Translate

fredag den 1. januar 2021

Charlie Kaufman: Synecdoche, New York (2008) [Fantasien til magten]


GLASLØGET SKRÆLLES
Forfatteren debuterer som instruktør

Af BO GREEN JENSEN

FÅ manuskriptforfattere får stjernestatus, og færre endnu kan for alvor skabe og præge en film, så man nævner deres navn før instruktørens. Amerikaneren Charlie Kaufman (f. 1958) nåede målet i kraft af fem dybt originale manuskripter. Allerede mens Spike Jonze instruerede Being John Malkovich (1999), stod det klart, at fortællestilen var stjernen. Hele verden havde Malkovichs træk i den post-moderne metafabel. Til sidst måtte Malkovich selv kravle op til døren på etage 7 ½ og se, hvad der foregik i hans hoved.
   Kaufmans manuskripter til Michel Gondrys Human Nature (2001) og George Clooneys Confessions of a Dangerous Mind (2002) bar præg af at være bestillingsarbejder. Det samme var i princippet Adaptation (2002, da. Orkidé-tyven), en filmatisering af Susan Orleans reportagebog om orkidéjægeren John Laroche, som genforenede Kaufman og Jonze. I stedet for at skrive en regelret fremstilling, forvandlede Kaufman forlægget til en selvironisk identitetsfabel om forfatteren Charlie Kaufman, der har komplekser i forhold til broderen Donald (begge spilles af Nicolas Cage) og lider alle helvedes kvaler under arbejdet med at skabe et nogenlunde intelligent manuskript.



FØR han blev husforfatter på tv-programmer som The Trouble with Larry og The Dana Carvey Show, begyndte Kaufman sin karriere med at skrive kærlige Kurt Vonnegut-parodier til magasinet National Lampoon. Han har egentlig ikke forladt udgangspunktet. I Kaufmans manuskripter er der ofte en verden bag verden, en virkelighed bag vor egen, som kommer til syne, når man piller i hjørnet af tapetet eller på anden vis rammes af røntgenindsigt.
   Det er altid en mulighed, at vi er aktører i en forestilling, karakterer i et manuskript, som skrives af en højere placeret forfatter. Over ham er der endnu én og over ham endnu én. Denne kvalitet kommer fuldt til sin ret i Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind), hvor Jim Carrey og Kate Winslet må møde og miste hinanden igen og igen, uanset hvor mange gange deres erindring bliver slettet på hukommelsesklinikken.



MED Synecdoche, New York tager Kaufman skridtet fuldt ud og debuterer som auteur i traditionen for selvransagende metafiktion. Filmen minder mere om Federico Fellinis  end om nogen nulevende instruktørs værk. Synecdoche er lige så sær som Being John Malkovich, Adaptation og Evigt solskin i et pletfrit sind, men den knytter samtidig an til basale menneskelige erfaringer, enhver kan idenficere sig med.
   Philip Seymour Hoffman er Caden Cotard, en ramponeret teaterinstruktør, som lider af både paradentose og dårlig økonomi. Hans kone forlader ham for at blive lesbisk multikunstner i Berlin. Hans datter forvandles til et tatoveret kunstobjekt, og han har næsten sagt farvel til det hele, da han modtager et astronomisk stort MacArthur-legat og investerer pengene i at skabe et parallelt univers, en forestilling uden publikum, hvor alle har en tro kopi. Tiden går i virkelig tid, og det andet liv overhaler det første. En skønne dag er Caden gammel, og hvad blev der så af det hele?



DET er som altid den unikke blanding af sort galgenhumor og eksistentiel frygt og bæven, der gør Kaufmans excentriske fabel til noget alment. Og så har han i sjælden grad blik for og nærer en kærlighed til menneskelig skrøbelighed. Det er rørende at se Hoffmans karakter blive ældre, tabe håret og få endnu mere mave. Man indser, at årene går, da Kaufman filmer Caden hos tandlægen, og man hører, hvor meget hans tandkød er sunket siden sidste  besøg.
   »Skal vi ikke snart spille stykket for nogen?« spørger skuespillerne, som han har ansat. Men for Caden Cotard er den ene og den anden verden dele af et dramatisk eksperiment, som ikke kan gøres færdigt, før selve livet er forbi. Der er ét, to, tre lag af virkelighed. Erkendelsen er et løg af glas, som i John Lennons Beatles-sang, og Caden ser alle ting ske på én gang.
   Filmen har flere begynderfejl. Først og fremmest er den for lang, og nogle bolde bliver skruet for skævt. Men her er overskud, indsigt, humor og menneskelighed i et omfang, man ellers aldrig møder i den store studieproduktion. Løget skrælles med nænsom ubønhørlighed, og verden træder frem som Kaufman ser den. Synecdoche, New York er for sær til at være helt vellykket, men forfatterens fans må skynde sig at se den.



Synecdoche, New York. Instr. og manus: Charlie Kaufman. Foto: Fred Elmes. 163 min. USA 2008. Dansk premiere: 19.06.2009

Fotos: Sidney Kimmel Entertainment/ Sony Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (lån, køb eller leje) på Filmstriben, Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen blev trykt første gang i Weekendavisen Kultur 19.06.2009

Ingen kommentarer:

Send en kommentar