PORTRÆT AF SUPERCICERONEN
Samlernes dronning i close-up
Af BO GREEN JENSEN
Flere værker er skabt til huset, hvor hun boede på den øverste etage i de sidste 30 år af sit liv. Lisa Vreelands portrætfilm citerer flittigt fra ældre dokumentarer. I en af dem fremviser hun stolt det forsølvede Bed Head, som Alexander Calder udførte til væggen over hendes seng.
Tredive år før blev et vægmaleri, Mural (1943), som Jackson Pollock skabte til hendes entre i New York, et gennembrud for kunstneren. Efter sigende hadede han Guggenheim for det, men det var Peggy, som betalte for huset på Long Island, hvor Pollock og hustruen Lee Krasner kunne stå i hver sit atelier. Her udviklede han sin sagnomspundne dryppeteknik.
Få tog samleren alvorligt. De så kun pengene og næsen, som hun lod sidde efter et klodset forsøg på at gøre den lille og spids. Hun lyttede til venner som Marcel Duchamp og Piet Mondrian. Peggy viste Mondrian to af Pollocks billeder. »Ragelse, ikke sandt?« sagde hun. Formalisten blev tænksom. »Jeg føler, jeg ser på den største kunst, jeg har mødt i Amerika indtil nu.«
Hendes samling blev grundlagt på ni tætte år i Europa. Især var hun på indkøb i Paris, da de tyske besættelsestropper ankom. Constantin Bràncusi græd, da hun købte skulpturen Bird in Space for tæt på fremstillingsprisen. Så udnyttede hun kunstnerne, der ville rejse? Måske. Men hun reddede kunsten, og hun kunne selv være endt i en koncentrationslejr.
Tredive år før blev et vægmaleri, Mural (1943), som Jackson Pollock skabte til hendes entre i New York, et gennembrud for kunstneren. Efter sigende hadede han Guggenheim for det, men det var Peggy, som betalte for huset på Long Island, hvor Pollock og hustruen Lee Krasner kunne stå i hver sit atelier. Her udviklede han sin sagnomspundne dryppeteknik.
Få tog samleren alvorligt. De så kun pengene og næsen, som hun lod sidde efter et klodset forsøg på at gøre den lille og spids. Hun lyttede til venner som Marcel Duchamp og Piet Mondrian. Peggy viste Mondrian to af Pollocks billeder. »Ragelse, ikke sandt?« sagde hun. Formalisten blev tænksom. »Jeg føler, jeg ser på den største kunst, jeg har mødt i Amerika indtil nu.«
Hendes samling blev grundlagt på ni tætte år i Europa. Især var hun på indkøb i Paris, da de tyske besættelsestropper ankom. Constantin Bràncusi græd, da hun købte skulpturen Bird in Space for tæt på fremstillingsprisen. Så udnyttede hun kunstnerne, der ville rejse? Måske. Men hun reddede kunsten, og hun kunne selv være endt i en koncentrationslejr.
PEGGY Guggenheims liv var en sort vittighed, som hun selv kunne le af med overbevisning. Det var et tema, at hun aldrig blev elsket for sin egen skyld eller anerkendt for sin utrættelighed. Hun blev misundt, foragtet og latterliggjort, fordi hun gik i seng med så mange kunstnere, som hun kunne.
Peggy Guggenheim Museum er i dag en filial af Solomon R. Guggenheim Foundation. Umiddelbart ser det velordnet ud, slægten der slutter række. Faktisk var Peggy på kant med familien hele sit liv. Den foragtede måden, hun levede på, og troede ikke på hendes forretning.
Peggy havde masser af mænd. Hun blev dårligst behandlet – og det vil sige en del – af de to, som hun giftede sig med, Laurence Vail og Max Ernst. Vail var brutal og forelsket i forfatteren Kay Boyle. Ernst malede Peggy som en heks og tilbad Leonora Carrington, indtil han mødte Dorothea Tanning, som kuraterede udstillingen 31 Women i Peggys galleri.
Med Vail fik hun sønnen Sindbad og datteren Pegeen. Pegeen Vail var en god, ulykkelig kunster, som tog sit liv i 1967, da hun var 41 år. Der er et værelse med hendes værker i Peggy Guggenheim Museum.
Peggy havde masser af mænd. Hun blev dårligst behandlet – og det vil sige en del – af de to, som hun giftede sig med, Laurence Vail og Max Ernst. Vail var brutal og forelsket i forfatteren Kay Boyle. Ernst malede Peggy som en heks og tilbad Leonora Carrington, indtil han mødte Dorothea Tanning, som kuraterede udstillingen 31 Women i Peggys galleri.
Med Vail fik hun sønnen Sindbad og datteren Pegeen. Pegeen Vail var en god, ulykkelig kunster, som tog sit liv i 1967, da hun var 41 år. Der er et værelse med hendes værker i Peggy Guggenheim Museum.
FILMENS hovedattraktion er Peggys egen stemme. Før sin død talte hun i timevis med Jacqueline Weld, som skrev biografen The Wayward Guggenheim i 1986. Disse bånd leverer det meste af lydsiden.
Weld er et af filmens talende ansigter. Det samme er Francine Prose, forfatteren til den seneste og bedste biografi. Mest at sige har kritikeren John Richardson. Mest overraskende dukker Robert De Niro op og taler om sine forældre, Robert De Niro, Sr. og Virginia Admiral, som begge er repræsenteret i Guggenheims samling.
Marina Abramovic siger, ikke overraskende, at Peggy er en positiv rollemodel for kvinder i mændenes verden. Der blev dog ikke givet ved dørene. Peggy betalte, så Djuna Barnes kunne skrive i fred. Hun bliver alligevel bagtalt af »veninden« Mary McCarthy i novellen »The Cicerone«.
Efter syv år i New York kom Peggy til Venedig. Hendes afskedssalut til parnasset var erindringsbogen Out of this Century (1946), som fortæller åbent om de emner, der gav Peggy glæde. I førsteudgaven var navnene ændret. Det blev rettet i 1959, da bogen fik titlen Confessions of an Art Addict.
Alle tog Peggy for pengenes skyld. Ifølge hende selv var undtagelsen John Holmes, som hun havde et ægteskabeligt liv med i England før krigen.
Weld er et af filmens talende ansigter. Det samme er Francine Prose, forfatteren til den seneste og bedste biografi. Mest at sige har kritikeren John Richardson. Mest overraskende dukker Robert De Niro op og taler om sine forældre, Robert De Niro, Sr. og Virginia Admiral, som begge er repræsenteret i Guggenheims samling.
Marina Abramovic siger, ikke overraskende, at Peggy er en positiv rollemodel for kvinder i mændenes verden. Der blev dog ikke givet ved dørene. Peggy betalte, så Djuna Barnes kunne skrive i fred. Hun bliver alligevel bagtalt af »veninden« Mary McCarthy i novellen »The Cicerone«.
Efter syv år i New York kom Peggy til Venedig. Hendes afskedssalut til parnasset var erindringsbogen Out of this Century (1946), som fortæller åbent om de emner, der gav Peggy glæde. I førsteudgaven var navnene ændret. Det blev rettet i 1959, da bogen fik titlen Confessions of an Art Addict.
Alle tog Peggy for pengenes skyld. Ifølge hende selv var undtagelsen John Holmes, som hun havde et ægteskabeligt liv med i England før krigen.
VREELANDS film lader forholdet til Holmes fremstå rosenrødt. Det er ikke sikkert, det var sådan. I The Shock of the Modern dykker Francine Prose ned i stoffet og finder igen et arrangeret forhold, hvor Peggy finansierer en livsførelse og bliver tålt med skiftende grader af venlighed eller foragt.
Peggy lejede Hayford Hall i to år. Hun og Holmes og børnene var familien i huset. Forskellige forfattere kom og skrev deres værker. Antonia White skrev Frost in May (1933), Djuna Barnes begyndte på Nightwood (1936) og fik penge af Peggy, indtil hun døde. William Gehardie skrev en roman – Of Mortal Love (1925) – om hele kollektiveksperimentet.
Emily Coleman førte dagbog og beskriver nogle hærværksnætter, hvor alle drak igennem og var jaloux på hinanden. Holmes sagde til Barnes, at hun havde skrevet den bedste bog i 50 år. Peggy sagde, at hvis han fik rejsning, ville dollaren falde i kurs: »If you rise, the dollar will fall«.
Barnes begyndte at slå Peggy bagi. Coleman fortsætter: »Peggy skreg: ’Gud, hvor den kvinde dog hader mig!’ Djuna blev ved med at slå hende, så begyndte hun at slå mig. Hun havde kun slået fire gange, før jeg fik orgasme.«
I VENEDIG lagde Peggy disse ting bag sig. Elsker nummer 1001 var italieneren Raoul Gregorich. Hun besøgte Paul og Jane Bowles i Marokko. Hun fik besøg af Truman Capote og Gregory Corso. Hun sad i solen med sine hunde – der var enten 12 eller 17 små terriere – og så tilbage, mens samlingen tog form i betroede medarbejderes hænder. Hun var 81 år, da hun døde i 1979.
Samlingen fik status, da Peggy i 1948 blev tilbudt sin egen pavilion på Biennalen, som skulle genstartes efter krigen. Parnasset krøb til korset, og Peggy sagde ja. Uanset alle historier, er der ingen tvivl om, at hun brændte for kunsten og ønskede at dele sin glæde med andre. Peggy Guggenheim Museum åbnede i 1951.
Peggy forstod at fyre den af, som en senere generation ville sige. Hun drak som en fisk og tog dulmende stoffer, men hun havde klare, skarpe øjne og god forstand på vigtig kunst. Hun er en bifigur med penge i andres biografier. I sin egen er hun protagonisten, der kæmper alene. Når man står i hendes vinkel, er det hende man holder med.
Peggy forstod at fyre den af, som en senere generation ville sige. Hun drak som en fisk og tog dulmende stoffer, men hun havde klare, skarpe øjne og god forstand på vigtig kunst. Hun er en bifigur med penge i andres biografier. I sin egen er hun protagonisten, der kæmper alene. Når man står i hendes vinkel, er det hende man holder med.
Peggy Guggenheim: Art Addict. Instr. og manus: Lisa Immordino Vreeland. Foto: 96 min. USA-UK-Italien 2015. Dansk premiere: 21.01.2016
Francine Prose: Peggy Guggenheim: The Shock of the Modern (Jewish Lives). 224 s. New Haven: Yale University Press, 2015
Peggy Guggenheim: Out of This Century: Confessions of an Art Addict. Foreword by Gore Vidal. Introduction by Alfred Barr. 396 s. New York: Doubleday & Company, 1979.
Fotos: CineMaterial/ George Karger/ Peggy Guggenheim Collection/ John Deakin (Pegeen Vail portrait)/ Eugene Kolb/ National Portrait Gallery (Ida Kar)
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
En forkortet version af artiklen blev trykt i Weekendavisen Kultur 22.01.2016
Ingen kommentarer:
Send en kommentar