Brian De Palma: Redacted (2007)

DEN BEARBEJDEDE SANDHED

En krigsforbrydelse dissekeres

Af BO GREEN JENSEN

BRIAN De Palmas film er i regelen stilfulde genrestykker. Hans første kærlighed var Alfred Hitchcock, og han er kendt for at dyrke den samme slags voyeurisme og distancerede menneskesyn. Der er en distinkt misogyn kvalitet i hans film. I Frankrig betragtes han som en stor auteur, der afsøger mediets væsen i eksperimenter som Snake Eyes (1998) og Femme Fatale (2002). Kun hér så man et hovedværk i den Stanley Kubrick-inspirerede Mission to Mars (2000). I sit hjemland ses han som en falden mester, en udbrændt stjerne, der ikke har afgivet lys siden Carrie (1976), Blow Out (1981), Scarface (1983) og Carlito’s Way (1993).*

   Begge positioner kan forsvares. Før Redacted var De Palmas seneste arbejde en gennemført tarvelig filmatisering af James Ellroys The Black Dahlia (2006). Også den film havde dog sine momenter – Vilmos Zsigmond var Oscar-nomineret for billedsiden – for hos De Palma er der altid øjeblikke, ofte skabt i dialog med andre film, som stikker ud og bliver stående. Man husker ikke The Untouchables (1987, da. De uovervindelige) for portrættet af Elliot Ness og Al Capone, men for en flot pastiche på Panserkrydseren Potemkin (1925), komplet med kollektiv panik og en løbsk barnevogn. Gennembrudsfilmen Dressed to Kill (1980, da. Klædt på til mord) er stadig noget af det tætteste, en Hitchcock-elev er kommet på sjælen i mesterens værk.

GENNEM fem-seks årtier og 30 film har Brian De Palma (f. 1940) sjældent været en politisk kunstner, hverken af den ene eller anden observans. »My films deal with a stylized, expressionistic world that has a kind of grotesque beauty about it,« har han sagt, og det teknisk-æstetiske fokus giver mening. Dog udgør Vietnamkrigsfilmen Casualties of War (1989, da. De kaldte os helte) en relativ undtagelse. Fem soldater rystes sammen, men ender i hadefuld konflikt, da en af dem insisterer på at anmelde en voldtægt.

   Ledelsen vil tale ham fra det, og kammeraterne betragter ham som en forræder. Filmen interesserer sig egentlig ikke for krigen, men for bortætsningen af den civiliserede fernis og foragten for menneskeliv, der hos nogle af soldaterne bliver en forudsætning for at fungere.

   

DET er næsten den samme historie, som fortælles i Redacted, men formen gør hér en væsentlig forskel. Der er ingen dyb baggrund, intet forsøg på at leve sig ind, ingen stor musik af Ennio Morricone, intet favnende junglelandskab. Stjernerne Sean Penn og Michael J. Fox er erstattet af ordinære, anonyme ansigter.

   Mere afgørende er dog fraværet af en overordnet fortællerinstans. Filmen er skabt med fragmenter – »redacted« betyder »redigeret« eller »tilrettelagt« – som viser forløbet fra mange synsvinkler: soldaternes videodagbøger, en fingeret fransk tv-reportage, webcamklip og YouTube-stumper, forhørsbånd og overvågningsbilleder. Forbrydelsen vises i rystet night vision, der giver den bedste mand stikkende mareridtsøjne.

   Baggrunden er desværre autentisk. I 2006 begik amerikanske soldater en forberedt gruppevoldtægt. Offeret, en 14-årig irakisk skoleelev, blev bagefter skudt i ansigtet og brændt. Også pigens familie blev myrdet. Længe foretrak militærledelsen at anskue episoden som en nødvendig krigshandling, ikke som en forbrydelse. Ingen af gerningsmændene angrede noget som helst. Soldaten, som anmeldte hændelsen, blev hjemsendt. Sagen blev offentliggjort i en udgave, der i højeste grad var redacted.

DE Palma ser sin film som et korrektiv til den bearbejdede sandhed, der kolporteres af »Main Stream Corporate Media«. Han er i øvrigt ikke uden selvironi – se ham i samtale med kritikeren J. Hoberman på New York Film Festival 2007. Atter er fokus på fem soldater, som skal fungere under ekstremt pres i et land, som de ikke forstår. De subjektive synsvinkler bliver i De Palmas mix en kølig collage af found footage.

   Angel Salazar (Izzy Diaz) registrerer kasernerutinen, fordi han vil ind på filmskolen hjemme. Lawyer McCoy (Rob Devaney), tilskuerens skrøbelige identifikationspunkt, filmer hverdagen for sine pårørendes skyld. De to mænd aftaler at passe på hinandens optagelser, hvis en af dem skulle falde væk undervejs. Det bliver aktuelt, da man allermindst venter det.

   Bogormen Blix (Kel O’Neil) vil helst have fred til at træne sin hund og læse John O’Haras Stævnemøde i Samarra. De rådne frugter er sydstatsdrengene Flake (Patrick Carroll) og Rush (Daniel Sherman). I glimt fortæller Flake om en baggrund med indavl, omsorgssvigt og kriminalitet, mens den overvægtige Rush gør sig ekstra umage med at kropsvisitere irakiske skolepiger ved den amerikanske kontrolpost i midten af begivenhederne.

   I uniform ser alle mænd ens ud. Der går derfor tid med at lære at skelne, ligesom man kun langsomt erkender, at Flake og Rush faktisk mener, hvad de siger, når de udtrykker deres foragt for en befolkning af »sand-niggere«, der ikke sætter pris på amerikanernes beskyttelse.

DEN afro-amerikanske sergent Sweet (Ty Jones) bliver på chokerende vis »taget ud« af en vejsidebombe, netop som han taler om faren ved disse til ære for Salazars kamera. For Flake og Rush er dét en anledning til at målrette frustrationen og aggressionen. Man aflægger natligt besøg hos familien med den 15-årige pige, som Rush har set sig varm på.

   Lawyer går med, men er meget forvirret. På dette tidspunkt er Salazar holdt op med at filme, og kun publikum ved, hvad der fjernede ham. Rush og Flake »ordner« pigen og henretter hendes familie. Lawyer registrerer forløbet, indtil han ikke kan rumme mere og må gå udenfor.

   Skønt hans far via webcam vil tale ham fra det, går Lawyer til ledelsen med sin skam og sin vrede. Flere afhøringsscener demonstrerer, hvor uvillig ledelsen er til at reagere, men den gode soldat insisterer og bliver i det mindste publikums helt. Da kæresten og vennerne i den sidste video fejrer hans hjemkomst, kan Lawyer kun tale om mordet i Irak.

   Samtidig sidder Flake hos psykiateren og er på sin side helt upåvirket, men forurettet over manglen på officiel opbakning. Hvad er det med disse sand-niggere? Vi dræber dem på jeres vegne, så hvorfor må vi ikke misbruge dem?

REDACTED stikker dybere end de fleste film om krigen i Irak. Modsat Robert Redford i Lions for Lambs (2007) interesserer De Palma sig ikke for det forkromede politiske overblik, og modsat ellers skarpe film som Gavin Hoods Rendition (2007), gør Redacted intet for at skabe spænding. De Palma arbejder i øjet af stormen. Vi har ingen sikker viden om de fiktive masseødelæggelsesvåben, der udgør regeringens påskud. Det er netop blevet klarlagt, hvad der foregår i faciliteter som Abu Ghraib.

   Som i Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) fortælles der i tidens egen opklippede form. Som Paul Haggis i In the Valley of Elah (2007), når De Palma sin pointe i scenen, hvor gerningsmanden endelig tilstår og har forstemmende lidt at sige. Det bliver klart, at en etisk mutation har fundet sted. Måske er sandheden krigens første offer, men empatien er med sikkerhed det andet.

   Redacted er ingen behagelig film, men alle i salen har godt af at se den. Der svælges ikke i grusomhed, og her er hverken patos eller patriotisme. Tværtimod er der en gedigen systemkritik. Omsider kan De Palma bruge sin følelseskulde på konstruktiv vis. Filmen siger i store træk, hvad Casualties of War sagde i sin tid, men Redacted får et længere liv, fordi budskabet ikke bliver bøjet i neon. Filmen skildrer en beskidt episode, som finder sted i en evig, beskidt lille krig. Når USA forlader Irak, vil Redacted endnu være dagsaktuel.

Se også To versioner: Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Brian De Palma: The Black Dahlia (2006) [Noir 100].

Se også Ken Loach: Route Irish (2011); Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]; Richard Linklater: Last Flag Flying (2017) [Sequels nr. 5]; Paul Schrader: The Card Counter (2021).

*) Hverken Passion (2012) eller Domino (2019) har rystet efterbilledet, men blandt yngre kolleger er der ny respekt og veneration for de kanoniserede værker. Noah Baumbach og Jake Paltrow hylder instruktøren som en storebror i portrætfilmen De Palma (2015). Quentin Tarantino skriver sobert og indsigtsfuldt om De Palmas baggrund og begyndelser i Cinema Speculation (2022). For mig blev han interessant i kraft af musikken. Jeg elskede kultmusicalen Phantom of the Paradise (1974), før jeg vidste, hvem De Palma var, for de små, uafhængige New York-produktioner, som QT gennemgår kærligt, kom aldrig ud i danske biografer. Det var i øvrigt De Palma, som instruerede det irriterende glatte, men kommercielt effektive videoclip til Bruce Springsteens »Dancing in the Dark«, da albummet Born in the USA (1984) skulle lanceres. Det hører med til historien, at begge mænd kommer fra jævne kår i New Jersey. De Palma havde italienske forældre. Hans baggrund ligner Martin Scorseses, og i de første film har instruktørerne fællesmængde – også De Palma caster Robert De Niro. Så Redacted er næsten et sonoffer. De Palmas fald begyndte med hans filmatisering af The Bonfire of the Vanities (1990, da. Forfængelighedens bål), som var endnu mere oppustet af hul, forloren tidsånd end Tom Wolfes i forvejen opportunistiske bog. Han skylder også for Body Double (1984) og Raising Cain (1992). Men bestillingsopgaven Mission: Impossible (1996) er løst lydefrit, og Mission to Mars er et visionært scifiværk, som trænger til at blive genopdaget. De Palma kan sjuske med narrativt stof, men teknikken er altid sublim. Jeg genså The Untouchables i 2020, da jeg skulle skrive Sean Connerys nekrolog. Hvor er der dog fornemme filmting i dén. 

Redacted. Instr. & manus: Brian De Palma. Foto: Jonathon Cliff. 90 min. USA 2007. Dansk premiere: 24.10.2008.

Fotos: HDNet Films LLC/ The Film Farm/ Zaman Productions/ Magnolia Pictures/ Angel Films/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube [StudioCanalUK trailer +  45th New York Film Festival 2007 Q&A + Film Society Talks | Film at Lincoln Center 2016]/ A24 [De Palma documentary poster]

Filmen streames på Blockbuster og SF Anytime

Teksten trykt første gang i Weekendavisen Kultur 24.10.2008 – revideret og ajourført november 2023]