Lone Scherfig: Their Finest (2016)

GODE OG SPÆNDENDE DAGE
Lone Scherfig består hjemstavnsprøven

Af BO GREEN JENSEN

DER er blandt filmskabere ny interesse for 2. verdenskrig. Man vil spejle sig i historien og forstå en tid, hvor man ikke selv var der. Resultatet er anti-nostalgiske fortællinger, der nuancerer de vedtagne sandheder. Se bare danske eksempler som 9. april, Under sandet og Fuglene over sundet.

   Lone Scherfig har instrueret en romantisk komedie – hvad tiden selv (med et godt ord) kaldte et lystspil – der bruger briternes krig ligesådan. Efter fire UK-produktioner (Wilbur Wants to Kill Himself, An Education, One Day, The Riot Club) har Scherfig udviklet sin egen lydefri engelskhed, der næsten tangerer en bugtalerkunst. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Their Finest var instrueret af Stephen Frears eller Mike Newell.

   Blitzen over London og evakueringen af tropper fra stranden ved Dunkerque i 1940 er nøglesteder i britisk historie. Joe Wrights filmatisering af Atonement (2007, da. Soning) brugte mere tid på Dunkirk-afsnittet end Ian McEwans roman, og Christopher Nolan har arbejdet i fire år med storfilmen Dunkirk (2017). Der er sikkert mange flere markeringer på vej.

   Scherfigs beskedne komedie kan ses som en ouverture til festen. Their Finest er både en stilfærdigt feministisk skildring af tiden, hvor kvinder pludselig kunne bruges i arbejdsstyrken, en fejring af engelskhed til alle tider og en metafilm om en film, der bliver til.

TEKSTFORFATTEREN Catrin Cole (Gemma Arterton) bliver hyret til at skrive dialogen i de oplysningsfilm, som regeringen producerer. Ministeriet (personificeret af en elskeligt indolent Richard E. Grant) forhandler samtidig med producenten Gabriel Baker (Henry Goodman) om at skabe en fiktionsfilm, der kan styrke moralen og overtale USA til at komme England til undsætning.

   Baker – der taler med ungarsk accent og ligner virkelighedens Alexander Korda – får bestillingen og uddelegerer manuskriptarbejdet til Tom Buckley (Sam Claflin), som skriver i tandem med veteranen Raymond Parfitt (Paul Ritter). Catrin skal levere det »sludder«, som binder scenerne sammen.

UDENFOR bliver London bombet, men Catrin har gode og spændende dage. Hun er kommet fra Wales til London med kunstneren Ellis (Jack Huston), der maler fabriksbygninger i katedralstil. Mens Catrin forsvinder i filmarbejdet, får også han en patriotisk bestilling. De driver næsten venskabeligt fra hinanden, mens Tom og Catrin i samme tempo kommer tættere på hinanden.

   Catrin bliver sendt til Dover og hører fra hestens egen mund historien om to søstre, tapre tvillinger, der tog deres fars fiskerbåd og sejlede til Dunkerque. De måtte ganske vist vende om, men da der er pyntet stærkt på historien, bliver den til plottet i The Nancy Starling, en gæv fremstilling af briternes indsats, som gør stor lykke i biografen.

   Hvis der er nogen nostalgi i Their Finest, er det en længsel efter tiden, hvor halvdelen af den voksne befolkning gik i biografen hver uge. Og efter oplevelsen af at sidde blandt publikum, som ser den færdige film og bliver opslugt af de illusioner, som har været så svære at skabe.

SCHERFIG skildrer tilblivelsen af The Nancy Starling, viser fint patinerede scener fra filmen og rammer ret godt dag-for-nat atmosfæren på settet. Det er en grundpræmis, at virkeligheden justeres for at finde en enklere sandhed – »when the fact becomes legend, print the legend« – og filmens selvforståelse rækker ud over denne historie. Den stikker også dybere end forlægget, en roman af Lissa Evans med titlen Their Finest Hour and a Half.

   Der er et frodigt mylder af højbritiske karakterer. Allerbedst er Bill Nighy som Ambrose Hilliard, en 63-årig filmfrikadelle, der stadig vil spille ung elsker. Han tager til takke med rollen som søstrenes alkoholiserede Uncle Frank, men Catrin redder situationen – og mandens selvrespekt – ved at skrive rollen om til en karakter i flere dimensioner. Nighy leverer et af flere gedigent bevægende øjeblikke, da han synger »Wild Mountain Thyme« for sine kolleger.

DER er 75 år mellem William Wylers Mrs. Miniver (1942) og Their Finest, som begge skildrer Dunkirk ved at se på hjemmefronten. Og menneskene er de samme. De rejser sig i nødens stund og yder deres bedste. At de også gør nyttige ting for sig selv, forvirrer måske myten om heroisk offervilje, men tilfører stoffet en ny realisme.

   Arterton og Claflin er eksemplariske typer. Rachael Stirling har en mindre rolle som den lesbiske line producer, der bemærker, at misogynien i faget kan skyldes, at »mange mænd er skrækslagne for, at kvinderne ikke vil kravle tilbage i æsken, når alt det hér er forbi.«

   Jeremy Irons er ministeren, der vil høre sig selv deklamere Shakespeares Henry V. Bill Nighy er uovertruffen både som Ambrose og Uncle Frank i filmen-i-filmen. Vi skal heldigvis ikke se endnu et bud på Winston Churchill.*

 

DET er let, fint og fremragende gjort. Hér er måske mit lille forbehold. Man talte i gamle dage om kød, der kunne tygges med øjnene. Det samme kan Their Finest. Der er ingen modstand i stoffet og derfor heller ikke meget for publikum at arbejde videre med. Men sød og seværdig er filmen bestemt.

*) Their Finest ankom midt i en byge af vidtløftige Churchill-portrætter: Michael Gambon i Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016); John Lithgow i første sæson af Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016); Brian Cox i Jonathan Teplitzkys Churchill (2017); Gary Oldman i Joe Wrights Darkest Hour (2017). I Christina Rosendahls Vores mand i Washington (2020) findes den (vist nok) første Churchill-fremstilling i en dansk spillefilm. Her bliver statsmanden spillet af Nicholas Blane, mens Henry Goodman (som spiller Korda-karakteren i Their Finest) er castet som Franklin D. Roosevelt.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019). 

Their Finest (Their Finest Hour). Instr.: Lone Scherfig. Manus: Gaby Chiappe. Foto: Sebastian Blenkov. 117 min. UK-Sverige-Frankrig 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.

Fotos: BBC Films/ HanWay Films/ Ingenious Media/ Pinewood Pictures/ Wildgaze Films/ Number 9 Films/ Film i Väst/ Filmgate Films/ Ripken Productions/ Welsh Government/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Mk2/ YouTube (Film Trailer Channel)

Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 21.08.2017

2K Blu-ray fra SF Studios (DK) 07.09.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

Jessica Swale: Summerland (2020)

HUSET VED STRANDEN

Alle historier begynder et sted

Af BO GREEN JENSEN

FOLKLORISTEN Alice Lamb er ikke en menneskeven af natur. Hun hører snarere til i det modsatte, misantropiske register. I første scene sidder hun i 1975 og skriver, da nogle børn ringer på. De samler ind til ældre mennesker. »Den bedste måde, I kan hjælpe ældre mennesker på, er ved at gå jeres vej,« siger Alice og sætter sig atter ved tasturet.

   Alice bliver indtil videre spillet af Penelope Wilton. Hun falder lidt i tanker. Så har situationen alligevel rørt ved en erindring. I 1939 sidder hun i huset ved stranden i Kent (som aldrig har set bedre ud end i Summerland) og skriver, da børn fra landsbyen igen fylder skidt og møg i brevkassen og råber, at hun er en heks. Sådan har det åbenbart altid været med Alice. Nu bliver hun spillet af Gemma Arterton. Sådan forbliver det frem til epilogen.

DER er tre kronologiske lag i Summerland. Længe før tiden i Kent var Alice åben og positivt indstillet. Det var, da hun kendte lykken og rørte ved Paradis sammen med Vera (Gugu Mbatha-Raw). Vera forlod hende ikke, fordi lesbisk kærlighed var et tabu. Ej heller på grund af forskellig hudfarve, for alt dét kunne de overvinde sammen. Men Alice kunne ikke give Vera et barn.

   Nu står der så et barn og venter, en dreng på 13 år, som er blevet evakueret fra Blitzens London og sendt i relativ sikkerhed. Hver husstand i landsbyen er forpligtet til at tage sig af et krigsbarn. Alice har jo fået et brev, bemærker den emsige leder af civilberedskabet.

   Der ligger faktisk et brev, da postkassen bliver tømt for ragelse. Alice gør alt for at afvise opgaven. Det er ikke kun byens yngste, der betragter hende som en heks. Børnene har det fra deres forældre.

   Alice har isoleret sig for at skrive endnu en videnskabelig bog om magi. Hun interesserer sig for, hvor myter og legender kommer fra. Denne gang gælder det et fatamorgana. Sagnet om Sommerland, det hedenske Eden, er beskrevet i overtro og artusdigtning. Altså et flydende, før-kristent Paradis. Og noget må folk jo have set. Alle historier begynder et sted.

HJERTET I GENRESTYKKET er relationen, som udvikler sig mellem den vrisne kvinde og drengen. Frank (Lucas Bond) er klog, empatisk og ikke så lidt af en menneskekender. Han fornemmer på ingen tid, at Alice er bitter og afvisende, fordi hun blev svigtet i kærlighed. Han får venner i skolen og bliver – igen på ingen tid – en ambassadør i det anstrengte forhold mellem heksen og byen.

   Tomboy-typen Edie slår korsets tegn for sig og trækker kridtstreger på skolepulten. Men få kan modstå Franks charme i længden. Mr. Sullivan, den kloge skoleleder, ser endda, at Alice er god nok på bunden. Ja, der er tilbageskridt og tovtrækkeri, men Alice og Frank bliver en lille familie.

   De begynder at betro sig til hinanden. Hun tager ham med på sin søgen efter Summerland. Han tager hende med ind i sin leg og begejstringen for de britiske kampfly, som hans far er en af piloterne på. Herefter sker flere afgørende ting. Dem skal jeg naturligvis ikke røbe.

SUMMERLAND er skrevet og instrueret af Jessica Swale (f. 1982), som er en stigende stjerne i britisk teater. Debutforestillingen Blue Stockings (2013) var en skildring af de første kvindelige studerende, som fik adgang til Cambridge i 1869. Gennembruddet kom med Nell Gwyn (2015), en (meta)komedie om Charles II’s elskerinde, hvor dramatikeren John Dryden optræder.

   Da stykket fik premiere på Shakespeare’s Globe i London, var det med Gugu Mbatha-Raw som Nell Gwynn. Der var en mild kontrovers over farveblind casting. Da forestillingen flyttede til Apollo Theatre i West End, overtog Gemma Arterton titelrollen. Begge muser medvirker i Summerland. De er til og med blevet et kærestepar.

MAN kan sagtens se satirisk på Summerland. For nok er Alice grov i munden og hård i filten. Vist er der skarpe tunger i byen, men ellers møder godheden ikke megen modstand. Selv nøjsomhedstiden fremtræder smukt.

   Summerland er finjusteret, så ingen kan krænkes. Det er en moderne mentalitets mainstreamfilm: med romantisk LGBT-tema, indbygget etnisk diversitet og et absolut fravær af chauvinisme. Her er ingen overbærende mansplaining – faktisk er mænd skrevet ud af historien. De eneste maskuline figurer er drengen og Mr. Sullivan, som bliver spillet af 83-årige Tom Courtenay (60 år efter Ensom løber og Billy Løgneren).

   Gemma Arterton giver Alice et hjerte af guld bag den hårde facade og investerer al sin sensuelle sensibilitet. Hun har selv sat penge i produktionen. Den ligner også a pretty safe bet.

NÅR filmen alligevel lykkes – for det gør den, medmindre man er uforbederligt kynisk – er det i kraft af den autentiske uskyld. Der er tænkt over diversiteten, ja, men det er ikke gjort i beregnende øjemed. Med andre ord: inklusiviteten er ikke til pynt. Summerland synes at komme fra hjertet.

   Nogle påfaldende sammenfald i historien bliver fornuftigt forklaret til slut, og især forstår Swale at dosere sin brug af det hedenske paradistema. Det er smukt og magisk, da slottet i Sommerland træder frem, men man kan tage billedet op eller lade det være, hvis man bare vil se en opbyggelig historie om varmen mellem mennesker.

ALICE og Frank tager hendes bil og kører til »the white cliffs of Dover«. Sceneriet er kræs for det anglofile segment. Ikke siden Daphne du Mauriers Cornwall har kanten af England fremstået så smukt. Sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017) er Summerland et godt bud på, hvordan nationalmyten om »the matter of Britain« vil folde sig ud i de næste årtier.

   Summerland er det modsatte af en film, som vil udfordre publikum. Men den er ikke sentimental på bestilling. Det er mainstream i den korrekte husstil, som kulturen foretrækker nu. Vi har selv trukket alle tænderne ud. Vi kan ikke forvente kunstnerisk bid.

Summerland. Instr. og manus: Jessica Swale. Foto: Laurie Rose. 99 min. UK 2020. Dansk premiere: 20.08.2020

Fotos: Iota Films/ Embankment Films/ Lionsgate UK/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (IFC clip + UIP Trailer)

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Noble Entertainment 08.03.2021

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.08.2020

Zombie Apocalypse | The Girl with All the Gifts (2016) [Sci-Fi 100]

 

MENNESKER OG NOGET MERE
Der er stadig gode historier i æsken med zombiemytologi

Af BO GREEN JENSEN

ET navnløst sted i England, tiden er lige om lidt. På et ramponeret militæranlæg bliver svært bevogtede tweens hentet i deres celler af nervøse soldater i kampuniform. Børnene bliver forsvarligt fastgjort og kørt i skole.

   Klasselokalet ligner en flyverhangar. Der er panserglas i døren, numre på gulvet, og absolut ingen rører ved hinanden. Sergent Parks (Paddy Considine) starter hver dag med at råbe »Transit! You frigging abortions!« til børnene.

   Kun læreren Helen (Gemma Arterton) er venlig. Hun lader sig overtale til ikke at terpe fysik og læser i stedet højt af en bog med græske myter. Pigen Melanie (Sennia Nanua) husker præcis, hvor de var nået til i sagnet om Pandora. Hun kan også hele tabellen med grundstoffernes numeriske værdi.

   Nu kan Helen kan ikke dy sig. Hun stryger den lænkede pige over håret, og Melanie nyder kærtegnet. Så bryder sergent Parks ind og demonstrerer, hvad der sker, hvis eleverne får fært. Det er et rystende syn. Om natten standser Dr. Caldwell (Glenn Close) ved hver celle. Hun beder Melanie vælge et tal. Næste morgen mangler eleven med dét nummer.

SKØNT ordet ikke bruges, handler denne film om zombier. Jeg tøver med at at nævne det, for The Girl with All the Gifts er ingen røverhistorie. Tværtimod er der tale om ægte spekulativ fiktion, som overvejer om, hvad et liv er. En aggressiv virus i svampefamilien har forvandlet menneskeheden til hungries. De angrebne står for det meste passivt og svajer, men bliver som frådende, snappende hunde, når de lugter levende kød og varmt blod.

   På spredte faciliteter arbejder de sidste mennesker på at udvikle en vaccine. En gruppe angrebne børn har stadig bevidsthed. De er mennesker og noget mere. Melanie kan ikke styre sine rabiesagtige anfald, men hun kan advare om, at de er på vej. Hun er en glad, imødekommende pige, som husker alt, hvad der bliver sagt. Dr. Caldwell noterer, at hun har »en udsøgt evne til at aflæse og efterligne«. Dét ordvalg kommer hun til at fortryde.

   Melanie er fortællingens Pandora. I den første halve time er hun også den, der forankrer fortællersynsvinklen i Colm McCarthys saglige filmatisering af Mike Careys fremtidsroman. Hun ser med store øjne på verden og er ivrig efter at behage. Hun betragter Helen som en mor.

   Det bliver nøglen til videre overlevelse, da hegnet om basen giver efter for horder af hungries. Melanie undslipper sammen med soldaten, forskeren og lærerinden. Filmen er skiftevis et kammerspil og et udstyrstykke med tusindvis af mutanter. London er faldet for længe siden. Gruppen forskanser sig i et mobilt laboratorium, der står tilbage efter de sidste svampejægere.

BRITISK science fiction har altid holdt sig tæt på virkeligheden. Selv Doctor Who foregår henne om hjørnet. Traditionen er fuld af historier om, hvordan det – helt konkret og lavpraktisk – bliver at leve i dystopiske opløsningstider.

   Realismen er ofte konsekvensen af et beskedent budget, men den har skabt en stærk undergenre. Man skal bruge lidt skov, en nedlagt fabrik og et par militære køretøjer. Det fungerer i alt fra The Day of the Triffids til fem sæsoner af The Survivors og 28 Days Later.

   McCarthys film ligner især Alfonso Cuaróns filmatisering af P.D. James’ (in)fertilitetsfabel The Children of Men. Han forstår at skabe håndgribelig spænding og umiddelbar empati. Der er en fascinerende forklaring på, hvad sygdommen bliver til i andet stadie, og en række gode retoriske spørgsmål, som bliver stillet på ontologisk baggrund.

   Soldaten og humanisten diskuterer. Parks siger, at han aldrig har mødt gode eller dårlige mennesker. Alle gjorde blot det nødvendige. »Så ingen er nogen sinde ansvarlig?« siger Helen. »Ansvarlig over for hvem?« spørger han.

GIVER det mening at klamre sig til en døende livsform, når en ny art kan gøre det bedre? En episode med vilde børns stammemønster er lige dele Peter Pan og William Golding. Det er tæt og tankevækkende stof i en ellers udpint genre.

   Gemma Arterton skal for en gangs skyld ikke være yndig. Considine og Close giver deres typer konturerne af en karakter. Som pigen med alle talenter og gaver er 12-årige Sennia Nanua enten ekstremt godt instrueret eller en vordende stjerne.

   Lad være med at tænke kulørt science fiction og mere klam vold, som der ikke er brug for. Tænk menneskevarme og nye værdier. Se for den sags skyld en socialpolitisk lignelse i McCarthy og Careys zombiefortælling.

   Det vigtigste er at se den. Det er en af de bedste film fra sit tiår.

The Girl with All the Gifts. Instr.: Colm McCarthy. Manus: Mike Carey. Foto: Simon Dennis. 111 min. UK 2016. Dansk premiere: 03.11.2016.

Fotos: BFI Film Fund/ Warner Bros. UK & Ireland/ Lionsgate/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ MoviestillsDB 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra Lionsgate UK 23.01.2017

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 04.11.2016

Stephen Frears | Posy Simmonds: Tamara Drewe (2010)

EN ROSE AF PAPIR
Den britiske tegneserieroman

Af BO GREEN JENSEN

ALT ånder fred i det engelske landskab, hvor Tamara Drewe tager sin begyndelse. Fuglene kvidrer, køerne græsser, solen er fremme, duggen er klar. Man har set det på film mange gange, og billedet lyver som regel. De store smil er falske. Passion og perversion florerer. Der er et dræbende mørke under idyllen.

   På skriverefugiet Stonefield gør krimiforfatteren Nicholas Hardiment (Roger Allam) sig klar til at flirte endnu en dag, mens hans hustru varter kursisterne op. Glen McCreavy (Bill Camp) er forelsket i Beth Hardiment (Tamsin Greig) og får sværere ved at skjule sin foragt for Nicholas, hver gang han har været på Stonefield. Amerikaneren skriver for øvrigt på en biografi om forfatteren Thomas Hardy.

   Landsbyen hedder Ewedown og ligger i Dorset, hvor Hardy skrev dunkle romaner som Tess of the d’Urbervilles, Jude the Obscure og Far from the Madding Crowd. I hans version hed egnen Wessex. Der sker ikke meget til hverdag, i hvert fald ikke på den pæne overflade, hvor dyr og mennesker færdes. Teenagepigerne Jody og Casey kan derfor ikke få armene ned af begejstring, da to sensationer sker på én gang.

FOR det første flytter Tamara Drewe (Gemma Arterton), den feterede journalist, tilbage til Ewedown, hvor hun som barn var en grim ælling med en stor næse, som hun blev hånet for af sine kammerater. For det andet kommer hun sammen med rockstjernen Ben Sargeant (Dominic Cooper), som pigerne er vilde med.

   Endelig sker der en masse, men det går ikke den rigtige vej. Tamara hyrer barndomskæresten Andy (Luke Evans), som er handyman på Stonefield, til at istandsætte huset, som hun har arvet. Romancen med Ben Sergeant er truet, så pigerne må bryde ind og skrive falske e-mails, da de tager affære. Samtidig rodes der op i en masse mørk fortid, som Tamara har i forhold til Nicholas. Beth erkender sin bitterhed. Amerikaneren erklærer sig. Pastoralen bliver til skæbnemusik.

   Så det handler om sex og død, da det kommer til stykket. Man vil sikkert have fornemmet, at sigtet er satirisk og den idylliske ramme en grum, skønt også kærlig parodi. Der er til det sidste kontrast mellem solfulde smil og mørke passioner. Kan man ændre sit liv ved at få en ny næse? Det bissende kvæg tramper skammen ihjel, så de rigtige elskende kan finde sammen. Det sidste billede ligner det første.

STEPHEN Frears (f. 1941) har lavet film i mange formater og genrer, fra gangsterhistorien The Hit (1984) til billedversionen af Colettes romaner om Cherí (2009). Han har filmatiseret alt fra Joe Orton (Prick Up Your Ears), Hanif Kureishi (My Beautiful Laundrette), Roddy Doyle (The Snapper) og Nick Hornby (High Fidelity) til Pierre Choderlos de Laclos (Dangerous Liaisons) og Jim Thompson (The Grifters).

   Frears har faktisk aldrig lavet en film, som var direkte dårlig eller bare almindeligt uinteressant. Værklisten tæller store amerikanske projekter og bittesmå britiske ting. Der er moderne westerns som The Hi-Lo Country, Preston Sturges-agtig satire som Accidental Hero, nostalgiske stykker som Mrs. Henderson Presents, tidssvarende socialrealisme i Dirty Pretty Things og gotisk romance i Mary Reilly. Man kunne føre et forsvar for auteur-teorien ved at gennemgå mandens 50 produktioner.

   Det var Frears, som i England markerede filmkunstens 100 år med dokumentaren A Personal History of British Cinema (1997). Alligevel står han ofte i skyggen af kolleger som Mike Leigh og Ken Loach, når nationens store filmskabere opregnes. Måske fordi han sjældent træder frem med et tydeligt budskab. Måske fordi hans foretrukne form er ironisk. Måske fordi han er fagligt aktiv i kulturpolitisk sammenhæng. Eller simpelt hen fordi de fleste af hans film har fået et internationalt liv.

DET er dog som en specifikt britisk filmskaber, at Frears har markeret sig efter 2000. Især tv-spillet The Deal (2003), om det interne New Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown, og den mesterlige The Queen (2006), med Helen Mirren som dronning Elizabeth II, var fyldt med subtile nuancer, som få andre kunne formidle så præcist. Begge film blev skabt i samarbejde med dramatikeren Peter Morgan, som senere finsleb sine ideer og bredte dem ud i Netflix-serien The Crown (2016-2023). 

   På afstand ligner det trygt stof i arvesølvsgenren, som britisk film eksporterer så flittigt, men på nært hold ses detaljer, som man næsten må have Frears’ alder, baggrund og uselviskhed for at forløse. Han lægger altid det rigtige snit, bliver aldrig velmenende som Ken Loach eller misantropisk som Mike Leigh. Man kan savne en personlig faktor, men den kommer dog glimtvis til syne, f.eks. i den spidse voice over til Chéri, som instruktøren selv lagde stemme til.

   Tilbage i 1980erne skildrede Frears en ny social virkelighed i Mit smukke vaskeri og Sammy and Rosie Get Laid. De store film fra de senere år har politiske og historiske emner. Men ingen steder ser man noget, som ligner dramakomedien i Tamara Drewe.

DET er egentlig også svært at forklare, hvorfor filmen på én gang er morsom, vigtig og skarp. Forlægget er en tegneserie/grafisk roman af Posy Simmonds (»the chattering classes’ favourite cartoonist«), en britisk kusine til Nikoline Werdelin, der har specialiseret sig i indforstået satiriske striber – fx Gemma Bovery (2000), Literary Life (2003) og Cassandra Drake (2018) – for litterært inklinerede voksne.*

   Tamara Drewe blev først bragt som ugentlig side i The Guardians kultursektion. Som nævnt er filmen fuld af henvisninger til Thomas Hardy, men den trækker i sit soap opera-præg også på radioføljetonen The Archers, et dramatisk kvarter, som BBC har sendt hver dag siden – hold fast – den 1. januar 1951. Med mere end 19.000 episoder er The Archers den længst løbende fiktionsserie i noget format noget sted.

   Tamara Drewe er med andre ord marineret i britisk middelklassekultur, så kun indfødte kan få det fulde udbytte. Det svarer lidt til at vise Matador for et engelsk publikum. For filmversionen ligger der en betydelig udfordring i at globalisere den meget lokale egnsret. Det lykkes nok ikke til fulde, men Tamara Drewe kan ligesom Bridget Jones og britisk tv trække på den anglo-amerikanske forbindelse.

DET resulterer i lidt flere smil, at forfatterrefugiets iscenesatte idyl er et hit blandt anglofile amerikanere. Skal man kort give et indtryk af sted og stilleje, kunne Midsomer Murders være et bud. Hyggekrimien med John Nettles som Detective Chief Inspector Barnaby [og fra 2011 med Neil Dudgeon som fætter John, der tager over i tv-serien, som nu er i sæson 22] foregår i det samme England med ny nostalgi, feudale reminiscenser og mørk lidenskab bag facaden. Det er kort sagt engelsk som Agatha Christie.

   Midt i mørket lyser Tamara, der i Gemma Artersons skikkelse er en romantisk heltinde, en fin engelsk rose – men også en blomst af papir eller plast, for så vidt som næsen og livsstilen ikke er ægte. Filmen ler ad vor forfængelighed, egentlig mere i ånden fra William Thackeray end fra Thomas Hardy. Der er ikke langt fra Ewedown til Vanity Fair.

   Det er en sød, vittig film, som vil more de fleste, og historien føles svimlende let. Man griner, græder og lever sig ind i føljetonuniverset, hvor de store følelser faktisk er ægte, skønt rammen virker kulørt og konstrueret. Stephen Frears burde tage en tørn med Jane Austen. I Tamara Drewe gør han atter småt liv til stor billedkunst.

*) Gemma Bovery blev bragt som føljeton i The Guardian og samlet i bogform i 2000. Anne Fontaine filmatiserede bogen i 2014. Det er et særligt fint træk, at Gemma Arterton spiller titelrollen, skønt filmen er lige så fransk, som Tamara Drewe er britisk. I Fontaines film ligger hovedsynsvinklen hos bageren Martin Joubert (Fabrice Luchini), der brænder for Gustave Flauberts bøger og er optaget af at se overensstemmelser mellem livet og sin yndlingslitteratur. Han vil om nødvendigt gribe aktivt ind og bøje begivenhederne, så de nærmer sig den litterære model. Da Charlie (Jason Flemyng) og Gemma Bovery (Arterton) flytter til byen, begynder en stalker-aktivitet, som Fontaine orkestrerer med vid og elegance. Det bliver vigtigt for Martin at forhindre den tragiske slutning fra Madame Bovary. Sidste scene antyder, at Martin vil tage en anden forfatter op i forhold til sin nye russiske nabo. Tjekhov, måske, eller Tolstoj? Gemma Bovery fik ikke dansk premiere, men streames på flere platforme.    

Tamara Drewe. Instr.: Stephen Frears. Manus: Moira Buffini. Foto: Ben Davis. 111 min. UK 2010. Dansk premiere: 10.03.2011.

Posy Simmonds: Tamara Drewe. 134 s. London: Jonathan Cape, 2007

Posy Simmonds: Gemma Bovary. 106 s. Oversat af Pia Juul. Rosinante & Co., 2009

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Jonathan Cape/  Sony Pictures Classics (YouTube Trailer)

Tamara Drewe streames på FILMSTRIBEN, Pluto TV, TV2 Play, YouTube Film

2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 28.01.2019

Gemma Bovery streames på Blockbuster og SF Anytime

2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 08.02.2016

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 11.03.2011