Translate

onsdag den 31. marts 2021

Jessica Swale: Summerland (2020)


HUSET VED STRANDEN
Alle historier begynder et sted

Af BO GREEN JENSEN

FOLKLORISTEN Alice Lamb er ikke en menneskeven af natur. Hun hører snarere til i det modsatte, misantropiske register. I første scene sidder hun i 1975 og skriver, da nogle børn ringer på. De samler ind til ældre mennesker. »Den bedste måde, I kan hjælpe ældre mennesker på, er ved at gå jeres vej,« siger Alice og sætter sig atter ved tasturet.
   Alice bliver indtil videre spillet af Penelope Wilton. Hun falder lidt i tanker. Så har situationen alligevel rørt ved en erindring. I 1939 sidder hun i huset ved stranden i Kent (som aldrig har set bedre ud end i Summerland) og skriver, da børn fra landsbyen igen fylder skidt og møg i brevkassen og råber, at hun er en heks. Sådan har det åbenbart altid været med Alice. Nu bliver hun spillet af Gemma Arterton. Sådan forbliver det frem til epilogen.



DER er tre kronologiske lag i Summerland. Længe før tiden i Kent var Alice åben og positivt indstillet. Det var, da hun kendte lykken og rørte ved Paradis sammen med Vera (Gugu Mbatha-Raw). Vera forlod hende ikke, fordi lesbisk kærlighed var et tabu. Ej heller på grund af forskellig hudfarve, for alt dét kunne de overvinde sammen. Men Alice kunne ikke give Vera et barn.
   Nu står der så et barn og venter, en dreng på 13 år, som er blevet evakueret fra Blitzens London og sendt i relativ sikkerhed. Hver husstand i landsbyen er forpligtet til at tage sig af et krigsbarn. Alice har jo fået et brev, bemærker den emsige leder af civilberedskabet.
   Der ligger faktisk et brev, da postkassen bliver tømt for ragelse. Alice gør alt for at afvise opgaven. Det er ikke kun byens yngste, der betragter hende som en heks. Børnene har det fra deres forældre.
   Alice har isoleret sig for at skrive endnu en videnskabelig bog om magi. Hun interesserer sig for, hvor myter og legender kommer fra. Denne gang gælder det et fatamorgana. Sagnet om Sommerland, det hedenske Eden, er beskrevet i overtro og artusdigtning. Altså et flydende, før-kristent Paradis. Og noget må folk jo have set. Alle historier begynder et sted.


HJERTET I GENRESTYKKET er relationen, som udvikler sig mellem den vrisne kvinde og drengen. Frank (Lucas Bond) er klog, empatisk og ikke så lidt af en menneskekender. Han fornemmer på ingen tid, at Alice er bitter og afvisende, fordi hun blev svigtet i kærlighed. Han får venner i skolen og bliver – igen på ingen tid – en ambassadør i det anstrengte forhold mellem heksen og byen.
   Tomboy-typen Edie slår korsets tegn for sig og trækker kridtstreger på skolepulten. Men få kan modstå Franks charme i længden. Mr. Sullivan, den kloge skoleleder, ser endda, at Alice er god nok på bunden. Ja, der er tilbageskridt og tovtrækkeri, men Alice og Frank bliver en lille familie.
   De begynder at betro sig til hinanden. Hun tager ham med på sin søgen efter Summerland. Han tager hende med ind i sin leg og begejstringen for de britiske kampfly, som hans far er en af piloterne på. Herefter sker flere afgørende ting. Dem skal jeg naturligvis ikke røbe.


SUMMERLAND er skrevet og instrueret af Jessica Swale (f. 1982), som er en stigende stjerne i britisk teater. Debutforestillingen Blue Stockings (2013) var en skildring af de første kvindelige studerende, som fik adgang til Cambridge i 1869. Gennembruddet kom med Nell Gwyn (2015), en (meta)komedie om Charles II’s elskerinde, hvor dramatikeren John Dryden optræder.
   Da stykket fik premiere på Shakespeare’s Globe i London, var det med Gugu Mbatha-Raw som Nell Gwynn. Der var en mild kontrovers over farveblind casting. Da forestillingen flyttede til Apollo Theatre i West End, overtog Gemma Arterton titelrollen. Begge muser medvirker i Summerland. De er til og med blevet et kærestepar.


MAN KAN SAGTENS SE satirisk på Summerland. For nok er Alice grov i munden og hård i filten. Vist er der skarpe tunger i byen, men ellers møder godheden ikke megen modstand. Selv nøjsomhedstiden fremtræder smukt.
   Summerland er finjusteret, så ingen kan krænkes. Det er en moderne mentalitets mainstreamfilm: med romantisk LGBT-tema, indbygget etnisk diversitet og et absolut fravær af chauvinisme. Her er ingen overbærende mansplaining – faktisk er mænd skrevet ud af historien. De eneste maskuline figurer er drengen og Mr. Sullivan, som bliver spillet af 83-årige Tom Courtenay (60 år efter Ensom løber og Billy Løgneren).
   Gemma Arterton giver Alice et hjerte af guld bag den hårde facade og investerer al sin sensuelle sensibilitet. Hun har selv sat penge i produktionen. Den ligner også a pretty safe bet.


NÅR filmen alligevel lykkes – for det gør den, medmindre man er uforbederligt kynisk – er det i kraft af den autentiske uskyld. Der er tænkt over diversiteten, ja, men det er ikke gjort i beregnende øjemed. Med andre ord: inklusiviteten er ikke til pynt. Summerland synes at komme fra hjertet.
   Nogle påfaldende sammenfald i historien bliver fornuftigt forklaret til slut, og især forstår Swale at dosere sin brug af det hedenske paradistema. Det er smukt og magisk, da slottet i Sommerland træder frem, men man kan tage billedet op eller lade det være, hvis man bare vil se en opbyggelig historie om varmen mellem mennesker.


ALICE og Frank tager hendes bil og kører til »the white cliffs of Dover«. Sceneriet er kræs for det anglofile segment. Ikke siden Daphne du Mauriers Cornwall har kanten af England fremstået så smukt. Sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017) er Summerland et godt bud på, hvordan nationalmyten om »the matter of Britain« vil folde sig ud i de næste årtier.

   Summerland er det modsatte af en film, som vil udfordre publikum. Men den er ikke sentimental på bestilling. Det er mainstream i den korrekte husstil, som kulturen foretrækker nu. Vi har selv trukket alle tænderne ud. Vi kan ikke forvente kunstnerisk bid.


Summerland. Instr. og manus: Jessica Swale. Foto: Laurie Rose. 99 min. UK 2020. Dansk premiere: 20.08.2020


Fotos: Iota Films/ Embankment Films/ Lionsgate/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 21.08.2020

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar