Translate

tirsdag den 19. oktober 2021

François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020)


ET LIV OG EN DØD I FIRE DELE
En film der skal ses for sin kejtede elskov

Af BO GREEN JENSEN

EN kystby i Normandiet, sommeren 1985. Alexis Robin (Félix Lefebvre) på 16 år nyder sin ferie og flyder under solen i en jolle, han har lånt. Skyerne vokser, himlen bliver mørk; med ét er drengen i havsnød. Jollen kæntrer, og han klamrer sig til skroget med det rejste sværd.
   Netop da kommer en anden båd med en lidt ældre teenager ud af stormen. David Gorman (Benjamin Voisin) ligner Apollon, mens han smilende forklarer, hvordan man vender jollen rundt. Den druknede mus bliver bugseret i havn. Han er allerede da forelsket til op over begge dundækkede ører.



SOMMEREN forløber i to spor, som filmen pendler imellem. I slutningen er der slet ingen glæde. Alex skal forklare, hvorfor han har skændet sin døde vens grav. Sagen er alvorlig, han kan få en fængselsdom. Læreren Lefèvre (Melvil Poupaud) beder ham skrive fortællingen ned. Det bliver en autofiktion om at elske en anden for første gang.
   David er gået ud af skolen for at hjælpe sin mor (Valeria Bruni Tedeschi) efter faderens død. David bearbejder sin sorg ved at hjælpe og elske så mange som muligt. Hans mor giver Alex et varmt bad og et feriejob i butikken, som sælger maritimt udstyr. Alt er godt, indtil Kate (Philippine Velge) fra England ankommer. David har dog selv fortalt, at trofasthed ikke ligger til ham.



FRANCOIS Ozon har instrueret 20 lange og lidt flere korte spillefilm siden 1988. Été 85 knytter an til de første, som ofte havde LGBTQ-tema. Der er endda et fysisk link. Alex må klæde sig som kvinde for at få adgang til lighuset. Kjolen, som Kate finder til ham, er den samme, som blev brugt i kortfilmen Une robe d’été fra 1996.
   Ozon har ofte sagt, at det ikke er historien, som er afgørende og svær at nå frem til, når han skal i gang. Det er måden, som han fortæller på, selve snittet og beskæringen, det samlede misè en scene. Det giver fuldkommen mening i forhold til filmværket. Der er trods alt ikke så langt fra komedier som 8 femmes og Potiche til tragiske stykker som Frantz og Tid til afsked.



DEN eksalterede tone er reproduceret nøjagtigt efter forlægget. Det vakte opsigt, da briten Aidan Chambers fik udgivet Dans på min grav i 1982. Romanen var en af de første ungdomsbøger, som skildrede kærligheden mellem to drenge. Den lange undertitel antyder kaskaden af fragmenter: »et liv og en død i fire dele, ethundredogsytten stykker, seks rapporter, med et par vitser, en gåde eller tre, nogle fodnoter og en fiasko nu og da for at hjælpe historien på gled.«
   Jørgen Christian Hansen oversatte bogen i 1984. Forfatteren modtog siden H.C. Andersen Prisen. Dance on My Grave er stadig en grundsten i Young Adult-feltet, som heldigvis er nået langt de sidste 40 år. Dengang måtte kærligheden ikke sige sit navn. Den kunne bare mumle det.


OZON holder altid sig selv fri af kontekst. Han er svær at få et indtryk af, uanset hvor tit man interviewer ham. Han får de fleste af sine ideer i teatret og genser gerne klassiske film. Han er altid i gang og har for længe siden valgt at være en fransk instruktør. Den engelsksprogede Angel (2007) – en biopic om forfatteren Marie Corelli – var blandt hans svageste arbejder.
   Der er flere ting i den nye film, som giver tilskueren fornemmelsen af noget personligt. Som det nævnte link med kjolen, lyset i Normandiet og følelsen mellem de to unge mænd. Filmen hed faktisk Sommeren ’84, men Robert Smith fra The Cure fik årstallet ændret, fordi Ozon ville bruge sangen »In Between Days« til slut. Og den sang er fra 1985.
   Musikken har ikke været så vigtig, siden Ozon bandt Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) op på fem signatursange af Françoise Hardy. Den film var mere formfuldendt end Sommeren ’85, som savner det sædvanlige perfekte og lidt glatte snit. Man føler flere steder, at Ozon har bakset med Sommeren ’85.


DER er ingen overraskelser. Alex og David har lovet hinanden at danse på graven, hvis en af dem forsvinder. Så Døden kan se, hvad de mener om døden. Det fører for det første til en fordybelse i jødisk begravelsespraksis; for det andet til den bedste og den værste scene i filmen.
   Da drengene er nyforelskede, går de på diskotek og danser til Bananarama. David giver Alex sin walkman på, så han kan danse til sin egen musik. Det er Rod Stewarts version af »Sailin’« med Sutherland Brothers & Quiver. Det er sådan en sang, som man hørte så tit, at følelsen trods alt blev slidt. Men i filmen besegler den kærlighedspagten.
   Det er derfor også »Sailin’«, som Alex danser til på Davids grav. Det gør han asynkront, klodset og uskønt. Det er en scene, som kunne have svævet, men her spræller og slår den sig næsten pinagtigt. Imidlertid er det netop sådan, at dansen er skildret af Alex i bogen.


   
I USA fik filmen en hård kritisk medfart. Jeg skal medgive, at det ikke er den Ozon-film, som har grebet mig dybest. Den er som et svagt 80er-album af David Bowie, der kunne skifte stilarter lige sådan. Jeg troede ikke på de voksne i filmen, især ikke Alex’ »jævne« forældre. Men jeg kunne samtidig se hvert hjul dreje. Der er en sjælden sårbarhed, som ikke er fingeret. Der er en følelse af kejtet ungdom, som sammen med det maritime motiv giver filmen et skær af sen Eric Rohmer.
   Det er Kate, den britiske pige, som kommer mellem de elskende drenge. Der er aldrig nogen misogyni hos Ozon. Tværtimod er Kate den eneste, som fortælleren kan dele sin sorg og sit raseri med. Hun siger noget klogt om, at de begge har elsket forestillingen om en person. Hun hjælper Alex med hans plan, og Ozon markerer, at den unge mand lukker en dør ved at lade hende gå.



FØRST og sidst er der Alex på stranden. Som han siger på lydsporet, er dette jo ikke slutningen på historien. Et videre liv begynder på stranden. Og det skete i sommeren ’85.
   Den covid-forsinkede premiere var timet perfekt til World Pride. Det er ikke sikkert, at du vil falde for filmen. Men jeg synes, at du skal lade det komme an på en prøve. Det er hverken 5 x 2 eller Grâce à Dieu. Det er Dans på min grav i fransk versionering. En god film at åbne efteråret med.



Été 85 (Sommeren '85). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Hichame Alaouie. 101 min. Frankrig 2020. Dansk premiere: 19.08.2021.


Foto: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ Gyldendal

Filmen er stadig i biografdistribution
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.08.2021

mandag den 18. oktober 2021

François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]


KVINDER OG BLOMSTER
Et interview med filmskaberen François Ozon

Af BO GREEN JENSEN

VI er tilbage i 1950erne. Det er vinter et sted i provinsen i Frankrig, og den kunstige sne daler fredeligt ned over bedsteborgernes landejendomme. Alting er tyst og perfekt som på et postkort.
   Skulle der herske nogen tvivl om, hvor harmonisk sådan et sceneri tager sig ud, konkurrerer Jeanne Lapoiries visuelle idyller med Krishna Levys svulmende temamusik om at understrege, hvor rigt, trygt og fredeligt alting er. Den aktuelle skæring hedder »8 femmes 8 fleurs«. Kitsch er kun et fattigt ord for den syntetiske grundstemning i 8 kvinder.
   Et dådyr står ved vinduet og vejrer. Det ligner både Disneys Bambi (1942) og en effekt fra et af Douglas Sirks amerikanske melodramaer, måske All That Heaven Allows (1956, da. Med kærlighedens ret) eller Written On the Wind (1957, da. Dårskabens timer), i hvert fald en af de stilfulde tårepersere med Rock Hudson og Jane Wyman.
   Sirk var tysk og hed egentlig Hans Detlef Sierck, før han i 1937 kom til Hollywood. Her brugte han den sentimentale genre til at sige bittersøde sandheder om den menneskelige tilstand. I 2000erne dyrkes han lidenskabeligt af europæiske filmskabere som spanieren Pedro Almodóvar og franskmanden François Ozon. Også amerikaneren Todd Haynes har gjort indtryk med Far from Heaven (2002), en stærkt satirisk sjæler som er filmet i stilen fra Douglas Sirk.



DET følsomme præg fortager sig dog hurtigt. Snarere skal vi ind i teatret og spille Cluedo, når fotografen Jeanne Lapoirie har kørt lidt mere med kranen. Der er otte betagende kvinder i huset, som kameraet forelsker sig i. De findes i mange faconer og aldre, fra teenagedatteren Catherine (Ludivine Sagnier) til bedstemor Mamy (Danielle Darrieux) på 83 år.*
   Fælles for dem alle er en relation til manden Marcel. Han ligger død i biblioteket og er sikkert blevet myrdet. Mens vi venter på politiet, går amazonerne hinanden på nerverne. De synger hver en gammel sang. De skændes og bekriger hinanden, før en art løsning og udsoning kommer i stand. Det er sådan set hele plottet i 8 femmes (2002) af François Ozon.


HUSETS frue Gaby (Catherine Deneuve) har intet til overs for svigerinden Augustine (Isabelle Huppert), men hader hende ikke decideret. Anderledes forholder det sig med Pierrette (Fanny Ardant), Marcels maîtresse, som Gaby går korporligt til, da facaden er krakeleret.
   Der er også en giftefærdig datter, Suzon (Virginie Ledoyen), og mens det trofaste faktotum Madame Chanel (Firmine Richard) passer køkken, går husassistenten Louise (Emmanuelle Béart) og flytter glas rundt.
   Vi er i et drivhus, et harem, et maskeret bordel, og der er ikke noget at sige til, at 8 femmes er blevet en verdenssucces. Det er trods alt ikke hver dag, man har lejlighed til at overvære en catfight mellem Ardant og Deneuve.



DENNE film er som fyldt chokolade, måske en æske Mon Chéri. Tung mørk chokolade om et kandiseret kirsebær, knitrende lyserød emballage og en næringsværdi i nanoafsnittet.
   Med udsøgte kjoler og kunstfærdige frisurer hår skærer figurerne cirkler om hinanden på den følelsesmæssige skøjtebane. Der er otte hovedmistænkte og et lig i biblioteket. Men der er også et netværk af forhistorier og sporadiske tilløb til kærtegn og samtale. Hver af karaktererne synger en gammel sjæler fra 60erne. Da får vi noget at vide; da begriber vi hvad det hele skal til for. Ellers er alt ved filmen pastiche.


DEN franske filmskaber François Ozon (f. 1967) har været et af de varme festivalnavne i mange år efterhånden. Distinkte kortfilm som Une rose entre nous (1994), La petite mort (1995), Un robe d’été (1996), Regarde la mer (1997) og Scènes de lit (1998) havde gjort instruktøren huskendt, da spillefilmen Sitcom (1998) lancerede ham i fuldt format.
   Debutarbejdet tog afsæt i fjernsynets situationskomedier og afsøgte i skinger humoristisk stil diverse fortrængninger i en »almindelig« borgerlig familie. Ozon er vist nok non-binær. De seksuelle relationer er en bærende metafor i hans arbejde.
   Efter Sitcom fulgte tre meget forskellige film i hurtig rækkefølge. Les Amants criminels (1999) var en blanding af brødrene Grimm og Natural Born Killers. I et mere frugalt hjørne byggede Gouttes d’eau sur pierres brûlantes (1999, da. Dråber på hede sten) på Rainer Werner Fassbinders teaterstykke Tropfen auf heisse Steine. LGBTQ+-tematikken er næsten altid nærværende hos Ozon, men i Gouttes d’eau gør kvinderollerne, spillet af Ludivine Sagnier og Anna Thomson, den største og varmeste forskel.



DET første fuldbårne værk er dog Sous le sable (2001, da. Under sandet). Med udgangspunkt i en realistisk æstetik, som ikke sætter stilen over følelsen, skildrer Ozon, hvordan sorgen rammer Marie (Charlotte Rampling) så hårdt, at hun ikke kan forholde sig til savnet. Hvert år tilbringer hun og Jean (Bruno Cremer) nogle uger i deres fritidshus. Denne sommer forsvinder han sporløst, men bliver ved med at være der i hendes fantasi.
   I slutbilledet står han i vandkanten. Hun bliver ved med at løbe imod ham og er hele tiden lige ved at nå frem, men han bliver aldrig hverken større eller mindre. Charlotte Rampling har sin bedste rolle i årtier. Hun spiller også hovedrollen i Swimming Pool (2003), som instruktøren lavede efter 8 femmes.


– »UNDER sandet« var realistisk i sit anslag, »8 kvinder« er hvinende sød og kunstfærdig...
   »Jeg vil helst lave en ny slags film hver gang, noget der er fuldkommen forskelligt fra dét, som jeg lige er blevet færdig med. Sous le sable var mere realistisk end mine tidligere film, men jeg har altid haft en svaghed for det stiliserede. Jeg holder i det hele taget af det gennemført kunstige, for jeg tror at sandheden somme tider er klarere udtrykt i det kunstige. Sous le sable var bygget op omkring én stor kvinderolle. Bagefter ville jeg lave en film med mange kvinder, som spillede sammen. Og jeg havde en vild idé om at caste disse pragtfulde skuespillerinder.«
   – Egentlig er »8 femmes« et gammelt stykke af Robert Thomas. Hvor kendte du skuespillet fra?
   »Jeg kendte det faktisk ikke, det gjorde min agent. Jeg havde lyst til at filmatisere et skuespil med mange personer i. Det første jeg gjorde var at gense George Cukors The Women (1939, da. Kvinder), som bygger på et stykke af Clare Boothe. Det gik dog hurtigt op for mig, at The Women var for amerikansk til at fungere på fransk. Så jeg fortalte min agent om ideen, at fylde en hel film med store kvinderoller, og jeg spurgte, om han havde nogle forslag. Han sagde: »Vent lidt, jeg synes jeg kan huske et stykke, jeg så i 60erne. Det var fuldkommen fjollet, men uhyre populært.« Jeg læste det, og jeg studerede også tv-udgaven fra 1972. I første omgang var jeg skeptisk, men jeg kunne se, at der var grundlag for den film som jeg ville lave.
   Robert Thomas var populær i Frankrig i 60erne. Navnet er et pseudonym, egentlig hed han noget almindeligt fransk. Han skrev gammeldags kriminalromaner og teaterstykker i puslespilsgenren, og han bearbejdede også nogle af Agatha Christies bøger. Han er stort set glemt nu, og hans stykker er udsøgte period pieces, snarere end dramatiske mesterværker. Men jeg læste 8 femmes, og jeg syntes det var morsomt. I hvert fald kunne jeg mulighederne i det. 
   Jeg kan godt lide at tage meget populære ting og lave noget andet med dem. Og det er lettere at få en god film ud af et dårligt manuskript, end det er at filmatisere et mesterværk. Hvis man prøver på at filmatisere Marcel Proust, er forsøget næsten dømt til mislykkes. I dette tilfælde var det enkelt at ændre og tilpasse forlægget, fordi Robert Thomas døde i 1989. Jeg kunne gøre som jeg ville.
   Skuespillet var en stor succes i 60erne, men det bliver ikke opført mere, for det er meget stift og gammeldags, noget der tilhører verden før 1968. Et af Robert Thomas’ skuespil, Piège pur un homme seul, blev købt af Alfred Hitchcock, som ville filmatisere det med Cary Grant. Thomas blev berømt af den grund. Han skrev også tv-krimier i 60erne og 70erne, men selve skuespillet er dårligt. Det eneste gode er plottet. Det beholdt jeg, men jeg skrev en masse ind i karaktererne. For eksempel var der ingen sange i det oprindelige skuespil. Det var en af de moderne ideer, vi kom med.«**



– VAR den ironiske distance også til stede i de oprindelige opsætninger?
   »Jeg tror nok, at publikum morede sig i 1961, men det er klart, at jeg har tilføjet nogle lag og givet det hele en ekstra drejning. I begyndelsen vidste jeg ikke, hvilke spillere jeg skulle arbejde med, jeg var mest interesseret i tonen og rammen. Efterhånden gik det op for mig, at jeg måtte lave en film med divaer som Catherine Deneuve, Isabelle Huppert og Fanny Ardant, for de bærer selv noget med sig.
   For mig handler 8 femmes primært om skuespillerinder. Der er en særlig mytologi forbundet med at se Catherine Deneuve som karikeret burgøjserfrue. Hun er både Deneuve og sin rolle og noget imellem de to. Der var også en professionel jalousi, en uendelig subtil form for rivalisering mellem de otte kvinder. Jeg kunne enten opfatte den som et problem eller prøve at arbejde positivt med den.«
   – Hvilke instruktører betyder noget for dig?
   »Der er mange, jeg beundrer og holder af. Jeg er meget klassisk inspireret, Hitchcock, Bergman, Buñuel, men dem synes alle vel om, går jeg ud fra. De instruktører, der har gjort en afgørende personlig forskel, er dem der har eksperimenteret, dem som prøver at fortælle de gamle historier på andre måder. Især David Cronenberg og David Lynch. De blander forskellige genrer og prøver at skabe noget nyt med stumper af det gamle.«
   – Du nævner selv Douglas Sirk som et forbillede. Han fandt først sin form, da han kom til Hollywood. Kunne du tænke dig at lave film i Amerika?
   »Tiderne har ændret sig. Sirk tog til Hollywood på grund af krigen og nazismen, han havde ikke noget valg. Og dengang var studierne mere interesseret i at producere stilrene kunstneriske film, ikke nødvendigvis mere intellektuelle film, men gode film for voksne mennesker. Det var ikke nær så pengefikseret som nu, og mange af de europæiske instruktører fra den tid lavede deres bedste film i Hollywood.
   Det ville være utænkeligt nu. Hvis jeg ville lave et melodrama i Sirks ånd, havde jeg bedre muligheder for at realisere det i Europa. Men jeg har ikke set Todd Haynes’ film, Far from Heaven, som faktisk er en hyldest til Sirk og de film. Jeg vil gerne have min frihed, jeg vil gerne selv bestemme, og det er ikke nødvendigt for mig at tage til Hollywood for at arbejde.«


– LIGESOM »Sitcom« er »8 femmes« forelsket i en særlig karikeret udgave af dét, som Buñuel kaldte »le charme discret de la bourgeoisie«, borgerskabets diskrete charme. Hvorfor er middelklassen så interessant?
   »Det er sjovere at skildre borgerskabet end arbejderklassen. Borgerskabet forklæder og fortrænger så meget, alt er facade, alle bærer maske hele tiden, så overfladen kan være rolig og smuk. Bag masken er de naturligvis som alle andre, men jeg kan godt lide film, der udforsker afstanden mellem idealet og det faktiske.«
   – Seks film på fire år. Hvorfor arbejder du så meget?
   »Jeg er ikke sulten. En film om året er min naturlige rytme. Fassbinder lavede otte film om året, og han blev kun 37. Jeg kunne godt lave to, hvis jeg pressede på, men én om året er rigeligt.«
   – Du bliver ofte nævnt som en repræsentant for noget, man kalder Ny Fransk Film. Findes der sådan en strømning?
   »Hvert tiende år taler man om en Ny Fransk Film. Men der er noget nyt, som gør sig gældende i fransk film lige nu. I mange år var man fuldkommen paralyseret af 60ernes nouvelle vague. Det er endelig ved at ændre sig. For tiden ser man en ny fransk bølge, som kan tage det mere afslappet. De unge instruktører behøver ikke at begå fadermord, for la nouvelle vague er ikke længere faderen, men bedstefaderen. Og man dræber ikke sin bedstefar.
   Det var sværere for instruktører som Bertrand Tavernier, Claude Miller og Patrice Leconte, der lå under for den nye bølge. Vi har ikke noget problem med la nouvelle vague. Det var en strålende tid for fransk film, men vi er inspireret af mange slags film nu. Japanske og iranske film er lige så vigtige som 60ernes nye bølge. Vi kan holde af amerikanske film fra 50erne, og vi kan vedkende os alle disse referencer. Det er ikke noget problem. Tidligere var la nouvelle vague en trossag, virkelig som en religion.«


FILMENS clou er sangene. De tilfører helheden lige så meget som Pascaline Chavannes’ formidable kostumer og hele den gennemførte scenografi, som Laurence Bawedin har designet. Ludivine Sagnier synger »Papa t’es plus dans l’coup«; Isabelle Huppert reciterer »Message personnel« over sit eget distinkte klaverspil; Fanny Ardant vamper sig igennem »A quoi sert de vivre libre«. For hver gang handlingen sættes i stå, og der blændes op for en sang og en dans, som egentlig ligger uden for filmens virkelighed, bliver man klogere på karaktererne. Her bliver pastichen til noget mere. Her får overfladen dybde.
   Virginie Ledoyen giver »Mon amour mon ami« en kant af tristesse, mens Firmine Richard tager alle verdens tårer i ed med »Pour ne pas vivre seul«. Catherine Deneuve – som ofte er blevet dubbet: de store Michael Legrand-sange fra Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne) blev faktisk sunget af Danielle Licari – skærer en melankolsk vignet med »Toi jamais«. Filmens ældste medvirkende, Danielle Darrieux, runder af med »Il n’y a pas d’amour heureux«.
  Ozon nægter hårdnakket at have kendskab til Dennis Potters britiske tv-føljetoner, Pennies from Heaven (1978), The Singing Detective (1986) og Lipstick on Your Collar (1993), der første gang lod karaktererne træde ud af deres roller og fremføre populære sange fra tiden. Han erkender dog at have set de nye semi-musicals, Woody Allens Everyone Says I Love You (1996) og Alain Resnais’ On connaît la chanson (1997), der genbruger strategien. Resnais’ film er i øvrigt tilegnet Potter.



– VALGTE du selv sangene?
   »Det gjorde jeg, og det var et kærlighedsarbejde. De er alle sammen populære i Frankrig, gamle schlagere, og det er naturligvis en pointe, det er de nødt til at være i denne sammenhæng. Sangene er både nye og gamle. Der er flest fra 60erne, Sylvie Vartan, Dalida, Nicoletta, Françoise Hardy, men også nogle fra 80erne, og Danielle Darrieux’ sang, »Il n´y a pas d’amour heureux«, er fra 30erne, et digt af Louis Aragon, som George Brassens satte musik til.
   Jeg måtte lave en demokratisk film, som gav hver af kvinderne lejlighed til at være stjernen, i det mindste i de tre minutter, som det tog dem at leve deres sang. Det var også en hyldest til varieté og boulevardteater, men først og fremmest siger sangene noget særligt om karaktererne, selv om de er skrevet i andre sammenhænge.
   De er ikke bare sætstykker. De siger sandheden. Det gælder helt bogstaveligt. Spillerne er ikke professionelle sangere. De tager maskerne af, når de synger, og jeg ville også filme deres sårbarhed. Franske tilskuere kender disse sange. Ofte er der en forbindelse mellem sangene og sangerinden, en kronologisk sammensværgelse mellem publikum og filmskaberne. Det trick virker naturligvis ikke for dig, som ikke kender sangenes historie, men hvis filmen var dansk og brugte danske evergreens, ville du få den samme følelse.«



– KVINDERNE er franske, men typerne virker amerikanske...
   »På sin måde er 8 Femmes en hyldest til en bestemt slags film fra 50erne, meget konstruerede, men også kunstnerisk gennemarbejdede film, som gav almindelige mennesker megen fornøjelse. Douglas Sirks film er sikkert den vigtigste og tydeligste visuelle reference.
   Produktionsdesigneren arbejdede meget bevidst med bestemte feminine typer til hver af de otte kvindefigurer. For Fanny Ardants vedkommende gjaldt det en kombination af Cyd Charisse og Ava Gardner; for Catherine Deneuve en blanding af Lana Turner og Marilyn Monroe. For Virginie Ledoyen var det Audrey Hepburn, og Emmanuelle Béarts look er baseret på et specifikt efterbillede af Leslie Caron i An American in Paris.***
   I begyndelsen så vi på franske film fra 50erne, men det gik op for os, at den periode var meget trist i Europa. Det var lige efter krigen, og der var ikke megen glamour, så vi vendte os med vilje til de amerikanske stereotypier.
   Det handler jo ikke om, hvem der har myrdet Marcel. Det handler om karaktererne. For mig ligger meget af meningen med 8 femmes i sammenstillingen af stilelementer og genrer, som man normalt ikke tænker på i samme forbindelse, kriminalfilm og musical, farce og melodrama. 8 femmes er en klassisk whodunnit, men man kan læse personerne på flere niveauer. Det er også en film om Isabelle Huppert og Catherine Deneuve. Deneuve har fået meget foræret, Huppert har måttet kæmpe for mange ting hen ad vejen. De ting har de med hjemmefra.«



– BLEV kvinderne ens instrueret?
   »Jeg måtte være neutral. Det er klart, at man har sine favoritter, men det var ligesom i en familie, der måtte ikke gøres forskel. Jeg kunne ikke opnå en intimitet som den, jeg havde med Charlotte Rampling i Sous le sable, så på en måde var det lettere for mig. De er forskellige, og de skal tages forskelligt, men de forstod alle sammen, at der var tale om en ensemblefilm, at de skulle fungere på ét sted på én gang.
   Det var naturligvis også svært, for jeg måtte skære mig selv i otte stykker. Ludivine Sagnier er ung, hun er ikke berømt, og hun er min veninde. Deneuve er feteret og skræmmende majestætisk. Det er klart, at jeg ikke kunne instruere dem på samme måde. Deneuve vil gerne være tæt på processen og kende motivationen og instruktionen i detaljer. For Isabelle Huppert gælder det modsatte. Hun vil ikke vide for meget om sammenhængen, men går direkte efter sin egen figur. Den første uge var et mareridt. Siden fandt vi en modus operandi.«


– HVORFOR skal det hele handle om kvinder?
   »Kvindelige skuespillere er mere tilbøjelige til at tage chancer og risikere noget. Mændene skal ikke nyde noget, de vil ikke rokke ved formlen, men kvinderne vil gerne, måske fordi det er sværere for en skuespillerinde at få gode roller, når hun bliver ældre. Og personligt foretrækker jeg at filme kvinder. Det har noget med skønhed at gøre, med sensualitet og intensitet. Ofte er kvinderne simpelthen klogere end mændene. Kvinder kan leve alene uden mænd. Jeg er ikke sikker på, at mændene kan leve uden kvinder.«

*) Danielle Darrieux døde i 2017. Hun nåede at fylde 100 år. I en karriere, der strakte sig over otte årtier, var der mere end 100 filmroller. Darrieux havde allerede rutinen fra otte filmroller, da hun medvirkede i Mauvaise Graine (1934), den første film, som Billy Wilder både skrev og instruerede. Darrieux huskes især for førsteudgaven af Mayerling (Anatole Litvak,1936); for sit arbejde med Max Ophüls (i bl.a. La Ronde, 1950; Le Plaisir, 1952, og Madame de...,1953); for rollen som Madame de Rénal i Stendhal-filmatiseringen Le rouge et le noir (Claude Autant-Lara,1954), hvor hun spillede over for Gerard Philippe, og for Stefan Zweig-filmatiseringen 24 heures de la vie d'une femme (Dominique Delouche, 1968). Allerede i Jacques Demys nouvelle vague-musical Les desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort) er hun brugt for sin metafiktive aura, den legendariske kvalitet, som Ozon taler om i forbindelse med Deneuve og Huppert: »For mig handler 8 femmes primært om skuespillerinder. Der er en særlig mytologi forbundet med at se Catherine Deneuve som karikeret burgøjserfrue. Hun er både Deneuve og sin rolle og noget imellem de to...«
 

**) Robert Thomas (1927-1989) hed faktisk Robert [Albert Louis] Thomas. I 50erne og 60erne var han aktiv, meget produktiv og særdeles succesfuld i krydsfeltet mellem teater, film, radio og tv. Han skrev, instruerede, producerede og medvirkede selv i film og forestillinger, der med stort held blandede humor, krimi og pikant romantik af satirisk tilsnit. Thomas skrev den oprindelige Huit femmes i 1958. Ved en genopsætning i 1961 var succesen overvældende, og Huit femmes vandt årets Hachette Prix du Quai des Orfevres. Sin største succes fik han med Piege pour un homme seul (Trap for a Lonely Man). Alfred Hitchcock købte filmrettighederne, men nåede ikke at arbejde med stoffet, før han døde. Det blev i 1969 til en tv-film med titlen Honeymoon with a Stranger. John Peyser instruerede Janet Leigh og Cesare Danova i de bærende roller. Også One of My Wives is Missing (Glenn Jordan, 1976) og Vanishing Act (David Greene, 1986) med Elliott Gould og Margot Kidder bygger på skuespillet. Robert Thomas var direktør for Théâtre Edward VII i Paris fra 1970 til sin død.

***) Kostumet og attituden er dog mere oplagt baseret på Célestine, Jeanne Moreaus karakter i Luis Buñuels og Jean-Claude Carrières 1964-filmatisering af Octave Mirbeaus Le journal d’une femme de chambre (1900, da. En kammerpiges dagbog). Jeanne Moreau (1928-2017) er så godt som den eneste diva, der mangler i koret af kvindelige koryfæer. Ozon korrigerede forholdet i Le temps qui reste (2005, da. Tid til afsked), hvor Moreau har en sen signaturrolle som den døende unge mands bedstemor.
    

François Ozon blev interviewet på Café Beaubourg i Paris den 29. juli 2002

8 femmes (8 kvinder – og et mord). Instr.: François Ozon. Manus: Marina de Van, François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 111 min. Italien-Frankrig 2002. Dansk premiere: 25.12.02


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube/ Unifrance/ BGJ (Ozon 2002 portraits)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Artiklen stod – med rubrikken »Otte kvinder, otte blomster« – i Weekendavisen Kultur 13.12.2002

søndag den 17. oktober 2021

François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017)


DEN DOBBELTE ELSKER
Psykothriller efter Joyce Carol Oates

Af BO GREEN JENSEN

»Ansigtet er en maske af hud, aldeles blindt, og dog er det, ved hun, et levende ansigt; det »tilhører« en eller anden. Et levende væsen, en person, uden tvivl en kvinde. Min tvilling, måske? tænker Molly.«
   Citatet er hentet i Lives of the Twins (da. Tvillingliv) en litterær thriller fra 1988. Forfatteren kaldte sig Rosamond Smith, men det var en åben hemmelighed, at Smith var identisk med Joyce Carol Oates. Oates ville se, om nye energier blev frigjort, hvis hun skrev under pseudonym. Bogen var ikke en løbsk succes noget sted. I Danmark solgte forlaget Centrum måske 50 eksemplarer.*
   Romanen har været ret nådigt glemt. 30 år efter er der alligevel grund til at grave den frem. Forvandlingskuglen François Ozon, der er næsten lige så produktiv som Oates, har baseret sin 2017-film netop på Tvillingliv. Navne er ændret, og rammen er rykket fra New York til Paris. Ellers er der tale om trofast fortolkning af det kulørte og lurvede forlæg.


TEMAET er tvillinger, enæggede eller »identiske«. Modeltypen Chloë har aldrig fundet et sted, hvor hun føler sig mæt og tilfreds. Hun har famlet og strejfet, mens hun søgte noget, der kunne holde hende fast. Samtidig døjer hun med mavesmerter. Hun er ulykkelig på en adspredt facon.
   Filmen begynder – med et svimlende skud, der får publikum til at smile usikkert – hos gynækologen. Men fysikken er fejlfri, så Chloë konsulterer psykiateren Paul Meyer, som er en ung hædersmand af den gamle freudianske skole. Terapien udarter, og parret flytter sammen.



KØNNET værker stadig, men der falder ro over situationen. Så opdager Chloë, at Paul har en tvilling, der også er psykiater. Han valgte navnet Meyer for at lægge afstand til sin bror, Louis Delord, som er et bête noir i professionel sammenhæng.
   Chloë bliver patient hos Louis. Han latterliggør hendes smerte, men de har hård, forløsende sex. For at sløre sine spor – og fuldende symmetrien i plottet – skaber Chloë selv en dobbelt identitet.
   I bogen bliver Molly til Holly. I filmen kalder Chloë sig Eva, når hun bliver misbrugt. Virkningen er vanedannende. Smerterne aftager. Hjemme går glansen af Paul, som begynder at ligne en tryg tørvetriller.



DET billige plot rummer mange klicheer om kvinders seksualitet. De kommer ikke fra Ozon, men fra Oates. Fotografen Manuel Dacosse holder publikum til ilden med opfindsomme anatomiske vinkler, og Ozon foretager frapperende klip mellem drøm, fantasi og virkelighed.
   Spændingen stiger for så vidt. Først kan man nære en mistanke om, at Paul og Louis i virkeligheden er sider af den samme mand. Senere gælder det livet for Chloë. Hun kan naturligvis ikke se forskel på Paul Meyer og Louis Delord. Begge mænd bliver spillet af Jérémie Renier.


EROTIKKEN er intens på en uengageret, æstetisk facon, der er typisk for Ozon. Det farlige bliver aldrig farligt for alvor. Hans forrige film, Une nouvelle amie (2014), som hang på en lignende søgt dobbelthed – Romain Duris var transseksuel – havde flere af de samme skønhedsfejl.
   Der er langt fra sidste års nænsomme Frantz til de psykologiske chokeffekter i L’amant double. Ozon er en forklædningskunster, men man får et klart svar, hvis man spørger, hvorfor hans film er så forskellige. Historien er ikke vigtig. For Ozon ligger arbejdet og udfordringen i, hvordan han fortæller historien.
   På den måde er det blevet et rummeligt filmværk med høj farce (8 kvinder, Potiche), hudløs ægteskabsskildring (5 x 2, Selv i de bedste hjem), homoerotisk AIDS-elegi (Tid til afsked), moderne magisk fabel (Ricky), to historiske øvelser (Angel og Frantz) og en række empatiske kvindeportrætter (Under sandet, Le refuge, Ung & Smuk). Det sidste er, hvad Ozon gør stærkest og bedst.
   Thrillerambitionen er kun realiseret i Swimming Pool (2003) med Charlotte Rampling og Ludivine Sagnier som diametrale og komplementære modsætninger. Også hér var et metalag med en dobbelthed blandet i. Ozon er uhyre sjældent spontan.


MARINE Vacth var perfekt castet i Ung & Smuk, hvor Ozon brugte fem sange af Françoise Hardy til at fortælle sin realistiske historie. I Dobbelt begær er hun forklædt som en ung Juliette Binôche. Renier har som regel en venlig udstråling. Derfor er han bedre som Louis end som Paul. Som en nostalgisk talisman medvirker Jacqueline Bisset (f. 1944) i rollen som Madame Schenker, Chloés mor. 
   Der er en anakronistisk udsøgthed over filmens lækre perversitet. Mod slutningen kommer effekterne som lussinger. Som der står i romanen: »Det er et mareridtsbillede, og dog forskrækker det hende ikke, hun føler, snarere, en interesse for det, der næsten er klinisk.«
   Hitchcock og Brian De Palma bliver hyldet. Der er masser af Marnie (1964) og Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord). Ozon prøver også – forgæves – at matche den for alvor hårde og mærkelige seksualitet i David Cronenbergs Dead Ringers (1988, da. Blodbrødre), hvor Genevieve Bujold var kvinden i midten, og Jeremy Irons havde rollen som den dobbelte elsker.
   Siger Dobbelt begær noget nyt eller vigtigt? Måske, hvis man selv er en enægget tvilling. Men flere og flere får trillinger nu.


*) Joyce Carol Oates (f. 1938) har skrevet otte romaner under pseudonymet Rosamond Smith, senest The Barrens (2001), og tre under navnet Lauren Kelly. Forlaget Centrum udgav de første to, Lives of the Twins og Soul/Mate (1989, da. Kærlighed som dræber), i oversættelser af Else Sandvad og Lisbeth Møller-Madsen. Forfatterskabet er kolossalt og omfatter alene under Oates' eget navn 50 romaner, 11 kortromaner, 44 novellesamlinger, seks ungdomsbøger, fire børnebøger, 9 teaterstykker, 12 digtsamlinger, 24 essay- og artikelsamlinger. Oates har i årtier været på listen over kandidater til Nobelprisen i litteratur. Hun får den næppe nogen sinde. Blonde (2000, da. Blondine), en roman om Marilyn Monroe, var en international bestseller. Henved tyve af titlerne findes på dansk. 


Dobbelt begær (L’amant double). Instr.: François Ozon. Manus: François Ozon og Philippe Piazzo. Foto: Manuel Dacosse. 107 min. Frankrig-Belgien 2017. Dansk premiere: 08.02.2018.

Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ FilmStillsDB
Filmen streames på YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 09.02.2018

lørdag den 16. oktober 2021

François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]


SMUKKE LØGNE
En skæbnefortælling om nationalisme

Af BO GREEN JENSEN

DER var engang i Europa, hvor tingene så værre ud end nu. Populisterne havde fået deres vilje, og stormagterne havde slidt hinandens hære op. Før 1914 fandtes der stadig en form for »uskyldig« nationalisme. Efter 1918 var man selv ude om det, hvis man faldt i kamp for fraserne om konge, Gud og fædreland.
   Værdisammenbruddet efter 1. Verdenskrig er baggrunden for Frantz, som er François Ozons spillefilm nr. 17. Han har arbejdet i mange genrer, men sjældent i historisk sammenhæng. Eneste fortilfælde er Angel (2007), der blev en af værklistens få katastrofer.
   Frantz er først og fremmest et drama om sorg og samvittighed. I en lille tysk by sørger Anna (Paula Beer) over sin forlovede. Hun bor hos hans forældre og besøger kirkegården hver dag. Graven er tom ligesom himlen: Frantz blev massebegravet i Frankrig.



EN dag har en fremmed lagt blomster. Det er franskmanden Adrien (Pierre Niney), som knap bliver tålt på byens hotel. Embedslægen, Frantz’ far, nægter pure at tilse frøspiseren. Men Adrien er ikke syg, han vil have tilgivelse. For hvilken usonelig synd er mysteriet, der driver filmen frem og fungerer som krumtap i en raffineret kronologisk konstruktion.
   Først får Adrien adgang til Anna og familien ved at fortælle blomstrende historier om sit store venskab med Frantz. Særlig klar er stemningen, når han spiller for dem på Frantz’ violin. Siden overtager Anna rollen som trøstende løgner, da hun rejser til Paris og skriver hjem om sit fantastiske liv.



OZON afvikler filmen i sort-hvid og grå nuancer af den slags, som der er lagt pastelfarver på i enkelte scener. Han beskriver nederlagsstemningen og den gryende fascisme. Byens støtter mødes for at konsolidere patriotismen. Da Frantz' far fordømmer de fædre, som sendte sønnerne i krig, vil de andre ikke skåle med ham.
   Filmen vender de gængse klicheer. På en café i Paris synger sejrherrerne »Marseillaisen« med samme kraft, som tyskere plejer at lægge i »Das Lied der Deutschen« på film.



STEFAN Zweig, som for tiden bliver genopdaget i mange sammenhænge, kunne have skrevet den melankolske fortælling. Forlægget er dog en film af Ernst Lubitsch, The Broken Lullaby eller The Man I Killed, som hed Manden, han dræbte ved sin danske premiere i 1932. Allerede titlen giver en idé om, hvad det går ud på.
   Den amerikanske film var baseret på et fransk skuespil af Maurice Rostand (søn af Edmond, forfatteren til Cyrano de Bergerac), som bearbejdede sin egen anti-krigsroman fra 1925. Det primære budskab var pacifismen og en undsigelse af alle slags intolerance. Især den humanistiske opsang til fædrene, som ofrer deres sønner, er et retorisk højdepunkt.
   Motivet er bibeholdt hos Ozon, men i hans film er Anna i fokus. Hun har for tidligt fået halv enkestatus. Byen skumler, da hun går ture med fjenden. Især nationalisten Kreutz, som selv bygger op til et kurmageri, ville gerne lynche rivalen. Anna afviser Adrien, men hun ender med at elske ham. Hun kunne i hvert fald sagtens, hvis han ville række ud.



DER er et homoerotisk anslag, som aldrig bliver fulgt op. Pierre Nineys intense Adrien ligger typemæssigt tæt på Rostand, der var stolt af sin seksualitet på en tid, hvor rigtige mænd gik i krig med et smil og så frem til at skære fjenden i stykker. Formentlig gør Ozon det med vilje. Han har arbejdet med kønnets undren i de fleste af sine film.
   Her giver det en skæv undertone. Adrien fortæller hensynsfulde eventyr om Frantz og den fantastiske førkrigstid i Paris. Disse smukke skrøner, der er løgne, man kunne leve i, fortryller både Anna og Frantz’ forældre. Tilskueren forventer halvt, at det er sin kærlighed til hendes forlovede, som Adrien ikke kan røbe for Anna. Sandheden virker prosaisk i forhold.



TIL forsvar for filmen skal siges, at den nye del af historien, Annas version, løfter fortællingen på plads og giver den en uventet modernitet. Hvis man ikke er overbevist af den knugende alvor, som Ozon vil skabe i første akt, er der til gengæld en befriende kvalitet i den imaginære hverdag, som Anna konstruerer i sine breve til Frantzs forældre.
   Mødet med Frankrig og Adriens familie er en skuffelse. Frantz boede kummerligt, og der var ingen gylden tid. Men i Annas breve blomstrer det hele. I fantasien giver hun sig selv det liv, hun fortjener. På den måde bliver hun en kunstner, der skaber verden om ved at skrive.


SÅ i den ånd begynder interviewet med Ozon. Vi mødes for fjerde gang siden 2002, da 8 femmes samlede cremen af franske skuespillerinder og var en elegant sensation.
   Nu er filmskaberen næsten 50. Ozon har begået en lang stribe film, der er lige populære hos publikum og kritikere. Han er med tiden blevet den franske auteur, som virkelig forstår sig på kvinder.
   – Både Anna og Adrien lyver for at trøste Frantz’ forældre. Det virker oven i købet 
   »Det er måske ikke så meget løgne som fiktioner. Meget ofte handler mine film om karakterer, der foretrækker fiktion for virkeligheden. I begyndelsen vil forældrene og Anna gerne tro på Adriens løgne. Det svarer lidt til at være filmelsker. Vi går i biografen og gør alt for at blive overbevist om sandheden i de fiktioner, vi ser. Samtidig ved vi, at skuespillerne fingerer. På en måde er det en metafor for forholdet mellem kunst og virkelighed.«



 FILMEN broderer videre på »Broken Lullaby« af Ernst Lubitsch. Er det en personlig favorit?
   »Faktisk fandt jeg først Rostands skuespil. En af mine venner vidste, at jeg ville lave en film om hemmeligheder og løgne, og han sagde, at der fandtes et virkelig godt skuespil fra sidste århundrede om det tema. Jeg læste det og var begejstret – indtil jeg opdagede, at Lubitsch havde lavet Broken Lullaby.
   Jeg blev skuffet og nedtrykt. For jeg tænkte: Hvordan kan man komme efter Ernst Lubitsch? Så så jeg filmen, der er lavet i 1930ernes perspektiv. Lubitsch vidste ikke, at 2. Verdenskrig var på vej. Han taler om krigen som fortid og pacifismen som fremtid.
   Både i skuespillet og filmen er historien fortalt fra Adriens synsvinkel. Publikum ved fra begyndelsen, hvad han har gjort. Jeg ville fortælle historien fra tabernes synsvinkel. Derfor følger filmen med Anna. Hun ved ikke mere end publikum, og hun kender ikke den nøjere forbindelse mellem Frantz og Adrien. Dét, syntes jeg, gav filmen mere spænding og ambivalens. Derfor turde jeg udfordre Lubitsch. Vi deler nogle scener. Men det er en anden film.«



 DER er nationalisme på begge sider. Det ligner næsten Europa i dag –
   »Også mere end det var meningen. Først skulle det være en film om fiktive virkeligheder, men jeg arbejdede med den historiske kontekst og læste om nationalismen i Tyskland mellem krigene. Det er interessant, når man ved, at nazisterne kommer til magten om ti år. Hele højredrejningen og frygten for de fremmede ligner ting, der sker nu. De var allerede i den historie, og det var en måde at overbevise mine producere på. For det undrede dem, at jeg ville lave en film om den periode.«
    Taberne i Tyskland viser varme og oprigtighed. I Frankrig er der chauvinisme og hykleri 
   »Da vi rejste penge til filmen, som er en koproduktion, var tyskerne vilde med manuskriptet. I Frankrig var reaktionen snarere: Åh nej, ikke en film mere om 1. Verdenskrig. Men tyskerne var entusiastiske. De sagde: For en gangs skyld er vi ikke skurkene. Vi er ikke nazister. Vi er rigtige mennesker.
   Det var sjovt at få den reaktion. Og det er sandt. Hadet til tyskerne var en realitet i Frankrig i meget lang tid. I franske film er de altid karikerede. Jeg ville vise, at mennesker lider ens på begge sider. Det er altid den samme historie, når forældre mister deres børn.
   Og de er ikke engle alle sammen. Der er bagstræberen Kreutz, som taler om patriotisme. Man kan tænke sig, at han bliver nazist siden hen.«



OZONS kvinder er altid lidt klogere end mændene. De er modne pragmatikere (som regel spillet af Charlotte Rampling eller Catherine Deneuve), unge realister (Ludivine Sagnier i Swimming Pool eller Marine Vacth i Jeune et jolie), højgravide mødre (Isabelle Carré i Le refuge) eller mænd i en forkert krop (Romain Duris i Min nye veninde).
   I 5 x 2 fra 2004 bliver et parforhold trævlet op i fem scener, der er vendt kronologisk. Valeria Bruni-Tedeschi er så god i rollen, at det bliver en af de store ægteskabsfilm.
   – Det er næsten altid kvinder, der bærer historien i dine film 
   »Jeg gjorde en stor opdagelse, da jeg optog Under sandet med Charlotte Rampling, som var cirka 50 år dengang. Jeg indså, at jeg kunne udtrykke mig gennem denne kvinde. Det var en god åbenbaring. Somme tider gør distancen det letttere at få tingene sagt. Hvis man har en person, der er i samme situation som én selv, er det sværere at være klar omkring karakteren.
   I Frantz var det interessant at følge med Anna, for hun er også et offer for krigen, men på en anden måde end mændene og den ældre generation.«


François Ozon blev interviewet på Hotel Le Grand i Paris den 14. januar 2017


Frantz. Instr. og manus: François Ozon. Foto: Pascal Marti. 113 min. Frankrig-Tyskland 2016. Dansk premiere: 30.03.2017


Fotos: Mandarin Films, Camera Film/ Unifrance/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 31.03.2015