompagni fra Kyiv i Ukraine, som dengang hørte under det russiske zardømme. Fra 1911 til 1917 medvirkede han i en lang række russiske produktioner, som han selv producerede, fra Kreutzersonaten (efter Lev Tolstoj) til Spar Dame (efter Aleksander Pusjkin). Han efterlod sit selskab og kopier af zartidens film i 1917, da han flygtede til Krim efter oktoberrevolutionen. Det var med optagelser af Mosjoukines ansigt, at Lev Kulesjov (1899-1970) i 1918 demonstrerede teorien bag Kolesjoveffekten (dvs. at ny betydning skabes ved sidestilling og sammenklip af eksisterende materiale, heraf brugen af montage, som er et dominerende stilgreb i sovjettidens stumfilm.)

Fra 1920 arbejdede Mosjoukine i Frankrig. I 1927 tog han til Hollywood, hvor flere af de europæiske succeser var blevet distribueret, da der opstod et marked for eksotiske matineidoler efter Rudolph Valentinos død. Han medvirkede kun i en enkelt amerikansk produktion, Surrender (1927), var herefter aktiv i de tyske UFA-studier (frem til nazisternes magtovertagelse) og endte ved udgangspunktet i Frankrig, hvor film som Jules Verne-eventyret Michel Strogoff (1926, da. Kejserens Kurér) stadig er i høj kurs.

   Mosjoukine var gift tre gange, anden gang med danskeren Agnes Petersen (1906-1973). Der weisse Teufel, som Nina og Romain ser sammen i Løfte ved daggry, er en tysk produktion fra 1930, optaget som stumfilm, efterfølgende forsynet med et lydspor. Filmen er i public domain og kan ses i fuld længde på Wikipedia.

   Det er uklart, hvilken russisk produktion, Mosjoukine arbejder på i Promise at Dawn, da Nina og Romain opsøger ham på settet. Men der er ingen fysisk lighed mellem den unge russiske skuespiller og den aldrende komiske superkrukke, som den 60-årige Jules Dassin fremstiller. Mosjoukine havde en af sine største og mest nuancerede roller i René Barberis franske Casanova fra 1927. Også den film er fri og kan ses på Wikipedia. 

La promesse de l'aube (Løfte ved daggry). Instr.: Eric Barbier. Manus: Eric Barbier, Marie Eynard. Foto: Glynn Speeckaert. 131 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 07.03.2019.

Promise at Dawn (Løfte ved daggry). Instr. og manus: Jules Dassin. Foto: Jean Badal. 99 min. USA-Frankrig 1970. Dansk premiere: 14.02.1972.

Fotos: Jerico/ Pathé Distribution/ Nexus Factory/ Umedia/ TF1 Films Production/ Lorette Cinéma/ Menemsha Films/ Miracle Film// Natalie Films/ Avco Embassy// CineMaterial/ MoviestillsDB

Løfte ved daggry (2017) streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

2K Blu-ray fra Menemsha Films 30.06.2020.

Løfte ved daggry (1970) bliver ikke streamet og er aldrig udkommet på dvd eller Blu-ray. Filmen kan ses, hvis man leder ivrigt på nettet.

Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 08.03.2019.

Michel Franco: New Order | Nuevo orden (2020)

KUN DE DØDE

Grønt er ikke altid håbets farve

Af BO GREEN JENSEN

MICHEL Francos dystopiske fabel udspiller sig i et samfund, hvor de rige har for meget og de fattige slet ingenting. Geografien i New Order er meget specifik. Vi befinder os i Mexico City og cirkulerer først ved rigmandsdatteren Mariannes bryllup, hvor overklassen viser sig frem. Her er militær, politikere og forretningsmænd. Alle er med til den stemningsfulde havefest.

   Men i køkkenet kommer der grønt vand ud af hanen. Fruen i huset bliver bange. Grønt er dissidenternes og demonstranternes farve. De har aldrig været så tæt på kvarteret. Der bliver skrevet RIGE SVIN på husmuren. Det er ikke en idealistisk opstand. Det er underklassen, som mobiliserer til krig.

FRANCO skildrer processen med klarsyn og skræmmende skønhed. Han bruger megen tid ved brylluppet. En tidligere ansat beder om penge til sin datters operation. Han får dog kun arrogante almisser til gengæld, og familien lader ham vide, hvor langt man faktisk strækker sig. Brudens bror tror, at den gamle mand lyver. Han bliver ved med at mistro de bedste og stole på falske øvrighedspersoner.

   Filmen skifter gear og går fra metaforik til hård realisme. De grønne trænger ind, kræver penge og smykker og skyder vilkårligt. Mens militæret lukker byen ned, kører bruden til slumkvarteret med penge. Her bliver hun samlet op af soldater, der umiddelbart virker venlige. Men tonen skifter inde i bilen.

   

REGERINGEN indfører udgangsforbud. Marianne havner i en koncentrationslejr, hvor medlemmer af de rige familier bliver misbrugt på udspekulerede måder. Sadisme synes at være en sport. Hæren kræver løsepenge. De grønne er ude af billedet nu. Militæret opererer under dække af social nødvendighed.

   Alle overgreb er skildret med isnende akkuratesse. Filmen er fuld af klare, symmetrisk komponerede billeder. Militæret har sat gidselindustrien i system, men internt er der utilfredshed med fordelingen af udbyttet. Bødlerne bliver fjernet, men der er ingen retfærdighed. Kun flere summariske henrettelser.

DET er en dystopi med forstærket gennemslagskraft. Der er ingen glæde ved at fremskrive udviklingen. Ej heller ved at fortælle historien. I patriarkens smukke glashus bliver et vægmaleri malet over. Bagefter oplyser skærmteksten, at billedets titel er »Kun de døde har set slutningen på krigen«. Den nye samfundsorden er i sandhed implementeret.

   Michel Franco (After Lucia, Chronic, April's Daughter, Memory) skildrer et militærkups anatomi. New Order gjorde indtryk på Venedig Festivalen i 2020, hvor Franco modtog Juryens Grand Prix. Filmen er ubønhørlig – men klar og skarp og værd at se.

Se også Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100]; Alfonso Cuarón: Roma (2018); Amat Escalante: Heli (2013); Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016); Carlos Reygadas: Stellet Licht/ Stille lys (2007); Carlos Reygadas: Post Tenebras Lux/ Lys efter mørke (2012).  

New Order (Nuevo orden). Instr. & manus: Michel Franco. Foto: Yves Cape. 86 min. Mexico-Frankrig 2020. Dansk premiere: 03.12.2021 [streaming].

Fotos: Les Films d'Ici/ Teorema Films/ Camera Film/ Grand Hjemmebio/  NEON (US)/ MUBI/ The Match Factory (YouTube trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

2K Blu-ray fra MUBI (region B) 11.10.2021

Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2022

J.C. Chandor: A Most Violent Year (2014)

DET FARLIGSTE ÅR

Systemisk forfald er en evig fortælling

Af BO GREEN JENSEN

1981 i New York var, selv efter amerikansk målestok, et usædvanligt voldsomt år med flere drab og mere hård kriminalitet end sædvanligt.

   Den statistiske oplysning fylder ikke meget i J.C. Chandors fortættede skildring af en korruptionssag fra perioden. En stemme i radioen siger, at det er »the most dangerous year« i byens historie. Det er ikke sikkert, at karaktererne hører efter, for meget i filmen er ren baggrundsstøj. Alligevel sætter den stemningen fast.

   Indvandrersønnen Abel Morales (Oscar Isaac) er blevet en stor mand i fyringsolieindustrien, hvor han begyndte som lastbilchauffør. Han importerer og distribuerer selv fyringsolien, ejer en lille flåde af ramponerede tankvogne og instruerer personligt sælgerne, som går fra dør til dør for at hverve kunder.

   For personalet er der status i at avancere fra chauffør til sælger. For kolleger i faget er Abel en stor torn i øjet, fordi han nægter at følge kartellets uskrevne love og holder sig fri af korruption. Det er svært at sige, hvem der har mest imod Abel: de korrupte konkurrenter, de indfedtede fagforeninger eller det kompromitterede politi.

FILMEN følger Abel gennem en svær tid, hvor 3-4 faktorer må spille i samklang, hvis hans forretning skal overleve. Han har overtalt den jødiske spekulant, som ejer det meste af havnen, til at sælge en dok, som gør firmaet uafhængigt. Han har samtidig købt et stort hus i de fredelige forstæder, hvor man kan løbe ture og give sin børn en god opvækst. Alt, hvad Abel ejer, er stillet som sikkerhed. Hvis han ikke betaler den næste termin, vil begge handler gå tilbage, og der bliver ikke kompenseret for tab.

   A Most Violent Year er et grumset moralsk lærestykke, filmet i vinterligt lys med en stærk, ekstremt underdrejet faktor af spænding. Hele verden er en etisk gråzone, hvor man følger visse koder og navigerer efter principper, som gør alle til medvidere. Abel vil ikke spise af kagen. Chandors film røber kun det mest nødvendige om mekanismerne. Man forstår, at den ærlige mand må være en ridder eller en nar.

FOR hustruen Anna (Jessica Chastain) er Abel nok begge dele. Hun er vokset op i industrien, fører firmaets bøger og nærer ingen illusioner om, at ærlighed varer længst. Abel købte firmaet af hendes far, og hun vil ikke lade ham sætte det overstyr.

   Der er derfor lagt i ovnen alle vegne. Det er valgsæson, og den offentlige anklager (David Oyelowo) iværksætter en undersøgelse, som Abels advokat (Albert Brooks) bruger kræfter på at afværge. Abel holder kortene tæt ind til kroppen. Publikum kan aldrig vide, om der er mere i sagen, om begreber som rigtigt og forkert giver mening.

J.C. Chandors forbilleder er instruktøren Sidney Lumet og forfatteren David Mamet. Han gør en del ud af at lægge afstand til tematik og troper hos Martin Scorsese. Chandors første film, Margin Call, fulgte tolv bankfolk gennem det hektiske døgn, hvor krisen i 2008 tog form. I All is Lost var Robert Redford alene på havet og lærredet i to timer. Begge film var så kompromisløse, at de ikke fik dansk biografpremiere.

   A Most Violent Year vil nok gøre det bedre. Filmen blander ånden fra Serpico og Prince of the City med stilen og tonen fra The Godfather. Kun James Gray laver noget, der ligner, og hvis den historiske ramme ikke virker livsnødvendig – systemisk forfald er en evig fortælling – giver den til gengæld æstetisk gevinst.

   Det er en sober periodefilm med diskrete kronologiske markører. Effekterne er små, men realismen er så gennemført, at hver voldshandling virkelig gør ondt. Handlingen udspiller sig i en forvirrende verden, som kun er for voksne. Den ligner 1981 ret godt.

A Most Violent Year. Instr. & manus: J.C. Chandor. Foto: Bradford Young. 125 min. USA 2014. Dansk premiere: 11.06.2015.

Fotos: Before The Door Pictures/ Washington Square Films/ FilmNation Entertainment/ Icon Productions (UK)/ A24 (US)/ Angel Films (DK)/ CineMaterial/ MovieStillsDB

A Most Violent Year streames på FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Icon Productions 18.05.2015

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2015

Mario Martone: Nostalgia (2022)

GLØDEN, FARVERNE, DUFTEN
En film om at længes og drukne i hjemve

Af BO GREEN JENSEN

EFTER 40 år i Cairo vender napolitaneren Felice Lasco (Pierfrancesco Favino) hjem til den firkant, Rione Sanità, hvor hans verden begyndte og endte i teenagetiden. Felice var 15 år, da han rejste. Først kan han knap huske sproget. Så dykker han ned i en sanselig topografi og bliver forført af erindring. Filmen ved længe før protagonisten, at han aldrig kommer til Cairo igen.

   Felice kommer egentlig for at se sin mor (Aurora Quattrocchi), der ikke har reageret på breve og opkald i længere tid. Han er chokeret over at se, hvordan hun er blevet fordrevet fra de lyse værelser øverst i huset. Alle taler om, hvordan kinesere og Camorraen har overtaget kvarteret. Hun siger, at mørket ikke generer, for hun kan alligevel ikke se. Der er en meget bevægende scene, hvor Felice giver sin mor et bad. Han når lige at være der, før hun dør.

FELICE bor i begyndelsen på et hotel. Da han bliver optaget af at udforske de gamle steder og stemninger, fjerner han spejlet på væggen, sætter et kort op og indrammer firkanten: »Jeg var fascineret af ideen om at optage en film, der udspiller sig, ikke i en by, men i et kvarter i en by, som var det et skakbræt,« siger instruktøren Mario Martone (f. 1959), som selv er fra Napoli, om sin film. »Derfor er alle gader, huse og folk i Nostalgia unikke for Rione Sanità, en bydel som ikke har udsigt til havet.«

   Felice går ture og engagerer sig langsomt i det lokale. Han overværer messen, som Fader Luigi (Francesco Di Leva) markerer sin trods med, skønt både myndighederne og Camorraen har frabedt sig demonstrationer. Han ringer til sin hustru (Sofia Essaidi) i Egypten og siger tak, fordi hun sendte ham hjem. Han møder sin mors gamle bejler, Raffaela (Nello Mascia), som driver et skrædderi og prøver at holde sig fri af kriminelle relationer. Dét er det svære i La Sanità. Camorraen har sine fingre i alt, og midt i nettet sidder den flygtige Oreste (Tommaso Ragno), som Felice var ven med engang.

 »DU kan ikke tage tilbage,« siger en talemåde om erindringens steder. Felice gør forsøget og betaler prisen i Nostalgia. Vi bruger betegnelsen nostalgi om en længsel, en forskønnet erindring, der er sentimental, men relativt harmløs. Evigt ejes kun det tabte osv.

   Det er i forbifarten værd at huske på ordets ophav. Det har græske rødder og er dannet af nostos (for hjemkomst) og algos (for smerte). Oprindelig var det en medicinsk diagnose. Lægen Johannes Hofer (1669-1752) brugte begrebet til at beskrive den melankolske tilstand, som greb især schweiziske lejesoldater, der længtes efter hjemstavnens sublime landskaber.

   Martone beskriver med stor konsekvens, hvordan Felice synker dybere ned i erindringen om en ungdom, han idylliserer. Tilbage i guldalderen var han og Oreste uadskillelige. Der er en omstændighed i deres fortid, som jeg ikke skal dvæle nærmere ved. Den driver al videre handling.

   Da Felice ser på sin mors gamle fotografier, viser et af dem drengene på deres motorcykel. Han har sit første fuldt realiserede flashback efter 40 minutter. Da kører han og Oreste fra Sanità ud til vandet. I fortiden er scopebillederne bokset ind, så formatet simulerer Super 8. Felice kommer langsomt til live igen. Han vågner med hele sit væsen hver gang.

NOSTALGIA har nyt score af Laurent Eyquem, men på strategiske steder bruger lydsporet kompositioner af Edgar Froese (1944-2015) og kosmiske krautrockere Tangerine Dream, som stadig er aktive, selv efter stifterens død.

   På vejen til Tangerine Dream var Froese medlem af et mere sangorienteret band, The Ones. De udgav i 1967 singlen »Lady Greengrass«, som må have været et hit i Italien. I hvert fald spiller »Lady Greengrass« i fuld længde under hele den første erindringssekvens og bliver gentaget under de fyldige credits. Sangen siger mere om, hvad der har været, end alle de fysiske flashbacks tilsammen.

   Felice bliver besat af ideen om at se sin gamle ven igen. Især gør det en forskel, da han atter drikker vin. Han lytter ikke til Raffaela og præsten, der til at begynde med håber, at Felice vil blive og være et eksempel for de unge i Sanità. Oreste selv forsøger med alle midler at få den gamle ven til at rejse. Der er absolut ingen nostalgi fra hans side.

MARTONE præsenterer Oreste i glimt, før han lader mændene mødes. Det sker efter 90 minutter. Felice har overbevist sig selv om, at al modstand vil smelte, hvis blot de kan ses. Han får Oreste til at smile, men smilet når ikke blikket. Felice taler om sine planer. Han har købt et hus og vil hente sin familie. »Jeg blev født her, og jeg vil gerne dø her,« erklærer han med en stor gestus. »Det kan vi godt arrangere,« siger Oreste med knastørre øjne.

   Slutningen kommer så klinisk og brat, at det svirper i tilskueren længe efter. Nostalgia er suverænt bygget op. Det er klart, at manden må føle sig hjemme i en by, hvor hver gade omfavner ham som en søn. Murens farver gløder, duften i mørket er stærk. For Felice er hvert sted besjælet. For et nøgternt blik er det bare varm sten.

DEN hårdkogte psykologi er i slægt med Napoli-baggrunden hos Elena Ferrante. Forlægget er en posthumt udgiven roman af hjemstavnsforfatteren Ermanno Rea (1927-2016). Martone siger om sin strategi:

   »Jeg bad skuespillerne og filmholdet om at give sig hen til miljøet og lade sig omslutte, som var det en labyrint, uden frygt for at fare vild. Med kameraet på skuldrene begyndte vi at gå rundt i gaderne, på jagt efter en virkelighedens filmkunst. Møde efter møde, liv efter liv, historie efter historie, vi endte med at optage den sidste scene uden at forstå dens betydning. Vi kunne ikke finde den. Måske er der ingen mening, måske har der aldrig været nogen. Der er labyrinten, og der er nostalgien, som bliver skæbnen for mange – måske for os alle.«

FACIT er en poesi, som overskrider sin specifikke fortælling. Mystikken i stoffet er universel. Martone ved, hvad han gør, når han henviser til Andrej Tarkovskij – Nostalghia (1983) var titlen på russerens italienske eksilarbejde. Han citerer for god ordens skyld Pasolini: »Knowledge lies in nostalgia. He who has not lost himself possesses not.«

   Så er alle magter taget i ed. Nostalgia var årets italienske Oscar-kandidat. Martone var i 90erne blandt de toneangivende filmskabere. Han forsvandt i teaterarbejde og store periodefilm. Med Nostalgia er han tilbage på niveau med Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Alice Rohrwacher. Nostalgia er til alle, som holder af il cinema italiano.

Nostalgia. Instr.: Mario Martone. Manus: Ippolita Di Majo, Mario Martone. Foto: Paolo Carnera. 117 min. Italien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 06.07.2023.

Fotos: Picomedia/ Mad Entertainment/ Medusa Film/ Rosebud Entertainment Pictures/ Minestero della Cultura/ Regione Lazio/ Film Commission Regione Campania/ MEDIA Programme of the European Union/ Medusa Distribuzione/ Palace Films/ Curzon Film Distributors/ Another World Entertainment/ Cinematerial
Filmen steames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelse indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 06.07.2023; trykt 07.07.2023 [sidste bidrag ever i WA]

Paul Verhoeven: Benedetta (2021) + Ken Russell: The Devils (1971)

PROFANE MIRAKLER

Paul Verhoeven gør altid ordet til kød

Af BO GREEN JENSEN

TOSCANA i 1600-tallet: Når Benedetta bliver stor, vil hun giftes med Jesus. Det ved pigen allerede, da hun som lille rigmandsdatter bliver afleveret på theatinerklostret i Pescia. Et belejligt mirakel indtræffer straks, da familien ankommer.

   Brovtende banditter vil tage moderens smykker og faderens penge. Benedetta råder dem til at lade være. Mændene hånler. Vinden rejser sig, og en cirklende fugl lader en gul klat falde i den værste mands øje. Røverne lader nåde gå for ret og siger, at den lille frøken har kugler.

   Bryllupsmotivet er gennemført. Søster Felicita og Benedettas far diskuterer, hvilken medgift den lille novice skal betale. For familien handler det om, at datteren kan vokse op et trygt sted i urolige tider med krig og pest. Der pranges om prisen, før parterne enes i et litani af eufemismer. Abbedissen bliver spillet af Charlotte Rampling i hårdeste form.

IMENS får Benedetta en særk på, som kradser. »Din værste fjende er din krop. Det er bedst ikke at føle behag ved den,« siger den selvpinende nonne. Pigen indretter sig. Hun lægger figuren af Jomfru Maria i en skuffe, hvor der skal være utøj. Tonen er moderne. Det er egentlig kun Benedetta, som er ren.

   Atten år senere bliver hun spillet af Virginie Efira. Hun får næsten en orgasme på scenen, da hun optræder i et helgenspil, som forældrene overværer. Benedetta forklarer med glæde, da hendes mor undrer sig.

   Benedetta er stolt af sit kabel til Kristus. I drømme hugger han hovedet af hendes fjender. Senere hakker han i de slanger, som kravler op i kønnet, når hun ser på søster Bartolomea (Daphné Patakia). Bartolomea er et gadebarn, som far og brødre har misbrugt. Sådan begynder kærligheden.

PAUL Verhoeven (f. 1938) har udfordret den gode smag i 60 år. Han debuterede i 1960 og kom til Hollywood, da Turkish Delight (1973) blev Oscar-nomineret. I USA-tiden var det især skandalesuccesen Basic Instinct (1992, da. Iskoldt begær) og fiaskoen Showgirls (1995), som vakte opsigt. Begge film har stædig kultstatus.

   Der blev set skævt til den kønsneutrale fysik i filmatiseringen af Robert Heinleins Starship Troopers (1997). Kvinder og mænd har glatkroppe sammen, mens de skyder savlende monstre til plukfisk. Kritikerne syntes, at de kunne se en mandlig Leni Riefenstahl i Verhoeven, som fik ry for at være fascistoid.

   Han satte dybe spor i scifi-genren med kerneværker som Robocop (1987) og Total Recall (1990). Sidstnævnte Philip K. Dick-filmatisering har til og med humor, men når Verhoeven undtagelsesvist imponerer, giver man helst manuskriptforfatteren æren. Det var Joe Eszterhas, som bestemt heller ikke er nogen sart sjæl, der skrev rollen til Sharon Stone i Basic Instinct. Sjældent har tidsånden spredt sine ben så opportunistisk.

   Efter den skuffende H.G. Wells-modernisering i Hollow Man (2000) tog instruktøren hjem til Holland for at tænke over tingene. Verhoevens signaturfigur er en kvinde, der kan læse spillet, forstår at gå til modangreb og lærer at holde af kampen. Hun fik sit reneste udtryk i Black Book (2006), hvor Carice van Houten navigerer i Haag under den tyske besættelse.

   I 2015 fik Verhoeven endelig kritisk accept for Elle, en hård diamant af et lurvet hævndrama, hvor Isabelle Huppert er voldtægtsofferet, der får gerningsmanden til at fortryde. Kvinderne i Black Book og Elle er tematiske søstre. Benedetta gør slægten større endnu.

TINGENE TAGER FART, da Benedetta vælter Felicita af tronen og bliver valgt som abbedisse. Hun og Bartolomea har stadig mere åbenlys sex, som Verhoeven udpensler grundigt. Felicita har forklaret sin datter, som aldrig tror på Benedettas visioner, at sandheden er irrelevant: »Sådan er spillets regler, og vi vinder alle derved. Domprovsten bliver biskop, og theatinerne nyder fremgang. Det er måske forfængelighed, men jeg har viet mit liv til det.«

   Da datteren tager sit liv, går Felicita til Nuntius (Lambert Wilson) i Firenze. Mens pesthimlen trækker sammen over Pescia, ankommer pavens gesandt med sine torturinstrumenter. Vi ser, hvordan »angstens pære« virker på Bartolomea, som dog holder stand. Det gjorde hun ikke i virkeligheden.

   I filmen er det til sidste uklart, om Benedetta fingerer eller fabrikerer de belejlige mirakler. Hun lover at beskytte byen mod pest og indfører streng karantæne. Benedetta fik premiere på den genåbnede Cannes Festival i 2021. Man så den med covidtilstanden i kroppen. Benedetta og Nuntius forstår hinanden. Hun ved, at han kommer med pesten.

DET ender i en apokalypse. Benedetta forholder sig til en katolsk tradition, men filmen har sit dna fra englænderens Ken Russells The Devils (1971), som også i Danmark satte censuren på prøve. Russell brugte Aldous Huxleys The Devils of Loudon (1952) til at skabe en lignelse om fortrængning og seksuel heksejagt. Oliver Reed blev brændt på bålet, og Vanessa Redgrave masturberede med hans forkullede lårknogle.*

   I Benedetta er det Jomfru Maria-figuren fra prologen, som holder for. Der var mere kunst i The Devils, men begge film nyder at kamme over. Fortællerne træder til side og siger: »Se, hvad det koster at fornægte kødets lyst. Se, hvad blind tro fører med sig.«

DEN historiske Benedetta Carlini levede i Toscana fra 1590 til 1661. Verhoevens kilde er bogen Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun, som kønsforskeren Judith C. Brown skrev i 1986. Han bruger den lige så frit, som Ken Russell brugte Huxleys tekst, der især ville tale om realpolitik.

   »Og hvad så, hvis det passer?« spørger nej-sigerne. Det er jo bare Verhoeven, der vil have et påskud for at vise mere slibrig sex. Som sædvanlig har de både ret og uret. Verhoeven er aldrig kun plat eller grov. Han er en slags profan stemningsmester, der dyrker den sjofle form af princip.

   Nu er filmskaberen 86 år, og Benedetta er vel det tætteste, han kommer på at gå i kloster. Black Book og Elle var manifestet. Med Benedetta skriver han testamentet.

Se også Paul Verhoeven: Elle (2016); Katrine Brocks: Den store stilhed | The Great Silence (2022); Xavier Beauvois: Des hommes et des dieux/ Om guder og mænd (2010); Spiros Stathoulopoulos: Metéora (2012); Satans kvinder: Akelarre | Coven (2020); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Arthur Miller: The Crucible | Heksejagt (1953/1996).

*) The Devils skildrer, hvordan præsten Urbain Grandier blev brændt for kættersk praksis i Loudon den 18. august, 1634. Processen er veldokumenteret. Søster Jeanne fra ursulinerklostret fældede præsten ved at beskrive, hvor Satans mærker sad på hans krop. Processen var et påskud for at fjerne den besværlige præst, der forsvarede bystatens suverænitet. Kardinal Richelieu bad sine folk finde beviser, om de så skulle fabrikere dem selv.

   Ken Russell (1927-2011) var i sin mest ekstravagante fase, da han lavede The Devils. Russells rejse begyndte i 60ernes tv, hvor hans film om kunstnere og komponister viste et nyt publikum, hvad mediet kunne. Elgar (1962), den klassiske biopic om Edward Elgar, afstak vejen for alt, hvad der fulgte. Dante's Inferno (1967) – om digteren og maleren Dante Gabriel Rossetti – og Song of Summer (1968) – om komponisterne Frederick Delius og Eric Fenby – hører til værklistens højdepunkter. Den ene film er manisk, den anden er lyrisk og nænsom. Begge er skabt til BBC-programmet Omnibus. I 1978 fulgte – for det konkurrerende ITV-netværk – to tv-film om romantikerne Wordsworth og Coleridge, som fik fællestitlen Clouds of Glory og er eminente. Kun dokumentaristen Tony Palmer (f. 1941) har skildret musikken, både den klassiske og den moderne, med samme autoritet og begejstring. 

   Russell fik sin første mulighed for at instruere i fuld skala, da komedien French Dressing (1964) og filmatiseringen af Len Deightons Billion Dollar Brain (1967, da. Milliard dollar hjernen) – med Michael Caine som James Bond-rivalen Harry Palmer –  blev realiseret. Man kan for alvor mærke Russell i Women in Love (1969), der bygger på idolet D.H. Lawrences roman. På to tætte år instruerede han fire bemærkelsesværdige film: The Music Lovers (1971) om komponisten Tjajkovski, musicalen The Boy Friend (1971) – med Twiggy og i høj Busby Berkeley-stil – The Devils og Savage Messiah (1972) om billedhuggeren Henri Gaudier-Brzeska. Excesserne begynder at tage overhånd i Mahler (1974), og Tommy (1975), filmversionen af Pete Townshends rockmusical, er en veritabel katalog af manierismer.

NEDTUREN fortsatte i Lisztomania (1975) [som jeg nu har en svaghed for: Roger Daltrey spiller Frantz Listz, og Rick Wakeman er malet sølvfarvet som den wagnerske Thor] og Valentino (1977) med balletdanseren Rudolf Nureyev som Rudolph Valentino. Men den paranormale thriller Altered States (1980) blev et amerikansk tilløbsstykke, som er anderledes stramt i sin form, og Crimes of Passion (1984, da. China Blue – Nattens tilbud) solgte billetter på sin pirringsværdi.

   Manierismerne er tilbage med eftertryk i den hysteriske Gothic (1986), som er Russells take på regnvejrssommeren 1816, hvor Mary Shelley fik ideen til Frankenstein, da hun sammen med sin mand, digteren Percy Bysshe Shelley, og sin halvsøster Claire Clairmont besøgte Lord Byron og dennes livlæge, John Polidori, i Villa Diodati ved Genfersøen i Schweiz.

   Salome's Last Dance (1988) er et underfinansieret kammerspil med Nickolas Grace som Oscar Wilde, der ser sit dekadente skuespil om Salome og Johannes Døberen opført i et bordel i 1892. Glenda Jackson var den gennemgående kvinde hos Russell. I Salomes sidste dans er hun Herodias, som kræver profetens hoved serveret på et sølvfad.   

   I de sidste årtier havde Russell svært ved at finde finansiering. The Lair of the White Worm (1988) – en Bram Stoker-fortælling i H.P. Lovecraft-modus – er kitschet og tung. D.H. Lawrence-filmatiseringen The Rainbow (1989) overraskede ved at være let og enkel. Det samme kan ikke siges om monologfilmen Whore (1991). The Fall of the Louse of Usher: A Gothic Tale for the 21st Century (2002), som Russell selv har produceret, instrueret, skrevet og fotograferet, er forstemmende typisk for, hvor det endte. Herefter er der kun kuriøse kortfilm som Charlotte Brontë Enters the Big Brother House og Boudica Bites Back (2009). 

   Russell blev 84 år. Han gjorde alt for at betale terminen, var selv celebrity-gæst i Big Brother-huset og havde forventelig flair for at instruere pompøse rockvideoer. Den ekstreme stil kræver tilvænning, men han var en unik billedskaber. Der findes en alenlang liste over projekter, som Russell udviklede og måtte opgive. De er næsten alle biopics. Ved eftertanke er dét måske den største begrænsning. Han var som en blanding af Federico Fellini og Alejandro Jodorowsky i lige-før-1968-generationen, som talte bl.a. Tony Richardson (1928-1991), John Schlesinger (1926-2003) og Nicolas Roeg (1928-2018). The Devils var svær at få se i årtier, men blev restaureret og genudgivet i 2012. 

     

ALDOUS Huxley skrev The Devils of Loudon i 1952, da historiske skueprocesser var oppe i tiden, fordi de kunne læses som kommentarer til koldkrigsårenes heksejagt på amerikanske kommunister. I 1960 fulgte John Whitings skuespil The Devils. Russells film sammenskrev disse versioner, men havde sin egen dagsorden: at udpensle det seksuelle hysteri, som var prisen for politisk fortrængning.

   Samtiden talte med gysen om de blasfemiske og pornografiske excesser. Filmen blev hypet udførligt i tabloidpressen og sablet ned ved premieren. Der var selvretfærdige paneldiskussioner om tro, moral og nødvendig censur. I UK blev to scener fjernet, og censuren var et x for 18 år. I DK var Djævlene forbudt for børn under 16. I flere territorier blev filmen simpelt hen forbudt. Det er mærkeligt at gense The Devils. Filmen er alt, den fik skyld for at være: smagløs, forvreden og stærkt manieret. Dog er det hér selve meningen. Vanessa Redgrave er som søster Jeanne anbragt i en kontekst, hvor hun ikke kan overspille.

   Alle Russells virkemidler balancerer og fungerer i The Devils. Partisankunstneren Derek Jarman (1942-1994), der begyndte som Russells scenograf, har designet Loudon som en skinnende fæstning. Den radikale dissonans i Peter Maxwell Davies' musik er perfekt. Da Oliver Reeds ansigt smelter, hujer pøbelen som fodboldtilskuere. The Devils fortjener sin plads mellem to andre potente skandalesucceser fra 1971: Stanley Kubricks A Clockwork Orange og Sam Peckinpahs Straw Dogs (da. Køterne).

   British Film Institute udgav i 2016 to gode bokssæt, Ken Russell: The Great Passions og Ken Russell: The Great Composers, med de bedste ting fra BBC-tiden på Blu-ray. Alle de store biograffilm er kommet på dvd og Blu-ray. Endvidere findes Tommy og Gothic på 4K UHD. Især BFI-udgivelserne flyder over med nyttigt ekstramateriale. Senest udkom The Music Lovers i august 2024.

Benedetta. Instr.: Paul Verhoeven. Manus: David Birke, Paul Verhoeven. Foto: Jeanne Lapoirie. 131 min. Frankrig-Belgien-Holland 2021. Dansk premiere: 10.03.2022.

The Devils (Djævlene). Instr. & manus: Ken Russell. Foto: David Watkin. 111 min. UK 1971. Dansk premiere: 01.01.1972.

Fotos: SBS Productions/ Pathé International/ France 2 Cinéma/ France 3 Cinéma/ Topkapi Films/ Belga Productions/ Beside Productions/ Canal+/ CNC/ Ciné+/ Cinémage/ Nederlands Filmfonds/ Another World Entertainment/ Cinematerial [poster art: Intermission Film]/ YouTube [MUBI trailer]/ MoviestillsDB/ 

Benedetta streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy; 4K Blu-ray fra MUBI i 2022

The Devils streames ikke i  Europa - i USA og Canada på The Criterion Channel; 2-disc dvd fra British Film Institute i 2012 

Anmeldelsen lagt på Weekendavisen Kultur 10.03.2022; trykt 11.03.2022 [Noten om Ken Russell tager udgangspunkt i en dvd-anmeldelse fra Filmmagasinet Ekko #57 maj-aug. 2012]