Edgar Wright: Last Night in Soho (2021)

FOR LÆNGE SIDEN LIGE FØR

Gyser, musikfilm og hjemstavnsfortælling

Af BO GREEN JENSEN

TEENAGEREN Eloise (Thomasin McKenzie) tager toget til London for at blive designer. Hun er vokset op hos sin moster, der ved, at pigen har en stærk vilje og et skrøbeligt sind. På den måde er hun sin mor op ad dage – og Ellies mor har været død i mange år nu.

   For Ellie lever moderen stadig. Hun viser sig i spejlet, når Ellie danser til »A World Without Love« med Peter & Gordon eller »Wishin' and Hopin'« med Dusty Springfield. Værelset er en tidskapsel. Væggen domineres af plakaten fra Breakfast at Tiffany's (1961, da. Pigen Holly) med Audrey Hepburn som Holly Golightly. Også plakaten for Bob Fosses Sweet Charity (1969) pynter op.

   De første 20 minutter af Last Night in Soho er en forelsket – men heldigvis aldrig selvfed – hyldest til to genrer: 60rnes britiske gyser og italiensk giallo. Der er tre store forbilleder: Michelangelo Antonionis Blow-Up (1966), Michael Powells Peeping Tom (1960) og Dario Argentos Suspiria (1977), som filmen ligger tættest på i tone, farveskala og handling.

   Især er en retro-bevidsthed på spil. Der er horror à la Hammer Studios og guldalder-tv som i The Avengers. På lydsporet drejer Petula Clarkes »Downtown« (1964) sammen med The Kinks-sangen »Waterloo Sunset« (1965). Vi er præcis i skæringspunktet mellem London i nøjsomhedstiden og Carnaby Street i den psykedeliske guldalder.

ELLIE har en svær tid på kollegiet, hvor hun først er flyttet ind. Veninderne er hårde, og musikken er for høj. Så lejer hun et værelse hos Ms. Collins i Goodge Street i Soho. Sært nok bruger filmen ikke Donovan Leitchs »Sunny Goodge Street«. Det må så også være den eneste sang, som ikke citeres.

   Allerede første nat sker noget magisk. På kanten af søvnen kommer Ellie tilbage til kvarteret i 1960rne. Hun følger efter stjernefrøet Sandie (Anya Taylor-Joy), der vil gøre sin lykke som sanger og danser, uanset hvad det har af personlige omkostninger. Sommetider er hun Sandie. De møder begge sjuften Jack (Matt Smith) i natklubben Café de Paris.

   Nat efter nat vender Ellie tilbage. Efterhånden også om dagen. Snart flyder tiderne sammen. Det er tydeligt for Ellie, at Sandie er i fare. Imens er en seriemorder på spil, og Ellie har mareridt, hvor døde mænd uden ansigtstræk trænger sig på. Det er spændende og uhyggeligt. Især er det meget livagtigt.

EDGAR Wright (f. 1974) er i mange henseender et britisk sidestykke til Quentin Tarantino. De to instruktører er venner personligt, og det var – har jeg læst mig til – amerikaneren, som henledte britens opmærksomhed på 1968-hittet med Dave Dee, Dozy, Beaky, Mick & Titch, som spiller til slut.

   Som andre detaljer i filmen er »Last Night in Soho« er et perfekt stykke proustiansk huskekage. De fem glimmerdrenge var store i tiden, men dyrkes kun af nostalgikere nu. »The Legend of Xanadu« fra samme år er i øvrigt en eminent sang.

   Ellers synes filmens fortid at være 1965. Første gang Eloise er tilbage, og neonlandskabet breder sig ud, ser vi en biograffacade, der reklamerer for Thunderball med Sean Connery i 007-rollen. Der var britisk premiere i julen 1965. Det er en bedøvende smuk sekvens, som koncentrerer den nostalgiske charme. Alle Ellies drømme bliver til levende virkelighed.

PERIODEPRÆGET er mere end fernis, og Wright gør ikke tingene halvt. De ældre nutidsroller spilles af folk, som var ikoner back in the day: Rita Tushingham (fra Tony Richardsons A Taste of Honey/ En duft af honning) er Ellies moster. Terence Stamp er den gamle Casanova, som Ellie mistænker for at være morderen.

   Dame Diana Rigg (1938-2020) har sin sidste filmrolle som Ellies værtinde, der i dén grad holder nøglen til mysteriet. Rigg spillede et utal af store dramatiske roller på film og teater gennem en lang karriere, men for britiske tilskuere i en vis alder er hun uløseligt forbundet med rollen som Emma Peel i The Avengers (1965-1968). Last Night in Soho bærer dedikationen »For Diana«.*

   Alt er gjort med en stor kærlighed, som gennemlyser hver ramme. Har filmen fejl, må en af dem være den besværlige insisteren på fysisk håndgribelighed. Wright bruger uforholdsmæssig megen tid på at transportere Ellie frem og tilbage i tiden. Han afstemmer kronologien, som alligevel aldrig kan blive konkret.

   Det er dog fint at se, hvordan Thomasin McKenzie og Anya Taylor-Joy spejler sig i hinanden som Ellie og Sandie. De mimer hinandens gestik. Navnet Sandie er ikke grebet ud af luften. Taylor-Joy danser striptease til »Puppet on a String« (med Sandie Shaw). Vi er i et myldrende panorama. Beth Singh er castet som Cilla Black, der synger i Café de Paris.

FOR Wright markerer filmen et gearskifte. Han har lavet komiske genrestykker som Shaun of the Dead (2004) og underfundige bestillingsarbejder som Scott Pilgrim vs. The World (2010). Urværkspræcisionen i kupfilmen Baby Driver (2017) er med rette beundret.

   Men Last Night in Soho prøver faktisk at gå ind i karaktererne og sige noget særligt om tidens væsen og forholdet mellem kvinder og mænd. Først og sidst er filmen en kærlighedserklæring til 1965 som mental provins og historisk forskansning. Denne bevidsthed – som fortælleren deler med sin protagonist – vil aldrig overgive sig til en tarvelig nutid.

MENS titlerne afvikles, er der indskud af mennesketomme gader i Soho. De er tilføjet under COVID-19-nedlukningen. For Wright var det vigtigt at sætte dem fast, for instruktøren regner ikke med, at London bliver så øde igen. Scenerne sætter et effektivt punktum.

*) Diana Rigg var aktiv og efterspurgt til det sidste. Last Night in Soho blev hendes sidste film, men hun medvirkede også i miniserien Black Narcissus, et remake af Michael Powell og Emeric Pressburgers klassiker fra 1947, som Charlotte Bruus Christensen instruerede i 2020, og hun kan ses som Mrs. Pumphrey i første sæson af den nye tv-serie efter James Herriots All Creatures Great and Small (da. Folk og fæ), som Playground Entertainment optog samme år. Skønt man ikke skulle tro, at noget kunne matche den klassiske BBC-serie (1978-1990) med Christopher Timothy, Robert Hardy og Peter Davison, er det stille og roligt lykkedes for Channel 5-serien med Nicholas Ralph, Samuel West og Callum Woodhouse, som stadig er i produktion og får en femte og sjette sæson i 2025 og 2026. Patricia Hodge overtog rollen som Tricky Woos ejer, da Diana Rigg gik bort. Diana Rigg var et fyrtårn på højde med Maggie Smith (1934-2024), Vanessa Redgrave (f. 1937) og Judi Dench (f. 1934), som heldigvis er her endnu. Trods alle Riggs bedrifter på lærred, skærm og scene, er det alligevel rollen som Emma Peel, der skiller sig ud og er blevet ikonisk. 

Se også Sparks | Edgar Wright: The Sparks Brothers (2021).

Last Night in Soho. Instr.: Edgar Wright. Manus: Wright, Krysty Wilson-Cairns. Foto: Chung-hoon Hoon. 116 min. UK 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.

Fotos: Focus Features/ Film 4/ Perfect World Pictures/ Working Title/ Complete Fiction/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (trailer + clips)

Filmen streames (juli 2025) på Amazon Store, Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray (regionsfri) fra Universal Studios (UK) 31.01.2022 

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.11.2021.

To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]

VREDEN SOM ET KERNEVÅBEN

En klassisk fortælling om mobning og hævn

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas Carrie (1976) var en filmatisering af Stephen Kings første roman fra 1974. Filmen er en klassiker i horrorgenren. Den bliver til stadighed set af nye årgange. Skal man bruge bogen én gang til, må der mere end et remake til. Nogle versioner er bare kopier, og så giver stiløvelsen slet ingen mening. Skræmmeeksemplet er Gus Van Sants 1998-genindspilning af Hitchcocks Psycho (1960), som simpelt hen kalkerede originalen i et slavisk 1:1 forhold.

   Carrie er en af stærkeste historier om mobning og tankeløs ondskab. Egentlig handler den om seksuel berøringsangst og faren ved at undertrykke naturlige drifter, så de bliver til overnaturlige kræfter. Den telekinetisk begavede Carrie vokser op hos sin kristent fanatiske mor. I skolen bliver hun drillet, hånet og trynet til undselighed.

   Mobningen kulminerer i åbningsscenen, hvor Carrie frygter for sit liv, da hun begynder at bløde i omklædningsrummet. Ingen har fortalt hende om menstruation. Pigerne hidser hinanden op, deres ansigter bliver en vrængende mur. Carrie overdænges med tamponer, mundene råber: »Stik den op!« Lærerinden griber ind, men betror bagefter den konfliksky rektor, at hun selv havde lyst til at ruske i Carrie.

TO piger reagerer forskelligt på hændelsen i brusebadet. Chris, som kastede den første sten, bliver ved at plage Carrie. Den anstændige Sue fortryder, at hun lod sig rive med. Da begge får forbud mod at komme til afdansningsballet – Carrie er også et højdepunkt i prom night-undergenren – beder Sue sin kæreste, Tommy, tage Carrie med til festen. Carrie er mistænksom, men Sues gestus kommer fra hjertet.

   Imens forbereder Chris en passende hævn med sin kæreste. Da Carrie og Tommy bliver kåret som aftenens par, hældes svineblod ned over Carrie. Atter står hun, narret, ydmyget og indsmurt i blod, foran hoben. Vreden i hende detonerer som et kernevåben. Få kommer levende ud af lokalet, og finalen er en studie i rødt, et crescendo af flammer og blod. Hjemme venter opgøret med den hysteriske mor.

KIMBERLY Peirce (Boys Don’t Cry, Stop-Loss) ændrer ikke historien, men hun gør den mere detaljeret og fokuserer på kvindernes psykologiske relationer, hvor De Palma var mere tilbøjelig at kaste sit berygtede voyeuristiske blik på glatkroppene. Carries mor – Piper Laurie i den gamle film, Julianne Moore i den nye – er skrevet op (eller ned ) til en grad af troværdighed, der gør hende til mere end en gysereffekt.

   Manuskriptforfatteren Roberto Aguirre-Sacasa lader flere gamle scener stå ordret tilbage, men tilføjer nye og uddyber psykologien. Han lader også Carrie være mere bevidst om sine telekinetiske kræfter. Hos De Palma blev der holdt igen før den apokalyptiske festscene. Nu er man næsten for godt forberedt, da Carrie krænger vreden ud. Rammen er skrevet op til i dag. Fornedrelsen i omklædningsrummet kommer straks ud som happy slapping på YouTube.

DE Palmas film var glat og skudt i stærke farver, en 80er-film før sin tid. Carrie var vel også hans homage til italiensk giallo. Hos Peirce er verden støvet og fuld af jordfarver. Marco Beltrami har (modsat Mario Tosi, som komponerede musikken til De Palma) ikke fået besked på at skrive et score, der ligger så tæt som muligt på Bernard Herrmann.

   I 1977 var Sissy Spacek en vagere, men mere troværdigt aparte og akavet Carrie, end Chloë Grace Moretz (fra Hugo og Kick-Ass) er i 2013. Navne som Amy Irving og Nancy Allen havde store begynderroller i Carrie. Den nye film finder tilsvarende typer i Gabriella White (Sue) og Portia Doubleday (Chris).

   Jeg så den nye film med min ældste datter, som dengang var 22. For hende var Carrie også en fabel om baggrunden for skoleskydninger. Og netop en tekst med mange betydninger. Det er en god pointe. Faktisk falder Peirces film helt på plads, hvis man ser den sammen med Lynne Ramsays We Need to Talk About Kevin (2011), en anden film, hvor forholdet til Mor spiller ind. Den nye Carrie er værd at se, men den gamle står ret urørligt tilbage.

Se også Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100]; Brian De Palma: Redacted (2007); Kimberly Peirce: Stop-Loss (2008); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]. 

Carrie. Instr.: Kimberly Peirce. Manus: Lawrence D. Cohen, Roberto Aguirre-Sacasa. Foto: Steve Yedlin. 99 min. USA 2013. Dansk premiere: 31.10.2013.

Carrie. Instr.: Brian De Palma. Manus: Lawrence D. Cohen. Foto: Paul Hirsch. 98 min. USA 1976. Dansk premiere: 01.04.1977.

Fotos: MGM/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab

1977-filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime og Viaplay

2013-filmen streames på Blockbuster og iTunes

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.11.2013

Nicolas Winding Refn: The Neon Demon (2016) [Noir 100]

SCENER FRA NEONVILDNISSET
En instruktiv fabel fra Englenes By

Af BO GREEN JENSEN

DEN indledningsvis uskyldige Jesse (Elle Fanning) er en himmelfalden nymfe, som dumper ned i neonvildnisset og gør lynkarriere som fotomodel.

   Stjernefrø er noget, man fodrer svin med i Los Angeles, men Jesse har drukket af ungdommens kilde. Hun besidder det særlige stof – et sjældent mix af medfødt skønhed og evnen til inkarnere andres fantasi – som man vil dræbe for i samme by.

   Jesse dukker op til en casting og bliver straks udvalgt til at posere for cremen af blaserte agenter og fotografer. Det er ikke populært hos rivaler som Gigi (Bella Heathcote) og Sarah (Abbey Lee), der kæmper med kunstige midler for at opnå de ting, som kommer naturligt til Jesse.

   Jesse bliver mere eller mindre adopteret af den lesbiske Ruby (Jena Malone), som sminker og styler de unge modeller. Det gør hun med den samme dedikerede ekspertise, som hun lægger i sit bijob på lighuset. Her gør hun kadaverne i stand og har frusteret sex med de smukkeste af dem.

NÅR Jesse har fri, kører hun op til Hollywood-skiltet sammen med Dean (Karl Glusman). De ser ud over natbyen, som ikke er skildret så smukt siden Blade Runner. Dean tager de første fotos af Jesse, så hun kan vise et portfolio til ruffersken Roberta (Christina Hendricks) på modelbureauet. Hun er allerede hér klædt ud som et offer for modebevidste vampyrer.

   I glimt giver filmen en god Los Angeles-skildring. Jesse bor på et nedslidt motel, hvor ejeren Hank (Keanu Reeves) gør sit bedste for at overgå Norman Bates. I scenerne fra modeindustrien er symbolerne skåret i pap. På skyggesiden får de lov at stå som doodles. Jesse kommer sent hjem og hører lyde fra sit værelse. En bjergløve er kravlet ind. Hank er ikke overrasket. Han er bare sur og skriver skaderne på Jesses regning.

FILMENS sætstykker er de store modeoptagelser. Efterhånden bliver Jesse for meget for veninderne. Ruby skifter side, da Jesse støder hende fra sig. Endelig tager de tre piger hævn i et hus, som ligner mausolæet fra Sunset Boulevard.

   Jesse bliver simpelt hen dræbt og fortæret. The Neon Demon må være den første danske film, som viser nekrofili og kannibalisme i kærlige detaljer.

   Næste dag gør Refn sig ekstra umage med iscenesættelsen af et solgennembagt fashion shoot. Gigi og Sarah har fået de eftertragtede jobs. Men det rituelle måltid murrer i maven. Så Sarah kaster et helt øje op, før hun bruger skræddersaksen til at begå harakiri. Rivalerne ville eje Jesses skønhed. Nu må neondæmonen simpelt hen ud.

DER er naturligvis noget smukt i den konsekvens, hvormed Nicolas Winding Refn dyrker sine besættelser. Det er heller ikke svært at se en moralsk fortælling om prisen for skønhed i hans fortælling fra Englenes By. Refn sværger til genrer. I den anderledes varme Drive brugte han typer og troper fra 70ernes New Hollywood. Her er vi ude i skinger italiensk giallo af typen, som Refn elsker og voksede op med.

   Tiden ligner slut-80erne og begyndelsen af 90erne. Han ser på samme måde som Bret Easton Ellis i Glamorama. Han drømmer stadig om det samme som David Lynch. The Neon Demon er Refns Mulholland Drive, som Fear X i sin tid var hans Lost Highway. Men NWR er nu sin egen dreng.

DET er en kritisk uskik at give kunstnerne gode råd om filmen, de burde have lavet. Alligevel skal det siges, at jeg ser med blandede følelser på Refns æstetisk udsøgte stiløvelser, som hægter virkeligheden og psykologien af, for bedre at kunne skildre en arketypisk sandhed.

   Tilbage i den danske tid kunne Refn behandle et følelsesstof, så man sad med livet i hænderne. Det gjorde han i Bleeder, i Fear X og i Pusher II, som stadig er stedet, hvor alt balancerer. Men siden Drive har det ikke rigtigt interesseret ham.

DET gør derimod myte, stil og satire. Smukkest ved The Neon Demon er forsøget på at skabe en feministisk horrorfilm. Det er ikke en mands våde drøm om påklædningsdukker. Refns medforfattere er kvinder; de betagende billeder er belyst og beskåret af Natasha Braier. Hvis vikingemyten i Valhalla Rising var Refns Carl Mar Møller-øjeblik, er The Neon Demon hans forsøg på at vise The Woman Being Born.

   Det er en renfærdig film på sin måde. Et helstøbt værk fra en stor stilistiker. Men hjertets sager og den lille drengs ting er lagt væk. For nu vil Refn være voksen, og han tror, at voksen ser sådan hér ud. Verden begyndte i Eden og gik til grunde i Los Angeles. Nørden fra Danmark var med hele vejen.

Se også Nicolas Winding Refn: Fear X (2003) [Noir 100]; Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009).

The Neon Demon. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Mary Laws, Polly Stenham, Nicolas Winding Refn. Foto: Natasha Braier. 117 min. Dansk premiere: 09.06.2016.

Fotos: Space Rocket Nation/ Gaumont/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, SF Anytime, TV2 Play og Viaplay Rent & Buy

4K UHD + 2K Blu-ray fra Koch Media 10.11.2016

Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 10.06.2016

Peter Strickland: The Duke of Burgundy (2014)

SKYER FOR SOLEN
En filmskabers sans for bizarre detaljer

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE filmskabere er fødte enere, æstetiske mavericks, som har held til at finde en skare af fans, der vil følge dem uanset hvad. Englænderen Peter Strickland (f. 1973) har med tre særegne produktioner – og koncertfilmen Björk: Biophilia Live – etableret en ivrig og eksklusiv kult, som han oven i købet fortjener.

   Strickland bor i Ungarn og markerede sig først med Katalin Varga, et hævndrama fra Transsylvanien, som fik premiere på Berlinalen i 2009. Skuespillerne talte rumænsk og ungarsk, og det lignede en lokal produktion, som gjorde status efter krigen på Balkan.

   I Berbarian Sound Studio (2012) kom en britisk lydtekniker (Toby Jones) til Rom for at arbejde med soundtracket til en af de internationalt vinklede produktioner, her en horrorfilm i giallo-genren, som Italien var storleverandør af i 1960erne og 70erne. Han forstod ikke sproget, sad i et lille rum uden vinduer og brugte hovedparten af sin tid på at diskutere en betaling, som aldrig nåede frem.

   Teknikerens fremmedgjorthed var så fuldkommen, at man blev usikker på, om han drømte. Genistregen var, at man hørte hele scener fra filmen, som han arbejdede på. Det fiktive score, af duoen Broadcast, var en pastiche på komponister som Nicola Piovanni og den yngre Ennio Morricone. Bagefter føltes det faktisk, som havde man set Il vortice equestre (titlen på filmen-i-filmen) med egne opspilede øjne.

OGSÅ The Duke of Burgundy henter inspiration i 1970ernes genrelandskab. Fra de første lyriske billeder af Chiara d’Anna, der cykler gennem skoven, mens luftig, lounge-agtig sang fylder lydporet, er Stricklands film en hyldest til de bløde erotiske spekulationsfilm, som var store før den pornografiske syndflod.

   Chiara d’Anna sætter cyklen og ringer på i et smukt forvitrende palæ. Døren bliver åbnet af Sidse Babett Knudsen i lad og striks herskerinde-modus. »Du kommer for sent,« skænder hun. De to kvinder, Cynthia og Evelyn, begynder at gennemspille et sadomasochistisk scenarie, som Evelyn har skrevet ned i monomane detaljer.

   Ritualet bliver siden vist mange gange. Cynthia drikker vand og konsulterer sin tjekliste. Evelyn skal gøre rent og vaske hendes undertøj. Da hun ikke gør det godt nok, trækker Cynthia hende ud på badeværelset, hvor slaven får sin straf og belønning. Af lydsiden kan man udlede, at Evelyn bliver brugt som toilet.

KVINDERNE er lepidopterologer, og filmen svirrer af sommerfugle. Cynthia forelæser for kolleger, der er klædt i den samme fetichistiske retrostil. Der er slet ingen mænd i historien. Til gengæld ser man flere Georges Franju-inspirerede voksmannequiner blandt tilhørerne. Hverken de eller noget andet surrealistisk ornament bliver forklaret.

   Alle taler videnskab, men atmosfæren er erotisk. Krisen i forholdet kommer, da Evelyn bliver interesseret i Dr. Fraxini med de sorte støvler, som hun sniger sig til at pudse, mens Cynthia er på instituttet for at læse op på metalmærkers adfærd.

   Duke of Burgundy er det engelske navn for Hamearis lucia, som på dansk hedder terningsommerfuglen. Filmen foregår i et fantasiunivers, hvor alle er smukke insektforskere med hang til SM og toiletsex. Det er som at følge en soft core-version af de bizarre scenarier i bondagekunstneren John Willies univers.

DET ville ikke være en film af Peter Strickland, hvis fortællingen tog let på sine symboler. Som regel er sommerfuglene smukke, men i kvælende drømme bliver de en snerrende strøm, som trænger ind og sætter sig fast alle vegne.

   Det fremgår efterhånden, at Evelyn er den aggressive i forholdet. Faktisk har den ældre Cynthia svært ved at være streng på kommando. Hun får også ondt i ryggen og har en uheldig tilbøjelighed til at snorke. Maj bliver træt af september, og forholdet drukner næsten i vane. I hvert fald går der en stor sky for solen.

   Filmen fascinerer allerede ved sin form, men det er, da facaden krakelerer, og det bliver klart, at kvinderne elsker hinanden, at The Duke of Burgundy skinner for alvor. Det er også her, at Sidse Babett Knudsen kommer til sin ret som skuespiller.

STRICKLAND citerer mange husguder, fra pornografiske pirater som Jess Franco til kulturelle koryfæer som Stan Brakhage. Han peger selv på Buñuels Belle de jour (1967). Den mest oplagte pendant til kvindernes forhold er dog Petra von Kants bitre tårer (1972). Hos Fassbinder findes den samme slags ømhed under kynismen.

   I SM-lege skal der være et stopord. Det lyder som be nasty, men faktisk er det pinastri, som Evelyn hvisker fra kisten, hvor hun ligger om natten. Pinastri er en familie af natsværmere. The Duke of Burgundy er erotisk teater, men også en sært bevægende film om kærlighedens sårbarhed og mange forskellige former.

   Strickland viderefører sit genrearbejde i den lige så udsøgt kuraterede In Fabric (2018). En forbandet rød kjole tager livet af sine ejere – kundekreds og personale i et stormagasins kvindeafdeling – efter tur. Da en brand har ødelagt forretningen, ligger kjolen tilbage i asken. Mon ikke nogen samler den op?

    

The Duke of Burgundy. Instr. & manus: Peter Strickland. Foto: Nicholas D. Knowland. 104 min. UK-Ungarn 2014. Dansk premiere: 21.05.2015

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmGrab/ Rook Films/ Reel Pictures

Filmen streames i DK (juni 2025) på Blockbuster, SF Anytime, SkyShowtime; i UK på Amazon Store, Amazon Prime | BFI Player, Apple TV, Chili, Rakuiten TV, TUBI 
2K Blu-ray fra CURZON Film World (UK) 27.04.2015

2K Blu-ray i Peter Strickland: A Curzon Collection | 2009-2022 | 5 Movies | Limited Edition 15.07.2024

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.05.2015

To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100]

POLITISKE DÆMONER

Suspiria i første og anden udgave

Af BO GREEN JENSEN

I 2010 instruerede Wim Wenders 3D-filmen Pina – et dokumentarisk portræt af koreografen Pina Bausch (1940-2009), som revolutionerede det moderne danseteater med sine minimalistiske og serielle arbejder.

   Hvis det brede publikum ikke så efter, gjorde Wenders’ kolleger i hvert fald. Både danseapokalypsen i Climax (2017) – Gaspar Noés forrykte film havde dansk premiere i november 2018 – og Luca Guadagninos nye version af Suspiria skildrer dynamikken og hierarkiet i et kompagni, der ligner det navnkundige Tanztheater Pina Bausch i Wuppertal.

   Det har altid været gysergenrens styrke, at den kan bruge de psykiske energier, som nærer vores værste mareridt. Den frigør dem, snarere end at fortrænge. Fordi formen gestalter tidens indre dæmoner, kan den sige noget vigtigt, som andre genrer brænder inde med.

   Gruens grundhistorier er som gamle folkeeventyr. De kan fortælles igen på utallige måder og afsløre nye aspekter. Mary Shelleys romantiske fabel om Victor Frankensteins formastelighed har været aktuel i 200 år. Shelleys sammenflikkede skabning vandrer evigt omkring på de hjerteløse vidder sammen med vampyren i Bram Stokers Dracula (1897) og lermanden i den jødiske myte om Golem.

DARIO Argentos gamle Suspiria er et hovedværk i genren giallo (»gul«), som er italienernes svar på noir. Mareridtet forstærkes ved brug af primærfarver, som sættes effektivt op mod hinanden. Plottet er et påskud for æstetikken, men det handler som regel om skrigende kvinder, der tvivler på deres egen fornuft.

   Amerikaneren Suzy rejser til Tyskland for at få balletundervisning. Hun ankommer i tung regn og bliver afvist af en skræmt elev, som næste dag findes død og skamferet. På skolen hersker en trykket, ond stemning. Der drysser maddiker fra loftet, lærerne mumler sammen om natten. Kun Suzy trodser heksene, da det gælder. Hun står i det psykedeliske lys med sin kniv og ligner alle tiders final girl.

   De virkelige stjerner er fotografen Luciano Tovoli og scenografen Giuseppe Basan. Hver indstilling er et orgie af farver. Det okseblodsrøde Haus zum Wahlfisch i Freiburg dublerer som Tanz Akademie. Andre scener er skudt på den agorafobi-inducerende Königsplatz i München. Joan Bennett medvirker i sin sidste filmrolle. Som huslægen ses Udo Kier.

   Klokkespilsmusikken af Goblin er primitiv og effektiv. Det er naturligvis en film af sin tid, men hvor var det en fantastisk tid. Hver effekt måtte skabes i hånden, og rædslerne fik en taktil kvalitet. Suspiria blev nyrestaureret i 2017. Værdierne fremstår moderne og klart.

DEN nye Suspiria er mere end en genindspilning. For eksempel varer den dobbelt så længe og gør en dyd af at knytte an til den historiske virkelighed, som Dario Argentos førsteudgave er ophøjet ligeglad med.

   Argento skabte sin gyser (som hed Chok House ved den danske premiere) i 1977. Guadagninos fortolkning begynder netop i 1977 og bryder handlingen ned i »seks akter og en epilog, som foregår i det delte Berlin«. Det er forfatteren David Lajganich, som har skrabet indholdet ud af det gamle manuskript og skrevet et nyt med hvæssede kanter.

   En jaget kvinde banker på hos psykiateren Josef Klemperer. Han ved ikke, hvad han skal mene om hendes paranoide historier, men han ser, at hendes angst er reel. Imens er byen opskræmt af Rote Armee Fraktion-terror. Andreas Baader og Ulrike Meinhof dør i Stammheim-fængslet. Der er atter dæmoner på gaden i Tyskland.

   Suspiria handler stadig om hekse, som driver et danseakademi og optager en ung amerikansk kvinde som elev. Argentos film havde farver og stil. Guadagnino fylder den nye med hele registret af horror. Der er lemlæstelser, moderne ballet, ond koldkrigsstemning, psykoterapi og til slut en heksesabbat, der overgår det meste, man har set.

   Alle filmens centrale figurer er kvinder, og de vigtigste af dem er hekse. Psykiateren bliver inddraget som det nødvendige vidne. Heksene lokker ham med en kopi af den døde, jødiske hustru. Hun bliver spillet af Jessica Harper, der havde hovedrollen i den originale Suspiria.

GUADAGNINO er en formidabel billedskaber. Han bliver ofte beskyldt for at sætte form over indhold, og han kom tæt på i den (med rette) beundrede filmatisering af Call Me by Your Name (2017), André Acimans homoerotiske sjæler. Men som regel er der tale om en komplet sammensmeltning af form og idé, som overflødiggør videre eksponering.

   Guadagnino har castet og virkelig brugt Tilda Swinton i fire af sine seks spillefilm. Hun var en version af sig selv i The Protagonists (1999), det borgerlige moderdyr i I Am Love (2009) og rocksstjernen uden stemme i A Bigger Splash (2012). Det er kun i Melissa P. (2005) og Call Me by Your Name, at hun ikke medvirker.

   I Suspiria spiller Swinton tre roller – de sidste to under dæknavnet Lutz Ebersdorf. Hun er nem nok at kende som Madame Blanc, filmens Pina Bausch-figur, der har skrevet forestillingen Volk og instruerer sin amerikanske elev i »at brække næsen på al skønhed« for at nå ind til en sandhed. Swinton spiller også Helena Markos, den hæslige heksemor, som er ældre end tiden. Det er dog som Josef Klemperer, den mandlige psykiater, at hun virkelig satser og eksperimenterer.

   Måske er det ren gimmick-casting. Alligevel føjer det noget til den bærende matriarkalske fundats i Guadagninos version af heksehistorien. Alt i filmen foregår på feministiske præmisser. Som en af heksene hvæser, da den gamle mand bliver lokket i fælden: »Du havde rigelig tid til at få din kone ud af Berlin – og når kvinder fortæller dig sandheden, kalder du det for tvangstanker!«

DEN visuelle ondskab er modbydelig og konkret. Først danser Susie (Dakota Johnson) en kollega ihjel. Mens Susie viser Madame Blanc, hvad hun kan, bliver danseren, som hun erstatter, kastet rundt som en levende dukke i spejlsalen over øvelokalet. Kroppen bliver knækket og mast til en rædselsfuld klump, mens den styres af Susies bevægelser.

   Tre timer senere er den store heksesabbat ikke en klaustrofobisk affære som hos Argento. Her er der en kolossal kælder, et stort ritual og mere eksploderende blod, end man har set siden Francis Ford Coppolas udgave af Dracula (1992). Der er en overvældende gru i sceneriet, som mest af alt ligner levendegjorte malerier af Francis Bacon.

   Suspiria har en anden slutning hos Guadagnino. Jeg vil nøjes med at sige, at novicens nye funktion overrasker. Og at fiktionen bliver føjet sammen med verdenshistorien.

   Thom Yorke (fra Radiohead) har skrevet det atmosfæriske score, som ikke kan konkurrere med Goblins gamle musik. Ellers er der sammenfald mellem regning og facit. Suspiria forløser tidens politiske og seksuelle dæmoner i en blodig og gennemført ond åbenbaring.

   Guadagninos næste projekt er en film baseret på Bob Dylan-albummet Blood on the Tracks. Jeg tænker, at Tilda Swinton igen skal spille flere kønsroller.

Suspiria (Chok House). Instr.: Dario Argento. Manus: Dario Argento og Daria Nicoldi. Foto: Luciano Tovoli. 101 min. Italien 1977. Dansk premiere: 13.02.1981; repremiere 31.10.2017

Suspiria. Instr.: Luca Guadagnino. Manus: David Lajganich. Foto: Sayombhu Mukdeeprom. 152 min. Italien-USA 2018. Dansk premiere: 15.11.2018.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ Scanbox Entertainment/ Miracle Film/ La Biennale di Venezia
Suspiria  (1977) streames på GRAND HJEMMEBIO – udkom senest på (regionsfri) 4K Blu-ray fra Synapse Films i 2019

Suspriria (2018) streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Weekendavisen Kultur 01.10.2017 + 16.11.2018