Dronningebilleder| Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006)

ROCK OG ROKOKO
Sofia Coppola fejrer anakronismen

Af BO GREEN JENSEN

FÅ kvindeskæbner er mere grundigt beskrevne end den franske dronning Marie-Antoinettes (1755-93). Hun levede i overflod, bestemte ikke meget selv og var sikkert aldrig lykkelig, men lærte sig at tage til takke. Hun døde som et nødvendigt offer for stærke historiske kræfter, som hun ved slutningen søgte at drive tilbage. Hun var næppe nogen ædel kvinde. Hun var sikkert heller ikke ond. Bare et af skæbnens hittebørn.

   Sofia Coppola har en enkel idé, som hun gennemfører ærligt og meget konsekvent. »Alt i filmen er baseret på research af den historiske periode, men det er set og beskrevet fra en nutidig vinkel.« Ergo ser Coppola stort på den politiske sammenhæng og fortæller sin historie i fragmenter og montager, der sjældent spilles igennem som scener. Produktionsapparatet er overdådigt, men filmen undgår med vilje det lækre præg, som den sagtens kunne have satset på, eftersom holdet havde adgang til Versailles.

   Ideen er at følge den østrigske teenagers rejse fra dagen, hvor hun som 14-årig overhændes til den franske kronprins ved en bizar ceremoni, gennem ægteskab, fødsler, intriger og affærer, frem til revolutionen. Coppola afstår fra at vise hendes guillotinering. Dronningen siger farvel til Versailles fra kareten, og det sidste billede viser kongeparrets sovekammer, efter at folket har hærget. Med en dramatisk gestus bøjer dronningen sig for folket. Det er for sent og for lidt, men gør indtryk, også på denne films publikum.

COPPOLAS kilde er en biografi af Antonia Fraser, der ligesom det franske publikum er begejstret for Coppolas take på figuren.* Den første idé var sikkert at koble den frustrerede teenagedronnings power shopping sammen med en anakronistisk effektiv lydside, der lader Bow Wow Wow synge »I Want Candy«, mens Marie prøver sko og spiser kager med sine veninder. Desværre fører filmen ikke sin strategi helt igennem. Som lydspor til dronningens morgenritual høres den samme hvirvlende bid af Vivaldi, som Bob Fosse benyttede i All That Jazz (1979, da. Det er showtime!). Resultatet er anakronisme i tredje eller fjerde potens.

   Marie-Antoinette er en almindelig kvinde i en ualmindelig situation. Snart grænseløst privilegeret, snart bundet på hænder og fødder af intriger og kryptiske ritualer. Der bliver ikke psykologiseret, og Coppola afholder sig fra filosofiske udredninger, ligesom dronningen selv er forbavsende ureflekteret. Stille former konturerne af en livsrejse sig, og den er ganske anfægtende, men undervejs forpasser filmen nogle kæmpemæssige chancer for at inddrage publikum dybere. Forholdet til den svenske Grev Fersen (Jamie Dornan) er et eksempel.

DRONNINGENS mor, Maria Theresa, spilles af Marianne Faithfull, der har forvandlet sig til en svær matrone. Steve Coogan er næsten i stand til at lægge ironien fra sig som ambassadør. Som svigerfar, Louis 15., dræver Rip Torn frejdigt løs i sin egen sædvanlige western. Asia Argentos fremstilling af kongens ærekære elskerinde, Madame du Barry, hører til filmens mest interessante. Det er alt sammen mere sjældent end kønt.

   Kirsten Dunst er velvalgt og solidarisk med sin rolle. Filmens blik på dronningens udvikling minder slående om den forvandling, som Marlene Dietrich gennemgår i Josef von Sternbergs The Scarlet Empress (1934), da hun som tysk prinsesse kommer til det russiske hof og bliver kejserinde Katharina den Store. Begge kvinder oplever en mur af kulde og føler samme seksuelle frustration. I Sternbergs slutbillede er Dietrich forvandlet til en blodtørstig isdronning. Hos Coppola bliver Dunst bare stille, menneskelig og moderne. Marie Antoinette har en god idé, men bruger den ikke til meget. Især ved et gensyn er filmen forbavsende tom.**

*) Marie Antoinette: The Journey. London: Weidenfeld & Nicolson, 2001. Antonia Fraser har skrevet fiktion (herunder ti krimier om journalisten Jemima Shore), essays og erindringer, men har især haft succes som historiker. Hun er ophavsmand til en halv snes biografier, fra Mary Queen of Scots (1969) til Cromwell, Our Chief of Men (1988). Fraser var gift med politikeren Hugh Fraser fra 1956-1977. I 1980 blev hun gift med forfatteren Harold Pinter (1930-2008). Mens Sir Harold levede, var hun Lady Antonia Pinter. Vanity Fair-artiklen »Sofia’s Choice« fra 2006 er en personlig beretning om Frasers forhold til Coppola og filmatiseringen. I december 2020 er Lady Antonia 88 år.

**) Sådan må jeg have oplevet det i november 2006. Gad vide, om jeg faktisk genså filmen eller skrev på erindringen om den første visning i Cannes, hvor den kritiske konsensus var skuffelse og »nej, duer ikke«, skønt Coppola som nævnt fik en sølvpalme for bedste instruktion. Man ville hellere se noget skævt, amerikansk og samtidigt fra Sofia Coppola, som lige dér blev vurderet på sin alder, familiebaggrund og tonen i The Virgin Suicides og Lost in Translation. Det skal i hvert fald siges, at filmen har et formidabelt kurateret soundtrack – Strokes, Cure, Air, New Order, Aphex Twin – som jeg har lyttet til ganske ofte, og det anakronistiske anslag har sat sig spor i film som Saul Dibbs The Duchess (2008), Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012), Benoît Jaquots Les adiuex à la reine (2012) og Yorgos Lanthimos’ The Favourite (2018).

Se også Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) [Bogen og filmen]; Sofia Coppola: Lost in Translation (2003); Sofia Coppola: The Bling Ring (2013); Sofia Coppola: The Beguiled (2017); Sofia Coppola: On the Rocks (2020) + Middlesex og kønnets undren: Et interview med Jeffrey Eugenides [2003].

Marie Antoinette. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Lance Acord. 123 min. Frankrig-Japan-USA 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.

Fotos: Sony/ Columbia Pictures/ CineMAterial/ MovieStillsDB

Filmen streames (køb eller leje) på iTunes, SF Anytime og Viaplay

Weekendavisen Kultur 17.11.2006