HUNDREDE KILOMETER BORTE
En western fra 1750ernes Jylland
Af BO GREEN JENSEN
Antagonisten er Frederik »de« Schinkel, kammerherre, landsdommer og arving til godset ved Hald. Kahlen vil kolonisere landskabet, så han kan sætte et »von« i sit navn. Den privilegerede Frederik har selv sat »de« foran Schinkel. Han betragter heden som sin egen jord og har planer om at udnytte den, når midlerne fra hans formæling med den norske adelsfrøken Edel kommer i hus.
BEGGE mænd har faktisk levet, Ludvig von Kahlen fra 1700 til 1774, Frederik de Schinkel (eller Skinkel) fra 1719 til 1794. Forfatteren Ida Jessen beskriver deres skæbner i romanen Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020. Især tager hun afsæt i den historiske uvished, der er et frodigt rum for fantasien. Som Jessen siger i en note til slut:
»Selv om mange af personerne altså har eksisteret i den virkelige verden, findes der så lidt nedtegnet om dem, at der har været rig mulighed for at fabulere, og det har jeg gjort, ligesom jeg visse steder har tilladt mig at flytte datoer og årstal.«
Meget af stoffet har ligget til benet, da Nikolaj Arcel og Anders Thomas Jensen gav sig til at bearbejde romanen. Alligevel er Bastarden en betydelig bedrift. Det litterære liv er oversat til majestætiske billeder. Heden bliver en kolossal metafor. Især de vilde naturscenerier er forløst med visionær styrke:
»Det er oktober. Vinden hyler over heden. Den kommer ude fra havet hundrede kilometer borte og møder ingen modstand, før den rammer kaptajnens hus. Vinden slår mod ruderne, banker ned i skorstenen, river i de tykke egeplanker, der er bragt ud til heden helt fra skovene i Silkeborg. Der bor onde djævle i vinden, den pisker jorden med regn, den hviner og tuder.«*
DEN jyske hede var Danmarks tundra, et uopdyrkeligt steppelandskab, som ikke stod tilbage for ørkener i Asien, Amerika og Australien. Heden lå øde hen i århundreder. Kun vildmænd, lovløse og udstødte færdedes på prærien. Alene af den grund giver det mening at betragte Bastarden som en dansk western.
I skolen lærte vi om ingeniøren Enrico Dalgas (1828-1894), som grundlagde Hedeselskabet og forvandlede vildmarken til frugtbart agerland. Det blev gjort ved at grave i jorden og rette åerne ud. Nu er heden fredet i klasse A, og i nyere tid har man arbejdet på at udbedre topografien. Kultiveringen af heden var i mange henseender en økologisk katastrofe – som stordriften, der ødelagde den amerikanske landbrugsjord i 1930erne – men i 60erne var det stadig en heltefortælling. Vi lyttede ikke opmærksomt. Det var en fjern og uvedkommende historie om et sted, som vi tog for givet.
Kahlen ankom 100 år før Dalgas. Hans forsøg på at opdyrke heden – som faktisk bar frugt i ti år, før han opgav – hørte vi aldrig et ord om. Bastarden og hans spejltvilling, den onde Schinkel, lever i en kronologisk parentes, der vil lukke sig om dem og blive til sand. »På hede, der ikke anvendes, dør lyngen i løbet af ca. 25 år og efterfølges af revling og bølget bunke,« kan man læse i Den Store Danske på lex.dk. Sådan er det gået for stræberen Kahlen, som kom til heden og blev et helt menneske.
FILMEN er som skåret eller hugget i granit. Vi ser Kahlen iføre sig den slidte paradeuniform og få foretræde for embedsmændene i Rentekammeret. Han vil allerhelst tale med kongen, men det kan han skyde en hvid pind efter. Frederik den 5. har travlt med sit eget. Vi ser ham fra ryggen én enkelt gang.
De bløde mænd med silkeveste og pudrede parykker ligner dekadente bureaukrater på et satirisk kobberstik af briten George Cruikshank. Vi er i den danske udgave af tiden, hvor Henry Fielding skrev picareske romaner som The History of Tom Jones, a Foundling (1749). Herhjemme var Ludvig Holberg i gang med at måle klasseforskellen op.
Da Tony Richardson filmatiserede Tom Jones – og fik en Oscar for arbejdet i 1963 – brugte han talrige modernistiske stilgreb. Albert Finney brød den fjerde væg, når han talte direkte til publikum. Også Stanley Kubrick holdt ironisk distance, da han instruerede Ryan O’Neal i sin med rette beundrede Barry Lyndon (1975). Sofia Coppola fylder Marie Antoinette (2006) med anakronistiske tricks. Arcel kunne selv være metabevidst i En kongelig affære (2012).
Der er intet af alt dette i Bastarden. Her bliver det igen et spørgsmål om at komme tæt på og være tilbage. Det er næsten som med heden i Jylland. Verden skal gøres så skæv, som den var. Det gælder om at generobre uskylden og oprindeligheden.
KAHLEN fortrækker ikke en mine, da hans projekt bliver latterliggjort. Han spilles af Mads Mikkelsen med autoritet og fuldkommen indlevelse. Der er en antydning af foragt i de dirrende næsefløje. Og aldrig bare skyggen af et smil eller nogen varme i blikket. Nogle af de ting kommer med tiden, ude på heden, da gården Kongenshus er rejst og kan ses på en afstand af 12 kilometer.
Embedsmændene, der har Søren Malling som en slags talsmand, enes om at give Kahlen grønt lys. Han vil selv jo finansiere projektet med sin pension (hvordan den så skulle række til det), og for så vidt kunne man love ham at blive kejser af Rusland. Det vil alligevel ikke lykkes. Mange har prøvet og fejlet. Det mørke Jylland er stadig en ørken, som den krævende konge gerne ser brugt. Dengang som nu handler alting om penge og status, i hvert fald i den materialistiske verden. Og findes der egentlig andre?
Ergo får Kahlen sin tilladelse. Filmens første 20 minutter er en montage af berusende scener, hvor manden kæmper alene på heden, hugger, stikker og borer i jorden, mens elementerne raser. Fotografen Rasmus Videbæk har mesterligt omsat naturen fra bogen:
»Ved totiden lægger han magasinet ned i kassen med bøger. Han er for træt til at skrive i logbogen. Han lægger sig på sin lyngseng med støvlerne på og trækker frakken op over sig. Han lukker øjnene og indsnuser lugten af halm, der sidder i hans ærme. Så falder han i søvn. Denne gode nat. Stjernerne over teltet. Den vilde himmel pulserer af lys, Mælkevejen banker af hvidt uroligt lys. Men kaptajnen sover og ser det ikke. Kaptajnen sover.«
Der er præcis den samme følelse i filmen. I Bastarden har stof, forfatter og filmskabere virkelig fundet hinanden. Alting går op i en sanselig ligning.
ANN Barbara Nielsdatter bliver spillet lige så fornemt af Amanda Collin. Collin har en indbygget, hård kvalitet, der kan bruges sympatisk eller lakonisk, ganske som Mikkelsens fine register. Her er hun først og fremmest hans fælle. Kun Ann Barbara ser hele manden. Kun hun kan sige ham imod – og fordi hun gør det sjældent, lytter han.
Ann Barbara er en fiktiv karakter. Hun kommer ind i kaptajnens liv som hans husholderske. Den svenske præst (Gustav Lindh), som drømmer om at rejse en kirke på heden, er så godt som alene om at se de store muligheder i Kahlens projekt. Han har skjult Ann Barbara og hendes mand, fæstebonden Johannes Eriksen (Morten Hee Andersen), der er flygtet fra despoten på Hald.
Ann Barbara og Johannes er de eneste, som vil arbejde for Ludvig Kahlen. Det er strafbart at hjælpe flygtende bønder, som under stavnsbåndet er herremandens personlige ejendom. Han kan bruge og tage deres liv som han vil. Det er noget af det bedste ved Bastarden. Filmen gør slaveriet konkret.
JEG har forbehold omkring slutningen. Men Bastarden er et stort epos med mange små sidehistorier og en overordnet ambition, der kan måle sig med Kahlens stræben. Arcel lægger stoffet til rette, så man accepterer at være tilbage i tiden, mens man føler med de stærke karakterer. Man er mere end et publikum. Nogle film betoner distancen. Bastarden vil have os til at leve med – og det lykkes.
For at nå denne trancelignende tilstand, må man ikke vide for meget på forhånd. Man skal gøre sine erfaringer i samme tempo som kaptajnen og Ann Barbara. Jeg vil ikke ødelægge oplevelsen med en detaljeret synopsis. Det er en gennemført og medrivende film, som virker på snart sagt alle niveauer.
SIMON Bennebjerg giver Frederik Schinkel en påfuglevifte af skabagtige og irriterende manerer, som han nyder at udfordre sine omgivelser med. Frederik er ondskabsfuld og forkælet, men han er også intelligent. Han vil markere sit fællesskab med Kahlen, som en rest af anstændighed i ham respekterer og frygter, men han må samtidig demonstrere den sociale afstand. Schinkel repræsenterer et moderne, absurd verdenssyn og fører lange monologer om kaos og Gud i naturen, som Kahlen aldrig byder ind i.
Værst er vel en djævel, som ved, hvad han gør. Schinkel får sine fæstebønder tortureret. Da han har lyst til at dræbe sin forlovede, myrder han kammerpigen i stedet. Han gør det uden at blinke. Vi ser, hvad han gør ved Johannes. Eller vi tror, at vi ser torturen med kogende vand. Faktisk er scenen et skoleeksempel på, hvordan man lader fantasien arbejde. Det er næsten som brusersekevensen i Alfred Hitchcocks legendariske Psycho (1960). Der er intet smeltende kød.
DET er med skildringen af barnet, sigøjnerpigen Anmai Mus, at Bastarden træder i fuld karakter som et romantisk kunstværk. Anmai Mus er et livstykke, som inkarnerer naturen. Kaptajnen møder hende første gang, da han forsvarer sig mod taterne, der som de eneste trives på heden, hvor de kan være i fred. De har intet til overs for normaliteten. I en western ville de være den oprindelige befolkning.
Da Schinkel driver arbejdsstyrken på flugt, vender Kahlen sig til taterne og får overbevist lederen Hector (Magnus Krepper) ved at give ham sin dyrebare medalje og en væsentlig andel af høsten. Det er længe en hemmelighed, hvad Kahlen planlægger at dyrke på heden. Jeg vil derfor ikke røbe den hér.
Da Kahlen har bragt Anmai Mus sikkert tilbage, lægger hun en stav for hans fødder. Hector forklarer, at hvis han tager den op, bliver han en del af hendes stamme eller klan. Så Kahlen lader staven ligge. Han vil for det første holde sig fri af følelser. For det andet synes han (som alle andre), at han er hævet over romaerne. Staven fungerer i filmen som Tjekhovs gevær. Eller Hedda Gablers pistoler. Det er den dramaturgiske regel, som siger, at hvis man i første akt ser et våben på væggen, vil det med sikkerhed blive affyret til slut. Staven bliver kastet og samlet op flere gange.
PÅ heden bliver Kahlen omsider en god mand. Eller han realiserer sit potentiale for godhed. Det sker i små ryk, og der er mange mellemregninger, men der kommer en vidunderlig tid, hvor alt ved tilværelsen lykkes. Kahlen, Ann Barbara og Anmai Mus bliver en lille familie i vinden. Ludvig lærer sin datter at regne og skrive. Da han bliver udnævnt til landmåler, er hun hans lærling. Han glemmer frøken Edel (Kristine Kujath Thorp), indtil luksuskvinden er der igen. Kahlen nyder dagene. Som selvsagt ikke varer evigt, men det bliver nuet blot sødere af.
Melina Hagberg er mageløs som pigen, der kalder ham »Bette Far« på sit syngende sprog. Kahlen står meget igennem og modstår mange fristelser for at realisere sin drøm. Han undlader ofte at reagere, fordi det tjener ham bedre at lade Schinkel rase efter behag. På denne tid anfægter man ikke hierarkiet.
Der kommer et turning point, som står mejslet, da lykken atter vender for Kahlen, og han forpasser sin chance. Kolonisterne – som er tyske migranter – kræver, at det hedenske heksebarn bliver fjernet. Han raser i afmagt og vælger forkert. Ann Barbara er målløs. Kahlen svigter kærligheden – og bruger resten af livet på atter at gøre det godt.
Sådan viser man, at der findes karma i verden – og sådan skriver man et stærkt manuskript.
MADS Mikkelsen er en formidabel håndværker. Man har ikke følelsen af at se på en stjerne, som spiller stort skuespil. Man ser karakteren, som han tager på sig. Ludvig Kahlen er en af de typer, han tolker allerbedst: manden, der ikke vil give sig og rejser sig uanset, hvilke slag der kommer. Han er som One-Eye i Valhalla Rising, (2009), Lukas i Jagten (2012), Jon Jensen i The Salvation (2014), Overgaard i Arctic (2018), Tonny i Pusher II (2004).
Mikkelsen spillede Michael Kohlhaas i Arnaud des Pallières 2013-filmatisering af historien bag Heinrich von Kleists novelle. Kohlhaas er manden, der ikke vil svigte sine principper og fører krig mod herremanden for princippet og to oksers skyld. Han betaler samtidig prisen for hævngerrighed, for aldrig at kunne hvile eller bøje af. Hans sejr giver derfor ingen katarsis.
Figuren er brugt på film mange gange, blandt andet i westernregi. John Cusack spillede Kohlhaas i Jon Badhams The Jack Bull (1999). Det er den arketypiske grundhistorie om små folk, der trodser den store betvinger. Den lovløse outsider bliver oprørsleder. Det er den slags mand, Mikkelsen er i Bastarden.
Især er det den samme konflikt mellem kvægfarmere, der vil fortrænge små gårdmænd, mens den første befolkning fordrives af alle, og lejede revolvermænd køres ind for knuse modstanden. Konflikten har båret 100 westerns fra Shane (1953) til Once Upon a Time in the West (1968) og Heaven's Gate (1980). Som nævnt bliver Bastarden kaldt en dansk western. Det er den både i kraft af sit landskab og den tidløse Kahlen, som på én gang er menneske og mytologi.
DET er den første danske film, som Arcel har skrevet med andre end Rasmus Heisterberg (der blev sin egen instruktør med I blodet). Anders Thomas Jensen er snedkeren, der kan rette en hvilken som helst vinkel, og han gør det igen i Bastarden. For resten har filmen heddet forskelligt. Kongens land var i lang tid en udmærket titel. På engelsk hedder filmen nu The Promised Land.
Bastarden fortjener sin Oscar-indstilling, og Arcel er tilbage på sporet fra En kongelig affære. I Hollywood brugte han lang tid på at instruere The Dark Tower (2017). Få kunne lide resultatet, men oplevelsen var sikkert både lukrativ og lærerig. I hvert fald er der slet intet fedt på Bastarden, og Kongenshus står i den samme slags waste land som tårnet i Stephen Kings fortælling. Det er levende, dugfrisk historie. Det er sagnstof og virkelighed på én gang.
DER skal herfra kun lyde et velment tillykke. Og måske en lille opfordring til på et tidspunkt at træde tilbage fra genrestykket igen. Arcel kan sine genrer: krimi, fantasy, ædel historie. Men Sandheden om mænd (2010) var hans mest personlige arbejde, og filmen sagde nogle vigtige ting. Der er ingen grund til at afskrive samtiden helt.
Der er derimod grund til at gå i biografen. Bastarden er en af de helt store film, som giver mediet nyt liv i usikre tider.
Bastarden var nomineret i 7 kategorier, da Bodil-priserne blev uddelt for 77. gang den 16. marts 2024. Den vandt for Bedste danske film, Bedste fotograf (Rasmus Videbæk), Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen) og Bedste scenografi (Jette Lehmann). Ved Robert-uddelingen i februar var filmen nomineret i 15 kategorier. Den vandt for Bedste film, Bedste fotograf, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste mandlige birolle (Simon Bennebjerg), Bedste adapterede manuskript (Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel), Bedste scenografi, Bedste kostumer (Kicki Ilander), Bedste make-up (Sabine Schumann) og Bedste visuelle effekter (Nina Strøm, Alexander Schepelern). Endvidere modtog Bastarden Nordisk Film Biografers publikumspris. Bodilpriserne uddeles af Danske Filmkritikere, Robertpriserne af Danmarks Film Akademi.
*) Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara. 508 s. Gyldendal, 2020. Lydbogsudgaven er indtalt af Jens Albinus og har fået legendarisk status allerede. Også her er en stemme, som finder det rigtige stof.
Bastarden. Instruktion: Nikolaj Arcel. Manus: Anders Thomas Jensen, Nikolaj Arcel. Foto: Rasmus Videbæk. 127 min. Danmark-Sverige-Norge-Tyskland 2023. Dansk premiere: 05.10. 2023.
Fotos: Zentropa Entertaiments (stillfotos Henrik Ohsten; poster art Danni Riddertoft)/ TrustNordisk/ Det Danske Filminstitut/ Den Vestdanske Filmpulje/ Eurimages/ Hedeselskabet af 1969/ TV2 Danmark/ SFI/ SVT/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Czech Film Fund/ Mitteldeutsche Medienförderung/ MOIN Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ DFFF/ Plaion Pictures/ Magnolia Pictures (YouTube trailer)/ Forlaget Gyldendal.
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy + er stadig i biografdistribution
Teksten lagt på POV.International 06.10.2023.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar