DETALJERNES TID
En stærk kvindeskæbne fra angiverstaten
Af BO GREEN JENSEN
HISTORIEN visker detaljerne ud. Der findes glemsel, som
er ren fortrængning, men også et nådigt og næsten nødvendigt hukommelsestab, hvis
man skal videre efter et stort sammenbrud. Det gælder for mennesker som for nationer. Meget har ændret sig i Europa siden udfasningen af statssocialismen. DDR blev
grundlagt i 1949 og levede i 40 år. I den store historie vil landet blive
husket som en parentes, endnu et kortlivet tusindårsrige af typen, som den germanske
historie er særligt rig på.
Efter
genforeningen kommer en generation, som ikke har nogen erindring om tiden før
1990. Det er samtidig blevet muligt at tænke på Jerntæppet med en vis nostalgi.
Der var mange historier om DDR dengang, men de handlede om storpolitik. Om murløbere
og forrådte spioner. Siden blev fortiden afsøgt med humor (Good Bye, Lenin! fra 2003) og patos (De andres liv fra 2006). I de nye film er det detaljer, der tæller.
Man husker en hverdag inde i staten, som var baseret på angiveri.
BARBARA foregår i en østtysk provinsby i
1980. Ingen drømmer om, at der kommer en dag, hvor Den Kolde Krig ikke længere
føres. Overlægen André (Ronald Zehrfeld) står ved vinduet sammen med Stasis
lokale repræsentant og ser på kvinden, som netop er stået af bussen. Hun sætter
sig på bænken og tænder en cigaret. Lægen undrer sig over, at hun ikke går ind.
»Sådan er hun,« siger sikkerhedsofficeren. »Klokken er kun fem minutter i. Hun
vil ikké møde ét sekund, før det er nødvendigt.«
Det fremgår, at
Barbara er tvangsforvist til provinsen, fordi hun i en ansøgning har bedt om
lov til at forlade DDR. Siden fortæller André sin historie, der har at gøre med
en fejlbehandling, som blev fortiet, hvis han til gengæld ville være
behjælpelig med oplysninger om hospitalets ansatte. Det er uklart, om han taler
sandt. Fortroligheder kan være et våben. André er sympatisk og populær. Barbara
er til gengæld en mur af afvisning, en bokser med alle paraderne oppe.
FØRST har de to læger
kun ét tilfælles: de prøver at hjælpe patienterne. En ung kvinde fra den
nærliggende straffeanstalt bliver gentagne gange bragt ind af politiet, når hun
har prøvet at flygte og gemt sig i marsken. Barbara begynder at cykle til
hospitalet. I hemmelighed mødes hun med en vestlig elsker, som er ved at
arrangere hendes flugt. Men overalt er der øjne på Barbaras færden.
Stasi-officeren ransager den luvslidte lejlighed. Værtinden følger alt, hvad
der sker.
André lægger
ikke skjul på sin interesse for Barbara. Han gør kur ved at gøre hende små
tjenester; et ustemt klaver bliver tilset, en defekt stikkontakt repareres. Han
slår endelig sprækker i Barbaras panser, da han låner hende Turgenjevs En jægers dagbog med novellen om en
provinslæge. Hun forstår, at den rummer en sandhed for ham. Hun begynder at
overveje sin stilling.
MENS flugtdagen
nærmer sig, bliver Barbara mindre ivrig efter at rejse. Sådan er det, når
drømme realiseres, og Petzold giver kvinden en vis indolens, som måske er et
træk ved tiden og folket. Der er således flere lag af stille suspense i den underdrejede
spændingshistorie. Vil kvinden forelske sig? Vil hun blive opdaget? Ønsker
Barbara at flygte, når det endelig kommer til stykket?
Det kommer til
stykket, og alle øjne i salen forsøger at aflæse Barbaras ansigt. Karakteren
fremstilles enestående stærkt af Nina Hoss, som har haft hovedrollen i de
fleste af Christian Petzolds film. Også i Yella
(2006) var hun en kvinde, som kom fra Øst til Vest.
Petzold er født i 1960 og
husker DDR-perioden. Han beskæftiger sig med den i en mere nuanceret form, end
man er vant til fra film som De andres
liv. Der står ikke helt og skurk i panden på karaktererne. Ingen af dem
ved, at de lever i et land, som er ved at forsvinde. De tror, at imperiet er
evigt. Overvågningssystemet er en subtil mekanisme. Alt ved DDR er ramponeret.
Men livsfarven føles autentisk.
Petzolds formelle og reserverede Barbara
er en noget nær fuldkommen film. Det var for dén, at han modtog en sølvbjørn på Berlinalen 2012. Phoenix fulgte i 2014, atter med Hoss i hovedrollen. Transit fik premiere på Cannes Festivalen i 2018. I 2020 er Petzold tilbage på Berlinalen med Undine.
Se også Christian Petzold: Phoenix (2014); Christian Petzold: Transit (2019); Christian Petzold: Undine (2020).
Barbara. Instr.: Christian Petzold. Manus: Harun Farocki og Christian Petzold. Foto: Hans Fromm. 105 min. Tyskland 2012. Dansk premiere: 29.11.2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar