EN ROBINSON I SNEEN
Mads Mikkelsen som stoisk overlever
Af BO GREEN JENSEN
EN pilot er strandet i den arktiske ismark. Han bruger sit knækkede fly som et helle og har indrettet sig i en nøjagtig rutine. Han jager, sætter fælder og håber at fange en fisk. Han fantaserer om mad og om at blive fundet. Der er kun de basale behov. Han bygger et nødsignal, et SOS som kan læses fra luften, hvis der en dag skulle komme et fly.
Af BO GREEN JENSEN
EN pilot er strandet i den arktiske ismark. Han bruger sit knækkede fly som et helle og har indrettet sig i en nøjagtig rutine. Han jager, sætter fælder og håber at fange en fisk. Han fantaserer om mad og om at blive fundet. Der er kun de basale behov. Han bygger et nødsignal, et SOS som kan læses fra luften, hvis der en dag skulle komme et fly.
Arctic er en robinsonade, som holder sig strengt og stoisk til sagen: overleverens minimalistiske livsform. Der er ingen forsøg på at blødgøre emnet med de excentriske ornamenter, som Robert Zemeckis brugte i Cast Away (2000), hvor Tom Hanks bevarede fornuften ved at tale til en volley ball, som han kaldte Wilson. Ej heller efterdødsfantasier af typen, som James Franco havde i Danny Boyles 127 Hours (2010).
Da piloten forlader sit fly, bliver hans rejse en kædereaktion af fra asken til ilden-oplevelser, der kan minde om en slow motion-udgave af Leonardo DiCaprios bane i The Revenant (2015). Allermest ligner manden måske de strandede astronauter i Moon (2009) og The Martian (2015).
DA hjælpen når frem, bliver problemet fordoblet. Helikopteren kredser forgæves og styrter. Det lykkes manden at redde en kvinde, som han samvittighedsfuldt tager sig af. Hun er bevidstløs det meste af tiden, men opgaven giver ham formål og fokus. Robinson finder sin Fredag sådan.
Mads Mikkelsen er alene på lærredet i størstedelen af tiden. Han leverer en udsat figur, der fungerer både fysisk og mentalt. Sammenbidt og dog til at læse. Hver handling er beskrevet så grundigt, at vi forstår, hvor stor triumfen er, når det lykkes at spise varm fisk eller gå et ekstra stykke vej.
Der er et møde med en isbjørn. Der er et vendepunkt, hvor manden sætter usikkert håb over statisk rutine. Men brasilianske Joe Penna har instrueret, så rejsen aldrig bliver åbenlyst metaforisk. Der er kun det konkrete nu. Det er mere interessant end at se de iscenesatte overlevere i reality-serier som Alene i vildmarken.
DET er en film med sin egen økonomi og logik. Man lever sig ind og bliver inspireret. Det er i høj grad Mikkelsens fortjeneste. I udenlandske roller bliver han somme tider svigtet af sproget. Det er der ingen risiko for i Arctic. Der er kun manden, som bakser på isen.
Man kunne vise Arctic sammen med Jaume Collet-Seras The Shallows (2016). Her er Blake Lively alene på en klippe i vandet. Hun forsvarer sig mod en hvid kæmpehaj, som bliver ved med at komme. Heller ikke her er der symboler. Eller også er alting symboler. Kvinden vil satse og svømme mod land. De to film er fuldendte spejlbilleder.
Fysiske fabler i temaet Naturhistorier: Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]; Werner Herzog: Grizzly Man (2005); Sean Penn/Jon Krakauer: Into the Wild (2007) [Bogen og filmen]; John Curran/Robyn Davidson: Tracks (2013) [Bogen og filmen]; Jean-Marc Vallée/Cheryl Strayed: Wild (2014) [Bogen og filmen]; Danny Boyle/Aron Ralston: 127 Hours (2010) [Bogen og filmen]; Jaume Collet-Serra: The Shallows (2016).
Arctic. Instr.: Joe Penna. Manus: Ryan Morrison og Joe Penna. Foto: Tómas Örn Tómasson. 97 min. Island 2018. Dansk premiere: 31.01.2019.
Fotos: Armory Films/ Pegasus Pictures/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Paramount, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Teksten bragt i Weekendavisen Kultur 01.02.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar