Mike Leigh: Peterloo (2018)

FRA WATERLOO TIL PETERLOO

To historiske nederlag sidestilles

Af BO GREEN JENSEN

MIKE Leighs majestætiske Peterloo kulminerer i en rekonstruktion af den massakre, som fandt sted på St Peter’s Field i Manchester den 16. april 1819. Et sted mellem 40.000 og 50.000 ubevæbnede arbejdere og deres familier mødtes for at høre politikeren Henry Hunt. Emnet for talen var skattepligt uden demokratisk mandat. Manchester var en industriel hovedby, men havde ingen repræsentant i Parlamentet.

   Demonstrationen var nøje planlagt og velovervejet. Hunt ville tale om dét ene tema, ikke tirre myndighederne med revolutionære paroler. Ingen fik lov at tage våben med ind på pladsen. Det var en festdag for familierne, der havde børn og ældre medlemmer med. Som 1. maj i Fællesparken senere blev.

PARLAMENTET og prinseregenten – den legendarisk modebevidste søn af King George III, som senere selv indtog tronen og gav navn til Regency-perioden – velsignede den handlingsplan, som magistraten i Manchester mødte de demonstrerende med. Et beredent hjemmeværn og kavalleriets 15. husarregiment blev sendt ind i mængden med hævede sabler. 18 blev dræbt, henved 700 såret. Det handlede for regeringen om at nedkæmpe en uro, som var vokset siden indførslen af kornskat. Man ville undgå en revolution som den franske og flere selvstændighedskrige som den amerikanske.

MIKE Leigh bruger to timer på at sætte scenen. Filmen følger en væverfamilie, der prøver at få økonomien til at hænge sammen. En søn overlever slaget ved Waterloo og kommer vaklende hjem for at dø i massakren.

   Både The Times of London og The Manchester Observer havde sendt journalister til St Peter’s Field. Percy Bysshe Shelley (som nu er mindre læst end sin hustru, Mary, der fik Frankenstein, or, the Modern Prometheus udgivet i 1818) skrev mobiliseringsdigtet »The Masque of Anarchy« med direkte adresse til »the Massacre at Manchester«.*   

   Det var pressen, som begyndte at kalde episoden Peterloo. Myndighederne var ikke utilfredse med navnet. Skandalen gjorde indtryk og var den direkte årsag til, at de radikale strømninger ikke blev til en regulær revolution.

DET er stor og imponerende film, men de tre timer føles næsten som mere. Leigh skildrer møderne, hvor radikale fraktioner skændes internt. Han genskaber debatterne i Parlamentet og lader Manchesters magistrater – fire karikerede mænd, som virkelig vil Peterloo – holde møder og skrive indbildske breve til majestæten. Imens drømmer de kvindelige fabriksarbejdere om at få stemmeret en dag. Også de holder møder og taler.

   Familiescenerne ligner stort egnsteater eller et dokumentarspil fra 1970ernes tv. Peter Watkins har dyrket formen fra Culloden (1964) til La Commune (2000). Men rekonstruktionen bliver noget særligt i kraft af den æstetiske metode, som Leigh og husfotografen Dick Pope viderefører fra arbejdet med Mr. Turner (2015). Der er en malerisk bestræbelse i de historiske film, som kendetegner Leigh i hans sene periode. Kun den undselige Another Year (2010) bryder mønstret.  

   Endelig kommer massakren som en forløsning. Leigh og Pope fravælger dramatiske tricks og fokuserer på logistikken. Hærens angreb på de forsvarsløse familier er skildret i virkelig tid og med et næsten klinisk overblik. Alle vore kære bliver hugget ned i en scene med 1000 statister. Leigh har aldrig før skabt den slags film. Han gør det med klar uimodsigelighed og uden at ryste det mindste på hånden.

Se også Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999) [Evig latter]; Abort på film | Mike Leigh: Vera Drake (2004); Mike Leigh: Happy-Go-Lucky (2008) | Et interview; Mike Leigh: Another Year (2010); Mike Leigh: Mr. Turner (2014); Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014].

*) Digtet med den berømte slutlinie (»Ye are many – they are few!«) navngiver politikerne, som gav ordre til angrebet, før den sammenligner dem med de fire ryttere fra Johannes Åbenbaring. Digtet er samtidig en opfordring til at møde overmagten med passiv, ikke-voldelig modstand. Det inspirerede Mahatma Gandhi og Martin Luther King og er siden citeret ved demonstrationer fra Tiananmen i Beijing 1989 til Maidan i Kiev 2014 og Tahrir Pladsen i Cairo 2017.

   Shelley var i Italien, da soldaterne gik til angreb. Han sendte sit digt til The Examiner, som havde forbud mod at bringe det. Teksten blev først udgivet i 1832, ti år efter digterens død og 13 år efter Peterloo. Alligevel er det i kraft af Shelleys digt, at episoden fik plads i britiske historiebøger. I 1972 blev Peterloo markeret med en blå mindeplade, som ikke nævnte de døde. I 2007 blev den udskiftet med en rød mindeplade, som sætter tal på det hele.

   Mike Leigh er født i Manchester og gik i skole få hundrede meter fra St. Peter's Field. Han siger, at man aldrig talte om Peterloo eller foretog en udflugt til stedet. Det var vigtigt for ham at lukke sagen med en film, som matcher styrken i Shelleys opsang. 

   Adskillige bøger er skrevet om Peterloo. De bedste sange er med Steeleye Span og prog-rockbandet Tractor. Isabella Banks' roman The Manchester Man (1876) bliver stadig fremhævet, fordi forfatteren brugte øjenvidneberetninger. Dagbladet The Guardian - som fylder 200 år i 2021 - blev grundlagt som en direkte reaktion på regeringens håndtering af Peterloo.

 

Peterloo. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 154 min. UK 2018. Set på Venice Film Festival 31.08.2018

Fotos: BFI/ Film4/ Thin Man Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Uddrag af festivalreportage i Weekendavisen Kultur 07.09.2018