Translate

torsdag den 12. november 2020

Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963



HEKSEN ER DØD
Filmen om Sylvia Plath og Ted Hughes

Af BO GREEN JENSEN

DEN måtte vel komme en skønne dag, filmen om Sylvia Plath (1932-63) og Ted Hughes (1930-98). I digternes egen tid var han altid stjernen. Nu kan man se, at hun sikkert var den vigtigste digter på engelsk efter Anden Verdenskrig.
   Der er ingen ende på mytologien om Sylvia Plath. Et feministisk forbillede, ja, men også en stemme, der taler på vegne af alle, som trodser og gør sig fri, når de ikke mere vil indordne sig. Kvindelige kritikere har ikke eneret på Plath. Hun ville i øvrigt forkaste ideen. Kønnet eksploderer i de sidste forbløffende tekster, hun skrev.
   Plath havde nok fundet læsere med samlingen The Colossus (1960), men det var altid ægtefællens bestræbelser, ikke mindst Hughes’ frygtindgydende stærke debut The Hawk in the Rain (1957), som hendes digte blev holdt op imod. I England var hun hustruen, Mrs. Ted Hughes, oven i købet vulgært amerikansk, som insisterede på at skrive. Men det var ham, de ville høre og se.
   Sylvia kunne forstå attraktionen. Efter parrets første møde var hendes dagbog fyldt med notater om den mørke erobrer, the demon lover, og hun havde selv en ønskedrøm at være den perfekte mor og hustru, som viste hjemmet frem iført småblomstret forklæde. Da Plath anden gang forsøgte at begå selvmord, i sommeren 1952 i New York, var det ikke mindst kønsbestemmelsen, forventningen til kvindetilstanden, som hun reagerede på og imod. Hun havde dog døden i blodet. Første gang hun prøvede at dø, var hun ti år.


PLATH 
var således skruet fast i et klassisk dilemma. Hun skrev, når hun kunne finde tid, passede huset og fødte parrets to børn. Når pengene var små, var det hende som tog forefaldende arbejde, så Ted kunne hellige sig skriften. De boede en tid i Cambridge, ved stranden i Massachusetts, som Plath selv kom fra, og endelig ude på landet i Devon, hvor Plath blev en dygtig biavler. Hendes far, entomologen Otto Plath, som døde da hun var otte år, men rumsterer i så mange af datterens digte, havde skrevet standardværket om bier. I Devon havde dagene fylde, og Plath skrev de naturforklarede digte, som efter hendes død blev samlet i Winter Trees og Crossing the Water (begge 1971).
   Så var det, at Ted gik sin vej. Ikke alene forlod han hende for en anden. Han reagerede også på hele atmosfæren i huset, på Plaths bitterhed og mistænksomhed, på den rolle som han følte hun tilskrev ham i sin personlige mytologi. Sylvias vrede var monumental. Forsmået og kasseret, ja, men har der nogen sinde været en kvinde, som nægtede at blive et offer, var det digteren Sylvia Plath. I digtet »Daddy« skrev hun:

If I've killed one man, I've killed two – 
The vampire who said he was you
And drank my blood for a year,
Seven years, if you want to know.
Daddy, you can lie back now.

There's a stake in your fat black heart
And the villagers never liked you.
They are dancing and stamping on you.
They always knew it was you.
Daddy, daddy, you bastard, I'm through.

(»Hvis jeg dræbte en mand, har jeg også dræbt to  / vampyren, som sagde han var dig/ og drak af mit blod i et år/ eller syv, hvis du virkelig vil vide besked./ Så far, du kan roligt lægge dig ned.// I dit fede, sorte hjerte er en pæl rammet ned/ og landsbyens folk har aldrig kunnet li' dig./ De danser på dig og tramper på dig./ De har altid vidst, det var dig./ Og farmand, dit svin, jeg er færdig med dig.«)*



SELVE ægteskabet holdt i seks år. Digterne mødtes i februar 1956 og skiltes i oktober 1962, da Hughes flyttede sammen med Assia Gutmann, som var gift med deres fælles ven, digteren David Wevill. Plath flyttede fra gården i Devon til en lejlighed i London, hvor hun indrettede sig sammen med datteren Frieda og sønnen Nicholas. 
   Her skrev hun, i rasende fart og helt uden forbehold, de fleste af digtene, som hun bliver husket og læst for. Hun stod op før daggry og arbejdede, indtil børnene skulle vækkes. Det sidste digt, »Edge«, er dateret den 5. februar 1963. Seks dage senere tog hun sit liv og signerede således myten om den feberdrevne »Lady Lazarus«:

Dying
Is an art, like everything else.
I do it exceptionally well.

I do it so it feels like hell.
I do it so it feels real.
I guess you could say I’ve a call.

(»At dø/ er en kunstart, som alt muligt andet./ Jeg gør det usædvanlig godt.// Jeg gør det så det føles som helvede./ Jeg gør det så det føles virkeligt./ Man kunne næsten sige jeg føler et kald.«)
   
Der er dog metode i galskaben. For Lady Lazarus er en hævnende furie, der som fugl Føniks dør for at blive genfødt. Heksen kommer igen og igen:

I am your opus,
I am your valuable,
The pure gold baby

That melts to a shriek.
I turn and burn.
Do not think I underestimate your great concern.

Ash, ash –
You poke and stir.
Flesh, bone, there is nothing there –

A cake of soap,
A wedding ring,
A gold filling.

Herr God, Herr Lucifer
Beware
Beware.

Out of the ash
I rise with my red hair
And I eat men like air.

(»Jeg er Deres opus,/ Jeg er Deres værdigenstand,/ en baby af det pureste guld// Der smelter til et skrig./ Jeg drejer og jeg brænder./ Tro ikke at jeg underkender Deres store omsorg.// Aske, aske – / De roder og rager./ Kød, knogle, der er ingenting – // En kage af sæbe,/ en giftering,/ en guldplombe.// Herr Gud, Herr Lucifer/ Pas på/ Pas på.// Jeg rejser mig af asken/ med mit røde hår/ og æder mænd som de går og står.«)


DA de efterladte tekster i samlingen
Ariel (1965) udkom, begyndte en veritabel kanonisering. Opdagelsen af Plath faldt sammen med feminismens første storhedstid, og flere ideologiske fraktioner gjorde krav på »deres« Sankt Sylvia. Alt hvad Plath havde efterladt kom på tryk, inklusive breve og dagbøger. Tusindvis af læsere reagerede på styrken i de sidste digte, mens en lang række biografier endevendte forholdet mellem Plath og Hughes.
   Hughes blev i regelen tildelt rollen som skurken, der svigtede så grusomt, at han lige så godt kunne have dræbt sin kone. Nu er den historiske afstand blevet så stor, at vreden er aftaget lidt. Kort før sin død, i 1998, brød Hughes omsider tavsheden og offentliggjorde digtkredsen Birthday Letters (da. Fødselsdagsbreve), der giver hans version. Ellers gjorde han gennem alle årene sin pligt som boets litterære eksekutor.
   Hughes redigerede Sylvias digte, noveller, breve og dagbøger (og blev naturligvis beskyldt for at fordreje). Han fik tålmodigt udbedret skaden, når radikale Plath-læsere havde skrabet navnet Hughes af hendes gravsten. Han opdrog Frieda og Nicholas og levede med at være Plath-forskningens hadobjekt nummer 1. Ad åre blev han poet laureat, dvs. britisk hofdigter. Han må afgjort have tænkt sit om hele affæren. Da Assia Gutmann tog sit liv i 1969, kopierede hun Sylvias selvmord. Begge kvinder valgte døden ved gas.**



DET kan ikke være let at filmatisere to liv, der er aflæst så flittigt. Visse situationer – det første møde, brylluppet, en strandtur, bierne i Devon, stilheden i den sidste isvinter – er endevendt i mange biografier og skrevet om af både Plath og Hughes i flere omgange. Christine Jeffs vælger derfor at skildre begivenhederne nøgternt, med en udvendig neutral optik som lægger distance til, snarere end solidariserer sig med den febrilske Plath. Ted er en sjuft, men Jeffs dømmer ham ikke. Alligevel er vi på Sylvias side.
   Der er en gabende tomhed i midten af filmen. Plath og Hughes var begge skabende mennesker, der definerede hele eksistensen som et spørgsmål om at skrive. Man må læse Plath – og høre hendes stemme – for at begribe hvor enestående en digter hun var. Der er bogstavelig talt aldrig skrevet noget, som matcher vreden og fråden og styrken i »Daddy«. 


IMIDLERTID citerer filmen kun Plath og Hughes i fragmenter. Der er lange sekvenser fra Cambridge, hvor Hughes går på podiet og taler om William Butler Yeats, ligesom Plath ved en løssluppen sammenkomst reciterer det meste af Chaucers »The Wife of Bath«. Men vi hører stort set intet til Plaths roman, The Bell Jar (1963, da. Glasklokken), som hun skrev under navnet Victoria Lucas, og den sidste tids altafgørende digte er reduceret til en grødet montage, som hun fremmumler for vennen og kritikeren Alfred Alvarez, der i filmen spilles af Jared Harris.
   Der kunne ligge en strategi bag denne eksponeringsform, men det er ikke tilfældet. I årevis var det Teds søster, Olwyn Hughes, som saboterede arbejdet for biografer, der ville skrive om svigerinden. Man fik kun lov at citere, hvis boet godkendte manuskriptet. Nu har Frieda Hughes, som var tre år, da moderen døde, overtaget funktionen. For det første måtte filmen ikke citere. For det andet tog Frieda Hughes afstand fra projektet og offentliggjorde et digt, der anklagede Jeffs for at dræbe Plath endnu en gang.


FILMEN klarer sig med nød og næppe uden digtene. Det er dog svært at leve sig ind i det hele, hvis man møder uden baggrund. Da må Sylvia uvægerligt fremstå som den »tv-film med litterære prætentioner«, jeg så den afskrevet som på en fanside. Man kan sige, at Ted og Sylvia også var repræsentative skæbner i og for deres tid, men det giver ikke megen mening. En film som denne bør sende publikum hjem med en trang til høre mere. Nu går man ud med en følelse af closure. Sygehistorien er fortalt til ende. Heksen er endelig død og begravet.
   Møder man velforberedt, og er man én af de mange studerende, som i tidens løb har taget parti, fungerer filmen som en slags cifferskrift. Hver scene har mindst tre undertekster, som hver især klikker fodnoter til andre sekundære kilder frem. Således isolerer filmen faktisk det øjeblik, som Hughes beskriver i Fødselsdagsbreve, hvor det går op for ham, at han i hendes forestilling er ved at blive ét med Otto Plath og alle andre fascistiske farmænd:

So I had no idea I had stepped
Into the telescopic sights
Of the paparazzo sniper
Nested in your brown iris.
Perhaps you had no idea either,
So far off, half a mile maybe,
Looking towards me. Watching me
Pin the sea's edge down.
No idea
How that double image,
Your eye's inbuilt double exposure
Which was the projection
of your two-way heart's diplopic error,
The body of the ghost and me the blurred see-through
Came into single focus,
Sharp-edged, stark as a target,
Set up like a decoy
Against the freezing sea
From which your dead father had just crawled.

I did not feel
How, as your lenses tightened,
He slid into me.***

(»Så jeg havde ingen anelse om, [at] jeg var trådt/ ind i kikkertsigtet/ hos den paparazzosnigskytte/ der havde slået sig ned i din brune iris./ Måske anede du det heller ikke,/ så langt borte, måske en halv mile,/ hvorfra du kiggede mod mig. Så på at jeg/ holdt havkanten fast./ Ingen anelse/ om at det dobbelte billede,/ dit øjes indbyggede dobbelteksponering/ som var projektionen/ af dit tosporede hjertes diplopiske fejl,/ spøgelsets krop og mig den slørede gennemsigtige/ kom i samme fokus,/ skarpkantet, tydeligt aftegnet som en målskive,/ sat op som en lokkefugl/ foran det iskolde hav/ hvorfra din døde far lige var kommet kravlende.// Jeg mærkede ikke/ at han, da du drejede linsen,/ gled ind i mig.«)


DET ville have løftet filmen betydeligt, hvis Jeffs kunne have afspillet Teds version eller bare markeret styrken i Plath.
   Når det er sagt, skal Sylvia roses for sin biografiske takt og sin afvisning af melodramaet. Tidsbilledet hverken idylliserer eller dæmoniserer de nøjsomme 1950ere. Det bliver aldrig nødvendigt for Jeffs at demonstrere, hvor svært en kvindelig kunstner var stillet i mændenes verden. Gwyneth Paltrow er køn og farlig som Plath. Daniel Craig fremstiller Hughes som indbegrebet af 50eres vrede unge mænd, og det giver en lille krølle på fremstillingen, at Sylvias mor, Aurelia Schober Plath, spilles af Paltrows egen mor, Blythe Danner.
   Plaths læsere skal naturligvis se Sylvia, som er et velkomment eksempel på, at den noble og lødige filmbiografi stadig kan drejes. Også enhver som er blevet forladt, eller selv har forladt, vil dog sætte sig i de elskendes sted. Bagefter må man til digtene. Sædvanligvis er had og vrede golde negationer, som intet konstruktivt kaster af sig, men i tilfældet Plath var de grobund for nogle af de største digte, der er skrevet på det engelske sprog.

*) Der er mange oversættelser af Ariel-digtene i omløb. Jeg har brugt de gendigtninger, som Uffe Harder foretog, da Thomas Bredsdorff skrev Den bratte forvandling: Om digteren Sylvia Plath til forlaget Gads biografiske serie i 1987. Harder reproducerer så vidt muligt Plaths metrik - »Farmand« er skrevet i rimede mareridtsstrofer, som en stadig mere makaber børnesang - og han rammer den snerrende grundtone.
   Den bratte forvandling var et pionerarbejde. Kildematerialet er mere omfattende nu, hvor alt er offentliggjort, også breve og dagbøger i uforkortet/uredigeret form. Men bogen kan stadig måle sig med de bedste biografier og kritiske læsninger, som udkommer i den engelsktalende verden.
   I 2004 udkom Ariel: The Restored Version. A Facsimile of Plath's Manuscript, Reinstating Her Original Selection and Arrangement. Frieda Hughes har skrevet et eksemplarisk forord, som deler sol og vind lige mellem forældrene: »This new, restored edition is my mother in that moment. It is the basis for the published Ariel, edited by my father. Each version has its own significance though the two histories are one.« Det faktiske redaktionsarbejde er udført af David Semanki på vegne af forlaget Faber & Faber.
   Peter Laugesen foretog en forbilledlig oversættelse af manuskriptversionen til forlaget Basilisk, der udgav Ariel: den oprindelige udgave som nr. 63 i sin Babel-serie i 2017. Den er bestemt læseværdig og brugbar. Alligevel kan udgivelsen virke kuriøs, eftersom der aldrig er kommet en autoriseret dansk udgave af den originale Ariel-samling. Manuskriptudgaven tilbyder interessante fraklip, tilføjelser og variationer, men forudsætter at der findes en definitiv, autoriseret version, som læseren er bekendt med. Det ville være godt at have en dansk udgave af de samlede digte. Sylvia Plath: The Collected Poems er en overskuelig bog på 350 sider.   

**) Assia Esther Gutmann Wevill (1927-1969) bliver ikke venligt behandlet i litteraturen om Sylvia Plath. Assia blev født i Berlin. Hun var datter af en lettisk-jødisk læge og en kristen tysk mor. Familien var blandt de første, som emigrerede til Israel. Her mødte hun officeren John Steele i 1947. De var gift i to år og boede i London. Hun studerede i Canada, på University of British Columbia i Vancouver, hvor hun mødte økonomen Richard Lipsey. De var gift på fjerde år, da hun mødte digteren David Wevill på båden til England. David og Assia blev gift i 1960. Hun skrev digte, som blev trykt i litterære magasiner, men levede af sit arbejde som tekstforfatter på et reklamebureau. Hun indledte sit forhold til Ted Hughes i 1962. Deres datter, Shura, blev født i 1965. Assia ville gerne giftes med Ted, men han indledte i stedet (endnu) flere nye forhold. Assia tog sit liv den 23. marts 1969. Hun blev fundet sammen med Shura. Yehuda Koren og Eilat Negev har skrevet biografien A Lover of Unreason: The Life and Tragic Death of Assia Wevill (280 s. London: Robson Books, 2006). Det er hjerteskærende læsning. Hughes' digtsamling Crow (1970), et hovedværk og en af hans mørkeste bøger, er tilegnet mindet om Assia og Shura. I Christine Jeffs' film bliver hun spillet af Amira Casar. 




***) Digtet hedder »Black Coat« og står i Ted Hughes: Birthday Letters (London: Faber & Faber, 1998), ss. 102-3. Gyldendal udgav Fødselsdagsbreve i 1999. Alt for tidligt afdøde Pia Juul (1962-2020) har oversat »Sort frakke«.

Sylvia. Instr.: Christine Jeffs. Manus: John Brownlow. Foto: John Toon. 115 min. UK 2004. Dansk premiere: 30.07.2004.


Fotos: BBC Films/ Focus Features/ CineMaterial/  MovieStillsDB/ Faber and Faber/ Estate of Sylvia Plath/ Forlaget Gad/ Robson Books/ SF Studios
Filmen streames på Amazon Prime og er udgivet på dvd
Første udgave af teksten i Weekendavisen Kultur 31.07.2004 - opdateret og revideret i oktober 2020

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar