Translate

lørdag den 30. januar 2021

Bad Times at the El Royale (2018) [Noir 100]



CALIFORNIENS HEMMELIGHEDER
Ånden fra Hollywood Babylon lever 

Af BO GREEN JENSEN

EL Royale er fra motellernes guldalder, da bilerne havde forkromede finner. Interiøret skulle ligne en blanding af skihytte, lounge og casino. Motellet ligger på grænsen mellem Californien og Nevada, så der gælder forskellige love, alt efter hvilken fløj man bliver indlogeret i. For at dramatisere det geografiske særpræg, har management trukket en rød streg gennem det hele. Ellers er husstilen lurmærket americana.
   »Alle veje fører hertil,« står der skrevet. Det er et af den slags steder, man har set på film så mange gange, at banaliteten bliver surrealistisk, hvis man overnatter i virkeligheden. Hvem management, altså ejerne, er, bliver stadig mere interessant, i hvert fald i to af de sammenflettede historier, efterhånden som tingene udarter. Men først skal syv karakterer mødes i vestibulen, så fortællingen kan præsentere og checke dem ind.


I PROLOGEN ses et værelse i total. En mand kommer ind, skubber møblerne væk, ruller tæppet til side og bryder brædderne op. Han anbringer en taske i hullet og gør rummet i orden. Det banker på. Han åbner døren ud til regnen, vender sig og bliver skudt ned. Under hele forløbet spiller »26 Miles (Santa Catalina)« med The Four Preps. Det er gylden radiopop fra 1957. I en dansk film ville The Four Jacks have drejet i den store Wurlitzer-jukebox.
   Så står der »Ti år senere«. Der bliver aldrig sat nøjagtigt årstal på, men efter alle markører at dømme, er året 1969. Præsident Nixon er nyvalgt og lover at tage hånd om al balladen.
   En gammel præst (Jeff Bridges) og en sort sangerinde (Cynthia Erivo) har mødt hinanden på parkeringspladsen. I forhallen står en slesk støvsugersælger (Jon Hamm), som åbenbart er bekendt med stedet. Han fortæller, at El Royale havde stil, før det mistede sin bevilling. Han har ventet i evigheder. En nervøs receptionist (Lewis Pullman) kommer tumlende i piccolojakke. Lidt efter ankommer en hårdkogt hippiekvinde (Dakota Johnson), som skriver »Fuck You« i stedet for sit navn i gæstebogen.
   Bad Times at the El Royale har en hel æske fuld af forbundne historier. Nogle af dem er gode, og i hvert fald bliver de samlet og præsenteret så forførende, at tilskuerens begær er vakt. Der er nok til to en halv time, og tiden flyver endda. Det er lidt som at læse Agatha Christie, hvis hun skrev som James Ellroy. Lynch og Tarantino, jo, men måske endnu mere som Pirandello-dramatik for popkulturen: Syv personer søger en forfatter og har alle en drøm om at nå deres mål.
 


FILMENS styrke ligger i design og detaljer, der er fine udskæringer i skrinet. Naturligvis er ingen af personerne, hvad de giver sig ud for. Tættest på kommer soulsangerinden, der sagde nej til en slibrig, Phil Spector-lignende producer (instruktøren Xavier Dolan i en finurlig minirolle), både seksuelt og kunstnerisk. Han sagde, at hun ville ende som selskabssanger i Reno, og det er præcis, hvad der er sket. Næste dag skal hun synge på en klub i Reno, så hun sætter metronomen og giver sig til at synge Motown  som en engel.
   Motellet er et dukkehus, det er præstegården fra en britisk puslespilskrimi, bare henlagt til hårdkogt sen-60er-stemning. De forskellige historier bryder ind i hinanden, spoler tilbage, er forbundet på uventede steder og har alle en eksistentiel kant  som måske ikke altid overbeviser. Det hedder sig, at syv karakterer i løbet af natten får en sidste chance for at rette sig og finde tilgivelse. Det ved vi faktisk kun, fordi det står i forfatterens hensigtserklæring.



GODDARD
 vil give publikum små aha-oplevelser, hver gang en skjult skuffe bliver trukket ud. Jeg skal derfor ikke røbe meget. Men den første historie giver en idé om atmosfæren og forklarer, hvorfor kameraet kan se ind i værelserne. For Jon Hamms karakter sælger ikke støvsugere. Han giver sig til at finde skjulte mikrofoner i lokalet. Overraskende er der to sæt, så han ringer til »Direktøren« og fortæller om sin opdagelse. Der er en korridor bag værelserne. Man kan se ind gennem spejlene. Der står endda et kamera.
   Hamm ser mere, end han regnede med. Præsten har brudt gulvet op og leder under brædderne. Sangerinden øver sig, og han tænder for højttaleren, så han kan høre hende synge. Hos hippiepigen bliver en anden pige, som ligner den første, trukket ind og bundet fast til en stol foran spejlet. Mr. Hoover siger, at Hamm ikke skal gribe ind. Han skal bare finde filmen med det politisk belastende materiale. En vigtig person har været sammen med nogen. Der er henvisninger til døde Kennedy-brødre og en sadistisk senator, som går over stregen. Filmen er fuld af gotisk americana i den mørke tradition.

 

NOGLE ting er nyttige at vide. Den angrende receptionist har en fortid som snigskytte i Vietnam. Hippiepigen har reddet sin søster fra en Charles Manson-agtig kultleder, der bliver spillet af Chris Hemsworth. Emily har reddet sin søster, helt fra de var børn, og det var Far, de skulle gemme sig for. Men Ruth (Cailee Spaeny) er ikke altid enig med sin søster. Meget vil ske. Nogle vil dø. Alle lag hænger sammen og er pakket tæt med nostalgisk paranoia, vidtløftige konspirationsteorier og klassiske film noir-troper. Mennesker bliver fanget af deres grådige væsen. Men to karakterer får lov til at stråle. Det er lige netop værd at blive i fortællingen for.
   Det er tydeligt, at filmen er forelsket i sin tid, sit look og sin næsten okkulte mentalitet. Bad Times at El Royale er instrueret af Drew Goddard (The Cabin in the Woods), som har skrevet mange succeser for andre og nu får chancen med sit eget projekt.
   Der kommer flere af denne slags retroaktive auteurfilm. David Robert Mitchells Under the Silver Lake (2018) er en anden mørk fortælling fra Californien i legendernes tid. De nye film er udtryk for, at endnu en generation af filmskabere opdager Hollywood Babylon-tiden. De er Sunset BoulevardChinatown og L.A. Confidential for nu.
   Er man til denne slags americana, vil Bad Times at the El Royale både fascinere og falde på et tørt sted. Hvis man ikke kender kortene, vil spillet snarere irritere og genere. Jeg nød næsten alle de hurtige finter. I sin genre er filmen en delikatesse. 


Bad Times at the El Royale. Instr. og manus: Drew Goddard. Foto: Seamus McGarvey. 121 min. USA 2018. Dansk premiere: 18.10.2018


Fotos: Goddard Textiles/ Twentieth Century Fox/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (køb eller leje) på SF Anytime, Viaplay, Blockbuster, YouTube Movies, Google Play og iTunes/ Apple+ TV
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.10.2018

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar