Translate

lørdag den 3. oktober 2020

Himmelflugt fra Østtyskland: DDR 30 år efter


 
 
MED VINDEN MOD VEST
En himmelflugt fra Østtyskland
 
Af BO GREEN JENSEN

DET er (netop i dag) 30 år siden, at die Wende, den formelle genforening mellem Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) og Forbundsrepublikken Tyskland (BDR), blev realiseret.
   Grænsen blev åbnet (og lukkede aldrig igen) den 9. november 1989. Ved valget i marts 1990 fik Allianz für Deutschland 48,2 % af stemmerne. Alliancen var gået til valg på at afvikle DDR og fusionere med Forbundsrepublikken. Partei des Demokratischen Sozialismus, resterne af regeringspartiet, fik kun 16,4 %, der kan regnes som stemmer imod. 
   Det er sjældent, at man kan sige nøjagtigt, hvornår en nation blev født og forsvandt. Deutsche Demokratische Republik blev etableret den 7. oktober 1949 og ophævet den 3. oktober 1990. Berlinmuren – opført i august 1961 – har nu været nede i længere tid, end den stod.



I
FLUGTEN fra Østtyskland er det ikke Muren, som skal forceres. Det gælder den indre grænse, som var trukket ned gennem Tyskland, og det er rigtigt, at det vakte opsigt, da det lykkedes to familier fra Pössneck i Thüringen at flyve over grænsen til Bayern i en luftballon. Det skete den 16. september 1979, da ingen kunne forestille sig en slutning på Den Kolde Krig. For DDR var episoden (endnu) et ydmygende ansigtstab.
   Familierne havde forberedt flugten gennem et år. Det var lykkedes at konstruere gondolen og sy den 20 meter høje ballon - af 1.500 kvadratmeter stof - i al hemmelighed, uden at Stasi-genboen anede uråd.
   I første omgang gjorde Doris og Peter Strelzyk (Karoline Schuch og Friedrich Mücke) forsøget alene med deres to sønner. Petra og Günter Wetzel (Alicia von Rittberg og David Kross) sprang fra i sidste øjeblik. Vinden kom fra nord, som den skulle, men rørene frøs til, så gassen ikke kunne strømme frit, og ballonen landede inden for grænsen. Politiet fandt den i skoven, og en omfattende menneskejagt blev sat i værk.

   

ØSTTYSKLAND var samfundet, hvor den ene halvdel af befolkningen holdt øje med den anden. Oberstløjtnant Seidel (Thomas Kretschmann) kunne derfor trække på mange ressourcer, da det blev klart for systemet, at renegaterne ville forsøge igen. Filmen giver et godt billede af hverdagen i DDR. Der er angivere alle vegne, men også sympatisører, som vælger at tie. Frem for alt er der en kolossal træghed i systemet. Østtyskland var også samfundet, hvor passivitet og middelmådighed blev belønnet.
   Familien Strelzyk ved, at der er efterladt spor ved ballonen. Peter bestikker sig til en ferie i Berlin, som genboen har pralet med, at han kan udvirke. I nogle af de bedste scener bor familien DDR-eksklusivt på Hotel Stadt (nu Park Inn Hotel) ved Alexanderplatz og prøver at kontakte personale fra den amerikanske ambassade. Men der er ingen CIA-respons. Så tager de hjem og konstruerer i hast en ny ballon, mens Seidel og hans tropper rykker tættere på for hver time.

  

DER findes film og tv-programmer, hvor hovedpersonerne selv fortæller og viser nøglestederne frem. Ballonen, der endte som et broget patchwork af mange slags stof, fordi ethvert større salg af tekstiler blev indberettet til myndighederne, fik sit eget museum – i Naila i Bayern – i 25-året for die Wende. Det er med andre ord ikke muligt at tage sig mange friheder med materialet. Dét kommer filmen til gode. Vi ved, hvad der skete og hvordan det gik. Der er ingen kunstig spænding at hente.
   Det problem fandtes ikke i 1982, da Delbert Mann på vegne af Walt Disney Productions instruerede Vi skal over i nat, som på engelsk hedder Night Crossing og på tysk Mit dem Wind nach Westen. John Hurt (i meget ung version), Beau Bridges, Jane Alexander og Glynnis O’Connor er de idealistiske forældre, som vil skabe et bedre liv for deres børn. De flygter under svær beskydning fra tanks og maskingeværer i et DDR, som ligner en let istandsat arbejdslejr. Det var, skrev Der Spiegel, et billede på, »hvordan Rip, Rap og Rup forestiller sig livet i Østzonen.«



FJENDEBILLEDET
 er mindre karikeret i Michael Herbigs version, men derfor ikke mindre skræmmende. Hverdagen i Pössneck er ikke ubærlig, men alle overvåger hinanden. Teenageren Frank (Jonas Holdenrieder) er forelsket i genboens datter. Familien får sin Berlin-tur, fordi Peter Strelzyk skaffer pigens far en dekoder, så han kan se Charlies engle på vesttysk tv. Frank har selv et foto af Farrah Fawcett på væggen i sit værelse.
   Det forventes, at man tager del i de sociale ritualer – som den yngste Stretzel-søns indvielse som »ungpioner«, der gør det ud for en konfirmation. Partifolk går fra dør til dør og sikrer, at man har flag til den store fejring af statens 30-års jubilæum. Der er næppe stor forskel på livet i Pössneck dengang og nu. Man kunne bare ikke sige fra.
   Filmens mest interessante figur er Seidel, som leder efterforskningen. Han sukker og spørger retorisk, om det er umagen værd at holde dissidenterne inde. Men han er nidkær nok på sin måde. Hver gang en »forræder« flygter, har det konsekvenser for de pårørende. Soldater, som lader det ske, bliver degraderet. Det er en terrorstat, som giver dummebøder og bruger repressalier. Forventningerne til friheden i Vest er urealistiske. Men i Øst er der ingen valgmuligheder.

  

MICHAEL »Bully« Herbig er en veteran fra komediescenen. Som instruktør er han bedst kendt for farcer som Der Schuh des Manitu (en parodi på Winnetou) og (T)Raumsciff Surprise (en parodi på Star Trek), begge med fortsættelser. Han var på alder med den yngste søn, da ballonflugten fandt sted. Filmen er realiseret i en saglig stil og helt uden smilerynker.
   Både i Vi skal over i nat og i Flugten fra Østtyskland er der en scene, hvor Peter Strelzyk bebrejder sig selv, at han har sat familiens trygge liv over styr. I begge film rejser sønnerne sig for at trøste ham og sige tak, mens Doris Strelzyk smiler moderligt. Der er så megen patos, at scenen næsten må have udspillet i virkeligheden.
   I DDR var man sikret socialt, men havde ingen rettigheder. Nu forholder det sig omvendt. Herbigs film ser, hvilke sider af hverdagen, som over tid kan blive nostalgiske kilder. I 2014 blev Thüringen den første delstat, som valgte en præsident fra Die Linke, der viderefører værdierne fra det statslige østtyske kommunistparti.
   Flugten fra Østtyskland lukker en cyklus af bittersøde frihedssange, som begyndte med Wolfgang Beckers komedie Good Bye Lenin! (2003) fra den første euforiske tid efter Muren. Den er ikke på højde med De andres liv (2006) og Christian Petzolds Barbara (2012), men ligesom tv-serien Weissensee (2010- ) har den fornemmelse for livsfarven i DDR.
   Der var tusindvis af flugtforsøg. Der er delte meninger om, hvor mange der mistede livet ved grænsen. Filmen sætter tallet i nærheden af 800. Ballonscenerne får lov at have eventyrstemning, og Marvin Miller fylder musikken med droner, som forstærker det atmosfæreskabende score.
   Skønt vi kender udfaldet, bliver himmelflugten spændende. Det er en værdig og realistisk markering af skredet, som skabte dagens Europa.


Flugten fra Østtyskland (Ballon). Instr.: Michael Bully Herbig. Manus: Herbig, Kit Hopkins, Thilo Röscheisen. Foto: Torsten Breuer. 126 min. Tyskland 2019. Dansk premiere: 07.11.2019


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Filmen streames (lån, køb eller leje) på Filmstriben, SF AnyTime, Blockbuster, iTunes og Google Play
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 08.11.2019

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar