Translate

onsdag den 24. februar 2021

Armando Iannucci: The Personal History of David Copperfield (2019)


ALLE SLAGS MENNESKEFARVER
Charles Dickens ifølge Armando Ianucci

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er et af de berømte skriftsteder: »Om jeg selv bliver Helten i min Livshistorie, eller om Pladsen skal indtages af en anden, maa de følgende Blade vise.« Forfatteren David Copperfield ser tilbage på sit liv og undrer sig over skæbnens tilskikkelser, mens han side for side bliver mere bevidst om, hvordan fantasi og erindring arbejder sammen.
   Det er værd at citere den fulde titel på romanen, som blev skrevet ad hoc og offentliggjort i føljetonform fra maj 1849 til november 1850. Vi har ikke at gøre med en koncis beretning, men med The Personal History, Adventures, Experience and Observation of David Copperfield the Younger of Blunderstone Rookery (Which He Never Meant to Publish on Any Account).
   Historie, eventyr, erfaring og iagttagelser – som det aldrig var tanken at offentliggøre. Tilføjelsen er moderne og vigtig. Det går op for David Copperfield – som deler forbogstaver med sin egen fortæller – at han kan skrive fortiden om. David Copperfield er bogen, hvor Charles Dickens for alvor finder sit flow.


I ARMANDO IANNUCCIS energiske filmatisering står David først ved en talerstol, der er anbragt midt på scenen i et rødplysset, victoriansk teaterrum. Det er ikke kæmpestort, og fremstillingen er stiliseret. Det kunne være en af de provinsscener, som Dickens optrådte på med sine oplæsninger.
   Forfatteren fremsiger de citerede linier. Vi kan se, at han er af anglo-indisk herkomst. Vi kan for den sags skyld se, at det er Dev Patel fra Slumdog Millionaire. I nærbilleder af publikum har vi genkendt både Tilda Swinton med kyse og Hugh Laurie med blåtonet Beethoven-hår. Der er nordiske, latinske, asiatiske og caribiske ansigter. Alle slags menneskefarver.
   Har vi undret os over det, holder vi op. Der skrives flere kontrakter med publikum i prologen. Der sættes ekstra anførselstegn om fiktionen. Det er en multietnisk, farveblind forestilling.



FORFATTEREN famler efter en måde at præsentere fortællingen på. Bag ham smelter scenetæppet og bliver til et biograflærred. Fra nu af er det en film først og fremmest. Et vindblæst landskab åbner sig. Patel træder ind og går hurtigt over marken.
   Fra anden retning er Tilda Swinton på vej. Der krydsklippes dynamisk, og begge skikkelser er filmet nedefra, så bevægelserne bliver endnu større. Teksten gør alt for at blive til film. De skynder sig til The Rookery, hvor Davids mor har veer. David løber for at nå at se sin egen fødsel.
   Kort efter når Betsey Trotwood (Swinton) frem og trykker trynen mod ruden. Hun er ivrig, indtil hun opdager, at barnet er en dreng. Så taber hun interessen og går. David gennemlever på tyve minutter en lykkelig barndom, som ender brat, da stedfar Murdstone og hans nedrige søster ankommer. Så er det ud af Eden og af sted til flaskefabrikken i London. Et hus i et skib, en skrantende skole. Det hele er blevet mindre, da David som voksen vender tilbage.


DAVID FORTÆLLER SIN film i kapitler. Andre dramatiseringer viser den voksne forfatter som en tænksom, melankolsk tilbageskuende mand, der priser sig lykkelig for, hvor det ender. Her er han altid åben og optimistisk, altid på vej.
   Han har et skrin med papirlapper, skitser og noter, som han vil indarbejde. Hos tante Trotwood får han en fælle i Mr. Dick (Hugh Laurie), som skriver og fortaber sig i tvangstanker om Charles den Førstes henrettelse. Væggene i arbejdsværelset er tapetseret med notater. David viser, hvordan byrden kan lette, hvis de bygger en drage af disse noter. Besværgelsen virker. Davids egen bog ligner jo også den drage.
   Skal man have indvendinger, kunne det være, at Iannucci smører vel tykt på. For at betone sammenfaldet mellem protagonist og forfatter, er der iblandet skriftsteder fra andre Dickens-værker. I Hard Times (1854, da. Strenge tider) går fabrikkens maskinstempler op og ned som »melancholy mad elephants«. Det var det, som Eva Hemmer Hansen oversatte – inspireret, skønt anakronistisk – til »maniodepressive elefanter«. Her bliver det noget, som David har skrevet.



SOM UNG SPINATFUGL talte jeg engang med Salman Rushdie. Vi drak Linje Aquavit, og han erkendte, at fortælleren i Midnight's Children (1981, da. Midnatsbørn) nedstammer fra David Copperfield. Han sagde, at man i Mumbai læser Dickens som realist. Romanerne fra det magiske London ligner ren reportage for indiske øjne.
   Det er præcis denne faktor og farverigdom, universaliteten i Dickens, som Iannuccis version dækker af og forløser. Hans film kommer lige til tiden. Det er tyve år siden, at nogen har rørt ved David Copperfield. Det skete i en BBC-føljeton fra 1999 med Bob Hoskins som Mr. Micawber.
   En spillefilm har typisk to timer til rådighed og må prioritere det helstøbte værk. Skærmføljetonen har rødder i Dickens. Den nyder at være fortalt i kapitler. Det er væsensforskellige grammatikker. Iannucci har skabt en original biograffilm. Han ofrer detaljer for at nå substans.



DEN bedste film er stadig den første med lyd på. George Cukors solide Hollywood-udgave fra 1935 kommer rundt om alt på 130 minutter. Freddie Bartholomew spiller David som dreng og fortrænger Frank Lawtons voksne fortæller. W. C. Fields er den bedste Micawber til dato.
   David Edgars totalteaterudgave af Nicholas Nickleby (1982) var lige så forelsket i fuga, optrin og tilfældets musik. Christine Edzards Little Dorrit (1987) var to forbundne film på seks timer, der foregik i et håndlavet univers.
   The Personal History bliver lige så skelsættende, tror jeg. Typer som Micawber (Peter Capaldi) og Uriah Heep (Ben Whishaw) står svagere her, men Agnes Wickfield (anglo-afrikanske Rosalind Eleazar) taler i øjenhøjde med Dickens og ved mere end David om, hvor han skal hen. Imens er hendes far (anglo-asiatiske Benedict Wong) kun interesseret i portvin.


   
HER er ting, man vil huske i meget lang tid. Først og fremmest farverne, også på alle de fysiske ting. De tragiske islæt står mindre markant, fordi Iannucci er vant til at prioritere satiren. Samme mand instruerede Stalins død (2017). De to film er næsten som sol og måne.
   Så bliver fortælleren helt i sin egen historie? Om han gør og mere til. Iannuccis brogede fabel beviser, at vi aldrig bliver færdige med klassikerne. Hverken de engelske eller vores egne.


The Personal History of David Copperfield. Instr.: Armando Iannucci. Manus: Iannucci & Simon Blackwell. Foto: Zac Nicholson. 119 min. UK-USA 2019. Dansk premiere: 10.09.2020


Fotos: Film 4/ Scanbox Entertainments/ CineMa
terial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 11.09.2020

tirsdag den 23. februar 2021

Besværgende latter: Komikeren Roberto Benigni


BESVÆRGENDE LATTER
Komikeren Roberto Benigni

Af BO GREEN JENSEN

MAN skal vænne sig til Roberto Benigni (f. 1952). Den italienske komiker har med tiden udviklet en distinkt figur, en unik fysisk stil og et lattermildt livssyn, der stædigt fastholder den enkeltes ret til at elske, håbe og tro på det bedste. En væver lille mand, som klovner på kanten af katastrofer, mens han med tunnelsyn fokuserer på livets iboende godhed. For Benigni er koppen altid halvt fuld. Og kan når som helst løbe over med the milk of human kindness.
   Han er aldrig mindre end anstrengende, men man overgiver sig, fordi Benignis begejstring så åbenlyst er helt vaskeægte. Han kom til verdensfilmen ad en bagvej, da han medvirkede i Jim Jarmuschs Down by Law (1986) og Night on Earth (1991). Hans første film som auteur med ansvar for alt hed Tu mi turbi (1983) og var italiensk. Benigni taler stadig andre sprog meget dårligt. Alligevel formåede han i 1990erne at være pinlig på fransk (i Le Monstre), på amerikansk (i Blake Edwards Son of the Pink Panther) og på italiensk (i Johnny Stecchino).



MED den forunderlige La vita è bella (1997, da. Livet er smukt) skete imidlertid en mærkelig og stor forvandling. Vist affødte filmen en typisk debat om, hvorvidt man kan forsvare at tænke på latter, eros og holocaust i én og samme kontekst, men det lykkedes Benigni at skabe en enestående fabel om en jødisk far, der i koncentrationslejren prøver at omskabe hverdagen til en poetisk leg, et livagtigt rollespil, fordi han vil skåne sin søn, som er med. Filmen ligner ikke nogen anden holocaustskildring og er især bemærkelsesværdig, fordi den ikke ser væk fra rædslerne. Endvidere er den lange første akt en pastiche på 1930ernes italienske komedie.



FRA og med Livet er smukt trådte Benigni i karakter som en enspænder, man faktisk kun kan sammenligne med Charlie Chaplin, der i sin tid var lige så anakronistisk enevældig. Benigni giver altid sin hustru Nicoletta Braschi (f. 1960) den kvindelige hovedrolle i filmene, som han skriver og instruerer. Hun fungerer til gengæld som hans producer.
   Der er ingen til at sige parret imod, hvilket nu og da resulterer i kostbare, overflødige scener, som andre kunne have talt duoen fra. Typisk er filmene også for lange, men det er de privilegerede produktionsforhold, som giver Benigni den platform, han behøver.
   Efter Livet er smukt fulgte en overdådig spillefilm efter Carlo Collodis eventyr om Pinocchio (2002). I Danmark kom den kun ud på VOD og dvd, måske fordi målgruppen hverken var børn eller voksne, men eventyrelskere i almindelighed. Ydermere var tolkningen stærkt anti-Disney. Benigni og Braschis følgende satsning var endnu et litterært eventyr. La tigre e la neve (2005, da.Tigeren og sneen) er dog også, i endnu højere grad end Livet er smukt, et kejtet forsøg på at være politisk, poetisk og filosofisk, sådan cirka in one fell swoop.



HVER nat har digteren Attilio (Benigni) den samme tilbagevendende drøm. Iført undertøj står han ved alteret i en romersk ruin uden tag. På stolene i græsset sidder nøglepersoner fra fortid og nutid, mens Tom Waits på klaver diverterer med balladen »You Can Never Hold Back Spring«.
   Bruden (Braschi) er i hvidt og erklærer, at hun vil elske med digteren her og nu. De skal kysse lige om lidt, når han er færdig med at sætte ord på øjeblikket. En græsk præst er ved at vie dem, da en parkeringsvagt bryder ind. Attilio kan aldrig huske, hvor han har stillet sin bil. Drømmen iscenesættes udførligt. Det er sådan en scene, de fleste producere ville prøve at tale filmskaberen fra at realisere.
   Da han vågner, er Attilio alene i lejligheden, hvor han hver weekend har sine store døtre på besøg og ellers forbereder sin undervisning i køkkenet, mens fladskærmen bag ham viser Sergio Leones Den gode, den onde og den grusomme. På universitetet er kollegaen Julia mere end villig til at genoptage forholdet, men han vil finde kvinden i drømmen.
   Attilio kører langt for at høre en oplæsning, som hans iranske digterven Farud (Jean Reno) afholder. Dér er kvinden i levende live, hendes navn er Vittoria. Han vil det hele, men hun vil slet ikke. Gradvis afdækkes en forhistorie. Så tager Vittoria til Bagdad for at bo hos Farud og skrive sin digtsamling.



NETOP da iværksætter USA sit massive bombardement af Irak. Attilio får besked om, at kvinden i hans liv ligger såret og komatøs på hospitalet i Bagdad. Han rejser, som han går og står, fupper sig frem ved hjælp af drabelige hvide løgne og står få timer senere under de krydsede sabler ved porten til Bagdad.
   På hospitalet savner man de mest basale fornødenheder. Attilio og Farud sætter himmel og jord i værk. Kuriøse episoder hober sig op: en stædig kamel, en rusten motorcykel, interimistiske forsøg på at udvinde glycerin. På sin skumplende måde når filmen i mål. Alt falder på plads, men ikke uden brat død og pludseligt mørke. Heller ikke uden en effektiv scene, hvor nervøse amerikanske soldater er tæt på at atomisere den desperat klovnende italiener.



DIALOGEN er overstrøet med citater fra Marguerite Yourcenar, Jorge Luis Borges og Antoine de Saint-Exupery. Benigni er på i samtlige scener, og filmen vil for nogle tilskuere virke hæmningsløst selvpromoverende. Der er huller og ejendommeligheder i manuskriptet, men også mange søde og stærke øjeblikke, som ikke kunne være kommet i stand, hvis beretningen var blevet strømlinet.
   Benignis humor er altid varm og solidarisk; aldrig ondskabsfuld eller morsom på andres bekostning. Vittoria har sagt, at hun ikke vil have noget at gøre med Attilio, før hun ser en tiger i sneen i Rom. Prøv at gætte med hvilket forjættende billede, den hverdagseventyrlige film skal kulminere.
   Det er let at se svaghederne, men man kapitulerer og giver sig hen til filmen, som blev lanceret på Berlinalen i 2005. Benigni og Braschi var æresgæster. Den tynde, irriterende mand er sin egen krøllede genre, men han repræsenterer, med besværgende latter og vild hyperbole, en unik europæisk komediestil, som filmkunsten ville være fattigere uden. Af og til fuldkommen afsporet, andre gange helt central og rørende enkel.



I 2020 kom Benigni igen til Berlin, da hans navn blev trykt med stort på plakaten for Matteo Garrones version af Pinocchio. Her spiller han rollen som Geppetto, mens trædukken, som bliver levende, er skabt med CGI-trylleri, som ikke fandtes i 2002, da Benigni selv tacklede den italienske klassiker. Nu er han mere nedtonet som den toscanske træskærer, der fryser og sulter og tigger, mens han længes efter en søn at dele dagene med i sit værksted.
   I 2005 troede de fleste filmkritikere, at La tigre e la neve var det første i en lang række pinlige forsøg på at gentage succesen med La vita é bella. Sådan er det slet ikke gået. Efter Tigeren og sneen trak Benigni sig mere eller mindre væk fra at lave film. Hans medvirken i Woody Allens To Rome With Love (2012) er en komisk signatur på linje med meta-rollerne i Asterix og Obelix i kamp mod Cæsar (1999) og Jim Jarmuschs Coffee and Cigarettes (2003): Benigni er med for at spille Benigni. Han har ikke selv sat flere projekter i søen.


TIL gengæld er Benigni blevet en af de mest populære (og kontroversielt højst betalte) scenekunstnere i sit hjemland. Fra 2006 turnede han med enmandsshowet TuttoDante, en stand-up bedrift i Anders Matthesen-kategorien: Benigni reciterer Den guddommelige Komedie efter hukommelsen og bruger (uden at tage noget fra teksten) Dante som afsæt for personlige anekdoter og kommentarer til aktuelle italienske forhold.
   Showet varede 90 minutter og blev opført 130 gange: der findes et bokssæt med de samlede forestillinger. I 2007 fulgte 10 mio seere med, da Benigni opførte Il V canto dell'Inferno - dvs. 5. sang af »Helvede« i La divina Commedia - på RAI Uno. Siden turnerede Benigni med TuttoDante i USA og Latinamerika.
   I 2011 kom han ridende ind på Sanremo Festivalen og dekonstruerede den italienske nationalsang, »Il canto degli Italiani«. Det skete igen i en lang monolog, og anledningen var 150-året for il Risorgimento, Italiens Samling. Hesten kunne være et visuelt ekko af den, som er farvet grøn og bemalet med antisemitiske slogans i første akt af Livet er smukt.
   I 2014 gentog han tricket fra TuttoDante med forestillingen De ti bud, som blev sendt i tv over to aftener og set af 11 mio. italienere. Efter sigende ringede pave Frans personligt og takkede Benigni for et nyt blik på det kanoniske stof.
   Roberto Benigni er 68 år. Måske kan succesen med Garrones Pinocchio give ham mod på at lave flere nye film og arbejde uden for Italien igen. Eller synes historien at være den om kunstneren, der flirtede med international status og valgte at blive i landet, hvor han kender og mestrer alle nuancer. Som Kellerdirk gjorde i Danmark; som alle de franske sangere gør.
   Nicoletta Braschi er blevet ved filmen. Hun kan ses som cigaretprinsessen Alfonsina De Luna, der udnytter sine livegne i Alice Rohrwachers Lazzaro den lykkelige (2018). Benigni var tilbage på Sanremo Festivalen i 2020, hvor han reciterede Højsangen og forholdt sig til covid-19 pandemien på en måde, som hans landsmænd kunne se både humoren og sig selv i.


Tigeren og sneen (La Tigre e la neve). Instr.: Roberto Benigni. Manus: Roberto Benigni og Vincenzo Cerami. Foto: Fabio Cianchetti. 114 min. Italien 2005. Dansk premiere: 12.04.2006


Fotos: Melampo Cinematografica/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Tigeren og sneen streames ikke  - Livet er smukt kan ses på Blockbuster, Google Play, HBO Nordic, iTunes, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 12.04.2006 + Helte & Djævle 100 fanbreve + februar 2021

mandag den 22. februar 2021

Roberto Benigni: Livet er smukt (1997)


DEN STRÅLENDE LØGN
Roberto Benignis holocaustfilm

Af BO GREEN JENSEN

DA Gene Wilder og Zero Mostel – som den fallerede duo i Mel Brooks' gennembrudsfilm The Producers (1967) – skulle sætte en garanteret fiasko op på teatret, valgte de et emne, som med sikkerhed kunne levere den ønskede vare. De tog en nazistisk forfatters makværk og forvandlede det til et sexet, smilende syngespil om Det Tredje Riges storhed og fald.
   Denne musical, Springtime for Hitler, blev imidlertid en ubændig succes. Det samme gjorde Brooks' satiriske farce. På YouTube kan man se den musikvideo, som blev produceret i forbindelse med Forår for Hitler. Den er stadig lige så morsom og skarp.
   Tredive år efter, mens både europæiske og amerikanske instruktører på stadig mere episk vis mindedes de umenneskeligheder, som fandt sted i det nazistiske Tysklands dødslejre, fik den italienske komiker Roberto Benigni ideen til en film, som sagde det samme på et andet sprog. Resultatet var noget så paradoksalt og unikt – ja i teorien vel utænkeligt – som en livsbekræftende blanding af farce og komedie, der udspiller sig i en koncentrationslejr.
   Det er en film, som ikke er i tvivl om, hvad den vil have os til. Først skal vi grine, så skal vi græde, og til slut skal vi gå hjem med et smil og sætte pris på, at vi er til. »Kan man det?« fik mange spurgt, og svaret giver sig selv, for på film kan alt lade sig gøre. »Kan man være det bekendt?« er snarere det oplagte spørgsmål.



LIVET er smukt forenkler historien, men skriver den ikke om, og skønt der er ting, vi ikke ser i lejrafsnittet, er man ikke i tvivl om, at de foregår. I en enkelt ordløs scene til slut går Benigni vild i lejren og ser et bjerg af døde kroppe, som er hobet op ved krematoriet. Det er til og med et barn, som bærer den forbløffende historie. Også Benignis film blev en uventet stor succes.
   Således blev den nomineret til syv Oscars og tog prisen i tre kategorier. Skønt filmen var et år gammel og for længst havde haft italiensk premiere, fik den lov at konkurrere på Cannes Festivalen 1998. Her modtog den Juryens Store Pris. Ved den lejlighed kastede Benigni sig ned og begyndte at kysse jurypræsidenten Martin Scorseses skosnuder.
   I Hollywood nåede han scenen ved at springe fra stoleryg til stoleryg, hen over alle de forbløffede kolleger. Benignis Academy Award, som blev overrakt af Sophia Loren, er altid med på listen over store Oscar-øjeblikke. For den sags skyld er La vita è bella stadig forkætret. Det er en film, som mange elsker og enkelte hader med inderlig kraft. Hverken Schindlers liste (1993), Sauls søn (2015) eller Jojo Rabbit (2019) har været så kontroversielle.
   Benigni, en lille mand som lever på sin egen mærkelige planet, var ganske enkelt ikke til at standse i sin glæde. Med en tro kopi af denne jubel hilser han sin kvindelige medspiller Nicoletta Braschi, som privat er gift med fænomenet, hver gang de støder på hinanden i filmens lange, barokke prolog. »Godmorgen, prinsesse!« er filmens feltråb.



DET er i kraft af den første akt, at balancestykket lykkes så overvældende. I høj italiensk farcestil ser vi tjeneren Guido (Benigni) ankomme til Toscana sammen med en ven. Guido vil åbne en boghandel, men indtil videre bor de hos hans onkel, en lakonisk overtjener. Vi er langt i historien, før vi hører om Guidos jødiske herkomst. Derimod er vi aldrig i tvivl om tidens ideologiske klima. Da Guido og Ferruccio kører deres løbske bil gennem en festklædt landsby, bliver de forvekslet med fascistiske øvrighedpersoner. Guido spørger en far, hvordan den politiske stemning i byen er, mens mandens tvillinger leger i baggrunden. Faderen hører ikke spørgsmålet, men beder Adolfo og Benito være stille.




ENDELIG forelsker Guido sig i lærerinden Dora (Braschi). Der er bogstavelig talt ingen grænser for, hvad han vil gøre for at tænde hendes smil, og de fleste gags har at gøre med den amourøse stormkur, han mobiliserer. Da parret er forenet, går hun ind i et lysthus, og han følger efter. I næste billede er der gået fem år, og deres lille søn Giosué tripper ned ad den skårede trappe. Han forstår ikke, hvorfor jøder ikke må handle hos bageren, som der står på et af gadens skilte. Guido, som nu har fået sin boghandel, enes med drengen om, at de på deres skilt vil skrive, at edderkopper og vestgotere skal holde sig væk. Men på sønnens fødselsdag tager tyskerne både Guido og Giosué.



DEN sidste time er vi i lejren. Hinsides alt håb, men dog ude af stand til ikke at håbe, fordi filmen alene med sin titel har skrevet en slags kontrakt med os. Det bliver dog stadig sværere at se et smuthul for Guido, som får sønnen til at acceptere lejrens helvede ved at opfinde en af alle tiders mest strålende løgne: der er i virkeligheden tale om et kæmpemæssigt rollespil, de er alle deltagere, og den som først får tusind points har vundet en rigtig kampvogn.
   Drengen køber løgnen og er forsigtig med ikke at blive set, så han ender som de andre børn. Medfangerne spiller med på Guidos illusion, og vogterne er uden at vide det med til at styrke bedraget, for Guidos fantasi er grænseløs, når det gælder om at vende verden på hovedet. Hårrejsende omstændigheder forvandles til raffinerede prøvelser i det herlige spil, som de skal være glade for at deltage i. Her er prøvestenen for grundideen, og den viser sig at kunne bære. Efterhånden spiser også tilskueren lidt af den strålende løgn.


ROBERTO Benigni var forgudet i sit hjemland, havde stjernestatus i Frankrig og var også i amerikansk sammenhæng en populær italiensk specialitet. Det var ham, som Blake Edwards indforskrev til at løfte arven efter Peter Sellers, da han ville videreføre Pink Panther-serien.
   Herhjemme havde ingen af hans film haft premiere, siden Johnny Stecchino (1991, da. Johnny Tandstikker) skræmte publikum væk. Jeg fandt ham ret ulidelig. Det var han også de første ti minutter af Livet er smukt, da jeg så den i Cannes. Siden kunne jeg næsten ikke huske, hvad mit oprindelige forbehold gik på. Det var virkelig den film, der vendte konsensus. 
   Aldrig har Benignis fysiske komik haft en bedre ramme at folde sig ud i, og sjældent har sammenligningen med Charlie Chaplin været mere på sin plads. La vita è bella er på sin måde lige så uomgængelig og nødvendig som det kollektive sorgarbejde, der kulminerede med Schindlers liste. I 1997 forlad man Francesco Rosis patetiske filmatisering af Primo Levis La Tregua uden at føle stort andet end et lille stik i hjertet. Dén film blev i biografen. Livet er smukt tager man derimod med sig, formentlig for livet.


Livet er smukt (La vita è bella). Instr.: Roberto Benigni. Manus: Vincenzo Cerami og Roberto Benigni. Foto: Tonino Dellicolli. 115 min. Italien 1997. Dansk premiere: 19.02.1999.


Fotos: Melampo Cinematografica/ Miramax/ CineMAterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, HBO Nordic, iTunes, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.02.1999

søndag den 21. februar 2021

Klassiske karakterer: Pinocchios eventyr 1881-2021



TRYLLESTOF OG ÆSELFEBER
Dukken der blev til en levende dreng

Af BO GREEN JENSEN
  
PINE (træ) + occhio (øje)  = Pinocchio. Der er vel ingen, som ikke kender Pinocchio. Næsen vokser, når han lyver, hans samvittighed er en selvretfærdig fårekylling, og han drømmer så stærkt om et liv uden snore, at Den Blå Fe endelig opfylder hans ønske.
   Forvandlingen sker fyldest, da marionetten har gennemstået en lang række eventyrlige prøvelser og er kommet helskindet hjem fra Slaraffenland, hvor uvorne knægte forvandles til æsler, når de har mæsket sig i slik og løgne. I 11. time slipper han af med sin skryden og får i stedet en kæk, lille opstoppernæse, da han redder sin menneskefar, snedkeren Geppetto, fra den visse død i hvalfiskens bug.
   Carlo Collodis episodiske fabel om dukken, som blev til en levende dreng, er faktisk en granvoksen klassiker med 140 år under vesten, men i de sidste 80 har figuren fristet samme skæbne som bl.a. J.M. Barries Peter Pan, A.A. Milnes Peter Plys og et par af brødrene Grimms og Charles Perraults mest inspirerede genfortællinger af sagn fra den fælles tradition. I 1940 blev den udsat for en gennemgribende Disneyficering, som Hamilton Luske og Ben Sharpsteen var hovedansvarlige for.


INGEN af de øvrige 40 filmatiseringer, som er produceret mellem 1911 og 2020, har sat sig spor af tilnærmelsesvis samme dybde som Walt Disneys Pinocchio. De mest interessante og originale forsøg er naturligvis italienske. I hjemlandet ser man på den amerikanske tegnefilm, som vi ser på Disneys versioner af Den lille havfrue og Snedronningen. Det er magisk og sødt på sin måde, men det er ikke den ægte, indlevede vare.

   Roberto Benigni spillede selv titelrollen, da han skrev og instruerede en stor realfilmsudgave af Pinocchio i 2002. Den trækker både på commedia dell'arte-tradition og på Benignis egen farcestil, der bliver ved at bruge af den fysiske stumfilmskomik. Hans hustru, Nicoletta Braschi, spillede feen Fatina. Familien fra Livet er smukt (1997) var sammen igen.
   Benigni spiller rollen i hvidt klovnekostume. Det må være vemodigt og bekræftende for ham at have rollen som Geppetto i den store filmudgave, som Matteo Garrone præsenterede på Berlinalen i 2020. Han gør det i øvrigt sobert og ydmygt.* Her smelter CGI og realfilm sammen i den fantastiske form, som Garrone anvendte i Tale of Tales (2015), der var en hyldest til de barokke og ofte blodige eventyr, som napolitaneren Giambattista Basile (1566-1632) samlede på og fortalte længe før både Charles Perrault og brødrene Grimm. 
   Det er betegnende, at de nye Pinocchio-film har haft svært ved at trænge igennem til et bredere publikum uden for Italien. Benignis fortolkning fik ikke dansk biografpremiere, men udkom på dvd. Den bliver p.t. ikke streamet i Skandinavien. Garrones version skulle åbne i julen 2020, men premieren blev udsat på grund af COVID-19 restriktioner.


SAGEN er, at publikum kun vil se Disneys udgave og opfatter den som den originale. Det er prisen for den kommercielle gevinst, som følger med Disneyficering. Den australske forfatter Pamela Travers (1899-1996), som skabte Mary Poppins-figuren, sagde i årevis nej til Walt Disney, når han tilbød store summer for tilladelsen til at filme hendes bøger. Hun sagde endelig ja på betingelse af, at hun kunne følge optagelserne og nedlægge veto. Men hun vidste, at slaget var tabt, da hun sad sammen med Julie Andrews og så, hvordan publikum lod sig betage. Forløbet er fastholdt i filmen Saving Mr. Banks (2013) med Emma Thompson som Travers og Tom Hanks som Disney. 
   Det er derfor ikke Collodis spidsede gren, vi forbinder med navnet Pinocchio. Det er heller ikke Pigen med Turkishåret eller den Talende Fårekylling, som Pinocchio i første omgang tværer ud på væggen i Geppettos værksted. Vi kender kun figurens nuttede, lutrende kraft, »Der er ingen bånd, der binder mig«, »Når du ser et stjerneskud« og et renfærdigt liv, som aldrig for alvor bliver farligt, men rammer alle børn i hjertet, når de første gang præsenteres for gløden i Disneys farvemættede baggrunde.




COLLODIS oprindelige eventyr er en i alle henseender løsere, vildere og mindre selvgod historie, skønt moralen også her smøres på med en skovl. Collodi hed egentlig Carlo Lorenzini (1826-1890). Han kom fra Firenze og ernærede sig det meste af sit liv som journalist. Han redigerede et satirisk magasin ved navn Il lampione og fungerede i perioder ved den dramatiske censurinstans, som tidens teater var nødt til at føje. Han vidste med andre ord godt, hvordan man sniger subversive budskaber igennem officielle receptionsmæssige filtre, men han synes dog også at mene opbyggeligheden alvorligt.
   Collodi hævdede selv, at han skrev for børn, fordi »voksne er for svære at gøre tilfredse«. Da han havde oversat Charles Perraults eventyr til italiensk, skrev han i 1876 sin første originale historie, Giannettino. Den lægger mønstret for alt, hvad der følger, men kun Pinocchio bliver læst over hele verden. Det gjorde den også før Disney-udgaven.
   Le avventura di Pinocchio: Storia di un burattino var oprindelig skrevet til børneavisen Giornale di bambini, et pionerprojekt for sin tid, som Lorenzini/Collodi var hovedansvarlig for. Her blev fortællingen bragt i føljetonform i 1881. En bogudgave fulgte i 1883. Den første engelske oversættelse blev foretaget af M.A. Murray i 1892. I dansk sammenhæng har vi kun kendt forkortede versioneringer. Samt naturligvis Pinocchiokugler.**

   




DENNE fejl blev rettet i 1999, da Henrik Haves partisanforlag After Hand udgav Pinocchios eventyr med støtte fra både Dansk Litteraturinformationscenter og Dansk Forfatterforenings Illustratorgruppe. Thomas Harder forarbejdede teksten med sjælden fornemmelse for de mange dobbelte bunde i Collodis kælne, excentriske stil, men det var ikke uden grund Poul Juponts radikale grafiske arbejder, som forlaget fremhævede i sit salgsmateriale.
   Juponts meget voksne tolkninger giver udgivelsen et bibliofilt præg af udsøgt kunstgenstand, men de tager sig unødvendige og urimelige friheder med teksten, selv om de sandt nok forløser en væsentlig del af dens sammensatte karakter.
   Collodis træfigur er en skitse til et menneske, en selvisk, grov og påvirkelig dreng, som systematisk snittes til og bankes i facon efter trial and error-princippet. Man fornemmer nok, at det klinger hult, da Collodi ved vejs ende lader ham udbryde: »Hvor var jeg sjov, dengang jeg var en dukke! Og hvor er jeg glad, for at jeg nu er blevet en artig lille dreng!«


KUNSTNEREN går dog langt over stregen i sin iver efter at fremhæve de subversive sider af teksten. Flere tegninger er forsynet med moralske maksimer og politiske slogans, som citerer de første surrealisters metode, og »den yndige pige med turkishåret«, som »i virkeligheden var en god god Fe, der havde boet i omegnen af denne skov i mere end tusind år«, skildres konsekvent i pornografisk modus, iført fetichistiske uniformer, som forvandlingsfiguren Picocchio prøver at gennembore med sine falliske kropsdele. Af historiens varme sider er der ingen spor i illustrationerne.
   Forlaget vil sælge os »en klog bog for børn med voksen ledsagelse«, men denne Pinocchio er kun for voksne. Ikke fordi børn absolut må skånes for erotiske signaler og sammenhænge, men fordi de vil undre sig dybt over afstanden mellem tekst og grafik i det skiftevis vittige og studentikose, men altid veloplagte sansebombardement. Man kunne derfor ønske sig en prisbillig folkeudgave af Pinocchios eventyr, hvor Juponts stærke tavler var udeladt.
  Den Blå Fe opfyldte til dels dette ønske i 2005, da forlaget Høst brugte Thomas Harders oversættelse i en gennemillustreret pragtudgave med grafiske arbejder af Roberto Innocenti (f. 1940, modtager af H.C.Andersen-prisen 2008). Innocenti blev en stjerne i kraft af sin fotorealistiske stil, da han i 1985 illustrerede holocaustfortællingen Rose Blanche af Christophe Gallaz. Jeg er ikke stor fan af Innocenti, som også har illustreret Perraults Askepot (1990), Hoffmanns Nøddeknækkeren (1993) og Et Juleeventyr af Charles Dickens. Rose Blanche var en bedrift, men Innocenti får alle historier til at se ens og næsten generiske ud.
   Hvis man vil læse Pinocchio med sine børn, er der stadig meget godt at sige om den udgave af Pinocchio: historien om en marionetdukke, som Birgitte Brix oversatte og bearbejdede for forlaget Apostrof i 1982. Collodis tekst udkom første gang på dansk i 1929 med titlen Pinocchio og hans forunderlige eventyr. Den særdeles vidtfavnende Axel Mathiesen skabte 50 originale illustrationer til bogen, som udkom hos Jespersen & Pio. I 1950, da Hagmund Hansen bearbejdede Pinocchio - eventyret om en marionetdukke for Det Danske Forlag, kunne Mathiesens illustrationer stadig bruges.*** 
 


DET er ikke, fordi mareridtsaspektet i fortællingen for enhver pris skal underprioriteres. Det skal være uhyggeligt, når æselfeberen sætter ind, og Slaraffenland viser tænder. En af de mest kongeniale genanvendelser af stoffet findes på albummet Stay Awake: Various Interpretations of Music from Vintage Disney Films, en vildt eklektisk samling musik, som Hal Willner (1956-2020) kuraterede og producerede i 1988.**** 
   22 klassiske sange er arrangeret i 11 medleys, der fremføres af kunstnere fra Natalie Merchant og Syd Straw til Tom Waits, Michael Stipe og Harry Nilsson. Pinocchio-medleyet hedder »Do You See the Noses Growing?« Ken Nordine, Bill Frisell og Wayne Horvitz reciterer sig gennem »Desolation Theme«, før Ringo Starr og Herb Albert får selv »When You Wish Upon a Star« til at lyde lidt uhyggelig. Stay Awake er en forunderlig plade.



OGSÅ Den Blå Fe kan bruges til lidt af hvert. Science fiction-filmen A.I. - Artificial Intelligence (2001), som Stanley Kubrick påbegyndte og som Steven Spielberg færdiggjorde efter hans død, handler om en kunstig dreng og er meget bevidst om sit Pinocchio-tema. Til slut kan feen faktisk opfylde drengens ønske og få hans mor til at leve igen for en dag. 
   Juponts uartige tegninger blegner lidt i forhold til de store temaer. Det er måske også meningen. I øvrigt er det kun de italienske filmatiseringer, især de to med Roberto Benigni, som har et afbalanceret forhold til Den Store Bastian-aspektet i bogen. Jupont ser jo rigtigt, når han fornemmer, at der er mere end opbyggelig allegori i Collodis billedskabende fabel. 
   I nærværende form hægter bogen sin primære målgruppe af. Bliver man hængende som voksen, kan man til gengæld have meget sjov med at læse Collodi som en pragmatisk satire over Oplysningstanken og Romantikkens ædle syn på børn. Som afhandling om marionetternes liv udgør Collodis tekst endvidere et fiffigt og stimulerende supplement til Heinrich von Kleists berømte overvejelser i Über das Marionettentheater (1810).



NOTER

*) 
Geppetto har fået sit eget forbløffende efterliv i de fantastiske genrer. I tegneserieuniverset Fables – en samling af forbundne fiktioner med talrige spinoffs, som amerikaneren Bill Willingham begyndte at skabe i 2005 – er han ligefrem, da det kommer til stykket, hovedmodstanderen »The Adversary«, som står bag alle anslag mod karakterernes lykke og kontrollerer de øvrige skurke i serien. I Fables lykkes det eventyrskikkelser at flygte fra fablernes verden til virkeligheden, hvor de lever i Fabletown ved New York.
   Ideen har slående ligheder med præmissen for tv-serien Once Upon a Time (ABC 2011-2018; 7 sæsoner, 155 episoder), som også vises og streames i Danmark. Her optræder Geppetto (i skikkelse af Tony Amendola) i pilotepisoden, hvor han sidder i krigsrådet sammen med bl.a. Pinocchio og Gnavpot. I Once Upon a Time er det især karakterer fra Snehvide og de syv dværge, som befolker provinsbyen Storybrooke i »vores« virkelighed. Det er Geppetto, som bygger det magiske skab, der fungerer som en portal og fører den nyfødte Emma, Snehvide og Prince Charmings datter, i sikkerhed for dronningen (som siden bliver Storybrookes borgmester). I Storybrooke er tiden sat i stå. Da Emma som voksen kommer til byen, begynder uret på torvet atter at gå. Det store slag om happy endings begynder, da klokken er kvart over otte. 
   OUAT blev skabt og skrevet af Adam Horowitz og Edward Kitsis. Fans af Fables har opfordret Willingham til at udfordre ABC’s ophavsret. Faktisk tog ABC option på Fables i 2004, men ideen om en tv-serie blev ikke realiseret. Horowitz og Kitsis har erkendt, at Fables »måske« indgik i deres normative læsning. De mener dog, at OUAP og Fables fortæller forskellige historier, selv om de benytter den samme legeplads. Willingham bakker dem op med et forsonligt: »Måske husker de at have læst Fables dengang. Men de har undladt at nævne det, fordi vi er blevet et meget sagsførende folk.«
   Oprindelig ville Willingham bruge Peter Pan som Modstanderen, der blev afsløret i slutningen af Fables. Det ville samtidig komme for en dag, at Klo i virkeligheden var helten, som kæmpede for lyset i Fabletown. Ideen blev opgivet, da det Warner Brothers-ejede forlag Vertigo/DC Comics opdagede, at J.M. Barries Pan-karakterer stadig var omfattet af britisk ophavsret. Han valgte da træskæreren fra Toscana som den øverste marionetfører. 
   Once Upon a Time bliver streamet på Google Play og Disney Plus. Disney+ arbejder på at samle de udliciterede aktiver og etablere et fantastisk monopol. En længe varslet realfilmsudgave af Pinocchio er på listen med kommende attraktioner. Robert Zemeckis skal instruere Disneys nye Pinocchio. Geppetto spilles selvsagt af Tom Hanks. Filmen udkommer direkte på Disney+.
   Så vil det lykkes Disney at generobre de fantastiske riger? Næppe i enerådende form. Garrones film er et godt eksempel på modsatrettede strømninger. Guillermo del Toro (Djævelens rygrad, Pans labyrint, The Shape of Water) er på vej med en stop-motion udgave af Pinocchio, der genopdager den gotiske faktor. Premieren er sat til 2022.

**) Haribo Lakrids A/S lancerede Pinocchiokuglen i 1947. Det var Eckhof Hansen – søn af Christian Hansen, som i 1926 grundlagde Sukkervarefabrikken Danmark, der i 1935 blev til Haribo ved en fusion med fabrikanten Hans Riegels tyske fabrikker i Bonn – som udviklede den sukkerbetrukne lakridskugle. I 1990 blev navnet ændret til Pepito, og Disneys Pinocchio blev erstattet af en mere generisk udseende dreng med fjer i sin tyrolerhat. Det kan undre, at den notorisk nidkære Disneykoncern var så længe om at reagere. Men begynderslik for generationer.



***) Axel Mathiesen (1882-1973) udførte illustrationer til tidens mest populære udgivelser gennem seks årtier. Ugeblade som Hjemmet og Familie-Journalen, der var kæmpestore publikationer i deres tid, havde omslag af Axel Mathiesen, før overgangen til fotos og krigen på opsigtsvækkende overskrifter begyndte. Mathiesen illustrerede bøger for voksne - for eksempel den første danske udgave af Margaret Mitchells Borte med Blæsten - men især blev han manden, der tegnede omslag til nogle af de mest ikoniske drengebøger: Gunnar Jørgensens Flemming-serie, Walter Christmas' Peder Most, Torry Gredsteds Paw m.m.fl og (frem til 1933), de danske Tarzan-udgaver. Mathiesen etablerede husstilen for danske drengebogsomslag i flere generationer. Han var - som amerikaneren Norman Rockwell og senere danskeren Kurt Ard - også en fri og ambitiøs kunstner i sin egen ret. Jan Toxværd Jørgensen og Hanne Bistrup (der er barnebarn af kunstneren) har skrevet en kærlig monografi: Axel Mathiesen - en tegner og hans tid (Forlaget Attika, 2009), som anbefales meget varmt.

****) Hal Willner var kun 64, da han døde i foråret 2020 som et af de første amerikanske ofre for COVID-19 pandemien. Willner var producer med et særligt talent for at tematisere og kompilere. Recepten er for så vidt den samme fra Amarcord Nino Rota (1981), som hylder komponisten Nino Rotas samarbejde med filmskaberen Federico Fellini, til AngelHeaded Hipster: The Songs of Marc Bolan and T. Rex (2020). Willner kom ud i alle hjørner af både rock, jazz, avantgarde, entertainment og moderne kompositionsmusik, når han bad åndsbeslægtede kunstnere bidrage til sine tribute-projekter. Ofte samarbejder kunstnerne på tværs af deres respektive tryghedszoner. Omvendt kan de alle siges at høre til i den samme vidt forgrenede tradition. Efter Amarcord Nino Rota fulgte That's the Way I Feel Now: A Tribute to Thelonius Monk (1984), Lost in the Stars: The Music of Kurt Weill (1985) – hvor Lou Reed sang en supersaglig version af »September Song«, som han aldrig samlede op andre steder, heller ikke på September Songs: The Music of Kurt Weill (1995), som var en senere tv-baseret version af konceptet, hvor Reed leverer en mere jazz-orienteret udgave – Weird Nightmare: Meditations on Mingus (1992), Stormy Weather: The Music of Harold Arlen (2003). En særstilling indtager to vildvoksende dobbeltalbums, Rogue's Gallery (2006) og Son of Rogue's Gallery (2013), med »Pirate Ballads, Sea Songs & Chanteys«. Leonard Cohen: I'm Your Man (2006) hørte sammen med koncertbegivenheden Came So Far For Beauty og Lian Dunsons film, som dokumenterer hyldestkoncerter i Brooklyn, Brighton, Sydney og Dublin. Med tiden begyndte Willner at arrangere events efter samme princip. De sidste to årtier havde han travlt med at producere forestillinger som Greetings from Tim Buckley (1991), Nevermore: Poems and Stories of Edgar Allan Poe (1995), Marquis de Sade's writings (1998), Dream Comfort Memory Despair: The Songs of Neil Young (2004), Shock and Awe: The Songs of Randy Newman (2004), Begats: Readings of the Work of Burroughs, DeSade & Poe (2009), Shelebration: The Works of Shel Silverstein (2011). Forest of No Return: Hal Willner Presents Vintage Disney Songbook (2007) var en opdateret version af Stay Awake, som blev opført på scenen i Brooklyn i 2008. Willner producerede spoken word-albums med William Burroughs, Allen Ginsberg og Bob Holman. I 2004 kuraterede han Let the Buyer Beware, det definitive 6cd-boxsæt med standup-pioneren Lenny Bruce. Willner udgav kun et enkelt album under eget navn. Whoops, I'm an Indian (1998) er stykket sammen af stumper fra gamle lakplader. Titlen er taget fra en 1936-farce med The Three Stooges.   
   

Carlo Collodi: Pinocchios eventyr. Oversat efter »Le avventure di Pinocchio« (1883) af Thomas Harder. Illustrationer af Poul Jupont. 174 s. After Hand Forlagsboghandel, 1999.


Fotos: Walt Disney Studios/ StudioCanal/ Edition After Hand/ A&M Records/ Roberto Innocenti/ Poul Jupont/ Egmont/ Vertigo Comics/ Axel Mathiesen
Kun Walt Disney's Pinocchio streames p.t. - den kan ses på Disney+
Dele af artiklen stod i Weekendavisen Bøger i 1999 - meget er tilføjet i februar 2021