Translate

søndag den 15. maj 2022

Yasemin Samdereli: Almanya – Welcome to Germany (2011)


FAMILIENS FORTÆLLING

En varm, komedie om integration

Af BO GREEN JENSEN

TYSKLAND på tyrkisk, Tyrkiet på tysk. Det var 1960ernes Wirtschaftswunder, som først og mest dramatisk trak tusindvis af gæstearbejdere til Vesttyskland, hvor økonomien buldrede frem. Man havde alle diskussionerne, som siden er vokset fast i kulturen, men man fandt hurtigt ud af at tilbyde de fremmede familiesammenføring.
   Den unge Hüseyin Yilmaz (Fahri Yardim) kom fra Anatolien til Tyskland som gæstearbejder nr. 1.000.001. Han gik med andre ord glip af gevinsten. Havde han ikke afgivet plads i køen, kunne han have vundet den skinnende scooter og fået sit billede i de tyske aviser. Til gengæld er det den gamle Hüseyin (Vedat Erincin) , som 45 år senere får brev fra forbundskansler Angela Merkel, der beder ham tale ved en højtidelighed, som markerer den tysk-tyrkiske relation.
   Hüseyin får et godt liv i Tyskland. Han henter Fatma (som ung Demet Gul, som gammel Lilay Huser), parrets to sønner og datteren Leyla. Deres fjerde barn bliver født i Tyskland og lærer aldrig tyrkisk for alvor. Der er mange myter om det nye sted, hvor man dyrker en træfigur på et kors og kun spiser flæsk og kartofler. Men både betalingen og toiletterne er bedre. Over tid bliver hjemme et flydende begreb.
   


BØRNENE får selv børn, som er tyskere med en tyrkisk baggrund. Det er denne tredje generations synsvinkel, som absorberer hele familiens fortælling. Canan (Aylin Tzel), Leylas datter, fortæller den til sin 6-årige fætter, Cenk, som bliver drillet i skolen, fordi Europakortet ikke er bredt nok til at vise hans hjemstavn i det vestlige Tyrkiet. Hans flag sættes ude i ingenmandsland.
   Imens er Hüseyin og Fatma, de første pionerer, omsider blevet tyske statsborgere. Natten før de naturaliseres, har Hüseyin en fantastisk drøm, der koncentrerer den sprudlende tone af eftertænksom situationskomik, som lykkes overvældende godt i Almanya – Willkommen in Deutschland.
   På paskontoret bliver de eksamineret i tysk kultur. De lover at spise svinekød dagligt og se Tatort i tv hver lørdag. En blegfed funktionær sætter 17 stempler på 40 papirer og henter to tallerkener med svinekam og sauerkraut. Fatma bærer dirndl og smiler koket. I drømmen ser Hüseyin sig i spejlet, og hans brede moustache er blevet et Hitler-slik under næsen.



FAMILIEHISTORIEN fortælles i flashbacks. Nogle er revynumre, andre absurde anekdoter. For de første immigranter er sproget den største udfordring. Filmen vender perspektivet, så tyrkerne taler tysk, og tyskerne taler havfruesprog. Det gør fabriksejeren, som byder den nye arbejdsstyrke velkommen. Det gør købmanden, som Fatma køber mælk af. Koret synger »Tannenbaum« på tyrkisk, da børnene ser frem til den første tyske jul og skuffes, fordi Hüseyin og Fatma ikke har forstået konceptet med grantræ og gaver.
   Erindringssporet er flettet sammen med scener fra den sentimentale rejse til Anatolien, som Hüseyin får overtalt familien til at deltage i. Han har købt et hus i landsbyen. Fatma er skeptisk. Canan er gravid med sin engelske kæreste. Onklerne Veli og Muhammed må atter dele dyne, som de gjorde på drengeværelset. Leyla ryger som voksen stadig i smug, den tredje søn har maveproblemer. Men alle sidder sammen i bilen, og de fleste når også frem. Som vi alle med tiden er nået frem.



ALMANYA har fået en stribe af priser og blev en succes i sit hjemland. Selv har jeg set den to gange med glæde. De britiske film om den pakistanske Khan-klan fra Salford, East is East (1999) og West is West (2010), havde samme anslag og idé, men især minder Almanya om de film, som Fatih Akin skrev til andre instruktører, før han blev meget alvorlig i Gegen die Wand (2004) og Auf der anderen Seite (2006).
   Almanya er en varm og vellykket folkekomedie om prisen for assimilation og gevinsten ved samme. Til slut citerer Canan Salman Rushdies Midnatsbørn. Almanya er selvsagt en mindre forgrenet struktur, men filmen siger om en enkelt familie, hvad bogen siger om et folk og et land: At vi alle kommer et sted fra og bærer fortiden med os i nuet – sammen med løftet om dét, der skal komme.



SØSTRENE Yasemin (f. 1973) og Nesrin Samdereli (f. 1979) deler baggrund med Canan og har arbejdet sig frem til debutfilmen via tv-produktioner som Alles Getürkt (2002) og Turkish for Beginners (2006). Almanya er et veludført jonglørnummer, der holder tolv karakterer og tre-fire tematiske bolde i luften. Som tilskuer føler man en lille lykke, fordi nogen har sat billeder og ord på en erfaring, som er universel.

Yasemin og Nesrin Samdereli skrev og instruerede sammen Die Nacht der Nächte (2018), som i den ikke-tysktalende verden hedder Together Forever - Secrets of 50+ Years of Marriage. Dokumentarfilmen skildrer fire livsvarige ægteskaber med karakteristisk varme og solidarisk eftertænksomhed. Izabela Plucinska har lavet claymation til de animerede afsnit.

Almanya – Velkommen til Tyskland (Almanya – Willkommen in Deutschland). Instr.: Yasemin Samdereli. Manus: Nesrin & Yasemin Samdereli. Foto: Ngo the Chau. 97 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 04.04.2012.


Fotos: Roxy Film/ Infafilm/ Sunrise Film Distribution/ DFI/ Filmcentralen/ CineMaterial/ Der Tagesspiegel [Mike Wolff] (Samdereli Sisters Portrait)
Filmen streames på FILMSTRIBEN
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 05.04.2012.

lørdag den 14. maj 2022

En perfekt metafor: Et interview med Alice Winocour [2020]


EN PERFEKT METAFOR
Et interview med filmskaberen Alice Winocour

Af BO GREEN JENSEN

PARIS I JANUAR 2020: Alice Winocour er født i 1976. Hun sidder for tiden på toppen af verden. Set udefra er der slet ingen slinger. Hun har arbejdet lige så målrettet, som Sarah Loreau (Eva Green) gør i Proxima, hvor astronauten som den første franske kvinde skal tilbringe et år på ISS, den internationale rumstation.
   Winocour er uddannet manuskriptforfatter fra La Fémis, den førende franske filmskole. Hun er fra samme årgang som Céline Sciamma (Petite maman, Portræt af en kvinde i flammer). I 2015 hjalp hun Deniz Ergüven med at skrive Mustang, en film om fem tyrkiske teenagepiger, som var Frankrigs officielle Oscar-bidrag. Winocour er derfor medlem af AMPAS, det amerikanske filmakademi.
   Hun har dog altid villet flyve selv. Som instruktør debuterede Winocour med Augustine (2012), en faktuelt baseret periodefilm om neurologen Jean-Martin Charcot og hans forhold til patienten Augustine, som led af »hysteriske« krampeanfald. Charcot optrådte med sin patient og fremprovokerede hendes anfald. Det bliver i filmen til et kønspolitisk lærestykke.
   Maryland fra 2015 var en tør, præcis thriller med Matthias Schoenaerts i rollen som hjemvendt soldat. Efter krigen i Afghanistan arbejder han som vagt og bodyguard. I herskabsvillaen Maryland skal han forhindre et terrorangreb, mens han døjer med PTSD-symptomer. Uden for Frankrig hed filmen Disorder. Den nåede danske biografer i 2016.
   Begge film får en særlig taktilitet, fordi miljøet er skildret med akkuratesse. I Augustine er det rutinen på Hôpital de la Pitié-Salpêtrière i 1870. I Maryland er det den armerede villa. Med Proxima kulminerer processen. Filmen er optaget i de træningsfaciliteter, hvor europæiske astronauter bliver uddannet.



FOR astronauten opfylder missionen en livsdrøm. Det samme gør filmarbejdet for Winocour. Når man taler med hende, skinner det igennem, at det ikke har været så let, som det ser ud. Vi sidder i et værelse på Hotel Collectionneur i rue de Courcelles. Winocour taler om sin arbejdsmetode:
   »Den eneste måde, jeg kan tale intimt om mig selv på, er ved at projicere mig selv ind i fjerne og ukendte verdener. I Augustine var det et andet århundrede, i Maryland/Disorder var det en verden af soldater, våben, bodyguards, trusler om terror. Det var meget fjernt fra min egen verden.
   Nu ville jeg tale om adskillelsen mellem en mor og hendes datter. Det er tæt på mig selv. Jeg har en datter på alder med pigen i filmen; jeg er selv en datter. Det var så tæt på, at jeg måtte projicere mig selv helt ud i verdensrummet. Og jeg har altid været fascineret, ikke så meget af rummet, men af stjernerne. Især da jeg var barn. En poetisk tiltrækning.
   Så jeg besluttede at undersøge den verden. Det gav mig virkelig meget at møde de mennesker og komme ind i det univers, som er lidt ukendt, hele træningen og forberedelsen. Jeg fik ideen om at følge en kvindelig astronaut. Jeg så, hvordan jeg kunne kombinere det med temaet om adskilllelse. Der var to lag i historien. Det var en perfekt metafor.«



– DU siger, du er nødt til at projicere. Er det derfor, at du er interesseret i systemer og særlige arbejdsmiljøer? I Maryland var huset som en maskine, et indviklet urværk. Her er det rumprogrammet…
   »Præcis. Kan du huske det sted i filmen, hvor Matt Dillons karakter taler om at sidde på 7 millioner tons sprængstof? Han siger, at hvis det skræmmer dig, så er du i det forkerte fag. Jeg tænker altid på filmarbejdet sådan. Det var meget bevægende for os. Vi boede i centret sammen med de astronauter, som forberedte sig. En militærbase. Vi kom tæt på hinanden. Vi følte, at rumfartens og filmens verdener havde meget tilfælles og var forbundne.
   En filmproduktion ligner en rumfartsmission. Man har en besætning og nogle værktøjer. Der er mandskabet, som betjener alle disse sindrige maskiner. Og det samme forsøg på at nå andre verdener. Man forlader også Jorden, når man arbejder på en film. Begge verdener hviler på kollektivt arbejde.«



– Var astronauttræningen som du troede, da du var barn?
   »Amerikansk film har virkelig præget opfattelsen af astronauter. Man kan ikke lade være med at tænke på NASA. Det handler om rummets erobring, styrke og dominans. Min oplevelse af astronauternes verden er helt omvendt. Den handler om skrøbelighed og udsathed. Om ydmyghed og menneskets fysiske grænser. Det er det modsatte af dominans og erobring, for man bliver hele tiden konfronteret med sine begrænsninger.
   Vores kroppe er bygget til livet på denne planet. Den fysiske træning er virkelig hård. Jeg er meget optaget af vores forhold til kroppen. Det var der i sygdommen i min første film og kamptræningen i nummer to. Her handler det om kroppens mutering, et menneske som forvandler sig til et rumvæsen.
   Det var godt at filme i det univers. Det var som at finde et fysisk udtryk for mine grænser som filmskaber. Kroppen spændes fast. Vi støber aftrykket af Sarahs krop i en kiste. Brusebadet, hvor hun bliver dækket af orange. Det var ekstremt og fascinerende. Jeg følte, at det var en historie, som ikke var blevet fortalt endnu. Det er stort for en historiefortæller.«


– Proxima ligner ikke andre rumfartsfilm. Den slutter ved affyringsrampen. De fleste begynder med opsendelsen. Så du nogle af de andre rumfilm?
   »Som regel er der fem minutter på jorden, og så foregår resten i rummet. Jeg ved ikke, om jeg har set dem alle sammen, men jeg er tæt på besat, når jeg arbejder. Jeg vil se og læse alt, hvad der er lavet. Jeg blev hele tiden spurgt om First Man og Ad Astra, for de film fik fransk premiere samtidig med min. Og jeg kunne godt se tematiske overensstemmelser, men jeg kunne slet ikke bedømme de film, for jeg var optaget af praktiske detaljer.
   Faktisk var det mere film, som foregår på Jorden, der inspirerede mig. Jeg tænkte meget på Nanni Morettis Min mor. Hovedpersonen mister sin mor og skal samtidig forholde sig til hverdagen på et filmset. Jeg tænkte på Wim Wenders' Alice i byerne. Edward Yangs Yi-Yi. Meget forskellige film, som prøver at fastholde små detaljer om menneskers skrøbelighed.«



»JEG ville have en enkel relation til karakteren. Jeg ville ikke vide mere end hende. Jeg arbejdede med komponisten Ryuichi Sakamoto. Jeg synes, at film skal være en fysisk oplevelse, så vi prøvede at skabe et sounddesign, hvor lyde og dialog og musik er ét hele. Siden Kubricks 2001 er opera oplagt rummusik, men den var for stor til min film. Proxima handler ikke om rummet, men om drømmen om rummet. Og om at høre til på Jorden.
   Jeg bad Sakamoto skrive en musik, der brugte lyden af vand, vinden i træerne, alle de naturlige lyde, som du ikke lægger mærke til, så længe du er på Jorden. Dét bevægede ham, da han læste manuskriptet: den russiske astronaut, som optager lydene af naturen på Jorden. Det var noget, en astronaut havde fortalt mig.
   Sakamoto kunne bruge det i sin egen musik. Han var ved at dø af kræft for to år siden. Filmen handler om at forlade Jorden og efterlade alt af betydning. Sakamoto havde oplevet det under sin sygdom. Eva Greens karakter ser sin datter gennem glasset. For astronauterne er der altid en risiko for, at noget går galt. De siger farvel til Jorden hver gang.«



– Man får en stærk fornemmelse af træningen, men også af stedet og tonen. Hvor megen tid brugte du selv på missionen?
   »Jeg forberedte filmen i to år. Jeg var i Köln og i Star City i Rusland, hvor de faktisk sender raketterne op. Og jeg interviewede hele tiden folk og hørte om processerne. Jeg blev virkelig ven med de mennesker. Vi mødtes i Houston, vi mødtes i Köln. Jeg kom tæt på Thomas Pesquet, som er en berømt fransk astronaut. Da jeg mødte ham, havde han stadig et år af uddannelsen tilbage.
   Jeg lærte astronauterne at kende på et bestemmende tidspunkt: i deres liv og i mit. Jeg fulgte deres træning i fire timer om dagen. Jeg var fascineret af rutinen og det strenge program. Så jeg skrev det, mens jeg levede det. Det var ikke sådan, at jeg kom og spurgte bagefter: Er det hér troværdigt?
   Vi tilbragte aftenerne sammen. Folk fra mange forskellige lande. Du ser de kvindelige astronauter i montagen til slut. Jeg bad dem om familiebilleder, fotos med personlige detaljer, ikke officielle portrætter. Jeg talte meget med Peggy Whitson, som var kommandør på ISS i to perioder. Hun har mand og to børn. Hun har tilbragt mere end to år i rummet«.



– Der er mange navne og ansigter. Er det alle de kvindelige astronauter?
   »Der var mange flere. Jeg viser cirka ti pct, for kvinder udgør ti pct. Det er ikke meget. Mange kvinder tør end ikke drømme om sådan en karriere. Det er det værste ved systemet. Man får opfattelsen af, at det er nødvendigt at vælge mellem mission og familie. Men somme tider er man sin egen værste fjende. Vi ser, hvordan Sarah må arbejde for at blive accepteret af besætningen. Men de største forhindringer skaber hun selv.«
   – Ville Eva Greens karakter have set alle rumfilmene?
   »Helt sikkert. Astronauterne ser mange film. De elsker at se gamle B-film om rumkatastrofer, aftenen før de skal op. Og én ting er jeg stolt af. For dem er det en sport at finde fejl: alt dét som kan ikke lade sig gøre. Men de har set min film, og de kunne ikke finde nogen fejl overhovedet.
   Alt er realistisk, også nogle af de ting, som lægfolk finder usandsynlige. Sarah bryder karantænen for at møde sin datter. Det har mange af dem gjort. Anna Lee Fisher var modellen for Ellen Ripley, Sigourney Weavers karakter i Alien. Hun brød karantænen for at gå slik-eller-ballade til Halloween.
   For mig er det vigtigste selvsagt fiktionen. Nogle kritikere behandler Proxima som en dokumentarfilm. Det er den slet ikke. Miljøet er en baggrund, en scene for de centrale ideer og følelser. Men selvfølgelig skal realismen være på plads. Det gælder som et minimum.«



Alice Winocour blev interviewet på Hotel Collectionneur i Paris den 20. januar 2020 [Unifrance 22. Rendez-vous with French Cinema]. Hun har siden skrevet og instrueret Revoir Paris (Paris Memories), som får premiere i Quinzaine des réalisateurs/Directors' Fortnight-programmet på den 75. Festival de Cannes. Det sker den 21. maj 2022. 


Fotos: Unifrance [Le Mercier Jean-Baptiste] / Cineuropa [Cannes Film Festival portrait]/ Little White Lies [Comic Book Style Illustration]/ Dharamsala/ Darius Films/ Pathé Films/ France 3 Cinéma/ Angel Films
Proxima streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 17.07.2020

fredag den 13. maj 2022

Alice Winocour: Maryland/Disorder (2015) [Future is Female]


EN PÆNT BESKIDT FORTÆLLING
Manden set med kvindens blik


Af BO GREEN JENSEN

DET er altid interessant at se, hvordan kvinder og mænd laver film i de genrer, som traditionelt er henvendt til det andet køn. Disorder –
 som i Frankrig hedder Maryland  er produceret af to kvinder og instrueret af Alice Winocour, som debuterede i lang form med Augustine (2012) og var medforfatter på Mustang (2015), der blev Oscar-nomineret.
   Soldaten Vincent (Matthias Schoenaerts) er aldrig kommet helt hjem fra Afghanistan. Han bor hos sin mor, er i PTSD-behandling og tjener løse penge som sikkerhedsvagt. Det er åbenbart sådan, man gør efter krigen. Kollegerne taler stadig om jobbet på Malta, hvor hyren var 800 euro pr. dag.
   På den måde kommer Vincent til »Maryland«, en fantasiluksuøs landejendom i Sydfrankrig, hvor forretningsmanden Whalid (Percy Kemp) bor med sin søn og trofæhustruen Jessie (Diane Kruger). Et selskab for samfundets eminencer, de samme embedsmænd og erhvervsfolk, som sendte Vincent og hans fæller i krig, eksponerer den uhellige alliance mellem finans, politik og demokrati.



FESTEN giver – på ret ubehændig og firkantet vis – en fornemmelse af miljøet gennem tilfældige møder og overhørte samtaler. Midt i støjen står Vincent og prøver at holde kroppen i ro, mens han får ordrer i sin øresnegl. For eliten er han gennemsigtig. Gæsterne tager ham for en tjener og beder om isterninger til deres drinks.
   Arbejdet er en kæde af ydmygelser, som Vincent suger til sig, men han er nysgerrig nok på den luftige livsstil, han får indblik i gennem Marylands overvågningskameraer. Han er fortabt i samme øjeblik, han får øje på Jessie, der taler i telefon og tager sig af sin søn, mens hun klæder om før festen.
   Det bliver aldrig klart, hvor meget Jessie ved om sin mands aktiviteter. Han synes at fungere som en mellemmand mellem den franske regering og diverse interesser i Libanon og Quatar. Der er derimod ingen tvivl om, at tiden er ved at indhente manden. Efter festen bliver Vincent på Maryland, hvor han skal beskytte Jessie og drengen Ali.



PORTRÆTTET af den forblændede livvagt er næsten en genre for sig. Han bærer ofte på et traume, for eksempel fordi han har svigtet engang – som Clint Eastwood-karakteren i Wolfgang Petersens In the Line of Fire (1993, da. Lige på kornet), der føler skyld, fordi han fejlbedømte situationen i Dallas i 1963.
   Han er som regel en neutral iagttager, der gradvis drages ind i miljøet. Måske bliver han forelsket – som Kevin Costner, der falder for Whitney Huston i Mick Jacksons The Bodyguard (1992) – og leger med tanken om at blive en anden. I hvert fald er der altid et regnskab, som skal gøres op.
   Somme tider betragter han bare, imens han bliver overset, og foretager en rejse fra benovelse til ufortyndet indignation og foragt. I Rodrigo Morenos El Custodio, en argentinsk nyklassiker fra 2006, bliver livvagten endelig så led ved ministeren, han varter op, at han dræber ham for at få fred i sit hoved.



ALICE Winocours bidrag til genren låner træk fra alle tre grundmodeller. Vincent flytter ind og begynder at se sig selv som en surrogatfar. Han tager med Jessie og Ali til stranden, retter på drengen og gebærder sig som en kæreste.
   Først tager Jessie ikke truslerne alvorligt og behandler muskelbundtet som en mindreværdig, paranoid belastning. Tonen skifter, da han får ret. Han får lov at udleve sin drøm i fem minutter, men det forbliver uklart, om hun holder af ham eller udnytter ham. Der er ingen stor, romantisk forløsning.
   Finalen er en mekanisk affære med anonyme angribere, skudkampe i huset og en masse væltede møbler. Det er scenerne, hvor manden, kvinden og drengen prøver grænser af og lærer hinanden at kende, der gør filmen gedigent seværdig. De bedste af dem er fine treklange.


   
MATTHIAS Schoenaerts kan som få koncentrere en fysisk ubalance og gøre psykologien konkret. Han er udmærket, når han taler engelsk (som i Thomas Vinterbergs version af Far from the Madding Crowd), men det er i belgiske og franske roller, at han kommer fuldt til sin ret. Vincent er ikke helt så anspændt som den kastrerede mand, der tog steroider i Bullhead, Schoenaerts gennembrudsrolle fra 2011, men karakteren kommer fra samme register.
   Tyske Diane Kruger gemmer en hård kvalitet i den generiske skønhed. Hun er derfor aldrig helt troværdig i romantiske roller, men kan bevare sit mysterium, når karakteren er mere pragmatisk og mindre uskyldig, end den maskuline betragter opfatter. Her er hendes figur i familie med den fængslede hustru, som Vincent Lindon satte livet på spil for i Pour Elle (2008, da. Alt for hende).



DET er manden, der raser og snøfter, mens kvinden ser klart og gør det nødvendige for at beskytte sig selv og sin søn. Det er sådan set en instruktiv og pænt beskidt fortælling, men fordi Vincent er en god mand, og filmen bliver i hans perspektiv, får den også en ironisk og tragisk dimension. Nogle riddere er for gode til denne verden. Narren bliver betalt som fortjent.

Se også Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female].

Maryland (Disorder). Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron og Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 98 min. Belgien-Frankrig 2015. Dansk premiere: 04.08.2016.


Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Mars Films/ France 3 Cinéma/ Scope Pictures/ Indie Sales/ Indie Invest/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Procirep/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 41Shadows
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.2016.

torsdag den 12. maj 2022

Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]


DATTER AF STJERNERNE
En fornem film om at træffe sit valg

Af BO GREEN JENSEN

EMNET er rumfart, men sagen er ikke science fiction. Tværtimod er Proxima en samtidsfilm om faglige vilkår og kønspolitik. Astronauten Sarah Loreau er lykkelig, da hun får mulighed for at komme med på den næste mission til ISS, den internationale rumstation. Hun har arbejdet for det hele sit liv.
   Sarah har set op på stjernerne, så længe hun kan huske. Hun har fortalt sin egen datter om rummet. Der er heller ikke nævneværdig modstand i miljøet. Sarahs eksmand (Lars Eidinger) er fysiker, han deler hendes glæde. Først har missionens amerikanske kaptajn (Matt Dillon) en overbærende holdning. Den russiske deltager (Aleksej Fateev) er kollegial fra begyndelsen.
   For Sarah er problemet, at rumrejsen varer et år. Hun har ikke tænkt over, hvor svært det bliver at sige farvel til den 8-årige Stella (Zélie Boulant). Pigen forstår, hvad hendes mors arbejde kræver. Hun forstår også, at det er farligt, og at de ikke skal se hinanden i en evighed.



FILMEN følger Sarahs fysiske træning og mentale forberedelse. Tilskueren kommer selv på en rejse, og det er fascinerende at få indblik i, hvordan astronauter arbejder. Alice Winocour bliver hos Sarah i samtlige scener. Eva Green er særdeles troværdig i rollen, der bærer det færdige værk.
   Winocour får os til at mærke astronautens tvivl, mens vi ser på træningens fysiske rammer i Houston, Köln og Stjernebyen ved Moskva, hvor opsendelsen foregår. Det er mesterligt gjort. Sarah ser flere film, mens hun vænner sig til vægtløsheden. Det er klart, at Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey får en hilsen, men følelsen af vemod er mere som i Andrej Tarskovskijs Solaris.



DER er ingen ydre dramatik, det er rutinerne og kampen for indre balance, som gør billedet interessant. For så vidt som en spænding opstår, har den at gøre med Stella. Vil Sarah bryde karantænen for at møde sin datter ved affyringsrampen? Vil hun vælge at blive på Jorden trods alt?
   Vist har filmen fordomme om, at mødre savner mere end fædre, men det er til at leve med stereotypien. Den feministiske dagsorden bliver aldrig selvretfærdig. Proxima er et fint portræt af mennesker, der arbejder sammen i et lukket miljø. Stilen er overvældende sikker.



DER er ikke mange kvinder i rummet på film. Eva Green har hårdførheden til fælles med Sigourney Weaver i Alien og Sandra Bullock i Gravity, men psykologien er mere som hos Jodie Foster i Contact og savnet, der sender Anne Hathaway af sted og får Jessica Chastain til at vente på sin far i Christopher Nolans Interstellar.
   Filmen handler ikke om rummet, siger Winocour. Astronauten kunne være jordomsejler eller opdagelsesrejsende. Det handler om at have en drøm, som man realiserer. Jeg elsker denne slags film uforbeholdent. Min egen far gav mig en bog, der hedder Søn af stjernerne, før han forsvandt. Efter Proxima forstår jeg, at der også var døtre i billedet.*

*) Raymond F. Jones (1915-1994) huskes især for romanen This Island Earth (1952), der i Joseph Newmans filmatisering fra 1955 blev en af de bedste sci-fi-historier fra koldkrigsperioden. Alligevel var den danske titel Truslen fra Verdensrummet. Jones skrev flere bøger, som primært var henvendt til unge læsere og er husket af ældre amerikanere, fordi de udkom i forlaget Winstons Juvenile Series. The Year When Stardust Fell (1958) – som jeg ikke har læst – skal være hans magnum opus. Plottet i Son of the Stars (1952) foregriber E.T  The Extra-Terrestrial (1982) med årtier. En jordisk dreng redder en strandet dreng fra rummet, og de bliver venner i hemmelighed. Også Planet of Light (1953, da. Lysets planet) udkom i serien Rumfart. Min far døde i 1965, da jeg var ni år. Han havde ofte talt begejstret om bogen, som jeg arvede sammen med Niels E. Nielsens Der meldes fra Sahara, en slidt Robin Hood med Errol Flynn på forsiden og genfortalte filmhistorier om Sherlock Holmes i London og Tarzan i New York. Harald Jensen blev kun 44 år. Jeg hørte heldigvis efter, når han fortalte.


Proxima. Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron & Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 107 min. Frankrig-Tyskland 2019. Dansk premiere: 16.07.2020.


Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Pathé/ France 3/ Pandora Films/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ NRW/ Cinémage/ Cofinova 15/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Angel Films

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.07.2020.

onsdag den 11. maj 2022

Claire Denis: Un beau soleil intérieur/Luk solskinnet ind (2017)


KÆRLIGHEDENS FORRYKTE TALE
Clare Denis og forelskelsens dialekt

Af BO GREEN JENSEN

TEORI kan være trættende, men den giver mening i tilfældet Claire Denis (f. 1946). Der er en distinkt signatur i hendes værker, som genremæssigt breder sig ud i en vifte. I film som Beau travail (1999) og L’intrus (2004) er mødet mellem kultur og natur, civilisationslede og oprindelighed, reduceret til mytiske, ofte humoristisk karikerede størrelser.
   Denis voksede op i Burkina Faso, Senegal, Cameroun og andre fransk-afrikanske kolonier, som i 1950erne var ved at overgå til selvstyre eller selvstændighed. Hendes far var embedsmand i administrationen. Som 9-årig fulgte hun med sin mor til Paris, hvor både huse og lyset var grå. Der er i alle filmene – cirka 14 stykker – en distancerende facon. Denis tøver ikke med at kreditere sin barndom for det antropologiske blik.
   Der er flest maskuline roller hos Denis, som har været uafbrudt fascineret af mænds fysik og fremtrædelsesformer. Béatrice Dalle fik et lille comeback som kannibal i Trouble Every Day (2001). Isabelle Huppert havde hovedrollen i White Material (2009), og Chiara Mastroianni medvirkede i Les salauds (2013). Ellers har Denis været en franskmand, der ikke så det som sin borgerpligt at bruge divakorpset.


DET er ved at ændre sig. I Luk solskinnet ind har Juliette Binoche den gennemgående rolle som kunstneren Isabelle, en nyligt fraskilt mor, som prøver at finde kærligheden igen. I løst forbundne episoder forsøger hun at trænge ind til mænd i flere aldre og livssituationer. Nogle er lovende emner, men alle falder igennem. Ingen af dem fortjener hendes kærlighed, og ingen af dem vil have den, når det kommer til stykket.
   Endelig konsulterer Isabelle med »en klog mand«. Denis har givet ham navnet Denis. Clairvoyanten bliver spillet med majestætisk mine af Gérard Depardieu, og det er ham, som formulerer en tanke om at blive ved med at lede, finde ro i foreløbige forhold og lade sig oplyse af »un beau soleil intérieur«, dvs. en klar sol, som skinner i sindet.
   Den store mand taler dog uden at lytte. Han har netop brudt med en kvinde (Valeria Bruni Tedeschi), som han elsker med i en bil, før han går ind til Binoche. Ordene snor sig som røg. Denis forstærker fornemmelsen af, at cirkelbevægelsen kunne blive ved, da hun skriver filmens credits hen over samtalen.



BINOCHE bærer alle farver i filmen og er overbevisende fuld af det solskin, som gradbøjes i de forskellige titler. Binoche har præget fransk film, siden hun debuterede i Liberty Belle (1983). Hun har aldrig været bedre end nu, hvor hun som 54-årig kan spille alle slags roller.
   Luk solskinnet ind er samtidig en filosofisk diskurs i forklædning. Denis vil demonstrere, hvordan vi taler udenom og siger, hvad vi egentlig mener, i stilheden mellem de færdige linier.
   Denne metatekst bliver nogle steder for stiv, især når karaktererne selv repeterer og analyserer. Spontan er nok det sidste, man vil kalde Luk solskinnet ind. Dialogen bygger i øvrigt på Roland Barthes' Fragments d’un discours amoreux (1985), som i Karen Nicolajsens oversættelse hedder Kærlighedens forrykte tale. Denis har øre for forelskelsens særlige dialekt.


BEDST i hele filmen er en scene fra Provence, hvor Isabelle og andre kunstnere slentrer rundt ved et pittoresk landsted. De unge bymus taler om, hvad landskabet giver dem, og enes om, at fortidens bønder næppe havde samme blik for dagens skønhed. Binoche har omsider hørt nok og begynder at skælde mændene ud for deres arrogance.
   Det er som altid Stuart Staples fra Tindersticks, der har skrevet det atmosfæriske score. Andre når målet før aften, men Denis er fortsat på rejse. Den 71-årige filmskaber bliver ved at forvirre sit stampublikum. Hendes næste værk er High Life, en scifi-romance med Robert Pattinson og Binoche. Ólafur Eliasson har designet rumskibet i filmen.
   Her og nu gælder det styrken i Luk solskinnet ind. Filmen er atypisk enkel og smukt disponeret. Den begynder og slutter tilfældigt som livet. Det er bare at springe på karussellen.



Luk solskinnet ind (Un beau soleil intérieur). Instr. og manus: Claire Denis. Foto: Agnès Godard. 94 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 19.04.2018.


Fotos: Curiosa Films/ FD Production/ Playtime/ Ad Vitam Production/ Versus Production/ CNC/ OCS/ Cinémage/ La Banque Postale Image 10/ Arte Cofinova 11/ Cinematerial/ Angel Films/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 20.04.2018.