Translate

fredag den 27. november 2020

Evig Latter: Komikeren Andy Kaufman 1949-1984

 

MANDEN FRA MÅNEN
Milos Forman, Jim Carrey og Andy Kaufman

Af BO GREEN JENSEN

MAN siger om nogle mennesker, at de lever i deres egen verden. Er særheden mere udtalt, synes vi enerne kommer fra en anden klode, og bliver adfærden decideret aparte, må både sproget og velviljen kapitulere. Så lukker vi bare personerne inde og kalder dem syge i sindet.
   Den amerikanske komiker Andy Kaufman (1949-84) hørte for mange at se til i sidstnævnte kategori. Imidlertid fik han så mange fans og disciple, at man ikke kunne indlægge ham. Det var heller ikke muligt at affærdige hans grænseoverskridende humor, som dyrkede det pinlige, kejtede og uforudsete i en ramme – tv-mediet  hvor alt skal ligge fast på forhånd, ikke mindst de spontane islæt.
   For tv-selskabet ABC blev forbindelsen med Kaufman et mareridt. Da man fyrede ham, stævnede han direktøren og krævede 200 millioner dollars i erstatning. For denne sum ville han købe selskabet og forvandle det til et netværk, der sendte fribydning i døgndrift.
   Det juridiske aspekt bliver ikke beskrevet i Milos Formans film om den mærkelige mand fra Long Island. Det gør til gengæld hans bizarre forhold til brydning med kvinder. Faktisk skildres forblændelsen så udførligt, at man næsten taber tråden midt i den ellers velskabte film.*
   Kaufmans tid havde det ligesådan. Latka fra Taxi var pludselig sær. I hvert fald var han gået over stregen og fik aldrig lov at vende tilbage, hverken som den majestætisk ubehøvlede Las Vegas-sanger Tony Clifton, Foreign Man, Elvis Presley eller andre af sine personaer.




KAUFMAN var med i førsteudgaven af Saturday Night Live, men det var rollen som Latka Gravas i situationskomedien Taxi (1978-83), der gjorde ham til stjerne. Andy hadede Taxi. Hans manager George Shapiro  i filmen spillet af Danny DeVito, der havde en hovedrolle i Taxi  måtte lægge et stort arbejde i at overtale ham, og han mildnedes aldrig i sin foragt. Hvis et publikum ville se Latka Gravas, straffede han det ved at synge samtlige vers af »One Hundred Bottles of Beer« eller læse hele F. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby med karikeret britisk accent. Hvis han ikke sendte dem Tony Clifton. Publikum blev dog ved med at komme. Judd Hirsch fra Taxi kunne ikke fordrage Andy Kaufman, men da Kaufman døde skrev Hirsch nekrologen i Rolling Stone Magazine.
   Det var ikke mindst denne slags behagesyge forstillelse, som Kaumann ville udfordre. Hans dadaistiske praksis giver lidt mere mening, hvis man opfatter ham som performance-kunstner, snarere end stand-up komiker. Det kunne man på klubscenerne, og også det unge publikum, der sad oppe for at se Saturday Night Live satte pris på hans håndtering af den pinlige pause. Tony Clifton-figuren var et originalt koncept, men da Kaufman begyndte at kæmpe med kvinder, slap velviljen op. Hans fejde med bryderen Jerry Lawler var aftalt spil, men lignede alvor. På David Lettermans show slog Lawler Kaufman i dørken for åben skærm. Kaufman og Bob Zmuda, som var Andys makker i tykt og tyndt, morede sig uforbeholdent, men kun de to lo, så det kunne høres.



FORMANS film er forvirrende, fordi den rokerer om på nøglebegivenhederne i Kaufmans liv og komprimerer kronologien. Ti-femten år koncentreres til noget, der ligner det halve. Endvidere får man indtryk af en vis orden, en progressiv metode i Kaufmans galskab. Virkeligheden var ikke så entydig. Bryderen tog sin kontaktsport alvorligt, men dyrkede samtidig transcendental meditation og afsluttede sin optræden med at servere mælk og småkager for publikum.
   Man On the Moon lægger sig i naturlig forlængelse af Formans forrige film, Folket mod Larry Flynt (1996), en heltedyrkende fremstilling af fantasten og pornografen, som udgav Hustler Magazine. Flynt fik lov at fremstå som en amerikansk dissident, der handlede ud fra moralske principper. I tilgift fik man et gennemført billede af tiden og kulturen, som Hustler fødtes i og med. På samme måde er hovedattraktionen i Man on the Moon de minutiøse rekonstruktioner af amerikanske mediefænomener fra 70’erne og 80’erne.
   Heppekoret The Rockettes er på scenen, da Andy tager afsked med sit publikum i Carnagie Hall. De oprindelige spillere fra Taxi, inklusive Judd Hirsch, medvirker i genopførelsen af den famøse episode, som Kaufmans monstrøse Tony Clifton-persona dekonstruerede live, og vi ser Andy kaste et glas vand i ansigtet på Michael Richards, da han som gæstevært på Fridays saboterer programmet. Richards (senere krøltoppen Kramer i Seinfeld) spiller dog ikke sig selv, og det er faktisk godt at se, at der er grænser for, hvad man tilgiver en afdød legende i pengenes navn.



DET er tydeligt, at Forman solidariserer sig med de amerikanske excentrikere, som manuskriptforfatterne Scott Alexander og Larry Karaszewski efterhånden har samlet et galleri af. Alexander og Karaszewski skrev også Larry Flynt-filmen, men det var deres manuskript til Tim Burtons Ed Wood (1994), som etablerede metoden. Alle tre film benytter en traditionel, tv-biografisk form til at skildre særdeles utraditionelle personer. Kronologien gør det ud for dramatisk stringens, og det er så op til emnet – fantasten, eneren, sabotøren i centrum  at levere de egenskaber, der skal knæsætte tema og hovedmotiv.
   Det er i den forbindelse interessant at se, hvor forskelligt accenten lægges af de medlevende instruktører. Ed Wood, den karismatiske B-filmsskaber, som aldrig tog en scene om og fik afløb for frustrationerne ved at udleve sit transseksuelle væsen, blev i Burtons fortættede mørke genstand for en genuin vision. Man blev ikke klogere på manden, men man var uafbrudt fascineret og eminent underholdt. Filmens afsind matchede emnets, og af samme grund føltes den både vedkommende og kunstnerisk tilfredsstillende. Man sad aldrig og spurgte, hvad man skulle med filmen.
 
 

MILOS Forman er mere realitetsorienteret. For ham udgjorde desperadoen Larry Flynt et forfriskende brud med tidens politiske korrekthed, og hele apparatet omkring Hustler blev skildret med lige dele satirisk årvågenhed og antropologisk interesse. Den tjekkiske tilflytter har jo outsiderblikket til fælles med de utilpassede amerikanere. Som de er han en fremmed i et fremmed land og betragter mediemaskineriets absurditeter med forfærdede og fascinerede øjne, som kunne sidde på et væsen fra Mars. For Burton, som selv er en af de store originaler og et oplagt emne for Alexander og Karaszewski, havde Ed Woods verden karakter af slaraffenland.
   Man føler sig derfor tættere på virkeligheden hos Forman, og selv hvis man ikke delte den universelle begejstring for Folket mod Larry Flynt, skulle man være tungnem for at overse det moralske lærestykke, som lå gemt i portrættet af manden, der med næb og kløer forsvarede sin ret til at pirre, hidse og skænde på tryk. Ved vejs ende var man manipuleret så grundigt, at man kunne forveksle Flynt med en frihedskæmper. Effekten lå dog betænkelig tæt på den, som får én til at dele Jim Garrisons konspirationsteori, når man netop har set Olivers Stones film om mordet på JFK.


 
DENNE film har ikke samme præg af selvfølgelig henvendelse. Man er meget imponeret, ikke mindst af Jim Carreys Andy Kaufman, men denne gang spørger man virkelig, hvad vi egentlig skal med historien.** »Efter Andys død er hans liv blevet forvandlet til én stor vandrehistorie,« står der på websitet Goofing On Elvis, som er en af de mange hyldestsider på Nettet. Her betragter man filmen som en forpasset chance og en vulgærudgave af Kaufmans geni.
   Robin Williams (1951-2014) citeres for betragtningen: »Andy gjorde sig selv til præmissen, og resten af verden var pointen.« På R.E.M.-albummet Automatic for the People (1992) sang Michael Stipe den hyldestsang til Kaufman, som filmen –
 der har Stipe som med-producer tager sin titel efter. Da den endelig klinger under creditsekvensen til slut, får man for første gang en klump i halsen og føler, at noget falder i hak. Ellers er man det meste af vejen forbavsende upåvirket af den sygehistorie som bliver fortalt.



DE bedste øjeblikke er begyndelsen, som lader Carrey lege stop-motion med forteksterne, og scenen hvor den kræftsyge Kaufman er fløjet til Filippinerne for bogstaveligt at få sygdommen revet ud af kroppen.
   En healer presser tilsyneladende blodige ting ud gennem huden på folk. Da det bliver Kaufmans tur, gennemskuer han bedraget. Carrey lukker da sine øjne og smiler, for i denne sidste indsigt, som han hellere havde været foruden, findes kernen i Kaufmans evangelium: »If you believe/They put a man on the moon/ If you believe/ There’s nothing up their sleeve/ then nothing is cool«.
   Kaufman satte pris på grusomme vittigheder, der ikke havde nogen pointe. Han havde aldrig røget eller drukket, spiste kun sund mad og mediterede, når han kunne. Alligevel fik han konstateret lungekræft og døde i en alder af 35 år. »Now Andy, did you hear about this one?/ Tell me are you locked in the punch?/ Andy, are you goofing on Elvis/ Tell me are we losing touch?«

*) Det er uklart, om Kaufmans kærlighed til professionel brydning var et kønspolitisk statement, en personlig seksuel særhed, et langstrakt mediestunt eller en regulær sportslig ambition. Fribrydning fyldte virkelig meget i hans liv de sidste år, men altid i karikeret teaterversion. Fra 1979-83 havde han mere end 400 kampe med kvinder, bl.a. Playboy-pinuppen Susan Smith (1981). Han kaldte sig »Inter-Gender Wrestling Champion of the World« med fingeret, uudgrundelig stolthed. Hans 1982-kamp mod Jerry »The King« Lawler (som spiller sig selv i Man on the Moon) er legendarisk. Ligeledes den episode af Late Night with David Letterman, hvor Lawler slår Kaufman i ansigtet efter megen verbal aggression fra begge parter. Først i 1995, da NBC sendte »A Comedy Salute to Andy Kaufman« blev det afsløret, at fjendskabet var iscenesat og kampene var aftalte. Det var Jim Carrey, som røbede det, endnu før han var castet som Kaufman i Man on the Moon. Sangerinden Debbie Harry og multikunstneren Laurie Anderson medvirkede i Kaufmans brydeforestilling. For dem var der aldrig tvivl om, at Kaufmans lidenskab var en kunstnerisk performance og indgik i en kosmisk comedy act, der kunne siges at omfatte hele tilværelsen.    



**) Jim Carrey spillede Kaufman midt i et cirka ti år langt winning streak, hvor han knapt kunne gøre noget forkert, i hvert fald i sin store og hengivne fanskares øjne. Den gyldne tid begyndte med Ace Ventura: Pet Detective og The Mask (1994) og sluttede cirka efter stjernestunden i Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004), hvor det ellers så ud, som om karrieren kunne nå et nyt niveau i (endnu) mere dramatiske roller. 
   Efter rollen som Count Olaf i A Series of Unfortunate Events (2004, da. Lemony Snickets Én ulykke kommer sjældent alene) fulgte usikre roller i LGBT-komedien I Love You Philip Morris (2009) og familiefilmen Mr. Popper's Penguins (2011) har kun den svage Dumb and Dumber To (2014), hvor både Carrey og Jeff Daniels bliver svigtet af en halvhjertet indsats fra skaberne Bobby og Peter Farrelly (der ligesom ikke rigtigt vil være ved deres gamnle komedie) lignet en populær hovedrolle.
   Men på Mostraen i Venedig i 2017 kom Carrey pludselig frem og brød sin tavshed med Netflix-dokumentaren Jim & Andy: The Great Beyond, som Chris Smith har instrueret og Barry Poltermann har klippet med Carreys egne optagelser fra indspilningen af Man on the Moon.
   The Great Beyond beskriver, hvordan Carrey og Milos Forman arbejdede med Andy Kaufman-portrættet. Carrey filmede selv på settet, så man kunne se, hvordan han blev i karakter som Kaufman og den onde tvilling Tony Clifton. I 2017-optagelserne sidder Carrey uventet distingveret og siger dybe ting om omsider at være fri af sociale hensyn og strukturer, om bare at lade sig falde og flyde i nuet. Det er ikke en halvglemt stjerne, der masturberer. Det er overraskende værdigt og relevant, netop fordi Carrey endelig har lagt behagesygen fra sig.
   I 2020 arbejder Carrey videre med komedieprojekter på Showtime (I'm Dying Up Here 2017-2018; Kidding 2018-2020). Endvidere er han sprunget ud som politisk karikaturtegner med en række aktuelle kommentarer på Twitter. 


Man on the Moon. Instr.: Milos Forman. Manus: Scott Alexander og Larry Karaszewski. Foto: Anastas N. Michos. 119 min. USA 1999. Dansk premiere: 17.03.2000


Fotos: Universal/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ Netflix
Filmen streames ikke i Europa, men findes på blu-ray og dvd
Trykt i Weekendavisen Kultur 17.03.2000 - noter nyskrevne november 2020

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar