Translate

tirsdag den 4. maj 2021

To versioner: Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]


FARVEL TIL I GÅR
Evelyn Waughs nostalgiske arie

Af BO GREEN JENSEN

DET virker umiddelbart ikke vildt nødvendigt at filmatisere Gensyn med Brideshead igen. Vist kom der aldrig en biograffilm ud af Evelyn Waughs tilbageskuende hovedværk fra 1945, men de fleste husker stadig den store tv-føljeton fra 1981 som noget enestående.
   Jeremy Irons blev Jeremy Irons i kraft af sin rolle som fortælleren Charles Ryder, og for en tid var Anthony Andrews’ fortabte Sebastian Flyte et veritabelt stilikon. I små roller så man kapaciter som Lawrence Olivier, John Gielgud, Claire Bloom og Stephane Audran, og alle elskede de hæmningsløst æstetiserende billeder af Castle Howard, Oxford, Venedig og Marokko.
   Romanen, som indeholder »Kaptajn Ryders åndelige og verdslige erindringer«, er en bog på 280 sider med mange lyriske digressioner. I ITVs store dramatisering, som havde manuskript af John Mortimer, var der 11 episoder à 60 minutter til at omplante og rekonstruere romanen. Hvordan kan man gøre sig håb at dække så meget stof i en film på to timer?


FAKTISK er der kommet en forbavsende god film ud af iniativet. Ikke alene bevæger alting sig langsomt i den gamle version, der oversætter bogen i et 1:1-forhold og inddrager alle detaljer. Der er i 1981-udgaven en tendens til sentimentalisere umådeholdent, og skønt katolicisme og homoseksualitet er bærende temaer, har serien ofte svært ved at sige tingene direkte.
   Den nye film lægger tingene frem, fastholder det teologiske motiv og trækker Sebastians seksualitet helt op i begyndelsen. Til gengæld glider han ud af historien, da Charles overfører sin kærlighed – som for ham er lig med længslen efter at tilhøre kredsen og have hjemme på Brideshead – til søsteren Julia. Andrew Davies, der har dramatiseret et to- eller trecifret antal klassikere for BBC, skaber rum og tid ved at udelade en mængde mindre handlingsspor.
   Figurer som Cordelia, den yngste Flyte-søster, Rex Mottram, Julias nyrige amerikanske bestormer, og Charles Ryders kolde hustru er beskåret til forsvindingspunktet. Jarrolds film investerer hovedparten af sin opmærksomhed i intime scener mellem Charles, Sebastian og Julia. Slaget mellem tro og verdslighed står stadig i dialogerne mellem Charles og Lady Marchmain, som i 1981 blev iskoldt spillet af Claire Bloom. Emma Thompson fylder rollen her, og hun har nogle af filmens bedste replikker.



EN betydelig fejl ved tv-udgaven var, at Charles Ryder kom til at fremstå som et nobelt fornuftsmenneske. Det er han ikke fra Waughs hånd, skønt han deler forfatterens sociale ambitioner og nostalgi efter verden før krigen. Julia har ret, når hun konstaterer, at Charles køber hende af Rex for to prætentiøse junglemalerier, i forfængelig forventning om, at huset følger med. Matthew Goode er en mindre sympatisk og derfor mere dækkende Charles.
   Sebastian er i Ben Whishaws skikkelse et mere udsat og hjertegribende menneske. Julia (Hayley Atwell) har fået mere sanselig vægt end i bogen, og filmen fabrikerer en scene, hvor hun og Charles kysser hinanden i Venedig. Generelt giver Davies’ stramninger mening. Man kan ikke mindst se forskel på fortiden ifølge 1981 og 2008, fordi Castle Howard atter fungerer som Brideshead. Filmholdet ledte efter alternative locations, men der var ikke andre steder, som så ud til at have huset en højkatolsk britisk adelsfamilie.



FÅR man lyst til at genlæse bogen, er det vigtigt at vælge den reviderede udgave fra 1951, hvor Waugh forklarer sig i et forord og nedtoner nogle af de mest blomstrende steder.
 »Jeg er ikke jeg: du er ikke ham eller hende: de er ikke dem,« skriver han i kolofonen, som mangler i den danske udgave.
   Waugh erkender, at han skrev på et tidspunkt, under en orlov i midten af krigen, da han var syg af længsel efter den luksus, som Brideshead besad før syndefaldet. Endvidere forventede han, at socialismen ville sejre efter krigen. Ved en genlæsning har han det derfor, som om han taler over en tom, åben grav.
   Brideshead Revisited er højdepunktet i et forfatterskab, der ellers udmærker sig ved social satire, misantropisk sarkasme og mange effektive eksempler på sort komedie og farce. Bogen er atypisk helstøbt, åbenlyst romantisk og delt mellem nostalgi og realisme, fordi Waugh selv var lige så splittet. Det er det eneste sted i forfatterskabet, hvor han skriver uden ironi.
   Waugh fandt snart hjem til sarkasmen, men Brideshead forbliver det tætteste, man i Storbritannien kommer romaner som F. Scott Fitzgeralds Den Store Gatsby og Knud Sønderbys Midt i en jazztid. Med den nye version har romanen fået en præcis og frem for alt tidssvarende filmudgave. Derfor kan stadig gense den gamle tv-føljeton med glæde.


Brideshead Revisited (Gensyn med Brideshead). Intr.: Julian Jarrold. Manus: Andrew Davies og Jeremy Brock. Foto: Jess Hall. 133 min. UK-Italien-Marokko-USA 2008. Dansk premiere: 26.09.2008.

Brideshead Revisited (Gensyn med Brideshead). Instr.: Charles Sturridge, Michael Lindsay-Hogg. Manus: John Mortimer. Foto: Ray Goode. 659 min. (11 episoder). UK 1981. Dansk premiere:  


Fotos: Ecosse Films/ ITV/ SF Studios/ NPG/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime
Miniserien streames ikke i DK. Den findes på dvd og blu-ray
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2008

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar