TÅRER I REGNEN
Af BO GREEN
JENSEN
DET er onsdag
morgen på Fisketorvet i København, da vi mødes i CinemaxX-biografen for at
tilbringe tre timer i fremtidens Los Angeles. Det regner uophørligt begge
steder, for det knuste klima er blevet et vilkår. Trods fremtidsperspektivet er
det en rejse tilbage, der venter.
Der er gået 30 år i fiktionen. I
virkeligheden er det 35 år siden, at Blade
Runner fik premiere. Det var i den kompromitterede førsteudgave, som ingen
længere ser og som instruktøren har gjort sit bedste for at begrave.
Oprindelig stolede studiet ikke på publikum.
Ridley Scotts genreskabende blanding af science
fiction og film noir blev derfor
udstyret med en hårdkogt voice-over, der fik Deckard (Harrison Ford) til at
lyde som en futuristisk Philip Marlowe. Forskellige digressioner var fjernet,
og i den amerikanske version blev der hægtet en lys slutning på.
Der har siden været flere udgaver af filmen.
Lige nu er Blade Runner - The Final Cut (2008) den autoriserede. Fortællerstemmen blev fjernet, og Scott genindsatte
Deckards drømme om enhjørninger, så der kom gang i diskussionen om, hvorvidt
replikantjægeren selv var en kopi.
BLADE Runner handler især om at
tvivle på virkeligheden og føle sig som en kopi. Disse begreber var vigtige for
Philip K. Dick, som i 1968 skrev romanen Drømmer
androider om elektriske får? Dick var en stor paranoiker og en original
forfatter, der har fået stadig flere læsere og mere kritisk anerkendelse. Han
døde i 1982, kort før premieren.
Dick var skeptisk, da Hollywood købte hans
bog. Men efter sigende fik han tårer i øjnene, da han så det Los Angeles, Scott
havde skabt. I slutningen sidder Rutger Hauer og græder. Replikanten taler om
alle de ting, han har set: »Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tanhaûser
Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen.«
Poesien gjorde Blade Runner til noget særligt. Den dystopiske fremtid har aldrig
været smukkere.
DET er en af
de pressevisninger, hvor man må afgive tavshedløfte for at komme ind. I salen
sidder to af Sonys mænd med night vision
goggles, så ingen lader sig friste til at bruge telefonen.
Før forestillingen læser distributøren en
hilsen fra instruktøren. Denis Villeneuve er stolt af Blade Runner 2049 og spændt på at se, hvad vi skriver. Det er i
orden, hvis vi ikke synes om filmen, men han beder kritikerne respektere
oplevelsens integritet. Lad være med at røbe for mange detaljer og afsløre vigtige
forhold i plottet.
Nuvel, jeg skal gøre mit bedste. Under alle
omstændigheder kræver det plads og tid at foretage en sammenlignende analyse af
den nye films svar på den gamles gode spørgsmål. Lad mig nøjes med at sige: Ja,
der kommer en forklaring. Og nej, diskussionen bliver ikke definitivt lukket.
Der er sket adskilligt, siden Deckard flygtede
sammen med Rachael (Sean Young), den mest tragiske og sårbare af alle
replikanter. Tyrell Corporation, som udviklede androiderne, gik fallit. Da
økosystemet brød sammen i 2020erne, stod iværksætteren Niander Wallace (Jared
Leto) klar med et syntetisk landbrug, som afværgede en global hungersnød. Nu er
landskabet et kludetæppe af proteinmarker og affaldsdepoter.
Wallace overtog Tyrell og fortsatte eksperimentet.
Replikanterne vil være mennesker, menneskene vil være guder. Et strømsvigt i
2020 slettede alle arkiver. Der er stadig udenjordskolonier. Fremtiden i Blade Runner er af den uforgængelige
slags, hvor et passeret årstal ikke diskvalificerer fiktionen. 1984 og 2001 har
stadig særlig betydning.
REPLIKANTEN K (Ryan
Gosling) freelancer for politiet som blade
runner, dvs. en hitman som »pensionerer« oprørske androider. Hans fulde
serienummer er KDC-3-7, men alle replikanter længes efter ægte identitet. K’s
hologrammatiske hustru (Ana de Armas) giver ham navnet »Joe«, da han indser, at
han har en autentisk erindring. Det ryster K til kernen. Så også Franz Kafka er
taget i ed.
K har det samme forhold til kommissæren
(Robin Wright), som Deckard havde til Gaff (Edward James Olmos) i Blade Runner. Og forholdet mellem skaberen
Wallace og sekretæren - og skarpretteren - Luv (Sylvia Hoeks) er det samme, som
Tyrell havde til Rachael.
K besøger Gaff på et plejehjem. Den gamle
mand dyrker stadig origami. K må finde Deckard for at komme til bunds i mysteriet.
Da de mødes, skifter fortællingen gear. Læg mærke til erindringsarkitekten Ana
Stelline (Carla Juri), som ikke for ingenting har ansigtstræk, der virker
bekendte.
Der er noget, som alle leder efter, og som jeg
med vilje ikke nævner. Jeg kan til gengæld røbe, at Denis Villeneuve har skabt
en betagende fremtid, som både hylder forlægget og er en verden i sin egen ret.
Der er kommet en sval, digital kølighed i
optikken, men det er stadig future noir.
Det handler stadig om, hvad et liv er. Det er stadig stor og visionær science
fiction.
Se også Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Philip K. Dick 1928-1982; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].
Blade Runner 2049. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Hampton Fancher, Michael Green. Foto: Roger Deakins. 163 min. UK-Canada-USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017
Foto: Sony Pictures/ UIP
Anmeldelsen stod i i Weekendavisen Kultur 06.10.2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar