Todd Haynes: Velvet Goldmine (1998)

STORHED OG FALD
En hyldest til glamrockens guder

Af BO GREEN JENSEN

DER skete noget stort og usædvanligt, da David Bowie i 1972 udsendte konceptalbummet The Rise and Fall of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars. Faktisk var det begyndt med singlen »Starman«, hvor én teenager hvisker til en anden om den salige lyd fra de fjerne stjerner, som man kan fange i radioen inde på værelset. Ziggy Stardust er nemlig, hvis man folder sangkredsens aldrig helt klare storyline ud, historien om en rockgud, som lander i London og har fem år til at gennemføre sin mission: at blive musikkens Messias.

   Samtidig lancerede Bowie sig selv i rollen som Ziggy Stardust og legede i sceneshows og tv-optrædener med en sammensmeltning af maske og ansigt, som fik vidtrækkende konsekvenser for musikscenens selvforståelse og sangerens videre karriere. Ziggy Stardust var en logisk videreudvikling af motiver fra The Man Who Sold the World og Hunky Dory, men pludselig syntes en hel generation at selvantænde. Publikum var der, og signalet til den strømning, som man siden – med en alt for begrænsende frase – har kaldt glamrock var givet. Amerikanske stamfædre som Iggy Pop og Lou Reed fik en renæssance, mens en lille hær af glitterkloner fulgte Bowies eksempel.

OFFENTLIGHEDEN var næsten lige så pirret og forarget, som den havde været over The Beatles og The Stones, for denne gang var der ikke blot tale om ydre ting som hår og tøjmode. Seksuel ambivalens og i særdeles trangen til at eksperimentere var en central del af glam-fænomenet. Pludselig skulle forældre ikke blot acceptere, at drenge lignede piger og omvendt. De skulle affinde sig med, at alle børnene lignede anorektiske rockvrag fra det ydre rum. Strømningen skar sig stærke spor, også herhjemme, hvor eksempelvis Michael Strunges første digte næppe var blevet skrevet uden inspirationen fra Bowie, som snart fik nok af denne maske og bevægede sig videre til andre og lejlighedsvis bedre ting.

   Amerikaneren Todd Haynes (Safe) var kun ti år, da glamrockbølgen kulminerede. Måske er det derfor, han husker den i det særlige skær af eventyr og legende, som udgør klangbunden i Velvet Goldmine, hans bizarre og ekstravagante fantasi over Ziggy Stardust-sagnet, som i det mindste må være 90ernes mest radikale musikfilm. Den er muligvis også mere end dét, men var man selv 17 år og en indædt discipel af Bowies svaneguder og supermænd, da bølgen knækkede i 1973, er det næsten umuligt at adskille Haynes' fiktion fra de historiske versioner, denne 70er-rockens Fantasia tager udgangspunkt i. Det er næppe heller meningen.

SELVE historien er mærkelig gnidret og vag. I 1984 får journalisten Arthur Stuart (Christian Bale) til opgave at finde ud af, hvad der egentlig blev af rockstjernen Brian Slade (Jonathan Rhys Meyers). Slades kometagtige karriere døde sammen med hele glam-fænomenet, da han 11 år tidligere fingerede sin egen død under en tv-transmitteret koncert, som skulle have markeret den officielle afsked med sang- og scenefiguren Maxwell Demon, et alias Slade havde benyttet så længe, at han var begyndt at forveksle sig selv med dæmonen.

   Arthur, som i sin tid bar The Ballad of Maxwell Demon hjem fra pladebutikken med skinnende øjne og fik sin seksuelle identitet bestemt og bekræftet af Brian Slades sange, er i mellemtiden blevet en stilfærdig enspænder, som arbejder i USA. Her opsøger han kronvidnerne i identitetsmysteriet: den første manager, Cecil (Michael Feast), som Slade vragede til fordel for den skamløst aggressive Jerry Divine (Eddie Izzard); den amerikanske kone, Mandy (Toni Collette), som Slade vragede til fordel for katastrofemennesket Curt Wild (Ewan McGregor); og endelig Curt Wild selv, der på dette tidspunkt har rettet sig lidt og rækker Arthur den mystiske talisman, som rettelig burde være filmens macguffin.

FOR der er en anden og større cirkel, som fortællingens gud på koncentrisk vis har slået om filmen. I prologen ser vi et rumskib lande i sneen i Dublin i 1854, hvor de fremmede efterlader et spædbarn på trappestenen hos Sir William og Sperenza, dvs. Oscar Wildes forældre. Drengen Oscar får læreren til at hæve øjenbrynene, da han erklærer sin ambition om at blive »a teenage pop idol«. Siden hører vi ikke mere til ham, men da Jack Fairy 100 år senere får bank i skolegården, finder hans fingre i jorden den broche, som stjernebarnets tæppe var knyttet sammen med. Jack Fairy (Micko Westmoreland) bliver en skyggefigur, som gør hele rejsen med. Han ligner mest af alt Bono fra U2, men synger overvejende sange, som Brian Eno fremførte sammen med Bryan Ferry i Roxy Music. 

FILMENS musikalske soundtrack er endnu en desorienterende faktor. Da Bowie selv – som den eneste af de adspurgte – afslog at stille sine sange til rådighed for Velvet Goldmine, måtte Haynes tænke både alternativt og kreativt.* Brian Slades repertoire er derfor stykket sammen af nyskrevne Bowie-pasticher som »The Whole Shebang« (fra Grant Lee Buffalo-albummet Jubilee) og »The Ballad of Maxwell Demon« (ved coverbandet Shudder to Think, der tager en særdeles overbevisende tværsum af Bowie mellem Hunky Dory og Ziggy Stardust), men genbruger Marc Bolans programsang »20th Century Boy« (versioneret af Placebo) og store Steve Harley-hymner som »Sebastian« og »Tumbling Down« (ved coverbandet Venus in Furs).

   Curt Wild-figuren er baseret på Iggy Pop, som Bowie også i virkeligheden samlede op fra gulvet på sit hotel og hjalp med at genrejse karrieren (på The Idiot, Lust for Life og The Stooges-albummet Raw Power), men han producerede samtidig Lou Reeds soloalbum Transformer, der var en hjørnesten i glamrockbølgen, og Velvet Goldmine ekstrapolerer til stadighed omkring det berømte foto af Reed og Bowie, som tungekysser i en restaurant. Brian Slade knæler på scenen og fellaterer Curt Wilds rytmeguitar, men posituren kopierer det klassiske foto af Bowie og guitaristen Mick Ronson. Curt Wild og Jack Fairy rejser væk og indspiller »deres Berlin-album«, men i virkeligheden var det Bowie og Eno, som gik i Hansa-studiet ved Muren og lavede Heroes.

   For at fuldstændiggøre forvirringen er Ewan McGregor i rollen som Curt Wild hverken forsynet med Reeds eller Iggy Pops træk, skønt hans sceneshow kopierer sidstnævnte i tiden med The Stooges. Han er sminket, så han ligner Kurt Cobain (1967-1994) fra Nirvana, en anakronisme som enten er klodset og utilsigtet eller et udslag af den hæmningsløse opportunisme, som filmen næppe vil sige sig fri for. Den afblegede familierocker Tommy Stone, som Brian Slade er blevet til midt i 80erne, har mere tilfælles med Tommy Steele end med Young Americans- og Let's Dance-versionen af »The Thin White Duke«, som Bowie erobrede USA med. Haynes går således efter overensstemmelser, som han i samme åndedrag bruger til at sløre helhedsbilledet.

D.A. Pennebakers dokumentariske snapshot af Ziggy Stardust and The Spiders From Mars (filmet i 1973, men først udsendt i 1982) har været en vigtig visuel reference, ligesom orgiescenerne fra Nicolas Roegs Performance (1970) må have ligget ved tegnebordet, men allermest omhu har Haynes lagt i den sætstykkeagtige musikvideo til »The Ballad of Maxwell Demon«, som Velvet Goldmine afspiller midtvejs. »I was trying to keep it cheap, amateurish and hokey,« sagde Haynes ved verdenspremieren i Cannes. Han lagde heller ikke skjul, at strukturen i filmen er lånt med tak fra Citizen Kane.

   Det er tydeligvis Bowies egen »Life On Mars«-video, som har leveret inspiration, men i de dekadente operetteafsnit bliver det klart, at Haynes mest af alt står i gæld til Ken Russell, overdrivelsens opulente mester, som i øvrigt havde sine største og bedste år i de glamourøse 70ere. Wagner'sk videokitsch som Lisztomania (1975), filmen hvor Roger Daltrey spiller Franz Liszt, var i sig selv en London-rejse værd dengang. I dag er den svær, for ikke at sige umulig, at forholde sig til.

EN lignende følelse vil mange sikkert gå ud med, når de forlader biografen efter sansebombardementet i Velvet Goldmine. I parentes bemærket mener filmen det alvorligt, når den (med et citat fra Ziggy Stardust-coveret) insisterer på at blive afspillet at maximum volume. Det blev den ikke ved pressevisningen forleden, og af samme grund forekom lydsiden tynd. Da Haynes præsenterede sin film i Cannes, var der ikke sat filter på lyden, der fik lov at fremstå som den store og mægtige bund i hele det dekadente spektakel, som i hvert fald de der husker 70erne vil have godt at se og forlyste sig med.

   Vist er udgangspunktet i snæver forstand historien om David Bowies første ægteskab og en fantasi over hans mest slidstærke persona, men der er også mere på spil. Filmen tager grundlæggende fejl, når den sætter et totalt lighedstegn mellem den androgyne erotik og glamrock-moden, som blot var et af den britiske 70er-scenes mange ansigter. Der var meget mere i Bowie og det bedste af resten af bølgen, men på filmens egne præmisser giver det mening at fokusere på seksualiteten. Arthur er aldrig lykkeligere, end da han står og hopper henne ved forældrenes fjernsyn og jubler: »Det er mig det dér, det er, Far og Mor!« Hele eftertiden har stort set været en nedtur af kompromisser for ham.

DE bedste øjeblikke i filmen, dér hvor den tættest på at forløse sin ikke uanselige ambition, er i enkelte scener og billeder, typisk koncert- og erindringssekvenser, som uden for historiens rammer forstørrer og fryser de genuint ekstravagante og dekadente visioner, der var lige så centrale for 70ernes glamrock som for Todd Haynes' bolsjefarvede drøm om at genskabe den.

   Det er de svævende fjer i begyndelsens attentatscene, baseret på Bowies i sig selv legendariske afskedskoncert på Hammersmith Odeon den 3. juli 1973, hvor han officielt aflivede sit Ziggy Stardust-persona. Det er glimmer, som ligner tung sne i den gotiske Death of Glam-finale, eller den teatralske vejen-gennem-skoven kulisse, som Haynes lader Jack Fairy-figuren gå ad som dreng.

   Måske er han ikke alene. Bowie selv er i hvert fald aldrig kravlet helt ud af skyggen, som Ziggy Stardust og Aladdin Sane stadig kaster. Og den sidste sang på The Rise and Fall of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars var som bekendt et rock-and-roll selvmord: »Time takes a cigarette/ Puts it in your mouth/ You pull on your finger/ Then another finger/ Then the cigarette/ The wall-to-wall is calling/ It lingers, so you forget/ You're a rock and roll suicide...« (»Rock 'N' Roll Suicide«, 1972).

*) Bowie læste manuskriptet og syntes, at Ziggy Stardust-figuren blev karikeret. Han kunne dog ikke forhindre Haynes i at bruge sangtitlen »Velvet Goldmine« (amerikansk ophavsret er meget omfattende, men gælder notorisk ikke for navne og titler). »Velvet Goldmine« blev skrevet til Ziggy Stardust, men kom ikke med på albummet, da udgiveren RCA fandt sangen for seksuelt eksplicit. Den lå på b-siden sammen med »Changes«, da RCA relancerede »Space Oddity« på en maxi-single i 1975. Den er samlet op på kompilationerne Rare (1982) og The Best of David Bowie 1969/1974 (1997) samt flere jubilæumsudgaver af The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Den definitive udgave findes på bonusdiscen Re:Call 1 i Five Years (1969-1973) fra 2015. Five Years var første udgivelse i rækken af kronologiske boxsæt med samlede værker, som blev påbegyndt allerede før Bowies død i januar 2016. Sangen er sanselig, varm og direkte. Musikken minder mere om cabaret og Hunky Dory end om sci-fi rock og Ziggy Stardust. 

Velvet Goldmine. Instr. og manus: Todd Haynes. Foto: Maryse Alberts. 124 min. UK-USA 1998. Dansk premiere: 20.11.1998

Fotos: Channel Four Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Film[+]grab

Velvet Goldmine streames på Filmstriben

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 20.11.1998