De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008)

DE TYSKE TERRORISTER
Mainstreamfilmen om Baader-Meinhof

Af BO GREEN JENSEN

MAN har grund til at frygte det værste, når historien om 1970ernes tyske terrorister skal forvandles til en kommerciel actionfilm. Det sker på en afstand af 40 år, og der kunne let gå romantisk western i skildringen af den venstreekstremistiske byguerilla, borgerskabets egne børn, som angreb den tyske stat indefra. Imidlertid er det lykkedes instruktøren Uli Edel (f. 1947) og producenten Bernd Eichinger (1949-2011) at skrive og skabe en fremstilling, der bærer stoffet fri af en række faldgruber og formår at sætte aftrykket rent.

   Det kan ikke undgås, at Ulrike Meinhof (Martina Gedeck), Andreas Baader (Moritz Bleibtreu), Gudrun Ensslin (Johanna Wokalek) og Jan-Carl Raspe (Niels Bruno Schmidt) m.fl. bliver karakterer, som har vores sympati, skønt de krydser alle etiske grænser. Det gode ved filmen er netop, at den fastholder flere synsvinkler. Bruno Ganz er således anbragt i en strategisk rolle som efterforskningslederen Horst Herold, der koordinerer indsatsen mod Baader-Meinhof. Som den eneste minder han politikerne om, at terroren ikke kommer ud af det blå.*

MED afsæt i Stefan Austs bog om Der Baader Meinhof Komplex (1985, da. Rote Armee Fraktion), som forfatteren reviderede i 2008, foretager filmen en fantastisk rejse gennem den voldsomste tid i nyere tysk historie mellem sammenbruddet i 1945 og Genforeningen i 1990.

   Der er ungdomsoprør over hele Europa, og Rudi Dutschke (Sebastian Blomberg) giver studenternes kamp en human og attraktiv stemme. Tyskland er dog et særtilfælde. Systemet slår brutalt igen på alle afgørende steder i kampen for nye veje og måder. Den 2. juni 1967 går bevæbnede betjente til angreb på demonstranterne ved operaen, hvor Shahen af Persien er på besøg. Studenterpolitikeren Benno Ohnesorg bliver myrdet, ligesom Rudi Dutschke senere skydes ned og får lov at ligge på gaden.

   Filmen vælger side fra scene ét. Den følger trofast med alle de tyske terrorister, men den solidariserer sig kun for alvor med Ulrike Meinhof, der bryder ud af et forstenet borgerligt miljø og tager konsekvensen af sin politiske radikalisering. Gudrun Ensslin og de øvrige RAF-medlemmer er skildret som neurotiske opportunister, der kompenserer for personlige problemer ved at engagere sig i krigen mod statsapparatet. I en klasse for sig er portrættet af Andreas Baader, en desperado som bare vil trykke den af.

MED sin høje fart og frapperende æstetik minder Baader Meinhof Komplekset om Ole Christian Madsens Flammen & Citronen (2008). Det er klart, at der bliver forenklet, når tingene skal bevæge sig stærkt, men som en måde at anskueliggøre et kritisk og komplekst historisk stof på, er metoden sober og redelig nok. Bernd Eichinger skildrede Tysklands år nul i den monumentale Der Untergang (2004). Baader Meinhof Komplekset er lige så imponerende tænkt. Han kunne desværre ikke afrunde forløbet med en storfilm om DDRS sammenbrud, Berlinmurens fald og Tysklands genforening.

DE smukkeste steder i filmen er scener, hvor det store produktionsapparat investeres i rekonstruktionen af autentiske begivenheder. Man er midt i menneskehavet, da Rudi Dutcshke taler på Vietnamkongressen i Berlin. Man føler fysisk styrken af systemets proaktive angreb på demonstranterne ved operaen. Og ja, man deler en rest af det adrenalinsus, som Andreas Baader og Peter-Jürgen Boock (Vinzenz Kiefer) har følt ved at udføre terroraktioner.

   Trods megen intellektuel teoretiseren, var der altid et element af romantisk legende i samtidens forhold til den tyske byguerilla. Uli Edels film har ingen berøringsangst omkring dette. Også dét er er et ærligt og effektivt træk.

   Den bedste scene skildrer befrielsen af Andreas Baader. Ulrike Meinhof er stadig ansat hos Springer-pressen, da hun arrangerer en udgangstilladelse og får lov at interviewe Baader på Institut for Sociale Studier, hvor bevæbnede kammerater kan befri ham. Aktionen eskalerer og bliver uforudset voldsom. Meinhof må da vælge side. Et øjeblik sidder hun alene i mødelokalet og betragter det åbne vindue til frihed og modstand. Hun kan blive i sit gamle liv eller springe ud i det nye. Hun vælger da at springe. Naturligvis vælger hun også forkert.   

PROCESSEN mod de politiske fanger i Stammheim-fængslet er tidligere skildret i flere film, bl.a. Reinhard Hauffs Stammheim (1986), som Stefan Aust selv skrev manuskiptet til. Her gentages den samme dialog i de samme scener, men Moritz Bleibtreus karismatiske Andreas Baader stjæler billedet helt og aldeles, mens systemets afmagt accentueres.

   Det bliver aldrig for alvor overbevisende, når Edels film lader RAF-medlemmerne diskutere politisk teori. Derimod får et levende indtryk af den interne jalousi og de psykologiske mekanismer, som får Ulrike Meinhof til at begå selvmord i sin celle.

   Baader Meinhof Komplekset er ikke den første film om tysk terrorisme, og den er heller ikke nødvendigvis den bedste. Man skal egentlig først se antologifilmen Deutschland im Herbst (1978, da. Tyskland i efteråret), Rainer Werner Fassbinders Die dritte Generation (1979, da. Den tredje generation), Margaretha von Trottas Die Bleierne Zeit (1981, da. De tyske søstre), ovennævnte Stammheim og Volker Schlöndorffs fine Die Stille nach dem Schuss (2000, da. Stilheden efter skuddene, der dækker den nu tabte vinkel om DDRs rolle i terrorforløbet.

MEN Edels og Eichingers film er så langt den mest effektive fremstilling til dato. Historien fortælles i koncentreret knalperleform, uden at væsentlige nuancer bliver ofret. Endvidere er det befriende, at filmen aldrig forfalder til patos. Det gør alle de øvrige nævnte titler på et tidspunkt. Forbryderne undskyldes og menneskeliggøres. Der er et vemod over nationens skæbne og en undertone af politisk hagiografi. Der er intet af dette i Baader Meinhof Komplekset. Terroristerne ligger stort set, som de reder. Der er afregning ved kasse ét.

*) Bruno Ganz (1941-2019) var en drivkraft i europæisk art cinema gennem næsten 60 år. Han fik sit gennembrud i film af Eric Rohmer (Marquise von O...), Werner Herzog (Nosferatu) og Wim Wenders (Himlen over Berlin; Så fjern, så nær!). Et højdepunkt var rollen som Adolf Hitler i Oliver Hirschbiegels Der Untergang (2004). Ganz blev i stigende grad en slags talisman for auteur-instruktører. Han er et væsentligt aktiv for små produktioner som Hans-Petter Molands norske Kraftidioten (2014) og Sally Potters britiske The Party (2017). To af de sidste store roller var som Vergil-skikkelsen i Lars von Triers The House that Jack Built (2018) og kommandanten i Terrence Malicks A Hidden Life (2019). Ganz medvirkede i mere end 100 film. Han lavede også tv og teater. Den sidste screen credit var som fortællerens far i Anders Østergaard og Erzsébet Rácz's dansk-tyske Vinterrejse (2019). Bruno Ganz blev 77 år. Han har vist sig uerstattelig. 

Baader Meinhof Komplekset (Der Baader-Meinhof-Komplex). Instr.: Uli Edel. Manus: Uli Edel, Bernd Eichinger. Foto: Rainer Klausmann. 150 min. Tyskland-Frankrig-Tjekkiet 2008. Dansk premiere: 24.04.2009.

Fotos: Constantin Film/ NDR/ BR/ WDR/ ARD Degeto Film/ NEF/ G.T. Film Production/ Dune Films/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB

Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.04.2009.