Translate

søndag den 17. maj 2020

En tekst, to filmatiseringer: True Grit (1969/2010) [Westerns 100]



DA JORDEN VAR DÆKKET AF SNE
True Grit fra John Wayne til brødrene Coen

Af BO GREEN JENSEN

DEN amerikanske western er en sovende drage, som nu og da vågner, vipper med halen og åbner et øje på klem for at se, om vejrliget skulle være skiftet. I perioder vil ingen vide af dyret, som må tro, at det er det sidste af sin slags.
   Årtier forløber, og der bliver måske produceret en enkelt håndfuld film i genren, som engang var et favnende bredt hovedspor. I 00erne kunne man sætte en stjerne ved Andrew Dominiks portræt af den døende desperado i The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007) og ved James Mangolds tætte 3:10 to Yuma (2007), som var en genindspilning af Delmer Daves’ lille klassiker fra 1957.
   Endvidere var Ed Harris’ Appaloosa (2008) en fortælling om to revolvermænd, der blev fjender på grund af en kvinde. Det samme motiv bar Kevin Costners Open Range (2003), hvor mændene dog var stilfærdige cowboys. Open Range var den første store western efter Lawrence Kasdans kostbare Wyatt Earp (1994), ligeledes med Kevin Costner, som ingen ville se ved premieren. Det revisionistisk-romantiske epos fik dog straks kanonisk status.
   Ikonet Clint Eastwood tog afsked med genren i Unforgiven (1992, da. De nådesløse). Dén film solgte mange billetter – og modtog fire af de ni Academy Awards, som den var nomineret til  men lignede længe et officielt punktum.
   Det hører med til billedet, at dramaserien Deadwood (2004-06) i samme periode blev en succes for kabelnetværket (nu streamingtjenesten) HBO. Den profane, stærkt revisionistiske western om guldgraverbyen i South Dakota, hvor også virkelighedens Calamity Jane og Wild Bill Hickok holdt til, var med til at løfte genren et nøk.
   Da Steven Spielberg cirka samtidig producerede miniserien Into the West (2005), et følsomt forsøg i den episke Vi Vandt Vesten-tradition, som fortæller om pionererne og nybyggerne og inddrager folkemordet på den oprindelige befolkning, var der dog ingen som reagerede.

   
HVER tid har nemlig sin særlige smag. Også dét er karakteristisk for genren og dens publikum. 1950erne foretrak glatbarberede selvtægtsfabler som Fred Zinnemanns High Noon (1952, da. Sheriffen) og George Stevens’ Shane (1953, da. Shane – den tavse rytter).
   1960erne tændte på europæiske westerns og nostalgiske portrætter af døende legender, som blev skildret romantisk-humoristisk – f.eks. i George Roy Hills Butch Cassidy and the Sundance Kid (1968) – eller tragisk-lakonisk som i Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969, da. Den vilde bande).
   1970erne holdt med de første amerikanere i film som Ralph Nelsons opportunistiske Soldier Blue (1970) og Arthur Penns bevægende Little Big Man (1971, da. En god dag at dø), der brugte udrensningen af indianerne som et billede på krigen i Vietnam. John Ford havde været der først i The Searchers (1956, da. Forfølgeren), hvor ikonet John Wayne gjorde op med sin myte. Wayne skar sin sidste western, Don Siegels The Shootist (1976, da. Seksløberen, der blev tavs) og døde i 1979. 
   Samtidig spillede Clint Eastwood hovedrollen i sine egne apokalyptiske westerns, film som High Plains Drifter (1973, da. En fremmed kommer til byen), The Outlaw Josey Wales (1976) og den sublimt forløste Pale Rider (1985). Kevin Costner samlede op på den indianske fortælling i Dances With Wolves (1990, da. Danser med ulve). Michael Mann brød helt nyt land med en romantisk version af The Last of the Mohicans (1992, da. Den sidste mohikaner). Med Terrence Malicks Pocahontas-portræt i The New World (2005) var ringen for så vidt sluttet igen.


I 2020 er situationen og status for genren nogenlunde så uvis som altid. Faktisk bliver der produceret flere westerns, end man får indtryk af i danske biografer. De kommer bare ikke i distribution og havner enten i bagkataloget på streamingtjenester, der tilbyder filmene i abonnement, eller i den særligt usynlige skuffe med VOD, hvor hver enkelt titel skal tilvælges aktivt. Video on demand – der svarer til sidste århundredes straight-to-video udgivelser – bliver kun yderst sjældent behandlet af kritiske medier.
   Alligevel er der hektisk aktivitet og interesse. Den store Wikipedia-artikel om Western som genre opregner 26 kurante undergenrer. Det skal nok passe, skønt der er sammenfald og overløb mellem kategorierne.
   Det mest markante nye er, at kvindelige filmskabere endelig har fundet vej til genren. Amerikaneren Kelly Reichhardt har undersøgt både den klassiske pionertid (i Meek’s Cutoff fra 2010) og det moderne Vesten som hjemstavn og arbejdsmiljø (i Certain Women fra 2016), men hendes magnum opus er First Cow (2019), en human og humanistisk western, som blev vist i hovedkonkurrencen på den 70. Berlinale i 2020.*
   Scott Coopers elegisk stemte Hostiles (2017) er et stort og smukt eksempel på den moderne klassiske western. Christian Bale spiller kavalerikaptajnen Joseph Blocker, som får ordre til at eskortere Yellow Hawk (Wes Studi), en døende Cheyenne-høvding, og hans familie tilbage til stammens hellige jord i Montana. Året er 1892, og Montana har haft status som delstat i tre år. Slaget ved Little Big Horn ligger kun 16 år tilbage.
   Blocker er inkarneret indianerhader med en moderne racists psykologi. På vej til Montana møder karavanen nybyggeren Rosalee Quid (Rosamund Pike), hvis mand og børn er blevet dræbt af Comanche-krigere. Alle får lejlighed til at revidere deres fordomme. Drabet på de indfødte amerikanere eksponeres, og positive forbindelser knyttes. Atmosfæren er lige så lyrisk og tragisk, som da Kevin Costner satte fuldt patetisk filter på i Danser med ulve.
   Det er betegnende, at Rosalee Quids indre rejse er vægtet lige så højt eller højere end Joseph Blockers omvendelse. Og at Hostiles ikke kom i dansk distribution. Ingen mente, at filmen kunne bære en kommerciel premiere.

   

DER bliver stort set ikke lavet »gammeldags« westerns. En iøjnefaldende undtagelse – og en gennemført anakronisme – er Antoine Fuquas The Magnificent Seven (2016), en genindspilning af John Sturges’ film fra 1960 (der på sin side var et amerikaniseret remake af Akira Kurosawas De syv samuraier fra 1954, men det er en anden og ret god historie).
   Fuquas film var en betydelig satsning for produktionsselskabet MGM. Den blev lanceret med bjælder og flag i Venedig, og den fik premiere verden over, men slog ikke for alvor an nogle steder, hverken hos publikum eller kritikere. Den er ikke helt uden identitetspolitik. Det er en pointe, at rollen som Chisolm, revolvermændenes leder, der blev spillet af Yul Brynner hos John Sturges, er overtaget af Denzel Washington i (afroamerikaneren) Fuquas version.
   Blandt Brynners bedste roller var dræberrobotten i Westworld (1973), den første af Michael Crichtons fiktioner om en temapark, der løber løbsk. Da Crichton senere fik ideen til Jurassic Park, var han holdt op med at instruere, men han signerede selv urversionen af Westworld.
   Dén film rummer grundideen til HBO-serien fra 2016, som stadig er populær og i produktion efter fire sæsoner. Westworld repræsenterer en velskabt sammensmeltning mellem sci-fi, western og metafysisk popkultur i Watchmen-traditionen. Dens succes er for 2010erne lige så vigtig, som Deadwood-fænomenet var for 00ernes western. Der har slet ikke været kunder og kritiske fans, når man gik tilbage til gamle versioner af krydsfeltet i Barry Sonnenfelds Wild Wild West (1999) og Jon Favreus Cowboys & Aliens (2011).


GENREEKVILIBRISTEN Quentin Tarantino tegner sig for to af 10ernes største westernsucceser. Django Unchained (2012) lader Jamie Foxx revidere historien og tage hævn for slaveriet i en ultravoldsom og stilfuld fabel om sydstatsracisme, som samtidig er en gennemført pastiche på Sergio Corbuccis nyklassiske spaghettiwestern fra 1966.
   The Hateful Eight (2015) isolerer otte karakterer i en hytte under en snestorm og lader kvinden i klyngen (Jennifer Jason Leigh) blive udsat for alskens overgreb og fornedrelser, mens mændene inkarnerer et galleri af klassiske westerntyper. Nogle kritikere talte om misogyn hypervold. The Hateful Eight er snarere det modsatte: en katalog over troper og temaer i den klassiske western og en kritik af kvindesynet i samme.
   Larry McMurtrys forfatterskab leverer stadig stof til episke miniserier i Lonesome Dove-traditionen. Og det er værd at bemærke, at der bliver lavet stærke – og stærkt stiliserede – europæiske westerns som Kristian Levrings The Salvation (2014), Andreas Prochaskas The Dark Valley (2014) og Martin Koolhovens Brimstone (2016). Jacques Audiards The Sisters Brothers (2018) med John C. Reilly og Joaquin Phoenix var faktisk en amerikansk produktion.
   Nina Hoss og andre europæiske immigranter tager til Canada for at finde lykken i tyskeren Thomas Arslans Gold (2013), der har mange af de samme takter som Kelly Reichardt. Alejandro González Iñárritus Oscar-vinder The Revenant (2015) er en vildmarkswestern i overlevelsesgenren.
   Australske westerns som John Hillcoats The Proposition (2005), Warwick Thorntons Sweet Country (2017) og Justin Kurzels True History of the Kelly Gang (2020) har udviklet deres egen regionale mytologi. Psykedeliske westerns som S. Craig Zahlers Bone Tomahawk (2015) – hvor Kurt Russell er lige så god som i The Hateful Eight – får desværre sjældent et stort publikum.



DET er sådan, bølgerne kommer og går. For tiden er oprindelsens land og indianernes skæbne ikke i kurs. Trætte revolvermænd er inde. Og næsten alle nye spillefilm er udsøgte art movies, som kræfterne bag dem har brændt for at skabe. Filmindustriens samlebåndswesterns, som fodrede drenge og mænd med billige drømme i generationer, er ikke længere i produktion.
   Genrens aktie stod nok lavest ved årtusindeskiftet. Dragen var næsten blevet til sten. Nu har den atter fremgang og formår for første gang siden 1980erne at tale til et nyt publikum. Der er gået 117 år, siden Edwin S. Porter instruerede The Great Train Robbery (1903) og gjorde »Broncho Billy« Anderson til den første cowboystjerne. Sådan er det også med den amerikanske western. Bedst som man tror, at sangen er færdig, lever Det Vilde Vesten igen.


JEG når ad denne lange omvej til at tale om brødrene Coens True Grit (2010). Joel og Ethan Coen kan nemlig tage en stor del af æren for genrens overlevelse, skønt den egentlig ikke er deres gebet. Men True Grit er en klassisk western af den moderne revisionistiske skole. Filmen respekterer traditionen, og den kaster et kvindeligt blik.True Grit står på den måde i stærk kontrast til brødrenes andre bedrifter i genren: No Country for Old Men (2007) og antologifilmen The Ballad of Buster Scruggs (2018).
   True Grit var 10ernes første helstøbte western. Coen-brødrene skabte den sammen med produceren Scott Rudin, fotografen Roger Deakins og skuespilleren Jeff Bridges. Det lød ikke som en oplagt idé, for da brødrene i 2004 genindspillede Ealing-Komedien The Ladykillers (1955, da. Plyds og papegøjer), blev resultatet en af deres svageste film. Sådan gik det ikke denne gang. True Grit hører til deres smukkeste arbejder.
   True Grit foregår i 1870erne, da borgerkrigen er udkæmpet, og ekspansionen mod vest kulminerer. Grænsen går ved Fort Smith i Arkansas. Texas er fremdeles the lone star state med sin egen lovgivning.
   Den 14-årige Mattie Ross (Hailee Steinfeld) tager fra Yell County til Fort Smith for at ordne forretningerne efter sin far, der er blevet dræbt af daglejeren Tom Chaney (Josh Brolin), som viser sig at være eftersøgt under et andet navn. Hvad hun virkelig vil, er at hævne sin far og sikre, at retfærdigheden sker fyldest. »The wicked flee when none pursueth,« siger hun i romanen, som ligger til grund for Coen-brødrenes film. »Den onde flyr når ingen ham følger.«**




MATTIE spørger sig for og får oplyst, at den modigste, hårdeste og mest handlekraftige forbundsmarshall er Rooster Cogburn (Jeff Bridges). Han er også den farligste, grådigste og mest fordrukne mand på egnen. Mattie overværer en offentlig hængning og følger næste dag med i retssalen, da Cogburn skal forklare, hvordan han på fire år har dræbt 23 af de mænd, som han skulle bringe for retten.
   Pigen betaler den gamle marshall, som faktisk kun er først i fyrrerne, men bærer klap for øjet, er stærkt overvægtig, taler sløret og drikker sig så beruset, at han af og til falder af hesten, for at tage i indianerterritoriet og finde manden, som skød hendes far. En irriterende charmerende Texas Ranger, LaBoeuf (Matt Damon), insisterer på at følge med. Rooster – hvis fødenavn er Reuben – er åben og vil gerne have hjælp. Det vil Mattie ikke. Hun vil se sin fars morder lide og dø.
   True Grit er fortællingen om, hvordan de tre rider ind i Choktaw-territoriet og oplever mange intense ting – som dog afvikles i adstadigt tempo – mens de lærer hinanden at kende. Det er vinteren, hvor den unge pige begynder at blive voksen og træde i karakter. Hun fortæller om det hele på 25 års afstand, i 1903, da hun som gammeljomfru netop har sat en ny gravsten over den døde marshall, som ændrede hendes liv og menneskesyn for bestandig.




MATTIE er naturligvis skeptisk med hensyn til Rooster Cogburn. Han drikker, han er doven, han gider ikke vaske sig og fortæller kedelige historier om sin opløste familie, når han endelig åbner munden. Hun er derimod ikke uimodtagelig for den stilfulde texaners charme, men de to går tidligt fejl af hinanden, så Rooster må true LaBoeuf på livet, da denne giver sig til at straffe pigen med en pisk.
   En snu karl med navnet »Lucky« Ned Pepper spiller en væsentlig rolle, før Mattie endelig finder Tom Chaney. Da kommer scenen, hvor Rooster Cogburn til overflod demonstrerer, at han er gjort af det rette stof og inkarnerer begrebet True Grit. Det samme gør Mattie. Charles Portis’ bog hed Ben i næsen, da den udkom på dansk i 1970. De er begge seje som tjære og sand.
   True Grit er en smuk, underfundig løvfaldswestern, der sætter af i genren med samme fantasi og takt, som brødrene Coen udviste, da de i Miller’s Crossing (1990) både de- og rekonstruerede gangsterfilmen. Den er skudt, så man føler hver fiber af faren, eventyret og stilheden.



FORFATTEREN Charles Portis (1933-2020) skrev True Grit i 1968, hvor den stod som føljeton i The Saturday Evening Post. Da romanen udkom  i bogform, fik den øjeblikkelig klassikerstatus og blev især brugt i skolesystemet.
   Herhjemme udkom Ben i næsen ret ubemærket i 1970, da forlaget Lademanns succes med Bogblubben Union var på sit højeste. Den Gode Smag foragtede alt, som udkom i folkebogklubben – af og til også med rette. Men forfatterskaber som Jørn Riel og George MacDonald Fraser var alt for længe uglesete, slet og ret fordi de lå i Unions bogpakker og stod i en kvart million danske hjem.
   Fortællingens tidløshed ligger i to lige stærke motiver. For det første er True Grit en dannelseshistorie, der skildrer den 14-årige piges coming-of-age på samme indirekte måde, som Mark Twain brugte i The Adventures of Huckleberry Finn (1884). Huck fortæller om Mississippi-dalen på 40-50 års afstand. Mattie Ross ser tilbage på vinteren 1878 fra foråret 1903. I begge tekster tales der om at sætte ud mod territorierne – »to light out for the territories«.
   Ydermere hylder True Grit heroismen, skønt den fremstår som en ironisk fabel, der afliver myten om heltenes tid med lige dele snusfornuft og satirisk realisme. Rooster Cogburn er en sølle mandsperson, »en gammel enøjet karl med omtrent samme skikkelse som Grover Cleveland«, doven, uhumsk, drikfældig og bestemt ikke uinteresseret i penge. Han opsøger ikke konfrontationer og fremstår i lange passager som noget nær fej og konfliktsky.
   Da det kommer til stykket, på sletten ved Winding Stair Mountains, er det dog Rooster, som ene mand rider frem og satser livet i kampen mod Lucky Ned Pepper, Greaser-Bob og brødrene Permalee. Han gør det uden at blinke. Efter 25 år gisper Mattie beundrende: »Og jeg, som havde betvivlet, der var noget i ham! Ingen mod og mandshjerte! Rooster Cogburn? Ikke noget i ham!«



LÆSERE af en vis alder vil for længst have gennemskuet, at brødrenes Coens film deler kilde og grundstof med Henry Hathaways True Grit (1969), som hed De Frygtløse, da den fik dansk premiere. Jeg bruger med vilje ikke ordet genindspilning, for der er tale om to forskellige takes på den gyldne historie i midten.
   Nationalmonumentet John Wayne (1907-79) havde rollen som Rooster Cogburn, og figuren blev skåret til efter ham. Han var fremragende som den barske sherif og modtog sin karrieres første Oscar for rollen – endda på et tidspunkt, hvor hans reaktionære politiske ståsted og den maskuline mytologi, som han inkarnerede, gjorde ham forkætret, hvis ikke forhadt, i store dele af fælleskulturen. Wayne var 61 år, da han spillede rollen. Han gør det med humor, charme og selvironi, og han er faktisk mere klar og troværdig, da han demonstrerer mod og mandshjerte til slut.
   Den gamle film er optaget i Colorado i syngende solskin. Den nye anstrenger sig for at bevare den tyste vinterstemning i skoven, men er optaget i New Mexico. Det er stadig ikke Arkansas, man ser. Sangeren Glen Campbell har Matt Damons rolle. Kim Darby er som Mattie mere gæv - og faktisk Huck Finn-agtig - end den kønne, sammenbidte Hailee Steinfeld. Robert Duvall er skræmmende kold som Ned Pepper, og det er interessant at se en ung Dennis Hopper som døende desperado.


   
DEN første True Grit var en stor succes og er stadig på listen over de ti mest elskede westerns i cowboynationen.*** Stuart Millar instruerede en fortsættelse, Rooster Cogburn (1975, da. Sheriffen og pebermøen), hvor Wayne er blevet endnu større og spiller over for Katharine Hepburn, som allerede er mærket af Alzheimers.
   Filmen vil alt for tydeligt være en westernudgave af John Hustons klassiske The African Queen (1951, da. Afrikas Dronning), hvor Hepburn spillede over for Humphrey Bogart i en romantisk Modsætninger Mødes-fortælling med afrikansk adventure-bagtæppe. I Rooster Cogburn er hendes karakter en djærv missionærdatter, der vil hævne sin far. Den første konflikt mellem simuleret beruselse og karikeret dydsirethed er meget utroværdig, og tonen kræver tilvænning. Så finder filmen sit tempo, efterhånden som charmen og inertien tager over.
   Rooster Cogburn er optaget i en naturpark i Oregon, hvor parret klarer sig ved at kaste tønder med nitroglycerin i floden, så nogle af forbryderne dør. Det gør fiskene helt sikkert også. 
   Man tror ikke på vinterromancen mellem The Duke og The Lady, men det er faktisk sødt, når den lille rystende kvinde klapper den store vaklende mand på ølmaven.
   Allerede Hathaways True Grit var en revisionistisk western, som afmonterede myten om Amerika i begyndelsen. Brødrene Coen skruer en anelse op for den elegiske faktor og kan tage for givet, at tilskueren er modtagelig for mere diskrete virkemidler. Jeff Bridges’ Rooster Cogburn er en forbløffende drankerfigur. Bestemt en skikkelse på niveau med The Dude i The Big Lebowski (1998), men måske mere karikeret end countrysangeren i Crazy Heart (2009), som han fik en Oscar for.
   Brødrene Coens True Grit var nomineret til 10 Oscars. Isoleret set kunne den fortjene dem alle. Det er en bedre og langt mere menneskelig film end den kolde og skræmmende onde No Country For Old Men (2007). Der er naturligvis også forskel på Cormac McCarthy og Charles Portis. Nogle dage er man bare mere til Portis.




BEGGE film følger forlægget tæt. Den gamle fravælger bogens fortæller, men gør meget for at lægge beskrivende vendinger i munden på de sekundære karakterer. Brødrene Coen bevarer erindringsperspektivet og citerer lange passager i Matties voice over. De skriver også nyt stof til. Hathaway bruger tyve minutter på at forklare, præsentere og eksponere. Brødrene Coen afvikler det samme stof i en montage, som kører under titelsekvensen, og slutter for egen regning med ordene: »Intet i denne verden er gratis, bortset fra Guds nåde.«
   Det bedste er, at Coen-versionen følger Matties fortælling til dørs. Der er i bogen en fin epilog, hvor den midaldrende kvinde fortæller, at hun i 1903, 25 år efter vinteren med Rooster Cogburn og LaBoeuf, fik besked fra den gamle marshall om, at hun kunne se ham optræde i Memphis, når Cole Younger og Frank James kom til byen med deres rejsende »Wild West Show«. Det er Cole Younger, som forklarer, at Reuben Cogburn døde i Jonesboro, Arkansas.




FRANK James siger ingenting, og Mattie har kun foragt til overs for den pensionerede bankrøver, der lever af at iscenesætte sin brors død som et cirkusnummer. Mødet med de autentiske desperadoes føjer True Grit sammen med historien. 1903 er året, hvor den første western bliver indspillet. Wyatt Earp var teknisk konsulent i Hollywood til sin død i 1929. I en vis forstand er historien forbi. I en anden er den lige begyndt. Dén faktor i fortællingen forløses langt bedre hos brødrene Coen.
   Til sidst skriver Mattie, at hun gerne vil høre fra LaBoeuf, hvis han skulle være blandt læserne. »Jeg kan regne ud, at han er i halvfjerdserne nu, nærmere de firs end de halvfjerds.« Dét er med i Coens film. »Formodentlig er hans pandelok ikke helt så flot som dengang. Som tiden dog går.« Også dét er med i den nye True Grit. Men ingen af filmene matcher følelsesdybden i den sidste sætning hos Portis: »Og det er så slutningen på min sandfærdige beretning om, hvordan jeg hævnede Frank Ross’ blodige død ovre i choctaw-territoriet, mens jorden var dækket af sne.«
    

True Grit. Instr. og manus: Joel og Ethan Coen. Foto: Roger Deakins. 110 min. USA 2010. Dansk premiere: 17.02.2011 

De Frygtløse (True Grit). Instr.: Henry Hathaway. Manus: Marguerite Roberts. Foto: Lucien Ballard. 128 min. USA 1969. Dansk premiere: 29.09.1969 


Sheriffen og pebermøen (Rooster Cogburn). Instr.: Stuart Millar. Manus: Martin Julien. Foto: Harry Stradling Jr. 108 min. USA 1975. Dansk premiere: 19.04.1976

*) Kelly Reichardts First Cow er en meget tilfredsstillende fortælling fra det gamle amerikanske Vesten, nærmere bestemt Oregon-territoriet nord for Californien og syd for Washington. Tiden er 1820erne. Det varer 50-60 år, før områderne bliver til delstater.
   Bageren Figowitz (John Magaro) er endt som kok for en flok gnavne guldgravere og pelsjægere, der skal gennem skoven til handelsstationen, hvor en mudret lille by skyder op. Han møder og hjælper en nøgen kineser, King Lu (Orion Lee), som han først forveksler med en indfødt amerikaner. Senere flytter de sammen i et skur, som den huslige Figowitz frisker op med bagværk, en dug og friske skovblomster.
   Chefen for handelsstationen (Toby Jones) har indrettet sig som en britisk herremand. Handlingen i den rolige film tager fart, da han anskaffer territoriets første malkeko. Dyret står i lang tid på græsset og kigger. Så begynder Figowitz at malke koen i hemmelighed. Han bager bløde kager, som han smører honning på. De hårde mænd er ikke vant til delikatesser. Snart er der kø ved deres salgsplads, og pengene ruller ind. Også chefen bliver en fast kunde. Han synes, smagen minder ham om London.
   Der er megen lune i skildringen af det langsomme udsted. Chefen og hans indianske hustru har høvdingen og dennes datter til te. Ellers er filmen befolket af mænd uden kvinder. Det plejer at fremelske de værste maskuline egenskaber, men sådan ser Kelly Reichardt det ikke. Der er heller ikke den forventede hakken på et jødisk/asiatisk outsiderpar eller nogen særlig ringeagt for de indfødte amerikanere. Man vurderer hinanden på nytteværdien. Det er alt sammen godt set og diskret registreret.
   Men der er mørkere tider på vej. Figowitz og King Lu, som er vores venner, snarere end vores helte, stjæler jo mælken fra koens ejer. Da inspektøren får fint besøg fra England, bestiller han en konditorkage hos Figowitz. Tyveriet kommer for en dag, og alt bliver dødelig alvor. Historien er sat ind i en ramme af nutid. En kvinde går i skoven med sin hund, som finder kranierester i jorden.
   Der er lavpraktisk drama og regulær spænding, men der er hverken nævekamp, skudopgør eller andre maskuline troper, som hørte til genren engang. Reichardt citerer et af Helvedes Ordsprog hos William Blake. Det handler om gode ting, der fanger os: for fuglen en rede, for edderkoppen et spindelvæv, for mennesket venskab. Figowitz og King Lu passer på hinanden og modbeviser fordomme om grådighed og magtbegær. Men de var ikke endt i jorden sammen, hvis de havde sat deres egen sikkerhed først.
   Det bedste i filmen er varmen og det langsomme tempo. Den tålmodige ko har venlige øjne, og Figowitz taler kærligt til den, når han malker. Kelly Reichardt fik sit gennembrud med Meek’s Cutoff (2010). Her fulgte hun en karavane af nybyggere over prærien. Stifinderen var hjorteskindsklædt, mændene var brave fædre. Men det var kvinden i familien, som trådte i karakter. Meek’s Cutoff lignede en klassisk western. First Cow er noget andet: en inderligt human film, som tilfældigvis foregår i det gamle Nordvesten.
   Berlinalen 2020 var den eneste af de store festivaler, som nåede at blive afholdt, før COVID-19 bredte sig, og den kulturelle fossilering satte ind. Jeg er lykkelig for, at jeg nåede derned. Brødrene Coens True Grit var i øvrigt åbningsfilm på Berlinalen i 2011. 

**) Charles Portis: True Grit. With an Afterword by Donna Tartt. 240 s. New York: The Overlook Press, 2010; Charles Portis: Ben i næsen. Oversat af Knud Müller efter »True Grit« (1968). 240 s. Lademann, 1970.

***) Thomas Bjerre og Torben Huus Larsen har skrevet Cowboynationen: Westernfilmen og det moderne Amerika (Syddansk Universitetsforlag, 2009), som er den bedste bog om genren, der findes på dansk. Edward Buscombes opslagsværk The BFI Companion to the Western (Museum of the Moving Image, 1991) er en meget informativ blanding af historisk fremstilling og filmleksikon.

Fotos: Paramount/ UIP/ FilmGrab [+]
Grundudgaven af teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.02.2011 og fungerede som optaktsartikel til Berlinalen det år. Afsnittet om 2010ernes western er nyskrevet. Noten om First Cow er fra en festivalreportage, 'Eventyrvæsener og storpolitik', som stod i Wekendavisen Kultur 28.02.2020 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar