Mike Leigh: Another Year (2010)

EFTER ENDNU ET ÅR

Livet i hverdagens farver

Af BO GREEN JENSEN

VI lever i en nervøs biograftid med travle konceptfilm og 3D-effekter. Det bliver derfor atter de enkleste film, som ender med at skille sig ud. Mike Leigh laver nok de bedste af slagsen, i hvert fald på en god dag, hvor mørket og livsglæden er i balance.

   Another Year følger en kreds af personer i dagens kuldslagne England. I centrum er en kernefamilie, som venner og slægtninge søger ind mod og tager for givet, mens de bakser med deres egne, mere rodede liv. Tom (Jim Broadbent) og Gerri (Ruth Sheen) er i guldbryllupsalderen. De taler om ting, de oplevede sammen på Isle of Wight-festivalen i 1968. Sønnen Joe (Oliver Maltman) på 30 år er ved at være godt i vej.

   Tom og Gerri er over tid vokset sammen på den rigtige måde. Hun er psykolog i sundhedsvæsenet, han er teknisk geolog. Tom er instruktørens talerør, og i begyndelsen gruer man for de krakilske beklagelser, som også er en del af Leighs ouevre. Som året skrider frem, holder han dog igen med bugtalerkunsten og lader karakterne få deres eget liv.

   

BEVÆGELSEN skabes af parrets venner og kolleger. Sætstykket er Mary (Lesley Manville), som er sekretær på hospitalet, hvor Gerri har sin konsultation. Hun har en skilsmisse og et forhold til en gift mand bag sig, og hun prøver at holde fast i sit gode udseende, men oplever ligesom Ken (Peter Wight), Toms tykke ven, der ryger stort og drikker for meget, at verden kun har plads til de unge.

   Mary drikker sig altid beruset, hendes rækken ud bliver mere anstrengt. Alligevel vil hun ikke noget med Ken, der resignerer og fortsætter sit langsomme selvmord. Det skal for resten siges, at karaktererne denne gang kommer fra middelklassen, og at tonen er tættere på komedien, end man er vant til hos Leigh.

TOM og Gerris søn er længe om at få en kæreste, og »tante« Mary begynder at nære forhåbninger. Der er en livsalig blanding af situationskomik og hverdagstragik i scenen, hvor Joe præsenterer sin bramfri kæreste, og Mary på én gang skal skjule sin skuffelse og udtrykke sin misbilligelse.

   Toms bror bliver enkemand, og hans fortabte søn kommer for sent til begravelsen, men tingene løser sig mere eller mindre. Væksterne i Tom og Gerris kolonihave bliver sået og plukket. Det er helt i tråd med filmens præmis: »Forår, sommer, efterår, vinter. Familie og venskab. Kærlighed og varme. Glæde og bedrøvelse. Håb og fortvivlelse. Kammeratskab. Ensomhed. En fødsel. Et dødsfald. Tiden går.«

LEIGHS spillefilm nummer 11 er en stor fornøjelse. Den har færre teatralske udsigelsesscener end guldpalmevinderen Secrets & Lies (1995) og den rugende livstrætte All or Nothing (2001). I sidstnævnte sad Timothy Spall i lang tid og så ind i væggen, før han udbrød: »Jeg har det som et gammelt træ, der savner vand.«

   Det samme patetiske billede bruges i Another Year, men nu nøjes Ken med at fortælle om et træ, som han så på vej til festen hos Tom og Gerri – navneligheden med de tegnede figurer er en stående vittighed. Der er en opsummerende kvalitet af credo og testamente over filmen. For instruktørens fanbase er Another Year afgjort et must. For nye tilskuere er den et godt sted at begynde.

Se også Mike Leigh: Topsy-Turvy (1999); Mike Leigh: Mr. Turner (2014); Mike Leigh og Mr. Turner: En samtale om billedkunst

Another Year. Instr. og manus: Mike Leigh. Foto: Dick Pope. 129 min. UK-USA 2010. Dansk premiere: 27.01.2011

Fotos: Thin Man Productions/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og Viaplay Rent & Buy

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.01.2011