Derek Cianfrance: The Place Beyond the Pines (2012)

BAG BJERGENE
Et tungt arvestykke om fædre og sønner

Af BO GREEN JENSEN

HANDLINGEN er hovedsagen. Der er få, men bestemmende skift i en ujævn skæbnefortælling, som dog er meget seværdig. Det er svært at fortælle om filmen uden at strejfe de vigtigste steder. Derfor denne spoiler alert. Undlad at læse mere, hvis du nødigt vil vide for meget på forhånd.

   Begrebet skæbnefortælling stammer fra litteraturen, og The Place Beyond the Pines opleves netop som noget, man læser. Der er et rum af refleksion og en tyngde i detaljerne, som skaber ro i strukturen. Disse kvaliteter gør samtidig filmen langsom og tung. Efter en tæt første time, der slutter på et afgørende sted, går billedsiden mere eller mindre i stå, da fortællingen tager over og begynder at folde temaer ud. Disse er evige og ret banale. Om man overbevises og lader sig gribe, er op til den enkelte tilskuer. Selv var jeg ikke helt overbevist.

BEGYNDELSEN er god. Strejferen Luke (Ryan Gosling) er roustabout i et tivoli, hvor han optræder med motorcykelstunts. Under et besøg i hjembyen opdager Luke, at han har en søn med Romina (Eva Mendes), som han forlod året før. Luke bliver i byen og prøver at få Romina til at forlade Kofi (Mahershalalhashbaz Ali), som er anderledes stabil. Samtidig begår han bankrøverier. Disse kup er overraskelsesangreb. Luke flygter på sin motorcykel og samles op i en ventende lastbil.

   Første del holdes i Lukes perspektiv, som er båret af vrede og rystende fart. Det er billeder, man kan mærke i maven, men de får brat ende efter en time, da fokus skifter til politibetjenten Avery (Bradley Cooper), som jager Luke efter et fejlslagent kup. Avery bliver såret og hyldes som en helt. En korruptionshistorie følger, da han opdager, hvordan man deler rovet i den lokale politistyrke.

   Betjenten plages af skyld, fordi han gjorde røverens søn faderløs. Avery har selv en hustru og en lille søn. Ingen forstår hans moralske dilemma. Avery fortæller sin chef om kollegerne, men denne vil ikke inddrages. Averys far er forhenværende dommer. Han hjælper sin søn med at gå til statsadvokaten (Bruce Greenwood), som uden begejstring afslører affæren. Til gengæld gør Avery politisk karriere.

MED de sideordnede historier er scenen sat for den sidste fortælling, som foregår 15 år efter og følger mændenes sønner. Avery er nu distriktsadvokat. AJ (Emory Cohen) har boet hos sin mor, men sendes hjem til Avery og møder Lukes søn Jason (Dane Dehaan) på skolen. AJ er en skidt knægt. Jason har altid ønsket at vide mere om sin far, men holder også af Kofi, som stadig er sammen med Romina.

   Fortiden får konsekvenser. Det er i denne del af filmen et problem, at publikum er klogere end de søgende sønner. Det hjælper heller ikke historien, at ingen ser ud til at være blevet ældre. Mest tvivlsom er dog den bibelske tone af skyld, som kan sones og tilgives. Motivet er mytisk, men afvikles som i en svag tv-serie. Den visuelle energi fra begyndelsen er blevet til livløs illustration.

DEREK Cianfrance er et betydeligt talent fra den amerikanske independent-scene. Han debuterede stærkt med Blue Valentine (2010), som fulgte et ægtepar over en årrække, fra kærlighedens begyndelse til dens slutning. Ryan Gosling og Michelle Williams havde rollerne som mand og hustru, og det lykkedes at få nuancerne med, mens fortid og nutid blev flettet sammen.

   I The Place Beyond the Pines har Cianfrance et større lærred til sin rådighed, men han bruger til at male et symboltungt genrestykke. Filmen er tyve minutter for lang og dør med Goslings karismatiske karakter. Men i begyndelsen har den kræfter, og man sætter pris på den store ro i historien, som aldrig bliver behagesyg.

   Desværre udebliver forløsningen. Spændingskurven går ned hele vejen. Ting sker, og så slutter det. Ganske som i virkeligheden, men uden de gode afsnit i midten.

The Place Beyond the Pines. Instr.: Derek Cianfrance. Manus: Ben Coccio, Darius Marder, Derek Cianfrance. Foto: Sean Bobbitt. 120 min. USA 2013. Dansk premiere: 28.03.2013

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Scanvbox Entertainment

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 01.04.2013

Derek Cianfrance: Blue Valentine (2010)

HÅRD KÆRLIGHED
En suveræn ægteskabsskildring

Af BO GREEN JENSEN

DET er svært at give slip, når et parforhold dør. Man mødes og forelsker sig. Man stifter gæld og familie og deler en hverdag. Man arbejder sammen, og mens det er godt, er det virkelig godt, men en dag slutter varmen og glæden. Da vil man ikke kunne undgå at huske, hvor salig begyndelsen var. Det er dén slags erindring, som Derek Cianfrance undersøger i sin smukke film om en familie, der går i stykker.

   Dean og Cindy har været gift lige så længe, som datteren Frankie på 6 år har levet. De bor i Pennsylvania, hvor han maler andre folks huse, mens hun er sygeplejerske på hospitalet, hvor hun egentlig skulle være læge. Det hænger lige netop sammen og løber nogenlunde rundt. »I’ve done my best to live the right way/ I get up each morning, go to work each day,« synger Bruce Springsteen i en af de sange, der taler for par som Cindy og Dean. Han er tilfreds. Han ville bo et sted og høre til. Hun er kørt fast og kan slet ikke se, hvad det var, hun så i ham dengang.

Blue Valentine udspiller sig over to dage, hvor Dean booker Fremtidsrummet på et hotel, der er beregnet til par, som vil elske i fred. Det gør han i et sidste forsøg på at trænge ind til Cindy. De har begravet familiens hund, som blev kørt ihjel, og Frankie er parkeret hos sin morfar. På hotellet skal de drikke, høre »deres sang« fra dengang, elske og finde hinanden igen. Sådan ser Dean scenariet.*

   Cindy har tilkaldevagt, men tager med, fordi hun synes, hun skylder Dean noget. På vejen møder hun tilfældigt den mand, som hun havde et forhold til, da hun traf Dean. Også han kunne være Frankies far, og dét ved Dean udmærket. Det har aldrig været picture perfect, men det har været ærligt. Egentlig er det svært at sige, om det er Dean eller Cindy eller fortællingen selv, der giver sig til at huske på, hvordan tingene var, da de mødtes.

   Han kom til New York fra Florida og fik et job som flyttemand. De mødtes på et plejehjem, hvor Cindy besøgte sin farmor. Dean hjalp en ensom gammel mand på plads i værelset overfor. Cindy vidste ikke, at hun var gravid. Han blev præsenteret for hendes skeptiske far og overfaldet af ekskæresten. I tidens løb har det nok været gode historier, men nu ændrer minderne væsen. Lyset er blåt. Der er ingen af Hollywoods pangfarver.

Blue Valentine fortæller sin historie præcist, uden melodramatiske krøller. I sin grundstemning er den på linje med parforholdsfilm som Bille Augusts Honningmåne (1978) og 5 x 2 (2004) af François Ozon. Ozon talte baglæns, ned gennem tiden, mens han undersøgte, hvor revnerne opstod. Cianfrance springer mellemregningerne over. Man ser bare glæden dengang og afmagten nu. Cindy undrer sig over, hvad der skete. Dean forsøger at holde fast. Han tager afsked med sin datter i en scene, man vil huske. Det føles som fuld realisme. Der er ingen dramatiske svigt.

   Michelle Williams og Ryan Gosling spiller Cindy og Dean mellem 24 og 30. Det gør de med fuldkommen indlevelse. Det kommer heldigvis aldrig på tale at konsultere en coach eller parterapeut. Det er ikke den slags virkelighed. Blue Valentine er et øjebliksbillede af to mennesker, der ikke længere kan nå hinanden. Man får ondt i hjertet af at se den, men der er også en dyb blå katarsis i spil.

*) Sangen hedder »You and Me« og er ifølge titelsekvensen af og med Penny and the Quarters. Det lyder som en golden oldie, men faktisk er der tale om det dybeste af deep cuts. Rob Servier fra nicheselskabet Numero overtog nogle masterbånd fra Prix Records, et lokalt og for længst lukket soul/R&B-label fra slut-60erne i Columbus, Ohio. Det viste sig at være demoer, som aldrig var brugt. Numero lagde sangen på en sampler med Prix-indspilninger. Ingen vidste, hvem Penny and the Quarters var, så man kunne ikke betale royalties. Det var Ryan Gosling, som kontaktede Numero og bad om tilladelse til at bruge sangen i Blue Valentine (hvor Dean spiller ukulele for Cindy og synger bl.a. sin egen »Unicorn Tears« ). Da filmen fik premiere, og begejstringen for sangen greb om sig, gravede en dedikeret journalist fra Columbus Dispatch  i mysteriet. »You and Me« var skrevet af Jay Robinson, som havde arbejdet for Prix nogle år tilbage i tiden, da sangskrivere sad på et kontor og havde fast ansættelse. Han fik aldrig succes og forlod efterhånden musikken og blev kok. Robinson døde i 2009. Hans enke, Gloden Robinson, huskede sangen, bare ikke i versionen med en kvindelig sanger. Det er stadig uklart, hvem Penny var, så royalties fra sangen er betalt til Gloden Robinson. Jeg har historien fra Toby Manning på The Guardian, som skrev den i 2011 med henvisning til Columbus Dispatch. Musikken i Blue Valentine er kærligt kurateret. Indiebandet Grizzly Bear leverer otte skæringer. Filmen tager sin titel fra Tom Waits-albummet med samme navn.

Blue Valentine. Instr.: Derek Cianfrance. Manus: Joey Curtis, Cami Delavigne og Derek Cianfrance. Foto: Andrij Parekh. 112 min. USA 2010. Dansk premiere: 05.08.2011

Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ SF Studios/ TWC/ YouTube (clips)/ Lakeshore Records

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film

2K Blu-ray fra StudioCanal [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited to 2000 copies] 20.07.2015

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.08.2011

Damien Chazelle: First Man (2018)

SOM MÅNEN KASTER SKYGGE

Astronauten Neil Armstrong 1930-2012

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er en ren tour de force, mejslet med omhu og akkuratesse. Den sætter scenen nøjagtigt, samtidig med, at den desorienterer.

   Tilskueren kastes hovedkulds ud i et vidtåbent rum, hvor sanserne prøver at navigere. Der er ingen pejlemærker. Der er allerhøjst fornemmelsen af en horisont. Støjen er aggressiv og intens. Selve luften brøler i den kværnende turbine.

   Vi deler oplevelsen med piloten i et cockpit. Han trykker febrilsk på forskellige kontakter, men instrumenterne vil ikke reagere. »You’re bouncing off the atmosphere, Neil,« siger stemmen fra kontrolcentret. »Du preller af mod atmosfæren.« Og det gør flyet virkelig igen og igen.

   First Man suger effektivt publikum ind. Alle i salen får svedige hænder. Hvis året er 1961, må det være overlydsflyet X-15, som piloten prøver at lande. Projekt Mercurys raketfly var en forløber for Gemini-serien, som igen var en skitse til Apollo-programmet.

I SOMMEREN 2021 er der gået 52 år, siden Neil Armstrong og Buzz Aldrin tog de første skridt på Jordens måne. Apollo 11-missionens tredje deltager, Michael Collins, blev ombord på kommandofartøjet, mens Armstrong og Aldrin satte landingsmodulet Eagle ned på den kridtørkenagtige overflade.

   Først sagde Armstrong: »Ørnen er landet«. Lidt senere: »Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden.« Efter to en halv time i Stilhedens Hav begyndte Apollo 11 rejsen tilbage.

   Missionen markerede slutningen på rumkapløbet, som var en af de mest overvågede fronter i propagandakrigen mellem supermagterne. Sovjetunionen havde ført siden opsendelsen af Sputnik 1 (1957), Sputnik 2 med »rumhunden« Laika ombord (1957) og kosmonauten Jurij Gagarins første supersoniske jordomflyvning (1961). Men USA vandt finalen.

   Det havde kostet adskillige menneskeliv og mange millioner dollars. Det triumferende Moonshot var Vestens stolteste øjeblik. Alligevel sad flere tilbage med en følelse som i sangen af Leonard Cohen: »It’s like our visit to the moon or to that other star/ I guess you go for nothing if you really want to go that far.«

FILMEN First Man beskriver – ikke kort, men til gengæld ret godt – Neil Armstrongs vej til Apollo-programmet. Der er tre effektfulde sætstykker: begyndelsen i raketflyet og den nervepirrende Gemini 8-flyvning i 1966, hvor det lykkedes at sammenkoble to fartøjer, men hvor missionen alligevel måtte opgives på grund af tekniske fejl; endelig den forløsende månelanding, hvor fortællingens strømme konvergerer.

   First Man vælger i alle scener at give en fysisk, konkret og subjektiv vinkel på situationer, som kunne være mere neutralt eksponeret. Filmen deler astronautens tunnelsyn. Armstrong er både motiveret og defineret af det personlige tab, som han og hustruen Janet lider i starten. Parrets datter dør af kræft, og Armstrong flygter ind i sit arbejde.

   Astronauternes venskab og rivalisering er en kontrast til de store rumøjeblikke. Filmen registrerer samtidens kritik af ressourceforbruget – forfatteren Kurt Vonnegut optræder uventet kritisk i et arkivklip, og sorte demonstranter synger om, hvordan »Whitey on the Moon« blot er endnu en racistisk markering. Denne mediestøj når knapt astronauterne. Den er noget, som ledelsen og PR-folk tager sig af.

FIRST Man skal stå distancen over for især to forgængere: Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning), som ramte den kliniske tone i Tom Wolfes bog om udvælgelsen af de første Project Mercury-piloter, og Ron Howards Apollo 13 (1995), som gjorde den eneste fejlslagne Apollo-mission til en langstrakt øvelse i varm patriotisme.

   Filmen er mere end kompetent instrueret af Damien Chazelle, som hidtil har været et navn, man forbinder med dans og musik. Han instruerede Whiplash (2014), og han genrejste den amerikanske filmmusical med La La Land (2016), der kunne fremstå som noget afgørende nyt, fordi Chazelle kender, behersker og holder af traditionen.

   Her arbejder han for første gang efter et manuskript, som han ikke selv har skrevet, og han forholder sig til en tid, som han ikke selv har levet i. Chazelle er født i 1985, da Apollo-programmet var lukket for længst, og rumrejserne havde mistet den romantiske aura, som konkurrerede med kritikken af NASA’s overforbrug.

RYAN Gosling fungerer udmærket som Armstrong. Claire Foy (fra The Crown) gør Janet Armstrong til en stærk karakter, der ikke uden videre vil spille rollen som passiv mønsterhustru. Hun tager hen til NASA og kræver en forklaring, da kontrolcentret lukker for lyden fra Gemini 8. Corey Stoll er forfriskende direkte som den frejdigt ambitiøse Buzz Aldrin.

   Chazelle kan sin filmhistorie og låner træk fra flere forbilleder. Blandt andet får Armstrong en Rosebud-erindring. Astronauten taler aldrig om sin døde datter, men han har hendes perlearmbånd i lommen, og det bliver endelig lagt på plads. Det er detaljen, som fastholder den humane synsvinkel midt i en grundlæggende inhuman proces.*

   Flere scener har en slående lighed med Christopher Nolans Dunkirk (2017). Der er den samme oplevelse af at være midt i et kværnende maskineri og gøre det nødvendige. Der er hverken overblik eller moral.

CHAZELLE har sit eget take på det hele. Hans musikalske præferencer kommer til udtryk i sjælere som Meredith Willsons »I Am the Moon« og Harry Revels »Lunar Rhapsody«. Det er musikken, som binder ægtefællerne sammen. Vi får aldrig deres historie. Vi hører den i de knasende sange.

   Egentlig skulle Clint Eastwood have instrueret. First Man var da blevet en helt anden film. Alle, som oplevede månelandingen live, har en vis portion nostalgi investeret. Fordi Chazelle er født længe efter det hele, kan han bedre sortere i stoffet og vurdere, hvad der har relevans.

   Mens historien sker, er der kun vilkårlig bevægelse. Perspektivet kommer med eftertiden, når månen kaster skygger, og vejen gennem skoven kan ses. Der vil da være krummer og småsten, som glimter. Måske var missionen ikke så skæv.

Se også posterne Apollo 11 1969-2019; Damien Chazelle: Whiplash (2014) og Damien Chazelle: La La Land (2016)

*Josh Singers manuskript bygger på First Man: The Life of Neil A. Armstrong (New York: Simon and Schuster, 2005), den autoriserede biografi, som James R. Hansen var adskillige år om at skrive, fordi Armstrong kun traf hurtige beslutninger, når han var ude i rummet. Armstrong nåede at godkende filmprojektet, før han døde i 2012. Både Hansen og Armstrongs to (nu midaldrende) sønner var rådgivere på filmen. Mark og Rick Armstrong siger, at adskillige scener i den kom fra dem. Især »The Talk« – den obligatoriske køkkensamtale, hvor Neil Armstrong fortæller hver søn om risici ved missionen, der venter – var selvoplevet. Også den bevægende detalje om Karen Armstrong, som fik en hjernesvulst og døde, er autentisk. Fotoet viser den virkelige Armstrong, som trækker datterens kælk gennem sneen i 1961. Det ligger som alt muligt andet på nettet. Jeg ved ikke, hvem der har taget eller lagt det op. Men tre år efter er det stadig Rosebud-detaljen, jeg husker fra filmen. Og så den fantastiske åbningsscene. 

First Man. Instr.: Damien Chazelle. Manus: Josh Singer. Foto: Linus Sandgren. 141 min. USA 2018. Dansk premiere: 25.10.2018.

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ UIP DK

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Google Play, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy 

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 26.10.2018

Damien Chazelle: La La Land (2016) | Musicals

EN GENRE ER (GEN)FØDT

Der er langt mellem lysægte filmmusicals

Af BO GREEN JENSEN

DET er med musicals som med westerns. Engang var de klassiske genrer med et stort og medlevende publikum. Så støvede billedet til. Over tid blev de gamle formater uforståelige. Det var næsten som et sprog, der gik tabt.

   Westerns overlevede som revisionistisk historieskrivning. Musicals blev til filmet teater. Genren kom aldrig rigtigt igen efter 1967, da det begyndte at blive komisk, hvis karaktererne i en film gav sig til at synge og danse.

   Ud af det blå kommer så pludselig en film, der gør fem årtiers skepsis til skamme. Damien Chazels La La Land har bogstaveligt taget verden med storm. Efter mange falske forårstegn er musicals blevet sagen igen.

DET er kort fortalt historien om tilflytteren Mia (Emma Stone), som vil være skuespillerinde og går til alle slags auditions. Der er et sjovt sammenklip af eksempler. Mens hun venter med vigende entusiasme, arbejder hun som barista i kaffeshoppen hos Warner Brothers. Hendes inderste ambition er dog at skrive og opføre en monolog om at komme fra Boulder City, Nevada, til Drømmefabrikken i Englenes By.

   Andetsteds i »La La Land« – et kælenavn for Los Angeles – prøver jazzpianisten Sebastian (Ryan Gosling) stadig at få tilværelsen til at give mening. Han vil genåbne en legendarisk natklub, spille sin egen musik og præsentere koryfæer på scenen. Imens tjener han penge som hyggepianist, men bliver ofte fyret, fordi han ikke holder sig til det tandløse lounge-repertoire.

   Mia og Sebastian mødes som vrede bilister. Mens miljøerne bliver vist frem, er de meget som Don Lockwood og Kathy Selden – Gene Kelly og Debbie Reynolds – i Singin’ in the Rain (1952). De løber på hinanden, reviderer et negativt førstehåndsindtryk og når til at udforske byen som par.

SEBASTIAN skraber bunden i et partyband, der spiller 80ermusik. Han møder sin gamle ven, afroamerikaneren Keith (John Legend), der har succes med at spille fusionsmusik. Mia er forfærdet over den koncert, som hun overværer. Kritikere af La La Land – de findes skam – beskylder med nogen ret filmen for snobbisme: Kun det gamle er godt, og kun jazz er helt værdig musik.

   Så langt er La La Land en tidløs dreng-møder-pige historie. Det kommer heller ikke som en overraskelse, at Sebastian henter Mia i Boulder, da hun slikker sårene efter sit stykkes fiasko. På den måde bliver hun alligevel castet i rollen, som ændrer alt for dem begge.

   Det moderne twist kommer i sidste akt. Sebastian får sin jazzklub, og Mia får både en filmkarriere og en familie. Til gengæld giver de slip på hinanden. Spørgsmålet er altså, om man kan forene kunsten og livet. Det er det ofte hos Damien Chazelle. I hans film er der ingen genvej til det sublime.

DET usædvanlige er ikke, at La La Land er en musical. De kommer dog fra tid til anden: Moulin Rouge! (2001), Chicago (2003), Rent (2005), Mamma Mia! (2008), Nine (2009), Les Misérables (2012), Into the Woods (2014).

   Det særlige er, at der er tale om en original filmmusical. Den er ikke overført fra teatret, og det er ikke en jukeboxforestilling, der skærer genvej ved at bruge sange, som publikum kender på forhånd. Musikken er skrevet fra bunden, og koreografien er tænkt, ikke for et scenerum, men for et kamera.

   I Amerika er det ikke gjort, siden Martin Scorsese formgav New York, New York! (1977) som en selvbevidst hommage til genren, og Bob Fosse lavede All That Jazz (1979, da. Det er showtime!) som et (selv)portræt af den døende kunstner. Francis Ford Coppolas One from the Heart (1981) var vildt esoterisk, da den kom ud.

   Der er til gengæld europæiske eksempler. Christophe Honorés Chansons d’amour (2007) var særskilt vellykket. Simon Stahos Magi i luften (2011) sank som en sten. Lars von Triers Dancer in the Dark (2000) er en nyklassiker.

LA LA Land åbner spektakulært med en kilometerlang bilkø på Los Angeles Freeway og mere end 100 dansere, der stiger ud og synger »Another Day of Sun«. Her ligger stilen ikke milevidt fra den fysiske akrobatik i Fame (1980).

   Siden bliver formen ét langt riff på Singin’ on the Rain, genrens kronjuvel. De fortrolige danse er hentet i førkrigsfilm med Fred Astaire og Ginger Rogers, der bare gav sig til at steppe, som var dét den naturligste ting. Sætstykket er »City of Stars«, der bliver sunget og danset i flere versioner, men den fineste tråd er vignetten »Planetarium«, som følger med Mia og Sebastian på date.

   I biografen ser de Nicholas Rays Rebel without a Cause – filmen der gjorde James Dean til James Dean – og bagefter slentrer de hjem. Nøglescenen i Rebel udspiller sig ved Griffith Observatory på Mount Hollywood. Netop hér giver Stone og Gosling sig til at steppe og danse soft shoe. Dét er ikke næppe gjort for alvor i nogen film på denne side af 1950.

DER er meget, som lykkes i La La Land, fordi det er gjort uden selvironi. Man kan se, at parret anstrenger sig. Stone og Gosling er ikke billedskønne idoler. De ligner faktisk forelskede mennesker med alt, hvad det indebærer.

   For La La Land er ikke en opportunistisk idé, der blev undfanget på et bestyrelsesmøde. Det er ikke en kalkuleret film på den måde. Instruktøren følte sig længe som en stolt, misforstået anakronisme, fordi han havde den samme hang til gammelt stof som Sebastian.

   Chazelle var først en jazzforelsket trommeslager, der trænede under en benhård lærer på Princeton High School. Det blev inspirationen for den nervekrig mellem mester og lærling, som gjorde Chazelles forrige film, Whiplash (2014) til et intenst psykologisk drama – en slags jazz noir.

   Elskelige J.K. Simmons, der spillede den dæmoniske lærer i Whiplash, er med igen i La La Land. Her som den uimponerede natklubejer, der fyrer Sebastian, fordi han improviserer med breaks og synkoper.

   Endnu før da var Chazelle betaget af de musicals, han så som barn, først og fremmest to af Jacques Demy, Les parapluies de Cherbourg (1964) og Les Demoiselles de Rochefort (1967), som hans franskfødte mor viste ham.

   Pigen med paraplyerne var nyskabende, fordi al dialogen blev sunget til Michel Legrands gennemkomponerede score. Pigerne fra Rochefort brugte hele den lille by som location og hentede Gene Kelly ind som special effect. Der var altså allerede et element af pastiche og hommage.

   På Harvards filmskole mødte Chazelle komponisten Justin Hurwitz. De udviklede en afgangsfilm, der i 2009 blev til Guy and Madeleine on a Park Bench. Det er en musical om en jazztrompetist, der skal vælge mellem kunsten og sin kæreste. Den blev skudt i 16 mm sort-hvid og er umådeligt ambitiøs. Filmen rummer både Whiplash og La La Land i miniature.

   Chazelles debut blev vist på Tribeca og turnerede siden i festivalkredsløbet. En kritiker skrev, at det var den film, som John Cassavetes ville have lavet, hvis han var ansat på MGM i den klassiske musicaltid. La La Land er mere glatsleben, men ligner både i anslag og tematik.

JEG så første gang La La Land ved verdenspremieren på Venice Film Festival i 2016. Den åbnede festivalen og blev afgjort positivt modtaget. Her var en film, som hyldede princippet om, at »everything old is new again«. Overvejelsen gik mere på, om tiden mon var moden til at tro på musicals igen.

   Siden blev Chazelles film et certificeret kulturfænomen, Oscar-nomineret i 14 (!) kategorier (den vandt i seks, men fik – heldigvis – ikke Best Feature-trofæet, som Barry Jenkins modtog for Moonlight) og belæsset med en zillion andre priser. Der er solgt billetter for 450 mio. dollars.

   Der følger altid en modreaktion. Man synes pludselig, at filmen kommer for let til det hele. Jeg skal ikke pudse min glorie. Jeg har sagt til ganske mange, at jo, La La Land er da en god film, men den var nu også heldig med sin timing.

   Nu og her vil jeg gerne lovprise filmen. Den kommer fra hjertet og gør sine ting med en integritet, der svarer til Sebastians ubestikkelighed. Måske er Chazelle hverken Vincente Minnelli eller Bob Fosse, men han har genrejst en genre med stor kærlighed og givet det gamle stof en ny følsomhed.

Se også Damien Chazelle: Whiplash (2014); Damien Chazelle: First Man (2018); Damien Chazelle: Babylon (2022) [Oscars 2023].

La La Land. Instr. og manus: Damien Chazelle. Foto: Linus Sandgren. Musik: Justin Hurwitz. 128 min. USA 2016. Dansk premiere: 24.02.2017.

Fotos: Summit Entertainment/ Black Label Media/ TIK Films/ Impostor Pictures/ Gilbert Films/ Marc Platt Productions/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Lionsgate Films

Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, NORDISK FILM+, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films 15.05.2017 

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 25.02.2017 

Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3]

TÅRER I REGNEN

Dystopien fortsat efter 35 år 

Af BO GREEN JENSEN

DET er onsdag morgen på Fisketorvet i København, da vi mødes i CinemaxX-biografen for at tilbringe tre timer i fremtidens Los Angeles. Det regner uophørligt begge steder, for det knuste klima er blevet et vilkår. Trods fremtidsperspektivet er det en rejse tilbage, der venter.

   Der er gået 30 år i fiktionen. I virkeligheden er det 35 år siden, at Blade Runner fik premiere. Det var i den kompromitterede førsteudgave, som ingen længere ser og som instruktøren har gjort sit bedste for at begrave.

   Oprindelig stolede studiet ikke på publikum. Ridley Scotts genreskabende blanding af science fiction og film noir blev derfor udstyret med en hårdkogt voice-over, der fik Deckard (Harrison Ford) til at lyde som en futuristisk Philip Marlowe. Forskellige digressioner var fjernet, og i den amerikanske version blev der hægtet en lys slutning på.

   Der har siden været flere udgaver af filmen. Lige nu er Blade Runner – The Final Cut (2008) den autoriserede og kurante. Fortællerstemmen blev fjernet, og Scott genindsatte Deckards drøm om enhjørninger, så der kom gang i diskussionen om, hvorvidt replikantjægeren selv var en kopi.

BLADE Runner handler især om at tvivle på virkeligheden og føle sig som en kopi. Disse begreber var vigtige for Philip K. Dick, som i 1968 skrev romanen Drømmer androider om elektriske får? Dick var en stor paranoiker og en original forfatter, der har fået stadig flere læsere og mere kritisk anerkendelse. Han døde i 1982, kort før premieren.

   Dick var skeptisk, da Hollywood købte hans bog. Men efter sigende fik han tårer i øjnene, da han så det Los Angeles, Scott havde skabt. I slutningen sidder Rutger Hauer og græder. Replikanten taler om alle de ting, han har set: »Jeg har set C-stråler glitre i mørket ved Tanhaüser Gate. Alle de øjeblikke vil forsvinde i tiden, som tårer i regnen.«

   Poesien gjorde Blade Runner til noget særligt. Den dystopiske fremtid har aldrig været smukkere.

DET er en af de pressevisninger, hvor man må afgive tavshedløfte for at komme ind. I salen sidder to af Sonys mænd med night vision goggles, så ingen lader sig friste til at bruge telefonen.

   Før forestillingen læser distributøren en hilsen fra instruktøren. Denis Villeneuve er stolt af Blade Runner 2049 og spændt på at se, hvad vi skriver. Det er i orden, hvis vi ikke synes om filmen, men han beder kritikerne respektere oplevelsens integritet. Lad være med at røbe for mange detaljer og afsløre vigtige forhold i plottet.

   Nuvel, jeg skal gøre mit bedste. Under alle omstændigheder kræver det plads og tid at foretage en sammenlignende analyse af den nye films svar på den gamles gode spørgsmål. Lad mig nøjes med at sige: Ja, der kommer en forklaring. Og nej, diskussionen bliver ikke definitivt lukket.

   Der er sket adskilligt, siden Deckard flygtede sammen med Rachael (Sean Young), den mest tragiske og sårbare af alle replikanter. Tyrell Corporation, som udviklede androiderne, gik fallit. Da økosystemet brød sammen i 2020erne, stod iværksætteren Niander Wallace (Jared Leto) klar med et syntetisk landbrug, som afværgede en global hungersnød. Nu er landskabet et kludetæppe af proteinmarker og affaldsdepoter.

   Wallace overtog Tyrell Corporation og fortsatte eksperimentet. Replikanterne vil være mennesker, menneskene vil være guder. Et strømsvigt i 2020 slettede alle arkiver. Der er stadig udenjordskolonier. Fremtiden i Blade Runner er af den uforgængelige slags, hvor et passeret årstal ikke diskvalificerer fiktionen. 1984 og 2001 har stadig særlig betydning.

  

REPLIKANTEN K (Ryan Gosling) freelancer for politiet som blade runner, dvs. en hitman som »pensionerer« oprørske androider. Hans fulde serienummer er KDC-3-7, men alle replikanter længes efter ægte identitet. K’s hologrammatiske hustru (Ana de Armas) giver ham navnet »Joe«, da han indser, at han har en autentisk erindring. Det ryster K til kernen. Så også Franz Kafka er taget i ed.

   K har det samme forhold til kommissæren (Robin Wright), som Deckard havde til Gaff (Edward James Olmos) i Blade Runner. Og forholdet mellem skaberen Wallace og sekretæren – og skarpretteren – Luv (Sylvia Hoeks) er det samme, som Tyrell havde til Rachael.

   K besøger Gaff på et plejehjem. Den gamle mand dyrker stadig origami. K må finde Deckard for at komme til bunds i mysteriet. Da de mødes, skifter fortællingen gear. Læg mærke til erindringsarkitekten Ana Stelline (Carla Juri), som ikke for ingenting har ansigtstræk, der virker bekendte.

   Der er noget, som alle leder efter, og som jeg med vilje ikke nævner. Jeg kan til gengæld røbe, at Denis Villeneuve har skabt en betagende fremtid, som både hylder forlægget og er en verden i sin egen ret.

   Der er kommet en sval, digital kølighed i optikken, men det er stadig future noir. Det handler stadig om, hvad et liv er. Det er stadig stor og visionær science fiction.

Se også Denis Villeneuve: Arrival (2016) [Sci-Fi 100]; Bogen og filmen: Frank Herberts Dune (2021) [Oscars 2022].

Se også Blade Runner - The Final Cut (1982/2007); Philip K. Dick 1928-1982; Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100].

Se også Efter kærligheden: 2046 | Wong Kar-wai [Sequels nr. 1]; Chinatown Revisited: The Two Jakes (1991) [Sequels nr. 2]; Praktisk magi: Mary Poppins Returns (2018) [Sequels nr. 4]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Steven Soderbergh: Ocean's Twelve (2004) [Sequels nr. 6]; Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7].

Blade Runner 2049. Instr.: Denis Villeneuve. Manus: Hampton Fancher, Michael Green. Foto: Roger Deakins. 163 min. UK-Canada-USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017

Foto: Alcon Entertainment/ Sony/ Columbia Pictures/ Torridon Films/ 16: 14 Entertainment/ Scott Free Productions/ Babieka/ Thunderbird Entertainment/ UIP/ Warner Bros. Home Entertaiment/ YouTube (Warner Bros. 4K Trailer + Thanks to TOMMY G for comparing 5 versions of Deckard's Unicorn Dream)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 15.07.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017