Isaac Asimov: I, Robot (1950) [Sci-Fi 100]

ÅBENBARINGER I ACRYL

Robotikkens regelsæt fylder 70

Af BO GREEN JENSEN

ER det kunstige liv mindre værd end et menneskes? Hvor går grænsen mellem virtuel og virkelig intelligens, og er det muligt for et syntetisk væsen at føle lige så stærkt som sin skaber? Kan vi dømme maskiner efter vor egen moral? Og vil maskinerne i længden acceptere vores fejlbehæftede verden?
   Flyvske hypoteser, kan du sige, men forfatteren Isaac Asimov (1920-1992) var optaget af disse spørgsmål. I sin mest berømte bog lader han psykologen Susan Calvin formulere følgende båltale: »For Dem er en robot bare en maskine. Tandhjul og metal, elektricitet og positroner. Menneskeskabt og – om nødvendigt – igen tilintetgjort af mennesker. Men De har ikke arbejdet med dem, så De kender dem ikke. De er af en renere og bedre æt end vi.«

ISAAC Asimov var en ener. I den engelsktalende verden blev han sin generations mest populære science fiction-forfatter – til undren og betydelig irritation for mere velskrivende kolleger. Skønt han aldrig blev så udbredt herhjemme, kendes navnet som en klassiker og 12 af hans bøger er oversat.

   Det lyder muligvis af meget, men Asimov satte faktisk sit navn på 507 bogudgivelser. Mange var antologier, flere blev til i et såkaldt shared world-samarbejde med andre forfattere. Alligevel resterer henved 300 originaltitler. Også dette vulkaniske flow var en torn i øjet på yngre kolleger. Asimov fik penge for at medvirke i tv-reklamer og havde branchens bredeste bakkenbarter. Han skrev hård science fiction, som definerede genren. Flere fra 60ernes bløde New Wave har beskrevet, hvordan de på én gang foragtede og misundte manden.*
   I 70erne læste vi ham adspredt, men flittigt. Mit eget eksemplar af Robot er en Stig Vendelkjær-udgivelse fra 1973. Arne Herløv Petersen har oversat, og som alle titler i forlagets banebrydende SF-serie lanceres den med »Værdikupon indsat« under sloganet »Mere spændende end nogen kriminalroman«. Kuponen garanterer min deltagelse i lodtrækningen om »en månerejse med først afgående ordinære rute- eller rummaskine.« Præmiesummen er på kr. 4000,00.
   Asimov ville elske at genopstå i en computerskabt storfilm med Will Smith i hovedrollen. At Smiths figur ikke optræder i forlægget, ville næppe ryste ham synderligt. Kurt Vonnegut jog sine fans væk, når de camperede i hans have efter læsning af Sirenerne på Titan. Sonia Orwell sagde nej til David Bowie, da han ville skrive en musical over 1984 (projektet blev til 1974-albummet Diamond Dogs). Men Asimov gav beredvilligt sin velsignelse, da The Alan Parsons Project i 1978 indspillede konceptalbummet I, Robot. Han syntes om at være kult, simpelt hen.

SERIEN af robotrelaterede Asimov-tekster er blandet og samlet i mange omgange, men grundstenen forbliver de ni forbundne noveller i I, Robot (1950), forfatterens tredje udgivelse. Ordet robota er tjekkisk for tvangsarbejde. Karel Čapek (1890-1938), herhjemme bedst kendt for Krigen mod salamandrene, lancerede termen i teaterstykket R.U.R. (1920), men som tema og trope kendes motivet allerede i det 18. århundrede.
   I de første årtier af den moderne science fictions historie (genren fik navn i august 1923, da redaktøren Hugo Gernsback introducerede udtrykket scientific fiction) handlede robothistorier næsten altid om, hvordan en mekanisk golem gik amok og tog magten fra sit formastelige ophav.
   Asimov ville ud af den faustiske slagskygge og hævdede senere, at han formulerede robotikkens love i et opgør med »Frankenstein-syndromet«, som for ham at se begrænsede en fabulerende genre med uanede muligheder. I, Robot skildrer derfor et teknisk sofistikeret samfund, hvor de intelligente maskiner har mange funktioner og indgår naturligt i hverdagen. Denne ville bryde sammen uden robotterne. Der er med andre ord ingen mørk undertekst i Asimovs positiviske verden.

ASIMOVS vigtigste litterære indsats ligger hverken hos robotterne eller i de populærvidenskabelige formidlingsprojekter, som udgør det store forfatterskabs anden gren. Den ligger i bøgerne om The Foundation (1951-1993), som på dansk hedder Stiftelsesserien. 

   Her skrives en lang og kompleks fremtidshistorie, hvor hele kulturer bliver til og forgår i et stadigt opgør mellem Stiftelsen og Imperiet. Der er ikke tale om kulørt space opera, camouflerede cowboyfilm à la Star Wars, men om sindrige hyperfiktioner, hvor flere valg er mulige og hver ændring medfører forrykkelser i hele den overordnede struktur. Se i øvrigt Ide Hejlskovs artikel om serien i genreguiden Kloner og Stjernekrig (2000).**

   Det er dog I, Robot, som har fået ikonisk gennemslagskraft og gjort Asimov til et navn på linje med Wells, Orwell, Huxley, Clarke og Bradbury, dvs. fællerne i det gode selskab, som også genrens fjender kan nævne og nærme sig uden at rødme. Novellerne er i sig selv ordinære og ikke udpræget velskrevne, for Asimov prioriterer altid ideen. Der er heller ingen profetisk sandhedsværdi. Asimovs forestilling om verden i 2004 har kun lidt tilfælles med kloden, vi kender i 2020. Den siger derimod adskilligt om USA i 1940erne.

HVAD Asimov så mindeværdigt gør i I, Robot, er at formulere robotikkens tre love. På titelbladet citerer ham dem med Håndbog i Robotik, 56. udg. (2058) som sin fingerede kilde.

   Lovene er besnærende enkle og lyder som følger: 1) En robot må ikke skade noget menneske eller, ved at undlade at handle, tillade at et menneske bliver skadet. 2) En robot skal adlyde de ordrer, et menneske giver den, undtagen hvor disse ordrer ville stride mod den første lov. 3) En robot skal opretholde sin egen eksistens, medmindre denne selvopholdelse er i modstrid med den første eller den anden lov.
   Den uangribelige logik i dette regelsæt er det etiske grundlag, på hvilken både litterær science fiction og megen videnskabelig pionerforskning hviler. Asimov var jo tre ting på én gang: professor i biokemi (ved Boston University School of Medicine), professionel drømmer og erklæret fan af det kulørte. En medlever ud over alle grænser. Som de bedste forfattere fra den fantastiske egn, troede han dybest set og inderst inde på, at de verdener han skabte var sande et sted. Sene arbejder som Robots and Empire (1985) var famlende forsøg på at sammenskrive universerne fra Robotsekvensen og Stiftelsesserien.
   Til nationens 200-års jubilæum skrev han »The Bicentennial Man« (1976), en variation over Pinocchio-motivet, hvor det over generationer lykkes androiden Andrew Martin, en husrobot, at få menneskestatus. Chris Columbus forvandlede den i 1999 til en familiefilm med Robin Williams. Robotmennesket var lang som et ondt år og meget sentimental, men ramte faktisk ånden hos Asimov bedre end Alex Proyas’ rappe filmatisering af fortællingerne i I, Robot.

FORLÆGGET samler en række noveller, som Asimov skrev i løbet af 1940erne. De er til lejligheden anbragt i en ramme: en jeg-fortællende journalist interviewer robopsykologen Dr. Susan Calvin, der har været ansat hos U.S. Robots fra begyndelsen. Hun mindes sager og »sygdomstilfælde«, hvor hun blev tilkaldt, når en maskines adfærd tilsyneladende forbrød sig mod robotikkens kodeks. Kun i en af historierne, »Little Robot Lost« (»En lille forsvunden robot«), bliver denne adfærd til fare for mennesker.
   Efter den sidste fortælling, »The Evitable Conflict« (»Den undgåelige konflikt«), opsummerer Susan Calvin: »Og det er det hele. Jeg har set det hele fra begyndelsen, hvor de stakkels robotter ikke kunne tale, til afslutningen, hvor de står som menneskenes værn mod ødelæggelse. Jeg kommer ikke til at se mere. Mit liv er forbi. De kommer til at se, hvad der kommer efter.«
   Bogen slutter i 2057. Journalisten afrunder sin reportage: »Jeg kom aldrig til at se Susan Calvin mere. Hun døde sidste måned i en alder af toogfirs.«

FILMEN kasserer Asimovs ramme sammen med hovedparten af indholdet. Dog citerer den robotikkens tre love, og det bliver netop psykologen dr. Calvin, som kriminalassistent Del Spooner (Will Smith) gør fælles sag med i sin efterforskning af et dødsfald, som U.S. Robots strækker sig langt for at skjule.
   Måske var det selvmord, måske en defekt robots lovstridige handling. Sidstnævnte paradoksale mulighed udgør selvsagt en trussel for koncernen. Firmaet skal netop lancere sin seneste, endnu mere avancerede model i Nestor-serien. Der er ikke råd til skandaler.
   Ganske vist er Susan Calvin forvandlet til en mørk ung sirene i Bridget Moynahans skikkelse, og ganske vist bliver det anstrengende at følge den selvironiske pantomine, som udgør et metalag i den yngre Will Smiths popcornsepos. Alligevel er filmen interessant og stedvis genuint bevægende, f.eks. når NS-5 robotten Sonny gør rede for sine motiver.

   Skønt der ikke er nogen rapkæftet, robofobisk detektiv i novellekredsen, er Smith-figuren velanbragt. Spooner er i slægt med Elijah Bayley, betjenten som danner par med en robot, Daneel Olivaw, i Asimovs krimier The Caves of Steel (1954), The Naked Sun (1957) og The Robots of Dawn (1983).
   Først mod slutningen udarter filmen til buldrende behagesyg dystopi. For naturligvis er der kræfter i koncernen, som vil overtage verdensherredømmet og bruge en hær af robotter til formålet. Her går der RoboCop i projektet, og vi er tilbage ved Frankenstein-syndromet, den løbske automatik osv., som Asimov netop skrev sine første noveller i modsætning til. Endvidere nedvurderer filmen sit publikum ved at forsyne robotterne med røde tankelygter, ikke ulig pæren på Georg Gearløs’ lille hjælpers hoved, når maskinerne går i negativ modus, og robotikkens lovsæt er sat ud af funktion.
   Før den klichebelagte slutning er der imidlertid meget i filmen, som underholder på tankevækkende vis. Robottens enetaler minder om monologer fra Shakespeare (»Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I kilder os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke? – Og når I gør os fortræd, skal vi da ikke hævne os?«), og der ligger på tilfredsstillende vis en nuanceret og kompleks gåde gemt i mysteriet om forskerens død. Der er gode grunde til Spooners indædte robofobi, og skildringen af det automatiserede samfund er troværdigt nedtonet til en slags hverdag.

ALEX Proyas har tydeligvis bestræbt sig på at levere en kassesucces. Den excentriske australske filmskaber stod bag to af 90ernes mørkeste og mest stilrene genrestykker. The Crow (1998) var en gotisk filmatisering af James O’Barrs sorg- og dødsfikserede tegneserie om en hævner med usædvanlige evner, mens den Kafka-inspirerede Dark City (1998), om tilværelsen som evig gentagelse i en simuleret natby, foregreb flere ideer, som søskendeparret Wachowski siden tog æren for i Matrix-trilogien.***

   Proyas har læst markedet. I 00ernes strøm af effektbaserede genrefilm var det konsekvent de lyse stykker, som gik hjem hos et bredt publikum. Lyset ligger delvis i tonen – man holder af lethed og humoristiske digressioner – men helt konkret også i farvemætning og intensitet. Der kom nok en kreds af kultfans til mørke visioner som Mark Steven Johnsons filmudgave af DareDevil (2003), men det var det urealistisk strålende dagslys i Sam Raimis Spider-Man-trilogi (2002-2007), som mainstreamkulturen tog til sig.****

   I, Robot er derfor kemisk renset for de skæve og genstridige elementer, som gjorde The Crow og Dark City unikke. Denne fremtid gennembrændes af dagslys. Robotterne er gennemsigtige lysvæsener, åbenbaringer i acryl, med engles forklarede udtryk. I de lyse gader råder en antiseptisk hvidhed, som fremhæver Spooners tjekkede retrosko. Han bærer, og det bliver kommenteret flere gange, et par sorte Converse All-Star sneakers årgang 2004. Dette robuste eksempel på fænomenet product placement giver karakteren en nostalgisk kvalitet. Han er – på ironisk vis, som vil det fremgå – et af de sidste autentiske væsener.

   I, Robot udgør ingen landvinding. Stanley Kubrick havde gjort det anderledes. Steven Spielberg kom faktisk tættere på kernen i Asimovs store spørgsmål, da han færdiggjorde Kubricks manuskript til A.I. - Artificial Intelligence (2001). Men robotikkens tre love stadfæstes atter, og filmen er i bund og grund en vellykket vulgarisering af den klassiske fremtidslegende.

*) Dette har jeg bl.a. fra Brian Aldiss, som jeg i 1996 talte indgående med, da jeg skrev interviewet, som står i essaysamlingen Det første landskab (1999). I kølvandet på #MeToo-bevægelsens kortlægning af systemisk sexchikane har endvidere tegnet sig et billede af Asimov som den serielle og uforbederlige jæger og krænker, der udnyttede sin professionelle status til det fulde. Se Alec Nevala-Lees personlige erindring på Public Books 07.01.2020. Forfatterskabet har få ubetinget entusiastiske fortalere, men der kommer stadig nye læsere til de mest ikoniske titler. Især Foundation-sekvensen og novellerne i I, Robot har overlevet alle posthume anslag. I 2021 begynder Apple TV+ at streame en længe bebudet serieversion af Foundation. David S. Goyer og Josh Friedman har udviklet serien. Som Hari Seldon ses Jared Harris.

**) Robin Engelhardt, Ide Hejlskov & Kristian Mørk: Kloner og stjernekrig – Science fiction fra H.G. Wells til Svend Åge Madsen. 136 s. København: Lindhardt og Ringhof/ Informations Forlag, 2000. Der er mange gode bøger om sci-fi, også på dansk, men de er som regel skrevet enten i indforstået fagsprog til faste læsere eller overdrevent populært til novicer. Kloner og stjernekrig lægger et sjældent sikkert snit, er skrevet i klart sprog, har holdning og ægte pointer og går dybt ind i værkerne, i stedet for at fortabe sig i generaliserende opremsning af forfatternavne, titler og tendenser. Afsnittet om Asimov og Foundation hedder »Galaktiske imperier og erkendelsesskred«. Hele bogen er varmt anbefalet.

***) Søstrene Lana og Lilly Wachowski var brødre, da Matrix-trilogien blev produceret. Larry Wachowski skiftede køn i 2008, Lilly Wachowski i 2016. De arbejdede sammen på Speed Racer (2008), Cloud Atlas (2012), Jupiter Ascending (2015) og Netflix-serien Sense8 (2015-2018), men Lana Wachowski har skrevet, produceret og instrueret The Matrix 4 alene. Filmen er under optagelse, men blev sat på pause af COVID19-pandemien. Premieren er berammet til den 1. april 2022 (med coronavirus-forbehold). Lilly Wachowski arbejder videre med komedieserien Work in Progress (2019-), som i Skandinavien streames på HBO Nordic.

****) Kontrasten forlænges og forstærkes i 10erne og 20erne i modsætningsforholdet mellem DC Extended Universe og Marvel Cinematic Universe. Hver filmserie har sin distinkte husstil, DC rugende tragisk og mørk; Marvel lys og klar som 60er-pop, Det har så langt været sidstnævnte franchise, der trak det store publikum.      

I, Robot. Instr.: Alex Proyas. Manus: Jeff Vintar og Akiva Goldsman. Foto: Simon Duggan. 115 min. USA 2004. Dansk premiere: 20.08.2004

Fotos: CineMaterial( MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Folio Society
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, Google Play, Viaplay Rent & Buy, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 21.08.2004