Translate

lørdag den 12. juni 2021

Gaspar Noé: LOVE (2015)


ET ÆRLIGT SYNSBEDRAG
Fallisk livskraft i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

HER er en af de få 3D-film, som ikke er lavet til hele familien. Gaspar Noé (f. 1963) har i årevis leveret en duft af sensation og skandale, når han præsenterede sine film på de store festivaler, først og fremmest dén i Cannes.
   Det skyldes som regel, at han blander et uafviseligt talent for at skabe store billeder med ekstreme skildringer af vold og sex i alle afskygninger.
   Hertil kommer »filosofien«. Budskabet var i de første film nihilistiske betragtninger om, at intet giver mening. Og man kan lige så godt selv rive livet i stykker, når tiden alligevel river alting i stykker.
   Noé har en stor fanbase blandt yngre humanister. I kritikerkredse bliver han betragtet som en blanding af guilty pleasure og regressiv enfant terrible. Flere har kaldt Noé en uægte fætter til Lars von Trier, og sammenligningen er ikke skæv. Triers film er bare bedre.


MEN man skal ikke tage fejl af Noé. Han har skabt én film, som kan ses igen og igen, og hvor alting virkelig lykkes. Det er Irréversible fra 2002, hvor tiden er vendt om, så filmen begynder nede i mørket og slutter med en svimlende kamerarejse op i himlen.
   Sådan kommer man gennem en dag, hvor den nygravide Monica Bellucci midtvejs bliver mishandlet i en fodgængertunnel af en dopet gangster. Scenen varer 12 minutter og er bogstaveligt ubærlig.
   Kæresten Vincent Cassel bruger natten på at finde voldtægtsmanden. Det lykkes (måske) i natklubben Rectum. I hvert fald får en af gæsterne sit ansigt knust med ildslukker.
   Nede i helvede pumper musikken i rødt. Oppe i himlen, hvor filmen slutter ved begyndelsen, er den komponeret af Gustav Mahler. Til slut bliver lærredet hvidt og blinker stroboskopisk. Så fyldes det ud af en kæmpestor tekst: LE TEMPS DETRUIT TOUT.
   »Tiden ødelægger alt,« er også det første (eller sidste), der bliver sagt ved begyndelsen (altså slutningen) to timer før. Få film har udtrykt ideen om livets skrøbelighed mere effektivt eller personligt. Der er naturligvis også en masse sex, som ikke bliver simuleret.

NOÉ har aldrig nået disse stormfulde højder igen. Enter the Void fra 2009 var en næsten stilfærdig film om en amerikansk narkohandler, som selv tager for sig af varerne i Tokyos neonvildnis. Da han er død, går vi med ham og følger efter, mens steder fra dagene folder sig ud. Oscar (Nathaniel Brown) vender altid ryggen til.
   Filmen varer næsten tre timer og præsterer aldrig at klippe, fordi kameraet altid finder et afløb, et kighul, et rør eller noget andet rundt at cirkle om og søge ned i. Det er den film, som Nicolas Winding Refn takker Noé for i Only God Forgives.
   I 2015 er Noé tilbage med LOVE, der indeholder filmhistoriens første ejakulation i 3D. Alle i salen venter på sæden, der virkelig synes at ramme én midt i synet. Denne gimmick redder dog ikke en film, som har gode intentioner, men aldrig for alvor når nogen vegne, selv om den bliver ved og ved.


DET er en atypisk positiv film for Noé, og den er vist nok også selvbiografisk. Filmskaberen Murphy (potente Klaus Glusman) ligger ved siden af Omi (danske Klara Kristin) og er ved at skrige over lejligheden, deres baby og kærestens sved, som han helt har mistet lysten til.
   To år før boede Murphy sammen med Electra (Aomi Muyock), som han elskede, da den spændende Omi flyttede ind ved siden af. De havde længe en lykkelig trekant, som Murphy selv ødelagde. Nu ringer Electras mor og er bekymret for sin datter. Murphy går ud og leder, mens han ser tilbage. Også publikum er tvangsindlagt til at genopleve forløbet.
   Der er flere naive og pinlige scener. Og virkelig megen sund sex i 3D. Det bliver aldrig for alvor erotisk, måske fordi det fylder så meget, og den litterære udviklingsskitse ligner en gymnasieelevs fantasier. Det er faktisk fantastisk, hvor lidt der bliver sagt, når Murphy meddeler sig i voice over.


DER kan man så sidde og blive nostalgisk ved tanken om perversiteterne i Seul contre tous (1998), hvor Philippe Nahon var den ækle anti-helt med kælenavnet Slagteren. Alligevel er der en mærkelig ømhed forbundet med ubehjælpsomheden. Det er næsten rørende, at Noé vil vise det hér.
   Han siger selv, at seksualiteten får den plads, som den har i en ungdom. Så det er »Those Were the Days« med pornografiske indklip. Faktisk meget som Henry Miller kunne skrive, når han var værst. Det havde sin charme. Det samme har LOVE. I hvert fald udgør filmen et ærligt synsbedrag.



LOVE. Instr. og manus: Gaspar Noé. Foto: Benoît Debie. 135 min. Frankrig-Belgien 2015. Dansk premiere: 17.12.2015.


Fotos: Les Cinémas de la Zone/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ UIP/ Festival de Cannes
Filmen streames (i 2D) på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.12.2018

Ingen kommentarer:

Send en kommentar