Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000)

REVOLUTIONENS BØRN

Livet på den anden side

Af BO GREEN JENSEN

HVAD skete der egentlig med de tyske 70er-terrorister, som ikke blev taget, døde i fængslet eller »faldt i kamp« på anden vis? Volker Schlöndorffs præcise, fint underdrejede Stilheden efter skuddene fortæller historien om en af dem, Rita Vogt (Bibiana Beglau), som er en fiktiv figur, men kunne være baseret på flere i Baader Meinhof-kredsen: Susanne Albrecht, Inge Viett, Silke Maier-Witt.*

   I de aktive år fungerer Stasi, Østtysklands forhadte hemmelige politi, som en slags slumrende makker for terroristerne. Man accepterer, at RAF-medlemmerne fragter våben gennem DDR, og myndighederne tilbyder både ideologisk og praktisk bistand, skønt regeringen officielt fordømmer de politiske attentater.

   Efter en fejlslagen aktion i Paris, bliver det nødvendigt for terroristerne at gå under jorden i Øst. Her får de valget mellem én sidste udbetaling af startkapital, hvorefter systemet vil fornægte dem, og en egentlig fremtid som borger bag jerntæppet. De vil blive forsynet med en ny identitet, et nyt liv i en virksom hverdag. Den eneste betingelse er, at de aldrig kontakter hinanden igen og i øvrigt overholder loven.

   Rita, som er begyndelsen i tyverne, da vi møder hende første gang, har af flere årsager fået nok af både kampen og flugten. Til gengæld tror hun stadig på drømmen om et samfund, der sætter menneskene over økonomien, og det er med reel forventning, at hun lader sig opsluge af sin nye virkelighed.

I ÅRENES løb bliver det til flere nye begyndelser, for heller ikke på den anden side af Muren kan de gamle terrorister i længden undgå at blive indhentet af fortiden. Som syerske på en tekstilfabrik knytter Rita et varmt venskab med den utilpassede, alkoholiserede Tatjana (Nadja Uhl), der er lige så ivrig efter at komme til Vesten, som Rita er glad for at være i Øst.

   En dag viser tv billeder af to dræbte gruppemedlemmer, og efterlysningerne genaktiveres. Atter må hun etablere sig et nyt sted, og denne gang får hun næsten mand og barn, før fortiden kræver sin ret. Trods alt er der grænser for tilgivelsen, skønt Rita i mange henseender får udsøgt særbehandling hele vejen.

   Blandt andet sørger Stasi-officeren Erwin Hull (Martin Wuttke) personligt for, at sporene efter Rita bliver slettet, når nogen har afsløret hendes identitet. Der er derfor flere sagesløse ofre for den nøjsomme frihed, som Rita nyder, og dét forhold er hun sig pinligt bevidst. På sæt og vis er hele beretningen henvendt til den fængslede Tatjana.

   Da Rita næsten har glemt, hvad det vil sige at flygte, falder muren i Berlin. Hull og hans foresatte kan ikke længere holde hånden over de revolutionære afhoppere, og der lægges langsomt op til den »lorteslutning«, som en lakonisk replik foregriber. Vi har rejst så længe sammen med Rita, at det skærer i hjertet, da retfærdigheden indhenter den reformede terrorist.

FILMEN er bemærkelsesværdig af flere grunde. For det første fokuserer den ikke på volden og de ekstreme terroraktioner, der allerede ved begyndelsen har gjort Rita og resten af gruppen fredløse. For det andet respekterer den Ritas engagement og prøver ikke at reducere hendes politiske overbevisning til en monumental forblindelse. Hun er til det sidste skildret som en selvstændig, stærk og ansvarlig person, der står ved sin fortid, skønt hun fortryder nogle af sine handlinger. Vi er med andre ord blandt »gode« terrorister. Alene dét gør filmen kontroversiel.

   Schlöndorff behandler emnet med sjælden takt. Han romantiserer aldrig Ritas revolutionære handlinger, og han pepper ikke hendes historie op med billige spændingseffekter. I filmens bedste scener ser vi et træt, værdigt menneske, der længes efter at forsvinde i en nøjsom hverdag, som hænger sammen og giver mening. Den voldsomme side af sagen skildres kort og sagligt i prologen, hvor gruppen befrier den fængslede leder. Kun han, Andreas Klein (Harald Schrott), nuanceres aldrig, men forbliver en irritabel psykopat, der dækker sig ind med politiske paroler.

SELV Stasi-officererne er skildret som anstændige mennesker, og det siger meget om filmens sobre væsen, at man gradvis accepterer den uvante fordeling af sympatien. Undertegnede gik i gymnasiet og havde som de fleste et romantisk billede af de tyske terrorister, da RAF spredte død og ødelæggelse i 1970erne. Medierne nærede min fascination, fordi de fotogene aktivister fik lov at fremstå som fritidskæmpere, der omsatte teorierne og manifesterne i handling. I flere politiske lejre blev revolutionens børn idoliseret på linje med rockmusikere. Andreas Baader og Ulrike Meinhof var klassekampens svar på legenden om Bonnie og Clyde.

   Volker Schlöndorff og Margarethe von Trotta (som var gift fra 1971 til 1991 og signerede flere af New German Cinemas hovedværker sammen) kritiserede mediernes medløberi allerede i deres filmatisering af Heinrich Bölls Die verlorene Ehre der Katharina von Blum (1975, da. Katharina von Blums tabte ære). Ved at skrive terroristerne op, ved at dæmonisere og mytologisere, nærede pressen en kollektiv angst og hjalp med at legitimere de midler, som staten forsvarede sig med.**

   Filmskabernes egen begrænsning var en tilbøjelighed til at se alle dissidenter som helte, men de havde blik for nuancer i en polariseret atmosfære, der kun ville males i pangfarver. Endvidere er der altid en ægte nysgerrighed på hverdagen i DDR og en forståelse for, at fortiden og nutiden hører sammen. Rita Vogt og Katharina von Blum er gjort af samme stof som Juliane og Marianne i Die bleierne Zeit (1981, da. De tyske søstre), hvor Margarethe von Trotta kortlægger søstrene Christiane og Gudrun Ennslins dannelsesvej.

DET er også denne proces, som Rita gribes af en vag væmmelse ved, da hun i modsætning til gruppens mandlige medlemmer vælger at indstille volden og myrderierne. Efter usikre internationale produktioner som The Handmaid’s Tale (1990, da. Tjenerindens fortælling), Voyager (1991, da. Homo Faber) og thrilleren Palmetto (1998) var det godt at se et sagligt tysk værk fra instruktøren, som filmatiserede Die Blechtrommel (1979, da. Bliktrommen).***

   Stilheden efter skuddene ajourfører den historie om det delte Tysklands genforening, som Margarethe von Trotta begyndte at fortælle i Das Versprechen (1995, da. Løftet). Filmen er i flere henseender et attentat mod den mentale Berlinmur, som har rejst sig i mellemtiden.

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; De tyske terrorister: Hvis ikke os, hvem så? (2011); Julia von Heinz: Und morgen die ganze Welt (2020).

Se også Landet bag muren: Good Bye, Lenin! (2003); Christian Petzold: Barbara (2012) [Berlinale Best Director 2012]; Edgar Reitz: Die andere Heimat (2014); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Raoul Peck: Den unge Karl Marx (2017); Erindringens politik: DDR 30 år efter | Karl Marx City (2017); Himmelflugt fra Østtyskland: DDR 30 år efter | Ballon (2019); Werk ohne Autor | Værk uden skaber | Never Look Away (2019).

*) Susanne Albrecht (f. 1951) var det første frafaldne RAF-medlem, som blev arresteret, da DDR blev opløst i 1990. Hun var efterlyst for sin medvirken i mordet på bankdirektør Jürgen Ponto i 1977. Hun blev arresteret i sin lejlighed i Rosenbecker Strasse i Berlin-Marzahn den 6. juni 1990. I DDR hed hun Ingrid Jäger, arbejdede som laborant, blev gift med en fysiker (som ikke kendte hendes baggrund), fik en søn, som hed Felix, og lod tiden gå. Albrecht blev stillet for retten i Stuttgart, tilstod, samarbejdede og modtog en fængselsdom på 12 år. Hun kom ud efter seks år og blev atter forsynet med et nyt alias. Albrecht må nu være 72. Min kilde er en artikel – »Faustpfand für die Stasi« – af Monika Dittrich på Deutschlandfunk.de [06.06.2015]. 

**) I Frankrig hedder filmen Les trois vies de Rita Vogt. Hvis titlen minder publikum om Die verlorene Ehre der Katharina von Blum – L'honneur perdu de Katharina Blum – er lanceringen samtidig ivrig efter at forbinde filmen med La double vie de Véronique (1991, da. Veronikas to liv), Krzysztof Kieslowskis fabel om et polsk liv, som det kunne forme sig for den samme kvinde på den ene eller anden side af Jerntæppet. Den franske plakat markerer inspirationen fra Tre Farver-trilogiens PR-kampagne.

 

***) Volker Schlöndorffs filmatisering af Margaret Atwoods dystopiske nyklassiker fra 1985 er lavet 25 år før den succesrige HBO-serie, som begyndte at streame i 2017. Harold Pinter skrev manuskriptet til filmen, som Karel Reisz skulle have instrueret. Serien har mere eller mindre fortrængt erindringen om biograffilmen, som få satte pris på ved premieren. Det er en stort tænkt og måske lidt tung version af den gamle dystopiske skole. Natasha Richardson, Faye Dunaway og Robert Duvall spillede Offred, Serena Joy og Kommandøren. Pinter modsatte sig brugen af voice over, men endte med at give Schlöndorff frie hænder, da han ikke »orkede mere besvær«. Det siger meget om 80ernes tidsånd (som var vidt forskellig fra både 1970'ernes og 2020'ernes), at lanceringen i snart sagt alle territorier valgte at satse på pirringsværdien i fantasien om en kvinde, der står til seksuel rådighed. Den danske plakat (fra Nordisk Film 1990) er et pragteksemplar. Først i forbindelse med videresalget på dvd og blu-ray fremhæves tjenerindernes tildækkede hår og den fundamentalistiske, puritanske atmosfære, som hersker i Gilead. The Handmaid's Tale er svær at få at se, men det kan lade sig gøre. Filmen bliver ikke streamet, men er udgivet på blu-ray (fra Fabulous/ MGM/ Park Circus) i 2018.

Die Stille nach dem Schuss (Stilheden efter skuddene). Instr.: Volker Schlöndorff. Manus: Wolfgang Kohlhase, Volker Schlöndorff. Foto: Andreas Höfer. 101 min. Tyskland 2000. Dansk premiere: 04.05.2001.

Fotos: ARTE/ Babelsberg Film/ Mitteldeutscher Rundfunk/ Mitteldeutsches Filmkontor/ Kino International/ Angel Films/ Art House/ Deutschlandfunk/ CTV International/ Nordisk Film/ Orion Pictures/ Fabulous Films/ MGM/ Park Circus/ CineMaterial/ MovieStillsDB  

Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Store

En tidlig udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.05.2001

De tyske terrorister | Andres Veiel: Hvis ikke os, hvem så? (2011)

FORANDRING I PRAKSIS
Gudrun Ensslin før forvandlingen

Af BO GREEN JENSEN

HISTORIEN kaster lange skygger, og fortiden holder nutiden nede. Ingen kultur ved det bedre end den germanske, som i dén grad er hjemsøgt af indre dæmoner. Hvis nazitiden bliver stående som det store traume i tysk selvforståelse, er 1970ernes politiske storbyterrorisme det åbne sår, som ikke vil lade sig lukke. Borgerskabets egne børn greb til våben og angreb alt, hvad forældrene stod for.

   Tyske filmkunstnere arbejder stadig med begge perioder, men i regelen behandles de hver for sig, som om 1970erne ikke havde nogen erindring om 1940erne. At de to skyldkomplekser kædes sammen, er det for alvor usædvanlige og værdifulde i Wer wenn nicht wir (da. Hvis ikke os, hvem så?), Andres Veiels film om terroristen Gudrun Ensslin (1940-1977). Her bliver forbindelsen til et tema.

SAMMEN med Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Jan Carl Raspe og Irmgard Möller var Ensslin blandt grundlæggerne af Rote Armee Fraktion, som satte Tyskland på den anden ende med terroraktioner, der kulminerede i efteråret 1977. Ensslin var 37 år, da hun tog sit liv i Stammheim-fængslet den 18. oktober 1977. Hun ses af mange som chefideologen i RAF og er ofte skildret som en gold, fanatisk person i romantiske fremstillinger, der caster Baader og Meinhof som helte og martyrer.

   Veiel lader terroraktionerne finde sted i periferien. Filmen er i sit formsprog lige så åben og konventionel som Christopher Roths kulørte Baader (2002) og Uli Edels effektfulde storfilm Der Baader Meinhof Komplex (2008), som formåede at nuancere debatten, samtidig med at den solgte billetter. Veiel går dog i højere grad efter psykologien og den mentalitetshistoriske baggrund for sen-70ernes deutscher Herbst.

HVOR Baader Meinhof Komplekset valgte actionfilmen som genre, er Wer Wenn Nicht Wir struktureret som en ægteskabsskildring. Den deler sin opmærksomhed lige mellem Ensslin og hendes mand, forlæggeren og forfatteren Bernward Vesper (1938-1971). Parret spilles totalt troværdigt af Lena Lauzemis og August Diehl. Forlægget er Gerd Koenens gruppebillede i biografien Vesper, Ensslin, Baader – Urszenen des deutschen Terrorismus (2003).*

   Bernward var søn af »Blut und Boden«-forfatteren Will Vesper (1882-1962), som havde støttet Hitler betingelsesløst. Efter 1945 blev han skrevet ud af litteraturhistorien, men håbede til det sidste at vende tilbage, som en landflygtig konge fra sit eksil.

   Sønnen blev formet i faderens billede. Filmens første scener viser, hvordan Will Vesper afliver en kat, der har ædt fugleungerne i familiens have i Tübingen. Drengen er utrøstelig, men faderen læser et sentimentalt eventyr og forklarer tålmodigt sin søn, hvorfor katte ikke hører til hos menneskene. De ægyptiske tempeldyr er »i en vis forstand dyreverdenens jøder«.

   Som litteraturstuderende forsøger den unge Bernward Vesper at inddrage faderens værker. Det er for at rehabilitere Vesper senior, at han i 1962 etablerer forlaget Studio Neue Literatur. Dette driver han sammen med kæresten Gudrun, som i samme periode lægger afstand til sin fars værdier. Vesper og Ensslin begynder at udgive radikal amerikansk litteratur for at dække underskuddet på Will Vesper-projektet.

SYNSVINKLEN skifter fra Bernward til Gudrun, da parret i 1967 har fået sønnen Felix. Bernward har været den, der knyttede kontakterne i det radikale miljø. Men hvor han har nok i at tale teori og være en ny tids bløde mand i det nære, begynder hun at kræve forandring i praksis. Hun prøver sig selv af i mange sammenhænge, mens en indre ubalance tager til. Da hun møder Andreas Baader (Alexander Fehling) i februar 1968, forlader hun Bernward og Felix uden at se sig tilbage.**

   Filmens tredje akt fortæller den sædvanlige historie om det tyske efterår og den eskalerende ekstremisme, men fokus bliver på Bernward, da RAF-medlemmerne tages til fange. Han gik i stykker uden Ensslin, blev trængt ud af forlagsledelsen og begyndte at eksperimentere med den psykedeliske side af paradigmeskiftet i 1967-68. Han skrev romanen Die Reise om sin baggrund, men kunne ikke få den udgivet på Studio Neues Literatur.***

EFTER et sammenbrud i 1971 kom Vesper til hægterne på et statshospital. Han konstaterede, at han ikke kunne få tankerne til at hænge sammen, og tog sit liv. Da Die Reise udkom i 1977, samme år som Ensslin og de øvrige RAF-medlemmer begik selvmord i Stamheim-fængslet, blev bogen modtaget som et væsentligt værk, ikke mindst fordi den redegjorde for forholdet til forældregenerationen. Det er på samme måde, at Wer wenn nicht wir gør sit indtryk.

Se også De tyske terrorister: Der Baader Meinhof Komplex (2008); De tyske terrorister: Et interview med Stefan Aust [2009]; Volker Schlöndorff: Stilheden efter skuddene (2000). 

*) Gerd Koenens bog er en af utallige fremstillinger, der undersøger Gudrun Ensslins rolle i RAF-kredsen og fortolker på hendes forvandling. For Koenen er mødet med Andreas Baader – og bruddet med Vesper og normaliteten – i højere grad en bestemmende faktor end den politiske baggrund og tænkning. Der er adskillige biografier om Ensslin, bl.a. Ingeborg Gleichaufs Poesie und Gewalt. Das Leben der Gudrun Ennslin (Klett-Cotta, 2017) og Alex Aβmanns Gudrun Ensslin – Die Geschicte einer Radikalisering (Brill | Schöningh, 2018), men Koenens bog var den første, der behandlede Bernward Vesper som mere end en biperson. Michael Kapellens Doppelt Leben. Bernward Vesper und Gudrun Ensslin. Die Tübinger Jahre fulgte i 2005. Vespers ven, Henner Voss, skrev i 2005 Vor der Reise. Erinnerungen an Bernward Vesper. Filmen Die bleierne Zeit (da. De tyske søstre), som Margarethe von Trotta skrev og instruerede i 1975, beskriver forholdet mellem søstrene Christiane og Gudrun Ensslin. Christiane blev systemkritisk journalist, men brød aldrig loven og blev i systemet. I filmen er navnene ændret til Juliane og Marianne. Journalisten spilles af Jutta Lampe, terroristen af Barbara Sukowa.

**) Felix Ensslin (f. 1967) voksede op hos en plejefamilie i Wiesbaden og studerede filosofi og dramaturgi i New York. Han blev magister i filosofi i 1996 og var fra 2002 til 2006 ansat på Deutsches Nationaltheater i Weimar, hvor han debuterede som dramatiker med forestillingen Durch einen Spiegel ein Dunkles Bild (»Et billede gennem et mørkt spejl«). Han har skrevet en række faglige værker om bl.a. Luther, Heidegger, Schiller og Anna Oppermann. 

   Felix Ensslin har kommenteret forældrenes brevveksling (i en efterskrift til Notstandsgesetze von deiner Hand. Briefe 1968/1969 von Gudrun Ensslin und Bernward Vesper, Suhrkamp, 2009) ) og været co-kurator på udstillingerne Zur Vorstellung des Terrors: Die RAF-Austellung (2005) og Zwischen zwei Toden (2007). Han har aldrig forkastet forældrenes værdier på samme måde som Ulrike Meinhofs (ene) datter, Bettina Röhl. Et interview fra 2004 har rubrikken: »Ich bin der Bruder meiner Eltern« – »Jeg er mine forældres bror.« 

   Han har ingen personlig erindring om disse forældre. Til Heidi Dachs fra Kristeligt Dagblad sagde han i 2005: »Jeg har ingen privilegeret viden om RAF og har heller ikke forsøgt at få det. Mine erfaringer ligger snarere på linje med alle andre fra min generation, som har interesseret sig for RAF's historie.« 

   Siden 2009 har Ennslin fungeret som professor i æstetik og formidling ved Kunstakademiet i Stuttgart. Han er stadig yderst aktiv i teatersammenhæng, f.eks med en moderne fortolkning af George Orwells Animal Farm (1944, da. Kammerat Napoleon), som AGORA - Theater im Menschenpark opførte i 2017.

***) Den schweziske instruktør Markus Imhoof (f. 1941) filmatiserede Die Reise i 1986 (efter manus af Martin Weibel). Filmen var i konkurrence i Venedig og fik norsk premiere (som Veien hjem), men blev aldrig distribueret i Danmark. Imhoof forholder sig frit til forlægget og fokuserer på far/søn-motivet. I sommeren 1972 husker Bertram (Markus Boysen) sin opvækst i den autoritære husholdning hos Vater Voss (Will Quadflieg). Han gør sig fri ved politisk forvandling. Samtidig drages hans kæreste – Gudrun Ensslin-karakteren hedder Dagmar og spilles af Corinna Kirchhoff – ind i terrorisme og radikalisering. Bertram går med et stykke af vejen, men vælger endelig at flygte med parrets fem-årige søn og undsige både fortid og samtid. Die Reise streames på filmskaberens website – den er sober og seværdig, men ligner slet ikke sit ophav. Vespers »romanessay« er en vilter collage af fragmenter, som vil reproducere et syretrip på et døgn. Det sker i en bevidsthedsstrøm af eksploderet erindring, som tager alle tekstlige midler i brug. »Du kaster systemerne i luften, og de flyver væk, avner af ideologi. Og materien bevæger sig for evigt, ånder, lever, skifter, kollapser og kvæstes, flygter fra sig selv. Og vi er en del af det, nu hvor morgenen begynder, dagen, min dag!« März-redaktøren Jörg Schröder bearbejdede manuskriptet efter forfatterens død. Flere kunst- og teaterprojekter tager afsæt i den psykedeliske side af Vespers roman, som i stigende grad har kultstatus.

Wer wenn nicht wir (Hvis ikke os, hvem så). Instr. & manus: Andres Veiel. Foto: Judith Kaufmann. 124 min. Tyskland 2011. Dansk premiere: 22.09.2011.

Fotos: ARD Degeto Film/ BKM/ DFFF/ Deutschfilm/ Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein/ FFA/ Hessische Filmförderung/ MFG Filmförderung/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Senator Film Produktion/ SWR/ WDR/ Zero One Film/ CineMaterial/ Kino.de/ Internationale Filmfestspiele Berlin/ März-Area Verlag/ Suhrkamp/ dpa/ Markus Imhoof.com

Filmen streames ikke i DK – i Tyskland på Amazon Prime | Freevee, Apple TV, Maxdome; i UK på Apple TV og Chili Play

2K Blu-ray fra Universum Film (Tyskland) 14.10.2011

2K Blu-ray fra Atlantic Film (DK) 08.02.2012

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.09.2011

Steven Spielberg: Munich/München (2005)

EFTER MÜNCHEN

Terror, sport og politik 

Af BO GREEN JENSEN

DE 20. olympiske sommerlege blev afviklet i München i Tyskland, som dengang hed Vesttyskland, fra den 26. august til den 11. september 1972. De blev længe kaldt »de muntre lege«, kan man se i den udgave af årbogen Set & Sket, som jeg konsulterer for at genskabe fornemmelsen af tiden.*

   Selv var jeg 16 år gammel og husker udmærket tv-billederne af de hætteklædte partisaner fra terrorgruppen Sorte September, som definitivt dræbte den ædle idrætsstemning.

   Man havde frygtet det værste, for tiden var generelt turbulent. De dramatiske gestus ved olympiaden i Mexico 1968, hvor amerikanske atleter gik på sejrsskamlen og hilste med De Sorte Panteres knyttede næve, blev af flertallet opfattet som utidig sammenblanding af sport og politik, et forstyrrende afbrud i underholdningen, hvilket de selvsagt også var tænkt som. Så hvordan skulle det gå i Tyskland, hvor tidens intellektuelle byguerilla havde hensat nationen i kronisk nervøsitet med bilbomber, bankrøverier og gidseltagninger?

I ÅRBOGEN interesserer man sig lige så meget for, at Sovjetunionen fik flest guldmedaljer – 50 mod USAs 33 og Østtysklands imponerende 20 – og at den store sportsbegivenhed fik hvert tiende danske hjem til at anskaffe farve-tv. Allerede samtiden ved dog, at man fremover vil huske olympiaden i München for én ting alene: den dramatiske gidseltagning som kostede 15 mennesker livet.

   Natten til den 5. september trængte otte terrorister ind i den olympiske by, fandt israelernes lejr, dræbte to atleter og tog yderligere ni som gidsler. Det følgende døgn forhandlede politiet med de palæstinensiske terrorister, som krævede 234 politiske fanger løsladt i Israel og Tyskland. En aftale blev indgået, skønt Israel nægtede at forhandle, og gidseltagerne fik stillet flere helikoptere til rådighed. Men på flyvepladsen slog nerverne klik. En skarpskytte åbnede ild, og alle fyrede løs på hinanden. Samtlige gidsler, fire terrorister og en politibetjent døde under skudvekslingen.

MEGET kunne være gået anderledes, hvis man havde aflyst resten af Legene. Imidlertid blev stævnet gennemført efter planen. Det vakte megen forståelig harme i Israel. For landets ministerpræsident, Golda Meir, var sagen klar: Der var atter døde jøder i Tyskland, og resten af verden var ligeglad. Hun gav derfor efterretningstjenesten Mossad grønt lys til at iværksætte en omfattende gengældelsesaktion. En gruppe uafhængige agenter, der ikke umiddelbart kunne forbindes med staten, skulle likvidere 11 arabiske nøglepersoner. Samtidig måtte ingen for alvor være i tvivl om, at Israel stod bag de retfærdige drab.

   Gruppens våben skulle være de samme, som PLO, RAF, ETA, ANC, IRA og mange andre bogstavskombinationer benyttede. Terroren lå dybt i tiden. I juni havde det vesttyske politi omsider arresteret Andreas Baader og Ulrike Meinfhof fra Rote Armee Fraktion. Politisk terrorisme udgjorde en international undergrund, og den tyske byguerilla havde hjulpet Sorte September med at tilrettelægge aktionen i München. Derfor var også Baader og Meinhof på listen med navne, som Sorte September krævede løsladt. Affæren var en overvældende mediebegivenhed. Sporten havde endegyldigt mistet sin uskyld.

I DE følgende to år dræbte den israelske kommandogruppe ni af navnene på listen, som Mossad havde givet lederen Avner. Avner hed noget andet, men benyttede dette alias, også da han senere henvendte sig til den canadiske forfatter og filmmand George Jonas, som på baggrund af Avners beretning skrev bogen Vengeance: The True Story of an Israeli Counter-Terrorist Team (1984).

   På film er historien fortalt flere gange. I 1976 dannede gidseltagningen baggrund for William A. Grahams tv-film 21 Hours at Munich, og i 1986 skildrede Michael Anderson efterspillet i en canadisk tv-film, Sword of Gideon, der var baseret på Jonas’ dokumentarroman. Siden er forløbet koncentreret i Kevin Macdonalds dokumentarfilm One Day in September (1999), hvor udvalgte vidner kommer til orde. Alligevel giver det mening, at Steven Spielberg repeterer affæren i filmen, som blot hedder München. I 2005 har også USA en regering, der tror på at hævne sig øje for øje og bekæmpe ondskab med ondskabens midler.

SIDEN The Color Purple (1985) har Spielberg instrueret en række selvbevidst dybe og store problemfilm, der i hans egen opfattelse formentlig kompenserer for værklistens mange popcornsprodukter. Det er film som Schindler’s List (1993) og Saving Private Ryan (1998).

   I en af de mindre vellykkede – Amistad fra 1997 – er der en frygtelig selvbevidst scene, hvor de revolterende slavers tilfangetagne leder og den beskikkede sagfører, som er filmens ædle hvide humanist, pludselig og uden forklaring kan kommunikere, skønt de ikke forstår hinandens sprog. I fængselsgården fører de en rørstrømsk samtale om frihed, lighed og broderskab mellem racerne.

   I München er der en scene som ligner, men som omvendt lykkes forbavsende godt. Midtvejs i det store hævnprojekt bliver Avners gruppe henvist til en »sikker« lejlighed i Athen. Her kan de have base og planlægge aktionen i fred og ro. Imidlertid har Louis, den franske forbindelse, som lever højt på at levere til flere indbyrdes stridende grupper, overbooket lejligheden. Pludselig står en gruppe arabiske terrorister i stuen og skal ligesom Avners gruppe indrette sig. Man finder ud af at sameksistere. Palæstinenserne siger, at de kommer fra ETA, mens israelerne foregiver at være tyske. Stemningen bliver næsten broderlig.

PÅ trappen fører Avner og hans arabiske modpart en samtale, som ligner nøglescenen i Amistad. Det er egentlig mere teater end film, og man fornemmer her, som mange andre steder i dialogen, at replikkerne er skrevet af to dramatikere, Eric Roth og den stærkt systemkritiske Tony Kushner, som efter AIDS-oratoriet Angels in America har angrebet USAs politik i flere ætsende tekster.

   Avner siger, at hvis araberne bliver ved med at dræbe uskyldige jøder, vil resten af verden betragte dem som dyr. »Det er sandt,« siger palæstinenseren, »men samtidig vil verden spørge, hvem der har gjort os til dyr. Og på et tidspunkt vil man begynde at interesse for forholdene i vores bure.«

   Avner kan ikke umiddelbart formulere et fyndigt og dækkende svar. Han har på dette tidspunkt fået anfægtelser med hensyn til værdien af den retfærdige hævn, som gruppen udfører på statens vegne og som alt andet lige er den illusion, filmen sætter sit største spørgsmålstegn ved. For hævnen trækker de gode terrorister ned på fjendens niveau, og princippet om gengældelse får voldens hjul til at dreje stærkere.

   Endvidere føler Avner i stigende grad, at Mossad bruger gruppen til generelt at rense ud i fjendens lejr. Hvor mange navne på dødslisten kan reelt forbindes med München? Måske ikke dem alle, siger mellemlederen Ephraim, som er Avners kontaktmand. Men så har de dødsdømte haft en finger med i spillet ved andre af Sorte Septembers aktioner.

AVNER vil have sin arabiske tvilling til at indse det futile ved Palæstina-projektet. Israel er kommet for at blive. Palæstinenserne vil aldrig få deres hjemland tilbage, og hvad kan under alle omstændigheder være så vidunderligt ved en gold stribe ørken med sand og kameler?

   Partisanen holder da en bevæget og bevægende tale om, hvad begreberne »hjem« og »hjemme« vil sige. Det er denne længsel, som de vestlige medløbere ikke begriber. Derfor lytter vi høfligt, arabere, baskere, kurdere og afrikanerne, når I fremlægger jeres ideologiske floskler, men vi hører ikke efter, for alle de ting betyder intet for os. Det er vort hjem, vi kæmper for, et sted som kun ligger det ene sted.

NÅR Avner begynder at tvivle og har brug for at genoplade sin vrede, plages han af livagtige mareridt om massakren i München. På den måde kan filmen belejligt dosere sin eksponering af baggrunden. Gidseltagningen skildres i en blændende realiseret prolog, der med enkle midler – som autentiske tv-rapporter fra journalisterne Peter Jennings og Howard Cosell – sætter tiden tilbage og lægger tonen fast. Det blodige kaos på flyvepladsen i Fürstenfeldbruck er derimod monteret som indstik, der kommer til Avner i drømme om døden. En terrorist kaster en håndgranat ind i den ene helikopter, som eksploder med fem gidsler ombord. De øvrige dør, da en palæstinenser tømmer sit våben ind i den anden helikopter.

AVNER vågner badet i sved og savner allermest sin familie, hustruen og parrets nyfødte datter, som han kun har set en enkelt gang. Filmen har en smuk metafor for denne længsel, som Avner sjældent drøfter med sine fæller i gruppen, fordi emnet er smertefuldt og fordi man ikke vil vide mere end nødvendigt om hinanden.

   Når Avner mødes med Louis, sker det som regel ved et butiksvindue i Paris. Forretningen sælger eksklusivt køkkenudstyr, og man begriber, uden at det bøjes i neon, hvordan Avner ser sig selv og sine kære i det kostbare køkkens umulige fred. Avner er også på én gang charmeret af og misundelig på den næsten groteske familieidyl hos bagmanden Papa, der har indrettet sig ude på landet i Frankrig. Det er i disse stille scener, at den tilpas anonyme Eric Bana fungerer allerbedst som Avner.

SAMMEN med Avners gruppe føres tilskueren dybt ind i terrorgruppernes spejlkrig, hvor alle arbejder med dobbelte dagsordener og med tiden bliver så vant til at lyve, at man endelig mister ideen om sandhed.

   I denne verden er loyalitet en valuta. Papa og Louis nægter af princip at samarbejde med regeringstilknyttede agenter. Papa var fransk modstandsmand under krigen og føler sig svigtet af en fred, som blot bragte Stalin og USA i stedet for nazisterne og Vichy. Derfor kan han uden skrupler levere våben og oplysninger til både israelerne, Sorte September og Baader-Mainhof. Det vigtigste er, at de undergraver herskende systemer og modarbejder den styrende stat. Som samtidig er guldkalven, der leverer den nødvendige smørelse.

   Papa har en stor familie, men vælger at se en slags stedsøn i Avner. Han er svær at blive klog på, og filmen gør ham muligvis mere mystisk og alfaderlig, end jokerfiguren fortjener, men det samme gjorde virkelighedens Avner i de samtaler, som George Jonas’ bog bygger på. Michael Lonsdale er fornemt castet som Papa.

SPIELBERGS film deler sol og vind lige. Det ligger dybt i selve præmissen, at den ikke vil promovere hævnen som forløser. Den vil heller ikke bygge et uforsonligt fjendebillede, men snarere nuancere modstandernes træk, så vi kan se, at de er mennesker, i det mindste på soldaternes niveau.

   I USA er filmen blevet kritiseret for at vaske sine hænder med olympisk selvretfærdighed. Det er præcis den egenskab, som vil gøre, at man tager den alvorligt i Europa. München er på Avners side og fremstiller Israels værdier sympatisk, men den er ikke rendyrket pro-israelsk, og den underkender ikke palæstinensernes sag.

   Stereotypier er forbeholdt fremstillingen af skikkelser som den flygtige leder af Sorte September, manden der satte München i værk og som det aldrig lykkes Avners gruppe at eliminere, skønt den ved flere lejligheder har ham i sigtet.

MINDST af alt er München pro-amerikansk. Det amerikanske efterretningsvæsen fører i filmen, som i 70ernes virkelighed, en tilbagelænet del-og-hersk politik, hvor man hellere end gerne spiller terrorgrupper ud mod hinanden, støtter tvivlsomme sager i flæng og sponsorerer fanatisk nationalisme, hvis det på sigt giver point i bordtenniskampen mod den store ideologiske modstander, Sovjetunionen, der på sin side arbejder lige så betændt.

   Da Avners gruppe har omringet arkitekten bag Sorte September på en gade i London, bliver drabet forpurret af brovtende udsmidertyper fra CIA. Agenturet har indgået en samarbejdsaftale med palæstinenserne. De afstår fra at angribe amerikanske mål, hvis CIA holder hånden over Sorte September. Det er filmens uudsagte tese, at vejen til 11. september og krigen i Irak begyndte i München i 1972.

MAN genkender det kyniske verdensbillede fra John le Carrés spionromaner, som med tiden blev mere kompromisløse og åbenlyst Amerika-fjendske. Overhovedet er broderparten af München, selve filmens spændingsbærende del, i slægt med atmosfæren i de bedste af le Carrés romaner. Uigennemskueligheden er en væsentlig del af pointen, mens Avner arbejder sig ned gennem listen. Nervøse mænd fører lavmælte samtaler i mørkt belyste rum. Man taler i koder og gåder, som gjaldt det diskrete spioners jargon. Noget højere mål kommer aldrig i sigte. Snarere kompromitteres sagen konstant.

   Holdt man af desillusionen og stoicismen, offerviljen og den patetiske humanisme hos de martrede agenter i romaner som The Honorable Schoolboy, Smiley’s People og Tinker, Tailor, Soldier, Spy, vil man nyde grundtonen i München. Tror man omvendt, at der venter en heftig actionfilm om terroraktionen i München, går man ind til en relativ skuffelse. Spielbergs film handler egentlig ikke om München, men om det spil som blev sat i gang efter München. Instruktøren ville i øvrigt bruge en skakterm og kalde filmen King’s Cross, men filmens producere foretrak Munich.

DER er disse politiske spørgsmål på spil. Imidlertid vil filmen også en række andre ting. Især ligner den ofte en forelsket rekonstruktion af 1970ernes verden, som genskabes meget overbevisende af Janusz Kaminskis brede billeder og Rick Carters lækre produktionsdesign.

   Avners gruppe opererer i London, Paris, Athen, Rom og Beirut, og hvert sted virker farven og tonen autentisk, skønt de fleste scener er optaget i Budapest og Valletta på Malta. Michael Kahn har klippet filmen så smukt, at den føles som en rolig rejse, der aldrig bliver triviel eller udmattende, skønt spilletiden er tæt på tre timer. Selv huskomponisten John Williams leverer et score, som næsten lever op til hans status.

   Undervejs er der plads til at bygge små sætstykker, lade hver aktion få sit særlige snit og udbygge forholdet mellem gruppens fem medlemmer. De kommer alle vegne fra, ganske som Israels familier. Foruden Avner (Eric Bana er amerikaner) gælder det sydafrikaneren Steve (britiske Daniel Craig), våbenmageren Robert (franske Matthieu Kassovitz), som egentlig ved mere om at konstruere legetøj, den fåmælt offervillige Hans (tyske Hanns Zischler) og fuldmægtigtypen Carl (nordireren Ciáran Hinds). Golda Meir bliver spillet af Lynn Cohen. Australske Geoffrey Rush får atter en mindeværdig karakter ud af Mossad-funktionæren Ephraim, der skiftevis roser og truer, elsker og hader sin protegé.

DER er aldrig blevet sat navn på den virkelige Avner. Denne henvendte sig til George Jonas, da han følte sig truet af Mossad. Avner ville ud af tjenesten og skabe et nyt liv med sin familie. Ephraim ville ikke lade ham være – det vil han heller ikke i filmen, som foregriber den faktiske udvikling – og Avner brugte derfor fortællingen om München som en livsforsikring. Jonas lovede ham anonymitet og har til dato holdt sit løfte. Intrigens kerne er verificeret af flere uafhængige kilder. Filmen strammer forløbet og tilfører kausalitetskæden en menneskelig faktor af højt melodrama, men i store træk er den autentisk baseret.

DET er en af Steven Spielbergs mest gennemførte produktioner, og den fungerer på alle niveauer, fra en nervepirrende Hitchcock-pastiche, der i ånden fra Sabotage lader en uskyldig diplomatdatter være tæt på at blive det næste offer, til det retfærdige drab på en prostitueret hollandsk lokkedue, der likvideres helt uden anfægtelser, men forvandles til en nøgen sønderskudt ting, som bagefter hjemsøger mændene.

   Instruktøren er vel allerbedst, når han kombinerer teknisk ækvilibrisme med sin særlige flair for fantastiske genrer, men her har han skabt en meningsfuld thriller, der følger hver af kunstens regler og tilfredsstiller alle genrens behov. Verden blev en anden efter München 1972. I Spielbergs film ser vi hvorfor og hvordan.

*) Den amerikanske svømmer Mark Spitz og den russiske gymnast Olga Korbut var Legenes store sensationer. Forbavsende få (danske) medier interesserede sig for den historiske kontrast og forbindelse til Olympiaden i Berlin i 1936, hvor den nazistiske statsmagt forvandlede sportsstævnet til et effektivt propagandastunt. Det var netop for at lægge afstand til fortiden, at myndighederne tog så demonstrativt let på sikkerheden i 1972. Man ville undgå uniformer i det officielle billede af »die heiteren Spiele«.

Se også Steven Spielberg: Magiker og mønsterbryder [Moderne mestre]; To versioner: West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]; Steven Spielberg: A.I. - Artificial Intelligence (2001); Steven Spielberg: Minority Report (2002) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Lincoln (2012); Steven Spielberg: Bridge of Spies (2015); Steven Spielberg: Ready Player One (2018) [Sci-Fi 100]; Steven Spielberg: Catch Me If You Can (2002); Steven Spielberg: The Terminal (2004)  + H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100].

München (Munich). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Tony Kushner, Eric Roth. Foto: Janusz Kaminski. 155 min. USA 2005. Dansk premiere: 27.01.2006.

Fotos: Dreamworks Pictures/ Universal Pictures/ Amblin Entertainment/ The Kennedy/Marshall Company/  Barry Mendel Productions/ Alliance Atlantis Communications/ Peninsula Films/ UIP DK/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Wikimedia Commons, YouTube (trailer)

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, SKYSHOWTIME, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures 06.11.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.01.2006