Translate

søndag den 24. januar 2021

Theodore Melfi: Hidden Figures (2016) [Black Lives Matter 11]


LIGESTILLINGENS ASTRONAUTER

Også nede på jorden tog kampene fart 

Af BO GREEN JENSEN

I 1961 var prestige- og propagandakrigen mellem USA og USSR på sit højeste. Den militære indsats fandt sted på flere fronter og som regel i det skjulte, men ikke når rumkapløbet blev brugt til at vise den nye teknik og formåen.
   Sovjetunionen lå forrest fra opsendelsen af Sputnik i oktober 1957 til Jurij Gagarins jordomkredsning i april 1961. John F. Kennedy holdt sin forpligtende tale om at lande på månen, »fordi det er svært«. NASA knækkede koden i februar 1962, da John Glenn gennemførte USA’s første bemandede togt.
   Apollo-programmet åbnede i januar 1967 (med Virgil Grissoms varmedød). Sovjet begyndte i stedet at satse på rumstationer. Apollo 11 landede i Stilhedens Hav i juli 1969. I 1975 gennemførte stormagterne i fællesskab Apollo-Soyuz-projektet. Dét var måske et større skridt for menneskeheden.
   Hidden Figures handler egentlig ikke om dette. Filmen foregår i de febrilske otte måneder, hvor NASA sætter alt ind på at få en astronaut i kredsløb. Mens landet ser op, hersker racismen. Flere Freedom Rides blev gennemført. Borgerrettighedsbevægelsen tog fart i takt med rumprogrammet. På denne afstand er det fristende at se en forbindelse mellem de himmelstormende initiativer.


DET var også i 1961, at NASA fik sin første »elektronhjerne« fra IBM installeret. Før da henviste ordet »computer« til en person. Der var adskillige afro-amerikanske kvinder i NASA. Hidden Figures skildrer tre: talbegavelsen Katherine Goble, Dorothy Vaughan, som blev den første chefprogrammør, og Mary Jackson, der insisterede på sin ret til at blive ingeniør.
   De tre karakterer virker lidt for generisk repræsentative, men er ikke desto mindre autentiske. Theodore Melfis film bygger på bogen Hidden Figures: The Story of the African-American Women Who Helped Win the Space Race (2016) af Margot Lee Shetterly, som solgte filmrettighederne, før manuskriptet var i trykken. Filmen har været og er ekstremt populær. 
   Den er heller ikke dårlig, men kunne måske have vist lidt flere tænder, der bed fra sig. I 1961 blev køn og racer stadig betragtet som »equal but separate«. Det ændrede sig under rumkapløbet. Også nede på jorden tog kampene fart. Hertil kommer faglige kampe for bedre arbejdsforhold generelt. Der er tre registre af forskelsbehandling i spil. Enten favner filmen for bredt. Eller også ser den rigtigt og siger, at man ikke kan skille tingene ad.


LEDEREN af rumprogrammet hedder Al Harrison, og det er ham, der henter Katherine Goble ind for at knuse de sværeste tal, da Sovjets succes lægger pres på afdelingen.
   Harrison er farveblind. Det er ham ligegyldigt, om matematikerne er hvide eller »farvede«, som man siger i 1961. Men NASA er racistisk funderet. De sorte kvinder sidder i deres egen bygning, hvor den hvide mellemleder (Kirsten Dunst) aldrig kommer. De har deres eget toilet. I begyndelsen må Katherine løbe 20 minutter hver vej, når hun skal besørge.
   Harrison spørger, hvor Katherine bliver af. Hun holder derfor en flammende tale om menneskets ret at tisse. Det er filmens store scene, og den rammer så rent i hjertekulen, at tårerne presser på sammen med glæden, da Harrison henter en hammer og banker Colored-skiltet ned.


ELLERS er alt en parade af klicheer. Forskeren Paul Stafford (Jim Parsons) vil tage æren for Katherines udregninger. Dorothy sniger sig at læse en introduktion til programmørsproget FORTRAN i bibliotekets hvide afdeling. Mary taler dommeren til fornuft. De har kønne børn og gode mænd, der hurtigt bliver vundet for sagen.
   Der er et hierarki af fordomme i spil: køn, etnicitet og klasseforskelle. Alle har held med projektet, fordi de tror på sig selv og på Gud. Det er meget, meget mainstream, men det er også varmt og velment.
   Skuespillerne kan deres typer. Taraji P. Henson, Octavia Spencer og Janelle Monáe er fortrinlige. Kevin Costner investerer al sin demokratiske poster boy-charme i rollen som Al Harrison. Glenn Powell lyser op som John Glenn.
   Produktionen er designet med museal akkuratesse. Det er derfor en skam, når den politiske korrekthed bliver prioriteret over autenticiteten. I 1961 var der tæt tobaksrøg alle vegne – også hos NASA. Her er der ikke en tændt cigaret noget sted.


HIDDEN Figures havde held til at sige noget væsentligt om den racistiske fortid og kampen for ligestilling. Modsat mindre forsonlige fremstillinger – som Ava DuVernays Selma (2014) – valgte Melfi at se positivt på historien. Ikke siden Norman Jewisons In the Heat of the Night (da. I nattens hede) – som fyldte 50 år i 2017 – var en film i dén grad kommet til tiden.
   Kun fire år efter ser man den kuraterede historiefortælling med en anakronistisk og næsten nostalgisk undren. Det er vaniljefarvet mainstream fra en verden, som tror, at det stille og roligt går den rigtige vej. Altså tiden lige før Trump og COVID-19, før urolighederne efter politiets drab på George Floyd i Minneapolis i maj 2020 og systemets reaktion på samme. Det er før mere polarisering, og før Black Lives Matter tog handskerne af. Som sådan er Hidden Figures især et solidt vidnesbyrd om tidsånden i Barack Obamas præsidentperiode.
   Kan vi nå det endnu, vil vi gerne tilbage.

Hidden Figures. Instr.: Theodore Melfi. Manus: Theodore Melfi og Allison Schroeder. Foto: Mandy Walker. 127 min. USA 2016. Dansk premiere: 26.01.2017.


Fotos: NASA/ Fox 2000/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Instant, Disney+, Google Play, iTunes Movies
Bragt første gang i Weekendavisen Kultur 27.01.2017, justeret og revideret 24.01.2021

lørdag den 23. januar 2021

Når skildpadder dør: Harry Dean Stanton 1926-2017



NÅR SKILDPADDER DØR
Harry Dean Stanton 1926-2017

Af BO GREEN JENSEN

SKUESPILLEREN Harry Dean Stanton døde i september 2017. Han har uden tvivl vidst, at det gik i den retning, da han tog titelrollen i Lucky, som kollegaen John Carroll Lynch må have skræddersyet til Stanton.
   Den 90-årige Stanton spiller her en 90-årig pensionist, der passer sig selv til det sidste. Han bor i en lille by i Arizona, dyrker sin yoga, følger faste tv-programmer og sidder på den samme plads i cafeen og baren, som han trisser hen til, når rutinerne er afviklet.
   Lucky ryger trofast en pakke om dagen. Det har han gjort hele livet – det samme gjorde Stanton – og lægen (Ed Begley Jr.) betror ham, at det sikkert ville gøre mere skade, hvis han holdt op. Lucky er en undtagelse fra alle regler. Han er blevet så gammel, at han bor på herrens mark.
   Det samme gør skildpadden President Roosevelt, som kravler rundt i filmens excentriske margin. Den tilhører Howard, som er det tætteste, man kommer på en ven i Luckys kreds. Han bliver passende spillet af David Lynch, som gav Stanton en række markante biroller.
   Lucky tror ikke på andet end dagen. Han fik sit øgenavn i Stillehavskrigen. Han følger solens rejse. Han rystes i sin rutine, da han pludselig falder om. Derfor går Lucky til læge. Men fejler ingenting.
   Alt er, som det plejer. Det er Lucky bare ikke. En mærkelig uro har sat sig i manden. I baren bemærker Elaine (Beth Grant) og Paulie (James Darren), at der er en ny kant under urokkeligheden. Skal Lucky måske finde noget at tro på? Selv skildpadder dør på et tidspunkt.



FILMEN udspiller sig i det landskab, hvor Stanton havde sine bedste roller. Han fik en lang karriere, som begyndte, da han sang »Just a Closer Walk with Me« for Paul Newman i Cool Hand Luke (1967, da. Skrappe Luke). Han var allerede 58, da Wim Wenders gav ham hovedrollen i Paris, Texas (1984).
   Stanton var forlover ved Jack Nicholsons bryllup. Han joggede med Bob Dylan og sang duet med Kris Kristofferson. Han giftede sig aldrig. Han boede i en bungalow på Mulholland Drive i Los Angeles. På dørmåtten stod der »Welcome UFOs«. Sophie Huber lavede en ret god portrætfilm, som hedder Partly Fiction. Det var i 2013. Dengang var Stanton kun 87.
   Der var en tidløs kvalitet af sårbar uforgængelighed over den spinkle westerntype, og Lucky fanger alle nuancer. Skildpaddetempoet passer perfekt til den lille mand, som havde ilden i sig. 


Lucky. Instr.: John Carroll Lynch. Manus: Logan Sparks og Drago Sumonja. Foto: Tim Suhrstedt. 88 min. USA 2017. Dansk premiere: 05.04.2018.


Fotos: CineMaterial/ Superlative Films/ Magnolia Pictures/ Another World Entertainment
Lucky streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay og Filmstriben

Trykt i Weekendavisen Kultur 06.04.2018

fredag den 22. januar 2021

David Lynch: Lost Highway (1996) [Moderne mestre]


DEN PARALLELLE MAND
90ernes mest kompromisløse værk

Af BO GREEN JENSEN

IKKE mange filmskabere maler så mørkt, monomant og forvrænget som stemningsmesteren David Lynch. Det var derfor en fuldkommen overraskelse, da han i 1999 kom til Cannes med den besnærende The Straight Story, en ubetinget varm road movie om en 72-årig mand, der kører fra Iowa til Wisconsin på sin plæneklipper, da han hører at hans bror er syg. Lynchs mest interessante film fra 90erne er og bliver dog Lost Highway.
   Efter hovedværkerne Blue Velvet (1986) og Wild At Heart (1990) var Lynch blevet folkeeje i kraft af tv-serien Twin Peaks (1990-91). Lige siden havde man kaldt hans nye arbejder skuffende, fordi de ikke duplikerede den excentriske blanding af humor, horror, sex og spænding, som dominerer de første ti-tolv afsnit af den postmodernistiske soap opera. Faktisk havde Lynch fået svært ved at finansiere sine projekter.
   I det lys fremstod Lost Highway som et værdigt og helstøbt comeback. Det er Lynch uden filter, der brænder sig op hér, vanedannende og sikkert yderst sundhedskadelig, som der står på cigaretpakkerne. Lynch er som altid en uklar fortæller. Til gengæld kan han skabe atmosfære. Ofte aner man ikke, hvad der går for sig eller hvor historien vil føre os hen. Det ville være både manieret og irriterende, hvis ikke netop disse scener gav filmen særpræg og sort egenliv.



BILL Pullman er en fremmedgjort saxofonist, som bor i Los Angeles sammen med Patricia Arquette, der til lejligheden er camoufleret som en Betty Page-agtig dukkekvinde. I første scene sidder han anspændt og stirrer på den bare væg i sit hjemmestudie. Dørtelefonen brummer, og gennem væggen meddeler en stedløs stemme, at »Dick Laurent er død«. Imens stolprer Arquette ud i den lammende sol og finder en kuvert med en videokassette på trappen. Sammen ser ægtefællerne båndet som bevidner, at nogen iagttager dem.

   Det ville være synd at kalde atmosfæren hjertelig. I forlængelse af episoden med båndet skildrer Lynch et af parrets sjældne samlejer med så megen indestængt latens, at man bogstaveligt sidder med hjertet i livet. Pullmans stramme musiker får mere og mere ondt i sit hoved. Ofte knitrer lyset for ham, og lydene i huset har den samme sydende aldrig-helt-stille beskaffenhed, som Lynch siden Eraserhead (1977) og The Elephant Man (1980) har brugt til at bygge stemningen op.



FLERE kassetter ankommer, og for hvert bånd trænger den eller det usete længere ind i labyrinten. Til en dekadent fest hos den celebre alfons, som vi mere end fornemmer, at Arquette har noget kørende med, møder Pullman en lille, mærkelig mand  en næsten uigenkendelig Robert Blake  som frejdigt erklærer, at han i talende stund slet ikke er til stede, men befinder sig hjemme hos Pullman og Arquette. Et telefonopkald bekræfter påstanden. Det er blot én af mange små uudgrundeligheder, som filmen aldrig bestræber sig på at forklare.
   


I FILMENS første time venter man på, at Lynch skal forløse den akkumulerede spænding. Da det sker, bliver det gjort chokerende kursorisk. Det ene øjeblik går båndenes mareridt i opfyldelse, og Pullman knæler ved sin hustrus mishandlede lig. Det næste sidder han i cellen og får stadig stærkere hovedsmerter, som vagterne ignorerer på deres arrogant joviale facon. Så foretager filmen sit store kvantespring. Vagterne skulle alligevel have lyttet til Pullman, for næste morgen sidder der slet og ret en anden mand i hans celle.
   Her hopper kæden af. Man bakser en tid med ideen om, at der kunne være tale om to versioner af den samme mand, at Pullman og den unge mekaniker (Balthasar Getty), som filmen nu frejdigt slår følge med, på uforklarlig vis er parallelle personer, det som litteraturen kalder Doppelgänger. De mange køreture ad en fartstribet natvej, som foretages hver gang handlingen slæber, mere end antyder noget i den retning, men Lost Highway er ikke en film, der forpligter sig på at forklare. Den folder sig ud med en drøms logik, og i dét perspektiv giver den mening.



NU drejes stil og tone over i et mere velkendt noir-univers. Mekanikeren kører ture med sin veninde og er på værkstedet blevet en slags protegé for gangsteren Robert Loggia. Næste dag sidder en stilfuld blondine i den Cadillac, Loggia afleverer. Getty forelsker sig uhjælpeligt, mens Lou Reed på lydsporet fremfører »This Magic Moment« af Doc Pomus og Mort Shuman. Herfra er der ingen vej tilbage. James M. Cain kunne have skrevet de følgende scener.
   Blondinen, som vender tilbage og samler Getty op, bliver ikke fuldkommen overraskende spillet af den samme Patricia Arquette, som vi tog afsked med på gulvet i soveværelset hos Bill Pullman. Om brunetten og blondinen kunne være parallelle, for ikke at sige identiske personer, giver filmen sig nu til at efterforske. Begge kender i hvert fald alfonsen som dør, da identitetsmysteriet leger med forskellige mulige løsninger.
   Pornografiske snuff-film spiller i stuen, hvor Getty og Arquette har et opgør. Efter endnu en rejse ad natvejen ser vi flere gange et skur eksplodere i ørkenen, men sekvensen køres baglæns, så huset rejser sig igen. I labyrintens inderste skal vi endelig se minotauren, men da Getty og Arquette har elsket en sidste gang foran billygterne, springer kæden atter af. Hvem vi ser i lyset, hvem der dør og hvem der kører væk ad fortællingens åbenbart endeløse lost highway, skal ikke røbes i denne sammenhæng.


FILMEN
 skildrer et betingelsesløst misantropisk univers, der end ikke på en god dag hænger sammen og giver mening. De sexistiske og sadistiske undertoner knytter an til de mørke afsnit af Twin Peaks, dem som ingen holdt særligt af, og den sorte, hysteriske prequel til serien, som Fire Walk With Me (da. Laura Palmers sidste dage) fra 1992 udgjorde.
   På den tekniske side er alt ved det gamle. Angelo Badalamenti har skrevet filmens score, mens Trent Rezner fra Nine Inch Nails har samplet de markante sange – fra David Bowies »I'm Deranged« til en samba med Antonio Carlos Jobim  der sammen med instruktørens eget sound design giver lyden fylde og dybde. For den flotte retroscenografi står produktionsdesigneren Patricia Norris.



PS 21.01.21: Bilen kørte videre ad Mulholland Drive (2001) og ramte vel muren for enden af mørket i Inland Empire (2005), som sikkert bliver Lynchs sidste biograffilm. Twin Peaks: The Return (2017) samler alle tematikker og kan ses som en Lynch-antologi. Los Angeles-baseret neo-noir ville ikke være det samme uden Lynch. Se f. eks David Robert Mitchells Under the Silver Lake og Drew Goddards Bad Times at the El Royale, begge fra 2018.
   Lost Highway har haft betydning for flere europæiske filmskabere. Michael Haneke viste den for sine studerende på Filmakademiet i Wien og nævner selv Lost Highway som en forudsætning for Caché (2005, da. Skjult), hvor Daniel Auteuil og Juliette Binoche på samme måde får dvd’er fra nogen, der kan se dem med skjulte, voyeuristiske øjne.
   Tematiseringen af voyeurisme og videovold var vigtig for Funny Games (1997), som kombineret med en Lynch’sk dissonans inspirerede både Yorgos Lanthimos (Dogtooth, The Lobster, The Favourite) og Athina Rachel Tsangari (Attenberg, Chevalier) fra 2010ernes græske weird wave. Der går en lige linie fra stuen i Lost Highway til kælderen i The Killing of a Sacred Deer (2017), hvor den desperate Colin Farrell i blinde plaffer løs på sin familie.
   Nicolas Winding Refn (Fear X, The Neon Demon) kommer tættest på Lynch i dansk sammenhæng. Hvordan kan jeg forklare ved given lejlighed.

Lost Highway. Instr.: David Lynch. Manus: David Lynch og Barry Gifford. Foto: Peter Deming. 135 min. USA-Frankrig 1996. Dansk premiere: 13.06.1997


Fotos: CiBy 2000/ Guardian-Observer (Sundance 1997)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og Filmstriben
Teksten er trykt første gang i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1999)

torsdag den 21. januar 2021

David Lynch: The Straight Story (1999)


AMERIKANSKE BILLEDER
David Lynch sætter mørket på pause

Af BO GREEN JENSEN

MAN forbinder jo af vane David Lynch med noget mørkt. Med eller uden indbygget humor har amerikaneren altid dyrket det bizarre og forvredne; fra Eraserhead (1978) og Blue Velvet (1986) til Wild at Heart (1990) og Lost Highway (1996), som må være den særeste fabel fra manden, der med tv-serien om livet i Twin Peaks (1990-91) gav årtiets første halvdel et ansigt, man længe kunne forveksle med tidsånd.
   Hen ad vejen udartede nogle af Lynchs virkemidler til manerer, som han måtte skære stadig dybere i mørket for at give plads. Også dét blev rutine, men man tog tælling, da Bill Pullman som saxofonisten i Lost Highway skiftede identitet og blev en anden person. Især fordi mysteriet faktisk aldrig blev løst eller kom til at hænge sammen efter nogen logisk forklaringsmodel. Større endnu var forbløffelsen dog, da Lynch på Cannes Festivalen 1999 præsenterede en film, hvor mørket er bandlyst.
   The Straight Story er nøjagtigt så enkel og regelret, som den trods alt lidt krøllede titel antyder. Den bygger på en autentisk smil-gennem-tårer historie om den pensionerede landmand Alvin Straight, der i sommeren 1994 hægtede en trailer på sin John Deere-plæneklipper og trillede tværs over Midtvesten, fra Laurens i Iowa til Mt. Zion i Wisconsin, for at besøge sin bror, som var blevet syg. Alvin var 73 år gammel, da han foretog sin amerikanske odyssé. I filmen spilles han af Richard Farnsworth (1920-2000), der simpelt hen kravler ind i sin rolle, så vi tror hver en gestus og lille manér.



OGSÅ Lynch forsøger at komme et helt nyt sted hen denne gang. Dét gør han forbavsende ubesværet. Varmen, roen, naturskønheden og de mange gode mennesker, som hjælper Alvin af sted på hans vej gennem verden, virker aldrig som eksotiske konstruktioner. Filmen er da også drejet ganske tæt på virkeligheden. Holdet rejste i Alvins spor og gjorde turen efter i samme sneglefart. Resultatet er en unik film, der sætter sig i tilskueren som en slags fred.
   Første indstilling viser en sydende sommergræsplæne ved et lille hus, der sagtens kunne ligge i forstæderne fra Blue Velvet. Fordi vi har vænnet os til forbinde nogle særlige egenskaber med Lynchs superrealistiske billeder af den banale amerikanske virkelighed, begynder publikum straks at fremdrømme alle mulige ildevarslende detaljer. Mekanismen forstærker blot sin aktivitet, da vi lidt efter hører et bump inde fra huset. Vi tror det værste om verden, før vi har vænnet os til tonen i The Straight Story.



LYDENS årsag er skam alvorlig nok. Alvin er faldet om med det slagtilfælde, som siden gør det vigtigt for ham at foretage rejsen til broderen, der kun er med i en enkelt scene, men spilles af Harry Dean Stanton (1926-2017), så man er sikker på at huske den. I filmens første kvarter foretager Lynch en systematisk afkodning af kataloget med kendte effekter. Senere nyder han tydeligvis at vende road movie-genren på hovedet, for som sagt møder Alvin kun gode mennesker. Her er hverken dæmoniske blaffere, seriemordere eller fascistiske trafikbetjente. Kun små byer ude på landet med masser af rigtige mennesker i.
   Selv Angelo Badalamentis musik indretter sig efter grundstemningen og prøver at lyde køn og banal. Men til stadighed hører man alligevel noget ægte, som gør at filmen aldrig bliver et anstrengende glansbillede. Tværtimod hviler den så fint i sig selv, at man efterhånden trækker vejret dybt og føler freden sammen med Alvin, når han sidder under stjernerne og undres ved mangfoldigheden. Med The Straight Story har Lynch har skabt en noget nær fuldkommen film, og nu bliver det for alvor spændende at se, hvor manden i sort vil tage hen næste gang.




The Straight Story. Instr.: David Lynch. Manus: John Roach og Mary Sweeney. Foto: Freddie Francis. 110 min. Frankrig-UK-USA 1999. Dansk premiere: 25.12.1999.


Fotos: Asymmetrical Productions/ StudioCanal+/ Walt Disney Pictures/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på SF Anytime
Trykt i Weekendavisen Kultur 23.12.1999

onsdag den 20. januar 2021

David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]

 

 
ALTING HANDLER OM MARILYN MONROE
Filmskaberen David Lynch ser tilbage
 
Af BO GREEN JENSEN
 
DAVID Lynch (f. 1946) skabte tidligt sit eget mørke sted i filmkunsten. Eraserhead (1977) foregriber alt, hvad der fulgte. Han var til gengæld længe om at nå frem til filmen. Først gik der ti år med at blive en lige så sær og distinkt billedkunstner. Udstillingen The Air is on Fire, som blev vist på Gammel Strand i 2010, samlede alle de voldsomme tilløb.
   For Lynch er malerierne, fotografiet og musikken blot andre aspekter af arbejdet. For publikum handler det primært om mørket og surrealismen i de film og tv-serier, som Lynch har skabt de sidste 40 år. Han er en unik instruktør. Hans stil har dannet skole, men ingen ser verden lige sådan.
   Der er skrevet adskillige bøger om Lynch. Han har også selv forfattet én, Catching the Big Fish (2006), der handler om transcendendal meditation. Nu er tiden kommet til biografien. I Room to Dream deler han arbejdet med filmskribenten Kristine McKenna. Det er ikke en samtalebog eller memoirer i »fortalt til«-genren. Tværtimod er formen en nyskabelse.
   Bogen er en blanding af biografisk portræt og anekdotiske erindringer. McKenna bryder livet op i 16 faser, som hun belyser gennem interviews og kitter ud med beskrivelser af de film, som blev til i perioden. Sidst i hvert kapitel overtager Lynch og giver sin version af, hvad der skete.
   Det er ikke så skævt eller løst, som det lyder. Man får meget at vide, og især får man et livagtigt indtryk af Lynch, hans forbavsende frejdige grundsyn (mørket i værkerne taget i betragtning) og hans drævende facon, som på uforlignelig vis kombinerer banaliteter og dybsindigheder.
   Der er en majspibe-bakkende snusfornuft over Lynch, en aura af provinsielt orakel, som han dyrker sammen med frontløber-surrealismen.
   Lynch er en dreven raconteur, der kender sine virkemidler. Han glider af på smertepunkter og fortæller gavmildt om glæden. Han er en rastløs renæssancemand. Værkerne definerer et flimrende liv og skaber struktur.



SKØNT Lynch bedyrer, at han er et hjemmemenneske, som har brug for at sidde alene og arbejde, foregår alle bogens optrin på sociale scener: filmproduktioner, festivaler (Cannes især), ferniseringer, koncerter og en endeløs række middage med berømte kammerater, kolleger og idoler.
   Der er en særlig type mennesker, som Lynch holder af, fordi de er enkle og originale. Man kan bare sidde sammen med dem. Det gælder nyligt afdøde Harry Dean Stanton (1926-2017), Richard Farnsworth (1920-2000) og Ringo Starr. Hans bedste ven er Laura Dern, som næsten gav sit liv for Inland Empire.
   Det er ikke name dropping som sådan. Lynch er god til at skildre sin benovelse, der i sig selv er en charmerende egenskab. I slutningen af 80erne, efter Blue Velvet og i kærestetiden med Isabella Rossellini, spiser parret middag med Silvano Mangano og Marcello Mastroianni.
   Mastroianni er sød og imødekommende, det er alle som Lynch løber på. David fortæller Marcello, at Fellini er en af hans helte. Næste dag holder en limousine klar til at køre Lynch til Cinécitta, hvor Federico er ved at optage Intervista. De taler. De sidder sammen og siger ikke noget. De udveksler faglige erfaringer. Lynch er ør og starstruck.
   Der er mange af de anekdoter, og de bedste har en pointe. Der går fire år, og Lynch har haft mere succes med Wild at Heart og Twin Peaks, men er til gengæld blevet hånet for prologen Fire Walk With Me og to tv-serier, Hotel Room og On The Air, som ingen ville røre ved.



HAN er ved at optage en tv-reklame i Rom, da Fellini bliver indlagt på et hospital i nærheden. Så han og klipperen Mary Sweeney (der har erstattet Rossellini og siden bliver Lynchs tredje hustru) besøger den døende mester, som sidder i kørestol efter et slagtilfælde.
   Fellini er trist. Han fortæller Lynch, at han i gamle dage drak kaffe og talte med de studerende om film. Nu taler alle om tv, og verden er ikke den samme. Lynch får bagefter at vide, at Fellini har sagt: »Han er en god dreng.« To dage senere går Fellini i koma og vågner ikke igen.
   Det er en effektiv slutning på afsnittet »People Go Up and Then They Go Down«. »Det går op og ned her i verden,« ville Jytte Borbergs Eline Besser have sagt. Her afføder det en betragtning, som uden tvivl kommer fra hjertet:
   »Jeg tror, at tingene sker på den måde, de skal. Når man bliver gammel, kan man huske, hvordan det var, da man lavede sine ting, og man sammenligner det med det, som sker i dag, og man kan end ikke begynde at forklare unge mennesker, hvordan det var, for de er bedøvende ligeglade.« (»They don’t give a shit,« står der faktisk).
   »Livet går videre. En dag vil i dag blive deres erindring, og de vil heller ikke kunne forklare nogen, hvordan det var. Det er bare sådan, det er, og jeg tror, at Fellini var nået dertil. Filmen havde en guldalder i Italien og Frankrig, og dengang var han en af kongerne.«
   Lynch lukker kapitlet med et Kurt Vonnegut’sk »Damn.«


 

BÅDE McKenna og Lynch bruger uforholdsvismæssig megen plads på at skildre de praktiske problemer omkring optagelser og finansiering. Her bliver bogen i lange stræk til en Variety-feature eller en baggrundsartikel i Sight and Sound. Men megen nyttig bonusinfo er strøet ud med løs hånd.
   Det er virkelig værdifuldt at høre, hvordan karakteren Bob (ondskabens indbegreb i Twin Peaks) bliver født ved et tilfælde. Og Lynch fortæller, at han og medforfatteren Mark Frost mødtes, mens Frost skrev på en miniserie, Goddess, om Marilyn Monroe:
   »Som ti millioner andre mennesker, kan jeg godt lide Marilyn Monroe, så vi begyndte at arbejde sammen (…) Man kan vel sige, at Laura Palmer er Marilyn Monroe, og at Mulholland Drive også handler om Marilyn Monroe. Alting handler om Marilyn Monroe«.
   Der er en detaljeret værkliste og henved 100 fine privatfotos. Der er alle de vigtigste datoer, numre og navne. Fire børn og fire ægteskaber. Der er film, malerier, mørk musik, websitet med alt det løse og projekterne, som ikke blev. Man hører meget om Ronnie Rocket, som Lynch hiver frem, når han møder en ny sponsor.
   Det hele får ikke mindre vægt af, at Lynch igen er i zenit. De atten episoder af Twin Peaks: The Return (2017), som modsat 90er-udgaven af serien alle blev instrueret af Lynch, var et født hovedværk.
   Lynch elsker at beskære sit motiv. Han kan ikke lade være med at sætte i scene. Kapitel to hedder »The Art Life«, og de første 100 sider har fællesmængde med portrætfilmen af samme navn fra 2016, som danske Olivia Neergaard-Holm var med til at instruere. Her sad Lynch i sit atelier og fortalte om tiden før Eraserhead. Han talte, som han skriver her i Room to Dream, men resultatet var mere dramatisk.



MCKENNA beskriver værkernes væsen, men der er ingen forsøg på stringent analyse. Ergo får man ikke at vide, hvor ondskaben kommer fra. Ingen kan skildre ondskab som Lynch. Ingen er så monoman i forhold til mareridtskunsten: Fire Walk With Me, Lost Highway, Inland Empire.
   Derfor bliver Room to Dream mere nyttig, hvis man læser den i tandem med Lynch on Lynch, Christopher Rodleys interviewbog fra 2005. Her har Lynch selv et plausibelt bud på oprindelsen:
   »Min barndom var elegante hjem, veje med træer, mælkemanden, at bygge fort i baghaven, lyden af fly, blå himmel, hvide plankeværkshegn, grønt græs, kirsebærtræer. Middelamerika, som det skal være. Men på træet er der et væskende sted, noget sort, noget gult, med millioner af røde myrer, som kravler rundt. Jeg opdagede, at hvis man ser nærmere på denne smukke verden, så er der altid røde myrer under overfladen.«
   Har man set og holdt af en David Lynch-film, er der ingen vej uden om Room to Dream. På omslagsfotoet sidder en tumling, en lille cowboy på to år, på trappen ved huset i Boise, Idaho. Kunstnerens mor, Sunny Lynch, tog det foto i 1948. Drengen ser ud til at undre sig og iagttage.
   I 2021 er Lynch blevet 75. Hans ældste datter, Jennifer, er 52 år; den yngste, Lula, er født i 2012. Lynch er ikke så meget en mand af sin tid, som en kunstner, der skaber sin egen. Han er et sted, en stemning, en mørk tematik. Det er Crazy Clown Time hele vejen. Og »damn good coffee«, som skal drikkes af The David Lynch Signature Cup.
   Læs om livet i Room to Dream. Bogen er en kærlig overskudshandling.
 


David Lynch & Kristine McKenna: Room to Dream. 580 s. Random House, 2018

David Lynch & Kristine McKenna: Drømmerum. Oversat af Søren Vinterberg. Forlaget Gad, 2018


Fotos: Random House/ DEG/ Absurda (Jason S.)/ Showtime Networks/ David Lynch Theater (YouTube)
Trykt første gang i Weekendavisen Bøger 29.05.2018