Duncan Jones: Moon (2009) [Sci-Fi 100]

ABSURD PERSON ENTAL

Duncan Jones debuterer med robinsonade

Af BO GREEN JENSEN 

MANGE moderne robinsonader er henlagt til det ydre rum, hvor ingen kan høre den strandede skrige, når irrationelle dæmoner gestaltes med overjordisk akkuratesse. For det ydre rum ligger som regel indvendig, hvor rejsen til sindets ende begynder.

   I Moon har menneskeheden løst sine problemer med energiforsyning og klimaforandring. Den privatejede Lunar Industries-koncern producerer bæredygtig energi på Månens bagside, hvor fire kolossale høstmaskiner samler sten, som knuses og konverteres til brændstoffet Helium 3. Basen betjenes af én enkelt mand, som skriver kontrakt for tre år ad gangen. Hans eneste selskab er computeren Gerty, som vedligeholder virkeligheden og minder ikke så lidt om robotten fra Lost in Space.

   Naturligvis bliver man ensom, og selvfølgelig får man klaustrofobi. I Gertys erindring er stribevis af optagelser med Sam, som bryder sammen eller er på nippet til at gøre det, når han kommunikerer med ledelsen hjemme eller taler med sin hustru og datter på Jorden. Ved begyndelsen har Sam to uger tilbage i ensomheden, der er af eksistentiel karakter, for at sige det mildt. Da han vil tilse en funktionsfejl, kører månebilen galt og Sam sidder livløs tilbage med en flænge i hovedet.

IGEN bliver der lys. Sam kommer til sig selv i infirmeriet. Computeren beskriver – med Kevin Spaceys elskværdige stemme – hvad der gik galt. Gerty er en tænksom maskine, der overvejer sit direktiv lige så nøje som arbejdsrobotten i Wall-E. Hans reaktioner er markeret med en smiley, som kan græde og undre sig i sit display. Nu må man ikke læse videre, hvis man intet vil vide om filmens præmis. For den atter fokuserede Sam vil undersøge ulykkesstedet. Og så er der pludselig to af den samme.

   Hvem er klonen? Hvem er førsteudgaven? Er der muligvis flere kopier? Moon blander behændigt temaer fra sci-fi-hjørnesten som Solaris (livagtige hallucinationer), 2001 (Gerty nedstammer fra Hal) og Blade Runner (kloners smerte ved kunstig erindring, som ikke desto mindre gør ondt). Man husker også 1969-hittet »Space Oddity«. Vist hedder manden i Moon ikke Major Tom, men instruktøren Duncan Jones er ikke for ingenting søn af David Bowie*.

   

SAM Rockwell spiller sig selv flere gange med overbevisning, og Kevin Spacey giver computeren Gerty karakter. Eksteriørbillederne fra Månens overflade er forbløffende overbevisende. Filmen rører rigeligt meget sammen i gryden, men den stiller relevante spørgsmål og udforsker på intelligent vis de temaer, som kommer til udtryk i robinsonader. Moon er skarp og stilbevidst science fiction med potentiale til at blive en lille klassiker på linje med Dalton Trumbos Silent Running (1972), hvor Bruce Dern på samme måde var alene i rummet.

Moon. Instr.: Duncan Jones. Manus: Nathan Parker. Foto: Gary Shaw. 97 min. UK 2009. Dansk premiere: 18.02.2010

Duncan Zowie Haywood Jones (f. 1971) er søn af Angela Barnett og David Bowie (1947-2016), som egentlig hed David Robert Jones. Han tog scenenavnet Bowie for ikke at blive forvekslet med Davey Jones fra The Monkees. Sangen 'Kooks' fra Hunky Dory (1971) er forældrenes gave til drengen: 'Will you stay in a lovers' story?/ If you stay you won't be sorry/ 'Cos we believe in you// Soon you'll grow, so take a chance/ With a couple of kooks/ Hung up on romancing.'

   Da Zowie Bowie blev dåbt, var der bekymrede klummer i pressen. Stakkels dreng. Kun Dweezil Zappa var genstand for mere omsorg. Duncan Jones blev skuffende mainstreamet i Source Code (2011) og rigeligt pulpy i Warcraft (2016), men Netflix-produktionen Mute (2018) var et comeback (og en tematisk toer til Moon). Duncan Jones og Rodene Ronquillo blev gift i 2012. De har en søn og en datter. Pigen fik fornavnet Zowie ('About time SOMEONE made use of my middle name, even if I wasn't ready to!') Fotoet af far og søn er taget på Tribeca Festivalen i 2009, da Moon fik amerikansk premiere.    

Fotos: Cinematerial/ FilmAffinty/David Shankbone

Trykt som filmrevy i Weekendavisen Kultur 19.02.2010