Damien Chazelle: First Man (2018)

SOM MÅNEN KASTER SKYGGE

Astronauten Neil Armstrong 1930-2012

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN er en ren tour de force, mejslet med omhu og akkuratesse. Den sætter scenen nøjagtigt, samtidig med, at den desorienterer.

   Tilskueren kastes hovedkulds ud i et vidtåbent rum, hvor sanserne prøver at navigere. Der er ingen pejlemærker. Der er allerhøjst fornemmelsen af en horisont. Støjen er aggressiv og intens. Selve luften brøler i den kværnende turbine.

   Vi deler oplevelsen med piloten i et cockpit. Han trykker febrilsk på forskellige kontakter, men instrumenterne vil ikke reagere. »You’re bouncing off the atmosphere, Neil,« siger stemmen fra kontrolcentret. »Du preller af mod atmosfæren.« Og det gør flyet virkelig igen og igen.

   First Man suger effektivt publikum ind. Alle i salen får svedige hænder. Hvis året er 1961, må det være overlydsflyet X-15, som piloten prøver at lande. Projekt Mercurys raketfly var en forløber for Gemini-serien, som igen var en skitse til Apollo-programmet.

I SOMMEREN 2021 er der gået 52 år, siden Neil Armstrong og Buzz Aldrin tog de første skridt på Jordens måne. Apollo 11-missionens tredje deltager, Michael Collins, blev ombord på kommandofartøjet, mens Armstrong og Aldrin satte landingsmodulet Eagle ned på den kridtørkenagtige overflade.

   Først sagde Armstrong: »Ørnen er landet«. Lidt senere: »Det er et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden.« Efter to en halv time i Stilhedens Hav begyndte Apollo 11 rejsen tilbage.

   Missionen markerede slutningen på rumkapløbet, som var en af de mest overvågede fronter i propagandakrigen mellem supermagterne. Sovjetunionen havde ført siden opsendelsen af Sputnik 1 (1957), Sputnik 2 med »rumhunden« Laika ombord (1957) og kosmonauten Jurij Gagarins første supersoniske jordomflyvning (1961). Men USA vandt finalen.

   Det havde kostet adskillige menneskeliv og mange millioner dollars. Det triumferende Moonshot var Vestens stolteste øjeblik. Alligevel sad flere tilbage med en følelse som i sangen af Leonard Cohen: »It’s like our visit to the moon or to that other star/ I guess you go for nothing if you really want to go that far.«

FILMEN First Man beskriver – ikke kort, men til gengæld ret godt – Neil Armstrongs vej til Apollo-programmet. Der er tre effektfulde sætstykker: begyndelsen i raketflyet og den nervepirrende Gemini 8-flyvning i 1966, hvor det lykkedes at sammenkoble to fartøjer, men hvor missionen alligevel måtte opgives på grund af tekniske fejl; endelig den forløsende månelanding, hvor fortællingens strømme konvergerer.

   First Man vælger i alle scener at give en fysisk, konkret og subjektiv vinkel på situationer, som kunne være mere neutralt eksponeret. Filmen deler astronautens tunnelsyn. Armstrong er både motiveret og defineret af det personlige tab, som han og hustruen Janet lider i starten. Parrets datter dør af kræft, og Armstrong flygter ind i sit arbejde.

   Astronauternes venskab og rivalisering er en kontrast til de store rumøjeblikke. Filmen registrerer samtidens kritik af ressourceforbruget – forfatteren Kurt Vonnegut optræder uventet kritisk i et arkivklip, og sorte demonstranter synger om, hvordan »Whitey on the Moon« blot er endnu en racistisk markering. Denne mediestøj når knapt astronauterne. Den er noget, som ledelsen og PR-folk tager sig af.

FIRST Man skal stå distancen over for især to forgængere: Philip Kaufmans The Right Stuff (1983, da. Mænd af rette støbning), som ramte den kliniske tone i Tom Wolfes bog om udvælgelsen af de første Project Mercury-piloter, og Ron Howards Apollo 13 (1995), som gjorde den eneste fejlslagne Apollo-mission til en langstrakt øvelse i varm patriotisme.

   Filmen er mere end kompetent instrueret af Damien Chazelle, som hidtil har været et navn, man forbinder med dans og musik. Han instruerede Whiplash (2014), og han genrejste den amerikanske filmmusical med La La Land (2016), der kunne fremstå som noget afgørende nyt, fordi Chazelle kender, behersker og holder af traditionen.

   Her arbejder han for første gang efter et manuskript, som han ikke selv har skrevet, og han forholder sig til en tid, som han ikke selv har levet i. Chazelle er født i 1985, da Apollo-programmet var lukket for længst, og rumrejserne havde mistet den romantiske aura, som konkurrerede med kritikken af NASA’s overforbrug.

RYAN Gosling fungerer udmærket som Armstrong. Claire Foy (fra The Crown) gør Janet Armstrong til en stærk karakter, der ikke uden videre vil spille rollen som passiv mønsterhustru. Hun tager hen til NASA og kræver en forklaring, da kontrolcentret lukker for lyden fra Gemini 8. Corey Stoll er forfriskende direkte som den frejdigt ambitiøse Buzz Aldrin.

   Chazelle kan sin filmhistorie og låner træk fra flere forbilleder. Blandt andet får Armstrong en Rosebud-erindring. Astronauten taler aldrig om sin døde datter, men han har hendes perlearmbånd i lommen, og det bliver endelig lagt på plads. Det er detaljen, som fastholder den humane synsvinkel midt i en grundlæggende inhuman proces.*

   Flere scener har en slående lighed med Christopher Nolans Dunkirk (2017). Der er den samme oplevelse af at være midt i et kværnende maskineri og gøre det nødvendige. Der er hverken overblik eller moral.

   

CHAZELLE har sit eget take på det hele. Hans musikalske præferencer kommer til udtryk i sjælere som Meredith Willsons »I Am the Moon« og Harry Revels »Lunar Rhapsody«. Det er musikken, som binder ægtefællerne sammen. Vi får aldrig deres historie. Vi hører den i de knasende sange.

   Egentlig skulle Clint Eastwood have instrueret. First Man var da blevet en helt anden film. Alle, som oplevede månelandingen live, har en vis portion nostalgi investeret. Fordi Chazelle er født længe efter det hele, kan han bedre sortere i stoffet og vurdere, hvad der har relevans.

   Mens historien sker, er der kun vilkårlig bevægelse. Perspektivet kommer med eftertiden, når månen kaster skygger, og vejen gennem skoven kan ses. Der vil da være krummer og småsten, som glimter. Måske var missionen ikke så skæv.

Se også posterne Apollo 11 1969-2019; Damien Chazelle: Whiplash (2014) og Damien Chazelle: La La Land (2016)

*Josh Singers manuskript bygger på First Man: The Life of Neil A. Armstrong (New York: Simon and Schuster, 2005), den autoriserede biografi, som James R. Hansen var adskillige år om at skrive, fordi Armstrong kun traf hurtige beslutninger, når han var ude i rummet. Armstrong nåede at godkende filmprojektet, før han døde i 2012. Både Hansen og Armstrongs to (nu midaldrende) sønner var rådgivere på filmen. Mark og Rick Armstrong siger, at adskillige scener i den kom fra dem. Især »The Talk« – den obligatoriske køkkensamtale, hvor Neil Armstrong fortæller hver søn om risici ved missionen, der venter – var selvoplevet. Også den bevægende detalje om Karen Armstrong, som fik en hjernesvulst og døde, er autentisk. Fotoet viser den virkelige Armstrong, som trækker datterens kælk gennem sneen i 1961. Det ligger som alt muligt andet på nettet. Jeg ved ikke, hvem der har taget eller lagt det op. Men tre år efter er det stadig Rosebud-detaljen, jeg husker fra filmen. Og så den fantastiske åbningsscene. 

First Man. Instr.: Damien Chazelle. Manus: Josh Singer. Foto: Linus Sandgren. 141 min. USA 2018. Dansk premiere: 25.10.2018.

Fotos: Universal Pictures/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ UIP DK

Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Google Play, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy 

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 26.10.2018