Bogen og filmen: Beowulf (ca.800/2007)

GRENDELS GULD
En bizar filmudgave af Bjovulfkvadet

Af BO GREEN JENSEN

»SÅDAN levede folk i fryd og gammen/ i inderlig lykke, til én begyndte/ at øve sit hærværk, en helvedes djævel;/ Grendel kaldtes det grusomme uhyre...«

   Det angelsaksiske heltekvad om krigeren Bjovulfs kamp mod monstret Grendel har haft et liv i nordisk og britisk kultur, siden det blev skrevet ned for godt og vel 1000 år siden. I engelsk sammenhæng er teksten i Frederick Klaebers Beowulf and The Fight at Finnsburg (1922, rev. 2004) den kurante kritiske udgave. Digteren Seamus Heaney nyoversatte Beowulf fra grunden i 2002. Det er nu den mest benyttede af mange moderne versioner.  

    N.F.S. Grundtvig foretog den første danske gendigtning i 1820. Teksten – som er på 3182 linier med stavrim – er senest oversat til nudanske vers af Andreas Haarder (1984, rev. 2001), der er ansvarlig for ovenstående version. I Keld Zeruneiths kærlige prosaudgave fra 2018 bliver de samme linier til: »Sådan levede det ædle halfolk i fryd og gammen, berusede af glæde, indtil et væsen, et ondsindet bæst, begyndte sin hærgen. Den onde gæst hed Grendel...« *

DET var selveste J.R.R. Tolkien, som i forelæsningen »Beowulf: The Monsters and the Critics« (1936) insisterede på tekstens litterære kvaliteter. Før da havde man primært læst Beowulf for sproget. På engelskstudiet i 1970erne var det surt pligtstof, men dog et alternativ til de evindelige udtag af The Anglo-Saxon Chronicle, som udgjorde pensum.

   Tolkien elskede digtet, der var med til at inspirere både dragen Smaug og den af indre kræfter forkrøblede Gollum i Hobbitten og Ringenes Herre. I 1940 skrev han forordet »On Translating Beowolf« til C.L. Wrenns udgave af John R. Clark Halls prosaoversættelse fra 1911. Det er en knastør, men stofrig gennemgang af strukturen.

   Begge tekster står i The Monsters & the Critics and Other Essays (1983), som Christopher Tolkien redigerede efter sin fars død. Tolkien arbejdede selv på en oversættelse, som han aldrig blev så tilfreds med, at han ville udgive den. Beowulf: A Translation and Commentary by J.R.R. Tolkien udkom endelig i 2014.**    

GØTEREN Bjovulf kommer skjoldungen Roar, Vealtovs mand (og Helges bror), til undsætning, da uhyret Grendel igen har hærget i danernes mjødhal. Bjovulf fælder Grendel (han river væsenets arm af, så det forbløder), og man ånder let, indtil Grendels ophav hævner sin søn. Bjovulf dræber Grendels mor og lever siden som fyrste.

   Efter mange bedrifter og erobringer møder helten sin bane, da en drage angriber landet. Han føres til Hvalnæs på en guldvogn og kremeres. I hele Norden skriver man mindedigte om fyrsten, som blandt konger var »den mildeste mand og den menneskeligste, den ømmeste mod sit folk og den ivrigste efter ry.«

   Især Grendel-episoden har haft et selvstændigt liv, fordi skabningen, der siges at være af Kains slægt, forlenes med menneskelige egenskaber. I romanen Grendel (1971) fortalte John Gardner historien fra væsenets synsvinkel. Blandt en snes filmversioner er den mest fantasifulde John McTiernans The 13th Warrior (1999, da. Den 13. kriger), som tilføjer en arabisk komponent og baserer sig på Michael Crichtons kuriøse vikingeroman The Eaters of the Dead (1976, da. Dødsæderne).

HOS amerikaneren Robert Zemeckis fortælles historien et stykke af vejen med alle de danske detaljer fra digtet og et fint blik for uhyrets menneskelighed.

   Det er Neil Gaiman (forfatter til kulttegneserien The Sandman og romaner som American Gods) og Roger Avery (Quentin Tarantinos sparringspartner på Pulp Fiction), som har gradbøjet historien. De drejer den i retning ad en Artus-legende og gør Grendels mor til en underskøn troldkvinde, der avler drengebørn med de danske konger. Så her er Grendel Roars søn, og dragen, som bliver Beowulfs bane, er resultatet af hans møde med uhyrets mor.

   Historien kan bære adskilligt, men desværre er filmen skabt med den motion capture-teknik, som Zemeckis benyttede i julefilmen The Polar Express (2004). Så Anthony Hopkins spiller Roar, jo, og hans dronning fremstilles af Robin Wright, mens Angelina Jolie (som nøgen, gulddryppende havfrue) har rollen som Grendels mor. Imidlertid er der tale om CGI-animationer, der baseres på spillernes fysiske træk og forsynes med deres stemmer.

METODEN fungerer til nød i sekvenser, hvor man flyver med sprudlende drager eller dykker med blødende søslanger, men det lykkes aldrig at gøre menneskescenerne til andet end ubehjælpsomme erstatninger. Teknikken fungerede én gang, i den japanske sci-fi film Final Fantasy (2001), som var baseret på et PC-spil, og den klædte måske også julemagien i Polarekspressen, men generelt er motion capture et vildspor for Zemeckis, som siden Castaway (2000) ikke har lavet rigtige spillefilm.***

   Det kan undre, at filmen lanceres så massivt. Efter sigende fungerer en 3D-version optimalt, men det redder ikke historien, som lægger sig et ubestemmeligt sted mellem familiefilmshygge og reminiscenser af tekstens »blodbadsvælde og voldsmandsrædsel«. På moderne reklamedansk ville man sige, at Beowulf er ikke så lidt af »en ommer«. Capisce?

*) Keld Zeruneith forklarer og fortolker digtet i De sidste tider: Hedenskab, heroisme, kristendom. En angelsaksisk overgangshistorie (2017). I sin efterskrift til Beowulf (2018) oplyser Zeruneith, at de første bøger, som han købte for egne penge, var Otto Gelsteds prosaversioner af Iliaden (1954) og Odysseen (1955). Han har med Beowulf bestræbt sig på at skabe en folkeudgave i samme ånd. 

**) Christopher Tolkien (1924-2020) brugte hele sit liv på at vedligeholde og videreføre sin fars værk. J.R.R. Tolkien døde i 1973. Det var Christopher Tolkien, der færdiggjorde og redigerede manuskripterne til The Silmarillon (1977) og Unfinished Tales (1980). Han redigerede og kuraterede den fantastisk omfattende The History of Middle-Earth (1983-1996) i 12 bind, som udgør et Tolkiensk korpus. Fordi han levede så længe, nåede alt og næsten mere til at blive udgivet. Kronen på værket var de sidste tre Great Tales fra Elder Days: The Children of Húrin (2007), Beren and Lúthien (2017) og The Fall of Gondolin (2018) Det var Christopher Tolkien, som rentegnede de første kort over Midgård. Han oversatte for egen regning Hervors og Hedreks saga fra oldnordisk. The Saga of King Heidrik the Wise udkom i 1960. Tolkien underviste på New College i Oxford fra 1964-1975. Han var formand for bestyrelsen i Tolkien Estate og førte adskillige sager om ophavsret. Han havde ikke høje tanker om Peter Jacksons to filmtrilogier. Især The Hobbit var han aktivt ude at kritisere: »They gutted the book, making an action film for 15 to 25-year-olds,« udtalte han til Le Monde. Det var dog en sag om ubetalte royalties, som fik Tolkien til at nedlægge fogedforbud, da The Hobbit skulle indspilles. Han gav sig da, New Line Cinema efterbetalte 80 millioner britiske pund til The Tolkien Estate.    

***) Zemeckis arbejdede udelukkende med motion capture i 2000erne. Efter Beowulf fulgte en (lidt) mere kongenial version af Charles Dickens' A Christmas Carol (2009). I 10erne vendte han tilbage til live action i Flight (2009 – med Denzel Washington som alkoholiseret pilot), The Walk (2015 – med Joseph Gordon-Levitt som Philippe Petit, der gik linegang mellem tårnene i det nyopførte World Trade Center i 1974) og Allied (2016 – med Brad Pitt og Marion Cotillard som spioner under 2. verdenskrig), men i Welcome to Marwen (2018) er hovedsagen animerede (Barbie-)dukkesekvenser, og i den særskilt rædselsfulde ny-filmatisering af Roald Dahls The Witches (2020) er der så megen CGI involveret, at formen tangerer animation. En realudgave af Disneys Pinocchio har længe været undervejs. Projektet ligger p.t. hos streamingtjenesten Disney+, der planlægger en premiere i 2022.   

Beowulf. Instr.: Robert Zemeckis. Manus: Neil Gaiman, Roger Avery. Foto: Robert Presley. 115 min. USA 2007. Dansk premiere: 23.11.2007.

Fotos: Warner Bros./ Shangri-La Entertainment LLC/ Paramount Pictures/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Gyldendal

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 23.11.2007