LØVEN FRA SPARTA
Slaget ved Thermopylæ ifølge Frank Miller
Af BO GREEN JENSEN
Af BO GREEN JENSEN
Herodot af
Halikarnassos, historieskrivningens fader, som skildrer slaget i syvende bog af
pionerværket Historia, mente ganske vist, at den persiske hær var på
mere end fem millioner mand, men moderne historikere regner med, at han løb sur
i de asiatiske tal. Ligeledes talte den græske koalitionshær mere end fem
tusind mand, men der var tale om et skrabsammen af thebanere, korintere,
mykenere m.m., som førte hver sin undtagelsespolitik. I slagets afgørende fase
synes der virkelig kun at have været Leonidas’ tapre 300 til at dæmme op for
den persiske flod.
BEDRIFTEN var mulig, fordi passet ved Thermopylæ (»de varme porte«) dengang kun var 15-20
meter bredt, en ufremkommelig sti mellem bjerget og havet. I dag er landskabet
forvandlet, men monumentet over spartanerne bærer stadig den indledningsvis citerede
gravskrift, som skyldes Simonides af Keos. Især amerikanske kilder holder af at
citere den mundrette engelske version, som begynder med ordene »Go tell the
Spartans«. På alle verdens militærakademier brænder en evig ild for
spartanerne.
Slaget bliver
i Zack Snyders effektfilm 300 en surrealistisk voldsom historie, som
åbenlyst hylder de spartanske soldaters »nødvendige« blodoffer. Forlægget er
Frank Millers grafiske fremstilling fra 1997, et hovedværk i nyere amerikansk
seriekunst. Prologen skildrer beundrende, hvordan drengebørn i Sparta blev
tugtet og hærdet fra tumlingestadiet, sat ud i sneen til ulve og vildsvin, som
de siden blev mænd ved at dræbe. Man kasserede straks det svageste afkom. Mænd
og kvinder levede netop spartansk i en kollektiv samfundsorden, som foregriber
flere moderne totalitærstater.
SPARTA var den komplementære modsætning til demokratiet i Athen. Dét har altid været paradokset og attraktionen ved det klassiske eksempel.*
Muligvis havde militærstaten ingen kunstnere og filosoffer,
men det var de hårde mænd fra Sparta, som gjorde det nødvendige og skred til
handling, når intellektuelle sofister ville diskutere problemerne bort. Mange
tvivlsomme sager er retfærdiggjort med henvisning til det spartanske ideal. Det
er potent propaganda for nationalister og ammunition for fanatiske kræfter. At
det fascistiske Sparta faldt fra hinanden, mens den demokratiske model havde
fremtiden for sig, bliver sjældent råbt fra talerstolen.
Millers
grafiske roman blev oprindelig udsendt i fem seriehæfter og senere samlet i
bogform. Den lækre sofabordsbog kom i Danmark på
feinschmeckerforlaget G. Floy Studio. I sin anmeldelse i Weekendavisen kaldte Christopher Arzrouni værket en krydsning mellem »fejende flot
fascisme« og »herligt hellensk heltemod«. »Hvilken skamfuld nydelse,«
konkluderer den indsigtsfulde artikel.
EN sådan guilty pleasure var, hvad flertallet følte ved Zack Snyders filmudgave, da den blev vist på Berlinalen i 2007. For eksempel skrev den britiske kritiker Jonathan Romney: »Som en overdreven, brutal oplevelse, forankret i en distinkt computerspil-æstetik, var 300 i sandhed en skyldbevidst glæde. Med sin anti-ironiske, homoerotiske forherligelse af blod, stål og sener, er det filmen som Leni Riefenstahl kunne have skabt, hvis hun havde haft et CGI-budget på millioner af Reichsmark til rådighed.«
EN sådan guilty pleasure var, hvad flertallet følte ved Zack Snyders filmudgave, da den blev vist på Berlinalen i 2007. For eksempel skrev den britiske kritiker Jonathan Romney: »Som en overdreven, brutal oplevelse, forankret i en distinkt computerspil-æstetik, var 300 i sandhed en skyldbevidst glæde. Med sin anti-ironiske, homoerotiske forherligelse af blod, stål og sener, er det filmen som Leni Riefenstahl kunne have skabt, hvis hun havde haft et CGI-budget på millioner af Reichsmark til rådighed.«
Noget er
der nok om snakken, men filmen vil andet og mere. 300 er filmkunstens svar på arkitektonisk brutalisme. Især er
Snyder – som Frank Miller – opsat på at fjerne ethvert spor af gylden eventyraura.
Allerede Herodot benytter det heroiske nederlags retorik om spartanernes
indsats. Det er dét, som gør Thermopylæ til et stednavn på linje med Alamo og
Balaklava. Historien kan bruges af alle, som taber med ære og dør uden at
stille spørgsmål. Ted Post lavede i 1978 en film om de sidste franske tropper i
Indokina og de første amerikanske »rådgivere«. Titlen var netop Go Tell the Spartans.
FRANK Millers primære inspirationskilde er – naturligvis, havde jeg nær sagt – den eneste anden film, som er drejet over Antikkens sidestykke til slaget ved Fort Alamo. Miller er født i 1957 og kunne således møde Rudolph Matés The 300 Spartans (1962, da. Løven fra Sparta) med de samme vidtåbne sanser, som 60ernes danske drenge besad, da filmen fik premiere herhjemme. Om sin bestemmende oplevelse har Miller udtalt:
FRANK Millers primære inspirationskilde er – naturligvis, havde jeg nær sagt – den eneste anden film, som er drejet over Antikkens sidestykke til slaget ved Fort Alamo. Miller er født i 1957 og kunne således møde Rudolph Matés The 300 Spartans (1962, da. Løven fra Sparta) med de samme vidtåbne sanser, som 60ernes danske drenge besad, da filmen fik premiere herhjemme. Om sin bestemmende oplevelse har Miller udtalt:
»Jeg var
på én gang rystet og inspireret af det, jeg havde set, for det gik pludselig op
for mig, at heltene ikke nødvendigvis er dem, der får medaljerne til sidst. De
virkelige helte er mennesker, der gør det, der er nødvendigt og det, der er det
rigtige at gøre, selv om de må betale den ultimative pris. Hele mit liv har jeg
villet fortælle den historie, for det er stadig den bedste, jeg nogensinde har
hørt. Så da jeg havde tilegnet mig tilstrækkelig erfaring som tegner, kastede
jeg mig ud i det.«
Der er
næppe tvivl om, at det i lige så høj grad var tegneserieudgaven af filmen, som
bjergtog den 8-årige knægt. Før VHS og dvd var det sådan, man lagrede filmiske
indtryk. Herhjemme udkom Løven fra Sparta som nr. 12 i serien
Filmklassikere, der var et af Illustrerede Klassikeres mange forsøg på at
forlænge succesen med de bearbejdede værker fra verdenslitteraturen. Løven
fra Sparta var en bevægende oplevelse, som drenge kunne gentage dagligt.
Der var ingen ende på offerviljen. Vi ville alle leve i Sparta.
FOR nylig genfandt jeg tegneserien, der fyldte så meget for 55 år siden. Der er tale om et tarveligt hæfte på 32 sider, et gennemført dusinprodukt, tegnet i 60ernes kønsløse husstil, dårligt farvelagt og ubehjælpsomt tekstet.
Formentlig var kunstnerne italienske, det var stort set hele holdet bag den østrigsk fødte Matés filmudgave, et ambitiøst eksempel på 60ernes glæde ved udstyrsstykker i sværd-og-sandal genren, som var filmet i Cinemascope og befolket med tusind statister. Richard Egan spillede Leonidas, og Diane Baker var hans dronning, Gorgo, som hjemme i Sparta taler politikerne til rette, mens hoplitterne kæmper mod Xerxes i passet.
Hos Snyder
ses Gerard Butler som Leonidas og Lena Headey som Gorgo. Hun lader sig
misbruge seksuelt for at få taletid i rådet. Han bruger hvert øjeblik til at
råbe fyndord om ære og svinge sine våben over perserne. Forræderen Efialtes
(Andrew Tiernan), som lukker fjenden ind ad en bagvej, da Leonidas har afvist
ham, er en forkrøblet vanskabning. Xerxes lover ham kvinder og respekt.
Efialtes ligner samtidig en af de dekadente eforer, præsterne som forsøger at
standse Leonidas. Der er for skams skyld også en snert af Gollum og Ringenes Herre på spil.
ALT er gjort med skuespillere, som agerer på computerskabte baggrunde. Det er det for alvor radikale ved 300. Man har faktisk aldrig set noget lignende. Snyders film overfører æstetikken fra Millers grafiske roman (som var farvelagt af hans daværende hustru, Lynn Varley) til levende, stærkt stiliserede billeder, der giver tilskueren indtryk af at befinde sig midt i en altomsluttende simulation. Hvor Millers og Robert Rodriguez’ Sin City (2005) dyrkede forlæggets sort-hvide askese, hælder Snyder masser af detaljer på. Grækernes verden er badet i kobber. Det forrevne mørke bløder livagtigt.
Man er
derfor delt mellem principiel respekt, stedvis begejstring og en overordnet
betænkelighed ved filmens fascistiske formsprog. For det er klart, at 300 kan tages til indtægt for ekstreme
ideologiske positioner. Det var ingen ubetinget god nyhed, at den blev et tilløbsstykke i USA, Rusland, Korea og Indonesien. Efter 14 dage var der solgt
billetter for 240 mio. dollar. Det fortjente filmen ikke.
For Miller
er spartanerne ikke overmennesker – kødets skrøbelighed er en forudsætning for
den tragiske heroisme – men de er modeller for, hvad et menneske kan og bør kan
være. Som han sagde i Cannes i 2005, da jeg spurgte ham om volden i Sin City: »Jeg erkender, at jeg har en
tragisk opfattelse af historiens væsen og den menneskelige natur. Jeg er ikke
leveringsdygtig i utopier, for jeg tror ikke på dem, og jeg kan ikke bruge dem
til noget. For mig er en helt et menneske, der vil ofre alt for at gøre de
rigtige ting. Ikke en mand, der får en medalje til slut, eller en Harry Potter
som resten af klassen tiljubler.«
DEN androgyne kong Xerxes (Rodrigo Santoro) begærer Leonidas og sender elefanter og næsehorn mod spartanerne. Kværnende masser af »udødelige« stormtropper presser på, men hoplitterne hugger dem ned som de kommer. Man føjer stadig mere stof til ligmuren, der er filmens makabre sætstykke.
Med
dybdepsykologisk filmkunst har 300 kun lidt at gøre. Man kan dog heller
ikke tale om genreforlængende spekulation. Som Millers serie er Snyders film
båret af en umiskendelig kunstnerisk vision. Den er skiftevis som en
gammeldags western, en syret rapport fra helvedes porte og et playstationspil,
der vil mobilisere. Man er uafbrudt fascineret og af og til godt underholdt.
Frank Miller & Lynn Varley: 300. 117 s. Dark Horse Comics, 1999
Ingen kommentarer:
Send en kommentar