Translate

onsdag den 31. marts 2021

Jessica Swale: Summerland (2020)


HUSET VED STRANDEN
Alle historier begynder et sted

Af BO GREEN JENSEN

FOLKLORISTEN Alice Lamb er ikke en menneskeven af natur. Hun hører snarere til i det modsatte, misantropiske register. I første scene sidder hun i 1975 og skriver, da nogle børn ringer på. De samler ind til ældre mennesker. »Den bedste måde, I kan hjælpe ældre mennesker på, er ved at gå jeres vej,« siger Alice og sætter sig atter ved tasturet.
   Alice bliver indtil videre spillet af Penelope Wilton. Hun falder lidt i tanker. Så har situationen alligevel rørt ved en erindring. I 1939 sidder hun i huset ved stranden i Kent (som aldrig har set bedre ud end i Summerland) og skriver, da børn fra landsbyen igen fylder skidt og møg i brevkassen og råber, at hun er en heks. Sådan har det åbenbart altid været med Alice. Nu bliver hun spillet af Gemma Arterton. Sådan forbliver det frem til epilogen.



DER er tre kronologiske lag i Summerland. Længe før tiden i Kent var Alice åben og positivt indstillet. Det var, da hun kendte lykken og rørte ved Paradis sammen med Vera (Gugu Mbatha-Raw). Vera forlod hende ikke, fordi lesbisk kærlighed var et tabu. Ej heller på grund af forskellig hudfarve, for alt dét kunne de overvinde sammen. Men Alice kunne ikke give Vera et barn.
   Nu står der så et barn og venter, en dreng på 13 år, som er blevet evakueret fra Blitzens London og sendt i relativ sikkerhed. Hver husstand i landsbyen er forpligtet til at tage sig af et krigsbarn. Alice har jo fået et brev, bemærker den emsige leder af civilberedskabet.
   Der ligger faktisk et brev, da postkassen bliver tømt for ragelse. Alice gør alt for at afvise opgaven. Det er ikke kun byens yngste, der betragter hende som en heks. Børnene har det fra deres forældre.
   Alice har isoleret sig for at skrive endnu en videnskabelig bog om magi. Hun interesserer sig for, hvor myter og legender kommer fra. Denne gang gælder det et fatamorgana. Sagnet om Sommerland, det hedenske Eden, er beskrevet i overtro og artusdigtning. Altså et flydende, før-kristent Paradis. Og noget må folk jo have set. Alle historier begynder et sted.


HJERTET I GENRESTYKKET er relationen, som udvikler sig mellem den vrisne kvinde og drengen. Frank (Lucas Bond) er klog, empatisk og ikke så lidt af en menneskekender. Han fornemmer på ingen tid, at Alice er bitter og afvisende, fordi hun blev svigtet i kærlighed. Han får venner i skolen og bliver – igen på ingen tid – en ambassadør i det anstrengte forhold mellem heksen og byen.
   Tomboy-typen Edie slår korsets tegn for sig og trækker kridtstreger på skolepulten. Men få kan modstå Franks charme i længden. Mr. Sullivan, den kloge skoleleder, ser endda, at Alice er god nok på bunden. Ja, der er tilbageskridt og tovtrækkeri, men Alice og Frank bliver en lille familie.
   De begynder at betro sig til hinanden. Hun tager ham med på sin søgen efter Summerland. Han tager hende med ind i sin leg og begejstringen for de britiske kampfly, som hans far er en af piloterne på. Herefter sker flere afgørende ting. Dem skal jeg naturligvis ikke røbe.


SUMMERLAND er skrevet og instrueret af Jessica Swale (f. 1982), som er en stigende stjerne i britisk teater. Debutforestillingen Blue Stockings (2013) var en skildring af de første kvindelige studerende, som fik adgang til Cambridge i 1869. Gennembruddet kom med Nell Gwyn (2015), en (meta)komedie om Charles II’s elskerinde, hvor dramatikeren John Dryden optræder.
   Da stykket fik premiere på Shakespeare’s Globe i London, var det med Gugu Mbatha-Raw som Nell Gwynn. Der var en mild kontrovers over farveblind casting. Da forestillingen flyttede til Apollo Theatre i West End, overtog Gemma Arterton titelrollen. Begge muser medvirker i Summerland. De er til og med blevet et kærestepar.


MAN KAN SAGTENS SE satirisk på Summerland. For nok er Alice grov i munden og hård i filten. Vist er der skarpe tunger i byen, men ellers møder godheden ikke megen modstand. Selv nøjsomhedstiden fremtræder smukt.
   Summerland er finjusteret, så ingen kan krænkes. Det er en moderne mentalitets mainstreamfilm: med romantisk LGBT-tema, indbygget etnisk diversitet og et absolut fravær af chauvinisme. Her er ingen overbærende mansplaining – faktisk er mænd skrevet ud af historien. De eneste maskuline figurer er drengen og Mr. Sullivan, som bliver spillet af 83-årige Tom Courtenay (60 år efter Ensom løber og Billy Løgneren).
   Gemma Arterton giver Alice et hjerte af guld bag den hårde facade og investerer al sin sensuelle sensibilitet. Hun har selv sat penge i produktionen. Den ligner også a pretty safe bet.


NÅR filmen alligevel lykkes – for det gør den, medmindre man er uforbederligt kynisk – er det i kraft af den autentiske uskyld. Der er tænkt over diversiteten, ja, men det er ikke gjort i beregnende øjemed. Med andre ord: inklusiviteten er ikke til pynt. Summerland synes at komme fra hjertet.
   Nogle påfaldende sammenfald i historien bliver fornuftigt forklaret til slut, og især forstår Swale at dosere sin brug af det hedenske paradistema. Det er smukt og magisk, da slottet i Sommerland træder frem, men man kan tage billedet op eller lade det være, hvis man bare vil se en opbyggelig historie om varmen mellem mennesker.


ALICE og Frank tager hendes bil og kører til »the white cliffs of Dover«. Sceneriet er kræs for det anglofile segment. Ikke siden Daphne du Mauriers Cornwall har kanten af England fremstået så smukt. Sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017) er Summerland et godt bud på, hvordan nationalmyten om »the matter of Britain« vil folde sig ud i de næste årtier.

   Summerland er det modsatte af en film, som vil udfordre publikum. Men den er ikke sentimental på bestilling. Det er mainstream i den korrekte husstil, som kulturen foretrækker nu. Vi har selv trukket alle tænderne ud. Vi kan ikke forvente kunstnerisk bid.


Summerland. Instr. og manus: Jessica Swale. Foto: Laurie Rose. 99 min. UK 2020. Dansk premiere: 20.08.2020


Fotos: Iota Films/ Embankment Films/ Lionsgate/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 21.08.2020

tirsdag den 30. marts 2021

The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]

 
MENNESKER OG NOGET MERE
Der er stadig gode historier i æsken med zombiemytologi

Af BO GREEN JENSEN

ET navnløst sted i England, tiden er lige om lidt. På et ramponeret militæranlæg bliver svært bevogtede tweens hentet i deres celler af nervøse soldater i kampuniform. Børnene bliver forsvarligt fastgjort og kørt i skole.
   Klasselokalet ligner en flyverhangar. Der er panserglas i døren, numre på gulvet, og absolut ingen rører ved hinanden. Sergent Parks (Paddy Considine) starter hver dag med at råbe »Transit! You frigging abortions!« til børnene.
   Kun læreren Helen (Gemma Arterton) er venlig. Hun lader sig overtale til ikke at terpe fysik og læser i stedet højt af en bog med græske myter. Pigen Melanie (Sennia Nanua) husker præcis, hvor de var nået til i sagnet om Pandora. Hun kan også hele tabellen med grundstoffernes numeriske værdi.
   Nu kan Helen kan ikke dy sig. Hun stryger den lænkede pige over håret, og Melanie nyder kærtegnet. Så bryder sergent Parks ind og demonstrerer, hvad der sker, hvis eleverne får fært. Det er et rystende syn. Om natten standser Dr. Caldwell (Glenn Close) ved hver celle. Hun beder Melanie vælge et tal. Næste morgen mangler eleven med dét nummer.



SKØNT ordet ikke bruges, handler denne film om zombier. Jeg tøver med at at nævne det, for The Girl with All the Gifts er ingen røverhistorie. Tværtimod er der tale om ægte spekulativ fiktion, som overvejer om, hvad et liv er. En aggressiv virus i svampefamilien har forvandlet menneskeheden til hungries. De angrebne står for det meste passivt og svajer, men bliver som frådende, snappende hunde, når de lugter levende kød og varmt blod.
   På spredte faciliteter arbejder de sidste mennesker på at udvikle en vaccine. En gruppe angrebne børn har stadig bevidsthed. De er mennesker og noget mere. Melanie kan ikke styre sine rabiesagtige anfald, men hun kan advare om, at de er på vej. Hun er en glad, imødekommende pige, som husker alt, hvad der bliver sagt. Dr. Caldwell noterer, at hun har »en udsøgt evne til at aflæse og efterligne«. Dét ordvalg kommer hun til at fortryde.
   Melanie er fortællingens Pandora. I den første halve time er hun også den, der forankrer fortællersynsvinklen i Colm McCarthys saglige filmatisering af Mike Careys fremtidsroman. Hun ser med store øjne på verden og er ivrig efter at behage. Hun betragter Helen som en mor.
   Det bliver nøglen til videre overlevelse, da hegnet om basen giver efter for horder af hungries. Melanie undslipper sammen med soldaten, forskeren og lærerinden. Filmen er skiftevis et kammerspil og et udstyrstykke med tusindvis af mutanter. London er faldet for længe siden. Gruppen forskanser sig i et mobilt laboratorium, der står tilbage efter de sidste svampejægere.



BRITISK science fiction har altid holdt sig tæt på virkeligheden. Selv Doctor Who foregår henne om hjørnet. Traditionen er fuld af historier om, hvordan det – helt konkret og lavpraktisk –
 bliver at leve i dystopiske opløsningstider.
   Realismen er ofte konsekvensen af et beskedent budget, men den har skabt en stærk undergenre. Man skal bruge lidt skov, en nedlagt fabrik og et par militære køretøjer. Det fungerer i alt fra The Day of the Triffids til fem sæsoner af The Survivors og 28 Days Later.
McCarthys film ligner især Alfonso Cuaróns filmatisering af P.D. James’ (in)fertilitetsfabel The Children of Men. Han forstår at skabe håndgribelig spænding og umiddelbar empati. Der er en fascinerende forklaring på, hvad sygdommen bliver til i andet stadie, og en række gode retoriske spørgsmål, som bliver stillet på ontologisk baggrund.
   Soldaten og humanisten diskuterer. Parks siger, at han aldrig har mødt gode eller dårlige mennesker. Alle gjorde blot det nødvendige. »Så ingen er nogen sinde ansvarlig?« siger Helen. »Ansvarlig over for hvem?« spørger han.



GIVER det mening at klamre sig til en døende livsform, når en ny art kan gøre det bedre? En episode med vilde børns stammemønster er lige dele Peter Pan og William Golding. Det er tæt og tankevækkende stof i en ellers udpint genre.
   Gemma Arterton skal for en gangs skyld ikke være yndig. Considine og Close giver deres typer konturerne af en karakter. Som pigen med alle talenter og gaver er 12-årige Sennia Nanua enten ekstremt godt instrueret eller en vordende stjerne.
   Lad være med at tænke kulørt science fiction og mere klam vold, som der ikke er brug for. Tænk menneskevarme og nye værdier. Se for den sags skyld en socialpolitisk lignelse i McCarthy og Careys zombiefortælling.
   Det vigtigste er at se den. Det er en af de bedste film fra sit tiår.


The Girl with All the Gifts. Instr.: Colm McCarthy. Manus: Mike Carey. Foto: Simon Dennis. 111 min. UK 2016. Dansk premiere: 03.11.2016


Fotos: BFI Film Fund/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MoviestillsDB 
Filmen streames (lån, køb eller leje) på Filmstriben, iTunes, Google Play, Blockbuster, YouTube Movies, SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.11.2016

mandag den 29. marts 2021

Stephen Frears/Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010)


EN ROSE AF PAPIR
Den britiske tegneserieroman

Af BO GREEN JENSEN

ALT ånder fred i det engelske landskab, hvor Tamara Drewe tager sin begyndelse. Fuglene kvidrer, køerne græsser, solen er fremme, duggen er klar. Man har set det på film mange gange, og billedet lyver som regel. De store smil er falske. Passion og perversion florerer. Der er et dræbende mørke under idyllen.

   På skriverefugiet Stonefield gør krimiforfatteren Nicholas Hardiment (Roger Allam) sig klar til at flirte endnu en dag, mens hans hustru varter kursisterne op. Glen McCreavy (Bill Camp) er forelsket i Beth Hardiment (Tamsin Greig) og får sværere ved at skjule sin foragt for Nicholas, hver gang han har været på Stonefield. Amerikaneren skriver for øvrigt på en biografi om forfatteren Thomas Hardy.
   Landsbyen hedder Ewedown og ligger i Dorset, hvor Hardy skrev dunkle romaner som Tess of the d’Urbervilles, Jude the Obscure og Far from the Madding Crowd. I hans version hed egnen Wessex. Der sker ikke meget til hverdag, i hvert fald ikke på den pæne overflade, hvor dyr og mennesker færdes. Teenagepigerne Jody og Casey kan derfor ikke få armene ned af begejstring, da to sensationer sker på én gang.


   
FOR det første flytter Tamara Drewe (Gemma Arterton), den feterede journalist, tilbage til Ewedown, hvor hun som barn var en grim ælling med en stor næse, som hun blev hånet for af sine kammerater. For det andet kommer hun sammen med rockstjernen Ben Sargeant (Dominic Cooper), som pigerne er vilde med.
   Endelig sker der en masse, men det går ikke den rigtige vej. Tamara hyrer barndomskæresten Andy (Luke Evans), som er handyman på Stonefield, til at istandsætte huset, som hun har arvet. Romancen med Ben Sergeant er truet, så pigerne må bryde ind og skrive falske e-mails, da de tager affære. Samtidig rodes der op i en masse mørk fortid, som Tamara har i forhold til Nicholas. Beth erkender sin bitterhed. Amerikaneren erklærer sig. Pastoralen bliver til skæbnemusik.
   Så det handler om sex og død, da det kommer til stykket. Man vil sikkert have fornemmet, at sigtet er satirisk og den idylliske ramme en grum, skønt også kærlig parodi. Der er til det sidste kontrast mellem solfulde smil og mørke passioner. Kan man ændre sit liv ved at få en ny næse? Det bissende kvæg tramper skammen ihjel, så de rigtige elskende kan finde sammen. Det sidste billede ligner det første.



STEPHEN Frears (f. 1941) har lavet film i mange formater og genrer, fra gangsterhistorien The Hit (1984) til billedversionen af Colettes romaner om Cherí (2009). Han har filmatiseret alt fra Joe Orton (Prick Up Your Ears), Hanif Kureishi (My Beautiful Laundrette), Roddy Doyle (The Snapper) og Nick Hornby (High Fidelity) til Pierre Choderlos de Laclos (Dangerous Liaisons) og Jim Thompson (The Grifters).
   Frears har faktisk aldrig lavet en film, som var direkte dårlig eller bare almindeligt uinteressant. Værklisten tæller store amerikanske projekter og bittesmå britiske ting. Der er moderne westerns som The Hi-Lo Country, Preston Sturges-agtig satire som Accidental Hero, nostalgiske stykker som Mrs. Henderson Presents, tidssvarende socialrealisme i Dirty Pretty Things og gotisk romance i Mary Reilly. Man kunne føre et forsvar for auteur-teorien ved at gennemgå mandens 50 produktioner.
   Det var Frears, som i England markerede filmkunstens 100 år med dokumentaren A Personal History of British Cinema (1997). Alligevel står han ofte i skyggen af kolleger som Mike Leigh og Ken Loach, når nationens store filmskabere opregnes. Måske fordi han sjældent træder frem med et tydeligt budskab. Måske fordi hans foretrukne form er ironisk. Måske fordi han er fagligt aktiv i kulturpolitisk sammenhæng. Eller simpelt hen fordi de fleste af hans film har fået et internationalt liv.

   

DET er dog som en specifikt britisk filmskaber, at Frears har markeret sig efter 2000. Især tv-spillet The Deal (2003), om det interne New Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown, og den mesterlige The Queen (2006), med Helen Mirren som dronning Elizabeth II, var fyldt med subtile nuancer, som få andre kunne formidle så præcist. Begge film blev skabt i samarbejde med dramatikeren Peter Morgan, som senere finsleb sine ideer og bredte dem ud i Netflix-serien The Crown (2016-). 
   På afstand ligner det trygt stof i arvesølvsgenren, som britisk film eksporterer så flittigt, men på nært hold ses detaljer, som man næsten må have Frears’ alder, baggrund og uselviskhed for at forløse. Han lægger altid det rigtige snit, bliver aldrig velmenende som Ken Loach eller misantropisk som Mike Leigh. Man kan savne en personlig faktor, men den kommer dog glimtvis til syne, f.eks. i den spidse voice over til Chéri, som instruktøren selv lagde stemme til.
   Tilbage i 1980erne skildrede Frears en ny social virkelighed i Mit smukke vaskeri og Sammy and Rosie Get Laid. De store film fra de senere år har politiske og historiske emner. Men ingen steder ser man noget, som ligner dramakomedien i Tamara Drewe.



DET er egentlig også svært at forklare, hvorfor filmen på én gang er morsom, vigtig og skarp. Forlægget er en tegneserie/grafisk roman af Posy Simmonds (»the chattering classes’ favourite cartoonist«), en britisk kusine til Nikoline Werdelin, der har specialiseret sig i indforstået satiriske striber – fx Gemma Bovery (2000), Literary Life (2003) og Cassandra Drake (2018) – for litterært inklinerede voksne.*
   Tamara Drewe blev først bragt som ugentlig side i The Guardians kultursektion. Som nævnt er filmen fuld af henvisninger til Thomas Hardy, men den trækker i sit soap opera-præg også på radioføljetonen The Archers, et dramatisk kvarter, som BBC har sendt hver dag siden – hold fast – den 1. januar 1951. Med mere end 19.000 episoder er The Archers den længst løbende fiktionsserie i noget format noget sted.
   Tamara Drewe er med andre ord marineret i britisk middelklassekultur, så kun indfødte kan få det fulde udbytte. Det svarer lidt til at vise Matador for et engelsk publikum. For filmversionen ligger der en betydelig udfordring i at globalisere den meget lokale egnsret. Det lykkes nok ikke til fulde, men Tamara Drewe kan ligesom Bridget Jones og britisk tv trække på den anglo-amerikanske forbindelse.



DET resulterer i lidt flere smil, at forfatterrefugiets iscenesatte idyl er et hit blandt anglofile amerikanere. Skal man kort give et indtryk af sted og stilleje, kunne Midsomer Murders være et bud. Hyggekrimien med John Nettles som Detective Chief Inspector Barnaby [og fra 2011 med Neil Dudgeon som fætter John, der tager over i tv-serien, som nu er i sæson 22] foregår i det samme England med ny nostalgi, feudale reminiscenser og mørk lidenskab bag facaden. Det er kort sagt engelsk som Agatha Christie.
   Midt i mørket lyser Tamara, der i Gemma Artersons skikkelse er en romantisk heltinde, en fin engelsk rose – men også en blomst af papir eller plast, for så vidt som næsen og livsstilen ikke er ægte. Filmen ler ad vor forfængelighed, egentlig mere i ånden fra William Thackeray end fra Thomas Hardy. Der er ikke langt fra Ewedown til Vanity Fair.
   Det er en sød, vittig film, som vil more de fleste, og historien føles svimlende let. Man griner, græder og lever sig ind i føljetonuniverset, hvor de store følelser faktisk er ægte, skønt rammen virker kulørt og konstrueret. Stephen Frears burde tage en tørn med Jane Austen. I Tamara Drewe gør han atter småt liv til stor billedkunst.

*) Gemma Bovery blev bragt som føljeton i The Guardian og samlet i bogform i 2000. Anne Fontaine filmatiserede bogen i 2014. Det er et særligt fint træk, at Gemma Arterton spiller titelrollen, skønt filmen er lige så fransk, som Tamara Drewe er britisk. I Fontaines film ligger hovedsynsvinklen hos bageren Martin Joubert (Fabrice Luchini), der brænder for Gustave Flauberts bøger og er optaget af at se overensstemmelser mellem livet og sin yndlingslitteratur. Han vil om nødvendigt gribe aktivt ind og bøje begivenhederne, så de nærmer sig den litterære model. Da Charlie (Jason Flemyng) og Gemma Bovery (Arterton) flytter til byen, begynder en stalker-aktivitet, som Fontaine orkestrerer med vid og elegance. Det bliver vigtigt for Martin at forhindre den tragiske slutning fra Madame Bovary. Sidste scene antyder, at Martin vil tage en anden forfatter op i forhold til sin nye russiske nabo. Tjekhov, måske, eller Tolstoj? Gemma Bovery fik desværre ikke dansk premiere.    

Tamara Drewe. Instr.: Stephen Frears. Manus: Moira Buffini. Foto: Ben Davis. 111 min. Storbritannien 2010. Dansk premiere: 10.03.2011.

Posy Simmonds: Tamara Drewe. 134 s. London: Jonathan Cape, 2007


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Jonathan Cape/
Filmen streames på Google Play, iTunes og YouTube Movies
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.03.2011

søndag den 28. marts 2021

Peter Strickland: The Duke of Burgundy (2014)


SKYER FOR SOLEN
En filmskabers sans for bizarre detaljer

Af BO GREEN JENSEN


NOGLE filmskabere er fødte enere, æstetiske mavericks, som har held til at finde en skare af fans, der vil følge dem uanset hvad. Englænderen Peter Strickland (f. 1973) har med tre særegne produktioner – og koncertfilmen Björk: Biophilia Live – etableret en ivrig og eksklusiv kult, som han oven i købet fortjener.

   Strickland bor i Ungarn og markerede sig først med Katalin Varga, et hævndrama fra Transsylvanien, som fik premiere på Berlinalen i 2009. Skuespillerne talte rumænsk og ungarsk, og det lignede en lokal produktion, som gjorde status efter krigen på Balkan.
   I Berbarian Sound Studio (2012) kom en britisk lydtekniker (Toby Jones) til Rom for at arbejde med soundtracket til en af de internationalt vinklede produktioner, her en horrorfilm i giallo-genren, som Italien var storleverandør af i 1960erne og 70erne. Han forstod ikke sproget, sad i et lille rum uden vinduer og brugte hovedparten af sin tid på at diskutere en betaling, som aldrig nåede frem.
   Teknikerens fremmedgjorthed var så fuldkommen, at man blev usikker på, om han drømte. Genistregen var, at man hørte hele scener fra filmen, som han arbejdede på. Det fiktive score, af duoen Broadcast, var en pastiche på komponister som Nicola Piovanni og den yngre Ennio Morricone. Bagefter føltes det faktisk, som havde man set Il vortice equestre (titlen på filmen-i-filmen) med egne opspilede øjne.



OGSÅ The Duke of Burgundy henter inspiration i 1970ernes genrelandskab. Fra de første lyriske billeder af Chiara d’Anna, der cykler gennem skoven, mens luftig, lounge-agtig sang fylder lydporet, er Stricklands film en hyldest til de bløde erotiske spekulationsfilm, som var store før den pornografiske syndflod.
   Chiara d’Anna sætter cyklen og ringer på i et smukt forvitrende palæ. Døren bliver åbnet af Sidse Babett Knudsen i lad og striks herskerinde-modus. »Du kommer for sent,« skænder hun. De to kvinder, Cynthia og Evelyn, begynder at gennemspille et sadomasochistisk scenarie, som Evelyn har skrevet ned i monomane detaljer.
   Ritualet bliver siden vist mange gange. Cynthia drikker vand og konsulterer sin tjekliste. Evelyn skal gøre rent og vaske hendes undertøj. Da hun ikke gør det godt nok, trækker Cynthia hende ud på badeværelset, hvor slaven får sin straf og belønning. Af lydsiden kan man udlede, at Evelyn bliver brugt som toilet.



KVINDERNE er lepidopterologer, og filmen svirrer af sommerfugle. Cynthia forelæser for kolleger, der er klædt i den samme fetichistiske retrostil. Der er slet ingen mænd i historien. Til gengæld ser man flere Georges Franju-inspirerede voksmannequiner blandt tilhørerne. Hverken de eller noget andet surrealistisk ornament bliver forklaret.
   Alle taler videnskab, men atmosfæren er erotisk. Krisen i forholdet kommer, da Evelyn bliver interesseret i Dr. Fraxini med de sorte støvler, som hun sniger sig til at pudse, mens Cynthia er på instituttet for at læse op på metalmærkers adfærd.
   Duke of Burgundy er det engelske navn for Hamearis lucia, som på dansk hedder terningsommerfuglen. Filmen foregår i et fantasiunivers, hvor alle er smukke insektforskere med hang til SM og toiletsex. Det er som at følge en soft core-version af de bizarre scenarier i bondagekunstneren John Willies univers.



DET ville ikke være en film af Peter Strickland, hvis fortællingen tog let på sine symboler. Som regel er sommerfuglene smukke, men i kvælende drømme bliver de en snerrende strøm, som trænger ind og sætter sig fast alle vegne.
   Det fremgår efterhånden, at Evelyn er den aggressive i forholdet. Faktisk har den ældre Cynthia svært ved at være streng på kommando. Hun får også ondt i ryggen og har en uheldig tilbøjelighed til at snorke. Maj bliver træt af september, og forholdet drukner næsten i vane. I hvert fald går der en stor sky for solen.
   Filmen fascinerer allerede ved sin form, men det er, da facaden krakelerer, og det bliver klart, at kvinderne elsker hinanden, at The Duke of Burgundy skinner for alvor. Det er også her, at Sidse Babett Knudsen kommer til sin ret som skuespiller.




STRICKLAND citerer mange husguder, fra pornografiske pirater som Jess Franco til kulturelle koryfæer som Stan Brakhage. Han peger selv på Buñuels Belle de jour (1967). Den mest oplagte pendant til kvindernes forhold er dog Petra von Kants bitre tårer (1972). Hos Fassbinder findes den samme slags ømhed under kynismen.
   I SM-lege skal der være et stopord. Det lyder som be nasty, men faktisk er det pinastri, som Evelyn hvisker fra kisten, hvor hun ligger om natten. Pinastri er en familie af natsværmere. The Duke of Burgundy er erotisk teater, men også en sært bevægende film om kærlighedens sårbarhed og mange forskellige former.
   Strickland viderefører sit genrearbejde i den lige så udsøgt kuraterede In Fabric (2018). En forbandet rød kjole tager livet af sine ejere – kundekreds og personale i et stormagasins kvindeafdeling – efter tur. Da en brand har ødelagt forretningen, ligger kjolen tilbage i asken. Mon ikke nogen samler den op?    


The Duke of Burgundy. Instr. og manus: Peter Strickland. Foto: Nicholas D. Knowland. 104 min. Storbritannien-Ungarn 2014. Dansk premiere: 21.05.2015


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmGrab/ Rook Films/ Reel Pictures

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, MUBI Rental og SF Anytime 
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 22.05.2015

lørdag den 27. marts 2021

Carlos Reygadas: Post Tenebras Lux/Lys efter mørke (2012)


BARE EN DRØM
Carlos Reygadas maler med lyset

Af BO GREEN JENSEN

MEXICANEREN Carlos Reygadas (f. 1971) laver art cinema efter sit eget hoved. Der er bogstaveligt ikke andet som ligner. Han er skiftevis lyrisk og sjofel, rå og forfinet, romantisk besynger af sjælen i naturen og kynisk iagttager af menneskeheden. Han holder af at vise uvejr, ørken og daggry i lange, statiske scener, som står uden kommenterende dialog eller musik, men han kan lige så let skildre livet i Mexico City, som det former sig for en korpulent småforbryder med hang til overvægtige kvinder.
   Sidstnævnte motiv blev – med demonstrativ full frontal nudity – en spektakulær åbningsscene i Batalla en el cielo (2005). Krigen i himlen nåede aldrig nåede til Danmark, men fik publikum til at se væk i Cannes. Debutfilmen Japón (2002) var centreret om en ung kunstner, der tog ud i ørkenen for at begå selvmord. Her mødte han en religiøs gammel kvinde, som han elskede eftertrykkeligt med. Kritikere gav ham skyld for at ville chokere med grim sex. Det var dog som en renfærdig billeddigter, at Reygadas omsider fik alle i tale.
   Desorientering er blevet en strategi for Reygadas. Publikum ser bedre efter, hvis det er svært at finde sammenhæng. Der er en klar historie i Lys efter mørke, men Reygadas lægger scenerne frem i vilkårlig rækkefølge – cirka som et sind associerer – og forrevne billeder, som bliver smukkere af at være forrevne. Kronologien er klippet så meget i stykker, at man gransker hver detalje som spor i en gåde.


EN lille pige kommer løbende på en mark i en vild tordenstorm. Sådan begynder det. Hun har store, ivrige øjne og nyder åbenlyst hvert sekund af forestillingen i Lynmuseet. Så er man meget brat inde i huset, hvor alt er mørkt og stille. En animeret rød djævel låser sig ind, sætter fløjtende mappen med værktøjet fra sig og går ud for at studere køleskabets indhold. Man må tro, at det er Fanden, som kommer hjem fra arbejde. Eller muligvis møder op et nyt sted.
   Der er tumultuariske scener fra en rugbykamp (Reygadas har en fortid på Mexicos rugbylandshold). Der er parret fra gården, manden og kvinden, som må være forældre til pigen fra stormen. Nu ser man dem på et andet, formentlig tidligere tidspunkt. De går rundt i en slags sauna mellem andre halvnøgne par. Man tror først, det har noget med wellness at gøre. Så lægger kvinden sig og bliver klædt af, før hun er sammen med kroppe af begge køn.


HVIS dette er hedonisme, bliver man ikke tilfreds af at dyrke den sådan. Der er i alle de eksponerende scener en atmosfære af mod- og glædesløshed. På den måde får Reygadas endelig forklaret, at kunstneren Juan (Adolfo Jímenez Castro) og hustruen Natalia (Nathalia Acevedo) er flyttet på landet, tilbage til gården, hvor han kommer fra, i et forsøg på at finde glæden og det, som man kalder gnisten, igen.

   De har to små børn og en lang historie sammen. Økonomien synes ikke at være et problem. Derimod begynder Juan at gå til A.A.-møder sammen med altmuligmanden El Siete (Willebaldo Torres), som han kender fra gamle dage og hænger ud med på demokratisk godsejervis. Parret vil hinanden, familien, det gode liv. Publikum sidder dog stadig med billedet af den røde djævel.


DER sker noget voldsomt. Landet er ikke mere uskyldigt end byen; kun Juan og Natalia ser det sådan. Da Juan mister føringen, kommer temaet soning i spil. Mørket giver Natalia mulighed for at skinne. Her finder de sammen en ny grad af nærhed. Den smukkeste scene er den, hvor hun sidder ved klaveret og spørger, hvad hun skal spille. Han beder om at høre Neil Youngs »It’s a Dream« fra albummet Prairie Wind. Hun synger den, falsk og med bævende stemme, men også så smukt, at man måber. Egentlig håber man bare, at djævelen vil tage sin mappe og gå.


REYGADAS fik sit gennembrud med den underskønne Stellet Licht fra 2007. Stille lys udspillede sig blandt mexicanske mennonitter, et amish-lignende trossamfund af nederlandsk oprindelse. En mand forlod sin hustru til fordel for en anden kvinde, og hustruen lagde sig til at dø i skoven ved vejen. Til sidst var der et mirakel, som Reygadas lånte fra Dreyers Ordet, og midtvejs sad en chauffør og så Jacques Brel på et lille tv i bilen. Man så stjernerne dø i et daggry, som blev filmet i virkelig tid.

   Post Tenebras Lux har den samme skønhed, men er en mere frapperende oplevelse – som malerkunstens ekspressionisme over for en sval, klassisk tegning. Det er atter Reygadas evne til at bruge vejret og landskabet, som var de besjælede elementer, der løsner filmens særlige væsen.
   Fotografen Alexis Zabe har filmet naturscenerne med et objektiv, der gør billederne bløde i kanten. Den røde djævel er derimod grov og kulørt som noget fra en gammel ølreklame. Rugbyscenerne er i britisk 60er-stil à la This Sporting Life. Parscenerne er smukke som Nathalia Acevedo. Reygadas har fundet en form, hvor han kan blande stilarterne, uden at miste sig selv.


DET er en meget selvbevidst art cinema, og man skal være åben og i det rette humør. Nogle har aldrig set lyset i hans billeder. I antologifilmen Revolucíon (2010) bidrog ti mexicanske instruktører hver med et segment på ti minutter, som markerede 100-året for den mexicanske revolution. Nogle var realistiske fortællinger. Nogle var politiske statements. Nogle var rene billeddigte.
   Reygadas lod sit segment foregå på en landejendom – den samme, man ser i Post Tenebras Lux og Nuestro tiempo (2018)  hvor han filmede hele sin store familie under en fest, der varede fra morgen til aften. Der var rus, latter, slagsmål, musik og tirader af utydelig tale. Der var ingen åbenlys sammenhæng eller mening, men til slut blev der skrevet med store bogstaver hen over lærredet: ESTE ES MI REINO - dvs. DETTE ER MIT KONGERIGE.
   Det er nok den smukkeste hjemstavnsdigtning på film, jeg har set siden Edgar Reitz' Heimat. Lys efter mørke har de samme kvaliteter. Nogle vil græde, andre vil gå, men det er filmkunst, som virkelig sidder i én. Man er stadig ikke færdig med Stille lys. Man bliver det næppe heller med Post Tenebras Lux.


Lys efter mørke (Post Tenebras Lux). Instr. og manus: Carlos Reygadas. Foto: Alexis Zabe. 115 min. Frankrig-Tyskland-Mexico 2012. Dansk premiere: 18.07.2013.


Fotos: No Dream Cinema/ CineMaterial/ ØFP Distribution/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

Teksten er fra Weekendavisen Kultur 19.07.2013