Translate

mandag den 26. juli 2021

Digteren Papusza: Bronislawa Wajs 1908-1997


AMULETTER OG DEFINITIONER
Digteren Bronislawa Wajs 1908-1997

Af BO GREEN JENSEN

DIGTEREN Papusza blev født i 1908 og døde i 1987. Sigøjnerskens polske navn var Bronislawa Wajs. Der blev vendt op og ned på alle normer flere gange i hendes livstid, men foragten for romafolket var støt under samtlige magthavere.
   »Vandet ser sig ikke tilbage/ Det flyder, løber længere væk/ Hvor blikke ikke kan finde hende/ Er, hvor vandet vandrer hen.« 
   Papusza skrev sange og digte, der typisk har hjemve og afsavn som tema. Som 15-årig blev hun gift med en langt ældre onkel, musikeren Dionizy Wajs, som var en anerkendt harpenist. De overlevede nazitiden ved at skjule sig i skoven sammen med andre sigøjnerfamilier.



I 1949 gav lejren husly til forfatteren Jerzy Ficowski (1924-2006), som var eftersøgt af politiet. Polen var nu en sovjetisk vasalstat. Ficowski opfordrede Papusza til at skrive, redigerede materialet og sørgede for, at det blev trykt. Han blev i tre år og udgav i 1953 Cyganie polscy, som var den første fremstilling af romakulturen i Polen. Ficowski brugte også sin sigøjnertid i digtsamlingen Amuletter og definitioner (1960).
   Den første bog fik konsekvenser for Papusza, som havde hjulpet Ficowski med arbejdet. Hun blev erklæret »uren« af den lokale Baro Shero og fik skylden for indførelsen af en lov, som forbød sigøjnernes livsform. Papusza var indlagt på en institution for sindslidende i otte måneder. Hun levede de sidste 30 år af sit liv i et lille hus i Gorzów Wielkopolski.
   Forfatterskabet blev rehabiliteret i 1970erne (da Ficowski selv kom på regeringens sorte liste) og betragtes som en af de store romastemmer, et kvindeligt modstykke til Federico Garcia Lorca.



JOANNA Kos-Krauze (f. 1972) og Krzysztof Krauze (1953-2014) levendegør biografien i en stor film, der er usædvanlig af flere årsager.*
   På film bliver romakulturen som regel skildret i hektisk, farvemættet form med masser af sanselig dans og musik. Især den fransk baserede romani-auteur Tony Gatlif har gjort sit for sagen i film som Latcho Drom (1993, da. Sigøjnernes rejse), Gadjo Dilo (1997, da. Den fremmede), Exils (2004), Geronimo (2014) og Tom Medina (2021).
   Papusza er derimod filmet i brede, sort-hvide billeder og fortalt i episk langform, som er mere elegisk end livsfejrende. Filmen kaster et selvransagende blik på den behandling, som sigøjnere og jøder fik i Polen, både før, under og efter de to verdenskrige.
   Politiet, som lukker sigøjnernes lejr, mener ikke, at Hitler var galt afmarcheret. Papuszas mand formulerer filmens hjertesag, da han konstaterer, at »uanset hvor belæst – en sigøjner og en jøde er klogere end alle tyskere i hele verden.«
   Papusza kritiserer antiziganismen og antisemitismen. Romakulturen fremstår dog lige så overtroisk og intolerant. Ficowski bliver modtaget med mistænksomhed, som en mulig stikker, da han søger ly hos sigøjnerne. Ingen forsoning er mulig, da Papusza bliver udstødt. Hun har ingen glæde af sit litterære gennembrud.



FILMEN begynder i 1971, da Papusza bliver hentet i arresten og er æresgæst ved opførelsen af den første opera på romani. Den klipper tilbage til 1949, da Ficowski bliver sigøjnernes gæst, og skildrer Papuszas ungdom frem til brylluppet med Dionizy i 1921. Tyngdepunktet ligger i 1952, da digtene bliver publiceret, og Papusza vil tale sin velgører fra at udgive bogen om sigøjnerne.
   Der er mange mørke kræfter på spil. De eneste helte i filmen er Papusza og Ficowski, som prøver at bygge bro over kløften. Også Dionizy Wajs forsøger, trods sin personlige modvilje, at forstå og hjælpe sin hustru. Karaktererne fremstilles solidarisk af Jowit Budnik, Antoni Pawlicki og Zbigniew Walerys.
   Det er en svaghed, at man hører så få af digterens tekster. Sigøjnernes heroiske fatalisme er til gengæld stort og bevægende udtrykt. De sidste majestætiske billeder af karavanen, der rejser videre gennem vinteren, er ikke ledsaget af violiner, men af Jan Kanty Pawluskiewiczs elegiske score. Tre sange fra den første romaopera fremføres af Elzbieta Towarnicka, som også sang i Krzysztof Kieslowskis Tre Farver-trilogi.**


*) Ægteparret Kos og Krauze lavede sammen Plac Zbawicela/ Saviour Square (2006), en film om en polsk familie, der bliver hjemløs under finanskrisen. Da Krzysztof Krauze døde (af prostatakræft) i 2014, var parret i gang med optage Birds Are Singing in Kigali, baseret på en novelle af Wojciech Albinski. Filmen udspiller sig under og efter folkemordet i Rwanda i 1994. En polsk ornitolog redder en tutsipige fra hutuerne. Senere rejser de tilbage. Joanna Kos-Krauze valgte at gøre filmen færdig. Den fik premiere på Karlovy Vary-festivalen i 2017.

**) Jan Kanty Pawluskiewich (f. 1942) skrev i 1994 musikken til Harfy Papuszy (Papuszas harper), »et symfonisk digt til tekster af sigøjnerpoeten Papusza«. Wojciech Michniewski dirigerede det polske radiosymfoniorkester og kor ved førsteopførslen i Krakow. Filmens musik bliver streamet på både Spotify, iTunes og Apple Music. Jan Kanty Pawluskiewics score blev af Agora Music i 2013. Hvis man investerer i den fysiske udgivelse, er der en ekstra cd med arkivoptagelser, hvor Bronislawa Wajs selv læser op, bliver interviewet og fortæller. 



Sange fra en sigøjner (Papusza). Instr. og manus: Joanna Kos-Krauze og Krzysztof Krauze. Foto: Krzysztof Ptak og Wojciech Staron. 131 min. Polen 2013. Dansk premiere: 22.01.2015.


Fotos: Argomedia Productions/ 41Shadows/ Jerzy Ficowski
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 23.01.2015

søndag den 25. juli 2021

Peter Jackson/Alice Sebold: The Lovely Bones (2009) [Bogen og filmen]


HER FRA MIN HIMMEL

En myrdet engels efterliv

Af BO GREEN JENSEN

DER er ikke bare et liv efter døden i Peter Jacksons The Lovely Bones. Der er flere lag af tid og verden i det hinsides, hvor den dødes sjæl kan vente, vurdere situationen og måske justere en jordisk balance, før den endelig smelter sammen med lyset, som kommer fra Edens have. Om der venter en Gud mellem skarer af engle, bliver aldrig uddybet i filmatiseringen af Alice Sebolds roman om en myrdet piges efterliv. Formentlig er der bare lys og fred i Paradis.
   Bogens danske titel er Her fra min himmel. The Lovely Bones udkom på engelsk i 2002 og har fået kultstatus, især blandt unge læsere, fordi den behændigt blander faktorer, man sjældent oplever i samme kontekst. Fortælleren Susie Salmon er en 14-årig pige, som efter en lykkelig barndom er ved at gå ind i sit teenagelivs første alvorlige kærlighedsforhold, da hun bliver voldtaget, myrdet og parteret af en nabo, som længe har lagt sine planer.
   Susies død dræber al glæde i familien, flår bogstaveligt hjertet ud af dens bryst. Hendes far bliver besat af at løse mysteriet. Hendes mor vil ikke rydde op. Ni år går, og imens vokser Susies søskende op i skyggen af den døde pige.



FRA mellemtiden i efterlivet kan Susie se til, mens familien lider. Hun kan også følge de sindrige forholdsregler, som morderen tager for at sløre sine bevægelser og dække sine spor. Hun kan se sin familie blive ældre, mens hun selv forbliver en pige på 14. Og i sit personlige Limbos favnende landskab kan hun tumle omkring i paradisbakkerne eller flitre gennem skoven sammen med morderens øvrige ofre.
   Som tiden går, bliver det klart for Susie, at hun må træffe et valg. Enten må hun give slip, så familien kan blive lægt og komme videre, eller hun må sørge for, at naboen bliver afsløret og straffet, så hans ofre kan rejse til Paradis sammen.
   Det lyder måske fortænkt og forskruet, men de særeste ting hænger sammen og giver mening i den grænseudviskende genrehybrid, som både Sebolds bog og Jacksons film repræsenterer. Summen af værkets enkelte dele er næsten en filosofisk traktat.
   I hvert fald er der tale om en tankevækkende blanding af krimi, fabel og spøgelseshistorie. Egentlig horror kommer aldrig på tale, men lys og mørke kæmper konstant. Først og fremmest er The Lovely Bones en tillidserklæring til menneskers kapacitet for at tilgive. Historien handler også om at elske, kysse, frygte og savne.



STEDET er delstaten Pennsylvania på den amerikanske østkyst. Tiden er 1973, og der er lagt megen periodespecifik omhu i det overdådige produktionsdesign, som præger både jordiske og himmelske scener. Susies far (Mark Wahlberg) er en ung skolelærer, der lever for familien og bruger aftenerne på at lære sin datter, hvordan man anbringer skibe i flasker. Senere knuses disse flasker, og modelskibene kæntrer og forliser i fuld størrelse, da Susie i sin himmel mærker, hvordan hendes far raser ud.
   Susies mor (Rachel Weisz) forlader i flere år hjemmet, fordi hun ikke kan leve med sin smerte. Da træder Mormor (Susan Sarandon) til med sin pels, sin galgenhumor, sine evige cigarettter og et alkoholindtag i misbrugerklassen. Men også med sin kærlighed. Det er på godt og ondt den skuffede Grandma Lynn, der sørger for, at Lindsey (Rose McIver) og lillebror Buckley (Christian Ashdale) får en barndom. I øvrigt er der aldrig tvivl om, at naboen Mr. Harvey (Stanley Tucci), en dæmonisk ordinær mand uden særlige egenskaber, er den psykopatiske barnemorder.



JACKSONS film trimmer Sebolds plot – som undervejs slår fantastiske krøller og foretager forskydninger, der ikke skal røbes på forhånd – og bruger lige megen tid på Jord og Himmel. Imens fortæller Susie om den skrøbelige kontur af en tilgivelse, de nye, nære relationer og kærligheden, som vokser op i savnets sted. Saoirse Ronan (Atonement, Brooklyn, Lady Bird) er lige præcis god og mild nok til at aldrig at blive for bleg eller skuffende sød.
   Filmens styrke ligger i snittet og mixet. Her er varme scener med myldrende hverdag, hårde scener hvor seriemorderen træder i karakter, visionære mellemspil fra de himmelske landskaber, bogstaveligt magiske scener fra morderens strålende hule under jorden og blade, der bliver til fugle og flyver fra livets træ, før de senere samles igen. Lyset fra Paradis fylder en verden. Her er afsnit, som kunne være udtag af en snuff movie, hvor Susie ser sin morder gøre barberkniven klar. Her er lysægte scener fra high schoool og indkøbscenter i 1973. Her er kærlighed efter døden. Her er had og mørke lige før.



PETER Jackson huskes stadig for humoristiske splatterfilm som Just the Feebles (1989) og The Frighteners (1996), som han lavede før gennembruddet med The Lord of the Rings-trilogien (2001-03) og den efterfølgende genindspilning af King Kong (2005), som nok gik én effekt for langt. The Lovely Bones minder mest om Heavenly Creatures (1994), hvor man for første gang så Kate Winslet. Hun spillede den ene af to lesbiske skoleveninder, som tog livet af en familie. Det giver måske en idé om filmens særegenhed, at The Lovely Bones har atmosfærisk musik af Brian Eno.
   Filmen er fuld af ægte suspense, og det er bemærkelsesværdigt, at spændingen i de fleste tilfælde skabes af forventningen om ting, som ikke sker. Der går nok lidt for megen new age i de digitale paradiseffekter, men som helhed holder filmen alle sine bolde i luften på en gang. Det er ingen ringe bedrift. Skønt intet går helt, som man venter, har filmen en meget tilfredsstillende slutning. Det lykkes også at bruge den kosmiske og alvidende fortæller, uden at spændingen aftager i styrke.


DET bedste ved The Lovely Bones er nok, at filmen ikke uden videre kan henregnes til den ene eller anden slags genre. Her er magisk horror, romantisk spænding, bundløs sorg og forklaret smerte. Alt er forbundet i en LYS spøgelseshistorie, som i pagt med genrens ældste litterære konventioner lader en rastløs sjæl gøre et moralsk regnskab færdigt, før den giver slip, rejser videre og lader de levende være i fred.
   The Lovely Bones er næppe for alle. Fans af hård horror vil væmmes, modstandere af metafysiske fabler vil flygte med akut sukkerchok. Men begge parter vil sidde på kanten af stolen, når Mr. Harvey skaffer sine ofre af vejen. Man skal mindst have Susie Salmons alder for at forstå, hvad der rører sig i og omkring hende. Censuren på 15 år bør derfor tages meget alvorligt.


Alice Sebold (f. 1963) skrev The Lovely Bones i forlængelse af erindringsbogen Lucky (1999, da. Heldig - beretning om en voldtægt). Hun fortæller her, hvordan hun i 1981 blev overfaldet og voldtaget, mens hun var førsteårsstuderende på Syracuse University. Senere mødte og genkendte Sebold gerningsmanden på gaden. Hun gik til politiet, som rejste sigtelse, og han blev idømt 25 års fængsel. Sebold gennemførte sine studier ved Syracuse, men faldt ud af studieforløbet i Houston. Hun blev heroinmisbruger og havde svært ved at færdiggøre, hvad hun skrev. Efter ti år i New York tog hun til Californien og blev vicevært i en kunstnerkoloni. The Lovely Bones begyndte som en roman med titlen Monsters. Sebold var 33, da hun begyndte at skrive den. Hun overlevede og kom videre. Det er det, hvad hun mener med Heldig.


I september 2018 var der premiere på en britisk teaterudgave af The Lovely Bones. Bryony Laverty bearbejdede bogen. Melly Still iscenesatte forestillingen, som var et samarbejde mellem Royal & Derngate Northampton, Everyman Liverpool, Northern Stage, Newcastle og Birmingham Repertory Theatre. Forestillingen flyttede til London i 2019.



Jeg så i 2010 filmen sammen med kritiker og kunsthistoriker Henrik Wivel, som var min kulturredaktør på Weekendavisen. Henrik er ekspert i Selma Lagerlöf og forfatter til afhandlingen Snedronningen - en litterær biografi om Selma Lagerlöf (1989). Han bemærkede, at der er tematiske sammenfald mellem The Lovely Bones og Herr Arnes penningar (1904, da. Hr. Arnes penge). Lagerlöfs spøgelseshistorie har middelalderbaggrund. Hr. Arne og hans familie bliver myrdet for stjålne klosterpenge, der i øvrigt kun har voldt tyven problemer. Skæbnefortællingen er også en litterær film noir i B. Traven/ Treasure of Sierra Madre-traditionen. Jomfru Elsalil overlever og tvinger morderne til at gå til bekendelse. En af dem er imidlertid hendes elskede. Det er også her de døde, som styrer begivenhederne fra et efterlivsperspektiv. Mauritz Stiller skabte i 1919 den klassiske stumfilm på baggrund af teksten. 

The Lovely Bones. Instr.: Peter Jackson. Manus: Philippa Boyens, Fran Walsh, Peter Jackson. Foto: Andrew Lesnie. 136 min. New Zealand-USA 2009. Dansk premiere: 11.03.2010.

Alice Sebold: The Lovely Bones. 328 s. Little, Brown, 2002.

Alic Sebold: Her fra min himmel. Oversat efter The Lovely Bones (2003) af Tim Kane. 350 s. Gyldendal, 2003.


Fotos: Dreamworks Pictures/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2010

lørdag den 24. juli 2021

Lynne Ramsay: Jeg stiller bare spørgsmål [2011]


JEG STILLER BARE SPØRGSMÅL
Et interview med filmskaberen Lynne Ramsay

Af BO GREEN JENSEN

CANNES I MAJ 2011: Lynne Ramsay taler ægte skotsk, syngende og meget hurtigt, så hendes svar får en kvidrende hypereffekt. Man bemærker det ikke i situationen, men senere, når man sidder med optagelsen, må man anstrenge sig for at forstå, hvad hun siger. Det lyder lidt som Chip og Chap. Når situationen er en rundbordssamtale på en travl hotelterrasse, bliver afkodningen lidt af en udfordring. Fire stemmer spørger i øst og vest. Ramsay svarer i begge retninger.
   Hun er en cool, energisk kvinde på 41 år. Hun siger, hun har tømmermænd, for premieren i aftes blev fejret til sent. Sædvanligvis optræder hun og Tilda Swinton i tandem, når de promoverer We Need to Talk About Kevin, som Swinton har med-produceret og spiller hovedrollen i. I dag er de anbragt ved hver sit bord i hver sin gruppe. Filmens agent, Charles MacDonald, virker tilfreds. På den måde kan man give 50-60 interviews på en dag.
   Der er ingen tvivl om, at Ramsay har noget på hjerte. Man kunne måske endda få hende til at tale om andet end filmen, der får premiere i dag. Men lige nu er der ikke andet end filmen, som får premiere i dag.


KEVIN er et comeback for Ramsay. Det kan virke paradoksalt, når man er en yngre filmskaber, men efter Ratcatcher (1999) og Morvern Callar (2002) blev instruktøren spået en travl karriere, som hun i udtalt grad ikke har fået. Ni år er længe i filmindustrien. Det er dog en skæbne, hun deler med flere generationsfæller, der har lukket projekt efter projekt ned i en vakkelvorn britisk støttestruktur. Pawel Pawelkowski, som brød stort igennem med My Summer of Love (2004), har været syv om år om at finde midler til The Woman in the Fifth, som endelig fik premiere i februar 2012.
   Der er dog mere forklaring i Ramsays tilfælde. Først døde veninden Liana Dognini, som hun havde skrevet Morvern Callar sammen med. Det var i 2006. Samme år mistede Ramsay sin far. Så tilbød produktionsselskabet Film4 hende en stor opgave. Alice Sebolds roman The Lovely Bones er fortalt af en pige, som fra efterlivet fortæller om manden, der voldtog og myrdede hende. Ramsay skulle omsætte bogen til film.


HUN brugte tre år på at skrive et manuskript, der rykkede synsvinklen over til pigens far og fjernede noget af glansbilledskæret (som i øvrigt er styrken ved Sebolds historie). Imens blev bogen populær, og rettighederne skiftede hænder. Den nye amerikanske producer, Steven Spielberg, tog personligt projektet fra Ramsay og gav det til Peter Jackson, som instruerede den version af The Lovely Bones (2002), som fik dansk premiere i 2010. Ramsay siger, at hun ikke er bitter. Hun er heller ikke Spielberg-fan.
   BBC Film gav hende Lionel Shrivers roman, der ligger lige så langt fra hovedstrømmen. Shriver siger, at 30 forlag afviste We Need to Talk about Kevin, som var hendes ottende bog. Hun ville have opgivet at skrive, hvis også denne var druknet i mængden. Men Kevin slog an. I romanen skriver rejsebogsforfatteren Eva Khatchadourian til sin forhenværende mand om, hvad det var, han ikke så, og hvad det gik galt med deres søn, som sidder i fængsel for en unævnelig gerning.


FOR at tale om disse ting, må jeg røbe, hvad Kevin har gjort. Klik væk, hvis du nødigt vil vide for meget. Kevin har taget ni liv på sin skole, syv elever, en lærer og en køkkenmedarbejder. Med bue og pil, ligesom Robin Hood, der i barndommen var den eneste leg, som drengen for alvor tog til sig.
   For Eva at se, blev Kevin født ond. Der var trods i hans øjne fra det øjeblik, han kunne fokusere. Men kun i forhold til hende. Han smilede sødt til sin far. Han pinte sin søster. Han ødelagde et ægteskab. I hvert fald som hun ser det. Dét er pointen, siger Ramsay. Hvad filmen viser, er Evas version:
   »Filmen er snarere inspireret af bogen. Lionel Shrivers roman er skrevet i brevform. Det kunne jeg ikke bruge. Romanen er på 400 sider. Mit manuskript fylder kun 86, så meget er koncentreret eller taget ud. Jeg arbejder mere i skitseform. Endvidere var det et spørgsmål om penge. Romanen foregår over mange år, og det ville kræve et stort budget at genskabe de forskellige perioder. Begrænsninger kan være en fordel, men ikke i dette tilfælde. Der måtte godt have været mere tid til detaljer. Der var kun råd til to takes pr. scene. Men generelt er skitsen en god arbejdsform.«


KEVIN blev indspillet på 30 dage i Norwalk og Stamford, Connecticut. Budgettet var på 7 mio. dollars, hvilket svarer til en almindelig dansk film. Oprindelig var 18 mio. bevilget, men BBC kom i tvivl, efterhånden som forproduktionen skred frem. Tilda Swinton er en formidabel skuespillerinde, men hun sælger ikke billetter på navnet alene, og Ramsay er indbegrebet af britisk art cinema. Så en film om en mor, der er mislykket, og en dreng, som bliver high school killer. Projektet blev skrevet ned i værdi, og Ramsay måtte fjerne en række af sine store scener.
   Hun holdt dog fast ved begyndelsen, en underskøn drømmesekvens, der er optaget under Tomatino-festivalen i Buñol i Spanien. Her samles tusindvis af unge mænd hvert år for at drikke sig fulde og slås med tomater. Fiestaen opstod spontant i 1945 og blev officiel i 1950. 40 tons tomater bliver kastet og kvast på en enkelt dag.
   Eva har skrevet om begivenheden i sin ungdom, og i drømmen løftes hun op af de tomatindsmurte mænd i hvidt tøj. Hele filmen er fuld af rød farve. Naboerne kaster tomater mod huset, hvor Eva bor med sin skyld og sin sorg. De skriver med maling på huset. De slår hende i ansigtet, når hun kommer gående på fortovet. De knuser hendes æg, så hun må spise omelet hver aften.
   »Jeg hadede hvert øjeblik af forproduktionen. Det er den første film, jeg har optaget i USA, og det var et helvede at skaffe tilladelser. Men jeg elskede selve optagelserne.«



 Drømmesekvensen er et stort udstyrsstykke. Der er kranoptagelser, masser af statister og en nøje afstemt koreografi. Den må have taget dage at få i kassen...
   »Vi gjorde, hvad vi kunne, for at få det til at virke stort. For det første er det en blanding af erindring og drøm, så vi filmede i cinemascope. Jeg kan godt lide følelsen af noget episk under hverdagsrealismen, men det for alvor fine ved cinemascope er, at man kan få alting med på én gang. Man kan filme flere ting i en optagelse. Det var godt, når vi skulle vise landskaber, men især var det en måde at spare tid og penge på. Alt kunne gøres i et skud. Flere fra holdet havde arbejdet med Coppola og Terrence Malick. Filmen er bemandet med førsteklasses folk, som arbejdede for meget få penge. Jeg skyldte dem som minimum at have hver dag tilrettelagt i detaljer.
   Tomatina-sekvensen var noget af det dyreste. Producerne prøvede at overtale mig til at lave noget med vindruer omme bagved, men dér løb vi linen helt ud. Jeg ville have den scene til at ligne noget fra Ben-Hur. Endvidere er den nødvendig, fordi den giver publikum et indtryk af, hvad hun lavede i fortiden, før sit ægteskab og Kevins fødsel. Scenen samler flere sublimative ting, farven, volden osv. Den blev virkelig planlagt. Der skulle ryddes hurtigt op efter hvert skud. Det føltes som en farlig scene. Der er 40.000 berusede mennesker, som kommer til Tomatina. De er fuldkommen ligeglade med, hvem du er. Men det er noget af det, jeg er mest stolt af i filmen.«



– Du er både fotograf og filmskaber. Brugte du begge kasketter?
   »Jeg skrev manuskriptet sammen med min mand, Rory Kinnear. Vi rejste rundt i USA og fandt locations. Der er mere William Eggleston end Wim Wenders i filmen. Jeg tog stillbilleder med et digitalt kamera. Jeg hader digitale kameraer. Man får 4-5000 fotos, der er taget fra dårlige vinkler, og det kræver dage at sortere dem. Jeg savnede mit lille Hasselblad-kamera. Men jeg troede, jeg skulle være væk en uge, og vi endte med at rejse rundt i fire måneder. Mit Hasselblad er bedre til at registrere de rigtige ting. Men der var ikke tid.«
   – Blev Kevin født, som han er? Var han blevet sådan i enhver familie?
   »Det er svært at sige, der er ikke noget enkelt svar. Jeg talte med en anerkendt børnepsykolog, som arbejder med sociopater. Så jeg ved, hvad der findes af teorier. Men jeg tror selv, at der mangler et eller andet. Det er heller ikke sikkert, at det var, som hun husker det. Jeg tror, hun projicerer noget af sig selv og sin frygt ind i erindringen. Jeg tror ikke, hun er tryg ved børn. Hun prøver virkelig, men hun slapper aldrig af med sin søn. Hun er aldrig sig selv, når de er sammen.«



 Men selv som ganske lille, har han en trodsig modstand i øjnene. De triller bolden mellem sig. Eller hun bliver ved med at trille den hen til ham, men han ser bare på hende. Det er ikke, fordi han ikke forstår legen. Det er, fordi han ikke vil lege.
   »Det er sådan, hun husker det. Vi kan ikke vide, om det var sådan. Han er en lille dreng med en bold. Uanset hvad er han bare et barn. Det er først og fremmest hendes version. Hele filmen er Evas version. Det er også derfor, jeg kun viser ting, hun kan have en erindring om. Vi ser aldrig volden i gymnastiksalen. Man ser kun efterspillet. Synsvinklen er en kombination af erindring og fantasier. Der er også en filmskaber indblandet, så jeg bryder måske nogle regler.
   Det er jo ikke virkeligt. Det er et hvad-nu-hvis, worst case-scenarie. Bogen var fantastisk. Og jeg elsker Douglas Sirks melodramaer. Jeg synes, romanen var mørk på samme måde. James M. Cains Mildred Pierce og dé bøger. Det er den samme struktur. Måden, hun taler om datteren på. Jeg ville lave en film med mange lag. Man kan ikke bare sige, at dét betyder dét og oversætte én til én.
   Jeg har ingen svar. Jeg stiller bare spørgsmål. Kevin er en kærlighedshistorie, en pervers og forfærdelig kærlighedshistorie. Til sidst har de kun hinanden. Og de fortjener hinanden. Det er første gang, at de åbner sig lidt for hinanden. Han viser også et par revner i rustningen. Så det er en begyndelse.«



RAMSAY bliver spurgt om brugen af farver: De gule æggeblommer, de røde tomater. Og blodet.
   »Der er et element af straf og soning i det. Hun lader æggene blive knust. Hun skrubber ruderne rene. Hun vasker hele verden ren. Eva var en anset rejsebogsforfatter. Nu arbejder hun i et rejsebureau. Hun behøver ikke at blive i byen, hvor alle hader hende. Men hun har brug for at mærke den straf. Jeg bruger også farverne for deres egen skyld. Jeg elsker stærke farver på samme måde som Scorsese og Bergman. Jeg kan ikke få det grelt nok, når det skal være.«
   – På et tidspunkt står Eva foran en hel væg af suppedåser fra Campbell’s. Var det vigtigt at vise americana?
   »Faktisk er suppen ikke fra Campbell’s. Noget af det værste ved at filme i Amerika er, at man skal indhente tilladelse fra alt og alle. Coca-Cola ville ikke forbindes med denne slags film, så du ser ingen colaprodukter. Det er virkelig a pain in the ass – du kan ikke vise dit, du kan ikke vise dat. Jeg ved, at man tænker på Warhol-effekten, men det er ikke Campbell's, det er et mærke, som hedder Ma Raeney’s. De var indforstået med at få gratis reklame.
   Der er mange regler. Ikke kun med produkter. Også statisterne har deres regler, og de går enormt op i det. Der var en dreng, som ventede hele dagen på at være med i Halloween-scenen. Så kom statisternes talsmand og sagde, at det kunne han ikke, medmindre hovedkontoret gav dispensation. Statisterne var umulige at arbejde med. For dem handler det om at være i billedet, og de sneglede sig gennem hver scene, når de bare skulle være noget i baggrunden. Der var så mange ydre faktorer, som intet havde med selve filmen at gøre.«



STILMÆSSIGT ligner Kevin en thriller. Ramsay bliver spurgt, om hun tænkte på Hitchcock. Ramsay siger, at hun elsker suspense, men vil ikke tage henvisningen på sig:
   »Jeg følte det, som var jeg i mørkt vand. Jeg sprang bare ud på det dybe. Jeg havde ingen referencer med. Jeg kan godt lide, at det er Kevin, som siger sandheden. Han reagerer først og fremmest på forstillelsen. Hele huset ligner en kulisse. Det gælder også i virkeligheden, mange hjem ligner faktisk et filmset. Kevin er på mange måder den, som skærer gennem alle løgnene.«
   – Du har lavet tre vidt forskellige film –
   »Jeg har udviklet mig og er blevet moden, som man sikkert gør helt naturligt. De første kortfilm handlede om at vokse op i udkanten af Glasgow. De ting kulminerede i Ratcatcher, hvor skraldemændene strejker, og drengen har en tam rotte. Det er en coming-of-age-skildring. Så er der en film om at miste og rejse væk og få nye impulser, som Samantha Morton gør i Morvern Callar. Nu handler det om en familie.«



DER er gået en halv time, og vi bliver afbrudt. Næste hold presse står klar mellem liggestole og komplimentær mineralvand. Ramsay tænder en ny cigaret og kalder på kaffe. Vi tager et billede af Tilda Swinton, da hun rejser sig fra sit runde bord og drøfter dagens planer med sin assistent. Hun ser på os med øjne, der matcher Kevins i filmen. Hvis blikke kunne dræbe, døde vi nu.



Rundbordssamtalerne med Lynne Ramsay og Tilda Swinton blev afviklet på Hotel Marriott i Cannes den 14. maj 2011. Lynne Ramsay var medlem af den internationale jury i 2013. I 2017 vendte hun stærkt tilbage til hovedkonkurrencen med sin fjerde spillefilm, You Were Never Really Here. Joaquin Phoenix modtog skuespillerprisen for sin rolle i filmen.


Lionel Shriver: We Need to Talk About Kevin. 400 s. Serpent's Tail, 2003.

Lionel Shriver: Vi er nødt til at tale om Kevin. Oversat af Sara Koch. 460 s. Politikens Forlag, 2008.

We Need to Talk About Kevin (Hvad med Kevin?). Instr.: Lynne Ramsay. Manus: Rory Kinnear, Lynne Ramsay. Foto: Seamus McGarvey. UK-USA 2011. Dansk premiere: 12.04.2012.


Fotos: BBC Films/ Festival de Cannes/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Frederikke Lett/ BGJ
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 13.04.2012