Translate

torsdag den 21. januar 2021

David Lynch: The Straight Story (1999)


AMERIKANSKE BILLEDER
David Lynch sætter mørket på pause

Af BO GREEN JENSEN

MAN forbinder jo af vane David Lynch med noget mørkt. Med eller uden indbygget humor har amerikaneren altid dyrket det bizarre og forvredne; fra Eraserhead (1978) og Blue Velvet (1986) til Wild at Heart (1990) og Lost Highway (1996), som må være den særeste fabel fra manden, der med tv-serien om livet i Twin Peaks (1990-91) gav årtiets første halvdel et ansigt, man længe kunne forveksle med tidsånd.
   Hen ad vejen udartede nogle af Lynchs virkemidler til manerer, som han måtte skære stadig dybere i mørket for at give plads. Også dét blev rutine, men man tog tælling, da Bill Pullman som saxofonisten i Lost Highway skiftede identitet og blev en anden person. Især fordi mysteriet faktisk aldrig blev løst eller kom til at hænge sammen efter nogen logisk forklaringsmodel. Større endnu var forbløffelsen dog, da Lynch på Cannes Festivalen 1999 præsenterede en film, hvor mørket er bandlyst.
   The Straight Story er nøjagtigt så enkel og regelret, som den trods alt lidt krøllede titel antyder. Den bygger på en autentisk smil-gennem-tårer historie om den pensionerede landmand Alvin Straight, der i sommeren 1994 hægtede en trailer på sin John Deere-plæneklipper og trillede tværs over Midtvesten, fra Laurens i Iowa til Mt. Zion i Wisconsin, for at besøge sin bror, som var blevet syg. Alvin var 73 år gammel, da han foretog sin amerikanske odyssé. I filmen spilles han af Richard Farnsworth (1920-2000), der simpelt hen kravler ind i sin rolle, så vi tror hver en gestus og lille manér.



OGSÅ Lynch forsøger at komme et helt nyt sted hen denne gang. Dét gør han forbavsende ubesværet. Varmen, roen, naturskønheden og de mange gode mennesker, som hjælper Alvin af sted på hans vej gennem verden, virker aldrig som eksotiske konstruktioner. Filmen er da også drejet ganske tæt på virkeligheden. Holdet rejste i Alvins spor og gjorde turen efter i samme sneglefart. Resultatet er en unik film, der sætter sig i tilskueren som en slags fred.
   Første indstilling viser en sydende sommergræsplæne ved et lille hus, der sagtens kunne ligge i forstæderne fra Blue Velvet. Fordi vi har vænnet os til forbinde nogle særlige egenskaber med Lynchs superrealistiske billeder af den banale amerikanske virkelighed, begynder publikum straks at fremdrømme alle mulige ildevarslende detaljer. Mekanismen forstærker blot sin aktivitet, da vi lidt efter hører et bump inde fra huset. Vi tror det værste om verden, før vi har vænnet os til tonen i The Straight Story.



LYDENS årsag er skam alvorlig nok. Alvin er faldet om med det slagtilfælde, som siden gør det vigtigt for ham at foretage rejsen til broderen, der kun er med i en enkelt scene, men spilles af Harry Dean Stanton (1926-2017), så man er sikker på at huske den. I filmens første kvarter foretager Lynch en systematisk afkodning af kataloget med kendte effekter. Senere nyder han tydeligvis at vende road movie-genren på hovedet, for som sagt møder Alvin kun gode mennesker. Her er hverken dæmoniske blaffere, seriemordere eller fascistiske trafikbetjente. Kun små byer ude på landet med masser af rigtige mennesker i.
   Selv Angelo Badalamentis musik indretter sig efter grundstemningen og prøver at lyde køn og banal. Men til stadighed hører man alligevel noget ægte, som gør at filmen aldrig bliver et anstrengende glansbillede. Tværtimod hviler den så fint i sig selv, at man efterhånden trækker vejret dybt og føler freden sammen med Alvin, når han sidder under stjernerne og undres ved mangfoldigheden. Med The Straight Story har Lynch har skabt en noget nær fuldkommen film, og nu bliver det for alvor spændende at se, hvor manden i sort vil tage hen næste gang.




The Straight Story. Instr.: David Lynch. Manus: John Roach og Mary Sweeney. Foto: Freddie Francis. 110 min. Frankrig-UK-USA 1999. Dansk premiere: 25.12.1999.


Fotos: Asymmetrical Productions/ StudioCanal+/ Walt Disney Pictures/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på SF Anytime
Trykt i Weekendavisen Kultur 23.12.1999

Ingen kommentarer:

Send en kommentar