Translate

tirsdag den 4. oktober 2022

Klassiske karakterer | Dangerous Liaisons/ Les liaisons dangereuses


LACLOS I KOREA
Universel, intrigant og uopslidelig

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN er både evig og velkendt. To depraverede aristokrater, en mand og en kvinde som begge har lagt ungdommen bag sig, lever i stigende grad for de kicks, der tilbyder sig i forførelsens sødme. De indgår da et hjerteløst væddemål. Manden skal forføre en ung og ivrig uskyld, som kvinden har grund til at sætte på plads. Som belønning får han adgang til den smukke fromme enke, hvis dydige sanselighed under alle omstændigheder er en torn i øjet på begge de livstrætte hedonister. Som definitiv belønning vil forføreren endelig få adgang til den intrigante kvindes seng. Det er et spil, de har haft kørende i mange år, og ingen af dem bliver yngre. Nu må det være på tide.
   Længe går det efter planen. Den erfarne jæger anvender alle sine elskovstricks, får hurtigt nedlagt den ivrige uskyld og kommer gradvis også ind på livet af den æggende retskafne enke. Så bliver jægeren fanget af byttet og forelsker sig i enken, der i dén grad forløses og folder sig ud. Furien raser, jægeren vakler, byttet bæver som et vådt rosenblad og er helt i lidenskabens vold. Det ender galt for dem alle. Kærligheden ligger tilbage og bløder, mens al anstændighed rives itu. De gode har muligvis grund til at græde, men der er slet ingen onde som ler, da det gælder.


FÅ tekster har holdt sig så friske eller udvist så megen tilpasningsevne som brevromanen Les Liaisons dangereuses (1782, da. Farlige forbindelser), der med syrlig bedrøvelse spidder de tre karakterer på deres forfængelighed.
   Pierre Ambroise Choderlos de Laclos (1741-1803) skrev sin tekst i revolutionstidens Frankrig, inspireret af Jean-Jacques Rousseau, den romantiske frihedsforkynder, som han angiveligt ville advare imod, men også i overensstemmelse med den jævnaldrende Marquis de Sade, Rousseaus mørke modpol, som i sine monomane pornografiske skrifter beskæftigede sig med de samme temaer og problemstillinger.*
   Der er mere end en banal elskovstrekant på spil i Laclos’ elegante konstruktion, eksempelvis kønspolitik, nihilisme over for engagement og den evige sandhed om kødets skrøbelighed, som ingen store tankesystemer hidtil har kunnet bortforklare.




ERGO er historien blevet nyfortolket, genfortalt, opført på scener og filmatiseret et utal af gange. Dangerous Liaisons, den britiske dramatiker Christopher Hamptons skuespil over bogen, har i sig selv fået status som grundtekst, men før Hampton havde Roger Vadim allerede forsøgt at modernisere og aktualisere Laclos i sin charmerende filmatisering fra 1959, Les Liaisons Dangereuses (da. Farlige forbindelser), med Jeanne Moreau, danske Annette Strøyberg, som dengang var gift med Vadim, og den alt for tidligt afdøde Gérard Philipe (1922-1959), manden som var Fanfan la Tulipe i sit hjerte.



I 1988 instruerede englænderen Stephen Frears sin amerikanske filmudgave af Hamptons tekst med John Malkovich som Valmont, Glenn Close som Marquise de Merteuil og Michelle Pfeiffer som byttedyret Madame de Tourvel. Denne nyklassiker, som frem for alt siger noget om sin egen tid, 1980erne, blev for de fleste en film til at elske og nyde. Tjekken Milos Forman kunne imidlertid ikke fordrage Hamptons blik på Laclos og instruerede i 1989 sin særligt vinklede udgave, Valmont, med Colin FirthAnnette Bening og Meg Tilly i de strategiske roller.
   Forman holdt fast i en fiks idé om, at gode film bør have ét og kun ét identifikationspunkt. På den måde fik han i 1981 reduceret E.L. Doctorows Ragtime til en skygge af det litterære forlæg, men Valmont er et rimelig vellykket forsøg på at romantisere og menneskeliggøre Laclos. Blot har varmen og livet, hele filmens åndedræt, kun lidt at gøre med den hjertets bitre lære, som er og bliver hovedsagen.
   Af mere eksotiske filmatiseringer må nævnes Roger Kumbles Cruel Intentions (1992), som overfører skelettet og karaktererne fra Laclos til et teenagemiljø på Manhattan. Den fantastiske danske titel var Sex Games. Filmen fortjente faktisk lidt bedre.



DER er ingen ubehagelige overraskelser i Je-yong Lees koreanske udgave af Farlige forbindelser, som på engelsk bærer titlen Untold Scandal. Relationerne fra Laclos er intakte, og skønt handlingen er omplantet til en anden kultur, befinder vi os fortsat i 1780erne, nu i slutningen af Chosun-dynastiet.
   Valmont-figuren Jo-won (Bae Yong-jun) er om muligt en værre sjuft end sædvanligt, og den manipulerende Lady Cho (Lee Mi-Sook) er en smuk, lad og liderlig tvilling til originalens Marquise de Merteuil. Jo-won skal deflorere den naive Soh-ok, der er lige så lærenem som hun er uskyldig, men hans belønning er den tilknappet æggende enke Lady Sook (Jeon Do-yeon), som ikke nåede at miste sin mødom, før hendes tilkommende døde. Lady Sook har nu været enke i ni år, og Jo-won vil have hende, koste hvad det vil.



HANS forehavende lykkes, men det kommer til at koste alt for dem alle. I brede, klare, formelt smukke billeder og overdådige interiører, der er designet efter alle kunstens regler af scenografen Byeong-il Kim, folder filmen sin evige lignelse ud og demonstrerer, hvor galt det kan gå os, hvis vi tror at hjertet blot er en muskel.
   Historien fungerer fornemt på koreansk, hvor særlige træk som den fromme Lady Sooks katolicisme giver bedre mening end i europæisk sammenhæng. Je-yong Lees film er i øvrigt ikke den første asiatiske udgave af Farlige forbindelser. Allerede i 1978 instruerede Toshiya Fujita sin japanske version under titlen Kiken na kankei.



MEST opsigtsvækkende er måske den udførligt skildrede seksualitet, som gør hele historien mere konkret. I vestlige udgaver er grundvilkåret, den kødelige sandhed, i regelen skjult af eufemismer, fejende skørter og elegante omskrivninger. Her får vi sagens kerne op på lærredet i stort format – til og med i første scene.
   Udførlig sex har de seneste år været standardudstyr i film, som kommer fra Sydkorea. Andre store temaer er politisk fortrængning og seksuel ligestilling. Måske har man holdt igen lidt for længe og er nu tilbøjelig til at overdrive de skandaløse virkemidler.
   I hvert fald kan den koreanske filmsex blive ufrivilligt komisk. På Mostraen i Venedig så jeg Im Sang-soos særdeles seriøse Baramnan gajok (2003, int. A Good Lawyer’s Wife). I første scene etablerede den gode hustru et udenomsægteskabeligt forhold. I anden scene stod hendes mand, som heller ikke var indbegrebet af troskab, og diskuterede mulig kompensation til ofrenes familier ved en nyåbnet massegrav. I tredje scene havde hustru og elsker hed sex på kanten af selvsamme grav.



FARLIGE forbindelser er anderledes velafstemt. Vi får atter lov at føle forelskelsen, forsmåelsen og fortabelsen sammen med Valmont, Merteuil og Madame de Tourvel, som også hér er den mest komplekse og bestemt mest lidenskabelige figur. Laclos er landet i Korea på smuk og betagende lykkelig vis. 
   Det er en billedskøn film med en bitter moral, der ikke har tabt relevans, siden historien blev skrevet i 1782. Sådan er vi vel, når det kommer til stykket, overalt og til alle tider. Det kan man naturligvis beklage, men beklagelse har aldrig været sagen i Les Liaisons dangereuses. Det har ærlig selvindsigt derimod, og af den er der masser i Je-yong Lees film.



DER er ingen tegn på afmatning i interessen for nye versioner. Josée Dayans canadisk-fransk-britiske tv-udgave fra 2003 er en højt profileret to-delt miniserie med Catherine Deneuve, Rupert Everett, Nastassja Kinski og Danielle Darrieux, der i anslaget moderniserer Laclos på samme måde, som Roger Vadim gjorde 40 år før. I Jin-ho Hurs kinesiske Weixian Guanxi (2012) er typerne og intrigen omplantet til rigt finansmiljø i 1930ernes Shanghai. Zhang Ziyi har Madame Tourvel-rollen mellem Jang Don-Gun og Cecilia Cheung. 
   Netflix-spillefilmen Les Liaisons Dangereuses (2022) er en fransk teenage/YA-udgave, skrevet og instrueret af Rachel Suissa. En amerikansk miniserie med internationalt cast har premiere på Starz/Disney+ i november 2022. Clarice van Houten, Lesley Manville, Clare Higgins, Alice Englert og Paloma Faith er blandt de medvirkende. Laclos' egen tid er atter baggrunden, men kønspolitikken er efterjusteret.
   Der er sært nok ingen sci-fi versioner af Farlige forbindelser. Det må være et spørgsmål om tid, før de kommer.



*) Laclos og de Sade er antagonister i romanen The Dangerous Memoir of Citizen Sade (2000) af englænderen A.C.H. Smith (f. 1935). De to mænd sad i fængsel sammen – karrieresoldaten Laclos for sine politiske loyaliteter; aristokraten de Sade for sin subversive seksualitet – og kunne angiveligt ikke fordrage hinanden. Smith ser dem som komplementære modsætninger, der koncentrerer hver sin version af kynismen. Bogen kan stadig bestilles på forfatterens hjemmeside.
   Laclos forlod hæren i 1788 og førte en omtumlet tilværelse i revolutionsperioden, hvor han bl.a. arbejdede i Krigsministeriet. Han sad i fængsel fra 1793-94. Han vendte tilbage til hæren i 1800 – nu som bonapartist – og døde som øverstbefalende for reserveartilleriet i Italien.
   Les Liaisons dangereuses findes på dansk i tre udgaver. Jens Zetlin Kielland oversatte den som De farlige Bekendtskaber (Branner, 1918); udgaven fra Arthur Jensen (1945) har forord af Paul V. Rubow og illustrationer af Aagaard Andersen. Senest udkom Farlige forbindelser i Ellen Kirks version (Gyldendal, 1989), da Frears/Hampton-filmen havde dansk premiere.   



Les Liaisons dangereuses 1960 (Farlige forbindelser). Instr.: Roger Vadim. Manus: Claude Brulé, Roger Vailland, Roger Vadim. Foto: Marcel Grignon. 111 min. Frankrig 1959. Dansk premiere: 10.04.1961.

Dangerous Liaisons (Farlige forbindelser). Instr.: Stephen Frears. Manus: Christopher Hampton. Foto: Philippe Rousselot. 119 min. UK-USA 1988. Dansk premiere: 07.04.1989.

Valmont. Instr.: Milos Forman. Manus: Jean-Claude Carrière, Milos Forman. Foto: Miroslav Ondricek. 137 min. UK-Frankrig 1989. Dansk premiere: 16.02.1990.

Les liaisons dangereuses (Farliga förbindelser). Instr.: Josée Dayan. Manus: Eric-Emmanuel Schmitt. Foto: Caroline Champetier. 252 min. Frankrig-UK-Canada 2003. Svensk premiere: 03.01.2005.

Untold Scandal/ Jo-seon-nam-nyeo sang-yeol-ji-sa (Farlige forbindelser). Instr.: Je-yong Lee. Manus: Dae-woo Kim, Hyeon-jeong Kim, Je-yong Lee. Foto: Byeong-il Kim. 124 min. Sydkorea 2003. Dansk premiere: 07.01.2005.

Weixian Guanxi (Farlige forbindelser). Instr.: Jin-ho Hur. Manus: Geling Yan. Foto: Byung-seo Kim. 110 min. Kina-Singapore-Sydkorea 2012. 


Fotos: B.O.M. Film Productions/ CJ Entertainment/  Warner Bros./ Lorimar/ Alchetron (Laclos Portrait)/ Britannica (de Sade Portrait)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity 
Les Liaisons Dangereuses (1959) er udsendt på Blu-Ray i 2019
Dangerous Liaisons (1988) streames på Blockbuster, HBO MAx, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime
Valmont (1989) streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime og Viaplay
Untold Scandal streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray i 2014
Alle de nævnte film findes på 2K Blu-Ray
Første del af artiklen stod i Weekendavisen Kultur 07.01.2005.

mandag den 3. oktober 2022

Zhang Yimou: A Woman, a Gun and a Noodle Shop (2009) [Noir 100]


KINESISK GENDIGTNING
Fra brødrene Coen til Zhang Yimou

Af BO GREEN JENSEN

TRAFIKKEN går som regel fra resten af verden til USA, når genindspilninger er på tale. Regulære remakes omplanter udenlandske succeser til amerikanske forhold, så fortællingerne får maksimal udbredelse. Susanne Biers Brødre (2004) bliver til Jim Sheridans Brothers (2009); Fred Cavayés Pour Elle (2008) bliver til Paul Haggis' The Next Three Days (2010). Resultatet er sjældent på højde med originalen, men meningen er god nok. Det er en anstændig metode med sin egen indbyggede automatik.
   Næste genbrugsniveau hedder re-imaginings. Her prøver man at skabe nye rammer om det oprindelige indhold. Le retour de Martin Guerre (1982, da. Historien om Martin Guerre), en identitetsfabel fra fransk middelalder, blev genskabt som borgerkrigsdramaet Sommersby (1993), og John Sturges’ western The Magnificent Seven (1960) havde sit udspring i Akira Kurosawas De syv samuraier (1954). Mange så Sergio Leones En nævefuld dollars (1964) uden at forbinde den med samme Kurosawas Yojimbo (1961, da. Livvagten).



EN sjælden gang kører bilerne i modsat retning, og det er mindst lige så lærerigt at betragte. Zhang Yimous periodekrimi En kvinde, en pistol og en nudelbar er en tro kopi af Blood Simple (1984), de amerikanske Coen-brødres debutfilm. Baren i 1980ernes Texas er erstattet med en nudelbod i Gansu-provinsen i Middelalderens Kina. Ejeren Wang er efter den frygtsomme Li, som modstræbende indleder et forhold til hans hustru. Den lakoniske detektiv, som blev spillet af M. Emmet Walsh hos brødrene Coen, er nu politibetjenten Zhang (Honglei Sun), som svæver over vandene, har sin egen dagssorden og udgør filmens (a)moralske centrum.



LIDT firkantet kan man sige, at Blood Simple er genskabt i stilen fra House of Flying Daggers (2006). Også Coen-brødrenes film var en stiløvelse, et tidligt eksempel på neo-noir, men der var mere bund i den realistiske persontegning. Yimous figurer er rene karikaturer. Det bedste ved hans version er de LSD-stærke farver og svimlende kameragange, som har mere tilfælles med Sergio Leone end med Coen-brødrene.



ORAKLET Jean-Luc Godard (1930-2022) sagde engang, at en kvinde og en pistol er alt, hvad man behøver for at skabe en film. Også heraf titlen på Yimous pulp fiction, som eksperimenterer på underholdende vis, men aldrig helt forvinder præget af pastiche. Filmen er en kunstnerisk krusedulle, som manden bag Under den røde lygte (1991) og Hero (2003) sagtens kan være bekendt. Den er dog sjovest, hvis man husker Blood Simple, og den er uden egentlig dybde. Primært (sund) slik for cineaster.

Se også To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100].

En kvinde, en pistol og en nudelbar (San qiang pai an jing qi). Instr.: Zhang Yimou. Manus: Jianquang Shi, Jing Shang. Foto: Xiaoding Zhao. 95 min. Kina 2009. Dansk premiere: 05.05.2011.


Fotos: Beijing New Picture Film/ Film Partner International/ Sony Pictures Classics/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 06.05.2011.

lørdag den 1. oktober 2022

To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]


FRA WESTERN TIL EASTERN
Eastwoods elegiske Unforgiven på japansk

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste remakes er amerikanske genindspilninger af film fra den øvrige verden. En sjælden gang går trafikken den modsatte vej. Lee Sang-ils Yurusarezaru mono er en japansk version af Clint Eastwoods Unforgiven (1992), den nyklassiske western, som én gang for alle fik skeptikerne til at tie og acceptere Eastwood som en maskulin mester i traditionen fra John Ford, Howard Hawks og Don Siegel.

   De nådesløse – som filmen lidt misvisende hed på dansk – modtog fire Oscars, bl.a. for Bedste Film og Bedste Instruktør. Endvidere fik Gene Hackman en pris for sin fremstilling af sheriffen Little Bill, en pragmatisk sadist med et skævt kælenavn. Siden da har ingen talt om Eastwood som en reaktionær Dirty Harry.
   Unforgiven havde manuskript af David Webb Peoples. Lee Sang-il følger det trofast – mange scener er eksakte kopier – men gør mere ud af den historiske indramning. Lee er tredje generations zainichi, dvs. en japansk koreaner. Han benytter lejligheden til at pege på nogle blinde punkter i landets historie.



DEN amerikanske Unforgiven udspiller sig i Wyoming i 1880. I den japanske version er tiden den samme, men handlingen er henlagt til Hokkaido, den nordligste ø i Japan, som dengang hed Ezo. Meiji-regeringens tropper har nedlagt de fleste af de sidste samuraier, som tjente Tokugawa-shogunatet. Man er også nået langt med at udrense den indfødte Ainu-befolkning, som svarer til de amerikanske indianere.
   Jubei Kanata (Ken Watanabe) er en forhenværende samurai, som under Goryokaku-krigen blev berømt og berygtet for sin slagkraft og sin grusomhed. Han giftede sig med en Ainu-kvinde, fik to børn og blev landmand. Efter hustruens død har han fået stadig sværere ved holde modet oppe og drive gården rentabelt. Han drikker i øvrigt også for meget og har måske ondt af sig selv.




GANSKE som William Munny i den amerikanske historie, bliver Jubei lokket af udsigten til hurtige penge, da en prostitueret i byen bliver skåret i ansigtet af en beruset kunde. Little Bill vil ordne sagen i mindelighed, men kvinderne udlover en dusør. Ligesom Munny bliver den forhutlede Jubei næsten sparket ihjel af sheriffen, som sørger for, at fremmede lægger deres våben ved ankomsten.
   Koichi Sato spiller sheriff Oishi med den samme uudgrundelighed, som Gene Hackman inkarnerede i originalen. Man afleverede sine skydevåben i Big Whiskey, Wyoming. I byen på Kokkaido er der tale om knive og sværd.
   Også Lee bygger op til mødet mellem Jubei og Oishi med sidehistorien om den professionelle duellant, som kommer til byen med en journalist, der skriver om hans bedrifter. Little Bill ydmygede Richard Harris i rollen som English Bob. Hos Lee er det en arrogant samurai, der bliver sparket til lirekassemand.



EASTWOODS film var en revisionistisk western, der dekonstruerede genren, ganske som i 1970erne, men kun for at genskabe den i en mere realistisk udgave. William Munny bukker under i mytologien, men han rejser sig i en ny virkelighed. »Var det sådan i gamle dage?« spørger en ung desperado, som også er med i den japanske version. »Det kan jeg ikke huske,« svarer Munny. »Jeg var fuld det meste af tiden.«

   Jubei er længere om at træde i karakter, end Munney var i originalen. Han tager imod og tager imod, men går endelig til modangreb, da sheriffen dræber hans gamle ven, som hos Eastwood blev spillet af Morgan Freeman. Eastwoods Munny gjorde det fornødne og red videre. Jubei brænder byen ned og ofrer sig på samme måde, som Eastwood siden gjorde i sin egen, åbenlyst apologiske Gran Torino (2008).



JOHN Sturges’ The Magnificent Seven (1960) var et remake af Akira Kurosawas Seven Samurai/ Shichi-nin no samurai (1954, da. De syv samuraier), og Sergio Leones A Fistful of Dollars/ Il magnico straniero (1964, da. En nævefuld dollars) – den første af de europæiske westerns, der gjorde tv-skuespilleren Eastwood til filmstjerne – var en genindspilning af Kurosawas Yojimbo (1961, da. Livvagten).
   Flere kritikere har fået en del ud af, at Lee Sang-il justerer balancen ved at annektere westerngenren og gøre Unforgiven japansk. Kurosawa kunne dog selv hente historier, hvad enten han fandt dem hos William Shakespeare (Blodets trone fra 1957 er en japansk version af Macbeth, og Ran fra 1985 er et riff på King Lear), Maksim Gorkij (The Lower Depths fra 1957 bygger på Natteherberget: scener fra dybet i fire akter) eller i Ed McBains Station 87-krimier (High and Low/ Himmel og helvede fra 1963 er baseret på Kingu no minoshirokin af »Edo Makubein«, dvs. King's Ransom fra 1959, den tiende af de 55 Precinct 87-bøger, som Evan Hunter (1926-2005) skrev under sit Ed McBain-pseudonym).




ET remake er, hvad man kalder en cover version i musikken, dvs. en kendt sang i en ny fortolkning. Kender man originalen, vil man høre dén for sig og have svært ved at abstrahere. Er Lees film derimod den første Unforgiven, man ser, kan forholdet meget vel være omvendt.
   Ken Watanabe havde hovedrollen i Eastwoods Letters from Iwo Jima (2006), der så 2. verdenskrigs slutning med japanske øjne og var en tvilling til Flags of Our Fathers fra samme år. Han er en blid og introvert eks-samurai, men han er ikke omvandrende mytologi, som den 62-årige Eastwood var, da han instruerede sig selv i 1992. Det har derfor ikke helt samme virkning, at han lader legenden afvikle.

 

VISUELT er versionen på niveau med originalen. Der er bjergtagende vinterbilleder. Taro Iwashiros score er japansk i anslaget, men gør til slut en dyd af at genbruge klangen fra den smukke musik, som Lennie Niehaus skrev til Eastwoods amerikanske elegi.
   Eastwoods Unforgiven var tilegnet »Sergio og Don«. Lees film kunne være dedikeret »til Clint og Akira«. Den vises 10 gange i Cinemateket. Vi holder mest af Miyazaki, atmosfærefuld horror og familiehistorier i ånden fra Ozu og Mizoguchi. Unforgiven er en sjælden mulighed for at se en aktuel japansk storfilm, der vil og kan noget andet.

Andre titler i temaet To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Far from the Madding Crowd (1967/2015); Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Suspiria 1977/2018) [Horror 100]; The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]. 

Unforgiven (De nådesløse). Instr.: Clint Eastwood. Manus: David Webb Peoples. Foto: Jack N. Green. 130 min. USA 1992. Dansk premiere: 30.10.1992.

The Unforgiven (Yurusarezaru mono). Instr. og manus: Lee Sang-il. Foto: Norimichi Kasamatsu. 135 min. Japan 2013. Dansk premiere: 21.08.2014 [Cinemateket].


Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Nikkatsu/ Office Shirous/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Unforgiven (1992) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies + udsendt på Blu-Ray 4K Ultra HD (maj 2017)
The Unforgiven/ Yurusarezaru mono (2013) streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray [april 2015].
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2014.