Cate Blanchett i 13 versioner
Af BO GREEN JENSEN
Billedkunstneren Julian Rosefeldt (f. 1965) har samlet en hel katalog. I filmen Manifesto bliver alle ordene sagt af Cate Blanchett. Hun optræder blandt andet som hjemløs mand, sørgende hustru, to slags tv-journalist, en selvgod lærerinde og en flegmatisk forbrændingsarbejder. I galleriet er også en kold aktiehandler, en dedikeret dukkemager, en tatoveret punker og en »konservativ mor med familie«.
De fleste citater er hentet i andre kunstneres manifester. Undtagelserne er prologen, hvor den hjemløse mand mumler brokker fra Karl Marx og Friedrich Engels, og det sidste segment, hvor lærerinden retter stile med henvisning til Dogme 95-manifestet, før hun sender klassen ud med Werner Herzogs ord om filmens ekstatiske sandhed.
DET er en rebus og et overflødighedshorn. 50 tekster er monteret i 12 forløb, som udgør en halv kunsthistorie. Rosefeldt må have gransket sit eksemplar af 100 Artists’ Manifestos: From the Futurists to the Stuckists, Alex Danchevs antologi fra 2011, indtil siderne faldt fra hinanden.*
Talerne er the usual suspects – André Breton om surrealisme, Tristan Tzara om Dada, F.T. Marinetti om futurisme; eksponenter for konstruktivisme og Fluxus, performance og minimalisme. Andre kilder er mere obskure. Flere steder er strømningens navn taget ud og erstattet med netop et vi eller jeg.
Mest markant står Claes Oldenburgs »I Am for an Art«. Kunstnerens gavmilde credo er i sig selv en forjættende tekst. Her bliver den til en bordbøn, som den konservative mor insisterer på, mens børnene fniser og manden ser væk. »Jeg tror på en kunst, der er politisk-erotisk-mystisk, som gør mere end at sidde på sin røv i et museum.«
CATE Blanchett spiller i alt 13 roller. I segmentet om konceptkunst er hun både den stylede studievært og den udsendte reporter, som taler fra øjet af en orkan. Vejret viser sig at være skabt med kunstig regn og vindmaskiner. »Hvad sker der, Cate, hvad siger du?« »Jo, Cate, nu skal du høre...«
Manifesto er biografudgaven af en videoinstallation, som blev til på bestilling fra Australian Centre for the Moving Image. Rosefeldt fik ideen, da han så Cate Blanchett spille Bob Dylan i Todd Haynes’ I'm Not There (2007), hvor Dylans myte bliver undersøgt fra seks forskellige vinkler.
I installationen blev ansigterne vist simultant. Stemmerne talte i kor. I filmen er der valgt et forløb, og sekvensen er rettet ud, så at sige. Man kan lytte til indholdet eller lade være. Rosefeldt interesserer sig først og fremmest for sammenfaldet. Der er en særlig absolut dialekt, som alle utopierne benytter. Hver og én lover, at dagen vil komme.
DET er en morsom og tankevækkende film, som nu og da taler alvorligt. Hver sætning bliver sagt med den rigtige betoning, så teksterne synes at passe til scenen: ved graven på en kirkegård, i sene tv-nyheder og på skolen, hvor børnene lærer for livet.
Situationerne er smukt bygget op. Enken trøster de sørgende med Dada. Studieværten skifter fra forede tøfler til falliske stilletter, da hun tænder for sin øresnegl. Der er skiftevis overensstemmelse og diskrepans. Den absurde helhedsvirkning ligger ikke 100 år fra effekten, man ser i tableaufilm af svenskeren Roy Andersson eller en ung Jørgen Leth.
DE små handlingsspor skaber narrativ fremdrift, og på den måde bliver det en levende film. Men det er ved at fastholde stemmen, selve hjerterytmen, at Rosefeldt formulerer sit eget manifest. Inderst i ordene er der altid en kategorisk, vagt paranoid kvalitet.
Derfor kravler den hjemløse mand til slut op på en gangbro, ser publikum i øjnene og citerer situationisten Guy Debords manifest: »Til de, som ikke forstår os korrekt, siger vi med uudslettelig hån: ’Vi, som I tror I er dommere over, vil en skønne dag dømme jer.«
Det spydige jer bliver fremsagt, som var et definitivt argument afleveret. Der er en veltilfreds galskab i Blanchetts blå øjne. For der kommer en dag, og det bliver værst for jer selv.
Det gamle skal ud, og det nye skal ind. Profeter i alle lande, foren jer!
En genial og (når man har anskaffet den) uundværlig samling af de æstetiske og politiske programmer og erklæringer, som typisk bliver citeret i fragmentform og mere eller mindre ude af kontekst. Som regel er det socialhistoriske papirer, taler, traktater, forfatningstekster, love, religiøse maksimer osv., der bliver samlet sådan. Her er det kunstnernes statements, fra F.T. Marinettis »The Foundation and Manifesto of Futurism« (1909) til »The Founding, Manifesto and Rules of The Other Muswell Hill Stuckists« (2009) af Edgeworth Johnstone, Shelley Li m.fl.
Accenten er på billedkunst, men filmen er inddraget. Dogme 95-manifestet, som blev co-signeret af Lars von Trier og Thomas Vinterberg den 13. marts 1995, er i sig selv en pastiche og nær-parodi på troperne i det klassiske manifest. Danchev tager dog fejl, når han fejer »Kyskhedsløftet« væk som et PR-stunt. Andre filmskabere som repræsenteres i antologien er Dziga Vertov, Stan Brakhage, Derek Jarman og Werner Herzog (»Minnesota Declaration«, 1999). Skønt Dogme får en hård behandling, er Danchevs bog varmt anbefalet.
Manifesto. Instr. og manus: Julian Rosefeldt. Foto: Christoph Krauss. 95 min. Tyskland-Australien 2015. Dansk premiere: 24.08.2017.
Fotos: Bayerischer Rundfunk/ Schiwago Films/ Natlys Film ApS/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 25.08.2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar