Nicolas Winding Refn: Valhalla Rising (2009)

DEN TAVSE KRIGER

En martret maskulinitets æstetik

Af BO GREEN JENSEN

»JEG betragter kunst som en voldshandling. Den eneste forskel på tingene er, at vold ødelægger i virkeligheden, hvorimod kunst inspirerer.« I 2010 er Nicolas Winding Refn kun 40 år, men han taler allerede som en dansk version af Sam Peckinpah. Den sårede hvide hanelefant går afsides for at æde sit bytte. Han har dog ikke tænkt sig at dø foreløbig. Så meget rogue male er Winding endnu ikke blevet.

   Det er let at få øje på volden og dyrkelsen af kvæstelser som maskulin forløsning i Refns uegale, men langt fra usammenhængende filmværk. Snarere er det dog brugen af farve, som gør ham speciel. Valhalla Rising er fuld af sekvenser, hvor lærredet fyldes af mættet rød farve, mens lydsiden rumler som pumpende blod. De fandtes magen til i den anderledes kølige Fear X (2003), som Refn skrev sammen med Hugh Selby Jr. og optog i USA. David Lynch laver sandt nok noget der ligner, men Refn er blevet sin egen mand nu. Han er om nogen ekspressionisten i dansk film. Hvis Pusher II (2006) var den store lakmusprøve, er Valhalla Rising rendyrket stil.

DET er en enkel og evig historie, som Refn har skrevet sammen med den norske forfatter Roy Jacobsen. Valhalla Rising kunne være hugget i granit. I overgangen mellem vikingetid og middelalder, da en frisk kristendom fortrænger troen på de gamle guder, bliver krigeren One-Eye (Mads Mikkelsen) holdt i bur og byttet rundt blandt dekadente høvdinger, som lever i noget, der ligner skotsk højland. One-Eye taber aldrig en tvekamp. Han bider og kvæler og knuser sin modstander. Første scene sætter tonen og demonstrerer, hvor farlig og følelsesløs manden er.

DA det lykkes One-Eye at dræbe sine vogtere, skåner han drengen (Maarten Stevenson), som siden bliver hans væbner. Han slår følge med fanatiske kristne, der vil til Det Hellige Land for at rejse et Nyt Jerusalem. Fordi One-Eye aldrig taler, kender tilskueren ikke hans motiver. Efter uger på et vindløst hav, bliver saltvand til ferskvand som ved et mirakel, og mændene befinder sig med ét i Eldorado.

   Den nye verden ligner Amerika, men er ikke et ædelt Valhalla. Drømmen om rigdom og ære tager livet af mændene efter tur. På et tidspunkt bygger One-Eye sin egen grav af stablede sten. Han går de indfødte i møde for at ofre sig, så drengen kan rejse hjem. For første gang synes en frisk vind at blæse, da drengen ser ud over havet. Manden er vendt tilbage til søen, han sikkert kom op af i tidernes morgen.

REFN siger selv, at Valhalla Rising koncentrerer hans kærlighed til tre genrer: samuraifilm, sci-fi og spaghetti-westerns. I samme ånd repræsenterer One-Eye indbegrebet af den ærketypiske ener. Han er »en helt af mytiske proportioner, den tavse kriger som står alene (…) Han er alt. Han kommer af intet og bliver til intet. One Eye er fusionen af alle de mytologiske filmskikkelser, som jeg voksede op med.«

   Så store disse ord nu er, giver hensigtserklæringen fuldkommen mening. Filmen står og falder med One-Eyes kompromisløshed, der er hinsides både moral og etik. Han er Manden uden Navn; Den Fremmede på Vejen; Ridderen i Ødemarken; Den sidste Samurai. I Mads Mikkelsens arrede skikkelse bærer han filmen, uden at sige et eneste ord og uden at fortrække en mine. Han ligner måske en Jesus-figur, men egentlig er drengen, menneskesønnen som han beskytter, den eneste mulige Kristus. Man kan faktisk ikke mindes en film, der er sluppet så godt fra at tale rent sagasprog.

DET siger vel sig selv, at det har omkostninger. Man skal ikke vente sig vikingeskibe eller historisk akkuratesse. Universet er helt mytologisk. I højlandsafsnittene trækkes der på en keltisk/angelsaksisk grundforestilling om levende guder med mennesketræk og besjælet, skønt udeltagende natur. Midt i en vindløs atlantisk passage, er man også på vej over Styx. Indianerne er som stammefolk langs floden i Mørkets hjerte. Overhovedet ligner Valhalla Rising momentvis en krydsning af John Boormans Deliverance, Coppolas Apocalypse Now og Werner Herzogs Aguirre, den gale erobrer.

   Det er en verden uden kvinder. Kun drengen bevidner, at forplantning finder sted. One-Eye er helt uden ophav. Han kommer af intet og bliver til intet – her noget, der minder om Excalibur-legenden og Artus-digtningens Lady of the Lake.

   Filmen er foruroligende smuk. Der er en indædt stædighed på spil, sammenbidt, blodindsmurt, foroverbøjet – som det boksende handyr, der tålte hvad som helst i den britiske Bronson (2008), Refns forrige film. Det er en martret maskulin æstetik, der tangerer den samme spartanske fascisme, som Frank Miller og Zack Snyder flirtede med i 300. Det er ikke en film for de sarte, og den er ikke politisk korrekt noget sted. Men Valhalla Rising skaber måske den flotteste fysiske action, man har set i nogen dansk film.

Valhalla Rising. Instr.: Nicolas Winding Refn. Manus: Roy Jacobsen og Nicolas Winding Refn. Foto: Morten Søborg. 100 min. UK-Frankrig-Danmark 2009. Dansk premiere: 31.03.2010

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC Films/ Anobium.lit (on set photo)

Filmen streames på SF Anytime og MUBI

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 31.03.2010