Kunstfilmens bad boy leverer igen
Af BO GREEN JENSEN
Gaspar Noés karakteristisk ekstreme opus 5 er baseret på virkelige hændelser. Det er alle film vel i en vis forstand, men dette skete for real i 90ernes Frankrig. Tyve dansere isolerede sig for at øve. Da de bagefter fejrede friheden, havde nogen kommet LSD i skålen med sangria.
Climax har alle Noés signaturer – en forskudt tidsstruktur; filosofiske statements, der skrives på lærredet med versaler; et lydspor med kværnende techno, et inferno af farver og meget få klip.
Filmen begynder med slutteksterne og kravler baglæns. Billedet vender stadig på hovedet, da orgiets eneste overlevende kommer ud. Så falder kameraet ned fra den himmelske hvidhed og lander i horisontal position.
Det kunne være Irréversible (2002), Noés bedste film, som sluttede med sin begyndelse, der umærkeligt glider over i Climax, som begynder med at vise sin slutning. Noé holder meget af evighedstegn.
DER er først et langt sammenklip af videooptagelser, hvor danserne præsenterer sig selv. Vi ser det på et tv, som står på en reol. Den er pakket tæt med Noés favoritfilm og bøger. Her er hele nøglebundtet lagt frem.
Så følger tyve minutter med stærk, fysisk dans, som tangerer det forvredne og er filmet oppefra i én uafbrudt bevægelse. Aphex Twin, Chris Carter og Gary Numan dunker igennem. Det er uden tvivl en teknisk tour de force.
Endelig er der fest. Kun en muslimsk mand vil ikke drikke. Som den første får han skylden for alt. Koreografen har taget sin lille søn med. Hun låser ham inde i elskabet for at beskytte. Snart efter taber hun nøglen.
En højgravid danser bliver sparket i maven. Man tager kokain med øjnene. Tal om at være en visuel junkie. Alle vil have sex med alle andre end den villige. Solisterne klarer sig bedst, de forsvinder ind i rusen og kravler helt op i sig selv.
Hedonismen muterer til kannibalisme. Redningsmandskabet finder kun rester. Det er en grusom og triviel kavalkade. Noé nævner selv disse inspiratorer: Markis de Sade og Pasolini, Luis Buñuel, Rainer Werner Fassbinder, Todd Solondz og Lars von Trier.
NOÉ synes om at chokere. Han gjorde det med incestmonstret i Seul contre tous (1998); med den ubønhørligt langstrakte voldtægt, som Monica Bellucci udsættes for i Irréversible; med den rejste fallos, som ejakulerer i 3D i LOVE (2015). Han vil sikkert overgå sig selv i det næste frapperende eksperiment.
Noé er og bliver en original filmskaber. Han kan ikke skrive dialog, men han kan lave de smukkeste billeder af mørket i et menneskesind. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor disse ting er så vigtige for ham. Kun i Irréversible, hvor der står LE TEMPS DETRUIT TOUS – »Tiden ødelægger alt« – på lærredet med store bogstaver.
Climax minder om Irréversible og er Noés bedste film i en årrække. Fans skal naturligvis se den, men næste gang springer jeg muligvis over. Selv en stilfuld ubønhørlighed er trættende i længden.
Noé er og bliver en original filmskaber. Han kan ikke skrive dialog, men han kan lave de smukkeste billeder af mørket i et menneskesind. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor disse ting er så vigtige for ham. Kun i Irréversible, hvor der står LE TEMPS DETRUIT TOUS – »Tiden ødelægger alt« – på lærredet med store bogstaver.
Climax minder om Irréversible og er Noés bedste film i en årrække. Fans skal naturligvis se den, men næste gang springer jeg muligvis over. Selv en stilfuld ubønhørlighed er trættende i længden.
Se også Gaspar Noé: Irréversible (2002/2020); Gaspar Noé: Enter the Void/ Soudain le vide (2009); Gaspar Noé: LOVE (2015); Gaspar Noé: Lux Æterna (2019).
Climax. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie. 95 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 08.11.2018
Fotos: Rectangle Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, Google Play, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 09.11.2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar