Peter Strickland: The Duke of Burgundy (2014)

SKYER FOR SOLEN
En filmskabers sans for bizarre detaljer

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE filmskabere er fødte enere, æstetiske mavericks, som har held til at finde en skare af fans, der vil følge dem uanset hvad. Englænderen Peter Strickland (f. 1973) har med tre særegne produktioner – og koncertfilmen Björk: Biophilia Live – etableret en ivrig og eksklusiv kult, som han oven i købet fortjener.

   Strickland bor i Ungarn og markerede sig først med Katalin Varga, et hævndrama fra Transsylvanien, som fik premiere på Berlinalen i 2009. Skuespillerne talte rumænsk og ungarsk, og det lignede en lokal produktion, som gjorde status efter krigen på Balkan.

   I Berbarian Sound Studio (2012) kom en britisk lydtekniker (Toby Jones) til Rom for at arbejde med soundtracket til en af de internationalt vinklede produktioner, her en horrorfilm i giallo-genren, som Italien var storleverandør af i 1960erne og 70erne. Han forstod ikke sproget, sad i et lille rum uden vinduer og brugte hovedparten af sin tid på at diskutere en betaling, som aldrig nåede frem.

   Teknikerens fremmedgjorthed var så fuldkommen, at man blev usikker på, om han drømte. Genistregen var, at man hørte hele scener fra filmen, som han arbejdede på. Det fiktive score, af duoen Broadcast, var en pastiche på komponister som Nicola Piovanni og den yngre Ennio Morricone. Bagefter føltes det faktisk, som havde man set Il vortice equestre (titlen på filmen-i-filmen) med egne opspilede øjne.

OGSÅ The Duke of Burgundy henter inspiration i 1970ernes genrelandskab. Fra de første lyriske billeder af Chiara d’Anna, der cykler gennem skoven, mens luftig, lounge-agtig sang fylder lydporet, er Stricklands film en hyldest til de bløde erotiske spekulationsfilm, som var store før den pornografiske syndflod.

   Chiara d’Anna sætter cyklen og ringer på i et smukt forvitrende palæ. Døren bliver åbnet af Sidse Babett Knudsen i lad og striks herskerinde-modus. »Du kommer for sent,« skænder hun. De to kvinder, Cynthia og Evelyn, begynder at gennemspille et sadomasochistisk scenarie, som Evelyn har skrevet ned i monomane detaljer.

   Ritualet bliver siden vist mange gange. Cynthia drikker vand og konsulterer sin tjekliste. Evelyn skal gøre rent og vaske hendes undertøj. Da hun ikke gør det godt nok, trækker Cynthia hende ud på badeværelset, hvor slaven får sin straf og belønning. Af lydsiden kan man udlede, at Evelyn bliver brugt som toilet.

KVINDERNE er lepidopterologer, og filmen svirrer af sommerfugle. Cynthia forelæser for kolleger, der er klædt i den samme fetichistiske retrostil. Der er slet ingen mænd i historien. Til gengæld ser man flere Georges Franju-inspirerede voksmannequiner blandt tilhørerne. Hverken de eller noget andet surrealistisk ornament bliver forklaret.

   Alle taler videnskab, men atmosfæren er erotisk. Krisen i forholdet kommer, da Evelyn bliver interesseret i Dr. Fraxini med de sorte støvler, som hun sniger sig til at pudse, mens Cynthia er på instituttet for at læse op på metalmærkers adfærd.

   Duke of Burgundy er det engelske navn for Hamearis lucia, som på dansk hedder terningsommerfuglen. Filmen foregår i et fantasiunivers, hvor alle er smukke insektforskere med hang til SM og toiletsex. Det er som at følge en soft core-version af de bizarre scenarier i bondagekunstneren John Willies univers.

DET ville ikke være en film af Peter Strickland, hvis fortællingen tog let på sine symboler. Som regel er sommerfuglene smukke, men i kvælende drømme bliver de en snerrende strøm, som trænger ind og sætter sig fast alle vegne.

   Det fremgår efterhånden, at Evelyn er den aggressive i forholdet. Faktisk har den ældre Cynthia svært ved at være streng på kommando. Hun får også ondt i ryggen og har en uheldig tilbøjelighed til at snorke. Maj bliver træt af september, og forholdet drukner næsten i vane. I hvert fald går der en stor sky for solen.

   Filmen fascinerer allerede ved sin form, men det er, da facaden krakelerer, og det bliver klart, at kvinderne elsker hinanden, at The Duke of Burgundy skinner for alvor. Det er også her, at Sidse Babett Knudsen kommer til sin ret som skuespiller.

STRICKLAND citerer mange husguder, fra pornografiske pirater som Jess Franco til kulturelle koryfæer som Stan Brakhage. Han peger selv på Buñuels Belle de jour (1967). Den mest oplagte pendant til kvindernes forhold er dog Petra von Kants bitre tårer (1972). Hos Fassbinder findes den samme slags ømhed under kynismen.

   I SM-lege skal der være et stopord. Det lyder som be nasty, men faktisk er det pinastri, som Evelyn hvisker fra kisten, hvor hun ligger om natten. Pinastri er en familie af natsværmere. The Duke of Burgundy er erotisk teater, men også en sært bevægende film om kærlighedens sårbarhed og mange forskellige former.

   Strickland viderefører sit genrearbejde i den lige så udsøgt kuraterede In Fabric (2018). En forbandet rød kjole tager livet af sine ejere – kundekreds og personale i et stormagasins kvindeafdeling – efter tur. Da en brand har ødelagt forretningen, ligger kjolen tilbage i asken. Mon ikke nogen samler den op?    

The Duke of Burgundy. Instr. og manus: Peter Strickland. Foto: Nicholas D. Knowland. 104 min. Storbritannien-Ungarn 2014. Dansk premiere: 21.05.2015

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmGrab/ Rook Films/ Reel Pictures

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, MUBI Rental og SF Anytime 
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 22.05.2015