Nicole Kidman som fortabt karakter
Af BO GREEN JENSEN
DER er først et par øjne, blege og blå, som ser ind i kamerasolen. Det kunne være en død kvindes blik - og tanken er værd at notere, for senere kører tiden i ring, og det bliver vigtigt at huske de første minutter.
Blikket tilhører Erin Bell (Nicole Kidman), kriminalassistent i Los Angeles, som har ry for at være en levende død blandt kolleger. Hun har sovet i sin bil og vågner med tør, åben mund i viadukten. Hun kravler ud og krabber hen til, hvad der viser sig at være et gerningssted.
En mand ligger død, tværet ud i et blodspor. To af Bells kolleger er på sagen. De ser sigende på hinanden, da Bell nærmer sig. Der er en ordveksling om kompetencer. Den døde er tatoveret i nakken. Bell vender sig og går på samme måde, som hun kom, med stort besvær. Hun ser sig ikke tilbage, da hun viser kollegerne en strakt langfinger.
Seksten år før havde Bell en mandlig makker. De gik undercover sammen og blev en del af kredsen omkring Silas (Toby Keppel), en dæmonisk bankrøver med hang til dødslege og lommefilosofi. Noget gik galt og forandrede Bell. Alligevel er hun blevet på posten. Der er en generel fornemmelse af, at arbejdet skylder hende noget.
HERFRA deler filmen sig i to kronologiske spor. I nutiden begynder den hårdkogte Bell at gå rundt i miljøet og stille spørgsmål. I fortiden bliver de unge politifolk draget dybere ind i opgaven. De når også til at drøfte, om de skal gå hele vejen sammen med Silas.
Det var en anden verden. Bell havde levende øjne og bar på et barn. Samme datter er i nutiden ved at begå store fejltagelser. Hun valgte at blive hos Ethan, Bells fraskilte mand, som der ikke var plads til, da Bell blev alkoholiker og arbejdsnarkoman.
Bell prøver i flere knugende scener at genvinde sin datters respekt – eller bare få hendes opmærksomhed. Det er for sent, og det er ikke nok at sige: »Jeg elsker dig, uanset hvad«.
Alligevel er der en løs erindring, som den trodsige teenager tager frem. De var sammen i sneen på vej op ad et bjerg. Den lille pige sad på sin mors ryg og frøs. Hun havde tynde sko og alt for lidt tøj på. Hun husker, at hun følte sig tryg, fordi de var sammen – og at hun samtidig tænkte: »Hvad laver vi egentlig her?«
BELL fortsætter jagten på Silas. Hun slår og truer sig til forklaringer. Hun får fantastisk lang snor af sine foresatte og genser gamle kontakter.
Bell skyer ingen midler. Et handicappet medlem af Silas’ bande vil kun tale, hvis Bell betjener ham seksuelt. Det gør hun uden at blinke. Den anden kvinde fra dengang er stadig med i Silas’ forretning. Bell griber ind i kuppet, som hun forpurrer. Hun indhenter veninden og tramper på hendes sårede ben.
Har man næret en tvivl, er det hér, at den standser. Erin Bell ligner mange anløbne filmdetektiver, som får en chance mere og prøver at sone fortidens fejl. Men især kunne hun være kvindeversionen af »Dirty« Harry Callahan, selvtægtsbetjenten par excellence, som Clint Eastwood spillede effektivt og empatisk i fem forhadte politifilm fra 1971 til 1988.
INSTRUKTØREN Karyn Kusama vender genrens kønsmarkører, og Nicole Kidman sætter alle kræfter ind på at skabe en tragisk figur. Kidman fik en Oscar, da hun spillede Virginia Woolf i The Hours (2002). Det er oplagt at bemærke, at hun dengang blot skulle ændre sit udseende og tage en anden næse på. Forandringen i Erin Bell kommer indefra og er levet.
Det er heller ikke usandt. I nutiden er den kvæstede Erin en patetisk anfægtende skikkelse, som overbeviser et meget langt stykke af vejen. Hun kunne sikkert få publikum til at glemme Nicole Kidman, hvis det ikke var for de stadige flashbacks, hvor Bell med alle midler er gjort yngre og kåd og så livfuld, at vi virkelig mærker forskellen.
KIDMAN sælger klart billetter. Hun distraherer også publikum fra historien ved i så høj grad at gøre forvandlingen i sin fysik til et drama. Det er dog hverken Kidmans eller Kusamas fejl, at Destroyer ikke når stjernerne, som den strækker sig efter. Begrænsningen ligger i et dovent manuskript, der er skrevet af Matt Manfredi og Phil Hay (som er Kusamas ægtefælle).
Den første time er barsk og fungerer, fordi karakteren er nok i sig selv. Sagen har en krølle, som ophæver alle beviser. Og der er scenen på bjerget i sneen, som datteren Shelby stadig kan huske. Vi ser mennesket Erin i fuld figur og forstår, hvorfor filmen hedder Destroyer.
Destroyer. Instr.: Karyn Kusama. Manus: Phil Hay, Matt Manfredi. Foto: Julie Kirkwood. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 03.01.2019.
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.01.2019
Ingen kommentarer:
Send en kommentar