To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]

FRA WESTERN TIL EASTERN

Eastwoods elegiske Unforgiven på japansk

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste remakes er amerikanske genindspilninger af film fra den øvrige verden. En sjælden gang går trafikken den modsatte vej. Lee Sang-ils Yurusarezaru mono er en japansk version af Clint Eastwoods Unforgiven (1992), den nyklassiske western, som én gang for alle fik skeptikerne til at tie og acceptere Eastwood som en maskulin mester i traditionen fra John Ford, Howard Hawks og Don Siegel.

   De nådesløse – som filmen lidt misvisende hed på dansk – modtog fire Oscars, bl.a. for Bedste Film og Bedste Instruktør. Endvidere fik Gene Hackman en pris for sin fremstilling af sheriffen Little Bill, en pragmatisk sadist med et skævt kælenavn. Siden da har ingen talt om Eastwood som en reaktionær Dirty Harry.

   Unforgiven havde manuskript af David Webb Peoples. Lee Sang-il følger det trofast – mange scener er eksakte kopier – men gør mere ud af den historiske indramning. Lee er tredje generations zainichi, dvs. en japansk koreaner. Han benytter lejligheden til at pege på nogle blinde punkter i landets historie.

DEN amerikanske Unforgiven udspiller sig i Wyoming i 1880. I den japanske version er tiden den samme, men handlingen er henlagt til Hokkaido, den nordligste ø i Japan, som dengang hed Ezo. Meiji-regeringens tropper har nedlagt de fleste af de sidste samuraier, som tjente Tokugawa-shogunatet. Man er også nået langt med at udrense den indfødte Ainu-befolkning, som svarer til de amerikanske indianere.

   Jubei Kanata (Ken Watanabe) er en forhenværende samurai, som under Goryokaku-krigen blev berømt og berygtet for sin slagkraft og sin grusomhed. Han giftede sig med en Ainu-kvinde, fik to børn og blev landmand. Efter hustruens død har han fået stadig sværere ved holde modet oppe og drive gården rentabelt. Han drikker i øvrigt også for meget og har måske ondt af sig selv.

GANSKE som William Munny i den amerikanske historie, bliver Jubei lokket af udsigten til hurtige penge, da en prostitueret i byen bliver skåret i ansigtet af en beruset kunde. Little Bill vil ordne sagen i mindelighed, men kvinderne udlover en dusør. Ligesom Munny bliver den forhutlede Jubei næsten sparket ihjel af sheriffen, som sørger for, at fremmede lægger deres våben ved ankomsten.

   Koichi Sato spiller sheriff Oishi med den samme uudgrundelighed, som Gene Hackman inkarnerede i originalen. Man afleverede sine skydevåben i Big Whiskey, Wyoming. I byen på Kokkaido er der tale om knive og sværd.

   Også Lee bygger op til mødet mellem Jubei og Oishi med sidehistorien om den professionelle duellant, som kommer til byen med en journalist, der skriver om hans bedrifter. Little Bill ydmygede Richard Harris i rollen som English Bob. Hos Lee er det en arrogant samurai, der bliver sparket til lirekassemand.

EASTWOODS film var en revisionistisk western, der dekonstruerede genren, ganske som i 1970erne, men kun for at genskabe den i en mere realistisk udgave. William Munny bukker under i mytologien, men han rejser sig i en ny virkelighed. »Var det sådan i gamle dage?« spørger en ung desperado, som også er med i den japanske version. »Det kan jeg ikke huske,« svarer Munny. »Jeg var fuld det meste af tiden.«

   Jubei er længere om at træde i karakter, end Munney var i originalen. Han tager imod og tager imod, men går endelig til modangreb, da sheriffen dræber hans gamle ven, som hos Eastwood blev spillet af Morgan Freeman. Eastwoods Munny gjorde det fornødne og red videre. Jubei brænder byen ned og ofrer sig på samme måde, som Eastwood siden gjorde i sin egen, åbenlyst apologiske Gran Torino (2008).

JOHN Sturges’ The Magnificent Seven (1960) var et remake af Akira Kurosawas Seven Samurai/ Shichi-nin no samurai (1954, da. De syv samuraier), og Sergio Leones A Fistful of Dollars/ Il magnico straniero (1964, da. En nævefuld dollars) – den første af de europæiske westerns, der gjorde tv-skuespilleren Eastwood til filmstjerne – var en genindspilning af Kurosawas Yojimbo (1961, da. Livvagten).

   Flere kritikere har fået en del ud af, at Lee Sang-il justerer balancen ved at annektere westerngenren og gøre Unforgiven japansk. Kurosawa kunne dog selv hente historier, hvad enten han fandt dem hos William Shakespeare (Blodets trone fra 1957 er en japansk version af Macbeth, og Ran fra 1985 er et riff på King Lear), Maksim Gorkij (The Lower Depths fra 1957 bygger på Natteherberget: scener fra dybet i fire akter) eller i Ed McBains Station 87-krimier (High and Low/ Himmel og helvede fra 1963 er baseret på Kingu no minoshirokin af »Edo Makubein«, dvs. King's Ransom fra 1959, den tiende af de 55 Precinct 87-bøger, som Evan Hunter (1926-2005) skrev under sit Ed McBain-pseudonym).

ET remake er, hvad man kalder en cover version i musikken, dvs. en kendt sang i en ny fortolkning. Kender man originalen, vil man høre dén for sig og have svært ved at abstrahere. Er Lees film derimod den første Unforgiven, man ser, kan forholdet meget vel være omvendt.

   Ken Watanabe havde hovedrollen i Eastwoods Letters from Iwo Jima (2006), der så 2. verdenskrigs slutning med japanske øjne og var en tvilling til Flags of Our Fathers fra samme år. Han er en blid og introvert eks-samurai, men han er ikke omvandrende mytologi, som den 62-årige Eastwood var, da han instruerede sig selv i 1992. Det har derfor ikke helt samme virkning, at han lader legenden afvikle.

 

VISUELT er versionen på niveau med originalen. Der er bjergtagende vinterbilleder. Taro Iwashiros score er japansk i anslaget, men gør til slut en dyd af at genbruge klangen fra den smukke musik, som Lennie Niehaus skrev til Eastwoods amerikanske elegi.

   Eastwoods Unforgiven var tilegnet »Sergio og Don«. Lees film kunne være dedikeret »til Clint og Akira«. Den vises 10 gange i Cinemateket. Vi holder mest af Miyazaki, atmosfærefuld horror og familiehistorier i ånden fra Ozu og Mizoguchi. Unforgiven er en sjælden mulighed for at se en aktuel japansk storfilm, der vil og kan noget andet.

Andre titler i temaet To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Far from the Madding Crowd (1967/2015); Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Suspiria 1977/2018) [Horror 100]; The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]. 

Unforgiven (De nådesløse). Instr.: Clint Eastwood. Manus: David Webb Peoples. Foto: Jack N. Green. 130 min. USA 1992. Dansk premiere: 30.10.1992.

The Unforgiven (Yurusarezaru mono). Instr. og manus: Lee Sang-il. Foto: Norimichi Kasamatsu. 135 min. Japan 2013. Dansk premiere: 21.08.2014 [Cinemateket].

Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Nikkatsu/ Office Shirous/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Unforgiven (1992) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies + udsendt på Blu-Ray 4K Ultra HD (maj 2017)

The Unforgiven/ Yurusarezaru mono (2013) streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray [april 2015].

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2014.