Translate

mandag den 3. maj 2021

To versioner: Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]


DEN TREDJE EROBRING
Alle moderne Berlin-bøgers ophav

Af BO GREEN JENSEN

BURHAN Qurbanis filmatisering af Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz fik premiere på Berlinalen i 2020. Der var delte meninger, både om ideen – en modernisering af materialet – og det kunstneriske resultat. En (god) græsk kollega kunne ikke mindes en film, han havde hadet mere inderligt.
   Romanen fra 1929 er Weimar-skildringen par excellence. Alle bøger om de års Berlin, fra Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (forlægget for musicalen Cabaret) til Volker Kutschers krimier om Gereon Rath (forlægget for Babylon Berlin), har spor af dens DNA. Selv var Döblin inspireret af Berlin – die Sinfonie der Grosstadt, Walter Ruttmans billeddigt fra 1927. Han ville gerne se sin bog på film.
   Det lykkedes allerede i 1931 – med Phil Jutzi som instruktør, Döblin selv som medforfatter og Heinrich George i rollen som Franz Biberkopf - men for det kritiske publikum er teksten blevet synonym med Rainer Werner Fassbinders tv-dramatisering fra 1980. Med en spilletid på 15 timer får den alle lag i værket med og tilføjer selv en række motiver.*


QURBANI har én radikal idé. Den er til gengæld ny og god. Han lader Francis (Welket Bungué) være en menneskesmugler fra Guinea-Bissau, der kommer til Tyskland som illegal indvandrer. Altså en mand med sort hud i en meget hvid verden og en fremmed i et fremmed land.
   Fassbinders fortæller – instruktøren læste selv op af Döblin – er erstattet af en kvindestemme, som tilhører den prostituerede Mieze (Jella Haase). Hun siger, at vi vil se manden falde tre gange i et forsøg på at blive god. Til slut vil byen sørge for, at han ender under hjulene.
   Francis bliver da til Franz. Herfra er filmen en stemningsfuld rejse gennem dagens Berlin, hvor de bedste væsener er transkønnede natdyr. De værste er psykopater som Reinhold (Albrecht Schuh), Franz’ nemesis og skæbnetvilling. Han er i denne version blevet værre – og mere åbenlyst forelsket i sin protegé.
   Filmen henvender sig til et nyt publikum. Gamle kritikere kan savne Günter Lamprecht, Gottfried John og Hanna Schygulla. Men man skal ikke være blind for, at Fassbinders monumentale fortolkning er tv i »man-skulle-vist-være-der« kategorien. For yngre mennesker kan det ligne en stor klump ufordøjelig tekst – til og med filmet i dårlige farver.



ALFRED Döblin (1878-1957) var læge, politisk aktiv litterat og forfatter. Der er 21 bind i de udvalgte værker, som afspejler brydningstiden, han skrev i. Han elskede anarkiet i Weimar, som han kaldte »et eksperiment uden brugsanvisning«. Især var han betaget af moderne menneskers hverdag.
   Værket spænder fra sart impressionisme i Mordet på en smørblomst (1913) til utopisk science fiction i Bjerge, have og kæmper (1924). Döblin var jødisk og tog til Paris allerede i 1933. Efter hovedværket følger mere traditionelle bøger. Ingen af dem ligner storbyromanen, som gav genlyd verden over.
   I Berlin Alexanderplatz realiserede han tanken om et nyt sprog, en kaotisk dialekt, der lignede døgnets og gadens jargon. Som Thorstein Thomsen skriver i forordet til den seneste danske udgave: »Dette nye sprog kan man for så vidt godt sige, Döblin har opfundet i Berlin Alexanderplatz, men jeg vil tillade mig at tvivle på, at det er et sprog, arbejderklassen tog til sig.«


DET gjorde Weimars mandariner derimod. Kulturkritikeren Walter Benjamin satte pris på den vilde musik med det samme: »Bogen er et monument over det berlinske, fordi kunstneren ikke lagde vægt på at forholde sig hjemstavnskunstnerisk, appelerende til byen. Han taler ud fra den. Berlin er hans megafon.«
   Döblins nyskabelse var montagen. Han blander bibelcitater, officiel statistik, reklameslogans, køreplaner, avisoverskrifter og sangtekster sammen med Franz Biberkopfs historie, der til og med er pakket ind i ironiske titler og henvendelser. Döblins bog befinder sig, skrev Benjamin, på »den gamle borgerlige dannelsesromans yderste, svimlende, sidste, mest fremskudte niveau.« Effekten er forbløffende filmisk.


DER er alt dette syngende liv i romanen. Fordi filmen har mindre tid, kan den ikke i samme grad som tv-føljetonen give sig hen til montagen. Opremsningen overlever i scener, som får særlig vægt og betydning. Fassbinders abstrakte fortæller holdt afstand. Jella Haases stemme besjæler historien.
   Qurbanis film kunne være en hårdkogt fortælling, som omsatte alting til action og kun lod os se det episke lag. Det er faktisk rørende, at han strækker sig så langt for at bevare poesien og evighedsperspektivet, i stedet for at drukne de gamle ting i social relevans. Netop derved lever Berlin i historien.


FOR Fassbinder, som arbejdede i det opdelte Tyskland, var identifikationen med Franz af mere betydning end tiden og stedet. I et essay om »Menneskets byer og dets sjæl« skriver han:

   »Igen og igen blev jeg – og jeg tror det gælder for enhver læser – næsten tvunget til at forholde mig til mig selv, til min egen virkelighed, til analysen af min egen realitet. For øvrigt et krav, som jeg ville stille til ethvert kunstværk.«
   Döblin og Fassbinder delte en dyb foragt for dannelseskulturen. Qurbani og Döblin har livet og byen til fælles. Lidelsen og kærligheden. Trumfen er selvsagt det bankende hjerte og pladsen, som stadigvæk ligger i byen: »Ellers er der meget at se her på Alex, men hovedsagen er, at den endnu er der.«
   Vi ved, hvad vi ved, vi har måttet betale dyrt for det. Den nye film er værd at se. De gamle er der stadigvæk.

*) Fassbinders monumentale miniserie er udsendt adskillige gange i alle formater. Den bedste udgave er nok blu-ray-bokssættet fra The Criterion Collection (2007). Der er ganske vist mere stof om Fassbinder i de europæiske udgivelser. Jeg er den lykkelige ejer af den nummererede arkivmappe, som udkom i 2006, da serien blev remastereret og fik nyt liv som 
»En film i 13 dele med en epilog«. Boksen er foret og polstret. Hver side i mappen er forstærket med stålkanter, og Christian Braad Thomsens biografi om Fassbinders liv og kunst indgår som ekstramateriale. Mit eksemplar er #1784. Men i Criterion-sættet indgår Phil Jutzis 1931-film i fuld længde. Nyeste udgave er Second Sight-bokssættet fra 2018, hvor Christian Braad Thomsens spillefilmslange dokumentar Fassbinder - at elske uden at kræve (2015) er bonusmateriale. Det er i stigende grad epilogen, en to timer lang episode med Fassbinders personlige riff på Biberkopf-skikkelsen og Tyskland i det 20. århundrede, som tiltrækker sig opmærksomhed. Epilogen er et Fassbinder-værk i sin helt egen ret.


Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz. Die Geschichte vom Franz Biberkopf. 735 s. Faksimile af 1929-udgaven i reduceret lommeformat. Fischer TaschenBibliothek, 2013.

Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz. Fortællingen om Franz Biberkopf. Oversat af Johannes Weltzer og Ulrich Knigge. Med forord af Thorstein Thomsen. 440 s. Rosinante, 2013. 

Berlin-Alexanderplatz – Die Geschichte Franz Biberkopfs. Instr.: Phil Jutzi. Manus: Alfred Döblin, Karl Heinz Martin, Hans Wilhelm. Foto: Nicolas Farkas, Erich Giese. 90 min. Tyskland 1931. Dansk prtemiere: 19.10.1931

Berlin Alexanderplatz. Instr. og manus: Rainer Werner Fassbinder. Foto: Xaver Schwarzenberger. 931 min. (Vest)Tyskland-Italien 1980. Dansk premiere: 07.01.1081 (tv); 13.08.2003  

Berlin Alexanderplatz. Instr.: Burhan Qurbani. Manus: Martin Behnke, Burhan Qurbani. Foto: Yoshi Heimrath. 183 min. Tyskland 2020. Dansk premiere: 03.12.2020


Fotos: Sommerhaus Filmproduktion/ Kino Lober/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Internationale Filmfestspiele Berlin
Filmen streames ikke i Danmark, men ligger på Netflix i Tyskland
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.12.2020

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar