Translate

torsdag den 16. september 2021

Noah Baumbach/Greta Gerwig: Frances Ha (2013)


FRANCES I FLUGTEN
Portræt af den unge kvinde i tiden

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film emmer af tidsånd, alene derved at de ikke forsøger. Noah Baumbach og Greta Gerwig rammer målet rent i portrættet af den 27-årige Frances Haliday, som er ved at blive voksen for alvor. Hun vil bruge sit liv på at danse, men der er mange om budet, og karrieren vil ikke lette. Hun er for gammel til at begynde et nyt sted, og hun er ikke ung nok til at være helt ubekymret.

   Frances deler lejlighed med Sophie (Mickey Sumner), der vil være forlagsredaktør. De er fortrolige hjerteveninder, men modsat Frances betragter Sophie læreårene som en foreløbig situation, en livsfase snarere end et permanent arrangement.
   Da Sophie flytter sammen med sin kæreste, føler Frances sig svigtet og forrådt. Hun bruger et år på at bo hos forskellige venner, tage forefaldende småjobs, brænde lånte penge af på en håbløs rejse til Frankrig og tage hjem igen for at finde sig selv.
   Sophie bliver gift og rejser til Japan, men veninderne ses ved en sammenkomst på deres gamle college. Nu serverer Frances. Sophie er ikke lykkelig, men lykkelig nok. Frances kan danse. Måske er det bare dét, hun skal.



FILMEN er mere et anslag end et forkromet psykologisk portræt. Af samme grund fungerer den helt ubesværet, og så er formen og virkemidlerne valgt med et blik, der gør den til en sanselig delikatesse. Filmet i sort-hvid, fuld af håndplukket musik, med dialogen holdt i mumblecore-leje, tilsat en overflod af specifikke detaljer. Alt sammen set på en baggrund, der ligner Woody Allens Manhattan.



FRANCES danser hen ad gaden til David Bowies »Modern Love«, der bliver en slags temasang. Scenen hylder/citerer Leos Carax' Mauvais Sang (1986, da. Natten er ung), hvor Denis Levant danser til den samme sang på den samme måde, dog med et ekstra sæt anførselstegn om, idet scenen er sat i en teaterkulisse.
   Ellers er hovedparten af musikken hentet i partiturer af Georges Delerue, som skrev dem til klassiske nouvelle vague-film. Baumbach bruger musikken ironisk. I Paris er der ikke én fransk tone. Det regner, og Frances forbliver alene.
   Hun lægger varme og nærvær i den børneforestilling, som hun skaber koreografien til. Hun tager til hjem til sine forældre (som spilles af Gerwigs egne forældre) og føler sig som en fiasko, skønt hun bliver fejret. Slutningen er åben som fremtiden, men Frances forpligter sig på den og får sit eget sted. Da hun skal skrive sit navn på skiltet ved dørklokken, er der ikke plads til hele efternavnet. Deraf titlen Frances Ha.



BAUMBACH udviklede sin (tragi)komiske tone i The Squid and the Whale (2005), en selvbiografisk skilsmissehistorie, og Greenberg (2010), hvor kværulanten Ben Stiller kom til Californien og blev lidt mere åben ved mødet med babysitteren Gerwig. Instruktøren erkender, at han som ung så Woody Allens film så mange gange, at han måtte holde op med at se dem og begynde et nyt sted for at skabe sit eget.
   Denne søgen finder hjem i Frances Ha, men det er Gerwig, der bærer filmen med sin solidariske fremstilling. Frances er 2010er-versionen af Julie Christie i Darling, Corinne Marchard i Cleo fra 5 til 7, Anouk Aimee i Lola, Pernille Kløvedal i Ang. Lone, Diane Keaton i Annie Hall. Hun er indbegrebet af livsappetit og tristesse, ikke én, men mange typer, og et menneske, som man både kan blive irriteret på og forelske sig i.



DER er en tidløs elegance over filmen, som er klippet med sjælden klarhed og flair. Man føler ofte, at der kunne have været mere, at sekvensen med »Modern Love« live på gaden kunne være et fuldbårent musicalnummer. Så man er sulten efter mere, og filmen bevarer sit hverdagsmysterium. Frances Ha fanger en stemning i flugten, og bliver et væsentligt portræt af en kvinde ved en korsvej.

Frances Ha. Instr.: Noah Baumbach. Manus: Greta Gerwig og Noah Baumbach. Foto: Sam Levy. 86 min. USA 2012. Dansk premiere: 31.10.2013.


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Filmgrab/ Miracles Film Distribution
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

onsdag den 15. september 2021

Mathieu Kassovitz: Babylon A.D. (2008) [Sci-Fi 100]


FRANSK FREMTIDSLEGENDE
Alting kommer et andet sted fra

Af BO GREEN JENSEN

IMPONERENDE mange typer, troper, konventioner og klicheer fra den dystopiske ende af sci-fi-genren er rystet planløst sammen i denne fremtidslegende, som prøver at give tingene tyngde og mørk stoflighed.
   I et endnu krigshærget Ny Serbien prøver lejesoldaten Toorop (Vin Diesel) at passe sig selv i en sønderskudt lejlighed. Snart aktiveres han dog af gangsteren Gorkij (Gérard Depardieu), som lover ham et nyt liv i Amerika, hvis han vil hjælpe novicen Aurora (Mélanie Thierry) fra noelitternes kloster i Rusland til hovedkvarteret i New York.
   Den clairvoyante og (skal det vise sig) gravide Jomfru Aurora er i selskab med nonnen Søster Rebekka (Michelle Yeoh), som heldigvis også er god til kungfu. I Amerika bliver jagten anledning til en kamp mellem Noelitsekten, som ledes af Charlotte Rampling, og Auroras »far« (Lambert Wilson), en videnskabsmand med speciale i kloning.
   Filmen ligner en tegneserie af Enki Bilal, men bygger faktisk på en roman, Babylon Babies, af Maurice G. Dantec (La sirène rouge), som åbent vedgår, at hans forbilllede hedder Philip K. Dick. Alt er fortalt i et flashback med en nærdødsoplevelse som udgangspunkt.



STRUKTUREN er stærkt episodisk, historien klinket af ujævne sætstykker. Alting kommer et andet sted fra: New York er filmet som Los Angeles i Blade Runner; markedet i Sibirien ligner det brølende Flesh Fair i A.I. - Artificial Intelligence; en snescooterjagt med varmesøgende missiler minder stærkt om en spionfilmsekvens; slutningens hær af habitklædte skarpskytter er Matrix-trilogien op ad dage. Klarest kommer inspirationen dog fra Children of Men, Alfonso Cuaróns film efter P.D. James’ roman om en tid, hvor mennesket er blevet goldt. Her henter Babylon A.D. både sin farve og sit futuristiske madonnamotiv. Der er meget at se på, og det er ofte underholdende, skønt brikkerne ikke passer ordentligt sammen. Trods alt er det ikke hver dag, man ser klonede tigre eller en exodus af flygtninge over isen ved Vladivostok.



MATHIEU Kassovitz (La Haine, Gothika, De blodrøde floder) har udtalt, at studiet klippede filmen i stykker for at gøre den kommercielt bæredygtig. Man fornemmer sandt nok, at mange mellemregninger er udeladt, og historien er skåret til i etaper. Kassovitz afleverede en film på tre timer. Pressematerialet angiver en spilletid på 127 minutter, men filmen varer kun 90.
   Babylon A.D. deler skæbne med Richard Kellys Southland Tales (2006), et andet auteur-scifi-monstrum, der var ventet med spænding og havde premiere i hovedkonkurrencen i Cannes, men endte som en dvd-premiere, der røg direkte i Byttebørsen hos Blockbuster. I streamingtid er det som filler for free.



VIN Diesel gør det sådan set meget godt, men hans Toorop-figur er svær at skelne fra lignende helte i Pitch Black, xXx og Chronicles of Riddick. Babylon A.D. er et uhyre med mange virrende hoveder, som Ray Harryhausens skalamodel af en hydra. Halvanden time mere havde blot resulteret i dobbelt så megen studentikos apokalyptik. Alligevel er der charmerende steder, og filmen er ikke fornærmende dårlig.


Babylon A.D. Instr.: Mathieu Kassovitz. Manus: Eric Besnard og Mathieu Kassvitz. Foto: Thierry Arbogast. USA-Frankrig 2008. 96 min. Dansk premiere: 03.10.2008


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes og SF Anytime
Teksten trykt som en Filmrevy-anmeldelse i Weekendavisen Kultur 03.10.2008 

tirsdag den 14. september 2021

Fatamorgana: Jodorowsky's Dune (2013) [Sci-Fi 100]


ALKYMISTEN OG HANS KRIGERE
Alejandro Jodorowskys umulige drøm

Af BO GREEN JENSEN

DREYERS Jesus, Kubricks Napoleon, Orson Welles' Don Quixote. Filmhistorien er fuld af uforløste værker; projekter, som ikke blev realiseret, typisk fordi der ikke var penge. Især hvis forproduktionen nåede så langt, at der foreligger prøveoptagelser, plakater, storyboards osv., er disse aborterede film forjættende luftspejlinger. Som bøger, der bliver beskrevet i bøger; grundsten i en hemmelig virkelighed.
   Til de mest berømte i nyere tid hører Alejandro Jodorowskys filmatisering af Frank Herberts Dune. Romanen – som på dansk hedder Klit  og de forskellige forhistorier og fortsættelser, som Herbert siden føjede til, bliver stadig dyrket med entusiasme. Da Herbert skrev den i 1965, havde ingen på helt samme måde bygget en verden, der havde sin egen myto-, socio- og økologi.


OPTIONEN på romanen lå først hos amerikaneren Arthur P. Jacobs, som forsøgte at interessere bl.a. David Lean i projektet. Det unikke i Dune er ørkenplaneten Arrakis, et gennemarbejdet økosystem med kæmpemæssige sandorme, som Herbert havde investeret megen omhu i at skabe. Det gav derfor mening at spørge instruktøren af Lawrence of Arabia, men Lean betakkede sig.
   Michel Seydoux (far til Léa) overtog optionen, da Jacobs døde i 1973. Seydoux var mest interesseret i at arbejde med Jodorowsky, som på daværende tidspunkt havde profetisk status. Den chilensk fødte filmskaber var undergrund, modkultur og (s)exploitation i ét. Hvis man forestiller sig en kombination af Ken Russell, Sergio Leone og Jens Jørgen Thorsen, har man en idé om, hvor Jodorowsky kom fra.



JODOROWSKY havde lavet mexicansk avantgardeteater i ti år, da han besluttede at annektere filmmediet. Det skete i 1968 med Fando et Lis. Instruktøren satte for alvor sin vilje igennem med El Topo (1970), en psykedelisk spaghettiwestern, som han selv spillede titelrollen i. I 1973 blev La montana sagrada et eftertrykkeligt arthousehit i Paris. Det hellige bjerg var en socio-seksuel utopi med Jodorowsky i rollen som Alkymisten. Disse film ligner virkelig ikke ret meget andet.
   Da Seydoux spurgte Jodorowsky, hvad han ville arbejde med, var svaret: »Dune!« Han taler generelt på den måde, passioneret og med udråbstegn. I Jodorowsky's Dune beskriver den 85-årige filmskaber, hvordan projektet tog form. Arbejdet udmøntede sig i en legendarisk, 1000 sider tyk hvidbog, »the Dune bible«, som alle de store studier nåede at se, før projektet blev opgivet. Ingen ville følge Jodoroskys vision hele vejen.



MEST spændende er den kvalitetssans, som Jodorowsky valgte sine partnere med. Han ledte efter »krigere«, der ville satse deres liv på projektet. Derfor kunne han ikke bruge Douglas Trumbull – manden, 
som formgav effekterne i 2001: A Space Odyssey og instruerede sin egen Silent Running, før han arbejdede videre med bl.a. Blade Runner. Jodorowsky mødte Trumbull i Hollywood, men amerikaneren var fuld af sig selv og hørte ikke ordentligt efter.
   Roger Waters, David Gilmour, Richard Wright og Nick Mason modtog instruktøren med samme attitude, da han besøgte Pink Floyd i London. Musikerne spiste Big Macs i en pause på arbejdet med The Dark Side of the Moon. Jodorowsky gav dem en opsang, og Pink Floyd indvilligede i at skabe musik til Dune-universet. Til den mørke Harkonnen-verden havde Jodorowsky udset sig franske Magma. Christian Vander, manden der skabte sit eget sprog for at skabe dystopiske konceptalbum som Mëkanik Dëstruktïw Kömmandöh (1973), Köhntarkösz (1974) og Üdü Wüdü (1976), var en mand efter Alkymistens hjerte.


CHILENERENS udvalgte krigere blev: den franske serietegner Jean Giraud (1938-2012), som under navnet Moebius skabte grænseoverskridende science fiction; den britiske illustrator Chris Foss, som designede arkitekturen og maskinerne; den schweiziske mareridtsmester H.R. Giger (1940-2014), som tegnede Harkonnen-planeten, og amerikaneren Dan O'Bannon (1946-2009), som udførte special effects.
   Jodorowsky overtalte bl.a. Salvador Dali, Orson Welles og Mick Jagger til at medvirke. Brontis Jodorowsky, instruktørens søn, fik frelserrollen som Paul Atreides, der bliver en Dune Messiah til slut.
   Alt blev samlet i hvidbogen. Når Jodorowsky kærtegner dens omslag, kan man stadig føle smerten hos manden, som ikke fik lov at lave sin film. Udvalgte gæster får lov at bladre. Nogle af dem »viser« han Dune. Nicolas Winding Refn er et af de privilegerede vidner, som medvirker i Frank Pavichs dokumentar.



PROBLEMET med Dune var især, at filmen ville vare ti timer og koste 50 mio dollars, som var uhørt meget i 1975. Så alle de store studier sagde nej. Da Jodorowsky aflyste projektet, tog krigerne deres indsats med til andre projekter. O'Bannon skrev Alien til Ridley Scott, og Giger designede rumvæsenet. I Scotts Prometheus fra 2012 kan man stadig se arkitekturen fra Dune i baggrunden. Flere film i tiden trak på Jodorowskys grundarbejde: Flash Gordon, Star Wars, Raiders of the Lost Ark.



DER blev en film af Herberts bog - som tiden gik, blev der til og med flere.* Raffaella De Laurentiis købte optionen og gav instruktøropgaven til David Lynch, der afleverede sit bud i 1984. Jodorowsky beskriver, hvordan han med frygt og bæven gik til premieren, fordi en kriger må konfrontere sin angst. Men som filmen skred frem, kunne han smile. Dune er en af de store turkeys i filmhistorien. Lynch har senere frasagt sig filmen.


ALLE fik noget med sig fra Dune. Kun Jodorowsky var lagt på is i en årrække. Han brugte ideerne i de tegneserier, bl.a. L'Incan, som han skabte sammen med Moebius. Han instruerede horrorfilmen Santa Sangre i 1989 og fik en mainstream-chance med The Rainbow Thief (1990). I 2013 fandt Seydoux og Jodorowsky sammen om at skabe erindringsfantasien The Dance of Reality, som fik premiere i Cannes. I 2015 fulgte Endless Poetry som en slags krone på værket. I 2021 er Jodorowsky 92 år. Han er stadig aktiv og fuld af ideer. Han blev ikke taget med på råd, da canadieren Denis Villeneuve gik i gang med at skabe den nye, omsider fuldt forløste Dune (2021), som bryder Frank Herberts bog op i to helaftensfilm.

 

I FRANK Pavichs dokumentar optræder karaktervidner som Chris Foss, H.R. Giger (som ellers sjældent udtalte sig), sangerinden og modellen Amanda Lear, som var Salvador Dalis muse i perioden, Christian Vander fra Magma, Dan O'Bannons enke m.fl. Man lytter dog især til Jodorowsky, som er et karismatisk og forførende kraftfelt, der taler om nødvendigheden af at voldtage materialet.
   Jodorowskys Dune var uden tvivl blevet unik og fascinerende. Der er dog ingen garanti for, at den var blevet en kongenial filmatisering. Frank Herbert (1920-1986) var interesseret i økologi, sociologi og mytologi, hvordan imperier fødes og forgår. Jodorowsky brænder for frigørelsen af okkulte og psykiske energier.
   Herberts vision er tør og præcis. Jodorowskys verden er én våd, slubrende drøm. Han har skarer af fans, der elsker ham for det, men de færreste lever på Dune.

*) Foruden biograffilmen med Kyle MacLachlan, som David Lynch instruerede i 1984, og Denis Villeneuves 2021-version, er Dune-universet bredt ud i to solide miniserier, som Hallmark Entertainment producerede til Sci Fi Channel (nu SyFy) tilbage i kabel-tv-tiden. Frank Herbert's Dune (2000) og Frank Herbert's Children of Dune (2003) var begge i tre episoder af featurelængde. Alec Newman spillede Paul Atreides; William Hurt og Saskia Reeves var Leto og Lady Jessica; Ian McNeice spillede baron Harkonnen. Fotografen var Vittorio Storaro. Frank Herberts bøger blev bearbejdet af John Harrison.


Jodorowsky's Dune. Instr. og manus: Frank Pavich. Foto: David Cavallo. 90 min. USA 2013. Dansk premiere: 04.09.2014 (Cinemateket).


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, iTunes og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.09.2014

mandag den 13. september 2021

Efterbilleder: Terrorangrebet i fælleskulturen [Re: 9/11]


FALDENDE TÅRNE
11. september i fælleskulturen

Af BO GREEN JENSEN

KLOKKEN 8.46 den 11. september 2001 blev det nordligste af World Trade Centers tårne vædret af et kapret passagerfly. Klokken 9.04 ramtes det andet tårn. Klokken 9.59 faldt South Tower sammen. Klokken 10.28 gav North Tower efter.
   Andetsteds ramte et tredje fly Pentagon, forsvarsministeriets hovedkvarter. Det skete kl. 9.38. En fjerde kapret maskine, United Airlines Flight 93, havarerede i Pennsylvania klokken kl. 10.06. Den skulle formentlig have ramt præsidentens embedsbolig eller kongresbygningen på Capitol Hill.
   Cirka 3000 mennesker mistede livet i de koordinerede terroraktioner, som det islamistiske netværk al-Qaeda tog ansvaret og – i egne øjne – æren for. 2.823 mennesker omkom i World Trade Center. De følgende uger bragte The New York Times hvert enkelt offers nekrolog. USA havde ikke følt sig ramt i samme grad siden mordet på John F. Kennedy den 22. november 1963. 11. september blev sammenlignet med det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941, men der er næppe tvivl om, at »9/11« virkede stærkere. Da nyheden om Pearl Harbor blev offentliggjort, vidste mange amerikanere end ikke, hvor Pearl Harbor lå.
   Alle vidste, hvor World Trade Center var, og alle så det ske med det samme. På en time lærte pressen at stave til Osama bin Laden. Den globale nyhedsstrøm kogte. Det var på én gang tragedie, konspiration og godt stof. Islam havde slået til i selve Imperiets hjerte.


DET store dyr blødte, men rejste sig hurtigt. Næste dag havde alle verdens skribenter travlt med at kommentere og rationalisere det skete. Selv blev jeg hevet ind i et radioprogram, der hed Herreværelset, hvor jeg sammen med Torben Krogh og Jan Lindhardt skulle have færdige meninger klar.
   Vi talte om sagen i to timer, fra hver sin drejestol i det filtklædte studie. Værten Henrik Ifversen spillede John Waynes version af »America the Beautiful« og spurgte, hvornår den amerikanske underholdningsindustri ville være klar med de første film om 11. september.
   Næste dag stillede Lise Mühlhausen et lignende spørgsmål i tv-programmet VIVA, som satte fokus på amerikansk kultur og for stemningens skyld blev optaget i dineren Mister Delivery på Vesterbrogade.
   Det var underforstået, at sådanne film i sagens natur måtte komme fra »Hollywood«, et fællesnavn man i medierne bruger om den grådige, kommercielle Medusa, som altid får skylden, når kunst og forretning strejfer hinanden. Det spiller ingen rolle, om titlerne er produceret alternativt andre steder, når blot dialogen er amerikansk. Forenkling fremmer forståelsen, og i samme ånd siger man altid »de« om en films ophavsmænd, som om der et sted i San Fernando Valley sad en loge og og lagde strategier for systematisk kontaminering af verdenskulturen.
   Præmissen var, at Hollywood ville svare igen med actiondrevne oprustningsfilm, hvor Rambo gik til angreb på Osama bin Laden. Man tænkte sikkert på instruktører som Oliver Stone og producere som Jerry Bruckheimer. Vi sagde, som jeg husker det, noget i retning af, at der givet ville komme film om terrorangrebet, når tiden var moden, men at der ville være tale om sobre rekonstruktioner.


FILMENE kom i 2006. På årets Cannes Festival kunne Oliver Stone præsentere de første tyve minutter af storfilmen World Trade Center, der fik amerikansk premiere den 9. august og kom til Danmark den 13. oktober. Festivalen viste også englænderen Paul Greengrass’ United 93 (DK-premiere den 25. august), der i dramadokumentarisk form beskriver, hvad der skete i det fjerde fly, hvor passagerne og besætningen overmandede kaprerne.

   United 93 blev fortalt i samme kropsnære form som Bloody Sunday (2002), instruktørens film om urolighederne i Nordirland. Manuskriptet var baseret på bånd med telefonsamtaler, som blev foretaget fra flyet, og hvad man nu havde fra den sorte æske. Alligevel var meget fiktion. Noget af det bedste var skildringen af flykaprerne, der ikke som sådan blev skildret sympatisk, men fik ansigter og karakterer, så man kunne forholde sig til deres projekt. Det var selvsagt ikke en underholdningsfilm.
   Der blev Stones store satsning næsten nødt til at være, hvis den skulle hente sin fremstillingspris hjem. Andrea Berloffs manuskript bearbejdede brandfolkene John McLoughlin og William Jimenos beretninger om, hvordan de blev fanget i ruinerne. Også deres hustruer var krediteret som rådgivere på filmen, der havde Nicolas Cage og Michael Peña i hovedrollerne. Det mest foruroligende var ikke attentatet. Det var Michael Shannon i rollen som den kristne kriger, marineinfanteristen Kane, som tog direkte videre til Irak eller Afghanistan, da han havde reddet situationen på Ground Zero. 
   Som forventet var det skuffende at se World Trade Center i fuld figur. Stone åbner med en scene, hvor Cage står op før daggry og ser kærligt på sin hustru og hver af parrets fire sovende børn, før han tager på arbejde. Filmen er skabt med en stor klump i halsen og vil tydeligvis gøre alt for ikke at træde forkert. Stone benytter autentiske tv-billeder i stedet for at rekonstruere selve kollisionsøjeblikket. Skabelonen er som i gængse katastrofefilm og anden fysisk fiktion, der gerne vil hylde hverdagens helte, f.eks. Ron Howards Backdraft (1991).


FAKTISK var europæere, canadiere og latinamerikanere de første, som brugte 9/11 i fiktionsøjemed. Fæl var især en tysk produktion, September af Max Färberböck, som havde premiere i Cannes i maj 2003. Det var en soap opera-agtig ensemblefilm om tyske mennesker med tyske problemer, som blev absurde i lyset af 11. september. Man lagde ufreden fra sig og fandt hinanden igen.
   I samtlige scener viste et tv i baggrunden billeder fra Manhattan. Pointen var velsagtens, at verden hænger sammen, men det virkede opportunistisk at pode de tyske hjertesorger på den konkrete katastrofe i New York. Lidt mere mening gav billederne af de faldende tårne i canadieren Denys Arcands Les Invasions barbares (da. Barbarernes invasion), som samme år fik en sølvpalme for det bedste manuskript.




ANTOLOGIFILMEN September 11 (da. 11’09’’01) havde premiere på årsdagen for attentatet og indeholdt 11 cirka 11 minutter lange vignetter af ægypteren Youssef Chahine, israeleren Amos Gitaï, mexicaneren Alejandro Gonzáles Iñárritu, japaneren Shohei Imamura, franskmanden Claude Lelouch, englænderen Ken Loach, iraneren Samira Makhmalbaf, inderen Mira Nair, Idrissa Ouedraogo fra Burkina Faso, amerikaneren Sean Penn og bosnieren Danis Tanovic.
   Hvert segment tog sin titel efter instruktørens nation og mediterede frit over apokalypsen. Mest markant var Iñarritus bidrag, »Mexico«, som viste synligt mørke i 11 minutter. Kun nu og da så man en faldende, brændende krop. På lydsiden hørtes et stød som et slag i en pude, når kroppen ramte jorden. Effekten var mere som en malers helvedesvision, Hieronymus Bosch eller John Martin, end som en kunstfilm, der var skabt på bestilling.
   Filmens idemænd var franskmanden Jacques Perrin og englænderen Nicolas Mauvernay. September 11 havde premiere på Mostraen i Venedig den 5. september 2002. I USA fik den biografpremiere i september 2003. I Danmark fik den aldrig premiere, men blev vist på førsteudgaven af Copenhagen International Film Festival i august 2003. Den udkom endelig på dvd.
   Man kan ikke beskylde 11’09’’01 for at spekulere i 11. september. Alligevel er der ingen tvivl om, at Perrin og Mauvernay var i gang ved telefonen samme aften eller i hvert fald næste morgen, hvor også arrangørerne af de talløse støttekoncerter m.v. begyndte at strikke aftaler sammen.



I USA var den store manifestation helaftenskoncerten America: A Tribute to Heroes, der blev sendt i tv den 21. september 2001. En lang række kunstnere, fra Bruce Springsteen og Paul Simon til Celine Dion, Brad Pitt (!) og U2, optrådte uden honorar. Aftenens vært var Clint Eastwood. Billy Joel fremførte »New York State of Mind«, og Willie Nelson sang for på den »We Are the World«-agtige korudgave af »America the Beautiful«.
   Det var et nødvendigt stykke sorgarbejde, men ingen uforglemmelig musikoplevelse. Koncerten kom straks ud på cd og en dvd, som er nyttig at gense. Patriotismen er næsten lige så høj som de faldne spøgelsestårne.


DEN første væsentlige amerikanske film, som havde en mening om 11. september, var Michael Moores Fahrenheit 9/11, guldpalmevinderen fra maj 2004 og en af mest sete dokumentarer til dato. Moore talte Bush-administrationen imod i en form, der var lige så tendentiøs og populistisk som regeringens egen meddelelsesstil.
   Fahrenheit 9/11 var og er i mine øjne et genialt politisk frontalangreb på den republikanske retorik. Flere af mine kolleger kritiserede Moores »journalistiske metode« (i 2004 blev det betragtet som dårlig stil at anfægte noget ved koalitionshærens mobilisering). Pointen er jo netop, at Moore ikke er journalist, at han ikke foregiver at være objektiv, men lægger sine standpunkter frem i et filmessay, der tager alle midler, ikke mindst fjendens, i brug.
   Moore nåede allerede i Bowling for Columbine (2002) at vise et glimt af de faldende tårne. I kølvandet på attentatet kom også saglige tv-dokumentarer, der undersøgte logistikken bag sammenstyrtningen og kritiserede katastrofeberedskabet. World Trade Center: Anatomy of the Collapse (2002) var en produktion fra The Learning Channel. World Trade Center: Rise and Fall of an American Icon (2002) fortalte stedets historie. Konspirationssegmentet fulgte dem ivrigt.
   Moore arbejdede videre, undertiden med anstrengt nærsynethed, i Sicko, Capitalism: A Love Story og Where to Invade Next. Men da han i 2017 skulle udtrykke sin væmmelse ved valget af Donald Trump, ramte han plet ved at gentage titlen og vende dateringen. Fahrenheit 11/9 kombinerer sønderlemmende systemkritik med et veludført karaktermord på præsidenten.
   Fahrenheit 9/11 er mild satire i forhold til Fahrenheit 11/9. Moore gør nar ad Bush, som læser med de mindste i børnehaveklassen, da han modtager beskeden om attentatet. Bush bliver siddende, indtil timen er færdig. I konteksten virker det komisk, men måske var det simpelt hen tænkt som høflighed og hensyntagen i situationen. Bush var rådvild og ude at svømme. Trump er noget andet. For Moore bliver sagen for alvor personlig. Trump er en moralsk anomi, der skal standses på stedet.

 
DEN første fiktionsfilm, der brugte 9/11 om baggrund, var en ægte independent produktion af outsideren Jonathan Parrisen. Stairwell: Trapped in the World Trade Center (2002) lader to venner tale ud om forskelligt, mens de er fanget i ruinerne.
   Kommercielt satte 11. september sig snarere spor i tv-film som Eric Laneuvilles Ground Zero (2003), hvor et muligt terrorangreb i San Francisco afværges. Den systematiske intensivering af paranoiaen i tv-serier som 24 Hours (2001-2010) og Alias (2001-2006) var en umiddelbar følgevirkning af 9/11. Spiongenren vejrede morgen igen.
   Den første regulære biograffilm, som forsigtigt berørte 9/11, fik premiere i 2003. Ground Zero er et hovedmotiv i Spike Lees The 25th Hour, som var i konkurrence på Berlinalen i februar 2003. Edward Norton spiller en narkohandler, som tilbringer den sidste aften før et langt fængselsophold med at besøge gamle steder og meditere over sit forspildte liv, som han nu vil rette op på. Han har udsigt til Ground Zero, og efterbilledet af de manglende tårne er et vandmærke i bunden af hele filmen.



TO mere tankevækkende reaktioner på 11. september kom fra så flygtige medier som tv-føljetonen og tegneserien. NBC udsatte den ordinære sæsonpremiere på tredje årgang af dramaserien The West Wing (da. Præsidentens mænd) og sendte en enkeltstående episode, »Isaac and Ishmael«, som seriens skaber og daværende hoveforfatter, Aaron Sorkin, skrev umiddelbart efter 9/11. »Isaac and Ishmael« blev sendt i prime time den 3. oktober 2001.
   Sikkerhedsalarmen går, mens en gruppe elitestudenter besøger Det Hvide Hus. Et udgangsforbud træder i kraft, og i ventetiden har studenterne lejlighed til at tale politiske standpunkter med seriens gennemgående karakterer, præsidenten og hans rådgivere, der efter tur kommer ind og fortolker konflikten mellem USA og den arabiske verden. 9/11 bliver ikke nævnt med et ord, men den faste titelsekvens er erstattet med adresserne på en række nødhjælpsorganisationer.



»THEY do have specific complaints,« siger vicestabschefen Josh Lyman (Bradley Whitford) og fastslår samtidig, at »ekstremisme er for Islam, hvad Ku Klux Klan er for kristendommen«. Præsidentfruen (Stockard Channing) formulerer analogien om Isak og Ismael, den elskede søn og den uægte, udstødte halvbror. Imens sidder stabschefen Leo McGarry (John Spencer) og afhører en muslimsk sekretær, som er mistænkt for terror. Han mister besindelsen og fremsætter racistiske skråsikkerheder. Bagefter siger han undskyld. Tiden taget i betragtning, er »Isaac and Ishmael« en forbløffende nuanceret fremstilling af nogle svære sammenhænge.


I TEGNESERIENS verden producerede en kongerække af mediets førende forfattere og tegnere to albums, 9-11: Artists Respond (Dark Horse Comics, januar 2002) og 9-11 vol. 2: September 11th 2001 (DC Comics, januar 2002). Især andet bind, hvor kunstnere som Will Eisner, Kurt Busiek, Neal Adams, Neil Gaiman og Stan Lee forholder sig til 11. september, er interessant. På omslaget står Superman med ryggen til og siger »Wow!«, mens han beundrende ser på de virkelige helte: brandmænd, politifolk og sygeplejersker.

   I Steven T. Seagles historie »Unreal« forklarer Superman børnene, hvordan han kan flyve mellem stjerner og sætte Jordens rotation i stå. »The one thing I can NOT do – is break free from the fictional pages where I live and breathe – become REAL during times of crisis – and right the wrongs of an unjust world,« siger han over fire paneler. En af Duncan Rouleau og Aaron Sowds tegninger viser en dreng, som gør store øjne, mens han læser et Superman-blad. Drengen sidder i favnen på en livredder fra Ground Zero.
   Art Spiegelman (Maus) forlod sin faste ansættelse på The New Yorker for at skabe In the Shadow of No Towers (2004), et portfolio i overstørrelse, der begyndte som en serie i tyske Die Zeit. Det var Spiegelman, som tegnede den ikoniske forside til det første nummer af The New Yorker, som udkom efter terrorangrebet. Umiddelbart ligner billedet en massiv, sort rektangel. Når øjet vænner sig til mørket, ser det de faldne tårnes konturer.    
   Den danske tegneserieskaber Henrik Rehr (Danmark besat, Gavrilo Princip), som var og er bosat på Manhatten, skildrede byen og dagen i to graphic novels, Tirsdag (2002) og Tribeca Sunset (2004), som blev samlet i et bind i 2011. Bogen er et hovedværk i 9/11-litteraturen og et eminent eksempel på tegneserieromanen som hængsel mellem billedkunst og sprogkunst: en stribe af standsede billeder. Tribeca Sunset er udgivet på alle de store sprog.


DE første skønlitterære bøger var tre-fire år undervejs. Nick McDonell (Twelve) lader midterdelen af sin anden roman, The Third Brother (2005), foregå 11. september, mens hovedpersonen leder efter sin bror. Han beskriver udførligt, hvordan den dag var og føltes forskellige steder på Manhattan.
   Den første lidt kætterske brug af motivet findes i A Disorder Peculiar to the Country (2006) af Ken Kalfus. Joyce og Marshall Herriman fører skyttegravskrig under en skilsmisse og er tilbøjelige til at betragte attentatet som en velkommen afbrydelse. I hvert fald demonstrerer 9/11, hvor hæslig og unfair tilværelsen i virkeligheden er.
   John Updike (1932-2009) berørte attentatet i Terrorist (2006), en sen roman – hans 22.  om etnisk konflikt og radikalisering, der foregriber islamofobien, som fulgte med 9/11. Updikes vigtigste tekst om terrorangrebet er og bliver dog den personlige beretning, som stod i The New Yorker bare ti dage efter attentatet.*
    Philip Roth (1933-2018) lader fortælleren i Everyman (2006) flytte til New Jersey-siden af Hudson River, fordi han ikke føler sig tryg i New York. Mest uudgrundeligt – og muligvis mest langtidsholdbart  lod Thomas Pynchon en kvindelig forsikringsefterforsker udrede dunkle forbindelser i New Yorks finansverden op til 9/11, som dog ikke bliver nævnt med et ord i romanen Bleeding Edge (2013).
   I England skrev Ian McEwan Saturday (2005, da. Lørdag), som følger kirurgen Henry Perowne gennem London en lørdag i 2003, hvor angsten for terror er alle vegne, og protesten mod krigen i Irak vokser sig større. Romanen er i lige så høj grad en forudanelse om terrorangrebet i London den 7. juli 2005.
   Chris Cleaves debutroman Incendiary (2005) blev markedsført som en thriller, men er snarere en romantisk hybrid, der former sig som en ung enkes brev til Osama bin Laden. Irske Joseph O'Neills Netherland (2008) fortæller en politisk immigranthistorie fra New York og tager udgangspunkt i 11. september. Protagonisten vælger at blive i byen, hans hustru vælger at rejse, ikke af frygt for sin sikkerhed, men i desillusion over den politiske udvikling. O'Neill begyndte på bogen umiddelbart efter 9/11.


PATRICK McGraths novellesamling Ghost Town: Tales of Manhatten Then and Now (2006) kulminerer i kortromanen »Ground Zero«, hvor en psykiater bliver erotisk betaget af en patient, som har overlevet 9/11. Booker Prize-vinderen McGrath er forfatter til knudrede skrifter som The Butcher Boy (filmatiseret 1997 af Neil Jordan) og Spider (filmatiseret 2002 af David Cronenberg). Det er ikke så søgt som det lyder. Det er Cleaves Incendiary derimod.
   Jonathan Safran Foer (Alt bliver oplyst) skildrer i romanen Extremely Loud & Incredibly Close (2005, da. Ekstremt højt & utrolig tæt på), hvordan den ni-årige Oscar Schell leder efter spor af sin far, der omkom i World Trade Center. Bogen sidste 16 sider er en bladrefilm af grynede fotos, standsede billeder, der viser en faldende mand, som Oscar mener måske er hans far:

Jeg så på kort og oversigtsplancher, billeder fra aviser og blade og fra internettet og de billeder, jeg selv havde taget med min farfars fotografiapparat. Hele verden var samlet derinde. Og til sidst fandt jeg billederne af den faldende krop. Var det min far? Måske. Hvem det end var, var det nogen. Jeg tog de sidste sider ud af ringbindet. Jeg byttede om på siderne, så de sidste blev de første, og de første blev de sidste. Når jeg bladede i dem nu, så det ud, som om manden svævede opad mod himlen.
 

DON DeLillo (f. 1936) er en forfatter, der af sig selv kunne have udtænkt en begivenhed som 9/11. Han reagerede i romanen Falling Man (2007). Juristen Keith Neudecker og hans fraseparerede hustru Lianne reagerer forskelligt på begivenheden. Først kommer Neudecker »hjem« til familien. Så trækker han sig gradvis og bliver professionel pokerspiller. Lianne får det svært med arabisk musik og taler med mere sin mor, der gennem sin kæreste har forbindelse til det radikale miljø i 70ernes Tyskland.
   Gennem hele romanen optræder en performancekunstner på forskellige steder i byen. Iført jakkesæt hænger han med hovedet nedad og indtager posituren fra reportagefotoet, som Richard Drew tog for Associated Press og som fik ikonisk status straks efter 11. september. Det er en bearbejdet version af det samme foto, som Oscar Scnell gransker i Extremely Loud & Incredibly Close


JAY McInerney (f. 1955) var blandt de første, der offentliggjorde sin personlige 
»hvor-jeg-var«-beretning. I »The Uses of Invention«, et »fire år efter«-essay, som blev trykt i bl.a. The Guardian [17.09.05], beskriver forfatteren de kritiske reaktioner på Foers bog og sit eget arbejde med romanen The Good Life.
   McInerneys 9/11-roman udkom i januar 2006 og lader personkredsen fra Brightness Falls (1992, da. Lyset falder) leve sine liv i dagene før og efter attentatet. Han har siden fulgt dem videre i Bright, Precious Days (2016).
   Første del af The Good Life skildrer en middag, som afvikles før attentatet. Der springes så frem til dagen efter dagen, hvor alle værdier er oppe at vende. Selve angrebet skildres ikke i bogen. Flere karakterer finder sig selv ved at tage del i nødhjælpsarbejdet, men pointen er for så vidt, at livet går videre, selv efter hverdagens apokalypse. Efter forandringer er vi mere eller mindre de samme.
   I sit essay beskriver McInerney også, hvordan han fire dage efter terrorangrebet gik tur i Central Park med en ven og mødte forfatteren Jonathan Franzen. Franzens roman The Corrections (da. Korrektioner) var udkommet midt i panikken og sorgen. »Stakkels mand,« sagde McInerney bagefter til sin ledsager. »Der er ingen som kommer til at læse romaner i år.« Faktisk blev The Corrections det efterårs centrale litterære begivenhed i USA. Amerika brugte den til at finde sig selv.
    Bret Easton Ellis (f. 1964), forfatteren til American Psycho og en nær ven af McInerney, skrev ikke sin personlige beretning. I 2005 spiste jeg middag med Ellis, hans danske forlægger og Bibliopaten fra DR2 og Politiken. Forfatteren fortalte udførligt om sin lede ved den slags skrønskriverier. Hvad rager det andre folk, hvor man var? Hans foragt gjaldt også vennen, der »tog imod pengene« og skrev sin artikel.
   McInerneys essay er en fremragende tekst uanset. Den begynder med ordene: »There was a hole in the skyline, the morning after.« 


GERHARD Richter (f. 1932) malede September i 2005. Billedet måler kun 52 x 72 cm og indgår i den faste samling på Museum of Modern Art i New York. Da MoMA i marts 2020 viste udstillingen The Sublime Farewell, som formentlig bliver det sidste koordinerede statement fra den nu 89-årige kunstner, forsvandt sofastykket næsten mellem de øvrige vægstore billeder. Det var formentlig præcis meningen. September er den vigtigste markering i billedkunsten.
   Der var i øvrigt en syndflod af installationer, og i kompositionsmusikken en veritabel tsunami af opera, solo- og korsang, typisk skrevet for strygerkvartet og klassiske stemmer, med ny eller bearbejdet tekst af tidens førende lyrikere. Jeg ved ikke nok om de discipliner til at kunne sondre med overbevisning. Påfaldende mange arbejder syntes at være bestillingsopgaver.
   Så til slut skal nogle rocksange nævnes: Neil Young (f. 1945) var hurtigt ude med »Let’s Roll« på albummet Are You Passionate? (2002). Sangen hylder på meget firkantet vis de 44 passagerer i United 93-flyet, som trodsede kaprerne: »Let’s roll for Freedom/ Let’s roll for Love/ We’re goin’ after Satan/ On the wings of a Dove.«



YOUNG var blandt stemmerne i koret på den patriotiske udgave af »America the Beautiful« fra Tribute to Heroes-koncerten. Det forklarer måske, hvorfor albummet Living With War (2006), en massiv elektrisk næve i synet på Bush-administrationen, som Young havde støttet i perioder, slutter med en utopisk idyl for 100 stemmer, da koret afsynger »America the Beautiful«. Samme år udgav Young en mere rustik version af albummet, Living with War - In the Beginning, med flere sange og færre effekter.
   Young indrullerede sine gamle kamp- og generationsfæller David Crosby, Steven Stills og Graham Nash, og kvartetten tog på turne med værket, som er grundmaterialet i koncertfilmen CSNY/Déjà Vu, som han selv instruerede under sit Bernard Shakey-alias. Slagnummeret var det polemiske »Let's Impeach the President«. Da Young præsenterede filmen på Berlinalen i 2008, faldt det sammen med lanceringen af Martin Scorseses koncertfilm med The Rolling Stones, Shine a Light, som alle skulle ind til. Ved et tyndt besat pressemøde udtalte Young, at han ikke havde ikke mange eksempler på, hvordan kunst kunne ændre realpolitikken.



BRUCE Springsteen (f. 1949) skrev sangene på The Rising (2002). Noble gamle Tom Paxton (f. 1937) skrev en bevægende hymne, »The Bravest«, til hverdagens helte på albummet Looking for the Moon (2002). Verdensmanden Leonard Cohen (1934-2016), der ligefrem havde foregrebet en apokalyptisk begivenhed som 9/11 på albummet The Future (1992), tænkte sig længere om, før han skrev »On That Day« til albummet Dear Heather (2004):
   
Some people say
They hate us of old
Our women unveiled
Our slaves and our gold
I wouldn’t know
I’m just holding the fort
But answer me this
I won’t take you to court
Did you go crazy
Or did you report
On that day
They wounded New York?

MAN må alt i alt konkludere, at amerikanske (og canadiske) forfattere og filmskabere har haft det mest sobre og realistiske forhold til traumet, som ramte nationen den 11. september 2001. Siden fulgte Abu Ghraib og Guantanamo; krigene i Irak og Afghanistan; krigen mod terror med tusinde hoveder. George W. Bush indførte The Patriot Act og etablerede The Department of Homeland Security, der har penge som græs og licens til at dræbe. Osama bin Laden blev lokaliseret og likvideret i 2011. Tilbagerulningen af demokratiske processer er her endnu.
   9/11 var, er og bliver en level event i fælleskulturen. Først COVID19-pandemien i 2020 kommer i nærheden af at have samme betydning, og den skyldtes ikke et terrorangreb, selv om den daværende amerikanske præsident og hans radikale tilhængere gjorde, hvad de kunne, for at sende den mulighed i spil.


TYVE år med talrige terroraktioner fulgte, men ingen havde samme virkning. Det var dét, som komponisten Karlheinz Stockhausen (1928-2007) mente, da han kaldte terrorangrebet »das größte Kunstwerk, das es überhaupt gibt für den ganzen Kosmos« [»det største kunstværk, der nogensinde har eksisteret,« blev det oversat til]. Han blev massivt fordømt og misforstået, og det hjalp ikke, at han efterfølgende prøvede at forklare, at han talte om 11. september i forhold til operaværket Licht, der optog de sidste år af hans liv.
   Også muligheden for nuancering faldt med tvillingetårnene. Efter 9/11 har med eller mod os været den eneste måde. Især ærke-newyorkeren Laurie Anderson (f. 1947) har med stor effekt registreret den nye virkelighed og mentalitet, både på albummet Homeland (2010) og i filmen Heart of a Dog (2016). Det er muligt, at forfatterne og sangerne er populister. Men det er godt, at de er der og kan kritisere kulturen i et sprog, som selv præsidenter forstår.




*) Først og finest reagerede John Updike (1932-2009), den store skildrer af (især) den (hvide) amerikanske middelklasses sæder, skikke og erfaring i seks årtier efter 1945.
   Forfatteren boede til hverdag i Massachusetts, i en af de små østkystbyer, han skrev om, men den 11. september, 2001, var han sammen med sin hustru i New York for at besøge (sted)sønnen Jason og dennes familie.
   Updike var til sin død en flittig leverandør til The New Yorker, hvor han (efter mange forsøg) debuterede med novellen »Ace in the Hole« i 1954. Han skrev på opfordring et causerende miniessay til klummen »The Talk of the Town« (som har været et fast element i magasinet fra begyndelsen i 1926). 
   The New Yorker dedikerede sit første nummer efter terrorangrebet til attentatet. I dobbeltnummeret, som udkom den 24. september, bidrager Updike sammen med otte kolleger til en særudgave af Talk of the Town. De andre forfattere er Jonathan Franzen, Denis Johnson, Roger Angell, Aharon Appelfeld, Rebecca Mead, Susan Sontag, Amitav Ghosh og Donald Antrim. 
   Updikes tekst er skrevet med en tilgang, der kan minde den danske læser om Herman Bangs bedste journalistik. Han beskriver nøjagtigt, hvordan han og familien oplevede det. Han rapporterer, reflekterer og slutter uden ét gram patos med en skildring af, hvordan verden ser ud næste dag.
   »Suddenly summoned to witness something great and horrendous, we keep fighting not to reduce it to our own smallness,« begynder Updike og redegør for situationen, idet han betoner uvirkelighedspræget: »From the viewpoint of a tenth-floor apartment in Brooklyn Heights, where I happened to be visiting some kin, the destruction of the World Trade Center twin towers had the false intimacy of television, on a day of perfect reception.«
   Han forholder sig både praktisk og æstetisk til fænomenet: »It seemed, at that first glance, more curious than horrendous: smoke speckled with bits of paper curled into the cloudless sky, and strange inky rivulets ran down the giant structure’s vertically corrugated surface.«
   Updike minder læseren om, hvad det er, der forsvinder: »The W.T.C. had formed a pale background to our Brooklyn view of lower Manhattan, not beloved, like the stony, spired midtown thirties skyscrapers it had displaced as the city’s tallest, but, with its pre-postmodern combination of unignorable immensity and architectural reticence, in some lights beautiful.«
   Familien har stadig en tv-fornemmelse af, at nogen vil gøre et eller andet: »As we watched the second tower burst into ballooning flame (an intervening building had hidden the approach of the second airplane), there persisted the notion that, as on television, this was not quite real; it could be fixed; the technocracy the towers symbolized would find a way to put out the fire and reverse the damage.«
   Da det andet tårn falder efter en time, bliver oplevelsen endelig virkelig:
   »And then, within an hour, as my wife and I watched from the Brooklyn building’s roof, the south tower dropped from the screen of our viewing; it fell straight down like an elevator, with a tinkling shiver and a groan of concussion distinct across the mile of air. We knew we had just witnessed thousands of deaths; we clung to each other as if we ourselves were falling.«
   Updike er en af de første, som beskriver efterbilledet: »Amid the glittering impassivity of the many buildings across the East River, an empty spot had appeared, as if by electronic command, beneath the sky that, but for the sulfurous cloud streaming south toward the ocean, was pure blue, rendered uncannily pristine by the absence of jet trails. A swiftly expanding burst of smoke and dust hid the rest of lower Manhattan; we saw the collapse of the second tower only on television, where the footage of hellbent airplane, exploding jet fuel, and imploding tower was played and replayed, much rehearsed moments from a nightmare ballet.«
   Herefter følger en redegørelse for oprydningsarbejdet og en hyldest til redningsmandskabet: »The nightmare is still on. The bodies are beneath the rubble, the last-minute cell-phone calls  remarkably calm and loving, many of them – are still being reported, the sound of an airplane overhead still bears an unfamiliar menace, the thought of boarding an airplane with our old blasé blitheness keeps receding into the past.«
   Før var himlen åben. Nu er den med ét blevet farlig. Det er en ny slags krig, der kommer. Updike beskriver, hvordan vi aldrig vil flyve med selvfølgelighed: »Determined men who have transposed their own lives to a martyr’s afterlife can still inflict an amount of destruction that defies belief. War is conducted with a fury that requires abstraction – that turns a planeful of peaceful passengers, children included, into a missile the faceless enemy deserves. The other side has the abstractions; we have only the mundane duties of survivors – to pick up the pieces, to bury the dead, to take more precautions, to go on living.«
   Mere sikkerhed indebærer mere overvågning. Er det, hvad vi ønsker? Det er det måske: »But fly again we must; risk is a price of freedom, and walking around Brooklyn Heights that afternoon, as ash drifted in the air and cars were few and open-air lunches continued as usual on Montague Street, renewed the impression that, with all its failings, this is a country worth fighting for. Freedom, reflected in the street’s diversity and daily ease, felt palpable. It is mankind’s elixir, even if a few turn it to poison.«
   Endelig bliver det morgen igen: »The next morning, I went back to the open vantage from which we had watched the tower so dreadfully slip from sight. The fresh sun shone on the eastward façades, a few boats tentatively moved in the river, the ruins were still sending out smoke, but New York looked glorious.« 
   Teksten er en lille klassiker. Updike samlede den selv op i Due Considerations: Essays and Criticism (2007). »September 11, 2001« er trykt ss. 117-18. Hele den originale feature kan læses i The New Yorkers arkiv.


Fotos: AP (Richard Drew: 'The Falling Man'), Gerhard-Richter.com ('September'), The New Yorker, relevante forlag, musik- og produktionsselskaber.
Se hvor bøgerne findes på Saxo; se hvor filmene bliver streamet på Playpilot; det meste af musikken kan høres på iTunes, YouTube og Spotify
En første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 16.06.2006 - der er revideret (også holdningsmæssigt) og skrevet til i september 2021