Translate

søndag den 5. december 2021

Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]


EN VIDUNDERLIG HEKS
Verdens bedste barnepige

Af BO GREEN JENSEN

HUN er praktisk talt perfekt på alle måder. Hun kommer og hjælper familien Banks, da der er allermest brug for hende. Den forvirrede mor har meget at se til. Den travle far har ikke tid til fantasi – tror han. Han passer sit vigtige job i den vigtige bank, men han har glemt, hvordan man sætter en drage op i vinden, når det er Mary Poppins-vejr.
   Han lærer det igen, og han bliver en nærværende far, fordi verdens bedste nanny besvarer børnenes annonce efter en ny barnepige. Til slut går hele familien i parken og synger en sang om at lege med drager. Let’s go fly a kite. Mary Poppins kom med østenvinden. Da blæsten slår over i vest, tager hun væk. Det er på én gang vidunderligt og vemodigt.



FORFATTEREN Pamela Travers, som skabte Mary Poppins, blev næsten 100 år. Hun blev født i Australien i 1899 og døde i London i 1996. Da var Mary Poppins blevet verdensberømt – ikke mindst i kraft af den pragtfulde film, som Walt Disney producerede i 1964.
   Disneys egne døtre havde elsket bøgerne om Mary Poppins. Han prøvede i mange år at få forfatterens tilladelse til at lave en film. Da det lykkedes, havde de mange skænderier og diskussioner. Travers kunne ikke lide brødrene Shermans sange. Hun kunne faktisk ikke lide noget ved filmen, som alle andre holdt af.
   Pamela Travers sagde altid, at Mary Poppins i virkeligheden hjælper de voksne. Og at Mr. Banks på en måde var et portræt af hendes egen far, som døde, da hun var syv år. Det var hendes måde at huske ham på.
   Hun blev aldrig glad for Disneys film. Imens blev den så populær, at der findes en film om, hvordan Disney fik hende overtalt. Du skal prøve at se Saving Mr. Banks (2013), hvis du vil vide mere. Emma Thompson spiller Pamela Travers, og Walt Disney selv bliver spillet af Tom Hanks.



DER er otte bøger om Mary Poppins, men det er kun i de første tre, at historien begynder forfra hver gang. Hun kommer med flyvende med østenvinden i Mary Poppins (1934) og rejser igen med blæsten fra vest, da Mr. Banks har fået livsglæden tilbage.
   I Mary Poppins Comes Back (1943, da. Mary Poppins vender tilbage) tror Jane og Michael (og tvillingerne, for i bøgerne er der fire børn), at de mister deres drage i parken. Michael står med pinden og vikler alt, hvad han kan. Men det er ikke dragen, han trækker ned. Det er:

...en skikkelse, der forekom dem på én gang fremmed og velkendt, en skikkelse i marineblå frakke med sølvknapper og stråhat oversået med tusindfryd. Under armen havde skikkelsen en paraply med papegøjehåndtag; i den ene hånd var der en brun vadsæk, mens den anden hånd holdt fast i dragesnoren.*

I Mary Poppins Opens the Door (1943, da. Mary Poppins kigger ind) er Mary Poppins en af gnisterne i Guy Fawkes-fyrværkeriet den 5. november, som kommer dalende ned. Til slut åbner hun døren i barnekammeret ind til det andet barnekammer. Som er et lysende og magisk sted. Her forsvinder hun igen som en gnist:

For dér, på den anden side af vinduet, var et andet barnekammer, som strålede og lyste. Det strakte sig fra Nummer 17 til muren i Miss Larkins hus. Og alt fra det virkelige barnekammer blev genspejlet i det skinnende rum. Dér var Annabels glimtende seng og bordet, som var lavet af lys. Dér var ilden, som sprang op og strakte sig i luften; og dér var, endelig, den Anden Dør, nøjagtigt magen til den, der var bag dem. Den strålede som en barre af lys på den anden side af haven. Ved siden af stod deres egne refleksioner, og hen imod den, langs med det luftige gulv, kom Mary Poppins’ travende. Hun havde sin vadsæk i hånden; Lygtetænderens blomster og papegøjeparaplyen var stukket ind under armen. Væk gik hun gennem barnekammerets spejlbillede, væk gennem det sitrende genskin af gamle, velkendte ting. Og idet hun gik, gav blomsterne sig til at nikke fra pulden på hendes sorte stråhat.



MAGIEN er der altid, også midt i den leverpostejsfarvede hverdag. Pamela Travers var meget interesseret i eventyr og religion. Hun skabte med vilje Mary Poppins som en heks – men en god og vidunderlig heks, vel at mærke, som véd, hvad børn og voksne har brug for.
   54 år efter Mary Poppins er der endelig premiere på Mary Poppins vender tilbage. I filmen er der gået 30 år, og Jane og Michael er blevet voksne. Jane (Emily Mortimer) blev feminist og politisk frontkæmper ligesom sin mor. Michael (Ben Whishaw) blev boende i huset i Kirsebæralleen nr. 17. Han fik tre børn – John, Annabel og Georgie – med sin elskede hustru.
   Desværre døde børnenes mor. De taler ikke om det, men de savner hende alle fire meget stærkt. Michael er egentlig kunstner, men det er længe siden, at han har tegnet eller malet. Det er svære tider i England. Der er arbejdsløshed og uro. Glæden i huset er næsten forsvundet.
   Børnene er blevet dygtige til at gøre tingene selv. Michael arbejder nu i den samme bank, hvor Mr. Banks var ansat. Han gør, hvad han kan, men han er distræt og glemmer tit at betale sine regninger.
   Banken har fået en ny direktør (Colin Firth), som er meget grådig. Han vil enten have alle pengene, som Michael skylder, eller overtage huset. Det gælder om at finde et papir, som beviser, at Mr. Banks havde aktier i banken. Hvis det lykkes, kan de blive. Men papiret er væk. Der er en frist ved midnat. Hvis de ikke finder det, er alt forbi.



NU er der virkelig brug for Mary Poppins, og heldigvis kommer hun sammen med vinden, da børnene kalder på hjælp. Som voksne har Michael og Jane næsten glemt Mary Poppins. De taler somme tider om alle de ting, der skete dengang. Men de tror ikke på, at det virkelig skete. Det var noget stort og vidunderligt i deres fantasi.
   Så også denne Mr. Banks skal reddes og lære at flyve med drage igen. I 2018 kunne du samtidig se Disney-filmen Christopher Robin (da. Jakob og Peter Plys), hvor dyrene fra Hundredemeterskoven kom og hjalp den voksne Jakob med at få blik for sin familie igen. Steven Spielberg lavede filmen Hook (1995), hvor Peter Pan var blevet voksen og havde glemt, hvem han var.
   Det er den samme rejse, som Jane og Michael foretager i Mary Poppins vender tilbage. Det er sådan, man skriver fortsættelser nu, og det siger vel noget om vores tid. De voksne glemmer, hvad der er vigtigt. De glemmer, hvad fantasien betyder. Men så kommer barndommens eventyrvenner og hjælper dem med at finde tilbage.



DER er spænding til det sidste. Jeg røber næppe en statshemmelighed ved at afsløre: Der er en god chance for, at det ender lykkeligt.
   Marc Shaiman har skrevet de nye sange. De er ikke dårlige, men de prøver at ligne og lyde lidt som musikken i den gamle film. Det gælder for hele filmen. Der er hele tiden ting, som svarer til noget i Mary Poppins. Det er morsomt, smukt og bevægende gjort – men der er ingen nye ideer.
   Emily Blunt spiller Mary Poppins i stilen og ånden fra Julie Andrews. Hun har ikke helt samme solskin i stemmen, men er bedre til at være striks. Det passer faktisk til bøgernes Mary Poppins. Denne gang siger papegøjeparaplyen lidt mere.
   Skorstensfejeren Bert er blevet til lygtetænderen Jack (Lin-Manuel Miranda). I den gamle film tog han Mary Poppins og børnene med på en skovtur ind i et af sine fortovsmalerier. Der var en juleguirlande af pragtfulde scener, som blandede animation og realfilm. Den nye film har et cirkusafsnit, som prøver at gøre det samme. Nu er du bare så vant til at se det.



I DEN gamle film blev Bert spillet af Dick Van Dyke. Han spillede også den gamle bestyrelsesformand i banken, hvor Mr. Banks var ansat. Dick Van Dyke er født i 1925. Han var 93 år, da filmen blev optaget. Han kommer ud af sit kontor, og han synger og danser med glæde – næsten som i 1964. Det er på alle måder godt gået.
   Stemningen er mere dæmpet i Mary Poppins vender tilbage. Admiralen, som fyrer kanoner af fra sit tag, er der stadig. Det hele er der stadig og ser mere virkeligt ud end i den gamle film, hvor farverne var stærke.
   Nu ligger der et støvet lys over London. Men det er stadig en smuk og tidløs fortælling om verdens bedste barnepige. Den gode heks redder familien i midten – som ingen skal genere, hvis det står til Mary Poppins.

Jane og Michael holdt vejret, mens sødmen bruste og boblede i dem. Og det som de ønskede var, at de ville huske Mary Poppins i resten af deres liv. Hvor og Hvordan og Hvornår og Hvorfor – havde ikke noget at gøre med dem. De vidste, at når det angik hende, var der ingen svar på de spørgsmål. Den strålende skygge, som jog gennem luften over deres hoveder, ville altid bevare sin hemmelighed. Men i sommerdagene som kom, og i de lange vinternætter, ville de huske Mary Poppins og tænke på alt det, hun havde fortalt dem. Regnen og solen ville minde dem om hende, og fuglene og dyrene og årstidernes skiften. Mary Poppins selv var fløjet væk, men gaverne hun kom med ville være der for altid. 

*) Citeret efter P.L. Travers: Mary Poppins vender tilbage. Oversat efter Mary Poppins Comes Back (1935) af Rose-Marie Tvermoes. Med illustrationer af Mary Shephard. 224 s. Forlaget Branner og Korch, 1966. Branner og Korch udgav de første fire Mary Poppins-bøger fra 1965-1968. Ida Pangel oversatte Mary Poppins; Rose-Marie Tvermoes oversatte Mary Poppins vender tilbage, Mary Poppins kigger ind og Mary Poppins i parken. Mary Poppins in Cherry Lane Tree (1982) og Mary Poppins and the House Next Door (1988) er aldrig blevet oversat. Ej heller alfabetbogen Mary Poppins from A to Z (1962) og Mary Poppins in the Kitchen (1975). Jeg har selv oversat de to afsnit fra Mary Poppins Opens the Door og Mary Poppins in the Park. Jeg er sikker på, at Rose-Marie Tvermoes gjorde det bedre, men jeg kunne ikke opdrive de danske udgaver. Jeg er derimod den stolte ejer af Mary Poppins og Mary Poppins vender tilbage, som blev indkøbt for egne lommepenge, da filmen var ny. De seks romaner om Mary Poppins er samlet i The Complete Mary Poppins (HarperCollins, 2004). 


Mary Poppins vender tilbage (Mary Poppins Returns). Instr.: Rob Marshall. Manus: David Magee. Foto: Dion Beebe. 130 min. USA 2018. Dansk premiere: 25.12.2018.


Fotos: Walt Disney Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ HarperCollins/ Mary Shepard (The Shepard Trust)/ Dancelines.com.au (Valerie Lawson)
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten begyndte som en anmeldelse i Weekendavisen Faktisk 21.12.2018 

lørdag den 4. december 2021

Klassiske karakterer: Mary Poppins og Pamela Travers 1899-1996


EN LILLE SKEFULD SUKKER
Mary Poppins, P.L. Travers og Walt Disney

Af BO GREEN JENSEN

MARY Poppins fyldte rundt i 2014. Det var da 80 år siden, at Pamela Lyndon Travers (som egentlig hed Helen Lyndon Goff) fik udgivet den første (af otte) sejlivede bøger om den ærketypiske nanny, som kommer flyvende med Østenvinden og redder både børn og voksne i den bekymringstyngede kernefamilie, som bor i Cherry Tree Lane nr. 17.
   Der var samtidig gået 50 år, siden filmklassikeren med Julie Andrews og Dick van Dyke, som Robert Stevenson instruerede på vegne af Walt Disney Studios, fik verdenspremiere i Los Angeles. Og det var allerede ti år siden, at sceneversionen af musicalen fik premiere. Den kan stadig ses i London og ligger (lidt) tættere på det, som P.L. Travers havde forestillet sig, hvis der for enhver pris skulle populariseres.


TRAVERS' bøger var populære før filmen. I Danmark udgav forlaget Branner og Korch Ida Pangels oversættelse af den første bog allerede i 1948. Den slog åbenbart ikke an, for toeren – Mary Poppins vender tilbage – udkom først i 1966, da man kunne sætte et billede af Julie Andrews og børnene, der kurer op ad gelænderet, uden på omslaget.
   På flappen står, at »denne pragtfulde billedbog er skrevet over Walt Disneys vidunderlige farvefilm, som bygger på P.L. Traver’s [sic] bog om Mary Poppins.« Hvor ville hun have hadet det. Travers frygtede fra første færd, at Disney ville stjæle Mary Poppins og forvandle hende til en sukkerfigur. Hvilket jo var, hvad han gjorde, da det gjaldt.
   Disney forsøgte at sikre sig filmrettighederne allerede i 1943. Siden spurgte han Travers hvert år og fik afslag. Hun foragtede Disney og alt, hvad han stod for. Hendes forbillede var J.M. Barrie, og da hun så, hvad Disney gjorde ved Peter Pan (i tegnefilmen fra 1953), blev hun bare mere sikker i sin sag. I 1961, da hun endelig gik med til at overveje tilbudet fra Burbank, var det helt og holdent for pengenes skyld.


MARY Poppins er hverken kær, køn, ung eller nuttet. Hun ligner med andre ord ikke den 28-årige Julie Andrews. Fra Travers’ hånd er figuren skrevet som en hvid heks, en positiv naturkraft, der kommer til børn i trængte familier, genopretter balancen i huset og rejser, når vinden slår over i vest. Hun hverken kan eller vil flytte ind for bestandig: 
   »Vinden blæste rasende om hende, rev i hendes kjole, skubbede hendes hat skævt, så hun så ud, som om hun var fuld. Men det forekom Jane og Michael, at hun var ligeglad, for hun smilede, som om hun og blæsten forstod hinanden.«
   Alle Mary Poppins-bøgerne er gennemillustreret af Mary Shephard (1909-2000). Shepard var datter af E.H. Shepard (1879-1976), som tegnede til bøger af A.A. Milne (Winnie the Pooh/ Peter Plys), Kenneth Grahame (The Wind in the Willows/ Vinden i piletræerne) og Frances Hodgson Burnett (The Secret Garden/ Den hemmelige have).
   Mary Shepard var kun 23 år, da hun tegnede Mary Poppins første gang. Hun fik opgaven, fordi hendes far havde for travlt. Shepard og Travers udviklede figuren sammen. I Cotsen Children’s Library på Princeton University findes udkast og arbejdspapirer med begges kommentarer. De fortsatte samarbejdet til og med Mary Poppins and the House Next Door (1988), men Disney-filmen ødelagde deres venskab.
   Som sagt var det med tøven og skepsis, at P.L. Travers solgte Mary Poppins til Walt Disney. Da hun gav efter, blev hun økønomisk uafhængig og kunne leve resten af sin tid for de royalties, som filmen og bøgerne kastede af sig. Men Mary Shepard var end ikke nævnt i kontrakten, som Travers indgik med Disney. Hun fik aldrig del i de store beløb.*


DISNEY-filmens jubilæum er fejret adskillige gange. Til 50-års dagen valgte man at producere Saving Mr. Banks, et overraskende nuanceret portræt, som skildrer samarbejdet mellem Travers (Emma Thompson), Disney (Tom Hanks), manuskriptforfatteren Don Da Gradi (Bradley Whitford) og sangskriverne Robert og Richard Sherman (B.J. Novak og Jason Schwartzman).
   Ingen af de nævnte mænd havde mødt større modstand på et projekt. Travers ville ikke skrive under, før manuskriptet var acceptabelt for hende. Hun sikrede sig vetoret – final cut – under arbejdet, hvilket var uhørt i Disneys regi og generelt usædvanligt i Hollywood. Disney fik som regel sin vilje ved skiftevis at charmere og true, men strategien virkede ikke på Travers. I hvert fald tog det ham lang tid at sætte sin vilje igennem.
   Forløbet i filmen er sikkert forenklet, men tonen i arbejdslokalet er ægte. For ikke at blive snydt, krævede Travers, at alle arbejdsmøder blev optaget på bånd. Der foreligger 39 timer, hvor forfatteren skændes med sangskriverne.
   Brødrene Sherman skrev nogle af de bedste Disney-sange, bl.a. dem til Junglebogen. På 40 års-udgaven af Mary Poppins-soundtracket (2004) ligger en time af de gamle bånd sammen med et nyt kvarter, hvor Sherman-brødrene fortæller om samarbejdet, der ofte tangerede sabotage. Det er fornøjeligt at lytte til.



TRAVERS skrev endelig under, men hun blev aldrig glad for Disneys film. I Saving Mr. Banks vinder DaGradi og brødrene Sherman, da de lader den afskedigede bankfunktionær blive glad, give borgerligheden pokker i vold, reparere børnenes drage og løbe ud af voksenlivets spændetrøje med sangen »Let’s Go Fly a Kite«.
   Da stepper Travers med fødderne, for hele Mary Poppins-sagaen er for hende et forsøg på at læge sårene efter den udsatte barndom i Australien, hvor hun tidligt mistede sin far. Travers Goff (Colin Farrell) døde som 46-årig. Han var før da en kærlig, alkoholiseret bankassistent, som måtte flytte famlien adskillige gange.
   Mens Goff lå for døden, kom moster Ellie på besøg. Ifølge biografien Mary Poppins, She Wrote, som Valerie Lawson skrev i 2005, var den effektive moster modellen for Mary Poppins. Hun havde paraplyen med papegøjehåndtaget, tæppetasken med tusind ting i og de fornuftige fyndord. Ellie hjalp familien med at overleve Travers Goffs død. Den ældste datter tog sit alias efter faderens fornavn.


FILMEN er i sagens natur interessant, hvis man har det mindste tilovers for Mary Poppins. Der bliver taget forskellige hensyn – Travers kalder Dick Van Dyke en dårlig skuespiller, men Julie Andrews bliver ikke nævnt med et ord. Alt i alt er fremstillingen dog overraskende afbalanceret, ikke mindst i sin milde kritik af Walt Disney.

   Manuskriptet blev skrevet i 2002 og lå dengang hos et andet studie. Efter sigende købte Disney-selskabet filmen for at lukke den ned. Da Kelly Marcel og Sue Smith gik med til at blødgøre Disney-portrættet, valgte man at annektere projektet. Saving Mr. Banks har altså sin egen version af Mary Poppins-forløbet.
   Det er sjovt at se girafferne, som Hanks og Thompson fremstiller troværdigt. Lidt dybere stikker diskussionen af begrebet kunstnerisk ophavsret. Disney ser sin egen Mary Poppins og ved, hvordan man formidler eventyrstof til et bredt publikum. Travers bider sig fast i detaljer, mener at huset i Kirsebærallé bliver for stort, siger nej til sange og animation, vil på et tidspunkt ikke have farven rød med i filmen.


   
HUN ender med at give sig på alle strategiske punkter. Travers følte sig taget ved næsen. Disney inviterede hende ikke til premieren, fordi han frygtede, at hun ville bagtale filmen. Så hun indfandt sig bare (og talte pænt nok med pressen). At se hende se Mary Poppins bliver et dramatisk højdepunkt i Saving Mr. Banks. Der er levende reaktionsbilleder.
   Bagefter sagde Travers til Disney, at sekvensen med de animerede pingviner måtte skæres. Efter sigende sagde Disney bare »Pam, the ship has sailed« og gik sin vej. Ordvekslingen er ikke med i filmen, hvor Thompson begynder at græde, da hun ser sin barndom leve igen.
   Filmen giver Disney ret, men respekterer forfatterens skepsis. Travers var 62 år, da hun kom til Hollywood og fik et kulturchok. Hun var 96, da hun endelig løb tør for dage i 1996. Hun nåede at forhandle med Cameron Macintosh om sceneversionen. I kontrakten er specificeret, at intet nyt materiale må bestilles hos brødrene Sherman.


   
TRAVERS vidste, at Mary Poppins var en magisk figur; at den levende paraply var et totem. I filmen mediterer hun efter Gurdjieffs anvisninger. Hun skrev metafysiske essays til tidsskriftet Parabola. De er samlet i What the Bee Knows: Reflections on Myth, Symbol, and Story (1989). Kompendiet Lively Oracle: A Centennial Celebration (1999) er en nyttig introduktion til forfatterskabet.
   Saving Mr. Banks er først og fremmest en gribende far/datter-film. Både Disney og studiets chauffør (Paul Giamatti) har indviklede forhold til deres døtre, som forstærker hovedmotivet.
  Travers fik ret. Mary Poppins blev disneyficeret som Peter Pan. Tilbage står dog, at det meste af verden kender og elsker Disneys version. Hvem ved, om ikke Travers har grebet sig selv i at nynne med på »Chim Chim-Cheeree«, »A Spoonful of Sugar« og »Supercalifragilisticexpialidocious«.


*) Det var ikke, fordi hun ikke forsøgte. Shepard vendte stadig tilbage til emnet, men Travers undlod simpelt hen at besvare hendes henvendelser. Disney-folkene forholdt sig til deres kontrakt.
   Shepard søgte juridisk bistand og prøvede i flere omgange at få kontrakten genforhandlet. Det lykkedes aldrig, men hun fik udbetalt et engangsbeløb på £1.000, fordi Disney måtte vedgå, at detaljen med Mary Poppins’ fodstilling er hentet i Shepards illustrationer. Mary Poppins sætter sine fødder i første balletposition. Det samme gør Julie Andrews – med stor effekt – i Disney-filmen.
   Ophavsretten til denne detalje kan så diskuteres. Pamela Travers var danser, da hun var ung og hed Helen Goff, og det var på hendes anvisning, at Shepard lod Mary Poppins indtage balletpositionen.
   Professor Margaret Baguley og Martin Charles Kerby fra University of Southern Queensland i Australien har udredt forløbet i flere artikler, som kan læses forskellige steder på nettet, bl.a. portalen The Conversation. Baguley har kurateret digitale udstillinger af Shephards arbejde. Hun når formentlig til at skrive en biografi om den oversete kunstner. 


Saving Mr. Banks. Instr.: John Lee Hancock. Manus: Kelly Marcel & Sue Smith. Foto: John Schwartzman. 125 min. USA 2013. Dansk premiere: 13.03.2014.

P.L. Travers: The Complete Mary Poppins. 768 s. HarperCollins, 2008.

Valerie Lawson: Mary Poppins, She Wrote: The Life of P.L. Travers. 402 s. Simon and Schuster, 1999.

Mary Poppins. Instr.: Robert Stevenson. Manus: Bill Walsh, Don Da Gradi. Foto: Edward Coleman. 139 min. USA 1964. Dansk premiere: 16.07.1965


Fotos: Walt Disney Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ HarperCollins/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ The Shepard Trust/ University of Southern Queensland/ New South Wales State Library/ Princeton University/ Valerie Lawson (Dancelines.com.au) 
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 14.03.2014

fredag den 3. december 2021

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (2018)

 

NÅR LEGETØJ BLIVER LEVENDE
E.T.A. Hoffmanns Nøddeknækkeren

Af BO GREEN JENSEN

HER er en helt anden slags julefilm. I det gamle London gør familien Stahlbaum sig klar til at gå til fint julebal. Far (Matthew Macfadyen) er stolt af sine børn. Han håber at få en dans med hver datter. Familien gør sit bedste, men de er alle sammen triste, fordi Mor (Anna Madeley) ikke længere lever.
   Hver af pigerne får en gave med en besked fra deres mor. Clara (Mackenzie Foy) får et æggeformet smykkeskrin, som hun ikke kan åbne. Hun er ellers god til mekaniske ting. Så følger hun en gylden tråd i sin søgen efter nøglen – og står med ét i Juletræsskoven, hvor forbløffende eventyr venter.
   Her husker alle Dronning Marie, Claras mor, som skabte rigerne, da hun var barn. Clara møder kaptajn Philip (Jayden Fowora-Knight), den standhaftige nøddeknækkersoldat, som holder vagt ved broen til det fjerde rige. Før hed det Forlystelsesland. Her hersker Dronning Rød, som alle frygter. 
   De andre tre riger tilhører nu Musekongen. Clara finder nøglen, men musene tager den. Hun og Philip rejser gennem Sneflokkeland, Blomsterland og Snoldeland. Hun møder Musekongen. Ingen er, hvad de giver sig ud for. Heller ikke feen Sukkergodt, som gerne vil være veninde.
   Alt er skævt og svimlende. Der er gode ønskedrømme og flotte, mørke mareridt. Det er en verden i dyb ubalance. Sådan har det været, siden dronning Marie forsvandt. Nu kan Clara måske rette tingene op.
   Måske vil hun tilgive sin far. Måske er den rustrøde dronning ikke så ond. Det begynder og slutter som i de bedste fortællinger. Clara oplever noget i fantasien og vender klogere og stærkere tilbage til virkeligheden.




TYSKEREN E.T.A. Hoffmann (1776-1822) skrev flere slags fantastiske historier. Nogle var muntre, andre uhyggelige og makabre. Ofte var det lyse og det mørke blandet sammen. Han inspirerede andre, som læste hans tekster, bl.a. H.C. Andersen, der havde flere ideer fra Hoffmann.
   Eventyret om Nøddeknækkeren og Musekongen fra 1816 er en af de første julehistorier, hvor Julen ligner den jul, som vi kender. Det er også en af de første historier, hvor legetøj bliver levende. Der ville ikke være eventyr som »Hyrdinden og skorstensfejeren« – eller animationsfilm som Toy Story-serien  uden Hoffmans Nøddeknækkeren.
   Den sælsomme fortælling blev først oversat til dansk i 1984, men vi har altid vidst, hvem Hoffmann var. I 1880 skrev franskmanden Jacques Offenbach en opera, som hedder Hoffmanns Eventyr. Den blev i 1951 til en film af englænderen Michael Powell, som allerede havde brugt H.C. Andersen i balletfilmen De røde sko (1948).*
   I 1892 skrev russeren Pjotr Tjajkovskij musik til den traditionsrige ballet, som stadig bliver opført hver jul, bl.a. på Det Kongelige Teater. Selv Barbie og hendes dukkeveninder har danset til musikken fra Tjajkovskis Nøddeknækkeren




JEG nævner disse ting, fordi Disney-filmen bruger lidt af det hele: Tjajkovskijs musik, Hoffmanns ret uhyggelige fortælling (hvor musekongen er ond og har syv hoveder) og de fantastiske scener fra Powells opera/ballet-film.
   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger er som en serie af drømme, der skifter farve uafbrudt. Du tænker på andre eventyrlande som Narnia, Neverland/Ønskeøen og Oz. Uniformerne giver det hele en aura af The Beatles og Sergeant Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
   Før i tiden kunne man ikke skabe billeder digitalt. Filmfolkene måtte bygge rekvisitter og modeller. Det skabte en naturlig begrænsning for, hvor højt et eventyr kunne flyve. Nu kan alt lade sig gøre. Det kræver så, at kunstnerne har disciplin og vision og god smag.
   Det synes jeg faktisk, at Nøddeknækkeren har. Filmen er instrueret af svenskeren Lasse Hallström, som har arbejdet i USA i mange år, men som engang lavede gode nordiske tv-serier som Alle vi børn i Bulderby. Han har ikke glemt, hvordan man fortæller, så børn hører efter.
   Nøddeknækkeren og de fire kongeriger bliver kritiseret for ikke at være original. Måske har trætte, voksne anmeldere set mange piger som Clara. Det er ikke dit problem. Jeg har nu ikke set lige præcis denne historie før.
   Jeg har til gengæld set den samme massive brug af surrealistiske effekter i film af Tim Burton og Terry Gilliam. Det er sanseudvidende billedstof. Du skal bare give dig hen til fantasien. Det nytter ikke at sidde og være logisk, når drømmemaskinen for alvor tager fart.



SOM en hyldest til forfatteren, der satte mytologien i gang, har Nøddeknækkeren kaptajn Philip fået efternavnet Hoffman. En masse berømte skuespillere medvirker, bl.a. Keira Knightley (som feen Sukkergodt) og Helen Mirren (som Dronning Rød). Men det er den nu 20-årige Mackenzie Foy – som var 16, da filmen blev indspillet – der brænder igennem og bærer det hele som Clara.
   I hvert fald er filmen et godt juletilbud. Når du næsten har kvalme af nuttede nisser, vil Nøddeknækkeren virke som modgift. 



*) Nøddeknækkeren udkom for første gang uforkortet i 1985, oversat af Villy Sørensen (1929-2001) og illlustreret af amerikaneren Maurice Sendak (1928-2012), der er endnu bedre kendt for Where the Wild Things Are (1963, da. Villy Vilddyr; Landet med de vilde krabater), In the Night Kitchen (1977) og Outside Over There (1981). Sendak modtog H.C. Andersen-medaljen i 1970 og fik som den første Litteraturpriset til Astrid Lindgrens Minne i 2003. Forlaget Apostrof købte udgivelsen for Sendaks illustrationer, men Villy Sørensen oversatte teksten efter den originale tyske udgave. Michael Powell og Emeric Pressburgers The Tales of Hoffmann (1951) var en kostbar og meget ambitiøs film for sin tid. Den er uden dialog og lader Offenbachs opera opføre til balletsekvenser, som er koreograferet til filmen af Frederick Ashton. The Tales of Hoffman blev restaureret i 4K i 2015 og er udgivet på blu-ray af The Criterion Collection. Den er ikke så vellykket som The Red Shoes. Snarere et præstationsbevidst stykke, der stiver sig af med elitekultur. Realfilmens svar på Fantasia, om man vil.

**) Medinstruktøren Joe Johnston (f. 1950) er manden, der pustede liv i den undervurderede The Rocketeer (1991), som var en hyldest til gamle tegneserier og føljetonfilm. Han instruerede realfilmsekvenserne i den halvt animerede The Pagemaster (1994, da. Bøgernes Herre), hvor Macaulay Culkin slår hovedet og bliver ført ind i klassiske eventyrromaner, mens han ligger bevidstløs på gulvet i biblioteket. Johnston havde mere kommercielt held med den første og bedste version af Jumanji (1995) og tredje del af Jurassic Park-sagaen (2001). Han landede i Marvel-universet med Captain America: The First Avenger (2011). Johnstons første film var Honey, I Shrunk the Kids (1989, da. Skat, børnene er skrumpet). Den mest personlige er sikkert October Sky (1999), som foregår i det amerikanske Midtvesten i 1957, da Sovjetunionens opsendelse af Sputnik 1-satellitten indleder rumalderen og vækker bekymring, misundelse og længsel i lige doser. To teenagebrødre bliver inspireret til at bygge deres egne raketter. De følger drømmen, som Johnston fulgte sin. Det har ofte været hans rolle at rydde op i og reparere på andres projekter. På Nøddeknækkeren instruerede han scener, som blev skrevet og tilføjet, da Lasse Hallström havde forladt projektet. 



Nøddeknækkeren og de fire kongeriger (The Nutcracker and the Four Realms). Instr.: Lasse Hallström og Joe Johnston. Manus: Ashleigh Powell (efter tekst af E.T.A. Hoffmann og koreografi af Marius Petipa). Foto: Linus Sandgren. 99 min. USA 2018. Dansk premiere: 01.11.2018


Fotos: Walt Disney Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ SF Studios/ FilmAffinity/ Forlaget Apostrof (Maurice Sendak)

Filmen streames på Blockbuster, Disney+, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies.
Trykt første gang i Weekendavisen Faktisk 02.11.2018 

torsdag den 2. december 2021

Brizé | Lindon: En guerre/At War/I krig (2018)


EN FILM OM AT GRIBE TIL VÅBEN
Mens klassekampen udarter i Frankrig

Af BO GREEN JENSEN

EFTERHÅNDEN fylder virksomhedslukninger ikke meget i tidens bevidsthed. I bunden af skærmen, nede i båndet med rullende nyheder, læser og registrerer vi adspredt, at den-og-den internationale koncern ser sig nødsaget til at indstille driften og flytte forretningen til en anden sektor. Nå ja, tænker den rastløse seer. Den slags sker hele tiden. Det er godt, at det ikke er min arbejdsplads.
   De ansatte bliver afskediget, og en kommunikationsmedarbejder, der som regel er forhenværende journalist, beklager på ledelsens og bestyrelsens vegne. Måske er der vrede protester lokalt, men det er jo markedets vilkår. Klassekamp var noget, man førte i det tyvende århundrede. Før globaliseringen. Det nytter ikke at stritte imod.



EN guerre begynder midt i krigen mellem ledelse og ansatte. En tyskejet virksomhed lukker sin fabrik i Agen i det sydvestlige Frankrig. 1.100 arbejdere står uden job, og lukningen er en katastrofe for regionen. Situationen er særligt anspændt, fordi personalet to år før har accepteret en kollektiv lønnedgang. Til gengæld blev de lovet, at fabrikken – som fremstiller reservedele til biler – ville være der fem år endnu.
   Men tiderne er svære, forsvarer ledelsen sig med. Det er muligt, siger arbejderne under ilter og utrættelig ledelse af talsmanden Laurent Amédéo (Vincent Lindon), men firmaet kan ikke ustraffet svigte sit løfte. Så en bitter og langstrakt konflikt er kørt fast.
   Ingen af parterne giver sig. Der er blokader, forhandlinger og krisemøder, indædt kamp ved fabrikken. Fagbevægelsen engagerer sig i konflikten, politikere går ind i sagen. Da medieomtalen bliver belastende, kommer koncernens øverste chef på besøg. Alle vil angiveligt forhandle, men ingenting forandrer sig. Mens det lokale problem bliver et nationalt anliggende, hægtes Amédéo af efterhånden.



STÉPHANE Brizés film er interesseret i processen. En guerre er som obduktionserklæringen efter et dødsfald. Der er aldrig for alvor håb om, at protesten vil nytte. Vi ser, hvordan de kæmpende arbejdere bliver holdt hen. Ja, der er atter røde flag og blanke øjne i flokken, som nyder at være samlet om en sag. Men kun fortidslevn som Amédéo tror, at modstanden vil føre til ændring. Beslutningen er truffet fra scene ét.
   Strategien er som i enhver nedbemanding. Da processen bliver for besværlig, tilbyder ledelsen en mere lukrativ fratrædelsesaftale. Tag pengene nu og gå jeres vej. Megen lyrisk jargon er i spil. Det lykkes at få arbejderne til at ligne vandaler. Især en aktion i koncernens hovedkvarter udarter. De urbane mellemmænd vasker hænder. Amédéos hær skrumper ind. Stadig flere vil tage imod ledelsens tilbud og se, hvad de kan få ud af situationen.


FØRST da lederrollen bliver taget fra ham, og trykket i sagens natur letter, får vi et indtryk af mennesket Amédéo. Vi ser, at han lever alene og stille. Hans voksne datter venter sig. Det er ikke kun snak, når han siger, at han kæmper for fremtiden. For Amédéo handler slaget især om anstændig behandling og tabt værdighed.
   Vincent Lindon har for fjerde gang hovedrollen i en film af Brizé. Mens kampen bølger frem og tilbage, er han det eneste velkendte ansigt i sværmen. Med alderen bliver Lindon stadig mere troværdig som den jævne franske mand af gammel skole. Han er næsten en Jean Gabin for sin tid.
   I La loi du marché (2015, da. Markedets lov) blev Lindons karakter fritstillet og tog uvant arbejde som opsynsmand i et supermarked, hvor han holdt øje med både kunder og ansatte. Det handlede især om personalets rapserier. Han iagttog, valgte side, greb ind og sagde fra. Han kunne slutte en separat fred med systemet og forlade forretningen med sin ære i behold.
   Laurent Amédéo har hverken denne luksus eller samme grad af selvindsigt. Han er en mand, der lader sig rive med. Han har levet og åndet for kampen. Han kan ikke bare gå hjem til sig selv.



ENDELIG gør Amédéo noget drastisk, som får båndet med rullende nyheder til at standse for et øjeblik. Slutningen er blevet kaldt urealistisk og sensationalistisk, et brud på den dokumentariske tone og et knæfald for melodramatiske kræfter. Den passer dog til Laurents karakter. Det er en stolt samurais sidste handling.
   Der er en særlig stoisk defaitisme på spil i En guerre. Filmen havde premiere på Cannes Festivalen i 2018, 50-året for maj 1968. Samtidig begyndte protestbevægelsen les Gilets jaunes at tage form. De Gule Veste gik på gaden i november og har siden markeret sin modstand. Der kunne sagtens være veteraner fra fabrikken i Agen blandt demonstranterne på Champs-Élysées.
   Muligvis er kravene diffuse. Der er sikkert også rådne æbler i kurven, men aktivisterne har lært af mange nederlag. De forstår, at kun handling udløser handling. Man strejker midt i myldretiden eller går ud og sætter ild til det hele. Det nytter ikke at vente på økonomernes kvartalsrapport. Der bliver aldrig råd til forbedring igen.


FEMTEN år efter Je ne suis pas là pour être aimé (2005, da. Ikke her for at blive elsket (2005) – og tyve år efter sin instruktørdebut, Le bleu des villes (1999) – er Stéphane Brizé (f. 1966) i stilfærdighed blevet en af de sikreste filmskabere i sin generation. På vejen fra Markedets lov til I krig bearbejdede han Guy de Maupassants Une vie (2016), som i en anden genre præsenterer et fuldkommen solidarisk portræt af en overset, uforløst kvindeskæbne.
   La loi du marché og En guerre vidner om, at yngre kræfter står klar til at gribe stafetten, når Ken Loach, Mike Leigh og Dardenne-brødrene forlader scenen. Som politisk drama er filmen en betydelig bedrift. Ikke siden Claude Berris filmatisering af Émile Zolas Germinal (1993) er en strejke skildret så hårdt og empatisk.


I krig (En guerre). Instr.: Stéphane Brizé. Manus: Olivier Gorce & Stéphane Brizé; Ralph Blindauer, Olivier Lemaire, Xavier Mathieu. Foto: Eric Dumont. 113 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 11.07.2019.


Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Filmdistribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.07.2019