Charlotte Wells: Aftersun (2022) [Oscars 2023]

OMKRING EN FAR

Erindringens sprog får en ny dialekt

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er de bare Calum og Sophie, en far med sin datter på tur i Tyrkiet. Det må være tilbage i videotiden. Billedet er grynet. Kameraet snerrer, når der bliver zoomet. Hun filmer ham, mens de indretter sig på hotellet, som han siger undskyld for. »Jeg er lige blevet 11,« siger pigen. »Du er 130 – fylder 131 om to dage. Da du var 11, hvad troede du så, at du ville lave lige nu?«

   Manden undviger og bliver mørk. Han er ellers en kærlig og hensynsfuld far. De bliver taget for søskende af teenagerne, som Sophie hænger ud med, da hun og Calum har tørret dem ved billardbordet. Hun er nysgerrig på, hvad de siger om sex. Calum har hånden i gips. De bor ikke sammen til hverdag i Skotland. Der er meget af Calum i Sophie, men manden er ikke nysgerrig mere.

DE har en god ferie sammen. De forstår at sige undskyld og tilgive hinanden. Hun kan alligevel ikke tilgive den aften, han nægter at gå med på scenen og synge karaoke. Hun kæmper sig alene gennem en pivfalsk udgave af »Losing My Religion«, og Calum vil ikke forklare, hvorfor han ikke vil hjælpe.

   Musik fylder meget i filmen. Den sætter også tiden. Blur synger »Tender«, David Bowie og Queen synger »Under Pressure«. Rejselederne får stadig alle op at stå til Bayside Boys-remixet af »Macarena«. Vi er altså ved årtusindeskiftet. Hvis Sophie ser det som voksen, må hun selv være 31 om lidt.

DE taler meget om, hvordan det var, da hun var lille. Interviewet fra begyndelsen bliver gentaget fra andre vinkler. Nu er situationen lidt mere foldet ud. Det er næsten, som om nogen sidder og scanner i materialet. Det gør Calum tit, før de skal sove. Eller han står på balkonen og balancerer og ryger med lukkede øjne.

   Når han ikke vil lege med, siger hun: »I’ll just record it in my little mind-camera.« Netop dét er, hvad Aftersun gør. Den bruger pigens billeder af tiden, som hun husker den. Der er afstand og taktilitet på en gang. Vi er fulde fem kvarter inde, før et klip fører til nutid. Og så straks tilbage til lufthavnen, hvor manden siger »Love you«, før han forsvinder.

SKOTSKE Charlotte Wells (f. 1987) debuterer i lang form med en diskret film, som antyder meget og siger vigtige ting indirekte. Den voksne Sophie vågner i mørket. Hun har en kone nu og en baby, der græder. Kameraet står på kommoden. Vi genkender gulvtæppet fra Tyrkiet. Den sidste dag tog de mudderbad i Kleopatras spa. Han sagde »Love you« til hendes mor, når de ringede til Edinburgh. Hun spurgte hvorfor, når de ikke længere var sammen.

   De smiler på polaroidbilledet, som kanonfotografen tog sidste aften. Lige dér er de glade turister. Der er fortalt mange far/datter-historier, men alligevel ikke helt sådan hér. Der er ingen dramatiske konstruktioner. Sophie får alle på turen til at synge »For He’s a Jolly Good Fellow«, da det er Calums fødselsdag. Vi ser fortvivlelsen i hans ansigt, men Sophie kunne ikke se det dengang.

PAUL Mescal er Oscar-nomineret for sin rolle som den erindrede far. Det er dog i samspillet med debutanten Frankie Corio, at han virkelig skinner. Det er en meget bevægende film, som er spinkel og stærk på en gang. Aftersun taler erindringens sprog, og Wells har sin særlige dialekt. Livet er set gennem sart spindelvæv. Sangen sidder i kroppen endnu.

Paul Mescal var Oscar-nomineret i Best Actor-kategorien. Ved de britiske BAFTA Awards var han indstillet i Best Leading Actor-kategorien (som gik til Austin Butler for titelrollen i Baz Luhrmanns Elvis), og Charlotte Wells modtog prisen for Outstanding Debut by a British Writer, Director, or Producer. Filmmagasinet Sight & Sound satte Aftersun øverst på listen over 50 Best Films of 2022. 

Aftersun. Instr. & manus: Charlotte Wells. Foto: Gregory Oke. 102 min. UK-USA 2022. Dansk premiere: 02.02.2023.

Fotos: BBC Film/ BFI/ Screen Scotland/ Tango Entertainment/ PASTEL/ Unified Theory/ AZ Celtic Films/ REEL Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen er i biografdistribution

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.02.2023

Mytologier | Baz Luhrmann: Elvis (2022) [Oscars 2023]

KONGEN BLIVER KRONET
Fra sanselig urtekst til fed dekadence

Af BO GREEN JENSEN

BAZ Luhrmanns film om Elvis Presley (1935-1977) er tre eller fire ting på en gang. Der er lige så mange måder at se og vurdere den på. Værket er i hvert fald et dumdristigt vovestykke. Som sådan hylder det gejsten i sit motiv.

   Elvis er filmen, der skal genstarte den musikalske legende og konsolidere kongemyten i en tid, hvor billedet lever videre, mens musikkens status er mindre selvskreven. Elvis skal så at sige forny medlemskabet, sangerens abonnement på udødelighed. Sådan er filmen bestilt og betalt for af Elvis Presley Enterprises i samarbejde med Warner Brothers – eller hvem, der nu ejer det hele for tiden.

ELVIS er samtidig værket, der skal give den australske filmskaber grebet tilbage. Luhrmann – og hans hustru, scenografen Catherine Martin, som har designet de overdådige film – var centrale kræfter i 1990erne. Strictly Ballroom (1992), William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996) og Moulin Rouge! (2001) var kompakte, men helstøbte arbejder, som viste en ny måde at lave musikfilm på.

   Så ville Luhrmann prøve uden musik. Det skete med den nationalromantiske Australia (2008), som kun var en succes i hjemlandet, og med en vildt overgjort filmatisering (til og med i 3D) af F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby (2013). Der er ikke noget at sige til, at plakaten for Elvis betoner forbindelsen til »Red Curtain«-trilogien. Musik er, hvad Luhrmann virkelig kan. Som naturalist er han absolut på det jævne.

EFTER disse hensyn kommer et forsøg på at forklare, hvorfor Presley var vigtig for tidens musik. Vi skal se, hvordan drengen fra Tupelo blev til manden fra Las Vegas, der klædte sig i en hvid sparkedragt og bar kappe som en superhelt. Elvis kunne citere Also Sprach Zarathustra, men han foretrak at læse om Captain Marvel Junior. Ifølge filmen var hele hans liv et forsøg på at nå »The Rock of Eternity« – Evighedsklippen – i den obskure tegneserie.*

   Sidst, men bestemt ikke mindst, er Elvis en gedigen musikologisk bestræbelse. Luhrmann undersøger og demonstrerer, hvordan ti slags musik blev rørt sammen i gryden, fra country og blues til gospel og soul. Det samlede show er et karneval værdigt. Som en cirkusplakat, der er udført af Pablo Picasso i sen periode. Her er alt fra slank urtekst til fed dekadence. Måske også sjælen og kraften i stemmen. I hvert fald lever – og overlever – musikken.

SOM historiens livsvidne vælger Baz Luhrmann den mest forhadte person i mytekomplekset. Alle Presleys biografer har analyseret mysteriet. Hvordan kunne »Colonel« Tom Parker (1909-1997), Presleys manager, igen og igen tvinge kongen på plads? Hvori bestod den faustiske pagt? Parker var en charlatan, der løj om alt i sin baggrund. Men Presley føjede ham til det sidste.

   Her bider filmen sig fast og tager fat. Parker – som faktisk var hollænder og hed Andreas van Kujik – bliver spillet af Tom Hanks. Det er ham, der fortæller det meste af filmen. Elvis bliver spillet – fremragende – af kuglelynet Austin Butler, der gør for Presleys sange, hvad Joaquin Phoenix gjorde for Johnny Cash i James Mangolds I Walk the Line (2005).

ELVIS varer næsten tre timer. Filmen levendegør alle de mytologiske sætstykker i biografien. Mange mindre film har brugt Elvis og fundet måder at smugle ham ind på. Michael Shannon havde rollen i Elvis & Nixon (2016). Kurt Russell gav et af de mest livagtige portrætter i John Carpenters Elvis (1979). Selv Harvey Keitel (!) har spillet Presley (i David Winklers Finding Graceland fra 1998).

   Alle de små forsøg falmer i forhold til Luhrmanns skumplende monstrum. Som dog også er blidt på udvalgte steder. Elvis husker at skildre forældrene, Gladys Love og Vernon Elvis Presley, hustruen Priscilla Beaulieu og datteren Lisa Marie (1968-2023), som selv fik en svær og forblæst karriere. Den gør det nænsomt og med takt. Det kan derfor ikke undre, at familien er tilfreds.

FILMENS lydspor er sædvanen tro en vilter blanding af fortid og nutid. En drage, der slæber og slår med sin hale. Det var det store mix af pop, soul, hiphop og opera, som satte ild til det tatoverede kitsch i »Red Curtain«-trilogien. Det manglede i Australia, og i Gatsby blev det til blikdåsejazz.

   Her er den frodige sammensmeltning tilbage i høj og ufortrøden stil. Der er måske ikke en ny »Everybody's Free (To Wear Sunscreen)« i mixet, skønt Eminems »The King and I« forsøger noget lignende, men i montagerne mellem de obligatoriske hits, som Austin Butler leverer med overbevisning, er der betagende konstruktioner.

   Første gang Elvis kommer til live, er i gospelteltet på tivolipladsen, hvor han falder i trance til »I'll Fly Away«. Mest fængende ved første møde er dog ikke Presley-sangene. Det er Yola Quarteys take på Sister Rosetta Tharpes elektriske »Strange Things Happening Every Day«, som har alle de rigtige takter og ryk til at samle den politiske uro i Civil Rights-perioden.

AUSTIN Butler er bedst i sætstykker som »Heartbreak Hotel«, »Suspicious Minds« og »In The Ghetto«. Filmen genskaber 1968-øjeblikket, hvor Elvis trodser juleformatet og synger »If I Can Dream« i tv efter mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Alt dét er godt, hvis man kender til Elvis. Det må også være relevant for nye og kommende slægter.

   Elvis lever og fungerer i de første to timer. Anden akt kulminerer i et flugtforsøg, som Elvis er lige ved at lykkes med, da Parker behændigt spiller sin trumf og sikrer sig, at de bliver i USA og Las Vegas. Elvis går ikke ombord i privatflyet Lisa Marie. Han går tilbage til værelset, sætter sig i mørket foran væggen med tv-skærme og beder om alligevel at få besøg af Dr. Nick, som skriver piller ud.

HER kunne filmen have sluttet. I stedet følger tre kvarter, som fortæller den tunge, trivielle del af historien om narkomani og selvparodi, faldet fra tronen og den så godt som forudsagte død. Her er kun plads til montage, og selv Luhrmann kan løbe tør for ideer. Når det sker, dynger han mere på i en form, der kan ses som et visuelt sidestykke til den nu unævnelige Phil Spectors legendariske Wall of Sound.

   Mens kongen falder, trisser Tom Hanks rundt i casinoet med sit iltapparat og fortæller og funderer. Det er en bizar sammenstilling. Filmen lader Parker bryde den narrative kontrakt og være den, som viser klippet med Elvis, der synger »Unchained Melody« i en sidste deformeret udgave af sig selv. Det er det eneste sted i filmen, hvor vi ser og hører Elvis i stedet for Austin Butler. Fysikken er blevet grotesk, men stemmen er ren som tyve år før.

HVAD der lykkes bedst i Elvis, er at tale om begyndelsen og forklare, hvordan Presleys kemi er unik. Han er hvid underklasse, der blander sig frydefuldt og naturligt med afrikansk-amerikansk soul og gospel. Hans helte kommer fra Nashville og Beale Street i Memphis; Graceland er summen af hillbillydrømme. Han hænger ud med B.B. King. Han ser ingen forskel på menneskers farve.

   Elvis er en film af sin tid, og tiden er med den. Identitetspolitikken bliver omfavnet hér. Det er for første gang et stort selling point, at Elvis inkarnerede alt, som ikke var hvid middelklasse. Luhrmann og Martin deler hans glæde ved multikulturen. Den er ikke noget tillært og bagstræberisk.

   Colonel Parker-portrættet er irrelevant, og det føjer intet til forståelsen af Elvis som et amerikansk ikon. Figuren er da også reduceret til en bekvem fortællersynsvinkel. Alligevel er det sødt, når han midt i forhandlingen om Elvis-i-Vegas-for-altid husker at insistere på sin ret til at sælge lurvet merchandise. Parker påstår, at han opfandt begrebet.

MÅSKE er det ikke filmen om Elvis, men jeg vil gerne se den igen. Jeg vil høre Yola synge »Strange Things Happening Every Day«. Det er altid et godt parameter, om man har lyst til at gense og opdage mere. Det har man igen efter Elvis. Efter Australia og Gatsby kunne man ikke komme hurtigt nok hjem.

   »Elvis Presley is the king/ I was at his crowning«. Sådan sang Phil Ochs i 1970, og på koncertalbummet Gunfight at Carnegie Hall, der er optaget samme år, erklærede venstrefløjstroubaduren: »If there’s any hope for America, it lies in a revolution. And if there’s any hope for a revolution in America, it lies in getting Elvis Presley to become Che Guevara.«

   Tonen var ironisk-allegorisk, men Ochs – som havde påbegyndt sin egen nedsmeltning – var ærlig i sin kærlighed. Elvis er ikke mindst historien om, hvordan pagten med Colonel Parker forhindrede idolet i at gøre en forskel politisk. Også Luhrmann ser i dette en tragisk, forspildt mulighed. For han havde alle kortene på hånden.  

   I Elvis er vi med til kongens kroning. Det lykkes at lade ham leve igen, endda med en vis værdighed. Gå selv til billedkilden. Du vil se, hvad jeg mener med sanselig urtekst.

Elvis var Oscar-nomineret i 8 kategorier, herunder Best Picture. I Best Actor-kategorien tabte Austin Butler på målfoto til Brendan Fraser (The Whale). Ved de britiske BAFTA  Awards modtog filmen priser i 4 kategorier. Austin Butler blev årets Best Leading Actor. Det samme skete ved årets stilfærdige Golden Globes-ceremoni.

Se også Baz Luhrmann: William Shakespeare's Romeo + Juliet (1996); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); Baz Luhrmann: Australia (2008); Baz Luhrmann: The Great Gatsby (2013) [Bogen og filmen].

 

*) Captain Marvel Jr. var en af adskillige spin-off karakterer fra den fantastisk indviklede mytologi omkring Captain Marvel, der blev skabt i 1940 af C.C. Beck og Bill Parker og udkom på Fawcett Comics [1939-1953]. Han lever videre som DC Comics-karakteren Shazam! Guldalderserien er senest filmatiseret i 2019 med Zachary Levi og Asher Angel som drengen Billy Batson, der bliver forvandlet til voksen ved at fremsige formularen »Shazam!«. Akronymet er dannet af initialer i navnene Salomon, Herkules, Atlas, Zeus, Akilles og Merkur. Fortsættelsen Shazam! Fury of the Gods har dansk premiere den 16. marts 2023.

   Billy Batson delte sine kræfter med bl.a. tvillingesøsteren Mary og deres ven Freddy Freeman, som var handicappet. Lærlingen – som dybest set er et Superboy/Robin-sidekick – siger ikke »Shazam!«, men »Captain Marvel!«, når han forvandles og bliver en stærk, karismatisk version af sig selv. Ed Herron skrev serien sammen med Parker og Beck. Ifølge Beck var karakteren inspireret af Charles Dickens og J.M. Barrie. Freddy Freeman var Tiny Tim i A Christmas Carol; Captain Marvel Jr. var Peter Pan.

   Captain Marvel Jr. optrådte først i Whiz Comics og havde sin egen serie fra 1942. Han tog aktivt del i Anden Verdenskrig sammen med den øvrige Marvel Family. Elvis læste serien som dreng og beholdt sin samling som voksen. Der er argumenteret overbevisende for, at han baserede både sit unge look og de sene, ekstravagante kostumer med kappe på Captain Marvel Jr. En definitiv redegørelse findes på Elvis Australia – det officielle site for den australske Elvis Fan Club.

MARVEL-familien har sine kræfter fra troldmanden Shazam. De møder ham ved The Rock of Eternity, der fungerer som en blanding af hovedkvarter og magisk portal. Den ligger ofte i et nedlagt tog- eller tunnelsystem. Evighedsklippen blev introduceret i første nummer af omnibusserien The Marvel Family (1945), hvor alle karaktererne var samlet for en tid. Det er Marvel-familiens svar på Batgrotten og Ensomhedens Fæstning. 

   Alt Marvel/Shazam!-materialet har været genstand for en lang krig på ophavsret mellem DC og Marvel Comics, der har sin egen Captain Marvel-karakter. Fra 1953 til 1972 var Shazam-universet simpelt hen lukket ned. I nyere tid blev karakteren selv Elvis-fan og lod sit udstyr inspirere af idolets futuristiske kostumer. Bl.a. tegneren Alex Ross har arbejdet med denne forbindelse. 

Elvis. Instr.: Baz Luhrmann. Manus: Sam Bromell, Jeremy Doner, Baz Luhrmann, Craig Pearce. Foto: Mandy Walker. 159 min. Australien-USA 2022. Dansk premiere: 23.06.2022.

Fotos: Warner Bros./ Bazmark Films/ Roadshow Entertainment/ The Jackal Group/ Whalerock Industries/ SF Studios/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ YouTube/ Elvis Presley Estate/ Elvis Australia/ Grand Comics Database

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster,Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Første udgave af teksten blev lagt på Weekendavisen.dk 23.06.2022 og trykt næste dag i WA Kultur .

Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]

I VORES TID
Før og efter Roe vs. Wade

Af BO GREEN JENSEN

ET lysægte øjebliksbillede af, hvor svært det var for amerikanske kvinder at få foretaget en abort, før højesteret legaliserede indgrebet i sin historiske Roe vs. Wade-dom fra 1973. Efter 1967 og The Summer of Love fulgte et voldsomt og volatilt år. King og Kennedy blev myrdet. Demokraternes partikonvent udartede i Chicago. De store byer brændte i sommeren 1968.

   Joy (Elizabeth Banks) mærker intensiteten, da hun og ægtefællen Will (Chris Messina) er gæster ved en reception. I prologen til Call Jane trækker hun frisk luft, da demonstranterne råber: »The whole world is watching!« Studenter får tæsk af unge betjente. Joy og Will har teenagedatteren Charlotte (Grace Edwards). Hun kunne være blandt demonstranterne. Det mener Will nu ikke. »Hvorfor ikke?« »Fordi hun er vores datter,« siger han.

SENERE redigerer hun talen, som Will skal holde næste dag. De mødtes på jurastudiet, og Joy ved lige så meget om advokatfaget. Kvinden går hjemme, mens manden arbejder. Det er bare sådan, det er. Hun har aldrig været utilfreds. Men selv i forstæderne er en forandring på vej. Joy og naboen Lana (Kate Mara) læser Diary of a Mad Housewife (1967). Mens maden simrer, danser Joy til The Velvet Underground-albummet White Light, White Heat, som var nyt i 1968. Det er ærlig talt ikke sandsynligt, at Charlotte ville købe den plade. Men »Sister Ray« er effektiv anti-hippie-musik, og lige hér fungerer bedraget.

SAGEN er, at Joy og Will venter en efternøler. Familien glæder sig til at blive fire. Hun er ikke en typisk abortsøger, men da Joy falder om med en livstruende hjerte/lunge-tilstand, er hun lige så håbløst stillet. Hun og Will er med til bestyrelsesmødet på hospitalet, hvor kæderygende læger siger nej til at foretage en abort. Hun søger illegal bistand. Efter et skræmmende besøg i Wicker Park, ser hun en flyer ved busstoppestedet. Det er da, at hun ringer til Virginia (Sigourney Weaver) og de øvrige kvinder fra netværket Jane.

JANE Kollektivet fandtes og var aktivt fra 1970 til Roe vs. Wade-dommen. Grundlæggeren Heather Booth formidlede kontakten til læger, som foretog indgrebet for store summer. En blandet kreds engagerede sig. Nogle havde privilegerede liv. Andre kom fra udsatte grupper. Alle fandt et helle og en ny kønsbevidsthed i organisationen.

   Joy fortæller Will og Charlotte, at hun begyndte at bløde efter et fald. Phyllis Nagy viser os trappen, hvor Joy overvejer at springe. Call Jane er måske nok en glansløs rekonstruktion, der navigerer på tv-niveau. Men filmen er god til at skildre Joys forskudte, forvrængede synsvinkel. Nagy har sans for at se mere end klicheer. Der er ingen sentimental nostalgi.

JOY kan tale med de skrækslagne kvinder. Hun kan ikke sige nej, når Virginia ringer. Hun studerer teknikken, som aspiranten Dean (Cory Michael Smith) benytter. Hun presser ham til at lære fra sig. Så kan kollektivet arbejde helt uafhængigt. Joy får svært ved at engagere sig hjemme. Det er klart, at der venter en større afregning.

   Det er godt at se Sigourney Weaver i en rigtig hovedrolle, men det er Banks, som sætter fortællingen fast. Call Jane supplerer tre andre film, som man skal se, hvis man drøfter abort: Mike Leighs empatiske Vera Drake (2004), Cristian Mungius skræmmende 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007) og Audrey Diwans filmatisering af Annie Ernaux’ L'événement (2021, da. Hændelsen), som kaster det samme kølige blik.

DER er ingenting at sige tak for. Nancy Sinatra synger »In Our Time«, og også denne film bruger musikken fra Hair. Det var sådan, det var; det er sådan, det er. Call Jane er både en brugsfilm og en revisionistisk kritik af Mad Men-epoken. Vi troede, at alting blev bedre med tiden. Nu bliver fremskridtet rullet tilbage. Call Jane er et godt og stærkt vidnesbyrd.

Se også Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Abort på film | Cristian Mungiu: 4 måneder, 3 uger & 2 dage (2007); Abort på film | L'événement/ The Happening/ Hændelsen (2021).

Se også The Hours (2002) [Kvindernes internationale kampdag 2020]; Suffragette (2015) [Kvindernes internationale kampdag 2021]; Céline Sciamma: Girlhood (2014) [International Women's Day 2022].

Call Jane. Instr.: Phyllis Nagy. Manus: Hayley Schore, Roshan Sethi. Foto: Greta Zozula. 121 min. USA 2022. Dansk premiere: 10.11.2022.

Fotos: Ingenious Media/ RB Entertainment/ Redline Entertainment/ Our Turn Productions/ FirstGen Content/ LB Entertainment/ Synthetic Cinema International/ Unburdened Entertainment/ UIP/Mis.Label/ Roadside Flix (YouTube trailer)/  Wikipedia [WomenArtistsUpdate: October 2021 Women's March in Washington]

Filmen streames på Apple TV+, Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 10.11.2022 [ikke bragt i den trykte udgave]

Musicals | Bob Fosse: Cabaret (1972)

JEG ER ET KAMERA

Den bedste moderne filmmusical

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 1931. I Kit-Kat Klub går ceremonimesteren (Joel Grey) på scenen og beder publikum glemme kulden udenfor. Mens han præsenterer sine korpiger, klippes til Brian Roberts (Michael York), en ung britisk forfatter, som ankommer til byen. I Frøken Schneiders pensionat møder han den amerikanske sangerinde Sally Bowles (Liza Minnelli), der arbejder i Kit-Kat Klub. De forelsker sig, men hun vil også prøve lykken hos aristokraten Maximilian von Heune (Helmut Griem).

   Imens bliver nazisterne for hver dag en større magtfaktor, og i det mindste om ét kan de enes, Brian, Sally og Max: De hader Hitler og alt, hvad han står for. De elsker også hinanden alle tre. Sally bliver gravid og får foretaget en abort. Max bryder forbindelsen. Brian rejser. Nazisterne overtager Tyskland, men i klubben står ceremonimesteren stadig og byder gæsterne willkommen, mens ragnarok rykker nærmere. Af dette hårde stof skabte Bob Fosse i 1972 en af filmhistoriens sidste helt vellykkede musicals.

CABARET har et indviklet ophav. Englænderen Christopher Isherwood (1904-1986) boede i Berlin og så det sidste af Weimar Republikkens tid fra 1929-1932. Han skrev om sine indtryk i romanerne Mr. Norris Changes Trains (1935, da. Mr. Norris skifter tog) og Goodbye to Berlin (1939, da. Farvel til Berlin (1939), som efter krigen blev samlet i et bind med titlen The Berlin Stories (1945).*

    Goodbye to Berlin blev i første omgang til amerikaneren John Van Drutens skuespil I Am a Camera (1951), som fik premiere på Empire Theater i New York. Julie Harris havde rollen som Sally Bowles, og Christopher Isherwood blev spillet af William Prince. Der var endnu ingen Master of Ceremonies (»Emcee«), for man hørte kun om Kit Kat Klub som Sallys arbejdssted.

   Skuespillet bliver i Fraulein Schneiders pensionat, hvor karaktererne kommer og går. Det er i Van Drutens bearbejdelse, at kærligheden mellem Natalia Landauer og Fritz Wendel begynder at få særlig vægt. Aristokraten Maximillian er endnu en eksileret amerikansk rigmand ved navn Clive Mortimer. Der er i sagens natur ingen sange.

VAN Drutens skuespil kom i 1954 til Londons West End. Brødrene John og James Woolf – der havde hver sit produktionsselskab, Romulus Film og Remus Film, og samordnede aktiviteterne i det fællesejede Independent Film Distributors – købte rettighederne på vegne af Remus Film og begyndte at forproducere filmudgaven af I Am a Camera. John Collier skrev manuskriptet. Woolf-brødrene spurgte faktisk Christopher Isherwood, om han selv ville bearbejde romanen, men forfatteren var optaget af et andet projekt.

   I Am a Camera fik premiere i 1955. Henry Cornelius har instrueret, og Julie Harris gentager rollen som Sally Bowles. Laurence Harvey spiller rollen som »herr Issyvoo«, der endnu ikke er skildret som biseksuel. Den britiske filmatisering er på sin måde mere trofast over for ånden i Goodbye to Berlin. Blandt andet begynder den ligesom bogen med den berømte programerklæring: »I am a camera with its shutter open, quite passive, recording, not thinking.« [»Jeg er et kamera med lukkeren åbnet. Det er helt passivt, det ser og bevarer, men det tænker ikke.«]**

BOB Fosses film bruger flere elementer fra I Am a Camera, men tager udgangspunkt i teatermusicalen Cabaret, som åbnede på Broadhurst Theatre i New York i 1966. Forlægget var John Van Drutens skuespil, men i Joe Masteroffs manuskript til sceneudgaven bliver dørene til Kit Kat Klub slået op. Her er ceremonimesteren for første gang på scenen. 

   Joel Grey skabte sin signaturrolle i samråd med instruktøren Harold Prince (1928-2019). Julie Andrews sagde ja tak til rollen som Sally Bowles, men blev talt fra det af sin agent, som ville bevare stjernens familievenlige image fra Mary Poppins (1964) og The Sound of Music (1965). Jill Haworth (1945-2011) spillede Sally Bowles. Isherwood-karakteren blev i sceneversionen til en amerikansk forfatter ved navn Clifford Bradshaw.

   Som garant for autenticiteten medvirkede Lotte Lenya (1898-1981) i rollen som Fräulein Schneider. Kurt Weills enke havde selv stået på scenen i Weimar-tidens Berlin, bl.a. da Brecht og Weills Die Dreigroschenoper (da. Laser og pjalter) blev uropført i 1928. Her sang Lenya partiet som »Seeräuberjenny«, dvs. Sørøver-Jenny.

KOMPONISTEN John Kander (f. 1927) og tekstforfatteren Fred Ebb (1928-2004) skrev 20 sange til sceneversionen. Syv af dem indgår i filmen: »Willkommen«, »Two Ladies«, »Tomorrow Belongs to Me«, »Money«, »Married« , »If You Could See Her (The Gorilla Song)« og »Cabaret«. De skrev også flere nye numre, bl.a. »Mein Herr« og »Maybe This Time«, som bærer en pragtfuld montagesekvens. De nye filmsange blev senere passet ind i teaterversionen. Cabaret er på den måde et evigt work-in-progress.

   Bob Fosse, der om nogen kendte forskel på scene- og filmdans, skabte selv en formidabel ny koreografi. Han sørgede også for, at alle sange – med undtagelse af mobiliseringspastichen »Der morgige Tag ist mein/ Tomorrow Belongs To Me« og den lakpladeknitrende »Heirat« – blev fremført fra scenen i Kit-Kat Club. Musikken er gennemført diegetisk. 

MODSAT de fleste filmmusicals foregår Cabaret ikke i en stiliseret virkelighed, hvor karaktererne fra tid til anden bryder ud i sorgløs sang og dans. Tværtimod tegnes Tyskland under nazisternes magtovertagelse uhyggeligt præcist. Man kan slet ikke undgå at lægge mærke til den generelle forarmelse i Berlin mellem krigene, for hvis klubben afspejler samfundets natside, rummer Fräulein Schneiders pensionat dets grimede dage i koncentrat. Værten, som i begyndelsen kan bede de nazistiske brunskjorter forlade sin klub, bliver straffet midtvejs i filmen. Da rummet for anden gang fryses i det blanke spejlloft over scenen, træder flere hagekorsarmbind frem af det grelle halvmørke.

GENNEM sidehistorien om kærligheden mellem rigmandsdatteren Natalia Landauer (Marisa Berenson) og gigoloen Fritz Wendel (Fritz Wepper) skildres jødeforfølgelsens ouverture meget effektivt, og inde i klubben sætter konferencieren samme tema under belysning, da han frier til en gorilla: »If you could see her through my eyes/ She wouldn’t look Jewish at all.«

   Det var beskrivelsen af antisemitisme og nazisme, som publikum i 1960erne og 70erne tog til sig. Lige så bemærkelsesværdig er skildringen af den trekantede kærlighed mellem Brian, Sally og Maximillian. Før Cabaret er nonbinære forhold og miljøer uvægerligt skildret med kitsch, camp og karikeret komik, hvis de belyses i mainstreamregi.    

   Den geniale figur, som rollelisten blot kalder »Emcee« eller »Master of Ceremonies«, var et element, som Fosse tog med sig fra sceneudgaven. Joel Grey modtog en Oscar for rollen og fik aldrig lov at glemme, hvilken mindeværdig indsats han ydede. Man må tro, at den alsidige skuespiller betragter Cabaret som en tvivlsom velsignelse. Frem til 1990 kunne man se ham i nye opførelser af Kander og Ebbs musical. Han har spillet rollen knap 3000 gange.

MENS Minnellis showstopper-sange vokser ud af Sallys forhold til Brian og Max, har Greys numre klar adresse til tiden: »Willkommen«, »Money«, »If You Could See Her« m.fl. er satiriske karateslag, som lægger sig i sporet efter Brecht og Weill. På scenen i Kit Kat Klub bliver ensemblet som koret i en græsk tragedie. Den kokette dekadence får hedonismen til at fremstå som et kærligt alternativ til nazisternes indskrænkede småborgerlighed. 

   Med sit kalkede ansigt smiler Grey til os. Han vrænger, blinker og grimasserer. Han véd, hvad vi begærer inderst inde. Og til slut lader Fosse ham knække sammen som en marionet, der har trådt sin dans og er færdig. Bag ham er bare mørket. Resten er tavshed, og på cafeerne vil stadig flere stemme i, når en lyshåret dreng trækker op i sine lederhosen og synger, at fremtiden tilhører ham.***

   Fosses film er et manende après nous, le déluge – Efter os kommer syndfloden. Den véd, at vi kender til gruen som fulgte. Isherwoods dagsbogsroman kunne i sagens natur ikke være så sikker, men ved afrejsen føler den skrivende, at »sporvognene, og folk på fortovet, og thevarmer-kuplen på Nollendorfplatz station har noget mærkelig fortroligt over sig, en slående lighed med noget man husker, noget som var godt og normalt engang i fortiden. De er som et vellignende fotografi.«

MINNELLI og York er begge så gode, at man længe forvekslede dem med store skuespillere. Hun synger bedre, end Sally gør i bogen, men er betagende sårbar som kvinden, der bliver fanget mellem klippen og et hårdt sted, da hun tror, at hun »kan styre« både Brian og Max. Der er en klassisk afskedsscene. Sally ser sig ikke tilbage, men vinker med en skødesløs håndbevægelse, da Brian står og ser hende gå. Alene for dén er man Minnelli evigt taknemlig.

   Scenografen Rolf Zehetbauer låner flittigt motiver hos systemkritiske kunstnere som Otto Dix og Georg Grosz, så det smager, lugter og føles som mellemkrigstidens Berlin. Det er fremfor alt i klipningen – Fosse var berygtet for sin maniske omhu – at filmens mange lag arrangeres, så ingen faktor føles tilfældig. Af samme grund kan man ikke kalde Cabaret en spontan film. Så Minnellis ofte overdrevne livfuldhed er for en gangs skyld velanbragt.

KATASTROFEMENNESKET Bob Fosse (1927-1987) var egentlig danser. Han debuterede som instruktør med Sweet Charity (1968), der bygger på Federico Fellinis La notti di Cabiria (1957, da. Gadepigen Cabiria). Fosse drev sig selv til det yderste. På den baggrund skabte han sin tredje store filmmusical, All That Jazz (1979, da. Det er showtime!), hvor Jessica Lange spiller Dødens Engel, og Roy Scheider har sit livs rolle som instruktøren.

   Det dokumentariske præg i den sort-hvide Lenny (1974), med Dustin Hoffman som Lenny Bruce, foregriber Martin Scorseses Raging Bull, mens Star 80 (1983), om foldeudpigen Dorothy Strattens død, er en tarvelig film til en tarvelig tid og som sådan bestemt ikke uden evner. I miniserien Fosse/Vernon (2019) bliver Fosse spillet af Sam Rockwell og Gwen Vernon af Michelle Williams. De første tre (af otte) episoder skildrer arbejdet med Cabaret.   

   Cabaret blev restaureret til 25 års jubilæet i 1997 og har været gennem alle formater cirka hvert femte år siden da. Filmen udkom på bluray i 2002. I anledning af 50-året fik den repremiere i amerikanske og britiske biografer i 2022.

   De fleste af spillerne lever endnu. Minnelli (f. 1946) er 76, dvs. 30 år ældre end hendes mor, Judy Garland, blev. Hun havde højt profilerede roller i Stanley Donens svindlerkomedie Lucky Lady (1975), Martin Scorseses musical New York, New York (1977) og Dudley Moore-farcen Arthur (1980), men der kom aldrig siden karakterer, som kunne måle sig med Sally Bowles. Sangkarrieren blev større end filmen. I 1989 nåede hun et nyt publikum med albummet Results, som Neil Tennant og Chris Lowe – dvs. The Pet Shop Boys – formgav og producerede. Minnelli blev sidst set på scenen (i kørestol) ved Oscar-ceremonien i 2022, hvor hun sammen med Lady Gaga motiverede Best Picture-prisen til CODA.

MICHAEL York (f. 1942) er 80 år nu. Det er et mysterium, at han ikke fik en mere distinkt karriere. Der fulgte ti år med hovedroller i store produktioner som den musikalske genindspilning af Lost Horizon (1973, da. Tabte horisonter), som Burt Bacharach og Hal David skrev gode sange til; Graham Greene-filmatiseringen England Made Me (1973); Richard Lesters to-delte take på Alexandre Dumas i The Three Musketeers (1973) og The Four Musketeers: Millady's Revenge (1974); Sidney Lumets version af Agatha Christies Murder on the Orient Express (1974, da. Mordet i Orient-ekspressen). Michael Andersons alt for sjældent sete Conduct Unbecoming (1975, da. Regimentets ære) var en fremragende »MeToo-før-MeToo«-skildring af historisk kvindehad i militæret. 

   Samme Anderson instruerede York i scifi-nyklassikeren Logan's Run (1976, da. Flugten fra fremtiden). Don Taylors take på H.G. Wells' The Island of Dr. Moreau, med Burt Lancaster som Moreau, må ikke forveksles med John Frankenheimers spektakulære flop fra 1996, der havde Marlon Brando i rollen. York bistod Marty Feldman i The Last Remake of Beau Geste (1977, da. Hvem pukler kamelerne for?), et spoof på nostalgiske imperietidsfilm, som komikeren selv instruerede i ånden fra Mel Brooks og Gene Wilder. Endelig var The Riddle of the Sands (1979, da. Gådefuld sejlads) en stemningsfuld antieffektfilm efter Erskine Childers' spionfortælling om forspillet til Første Verdenskrig.

    Alle er husket, flere er kult, hvis man har den rigtige alder. Efter 1980 gik det støt ned ad bakke i tvivlsomme internationale koproduktioner. Der var ingen sen renæssance på teatret. På tv blev York en slags special effect i romantiske serier. Det er lige før, at rollen som Basil Exposition i Mike Myers' robuste agentparodier om Austin Powers er hans mest markante i nyere tid.

JOEL Grey (f. 1932), som i skrivende stund er 90 år, spillede sidste gang Emcee i en stor Cabaret-genopsætning i 1987. Han har haft mange andre roller på scenen, men få i film, som var mindeværdige. En undtagelse er Philip Haas' filmatisering af The Music of Chance (1993, da. Tilfældets musik). Grey er perfekt til rollen som Willy Stone, der danner par med Charles Durnings tunge Bill Flower i Paul Austers absurdistiske skæbnefortælling.

Se også Evergreen: A Star is Born 1937-2018; Landet bag regnen: L. Frank Baum og The Wizard of Oz (1900/1939); Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Baz Luhrmann: Moulin Rouge! (2001); François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; Carmen på kliksprog: U-Carmen (2005) [Berlinale Golden Bear 2005]; Bill Condon: Dreamgirls (2006); The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); ABBA | The Movie (1977) | Mamma Mia (2008) | Voyage (2021); Fellini på Broadway: Nine (2009); Damien Chazelle: La La Land (2016); Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]; Bogen og filmen: Cats (1939/1981/2019); Sparks | Leos Carax: Annette (2021); To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022].  

*) For Isherwood, Stephen Spender, W.H. Auden og andre LGBTQ+-personer i 20ernes britiske queer-undergrund var hovedattraktionen ved Weimar Tyskland den frie kønsmoral og hedonistiske tidsånd. Om dét skrev han langt senere i selvbiografien Christopher and His Kind (1976, da. Christopher og hans kreds:1929-1939).

**) Christopher Isherwoods bog er citeret efter H.C. Branners 1939-oversættelse, som er brugt i alle danske udgaver frem til 2019. Da blev romanen nyoversat af Brian Dan Christensen og udgivet på Forlaget Turbine. 1955-filmen blev i alle territorier lanceret som en pikant komedie med dristigt frisprog. I Danmark distribuerede ASA »det straalende - og ikke helt artige lystspil« med titlen Jomfru i faareklæder. I Frankrig kunne publikum købe billetter til Une fille comme ça. Den politiske baggrund er knap nok antydet, salgsargumentet er Sally Bowles-karakterens frejdige promiskuøsitet. Det er en bemærkelsesværdig skæv lancering. 1950erne havde berøringsangst over for alt, som var relateret til Tyskland. 

***) Jeg så Cabaret adskillige gange i 1972-73, da filmen var ny. Jeg var 16-17 år, og der var en håndfuld favoritter, mine venner og jeg så igen og igen. A Clockwork Orange, Slaughterhouse Five, Blazing Saddles og Don't Look Now var andre normative oplevelser, som måtte gentages jævnligt. Det kunne kun lade sig gøre i biografen, for end ikke video var udbredt endnu.

   I 1973 gik jeg i 2.g. på Christianhavns Gymnasium. Vi havde mediekundskab som pensum på forsøgsbasis og arbejdede blandt andet med at analysere nyhedsstrømmen på alle platforme over et døgn. Som noget nyt (og meget kostbart) kunne vi optage og afspille tv-nyheder. Det foregik på kraftige spolebånd, der var anbragt oven på hinanden i en tung, men dog transportabel maskine.

   Jeg blev samfundssproglig student i 1975. Da var krigen mellem de konkurrerende systemer, VHS og Betamax, så småt ved at tage fart. Som bekendt blev VHS-kassetter det dominerende format. Det var stadig dyre sager, men snart kunne det lade sig gøre at leje. Det gjorde man hos D.E.R. (Domestic Electric Rentals), som var en stor kæde i de næste ti år (og levede, tror jeg, frem til årtusindeskiftet). Min første hustru og jeg fik en videobåndoptager i 1976. Flere af båndene eksisterer og har ikke tabt kvalitet. Det grønlige skær var de født med.

   Digitale formater og streaming var årtier ude i fremtiden. Vi så Cabaret i biograferne Roxy og Rialto på Frederiksberg. Det var en rejse hver gang, for vi boede i Kastrup-Tårnby på Amager (og så naturligvis også filmen i Kastrup Bio). Hvad jeg vil frem til, er den særlige krølle på mobiIiseringssangen, som drengen fra Hitler Jugend synger i scenen, hvor Brian og Max sidder i traktørstedets biergarten efter deres udflugt. 

   I kopien, som blev vist i danske biografer, kunne man høre skuespilleren Oliver Colignon synge »Der morgige Tag ist mein« på tysk. Min ven Jesper og jeg (som ofte så filmen sammen) blev derfor skuffede, da vi splejsede til (og i en årrække skiftedes til at have råderet over) LP'en med filmens soundtrack. Her (og på senere OST-udgivelser) er det Mark Lamberts stemme, som synger »Tomorrow Belongs to Me« med engelsk tekst. Samme lydspor findes på samtlige dvd- og blurayudgivelser. Jeg tænker stadig på, om vi så en særlig europæisk kopi. I hvert fald gav sproget scenen ekstra prægnans, selv om lyden ikke passede til mundens bevægelser.  

  

I Amazon Studios-serien The Man in the High Castle (2015-19), som bygger på Philip K. Dicks roman om en kontrafaktisk verden, hvor aksemagterne vandt 2. verdenskrig, og USA er opdelt i en japansk og tysk zone med et terrain vague i midten, fungerer »Tomorrow Belongs to Me« som en blanding af temasang og nationalhymne. Det nye arrangement er udført af Dominic Lewis. Sangen har altid været det mest kontroversielle nummer i Cabaret. Flere kritikere fandt det fantastisk, at et jødisk sangskriverpar ville skabe så formfuldendt nazistisk propaganda. Reaktionen var en inspirationskilde for Mel Brooks, da han skrev »Springtime for Hitler«  til The Producers (da. Forår for Hitler) i 1967. 

   

Cabaret. Instr.: Bob Fosse. Manus: Jay Presson Allen. Foto: Geoffrey Unsworth. 124 min. USA 1972. Dansk premiere: 27.10.1972

Fotos: ABC Pictures Corp. & Allied Artists Pictures Corporation/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ Filmgrab/ Penguin Viking/ Sony Music/ Wikipedia

Filmen streames ikke p.t. -  er udsendt på Blu-ray i mange formater 

Ajourført version af teksten i Verdens 25 bedste film (Munksgaard Rosinante, 1998)