De tyske terrorister: Hvis ikke os, hvem så? (2011)

FORANDRING I PRAKSIS
Gudrun Ensslin før forvandlingen

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN kaster lange skygger, og fortiden holder nutiden nede. Ingen kultur ved det bedre end den germanske, som i dén grad er hjemsøgt af indre dæmoner. Hvis nazitiden bliver stående som det store traume i tysk selvforståelse, er 1970ernes politiske storbyterrorisme det åbne sår, som ikke vil lade sig lukke. Borgerskabets egne børn greb til våben og angreb alt, hvad forældrene stod for.

   Tyske filmkunstnere arbejder stadig med begge perioder, men i regelen behandles de hver for sig, som om 1970erne ikke havde nogen erindring om 1940erne. At de to skyldkomplekser kædes sammen, er det for alvor usædvanlige og værdifulde i Wer wenn nicht wir (da. Hvis ikke os, hvem så?), Andreas Veiels film om terroristen Gudrun Ensslin (1940-1977). Her bliver forbindelsen til et tema.

SAMMEN med Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Jan Carl Raspe og Irmgard Möller var Ensslin blandt grundlæggerne af Rote Armee Fraktion, som satte Tyskland på den anden ende med terroraktioner, der kulminerede i efteråret 1977. Ensslin var 37 år, da hun tog sit liv i Stammheim-fængslet den 18. oktober 1977. Hun ses af mange som chefideologen i RAF og er ofte skildret som en gold, fanatisk person i romantiske fremstillinger, der caster Baader og Meinhof som helte og martyrer.

   Veiel lader terroraktionerne finde sted i periferien. Filmen er i sit formsprog lige så åben og konventionel som Christopher Roths kulørte Baader (2002) og Uli Edels effektfulde storfilm Der Baader Meinhof Komplex (2008), som formåede at nuancere debatten, samtidig med at den solgte billetter. Veiel går dog i højere grad efter psykologien og den mentalitetshistoriske baggrund for sen-70ernes deutscher Herbst.

HVOR Baader Meinhof Komplekset valgte actionfilmen som genre, er Wer Wenn Nicht Wir struktureret som en ægteskabsskildring. Den deler sin opmærksomhed lige mellem Ensslin og hendes mand, forlæggeren og forfatteren Bernward Vesper (1938-1971). Parret spilles totalt troværdigt af Lena Lauzemis og August Diehl. Forlægget er Gerd Koenens gruppebillede i biografien Vesper, Ensslin, Baader – Urszenen des deutschen Terrorismus (2003).*

   Bernward var søn af »Blut und Boden«-forfatteren Will Vesper (1882-1962), som havde støttet Hitler betingelsesløst. Efter 1945 blev han skrevet ud af litteraturhistorien, men håbede til det sidste at vende tilbage, som en landflygtig konge fra sit eksil.

   Sønnen blev formet i faderens billede. Filmens første scener viser, hvordan Will Vesper afliver en kat, der har ædt fugleungerne i familiens have i Tübingen. Drengen er utrøstelig, men faderen læser et sentimentalt eventyr og forklarer tålmodigt sin søn, hvorfor katte ikke hører til hos menneskene. De ægyptiske tempeldyr er »i en vis forstand dyreverdenens jøder«.

   Som litteraturstuderende forsøger den unge Bernward Vesper at inddrage faderens værker. Det er for at rehabilitere Vesper senior, at han i 1962 etablerer forlaget Studio Neue Literatur. Dette driver han sammen med kæresten Gudrun, som i samme periode lægger afstand til sin fars værdier. Vesper og Ensslin begynder at udgive radikal amerikansk litteratur for at dække underskuddet på Will Vesper-projektet.

SYNSVINKLEN skifter fra Bernward til Gudrun, da parret i 1967 har fået sønnen Felix. Bernward har været den, der knyttede kontakterne i det radikale miljø. Men hvor han har nok i at tale teori og være en ny tids bløde mand i det nære, begynder hun at kræve forandring i praksis. Hun prøver sig selv af i mange sammenhænge, mens en indre ubalance tager til. Da hun møder Andreas Baader (Alexander Fehling) i februar 1968, forlader hun Bernward og Felix uden at se sig tilbage.**

   Filmens tredje akt fortæller den sædvanlige historie om det tyske efterår og den eskalerende ekstremisme, men fokus bliver på Bernward, da RAF-medlemmerne tages til fange. Han gik i stykker uden Ensslin, blev trængt ud af forlagsledelsen og begyndte at eksperimentere med den psykedeliske side af paradigmeskiftet i 1967-68. Han skrev romanen Die Reise om sin baggrund, men kunne ikke få den udgivet på Studio Neues Litteratur.***

EFTER et sammenbrud i 1971 kom Vesper til hægterne på et statshospital. Han konstaterede, at han ikke kunne få tankerne til at hænge sammen, og tog sit liv. Da Die Reise udkom i 1977, samme år som Ensslin og de øvrige RAF-medlemmer begik selvmord i Stamheim-fængslet, blev bogen modtaget som et væsentligt værk, ikke mindst fordi den redegjorde for forholdet til forældregenerationen. Det er på samme måde, at Wer wenn nicht wir gør sit indtryk.

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008) og De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]. 

*) Gerd Koenens bog er en af utallige fremstillinger, der undersøger Gudrun Ensslins rolle i RAF-kredsen og fortolker på hendes forvandling. For Koenen er mødet med Andreas Baader – og bruddet med Vesper og normaliteten – i højere grad en bestemmende faktor end den politiske baggrund og tænkning. Der er adskillige biografier om Ensslin, bl.a. Ingeborg Gleichaufs Poesie und Gewalt. Das Leben der Gudrun Ennslin (Klett-Cotta, 2017) og Alex Aβmanns Gudrun Ensslin – Die Geschicte einer Radikalisering (Brill | Schöningh, 2018), men Koenens bog var den første, der behandlede Bernward Vesper som mere end en biperson. Michael Kapellens Doppelt Leben. Bernward Vesper und Gudrun Ensslin. Die Tübinger Jahre fulgte i 2005. Vespers ven, Henner Voss, skrev i 2005 Vor der Reise. Erinnerungen an Bernward Vesper. Filmen Die bleierne Zeit (da. De tyske søstre), som Margarethe von Trotta skrev og instruerede i 1975, beskriver forholdet mellem søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. Christiane blev systemkritisk journalist, men brød aldrig loven og blev i systemet. I filmen er navnene ændret til Juliane og Marianne. Journalisten spilles af Jutta Lampe, terroristen af Barbara Sukowa.

**) Felix Ensslin (f. 1967) voksede op hos en plejefamilie i Wiesbaden og studerede filosofi og dramaturgi i New York. Han blev magister i filosofi i 1996 og var fra 2002 til 2006 ansat på Deutsches Nationaltheater i Weimar, hvor han debuterede som dramatiker med forestillingen Durch einen Spiegel ein Dunkles Bild (»Et billede gennem et mørkt spejl«). Han har skrevet en række faglige værker om bl.a. Luther, Heidegger, Schiller og Anna Oppermann. 

   Felix Ensslin har kommenteret forældrenes brevveksling (i en efterskrift til Notstandsgesetze von deiner Hand. Briefe 1968/1969 von Gudrun Ensslin und Bernward Vesper, Suhrkamp, 2009) ) og været co-kurator på udstillingerne Zur Vorstellung des Terrors: Die RAF-Austellung (2005) og Zwischen zwei Toden (2007). Han har aldrig forkastet forældrenes værdier på samme måde som Ulrike Meinhofs (ene) datter, Bettina Röhl. Et interview fra 2004 har rubrikken: »Ich bin der Bruder meiner Eltern« – »Jeg er mine forældres bror.« 

   Han har ingen personlig erindring om disse forældre. Til Heidi Dachs fra Kristeligt Dagblad sagde han i 2005: »Jeg har ingen privilegeret viden om RAF og har heller ikke forsøgt at få det. Mine erfaringer ligger snarere på linje med alle andre fra min generation, som har interesseret sig for RAF's historie.« 

   Siden 2009 har Ennslin fungeret som professor i æstetik og formidling ved Kunstakademiet i Stuttgart. Han er stadig yderst aktiv i teatersammenhæng, f.eks med en moderne fortolkning af George Orwells Animal Farm (1944, da. Kammerat Napoleon), som AGORA - Theater im Menschenpark opførte i 2017.

***) Den schweziske instruktør Markus Imhoof (f. 1941) filmatiserede Die Reise i 1986 (efter manus af Martin Weibel). Filmen var i konkurrence i Venedig og fik norsk premiere (som Veien hjem), men blev aldrig distribueret i Danmark. Imhoof forholder sig frit til forlægget og fokuserer på far/søn-motivet. I sommeren 1972 husker Bertram (Markus Boysen) sin opvækst i den autoritære husholdning hos Vater Voss (Will Quadflieg). Han gør sig fri ved politisk forvandling. Samtidig drages hans kæreste – Gudrun Ensslin-karakteren hedder Dagmar og spilles af Corinna Kirchhoff – ind i terrorisme og radikalisering. Bertram går med et stykke af vejen, men vælger endelig at flygte med parrets fem-årige søn og undsige både fortid og samtid. Die Reise streames på filmskaberens website – den er sober og seværdig, men ligner slet ikke sit ophav. Vespers »romanessay« er en vilter collage af fragmenter, som vil reproducere et syretrip på et døgn. Det sker i en bevidsthedsstrøm af eksploderet erindring, som tager alle tekstlige midler i brug. »Du kaster systemerne i luften, og de flyver væk, avner af ideologi. Og materien bevæger sig for evigt, ånder, lever, skifter, kollapser og kvæstes, flygter fra sig selv. Og vi er en del af det, nu hvor morgenen begynder, dagen, min dag!« März-redaktøren Jörg Schröder bearbejdede manuskriptet efter forfatterens død. Flere kunst- og teaterprojekter tager afsæt i den psykedeliske side af Vespers roman, som i stigende grad har kultstatus.

Wer wenn nicht wir (Hvis ikke os, hvem så). Instr. & manus: Andreas Veiel. Foto: Judith Kaufmann. 124 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 22.09.2011.

Fotos: ARD Degeto Film/ BKM/ DFFF/ Deutschfilm/ Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ FFA/ Hessische Filmförderung/ MFG Filmförderung/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Senator Film Produktion/ SWR/ WDR/ Zero One Film/ CineMaterial/ Kino.de/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ März-Area Verlag/ Suhrkamp/ dpa/ Markus Imhoof.com

Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Maxdome; i UK på Apple TV og Chili Play

Atlantic Film udgav filmen på dvd i 2012

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.09.2011