Translate

lørdag den 30. maj 2020

Radio Brooklyn: Lou Reed 1942-2013 [V.U.Legends]



RADIO BROOKLYN
Lou Reed 1942-2013

Af BO GREEN JENSEN

OKTOBER 2013 – DET er sin sag at skrive Lou Reeds nekrolog – om ikke andet, fordi der kun er gået et år, siden man hyldede værket i retrospektiv form, da kunstneren fyldte 70. 
   Tilbage i 70erne, da Reeds livsførsel var mest ekstrem, ville ingen have undret sig særligt over hans død. Men som årene gik, blev han rolig, sikker og mere nærig med måden at brænde sit lys på. Man havde vænnet sig til tanken om, at sangeren ville nå en høj alder, da nyheden om hans død blødte ud i alle medier søndag den 27. oktober.
   Beskeden kom dog ikke ud af det blå. I maj var en mindre nyhed om Reed, at han havde gennemgået en levertransplantation på Cleveland Clinic i Ohio og var i bedring. Ikke at han boede i Ohio. Lou Reed var alle dage en ærke-newyorker, men som hans hustru, performancekunstneren Laurie Anderson, forklarede det, havde parret valgt klinikken i Cleveland på grund af New York-hospitalernes »dysfunktionelle« tilstand.
   »Han var ved at dø. Det er ikke noget, man får for sjov,« sagde Anderson til The Times i London. »Jeg tror ikke, at han nogensinde kommer sig helt efter denne omgang, men han vil helt sikkert være i gang igen om et par måneder. Han kan allerede arbejde og dyrke tai chi. Jeg er meget glad. Det er et nyt liv for ham.«
   Reed skrev selv en opdatering på Facebook: »Jeg repræsenterer en sejr for moderne medicin, fysik og kemi. Jeg er større og stærkere end nogen sinde før. Min Chen Taiji og sundhedsrutine har tjent mig godt i alle disse år, takket være mester Ren Guang-yi. Jeg ser frem til vende tilbage til scenen og skrive sange, som rører ved jeres hjerter og hjerner og universet mange år ud i fremtiden.«

LEWIS Allan Reed blev født i Freeport på Long Island den 2. marts 1942. Han voksede op i en jødisk gennemsnitsfamilie, som levede efter Eisenhower-modellen i de friserede forstæder. Faderen Sidney var revisor, moderen Toby tog sig af huset og børnene. Lou fik en lillesøster, Elizabeth eller Bunny, da han var fem.
   Forældrene syntes, at Lewis skulle uddanne sig som læge eller advokat. Han drømte selv om en sportskarriere, hvis man skal tro titelsangen på Coney Island Baby (1975): »When I was a young man in high school, believe it or not, I wanted to play football for the coach.« På The Bells (1979) skildrer »Families« en bittersød sammenkomst i familien. På Growing Up in Public (1980) tager »Standing on Ceremony« afsked med den selvudslettende mor, som var forhenværende skønhedsdronning.
   I puberteten blev den biseksuelle dreng deprimeret og begyndte at sværme for andre unge mænd. Forældrene fik ham indlagt på Creedmore State Hospital, hvor han blev behandlet med elektrochok og psykofarmaka. Oplevelsen er én gang for alle brændt fast i sangen »Kill Your Sons«, som blev skrevet længe, før den landede på albummet Sally Can’t Dance. Den er et ætsende opgør med normaliteten.
   Reed gik på Syracuse University og tog skrivetimer hos digteren Delmore Schwartz, som blev en blanding af mentor og rollemodel. I 1964 kom Reed til New York og blev kontraktansat sangskriver – efter samlebåndsprincippet – hos Pickwick Records. Her blev han fortrolig med rockgrammatikken. Han blev også en del af kredsen, som kom og gik i Andy Warhols atelierbygning The Factory.
   Det var Warhol, som præsenterede Reed og waliseren John Cale for hinanden. Guitaristen Sterling Morrison, Reeds studieven, kendte trommeslageren Maureen Tucker. Warhol syntes, at det tyske stjernefrø Nico, som bl.a. havde medvirket i Fellinis La Dolce Vita, ville være et visuelt aktiv. Reed havde forbehold, men forestillingen The Plastic Exploding Inevitable blev sat i værk, og i 1966 indspillede The Velvet Underground et debutalbum, som Verve/MGM udgav i marts 1967.




DET er næppe muligt at overvurdere betydningen af de fire album, som The Velvet Underground udgav. De har simpelt hen inspireret så mange. Det er meget forskellige album. Nico gør en dramatisk forskel på det første, dét med Warhols aftagelige bananmærkat. Der er mere Cale end Reed i de frapperende arrangementer. Sangene handler om narkomani og sadomasochisme på et tidspunkt, hvor andre bands sang om blomster, kærlighed og fred i verden. I sange som »Sunday Morning« og »I’ll Be Your Mirror« er der også en skærende uskyld, som sættes op mod mørket – og for dét virker mere autentisk i konteksten.
    Nico havde forladt bandet, da det mørkere, mere fræsende White Light/ White Heat udkom med dissonanssignaturen »Sister Ray«. På det tredje, næsten gyldent velklingende album var også Cale forsvundet. Reed satte Doug Yule til at synge ballader som »Candy Says« og »Jesus«, mens han selv stod ved mikrofonen på den overjordisk smukke og erfarne evergreen »Pale Blue Eyes«.
   I 1970 kom rockrødderne til deres ret på albummet Loaded, hvor store sange som »Sweet Jane« og »New Age« præsenteres. For første gang er lyden radiovenlig, og gadedrengen træder i karakter: »Standin’ on the corner/ Suitcase in my hand…«
   Reed blev kaldt punkrockens gudfar for de plader. Uden Velvet Underground var der ikke blevet noget Nirvana, ingen Patti Smith eller Arcade Fire. Da konstruktionen faldt, førte Yule The Velvets videre et par år. Albummet Squeeze (1973) var hæderligt nok, men kom fra en helt anden klode. Cale og Nico var for længst i gang med egne ting. Uden V.U. var der heller inten Paris 1919 eller The Marble Index.
    Reed vidste ikke, hvad han skulle. Han bed stoltheden i sig og arbejdede for sin far i to år. Så blev der ringet fra England, hvor tidens varme navn, David Bowie, hyldede Warhol og Reed på albummet Hunky Dory og talte højt om sin beundring. Reed skrev kontrakt med RCA og tog til London for at indspille Lou Reed (1972) med britiske musikere som Steve Howe og Rick Wakeman.
   Siden fulgte 20 album i en 40 år lang karriere.



REED var en sjælden sangskriver for tiden, der dyrkede bløde værdier, utopisk vision og følsom erfaring. Han gav skyggesidens mennesker stemmer og sang om verden set fra narkomaner og prostitueredes synsvinkel. Der var ingen protest eller indignation. Sangene var reportager og lød, som om Reed var hovedpersonen. Faktisk skrev han »I’m Waiting for The Man« (om at vente på sin pusher) og »Heroin« (om fryden »when the smack begins to flow») i gymnasiet. Senere fik han erfaringen selv.
   Man møder et væld af forskellige typer på de album, som Reed sendte ud i 70erne. Ensomme singler (»Saturday Night«), elskende i parken (»Perfect Day«), skærmkartofler med kort erindring (»Satellite of Love«) og folk, der bliver høje på lystmord (»Kicks). Eller pinlige festaber (»I’m just a gift to the women of this world«), venner som tog til Vietnam (»Billy«), hvide mænd, som vil være sorte (»and have a big prick too!«), misbrugsmødre, hvis børn bliver taget fra dem (Berlin).
   Af og til kunne man genkende personlige træk hos fortællerstemmen, men for det meste var sangene som noveller, monologer med et usædvanligt troværdighedspræg. Reed var ingen Dylan eller Cohen (eller Cale, for den sags skyld). Der er få poetiske stilgreb, og på tryk ser teksterne fattige ud: »I’m gonna stop wasting my time/ Somebody else would have broken both of her arms,« slutter den store forløsende »Sad Song« på Berlin.
   I et interview fra 1970erne sagde Reed om sin poetiske metode: »Jeg studerer altid mennesker, jeg kender, og når jeg synes, at jeg har regnet dem ud, går jeg afsides og skriver en sang om dem. Når jeg synger sangen, så bliver jeg dem. Det er af den grund, at jeg kan virke blank og tom, når jeg ikke er i gang med noget. Jeg har ikke nogen personlighed selv, jeg samler bare andre menneskers op.«


BETRAGTNINGEN står i Michael Wrenns Between The Lines (1993), en kommenteret citatsamling, der i kortfattet krønikeform får sagt mere, end de regulære biografier af Peter Doggett (1991), Victor Bockris (1994) og Anthony DeCurtis (2017) gør på 4-500 sider. Der er skrevet stakkevis af bøger om The Velvet Underground, men ingen som følger Reed helt til dørs. Dave Thompsons Your Pretty Face is Going to Hell (2009) er et hæderligt forsøg på at kortlægge forbindelsen mellem Reed, Bowie og Iggy Pop i 70erne.
   Men digteren uden personlighed er måske også bare en person i en sang. I »N.Y. Stars« fra Mistrial (1986) kommer en foragtelig fan hen og siger: »I’m so empty/ No surface, no depth/ Oh, please, can’t I be you?/ Your personality’s so great.«
   Reeds allerbedste linjer falder i en konstatering på albummet Street Hassle (1978): »You know, some people got no choice/ And they can never find a voice/ to talk with that they can even call their own/ So the first thing that they see/ That allows them the right to be/ Why, they follow it/ You know, it’s called: Bad Luck.«
   Reed kommenterede selv sine sange i udvalget Between Thought and Expression (1991), hvor også hans interviews med Vaclav Havel og Hubert Selby, Jr. er optrykt. Hans favorit var titelnummeret fra The Bells, der blev skrevet i ét hug, helt som den står og bliver reciteret (over Don Cherrys klagende horn) i Tyskland i 70erne.




I Pass Thru Fire: The Collected Lyrics (2000) er kommentarerne væk. Til gengæld finder man den fulde libretto til musicalen Time Rocker, som aldrig blev produceret. Bogen bruger typografiske tricks: uskarp skrift, løse linier, bogstaver der drypper ned over siden. Nervøsiteten i skriftbilledet og det pompøse præg gør bogen til et billede på den ældre Reeds selvforståelse. Han var aldrig i tvivl om sin egen værdi.*
   Reed havde ry for at være arrogant og dominerende. Han var manden, der måtte styre sit band. John Cale beskriver i selvbiografen What’s Welsh for Zen? (1999), hvor svær Reed var at arbejde med. De to mænd kunne ikke døje hinanden, skønt de arbejdede sammen igen i 90erne, både på Songs for Drella (1992), der blev skrevet til minde om Andy Warhol, og på en koncertturne, som i 1993 genforenede de overlevende medlemmer af The Velvet Underground. Bandet spillede også på Roskilde. Der var laserkanoner og fyrværkeri. Det var ikke en mindeværdig koncert.
   I erindringsbogen fortæller Cale om en middag hos Lou og Rachel (Reeds transseksuelle partner fra 1974-79). Reed gik på toilettet og blev væk meget længe. Cale gik ud for at se, hvor han blev af. Lou sad på gulvet med en gummislange viklet om armen og en injektionssprøjte, der var stukket halvt ind. Cale traf en hurtig beslutning og jog kanylen ordentligt ind. Efter fem minutter kom Reed tilbage og satte sig ved bordet, kølig og klar, som om intet var hændt.
   Det var i denne periode, at Reed skrev flest sange og gav flest koncerter. Det har altid imponeret mig , at han kunne skabe så meget på disse vilkår. Og alligevel have 40 år og flere hovedværker i sig bagefter.




DER er fire faser i Reeds liv som kunstner. De klassiske Velvet Underground-album var en fælles betræbelse, men han kom med grundmaterialet.
   1972-75 udgav Reed hos RCA de karrieredefinerende plader, som udgør resten af fundamenet for legenden. Lou Reed (1972) er hængslet, som forbinder Velvet-tiden med solokarrieren. Det er samtidig et patchwork med sange, der fungerer som visitkort: Se, det hér kan jeg også, være hitmager, lyrisk singer-songwriter, solid rockhåndværker og psykedelisk avantgardist. Når bare I ringer, kan I få hele pakken.
   Transformer (1972) og Berlin (1973) var bestemmende værker på hver deres måde, stadig to af Reeds allerbedste. David Bowie producerede Transformer og gav sin amerikanske inspirator et nyt publikum i glitterrockgenerationen. Her finder man signatursangen »Walk on the Wild Side«, der faktisk blev skrevet til en musical med motiver, som var hentet hos forfatteren Nelson Algren. Da teaterprojektet blev aflyst, tog Reed det bedste riff med sig og skrev nye vers om folk i Warhol-kredsen: Candy Darling, »lille« Joe Dallasandro osv.
   Det løsere, funk-flirtende Sally Can’t Dance (1974) blev Reeds største sællert (nr. 10 i USA), mens koncertpladerne Rock ’n’ Roll Animal (1974) og Lou Reed Live (1975) samlede op på den mytologiske tid med The Velvets. Trods fodfejl og ujævnheder repræsenterer RCA-tiden en kraftpræstation. Industrial-albummet Metal Machine Music (1974) fik selskabet til at opsige Reed, men Coney Island Baby – der genbruger recepten fra Transformer - satte et klart og smukt punktum for RCA-tiden.






FRA og med Rock ’n’ Roll Heart (1976) udgav Reed sine plader hos Arista Records, hvor Clive Davis var mere åben for princippet om flossede kanter. Fans, som havde fravalgt Reed efter Velvet-tiden, begyndte at høre efter igen. Street Hassle var det definitive gadelivsalbum med højdepunkter som »Dirt«. På The Bells og Growing Up in Public bliver den journaliske metode brugt til at skrive personlige sange. »The Power of Positive Drinking« er morsom på en ny måde. »Families« er bevægende på en ny måde. »The Bells« er litterær på en ny måde.






DE nye måder blev fuldt forløst på hovedværket The Blue Mask fra 1982. Coveret viser Mick Rocks portræt fra Transformer-omslaget, nu overmalet med blåt. Sangene handler om at blive sat fri, om at overvinde abstinenser, blive en ny mand og køre motorcykel på landet, have en hverdag med hustruen Sylvia Morales, som Reed blev gift med i 1980. Delmore Schwartzs ånd velsigner »Our House«, men titelsangen er et skræmmende lydbillede: »Cut the stallion at his mount/ And stuff it in his mouth.«
   Nu var Reed tilbage på RCA og blev som andre koryfæer en lettere sag i de gennemsigtige 80ere. Legendary Hearts (1982) var et forfriskende hurtigt album med ironiske Amerika-myter som »Pow Wow« og »Home of the Brave«. New Sensations (1984) og Mistrial (1986) var i stigende grad på det jævne.






REED var jo ikke skønsanger. De fleste tekster blev fremsagt med en udtryksløs stemme, som blev dybere med tiden. Det kunne være ganske effektfuldt, når han en sjælden gang lod den stige og knække over. Det kunne også lyde regulært rædselsfuldt. På scenen fik han aldrig lært at time sine sange som i studiet. Han kom altid ind en takt for sent og måtte skynde sig længere henne i linjen.
   Alligevel blev det til 12 koncertplader, der alle har fortrin og highlights. Han sagde ikke meget – bortset fra på Take No Prisoners (1978), hvor han er på hjemmebane i Brooklyn og forvandler »Sweet Jane« til noget, der minder om standup, måske en musikalsk version af den ikke mindre profane Lenny Bruce. »Fuck Radio Ethiopia, man – I’m Radio Brooklyn!« siger han med særlig hilsen til opkomlingen Patti Smith. Animal Serenade (2001) var et sent og hæderligt livealbum. Man skal naturligvis også se den koncertfilm, som Julian Schabel fik ud af Berlin i 2008.





REED var heller ingen superguitarist, men – og det er et MEN med versaler – han  havde sin umiskendelige tone, og han nærede en dyb kærlighed til den rene, rå lyd - den hvide lyd – med feedback, fuzz og durrende drone. Et godt riff og behændige trommer kunne blive til radiohits på tre minutter eller 20 minutter lange skulpturer af lyd. Støjen steg og faldt i kaskader. Reed var den store primitivist i musikken.
   Denne kvalitet er konstant og vital i hele sangværket, fra »European Son« på The Velvet Underground and Nico i 1967 til »Junior Dad« på Lulu i 2011. Det var sikkert også guitarlyden, der holdt ham til ilden de sidste årtier, hvor foto, kunst, holisme, tai chi osv. fyldte mere og mere i hverdagen på den sagnomspundne »Rooftop Garden«, som han delte med sin mere naturligt avantgardistiske tvillingesjæl, Laurie Anderson.
   Hos Reed kom kunsten ofte til at ligne noget tillært. Når parret turnerede sammen, virkede Reed som det tynde øl, når han sad og nørdlede på sin guitar i baggrunden, mens Anderson fremførte sine satirisk-abstrakte glansnumre fra Big Science, Life on a String og Homeland. Sådan så det i hvert fald ud i Koncerthuset i 2010.

    

REEDS sidste fejlfri album – lad os kalde det en klassiker - er New York (1989), som kommer rundt om mange hjørner af hjembyen i 14 exceptionelt velskrevne sange, der afleveres energisk og prunkløst. Der er dybde, kant og et poetisk overskud i satiren såvel som i romantikken og realismen.
   Romantikken blomster mod alle odds i »Romeo Had Juliette«, hvor Manhattan synker som en sten i Hudson River (»They wrote a book about it, they said it was like Ancient Rome«). »Dirty Blvd.« reviderer symbolværdien af Frihedsgudinden: »Give me your hungry, your tired, your poor, and I’ll piss on them/ That’s what the Statue of Bigotry says/ Your poor huddled massses – let’s club them to death/ And get it over with and just dump them on the boulevard.«
   Der er derimod et elegisk vemod i »Halloween Parade«, hvor AIDS har tyndet ud i oktoberskaren af venner, som fejrer seksualiteten: »In the back of my mind I was afraid that they meant you.« En ægte indignation kommer for én gangs skyld frem uden filter i »Strawman«. Europas mørke fortid berøres i »Good Evening, Mr. Waldheim« (Reed troede ikke på tilgivelse og aflyste alle koncerter i Østrig). En digter fabulerer i skrøner som »Last Great American Whale« og »Beginning of a Great Adventure«. Sidstnævnte sang overvejer, hvordan det ville være at have børn. Netop dét fik Reed aldrig prøvet.




DER er smukke sange (og gode historier) på Songs for Drella, som John Cale og Lou Reed skabte sammen efter Andy Warhols død, men på konceptalbummet Magic and Loss (1992) bliver sorgarbejdet næsten mekanisk. Titelsangen »Magic and Loss – The Summation« er værdig og klar, men temaet gentages 13 gange og ender med at udvande sig selv.
   Herefter tynder sangene ud. Set The Twilight Reeling (1996) og Ecstasy (2000) har gode momenter (»NYC Man« på Twilight, »Paranoia Key of E« på Ecstasy), men er svære at nå til at genhøre. Dobbeltalbummet The Raven (2003) var ventet med  spænding, fordi det brugte tekster af Edgar Allan Poe og fyldte rammen ud med nye versioner af »Perfect Day« og »The Bed«.
   Laurie Anderson, David Bowie, Antony Hegart, Steve Buscemi og Willem Dafoe gæsteoptræder. Hal Willner har produceret, og Julian Schnabel har designet det grafiske udstyr. Alligevel er The Raven det Lou Reed-album, man ikke kan sige én god ting at sige om.
   I 2007 udkom ambiance-albummet Hudson Wind Meditations. Det var Reeds private meditationsbånd, en samling af soundscapes, man kunne bruge som baggrund for træning og arbejde. Lydlandskaberne er den diametrale modsætning til Metal Machine Music, som irriterede og forvirrede i 1974, men betragtes som et pionerværk inden for electronica og industrial.





DET sidste album blev Lulu, som Reed skrev og indspillede sammen med Metallica. Konstellationen vakte opsigt, men de fleste hadede musikken. Faktisk er der tale om en sangkreds, som vender hjem til tematikken fra Berlin. Blot er den hér koncentreret med særlig ubønhørlighed.
   Lulu bygger på de samme skuespil af Frank Wedekind, Erdgeist (1895) og Die Büchse der Pandora (1904), som G.W. Pabst filmatiserede med Louise Brooks i rollen som Lulu (1929) og som Alban Berg i 1937 omskrev i operaform. I den første opsætning blev Lulu præsenteret som et farligt dyr i den menneskelige cirkus. Wedekind spillede selv Jack the Ripper, som dræber Lulu til slut. Der er en fed understrøm af fatalisme og masochisme i krøniken om de misbrugte liv:
   »You come and go like the goddess you are/ We’re mere mortals below/ Fingertips run through your hair/ We are mere mortals below/ Are meant to be peons/ Are meant to be servants/ Are meant to be dismissable objects/ One fucks with…«
   Metallicas tyngde passer til de forrevne linier, og til slut er »Junior Dad« et fritstående værk på 18 minutter. Lulu bider og river i sjælen. Det er væmmelse, kød og blod, der kan mærkes. Lad os vente lidt med at glemme den helt.
   Og lad os slutte med at høre »NYC Man« fra Set the Twilight Reeling: »You say ’Leave’ and I’ll be gone/ Without any remorse/ No letters, faxes, phones or tears/ There’s a difference between/ Bad and worse// New York City/ How I love you/ Blink your eyes and I’ll be gone/ Just a little grain of sand.«
   Lou Reed var min helt i en menneskealder. Han så på sin tid med vantro og medlidenhed. Jeg vil savne at vide, han bor i New York.



VIDERE IND: Et godt sted at begynde er 3CD-sættet NYC Man: The Ultimate Collection 1967-2003. Fra 2012-2015 udkom The Velvet Underground & Nico, White Light/ White Heat, The Velvet Underground og Loaded i definitive 6CD-udgaver. I 2016 udkom bokssættet The RCA & Arista Albums Collection, som samler 16 album fra Lou Reed til og med Mistrial. De 8 albums fra New York til og med The Raven og Animal Serenade er samlet i The Sire Years: Complete Albums Box fra 2015. Lulu-albummet fra 2011 udkom på Mercury/ Universal. 
   Det første udvalg med samlede tekster udkom på Viking/ Penguin i 1992, da Reed blev 50 år. Bogen hedder Between Thought and Expression og hører sammen med et RCA-bokssæt med samme titel. Det er her, at Reeds samtaler med Vaclav Havel og Hubert Selby Jr. indgår. Forlaget Politisk Revy udgav Mellem tanke og udtryk. Udvalgte tekster og journalistik i serien Rævens sorte bibliotek. Teksterne er oversat af en vis Bo Green Jensen. Forlaget Hyperion udgav Pass Thru Fire: The Collected Lyrics i 2000.



I 2019 udkom I'll Be Your Mirror: The Collected Lyrics på forlaget Faber & Faber. Her er de typografiske gimmicks forsvundet. Også samtalerne med Havel og Selby er taget ud. Til gengæld samler bogen virkelig alt, inklusive Time Rocker, The Raven, Lulu og spredte tekster, som Reed skrev til eller sammen med andre. Bogen er på 652 sider, i hvidt hardcover med bibelsort smudsbind og forfatternavnet præget i sølv. Der er en grundig diskografi og tre nyskrevne forord af Martin Scorsese, James Atlas og Laurie Anderson. 
   Der er dog ingen digte. Det er der i Do Angels Need Haircuts? Early Poems by Lou Reed, som Anthology Editions udgav i samarbejde med Lou Reed Archive i 2018. Bogen er et udskrift af de tekster med sammenknyttende kommentarer, som Reed fremførte ved en digtoplæsning i St. Mark's Church-in-the-Bowery den 10. marts 1971.
   I sit forord skriver kuratoren Anna Waldman, at bogen fryser Reed i det øjeblik, efter The Velvet Underground og før solokarrieren, hvor han ikke vidste, hvad han skulle, og forsøgsvis så sig selv som professionel forfatter. Der er sjældne fotos af Reed og de tidsskrifter, han bidrog til. Der er endda et billede af det kassettebånd, som teksterne er skrevet ud fra. Sætstykket er teksten til »The Murder Mystery« (fra The Velvet Underground), som er trykt i sin helhed. De to spor i sangen har hver sin farve. Laurie Anderson har skrevet en efterskrift.
   Kort før sin død poserede Reed for fotografen Jean Baptiste Mondino. Portrættet skulle bruges i en reklame for hovedtelefoner. Nu fungerer det som forside på det officielle website. Og som forside på dette blogindlæg. Det er det allersidste foto af Lou Reed.

En kortere version af nekrologen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

søndag den 24. maj 2020

Dekonstruktion og nye dæmoner: John Cale fra 1960 til 2020 [V.U. Legends]



BEARBEJDEDE BESKEDER
John Cales lange rejse mod klassisk balance 

Af BO GREEN JENSEN

EFTER Lou Reeds død i 2013 er John Cale ved at være det sidste aktive medlem af The Velvet Underground, et evigt klassisk kultband, som mere eller mindre opfandt og definerede begrebet art rock i New York City for snart 60 år siden.
   Auraen af noget mørkt, sært og farligt, som prægede bandet fra begyndelsen, var ikke selvvalgt. Snarere en subkulturel byttehandel. Lou Reed ville have et publikum til sine sange, og popkunstneren Andy Warhol tilbød en platform.
   Warhol gjorde VU til sit husorkester. De hang ud med inderkredsen på The Factory, den sagnomspundne kunstfabrik, hvor konceptmageren havde sit værksted. I 1965 var de hovedpersoner i multimedieforestillingen The Exploding Plastic Inevitable, som blandede lysshow, dans og musik.
   Warhol skaffede dem en pladekontrakt – med det MGM-ejede selskab Verve Records -  og producerede albummet The Velvet Underground and Nico, som udkom i marts 1967. Han designede også det markante hvide cover med en banan, man kunne skrælle. Alt var på én gang klassisk og avantgardistisk. Selv manglen på gennemslagskraft blev med tiden et salgsargument.




I

Hvad blev der af dem?

MED eller mod deres vilje bar hovedpersonerne på legenden i hele deres liv. Kun Warhol var større end myten. Valerie Solanas skød ham allerede i 1968 – det er der lavet film, romaner og skuespil om  men Warhol døde af mere prosaiske årsager i 1987. Han var 58 år. Christa »Nico« Päffgen døde på Ibiza i 1988. Hun var 49. Bassisten Sterling Morrison fik lymfekræft og døde i 1995. Han blev 53 år.
   Guitaristen Doug Yule, som i 1969 var Lou Reeds sekundant på albummet The Velvet Underground – det er Yule, der synger »Candy Says« så lyst og uskyldigt, at væggene summer  og turnerede med ham i flere omgange, er aldrig blevet anerkendt som fuldgyldigt medlem. At han leverede samtlige sange til Squeeze (1972), det »uægte« VU-album, hvor ingen af de andre medvirker, har givet ham ry som forræder. Det er faktisk en meget sød LP fra manden, der tog videre med bandet American Flyer.




DA Yule turnerede i Japan med Sterling Morrison og Moe Tucker, kaldte bandet sig The Velvet Underground. Der findes et hundedyrt boxsæt med disse obskure koncerter. Alt er jo udgivet nu, selv piratoptagelserne er officielle. Fra 2012-15 udkom fire definitive boxsæt med de fire VU-albums. Her er hele materialet samlet på 4 x 6 cd’er, fra bananalbummet til og med Loaded (1970). Man kan lige så godt skære igennem og investere i dem med det samme. Skiverne sidder i indbundne bøger. Det hele er state of the art.
   Så hvad blev der egentlig af dem? Doug Yule er 73 år i dag. Han bor i Seattle og lever af at bygge violiner. Han spiller også musik nu og da. Trommeslageren Maureen Tucker – en primitivist af Guds nåde og stemmen på »Afterhours« og »I’m Sticking With You« – fik fem børn og blev bedstemor. Hun bor i Douglas, Georgia. Hun skabte overskrifter i 2009, da hun deltog i et af Tea Party-bevægelsens arrangementer. At Tucker endte på højrefløjen i amerikansk politik, var svært at kapere for fanbasen. Det er ærligt talt også svært at forstå.



TUCKERS samlede værker kan være på en dobbelt cd. Det er de faktisk også. I Feel So Far Away: Anthology 1974-1998 udkom i 2012. Hun har haft minihits med skæve versioner af klassiske sange som »Will You Love Me Tomorrow?« Hun holdt i mange år liv i en excentrisk solokarriere, men har ikke optrådt siden 2002. Det sidste album med ny musik var Dogs Under Stress, som udkom i 1994, da der skulle smedes, mens jernet var varmt efter The Velvet Undergrounds korte og decideret uspektakulære genforening.
   For Lou Reed, John Cale, Sterling Morrison og Moe Tucker turnerede sammen i 1993. Der udkom et dobbelt koncertalbum, Live MCMXCIII, som var en stor skuffelse. På en blå baggrund ser man bananen i sølv. De optrådte også på Roskildes canopyscene – lige så uengageret som alle andre steder, hvor de kom. Det begyndte med et lasershow. Lou Reed gik i træsko og talte ikke med de andre. John Cale stod i siden, helt ude til venstre. Genforeningen kom ikke fra hjertet. Den var formentlig dikteret af økonomien.
   Alligevel fulgte der gode ting med. I 1996 blev The Velvet Underground optaget i Rock and Roll Hall of Fame, hvilket svarer til at få et ridderkors af sine egne. Patti Smith holdt talen for sine gamle idoler, og Tucker, Reed og Cale kom på scenen med en nyskreven sang, »Last Night I Said Goodbye to My Friend«, der var dedikeret til Sterling Morrisons minde. Det er en skrøbelig sang, som bliver famlende udført, men atmosfæren i øjeblikket er ægte. Den kan næsten kompensere for ugideligheden, der prægede rip off-turneen i 1993.




Hvad hedder zen på walisisk?


JOHN Cale, som nu er fyldt 78, bliver ved med at lave knivskarp musik. Han er den, der har haft det sværest med legenden. Ikke fordi han ikke er stolt af de to Velvet Underground-album, han spillede på og var med til at præge, det første og efterfølgeren White Light/White Heat (1968), men fordi han aldrig har fået lov at glemme sin tid i et band, der i højere grad var Lou Reeds projekt, og fordi ingen af hans egne album har nået et bredt publikum.
   Vist er Cales plader fulde af farlig, mørk, eksperimenterende musik, men henved halvdelen af dem er rockalbums, som han håbede ville ændre det hele. Det er faktisk et gennemgående tema i hans selvbiografi fra 1999, What’s Welsh for Zen?*
   John Cale blev født i 1942 i minebyen Garnant i Amman Valley i Wales. Hans far var minearbejder, hans mor skolelærer, og som en særlig krølle på opvæksten, talte hans mor kun walisisk med ham. Cale spillede bratsch og blev uddannet på Goldsmith’s College ved University of London. Han kom til New York på Aaron Coplands anbefaling og hjalp i 1963 John Cage med at opføre en 18 timer lang version af Eric Saties Vexations. Kompositionen skal gentages 840 gange. Den blev fremført af Cage, Cale og 12 andre pianister.
   Cale kom fra det klassiske og landede midt i avantgarden. Sammen med La Monte Young og Tony Conrad dannede han TheTheatre of Eternal Music og optrådte som The Dream Syndicate. Han ville også spille rock og mødte via Warhol Lou Reed, som på daværende tidspunkt kaldte sit band for The Ravens.
   Warhol gav dem vingefang, men insisterede samtidig på at installere Nico i kvartetten. Det viste sig at fungere udmærket, men både hun og Warhol var væk på White Light/White Heat, som i endnu højere grad af præget af Cales forkærlighed for droner og dissonans. Reed kunne lide feedback og radio-riffs. The Velvet Underground var et lykkeligt mix.





Graham Greene og Henrik Ibsen

EFTER VU-tiden fik Cale lejlighed til at indspille albummet Vintage Violence (1970) under eget navn på Columbia. Det er et besnærende kønt og enkelt album, nærmest i singer-songwriter-genren og stadig værd at høre for sange som »Charlemagne«, »Amsterdam« og »Big White Cloud«.
   Den avantgardistiske side af sagen sidder på Church of Anthrax (1971), som Cale indspillede sammen med Terry Riley. Det er symfonisk arrangerede stykker. Kun en enkelt sang – »The Soul of Patrick Lee« - bliver fremført af Adam Miller (med en stemme, som er en dead ringer for Cales). I 1972 overtalte Cale Reprise Records til at udgive The Academy in Peril, et endnu mere klassisk orienteret album med cover af Warhol og instrumentale kompositioner.
   I 1973 indspillede Cale sin klassiker. Paris 1919 er produceret af Chris Thomas, gennemført orkestreret og fyldt med litterære og historiske sange, der alligevel lyder som rock af en slags. Baroque Pop kalder man genren i dag. I titelsangen regner der beaujolais ned på Champs-Elysées, hvor skumringens stævnemøder er fulde af linjer som: »You’re a ghost/ Not alive la la la la/ I’m a church and I’ve come/ To claim you with my iron drum/ La la la la la la la.«
   Cale drikker te med Graham Greene og sejler »Half Past France« med personer fra Henrik Ibsen. »A Child’s Christmas in Wales« er en storslået palimpsest efter landsmanden Dylan Thomas’ erindringshistorie, og selv Shakespeare-karakterer som Banquo og Macbeth bliver inddraget, før Cale til slut hvisker tæt og fortroligt om den bedøvede Hollywood-diva, der forsvinder ind i sindets Antarktis:

The paranoid great movie queen sits idly fully armed
The powder and mascara there, a warning light for charm
We see her every movie night, the strong against the weak
The lines come out and struggle with the empty voice that speaks

Her heart is oh so tired now of kindnesses gone by
Like broken glasses in a drain gone down but not well spent
The road from Barbary to here she sold then stole right back
The vanity, insanity her hungry heart forgave

The fading bride's dull beauty grows
Just begging to be seen
Beneath the magic lights that reach from
Barbary to here

Her schoolhouse mind has windows now
Where handsome creatures come to watch
The anaesthetic wearing off
Antarctica starts here

Paris 1919 er genoptrykt flere gange, senest i en remaster fra 2006 med 11 bonusskæringer. Det bliver ikke ret meget bedre, men det er Cale i en kølig, æstetisk forklædning, før fastelavnsmasken falder for alvor.
  


Kaptajn Klo går til angreb

TILBAGE i England fik Cale kontrakt med Island Records og udsendte i hurtig rækkefølge tre albums, som myten om de desperate år hviler på. Fear (1974), Slow Dazzle (1975) og Helen of Troy (1975) er hårde, elektriske sangsamlinger med sprækker af akustisk pastorale. Guts fra 1977 er en kompilation med en enkelt ny skæring, »Mary Lou«, som er et outtake fra Slow Dazzle.
   Der er veritable showstoppers som primalskrigsversionen af »Heartbreak Hotel«. »Fear is a Man’s Best Friend« har salmetekstur, og på Slow Dazzle er fortælllingen om »The Eye« af samme surrealistiske beskaffenhed som »The Gift« fra White Light/ White Heat. Her er den sande mand i koncentrat. Hør, hvor bitter han er i signatursangen ”Guts«:

The bugger in the short sleeves fucked my wife
Did it quick and split
Back home, fresh as a daisy to Maisy, oh Maisy

And the twelve-bore that stood in the corner
Quite operatic in its self-disgust
It blew him all over the living room floor
Like parrot shit, parrot spit, parrot shit was shot

Now suppose it was someone familiar
Someone we all would know
Embarrassing denouement, ne c'est pas?
Familiar hyperbole

And there would go the secret plot
The piss had missed the hole in the pot
Like that ancient teenage dream
From soul to poisoned soul to poisoned soul

Guts, guts, got no guts
And stitches don't help at all
Guts, guts, got no guts

Holes in the body, holes in the legs
Holes in the forehead, holes in the head
Holes in the body, holes in the legs
There should never be holes at all
There should never be holes at all

So kill all you want or more
Make sure, do it right
Dead is dead and door nails forget

And then you'll notice
How the waster and the wasted
Get to look like one another

In the end, in the end
In the end, in the end

Problemet med pladerne var som sædvanlig, at ingen af dem kunne sælge. Efter Helen of Troy stod Cale atter på gaden. Nu følger fire wilderness years, hvor han turnerer, spiller på døren og lever af at producere for andre (Nico, The Stooges, Nick Drake m.fl.) Han kom tilbage – for egen regning – med EPen Animal Justice og det selvudgivne koncertalbum Sabotage Live (1979).
   Begge indeholder originale kompositioner. Det er mørk, vild og pragtfuld musik. Jeg var engang til en fest hos Dan Turèll, der delte min glæde ved Cale. Jeg bladrede i hans plader og bad ham spille Sabotage. Han sagde, at det kunne vi godt, men ingen ville lytte, og alle ville klage. I dét fik han fuldkommen ret, for pointen er netop, at man skal lytte. Her kommer Cales paranoia for alvor til sin rablende ret – men bliver også nuanceret af besværgelsen i den smukke slutsang, som hedder »Chorale« og har karakter af en salme.



 »By hook or by crook/ I am the captain of this life«, forsikrer Cale sig selv på det 12 minutter lange »Captain Hook« (som faktisk beskriver og bifalder afviklingen af det britiske imperium). Sabotage beviste, at Kaptajn Klo havde kræfter endnu. Cales koncerter – med skimaske over ansigtet og høns, der blev halshugget og kastet ud til publikum – var legendariske. Der var ikke noget privatliv tilbage. Det hele gik op i substanser.
   I 1981 fik han atter chancen for at lave et stort promoveret album, da A&M Records  udgav Honi Soit. Cale beskriver i selvbiografien, hvordan han og bandet gjorde alt, hvad de kunne, for at gøre Honi Soit kommerciel. Der er ikke engang den sædvanlige snak om ikke at gå på kompromis. Cale havde gjort det uden at blinke, men der var bare intet publikum til sange som »Fighter Pilot«, »Wilson Joliet« og »Strange Times in Casablanca«.
   Cale var nu på alkohol, coke og heroin. Det var ikke et liv at byde en partner. I 1968 blev han gift med Betsey Johnson og skilt hurtigt efter. I 1971 blev han gift med Cindy Wells fra The GTOs, som var endnu værre end han, og de skiltes i 1975. Det var Wells, der gik i seng med Kevin Ayers og affødte væmmelsen i »Guts«: »Skiderikken med de korte ærmer kneppede min kone/ Han gjorde det hurtigt og skred...«
   Sidst i 70erne var Cale sammen med Jane Friedman. Hun var samtidig hans manager. Så mødte han Risé Irushalmi, som han blev gift og fik en datter med i 1985. Friedman slap forretningen, og Cale skulle selv føre regnskab. Han blev reddet, siger han i What’s Welsh for Zen?, af de royalties, som han ikke havde hævet for sit producerarbejde på Patti Smiths debutalbum Horses.





En bedre verden at dø i

MEN hvad har alt dét med musikken at gøre? kan læseren meget vel spørge. Det har sådan alt med musikken at gøre. Det er dér musikken kommer fra, og er der én ting, man har ud af at læse What’s Welsh for Zen?, er det billedet af, hvor fuldkommen indfedtet, saltknudret og sammenblandet forbindelsen er mellem Cales liv og musik. Og for så vidt alt liv og kunst, skulle jeg mene.
   Midt i kaos får Cale et break i form af en kontrakt med Michael Zilkha, som i 1978 etablerede selskabet ZE Records. ZE var ganske stort i tiden. Her udkom navne som Suicide, Lydia Lunch, Lizzie Mercier Descloux, Kid Creole and the Coconuts (!) og Was (Not Was). Zilkha købte Cales Spy Records og gav ham budget til at indspille en plade, som helst skulle være et soloalbum. Det udkom i 1982 og hedder Music for a New Society.
   Music for a New Society blev i 2016 remastereret og genudgivet af Domino Records, som forhåbentlig også vil relancere de øvrige albums fra 80erne og 90erne. Det er kun Paris 1919 og de tre store album fra Island, som er kommet igen og igen. Resten er i perioder ude på mikrolabels – det gælder også Cales mange soundtracks og orkestrale arbejder.
   Jeg skrev om pladen i Weekendavisen, da den udkom for 38 år siden. Fordi teksten står i bogen På sporet efter den hvide lyd (1983), kan jeg citere den uden at lede ret længe. Bedømmelsen står jeg ved, som jeg skrev den:
   »Music For A New Society er balladerne igen sprængt ind i det sorte, og Cales tangentspil gennemlyses sine steder af en decideret lyrisk kvalitet, som i sin skrøbelighed lader hans mørke stemme stå meget rent og indtrængende. Klarest brænder her »Taking Your Life in Your Hands« og »Close Watch«, der egentlig stammer fra Helen of Troy. Men det krystallinske kredser altid om en kerne, som er sort, og sangenes sum er en uløselig knude af lys og mørke. Lyden kan alene leve i kraft af tavshedens nærvær. De enkle arrangementer manipulerer virtuost med disse givne bestandele: lyd, tavshed, mørke, lys.
   Klangfladerne på Music For A New Society skabes dels af Cales orgel og klaverer, dels af lag på lag af nøgne lyde. Som mareridtsmetronomen i »Thoughtless Kind«, der glider med over i »Santies« [sic], hvor albummets hjerte blotlægges. Over rituel dronen og asynkront slagtøj messer Cale en tekst, der er så fuld af ledens indsigt som »Wilson Joliet« på Honi Soit eller »Guts« på Slow Dazzle (…) 
   Tavsheden sætter ind, ikke som punktum, men simpelt hen som ophør. Dette er musikken til et nyt samfund. Til en stærkere, mere kærlig verden. En bedre verden at dø i. Så det gælder stadig, at frygt er menneskets bedste ven, og John Cales stemme lever, så stram og stærk som nogensinde.«





Lana Turner og Carmen Miranda
   
EFTER Music for a New Society lavede Cale Caribbean Sunset (1984), som ville være et søvnigt album, hvis det ikke var for teksterne til »Model Beirut Recital«, »Pretorian Underground«, »Villa Albani« osv. Så kom det prunkløse Artificial Intelligence på Beggars Banquet i 1986. Det var i ti år Cales sidste rytmiske album. »Song of the Valley« og »Dying on the Vine« er stadig unikke ballader.
   Words for the Dying fra 1989 er en klassisk plade med stort drengekor, russisk symfoniorkester og kompositionen »The Falklands Suite«, der tonesætter fire af Dylan Thomas’ digte, bl.a. »Do Not Go Gentle Into That Good Night«. Det er den sobre Cales mest overbevisende arbejde.
   Sidst på albummet sidder en nyskreven sang, »The Soul of Carmen Miranda«, der er ligeså fin og mærkelig som »The Soul of Patrick Lee« fra Church of Anthrax. Carmen Miranda var den brasilianske danser og sangerinde, som i MGM-musicals fra 50erne bar bananer, ananas og anden frugt på sit hoved. Cale fanger hende lige så præcist, som han i »Antarctica Starts Here« fra Paris 1919 fastholdt en diva af Lana Turner-typen:

Since the soul of Carmen Miranda
Had captured the mind of man
Dismissed with her generation
For the price of a can-can
Consigned to the sideshows of history
With the patronized orphans of film
She seeded the bait
And offered the faint
Hope of chance to innocent men
In love with the trance of her dances
And abandoned by them

She called in the boys
She remembered their names
And the sorry condition they came in
The dances were soiled
They spun and recoiled
From the master tap dancer inside them
Beside them...



Rastløs servering

CALES arbejder i de sidste årtier har været rastløse serveringer, der vidner om hans interesse for nye produktionsmetoder. Han er så vild med knapper, loops og treatments, at teknikken bliver større end følelsesstoffet.
   Cale sprang ud i orgiet, da rave og electronica var på deres højeste. Resultatet er flydende, klikkende landskaber, der knytter an til mange tankekomplekser, men det er lidt som at se sene film af Wim Wenders. Det spontane bliver kvalt i store ideer, og kunsten er kun til for kunstens skyld. De få markante sange der er, bliver stresset ihjel af finesser.
   Man hører de nye albums intenst – Walking on Locusts (1996), HoboSapiens (2003), blackAcetate (2005) – og sætter dem så op på hylden. Senest var Shifty Adventures in Nookie Wood (2012) en lovende retur til kulturuniverset fra Paris 1919. Men man hører »Hemingway« ti gange – og der er altså ingenting i sangen.
   Efter Artifical Intelligence har Cales bedste ting været co-produktioner: sangkredsen Songs for ’Drella (1990), som han og Lou Reed skrev til minde om Andy Warhol, og Wrong Way Up (1990), som han delte med Brian Eno. På konceptalbummet Last Day on Earth, som han og Bob Neuwirth lavede sammen i 1994, er Neuwirths drævende bidrag ganske vist trættende, men Cales sange vinder ved genhør. 




II

En billedstormers otium

DET er derfor med bange anelser, at jeg skræller folien af den nye dobbelt-cd. Cale siger selv, at når han kom i gang med at remixe Music for a New Society, skyldtes det en henvendelse fra Aarhus Festuge.
   I 2012 havde Cale turneret med koncerter, hvor Paris 1919 blev opført i fuld længde (som Lou Reed gjorde med Berlin fra 1973, og som det er blevet praksis for gamle navne, der skal gøre comeback, hvis de har noget, der ligner en klassiker på værklisten).
   Turneen gik over forventning. Nu bad Aarhus ham komme og spille Music For a New Society i fuld længde. Det gjorde han faktisk i 2013. Og han tænkte nye tanker. Paris 1919 var født som et orkesteralbum med historisk tema. Music for a New Society blev – bortset fra et enkelt nummer, »Changes Made«  fremført af én mand og én stemme i et bart rum med sære instrumenter. I mixet blev der så lagt effekter på.
   Cale besluttede at rekonstruere albummet ved at dekonstruere musikken og samle de enkelte dele igen – nu med fri, løs og rigelig brug af den digitale produktions hjælpemidler. Derfor er genudgivelsen en dobbelt-cd. For det første er Music for a New Society istandsat pristint. For det andet er en ny version af albummet inkluderet med titlen M:FANS. På vinyl udkom pladerne separat. Det er flot, og det er virkelig ikke en gammel mands album.


Tilbage i tiden og udenfor
   
CALE har fjernet de to sidste skæringer fra det oprindelige album: »Damn Life« og »Risé, Sam and Rimsky-Korsakov«. I stedet er outtaket »The Library of Force« (som var en bonusskæring på cd-optrykket fra 1993) sat ind i fuld længde.
   På den oprindelige vinyl-LP blev man forvirret af en skæring, »Mama’s Song«, der skulle være – men ikke var – sidste nummer på side 1. Den indgår på M:FANS som »Prelude« og gengiver en telefonsamtale mellem Cale og hans forældre. Cale taler engelsk med sin far (som døde, før albummet udkom, derfor blev skæringen fjernet) og spørger efter sin mor. Hun kommer i røret under megen knitren, og han beder hende synge en walisisk sang, »Ar Lan y Môr« (»On the Seashore«), som han kan huske. Vi er mere tilbage i tiden på M:FANS, end på det genoptrykte album, som på en måde står uden for tiden.
   »If You Were Still Around« ser Cale nu som en sang, der handler om hans relation til Lou Reed. »Taking Your Life in Your Hands« handler stadig om en mor, der har gjort noget galt. Hendes børn bliver fjernet og skal vokse op »in that funny school far away«. Det er sønnen, der synger til kvinden, som »took all those lives in her hands«. Og det er stadig en knugende sang, skønt dramaet nu er flyttet fra stemmen over i bearbejdede loops.
   Der er generelt lagt fire-fem lag af effekter oven på de gamle bånd. Det bliver, synes jeg, et problem på de steder, hvor sangene i forvejen brugte stemmer og instrumenter som effekter.
   »Thoughtless Kind« er for Cale en erindring om tiden med The Factory, Warhol og VU. Også i 1982 brugte sangen: metronom, elektrisk klaver, tamburin, akustisk guitar, industriel drone + en snart nær, snart fjern blanding af sukken, råb og hul latter, der til slut blev overdøvet af sækkepiber. Denne spøgelsesmusik var arrangeret omkring stemmen, som stod helt fremme og var alene.
   Sangen er stadig et storslået »Drama of Exile«, for nu at bruge en af Nicos albumtitler. At tilføje flere effekter, er at komme pålæg oven på pålægget.



Grådige engle

PÅ M:FANS vil Cale overtrumfe de gamle effekter med nye. Det virker flere steder som at ændre blot for at ændre, og resultatet tangerer en neo-barok. Tanken er, skriver Cale, at nye dæmoner afsløres. Nogle bliver genvakt fra fortiden, hvor sløret af elendighed, som han brugte som emballering dengang, »i 2015 bliver til rytme og rent raseri«.
   Det er rigtigt nok noget af tiden. Andre steder er virkningen bare banal.  »Sanities« – som egentlig hed »Sanctus«, men selskabet læste titlen på æsken med båndet forkert  er en sang om en berøvet mor, der ser sig om efter et bedre sted. Cale bruger i teksten sit hævdvundne trick med at opliste stednavne for at skabe en panoramisk effekt:

The searchlight found her so cockleshell and sure
Sick and tired of what she saw
But cockleshell and sure –
Sure of what the world had offered a tired soul
From Istanbul to Madrid
To Reykjavik, to Bonn
To Leipzig, to Leningrad
To Shanghai, to Pnom Penh,
All so that it would be a stronger world
A stronger though more loving world
To die in

Kvinden hører grådige engle, der spytter på hendes nederlag. Det er svært at komme efter den sang, for i 1982 kan Cale virkelig male smerten og tabet så rent. Empatien er en kolossal motor på Music For A New Society. I 2015 giver han sig til at mixe mandskor og marcherende tropper ind i montageform. Han giver sig simpelt hen til at illustrere. Og det bliver »Sanities« svagere af.
   Det skal siges, at Cales filosofiske position har ændret sig. I 1982 er Music For A New Society et mørkt, nøgent album, der åbner sig besværgende mod lyset. Cale synger til alt dét, der skal komme efter. Han ville være far og gøre det bedre, når han blev far. For det måtte være muligt: »I 1982 lød Music For A New Society præcis som sin titel: noget futuristisk, en ny form for sangskrivning. I 2015 er også M:FANS netop dét, en ny slags dystopisk fremtid der venter, fuld af elektrisk knasen og forstyrrede frekvenser.«**





En ny form for sangskrivning


DEN sene Cale er træt af ballader. Han har altid – og med rette - været stolt af »Close Watch« , som er den eneste John Cale-sang, Frank Sinatra kunne have sunget. Han brugte den både på Slow Dazzle og Music For A New Society. Ved koncerter var det hans faste godnatsang. Her bliver den bearbejdet i »en spektral duet« med Amber Coffman. Der er digitale trommer, og Matt Fish spiller cello. Der bliver hele tiden skruet op og ned. Det gør ikke sangen bedre.
   Også »Chinese Envoy« bliver noget andet end en ballade. Til gengæld er »Library of Force« realiseret stærkere på M:FANS, og da »If You Were Still Around« bliver gentaget i en version med kor og asynkron, slæbende rytme, krænger Cale virkelig nyt liv ud af sangen og giver den mere betydning. Men nøgleordet er krænger. Eller vrider. M:FANS er aldrig easy listening.
   Har man aldrig hørt Music For A New Society, skal man begynde bagfra med den nye version. Det er svært at lægge de gamle indtryk fra sig og høre M:FANS som et selvstændigt værk. Jeg har lyttet rigtigt meget for at finde en vej ind til kernen. Og havde næppe givet M:FANS så mange chancer, hvis ikke det var John Cales nye album.
   Jeg synes så, at det er lykkedes. Jeg holder mere af det oprindelige album – som også kræver sin lytter, men er tæt på og midt i dramaet hele tiden – men der er steder på M:FANS, hvor støjen af arrangeret virkelighed giver mening. Og har betydelig dybde. Cale bliver aldrig folkeeje, og det har han affundet sig med. Nu er det aften, og det kan være det samme. Men sæt pris på de hér nye ting og lad være med kun at læse legenden.





*) John Cale & Victor Bockris: What's Welsh for Zen? The Autobiography of John Cale. 272 + 12 s. Random House/ Bloomsbury,1999.   











**) Jeg citerer Cales egne kommentarer fra teksthæftet: »In 1982, Music For A New Society sounded exactly like its title: something futuristic, a new kind of songwriting exercise. In 2015, M:FANS is exactly that too, full of electrical crackle and disturbed frequencies, a different kind of dystopian future awaits.«

John Cale: Music For A New Society/M:FANS. 1982, 2015.  Domino Records. Alle formater. 

Fotos: John Cale-portrættet er taget af Craig McDean til Interview Magazine i 2016

Selve anmeldelsen af M:FANS blev udgivet på Mikrozinet.dk 15.03.2016. Her gav man stjerner, og Cales album fik 5. Jeg har justeret årstal og tilføjet mere om, hvor VU-medlemmerne blev af. 24.05.2020